I veldædigt Øjemed 3. akt

En elegant møbleret Salon hos Heide. I Baggrunden ses gennem en bred Døraabning ind i en anden Stue, hvor der paa Bordet staar Likør og Sodavand. Til højre Udgang til Entreen, til venstre Dør ind til den øvrige Lejlighed.

PERSONERNE:

OBERSTINDE ROSENHJELM	VIBEKE ROSENHJELM, hendes Datter
DIREKTØR HEIDE	ANNINA (HEIDE), hans fraseparerede Hustru
FABRIKANT KVIST	FRU KVIST
FANNY KVIST, deres Datter	FULDMÆGTIG LØWENER
KANDIDAT TAGE HØST	KOMTESSE SPARRE
FESTDEKORATØR WULFF	MADAM SØRENSEN
JUSTITSRAAD ENGBØLLE	LØJTNANT FRIIS
DAMER & HERRER	EN PIGE – EN OPVARTER

	En elegant møbleret Salon hos Heide. I Baggrunden ses gennem en bred Døraabning ind i en anden Stue, hvor der paa Bordet staar Likør og Sodavand. Til højre Udgang til Entreen, til venstre Dør ind til den øvrige Lejlighed.
3. AKT 1. SCENE	Fru Rosenhjelm, Fru Kvist, Komtesse Sparre sidde midt i Stuen. Løwener og Kvist tilvenstre. Vibeke og Fanny paa en lille Sofa til højre, Heide staar ved Siden af dem. En Tjener byder Kaffe rundt. Alle ere i Selskabsdragt.
FRU KVIST	Jo, al Verden skal derhen i Aften; Folk taler ikke om andet end den Fest.
FANNY	Den bliver ogsaa flot!
KOMTESSE SPARRE	Og fremmer en god Sag.
DIREKTØR HEIDE	Frøken Vibeke, skal De ikke have lidt Kaffe?
VIBEKE	Nej Tak.
FANNY	Maa jeg faa en Kop tak, lidt endnu, Moder siger, at Kaffe giver en god Teint.
FRU KVIST	Og Tableauerne bliver glimrende, ikke sandt Kvist!
FULDMÆGTIG LØWENER	Forstyr ikke Deres Mand, Frue, han tænker paa sin Tale.
FABRIKANT KVIST	Aldeles ikke! Jeg udarbejder aldrig mine Festtaler. Jeg tager blot et Udgangspunkt, og lader saa min Stemning føre mig, hvorhen den vil.
FANNY	Jeg troede, det var dine Taler, Du indøvede foran Spejlet om Morgenen.
FULDMÆGTIG LØWENER	Det er Mimiken, Frøken!
FABRIKANT KVIST	Naturligvis kan det System have sin Fare! I Gaar — jeg var til en Fest i Havebrugsudstillingen — ja, jeg kunde ikke slippe! Jeg skulde holde Festtalen for Præsidenten, og saa blev jeg til den Grad revet med af mit eget Foredrag, at det, uden jeg vidste af det, blev til en bevæget Tale for Kvinden.
FULDMÆGTIG LØWENER	Det var maaske lidt sent paa Aftenen?
FABRIKANT KVIST	Adeles ikke, jeg havde ikke drukket andet end Sodavand.
FANNY	Med Punsch i, sagde Du.
FRU KVIST	Fanny!
FABRIKANT KVIST	(til Løwener) Ak ja, man er jo Stemningsmenneske! Hvad var Livet uden Stemning!
FULDMÆGTIG LØWENER	Feststemning.
FABRIKANT KVIST	Nej, min kære Løwener, De kender mig daarligt, naar De tror, at jeg sætter nogen Glæde i al den Tant og Tummel, jeg maa leve i. Det er, mellem os sagt, min Kones Skyld — naa, man er jo svag! Ak nej, det er, som jeg forleden ytrede ved en Bordtale — jeg husker ikke hvor — naa jo, paa Skydebanen, at Hjemmet og Arnen, det Umiddelbare i Livet, Barnet i Mennesket, det er det, man bør agte og prise — (til Tjeneren) aa, giv mig lidt Fløde — det, man bør prise. Skal De ikke have? Ak ja, var man bleven rigtigt forstaaet, og havde man faaet Lov at leve for det ædleste og bedste i Livet — Hjemmets stemningsrige Fred — saa maaske — hvem ved! Lidt digterisk og lyrisk Evne har man jo — hør, hvad er det for en udenlandsk Dekoration, Heide har om Halsen — den er køn!
FULDMÆGTIG LØWENER	Nydelig!, Den ligner en Juletræsstjerne!
FRU ROSENHJELM	(til Fru Kvist) Hvor det dog er et smukt Hjem, Hr. Heide har.
FRU KVIST	Det skulde jeg mene — alt af første Skuffe.
FRU ROSENHJELM	Her er vist ogsaa Formiddagssol.
FRU KVIST	(fortrolig) De mener for Deres Gigts Skyld, hvad Oberstinde?
FRU ROSENHJELM	Hvordan?
FABRIKANT KVIST	(ser paa Heide og Vibeke) Jo, vi ved Besked! Gudskelov, man forstaar da at bruge sine Øjne.
KOMTESSE SPARRE	(ser fortørnet paa hende)
FRU KVIST	(ler) Og det forstaar Komtessen nok ogsaa.
FABRIKANT KVIST	(til Løwener) I Aften gaar jeg simpelthen ud fra det Punkt, at Barmhjertighed udfolder Sjælens ædle Spirer.
FULDMÆGTIG LØWENER	(drikker Kaffe) Ja glem ikke Sjælens ædle Spirer! Det er en smuk Blomst.
FABRIKANT KVIST	Blot et Par djerve Ord, der finder Vej til Hjertet. Hør, hun bliver virkelig net, den smaa Vibeke, naar hun bliver lidt mere fyldig. Ak ja, unge Piger, det er Livets Romantik.
DIREKTØR HEIDE	(sagte til Løwener) Du maa hjælpe mig at underholde Damerne.
FULDMÆGTIG LØWENER	Mener Du Oberetindeu? Den Glæde vil jeg ikke berøve Dig.
DIREKTØR HEIDE	Hvorfor, det er jo en sjælden behagelig Dame.
FULDMÆGTIG LØWENER	Saa — Du er paa det Punkt, min Ven.
DIREKTØR HEIDE	Hendes Livsopfattelse er saa overordentlig – overordentlig tiltalende.
FULDMÆGTIG LØWENER	Og saa klar! Den kan sammenfattes i Ord: Det er min Mening, og dermed basta.
FRU ROSENHJELM	(sagte til Vibeke) Du ser lidt bleg ud, Barn! Gnid Dine Kinder lidt og se mere oprømt ud.
VIBEKE	Nej, jeg er saa underlig — jeg ved ikke — beklemt. Skal vi ikke snart gaa?
FRU ROSENHJELM	Hvad er nu det for Nykker! (sagtere) Husk, et saa glimrende Tilbud kommer ikke igen.
VIBEKE	Tage Høst venter os vist der henne.
FRU ROSENHJELM	Tage Høst — hvad kommer han os ved! Vibeke, Du skulde dog vel aldrig —
VIBEKE	(lidt forlegen) Nej, vist ikke, jeg kom blot til at tænke paa ham.
DIREKTØR HEIDE	(nærmer sig) Foretrækker ikke Oberstinden at sidde ned? Denne Stol er ret magelig.
FRU KVIST	Nej, nu maa De ikke gøre Oberstinden det for mageligt. Vi maa snart afsted.
FLERE	Aa nej —
FRU KVIST	Alting ligger i Roderi der henne.
FANNY	Og vi har lovet at komme i god Tid.
FULDMÆGTIG LØWENER	Jeg foreslaar, vi tager det med Ro.
KOMTESSE SPARRE	Det er vist lidt vanskeligt for Fru Kvist.
FRU KVIST	For mig! Jeg elsker tværtimod Ro. Det er min Mand, der er saa selskabelig.
FABRIKANT KVIST	Jeg!
FRU KVIST	For mig kan ingen Nydelse lignes ved at sidde hjemme en Aften og fordybe mig i Literaturens bedste Frembringelser.
FANNY	Hvorfor gør Du det da aldrig?
FRU KVIST	(ser paa hende) Jeg siger altid, at hvor Ivan saa end kommer, saa er det dog sjældent, at man er i Selskab med saa aandrige Mennesker som Goethe, Schiller og Moliere.
KOMTESSE SPARRE	Skal vi saa ikke tage Shakespeare med?
FRU KVIST	Nej, han er mig vel «rude».
DIREKTØR HEIDE	Det kan ikke nægtes. Skal jeg læse Shakespeare, maa jeg saa bede om «Ivanhoe».
FULDMÆGTIG LØWENER	Din gode Smag fornægter sig aldrig.
	Festdekoratør Wullf kommer ind fra hejre.

3. AKT 2. SCENE	Heide. Fru Rosenhjelm. Vibeke. Løwener. Komtesse Sparre. Kvist. Fru Kvist. Fanny. Wulff.
DEKORATØR WULFF	Jeg beder Direktøren og Damerne undskylde.
FRU KVIST	Men Gudbevares, Hr. Wulff, hvor har De Tid at komme her?
FRU ROSENHJELM	Er De færdig i Festlokalet?
DEKORATØR WULFF	(forpustet) Endnu ikke — ganske, men jeg maatte herhen. Jeg hørte nemlig i Lokalet, at Direktøren i Aften giver en Souper for de Medvirkende — hi — men da jeg løber ind for at kaste et Blik paa Spisesalen — hi — hvad ser jeg saa til min Forfærdelse! At der endnu staar en gammel afdanket Dekoration fra Klejnsmedenes Jubilæum.
FULDMÆGTIG LØWENER	Ih, Gudbevares!
DEKORATØR WULFF	Det mest ideløse Makværk at denne Rasmussen, og saadan En kalder sig Hofdekoratør! Tænk Dem engang, et Midtparti, dannet af en kæmpemæssig forgyldt Nøgle, og ovenover den — kan De gætte hvad?
FULDMÆGTIG LØWENER	En Hummerklo!
FANNY	(ler)
KOMTESSE SPARRE	(ser forarget paa hende)
DEKORATØR WULFF	En Lyre! Jeg beder Dem, mine Damer, hvad har det Emblem at gøre med Smedelavet! Er det nu ikke beklageligt med en saadan Smag! Naturligvis river jeg nu det hele ned og anbringer i en – Hast en let og stilfuld Dekoration.
DIREKTØR HEIDE	Gør Dem dog ikke det Besvær!
FRU KVIST	Se heller at blive færdig.
DEKORATØR WULFF	(med Værdighed) Hr. Direktør, paa mine Enemærker faar De ikke Lov at tage imod Deres Gæster i en saadan Sal. Jeg er blot ilet herhen — hi — for at faa at vide, om De ønsker den indisk med Draperier eller japanesisk med Vifter?
FULDMÆGTIG LØWENER	Helst lukullisk med Østers.
DIREKTØR HEIDE	Jeg overlader det til Dem, Hr. Wulff.
DEKORATØR WULFF	Direktøren skal ikke blive skuffet! Jeg beder Damerne undskylde, at jeg er noget forpustet – hi — jeg har blot været et lille Løb oppe paa en sjette Sal her om Hjørnet, hvor jeg har arrangeret Kransen til et Rejsegilde — det er lidt ordinært, men enfin, – jeg lod mig overtale.
KOMTESSE SPARRE	Det er da vigtigere med Festlokalet.
DEKORATØR WULFF	Vær rolig, Deres Naade, om jeg saa skal ligge død paa Valpladsen, saa indestaar jeg Dem for, med min Ære som Dekoratør, at alt skal blive i Orden.
FRU KVIST	Men saa skynd Dem derhen!
DEKORATØR WULFF	Øjeblikkelig, Frue! Jeg vilde blot endnu bede Direktøren om De ikke vil have den Godhed at laane os den Fortunafigur, som staar i Rygegemakket. Over Tombolaen vil det tage sig glimrende ud at anbringe en Fortuna med udspilede Vinger.
DIREKTØR HEIDE	Med Fornøjelse! Carlsen, hjælp Hr. Wulff.
TJENEREN	Ja!
	Wulff gaar med Tjeneren ud til venstre.
DIREKTØR HEIDE	Men, jeg glemmer at byde mine Gæster et Glas Likør — den staar der inde. Løwener, Du hjælper maaske Hr. Kvist til lidt Kognak og en Cigar.
FABRIKANT KVIST	Tak, jeg skal ikke have Kognak — nej Tak, paa ingen Maade. Jeg nyder aldrig noget, før jeg skal tale.
FULDMÆGTIG LØWENER	Herregud, drak De ikke engang lidt Champagne ved Bordet?
FABRIKANT KVIST	Jeg smagte den lige.
FULDMÆGTIG LØWENER	Og Bourgognen?
FRU KVIST	Den var superb og Portvinen ogsaa.
FULDMÆGTIG LØWENER	Saa skylder De ogsaa Dem selv at afgive Kendelse over Kognaken.
FABRIKANT KVIST	(idet han gaar) Nej — jeg beder Dem —
	De gaa ud i den anden Stue, hvor man ser dem drikke Kognak.
DIREKTØR HEIDE	Maaske Damerne ogsaa drikker et lille Glas?
FRU KVIST	Ja jeg sværmer for Likør.
KOMTESSE SPARRE	Tak, maa jeg bede om et Glas Sodavand.
FRU ROSENHJELM	Jeg ogsaa!
	Hun gaar med Fru Kvist, Komtesse Sparre og Heide ud i den anden Stue, hvor de i nogen Tid ses at drikke Likør og Sodavand, og derpaa samtalende gaa ud til venstre sammen med Løwener og Kvist.

3. AKT 3. SCENE	Fanny. Vibeke. Senere Tage Høst. Tilsidst Heide.
FANNY	Vibeke, hvor Hr. Heide dog gør Kur til Dig, Du skal se, han frier. Siger Du saa ikke Ja?
VIBEKE	Nej — jo, aa, jeg ved ikke. Lad mig være i Fred.
FANNY	Du siger da ikke Nej til det glimrende Parti! Gid Løjtnant Friis ogsaa var rig! Det er jo det kedelige med Løjtnanter, de er nok yndige, men de har ingenting. Moder siger altid, at man skal danse med Løjtnanter og gifte sig med Grosserere. Tænk at tage imod Besøg i denne Stue! Saa skal vi se, om Du forstaar at være Værtinde. Jeg tror, Du har Talent.
VIBEKE	(ser sig om) Ti dog stille
FANNY	Det bliver da engang et flot Hus at komme i. Du maa straks gøre noget – helst et stort Bal.
VIBEKE	Jeg ved ikke, om jeg skal le ad Dig eller blive vred.
FANNY	Men vi vil have god Musik, hører Du, og ekstra Kavalerer.
VIBEKE	(dasker hende let pea Kinden ved hvert Ord) Vil Du nu ikke holde din kære, lille Bøtte —
FANNY	Og Du skal love mig at indbyde Løjtnant-Friis.
	Tage Høst kommer ind fra højre.
KANDIDAT TAGE HØST	(kommer nærmere) Goddag — undskyld!
VIBEKE	(studser) Tage!
FANNY	Goddag!
KANDIDAT TAGE HØST	Jeg ventede ikke at træffe Dem her, Frøken Vibeke!
VIBEKE	(lidt forlegen) Jeg er her til Middag med min Moder
KANDIDAT TAGE HØST	Naa saaledes.
	Heide kommer ind fra Baggrunden.
DIREKTØR HEIDE	(lidt forbauset) Ah — goddag — velkommen!
KANDIDAT TAGE HØST	Jeg ved ikke, om Direktøren erindrer mig?
DIREKTØR HEIDE	Særdeles vel, Hr. Sommer.
KANDIDAT TAGE HØST	Høst!
DIREKTØR HEIDE	Naa — Høst, om Forladelse.
KANDIDAT TAGE HØST	Jeg beder undskylde, at jeg kommer til Forstyrrelse; jeg kommer blot for at spørge, om Festdekoratør Wulff er her? Det blev sagt i Festlokalet.
DIREKTØR HEIDE	Ja, han er her ogsaa.
KANDIDAT TAGE HØST	Jeg blev bedt om at gaa herhen for at sige, at de trehundrede Par Kaffekopper, som han skulde besørge, de er ikke komne.
FANNY	Gud!
KANDIDAT TAGE HØST	Maaske De vil være saa god at spørge ham, hvor de er bestilte.
DIREKTØR HEIDE	Vil De ikke selv tale med ham, han kommer straks. Vær saa god, tag Plads saa længe.
KANDIDAT TAGE HØST	Tak.
DIREKTØR HEIDE	Jeg kom for at hente Dem, Frøken Vibeke, vil De ikke gaa med ind og ryge en Cigaret?
VIBEKE	Nej, mange Tak.
FANNY	Men jeg vil gierne.
DIREKTØR HEIDE	(lidt skuffet) Ah!
FANNY	Det smager rigtignok ækelt, men det ser saa flot ud.
	Heide gaar med Fanny ud i den anden Stue, hvor han hjælper hende at tænde en Cigaret og skænker Likør for hende.

3. AKT 4. SCENE	Vibeke. Tage Høst. Senere Heide. Tilsidst Festdekoratør Wulff.
VIBEKE	Jeg syntes, De ser noget misfornøjet ud. Er De i daarligt Humor?
KANDIDAT TAGE HØST	Aldeles ikke
VIBEKE	Jo, De er. Hvad er der i Vejen?
KANDIDAT TAGE HØST	Jeg kan ikke lide at se Dem her.
VIBEKE	Hvorfor?
KANDIDAT TAGE HØST	Aa, fordi — fordi denne Direktør Heide — jeg tror, De indsuger en Luft i disse Værelser, som De ikke har godt af. Her lugter for stærkt af Penge.
VIBEKE	Af Penge?
KANDIDAT TAGE HØST	Eller af Havesyge og Forfængelighed, af alt det, jeg ikke synes om hos Dem.
VIBEKE	Naa, et Par gode Egenskaber endnu! (tæller paa Fingrene.) Jeg er nærig og flanet og forlystelsessyg og doven og forfængelig, og hvad saa mere?
KANDIDAT TAGE HØST	For Eksempel lunefuld og urimelig.
VIBEKE	Formodentlig ogsaa grim?
KANDIDAT TAGE HØST	Naa, grim just ikke.
VIBEKE	Dog ikke
KANDIDAT TAGE HØST	Jo, alligevel — sommetider. De er saa underlig skiftende, baade i Sind og Skind. Der er Øjeblikke, hvor De er smuk, og andre, hvor De er næsten styg. Det kommer vist an paa, hvordan De i det Øjeblik tænker.
VIBEKE	Hvordan er jeg saa i Dag?
KANDIDAT TAGE HØST	Saadan midt imellem.
VIBEKE	De er galant!
KANDIDAT TAGE HØST	Ja, ikkesandt!
VIBEKE	Nej, De er – utaalelig. Naar De ikke synes om mig, hvorfor kan De saa aldrig lade mig være i Fred. Gaa blot Deres Vej, ja, gaa hen pas Basaren igen og underhold de andre Damer.
KANDIDAT TAGE HØST	Nej, for jeg synes alligevel bedst om Dem.
VIBEKE	Tør jeg spørge, hvordan De vil forklare den Forkærlighed?
KANDIDAT TAGE HØST	Deraf, at De beskæftiger mig. Jeg tænker paa Dem, Vibeke.
VIBEKE	Virkelig!
KANDIDAT TAGE HØST	Jeg tænker lidt paa, om Den, der bliver gift med Dem, bliver lykkelig eller ej.
VIBEKE	Og hvad tror De?
KANDIDAT TAGE HØST	Jeg tror ikke, det bliver saa galt endda. Ganske vist bliver Deres Mand et plaget Mandfolk, men han bliver ikke ked af Dem, og det er dog det værste.
VIBEKE	Hvorfor ikke?
KANDIDAT TAGE HØST	Fordi der er noget saa morsomt uoverlagt ved alt, hvad De siger og gør, man venter det aldrig i Forvejen. Det er derfor, De drager mig mere end nogen Anden; De er tidt saa levende i min Tanke, at det er ligesom jeg kunde tale med Dem.
VIBEKE	Det er vist, naar De føler Trang til at komme af med en Bunke Ubehageligheder.
KANDIDAT TAGE HØST	Skal vi ikke sige Sandheder.
VIBEKE	Det, tror jeg, for Dem kommer ud paa eet.
	Heide kommer ind fra Baggrunden, efter at Fanny er gaaet ud til venstre.
DIREKTØR HEIDE	Hr. — Høst, maa jog ikke byde Dem et eller andet?
KANDIDAT TAGE HØST	Nej, jeg takker.
DIREKTØR HEIDE	(efter et Ophold) Det er en overordentlig mild Luft, vi har i Dag.
KANDIDAT TAGE HØST	Ja, saamænd.
DIREKTØR HEIDE	Men i Gaar var den dog endnu mildere.
KANDIDAT TAGE HØST	Ja, maaske.
DIREKTØR HEIDE	Ah, der er Hr. Wulff.
	Festdekoratør Wulff kommer ind fra venstre med Tjeneren, der bærer Figuren.
DEKORATØR WULFF	Vil Direktøren se — her er Fru Fortuna, hun vil jo gøre storartet Virkning paa rød Baggrund. Direktøren skulde vel ikke ogsaa være i Besiddelse af en Amor?
DIREKTØR HEIDE	Nej.
DEKORATØR WULFF	Ikke! Jeg har ellers selv en Amor, men det træffer sig saa uheldigt, at han er ude i Byen. Han skulde anbringes i Vinterhaven over en ensom Bænk. De forstaar, for elskende Par — Frøkenen undskylder — naa enfin — Amor indfinder sig nok alligevel — hi hi —
KANDIDAT TAGE HØST	Hr. Wulff, jeg kommer fra Festlokalet for at sige Dem, at de trehundrede Par Kaffekopper ikke er komne.
DEKORATØR WULFF	Hvad for noget! Himmel, saa har de formodentlig sendt mig dem til Malersangforeningens Maskerade sammen med Musikestraden. Jeg maa derhen — undskyld, Hr. Direktør — tillader De, at jeg lader min Figur blive staaende et øjeblik — jeg tager en Vogn — er øjeblikkelig tilbage for at hente den — Hr. Høst — skynd Dem tilbage til Festlokalet — sig, at jeg paa Minutet skal være der med Kaffekopperne — jeg beder Dem — skynd Dem.
KANDIDAT TAGE HØST	Ja vel!
	Han hilser hurtigt og gaar, fulgt af Wulff, ud til højre.

3. AKT 5. SCENE	Heide. Vibeke.
DIREKTØR HEIDE	(efter et lille Ophold) Frøken Vibeke, hvor De dog er nydelig, som De sidder der i Deres lyse Dragt. Ved De, hvad De minder mig om?
VIBEKE	Naa?
DIREKTØR HEIDE	Om en af de lysegule Theroser, som De hver Dag fæstede i Deres Bryst derude paa Landet.
VIBEKE	Saa det lagde De Mærke til?
DIREKTØR HEIDE	Samme, sarte Bleghed — jeg holder mest af det sarte, og først og fremmest, samme Trang til Drivhuskultur.
VIBEKE	Hvordan det?
DIREKTØR HEIDE	Jo, ser De, en Therose, den kan kun trives — trives i et kostbart Drivhus, ja, Rosendriverier er en dyr Fornøjelse, det har jeg tidt maattet sande.
VIBEKE	Tror De ogsaa, jeg er dyr?
DIREKTØR HEIDE	Ja, det er netop det, der tiltaler mig; De er et Kulturprodukt. De er skabt til at leve i forfinede Omgivelser.
VIBEKE	Saa!
DIREKTØR HEIDE	Der vil De udvikle Dem til at blive i høj Grad fiks — fiks og elegant. Men, hvis De blev sat ud paa aaben Mark, udsat for Livets barske barske Storme, saa tror jeg, at De — at De gik ud, ligesom Therosen.
VIBEKE	Tror De!
DIREKTØR HEIDE	Nej, Rigdom — Luksus i Levemaade og Toiletter, det er noget for Dem.
VIBEKE	Kan hænde, jeg kender jo desværre ikke videre til det.
DIREKTØR HEIDE	Endnu ikke, ganske vist, men lige saa vel som Naturen lader den gule Rose udfolde sig, saa sætter den ogsaa nok Dem i de rette – rette Forhold.
VIBEKE	Driveriet, mener De!
DIREKTØR HEIDE	Ja netop, et Driveri, der bestaar af elegante, komfortable Saloner, hvor De skulde være den feterede Værtinde for Byens fineste og — og rigeste Kreds.
VIBEKE	Det lyder jo fristende nok, men alt det faar jeg vist aldrig.
DIREKTØR HEIDE	(rykker lidt nærmere) Hvorfor ikke! Det kunde jo godt hændes, at en Mand, der — der disponerer over alle Livets materielle Goder, at han en skøn Dag lagde sin Rigdom og — og sine Følelser for Deres Fødder. Ja, hvorfor ikke, Frøken Vibeke, De, der netop i en sjælden Grad har Betingelserne for at —
	Annina kommer ind fra Entreen. Hun har Overtøj paa.

3. AKT 6. SCENE	Heide. Annina. Vibeke.
ANNINA	Goddag!
DIREKTØR HEIDE	(rejser sig hurtigt) Anni — ah — er det Dig — Dem!
ANNINA	Du, Vibeke, her!
VIBEKE	(lidt forlegen) Ja, Goddag, Annina!
DIREKTØR HEIDE	De ønsker at tale med mig?
ANNINA	Jeg har forstaaet, at det er Dem, der ønsker at tale med mig. De har jo skrevet til mig om at komme i Dag.
DIREKTØR HEIDE	Ja, det er sandt, men jeg ventede Dem tidligere.
ANNINA	Jeg beder undskylde, at jeg kom noget senere.
DIREKTØR HEIDE	Men da jeg i øjeblikket har Gæster — nogle faa — i Anledning af Festen, saa —
ANNINA	(vender sig om) Saa vil jeg gaa — farvel.
VIBEKE	Aa, maa jeg blot tale med Dig et Øjeblik, før Du gaar, Annina.
ANNINA	Som Du vil.
VIBEKE	Hvis Direktøren tillader —
DIREKTØR HEIDE	Bevares, mit Hus staar i enhver Henseende til Damernes Raadighed.
	Han hilser og gaar ud i Baggrunden efter først at have trukketet Forhang for Døren.

3. AKT 7. SCENE	Annina. Vibeke.
ANNINA	Naa –
VIBEKE	Jeg maa blot spørge Dig — hvad mener Du med det, Du har skrevet til mig?
ANNINA	Jeg har skrevet, fordi jeg ikke traf Dig hjemme.
VIBEKE	Men det, Du uddrager af mit — Bekendtskab til Direktør Heide —
ANNINA	Det ser ikke ud til at være helt grebet ud af Luften, synes jeg.
VIBEKE	Lad mig straks sige Dig — min Moder er der inde.
ANNINA	Naa — lidt paa Afstand. Lad os heller gaa lige løs paa Sagen. Har Du i Sinde at gifte Dig med Heide?
VIBEKE	(usikker) Det er der ikke Tale om.
ANNINA	Jo, der er, det ved Du godt.
VIBEKE	Og selv om saa var, hvad kunde Du have imod det?
ANNINA	Kan Du spørge om det? Tror du da, at din Skæbne er mig ligegyldig?
VIBEKE	Nej maaske. Du har altid været venlig imod mig.
ANNINA	Derfor maa jeg ogsaa tale med Dig om dette; jo, Vibeke, jeg maa advare Dig, mens det endnu er Tid. Du maa ikke gøre det hører Du! Tænk paa, at en virkelig Kærlighed kan komme, og saa er det for sent.
VIBEKE	(staar et Øjeblik i tanker, derpas heftig) Nej, det vil jeg ikke tænke paa — jeg kan ikke — tør ikke.
ANNINA	Husk, Du er saa ung, ved ikke, hvad Du indlader Dig paa, men jeg ved det — jeg kender ham, kender det hele af bitter Erfaring.
VIBEKE	Men, fordi Du ikke blev lykkelig med ham, tror Du saa ikke, at en Anden maaske kunde blive det?
ANNINA	Men Du elsker ham jo ikke. Det kan Du ikke gøre.
VIBEKE	(usikker) Alle er dog enige om at finde ham saa behagelig og net.
ANNINA	Det er et Par magre Ord at bygge Livet paa. Synes Du ikke selv?
VIBEKE	Men naar man nu ingen andre har.
ANNINA	Det har Enhver, som har sig selv at stole paa. Hør nu paa mig, Vibeke, kast Dig ikke ind i et usselt forsørgelsesgiftermaal, frejdig og frisk som Du er! Tag dog heller fat, tag Dig heller et eller andet for, ligesom jeg. Se at tjene noget.
VIBEKE	(pludselig kølig) Har Du ikke andet at anbefale mig?
ANNINA	Hvad andet skulde der være — foreløbig! Tro du mig, der ligger en stor Lykke i Selverhvervet. Du ved ikke, hvor det udvikler, hvor det frigør!
VIBEKE	Saa — ja, det har jeg hørt før.
ANNINA	Begynd paa et Arbejde — hvilketsomhelst; jeg skal raade Dig og støtte Dig.
VIBEKE	Ja, mange Tak!
ANNINA	Gør Du dette, saa har Du for bestandig tabt din Sjælsligevægt. Spørg Dig selv for Alvor, er det andet end Heides Rigdom, der lokker og blænder Dig? Hvis Du tager ham, er det saa ikke hans Hus, hans Stilling, hans Køretøjer, hans Selskaber, Du gifter Dig med?
VIBEKE	Før jeg gør Regnskab for den Ting, vil Du saa ikke sige mig, hvad det var, Du giftede Dig med — dengang?
ANNINA	At give Svar paa det, vilde føre os for langt bort.
VIBEKE	Nej, Svaret, det ligger kun altfor naar. Sparsommelighedshensyn og næringssorger og kolde Værelser og mørke Trapper og skral Kost og vendte Kjoler og gamle Hansker, det altsummen — det er Svaret! Det hele pinefulde System for de fine Fattige, hvor det skal se pænt ud, og hvor der skal forsages og spares bag Kulisserne — uf — hvor jeg hader det!
ANNINA	Det er alt det, Du skal arbejde Dig ud af, og selv om Du ikke kan, saa alligevel — tusinde Gange heller det end at sælge Dig, før Du endnu ved, hvad Livet kan gøre Dig til.
VIBEKE	Tror Du, det kan gøre mig til noget behageligere end at være en ung Frue, rig, elegant, feteret! Er det maaske bedre at være Lærerinde eller Kontoristinde? Naar man lever i daglige Kniberier og Savn, og der saa bliver sagt til En: Alt det kan Du komme ud at ja, meget mere, Du kan faa alt, hvad Du peger paa; Du skal ikke mere spare paa hver Femogtyveøre, Du kan købe, hvad Du vil — ja, Du skal netop købe det, Blomster og Kunstsager og smukke Klæder, naada, hvor jeg skulde slaa mig løs — svælge!
ANNINA	Du er et Barn! Af alt det bliver man snart mæt.
VIBEKE	Jeg ikkel Jeg vilde elske at leve i Luksus. Jeg vilde trække alle Livets Nydelser og Goder efter mig i mit Kniplings Slæb — ja Du, i hvide Kniplinger tænker jeg mig altid at være klædt, lette og klare, med Diamanter hist og her ligesom Rim paa Sne. Kølig og fin vilde jeg se ud mellem de Andre i Selskabssalene og følges af beundrende Blikke og misundelige Ord.
ANNINA	Gid Du blot vidste, hvor den kan være dyrekøbt, den Slags tilfredsstillede Forfængelighed! Se paa mig, har jeg ikke haft det altsammen, Kniplingerne og Diamanterne, for ikke at tale om de beundrende Blikke, og har jeg ikke opgivet det selv — uden Betænkning.
VIBEKE	Jo, men derfor fortryder Du det jo ogsaa nu.
ANNINA	(studser) Hvad siger Du?
VIBEKE	Og det er derfor, Du raader mig saa eftertrykkeligt til at lade være.
ANNINA	Nej hør, lad os holde mig og mine Forhold udenfor. Jeg har selv valgt min Fremgangsmaade og min Virkekreds og føler mig tilfreds dermed.
VIBEKE	Nej, vist gør Du ej. Du er jo saa grundig ked af at give Spilletimer, som Du kan være.
ANNINA	Hvordan —
VIBEKE	Det sagde Du jo selv forleden, og derfor kan det da ikke andet end undre mig, at Du saa indtrængende anbefaler mig en lignende Vej som en Lykke.
ANNINA	Du forstaar aldeles ikke, hvad jeg mener.
VIBEKE	Da tror jeg, at jeg forstaar det bedre, end Du selv gør. Der er jo Ingen, man prøver at bilde saa meget ind som sig selv. Du tror vist, at det er den pure Interesse for min Velfærd, der taler ud af Dig, men jeg ser godt, hvordan det er. Saa længe det var Dig selv, der havde kastet det fra Dig, alt det, der var dit, og Ingen havde taget det op, saa lod Du det ligge uden at tænke paa det, men i samme Øjeblik, en Anden træder til for at indtage din Plads, saa raaber Du Vagt i Gevær.
ANNINA	(studser)
VIBEKE	Nu er det mig, der siger: Spørg Dig selv for Alvor, og se, om jeg ikke har Ret.
ANNINA	Nej, nu gaar det snart for vidt. Du taler jo rent hen i Vejret.
VIBEKE	Maaske, men jeg tror det ikke, for i dit Sted vilde jeg gøre det samme. Jeg begriber blot ikke, at Du nogensinde tog bort fra dit Hjem og din Rigdom, og jeg forstaar saa godt, at Du vil have den igen. Derfor, gør som Du vil, men een Ting vil jeg blot bede Dig om — vær ærlig mod mig og ærlig mod Dig selv. Vil Du søge at vinde din gamle Stilling tilbage, godt, saa sig det kun, det er saa rimeligt. Men jeg beder Dig, bland ikke Talemaader om min Udvikling og min Lykke ind deri; det er saavist ikke den, der her ligger Dig paa Hjerte. Jeg takker. Dig meget for din varme Interesse og for dine gode Raad, men jeg kan berolige Dig med, at jeg nok skal vide selv et klare mig — efter fattig Lejlighed. Farvel.
	Hun hilser og gaar ud i Baggrunden.
ANNINA	(ser efter hende) Paa den høje Hest altsaa! Det er maaske dog for tidligt.
	Heide kommer ind fra venstre, idet hun gaar henimod Døren.

3. AKT 8. SCENE	Heide. Annina.
DIREKTØR HEIDE	Ah, De er her endnu!
ANNINA	Ja, som De ser. Men nu gaar jeg.
DIREKTØR HEIDE	Jeg vilde blot bede Dem om at komme igen i Morgen paa samme Tid.
ANNINA	Nødigt.
DIREKTØR HEIDE	Men —
ANNINA	De kan da forstaa — det er ikke behageligt for mig at komme her.
DIREKTØR HEIDE	Nej naturligvis — endskønt at — selv om —
ANNINA	Vil det, De har at sige mig, tage lang Tid op?
DIREKTØR HEIDE	Aa nej, just ikke.
ANNINA	Kunde De saa ikke sige mig det nu med det samme — lidt hurtigt —? Hvad er det, der ligger Dem paa Hjerte?
DIREKTØR HEIDE	Der ligger mig egentlig ikke noget — ikke noget paa Hjerte, ikke saadan, men jeg mente, at det var korrekt og loyalt — og loyalt, om jeg henvendte mig til Dem, for at vi engang kunde tale lidt sammen om vore Sager.
ANNINA	Mener De Pengesager?
DIREKTØR HEIDE	Ja, paa en Maade.
ANNINA	De kan da ikke være vanskelige at ordne. Jeg har jo aldrig modtaget noget af Dem og har det heller ikke i Sinde.
DIREKTØR HEIDE	Men, det er mig tværtimod om at gøre, i mit Forhold til Dem at vise mig særlig liberal.
ANNINA	De kender mine Anskuelser paa det Punkt. Naar man ikke kan leve for hinanden, finder jeg det uskønt at leve af hinanden.
DIREKTØR HEIDE	Men, De maa kunne indse, at det er mig i høj Grad ubehageligt, at en Dame, der har været min — min Kone, lever paa en mindre standsmæssig Maade, og nu, hvor den afgørende Ordning staar for Døren —
ANNINA	Hvilken Ordning?
DIREKTØR HEIDE	Jeg mener — jeg mener Skilsmissen.
ANNINA	Men jeg ønsker aldeles ikke nogen endelig Skilsmisse.
DIREKTØR HEIDE	(studser) Hvadbehager?
ANNINA	Til hvad Nytte skulde den være! Finder De, at vi generer hinanden?
DIREKTØR HEIDE	Nej, paa en Maade ikke, men —
ANNINA	Hvorfor ønsker De den da?
DIREKTØR HEIDE	Det forekommer mig dog, at —
ANNINA	Agter De at gifte Dem igen?
DIREKTØR HEIDE	Det kunde — (ser til Døren) det kunde jo dog tænkes, at mit Hjerte engang talte.
ANNINA	Skal vi saa ikke vente, til det taler.
DIREKTØR HEIDE	Det vil altsaa sige, at De nægter at lade Dem skille fra mig?
ANNINA	Jeg vil idetmindste se Tiden an.
DIREKTØR HEIDE	Er det blot for at gøre os imod?
ANNINA	Hvem mener De med os?
DIREKTØR HEIDE	Jeg mener — ja, jeg maa sige, at — at De forbavser mig. Det er altsaa Lønnen For Ens hensynsfulde Optræden. Jeg, der har fundet mig i alt, og fra først af gjorde Dem til min Hustru uden noget andet Hensyn end — end mine Følelser, jeg, der bestandig var galant og flot i Pengesager, forekommende, trods Deres i høj Grad vanskelige Karakter, ja undskyld –,-
ANNINA	Aa, alt forladt! Hele Fejlen var vist min.
DIREKTØR HEIDE	Idetmindste tør jeg sige, at den Skandale, at De løb bort, udelukkende var Deres Fejl.
ANNINA	Løb bort!
DIREKTØR HEIDE	Naa ja, forlod mit Hus for en ren Ubetydeligheds Skyld.
ANNINA	De ved godt, det var ikke den alene, men vi bragte jo ikke hinanden Lykke.
DIREKTØR HEIDE	Nej, fordi Deres Begreb om Lykke var noget vel — vel højtravende. I hvert Fald frembød da Deres Liv en Del, om jeg saa maa sige — Behageligheder, og fordi saa en saadan Person, en Skrædermadam —
ANNINA	For Dem var det maaske en Ubetydelighed, en hel Families Ruin og Tilbagegang — for mig ikke. Kan De huske, hvor jeg bad — tiggede Dem om at give den stakkels Kone de Penge tilbage, som hun havde mistet gennem os.
DIREKTØR HEIDE	Lad os nu ikke rippe op i den Sag. Det var jo det mest urimelige Forlangende; jeg havde selv haft et meget betydeligt Tab ved den Fallit.
ANNINA	Dog ikke større, end at De kunde købe Diamanter; ja, jeg tror, det var det, der oprørte mig mest. Som Erstatning bød De mig Guldstads, Diamanter, der maaske havde kostet mere end det, hun havde mistet, Staklen.
DIREKTØR HEIDE	Det vedkom jo ikke den Sag.
ANNINA	Jo, for det vedkom mig. Det var mig, den fattige Kone havde søgt Raad hos, mig, hun stolede paa, mig, hun klyngede sig til. Jeg, Deres Hustru, bad om, nej, forlangte, at min mand skulde staa inde for mig — indløse mit Ansvar. Og De sagde Nej.
DIREKTØR HEIDE	Med fuld Føje. De vil da ikke beskylde mig for at være karrig, jeg, som gaar i Spidsen for ethvert veldædigt Øjemed.
ANNINA	Ja, naar det gør Spræl, som det i Aften.
DIREKTØR HEIDE	Hver yder jo sin Skærv paa sin Maade.
ANNINA	Saa er Deres Maade ikke min. Det viste sig dengang, at mellem os er der en Verden. Jeg ved, at jeg blev hidsig — uhøflig, da jeg slængte Deres Juveler henad Gulvet i en Krog.
DIREKTØR HEIDE	Ja, de maatte repareres i dyre Domme. Naa, det var jo en Biting. Hvad værre var, Annina, De sagde: Jeg foragter Dig.
ANNINA	Det gjorde jeg. Jeg foragtede Dig og din Tankegang, og mit Ægteskab og mig selv. Jeg vilde ikke nøjes med at være et Udhængsskilt for min Mands Forfængelighed og Rigdom. Andet brød Du Dig ikke om, men Diamanter er ikke nok for mig. Det fik Du at se.
DIREKTØR HEIDE	Ja, unægteligt, og mere end det, lige indtil dette Øjeblik. (lytter) Kommer der ikke Nogen – naa nej! Annina, lad mig nu gøre Dig forstaaeligt, at — ja, Du kender mig jo, ved, at jeg har lidt vanskeligt ved at udtrykke mig, naar det gælder mine dybere — dybere Tanker, men Du ved jo, hvad der bor i mit indre.
ANNINA	(halvt for sig selv) Ja, ingenting.
DIREKTØR HEIDE	Hvad behager?
ANNINA	Jeg sagde — ingenting.
DIREKTØR HEIDE	Naa — saadan! Ogsaa Du er jo rettænkende og forstandig. Det kan da ikke være dit Alvor at sætte Dig imod en Skilsmisse?
ANNINA	(drillende) Vi faar at se.
DIREKTØR HEIDE	Men forklar mig idetmindste dine Grunde. Er det maaske dit Ønske at vende tilbage til mig?
ANNINA	Det tror jeg næppe.
DIREKTØR HEIDE	Saa var der da nogen Rimelighed deri. Jeg kunde forstaa, om Du fortrød, at Du har baaret Dig upassende ad, ja, værre end det — dumt, for nok var det din Hensigt at strafte. mig, men paa samme Tid trak Du et Styrtebad af Ubehageligheder ned over Dig selv.
ANNINA	Hvordan?
DIREKTØR HEIDE	Ingen skal da bilde mig ind, at det kan være tiltalende at være fraskilt Kone og give Spilletimer, naar man har været saa at sige Millionærfrue.
ANNINA	Skal vi ikke lade det Spørgsmaal staa aabent.
DIREKTØR HEIDE	Det er da i hvert Fald et Spørgsmaal, der er Fornuft i. Jeg kunde gaa ind paa, om Du sagde: Dette her er jeg ked af, jeg har faaet at se — faaet at se, at mine Fornemmelser af dybere Forstaaelse og sjælelig — sjælelig Samklang var noget besværlige; jeg vil lægge dem af sammen med den ældre Kjole, jeg her har paa, og nyde Livets Glæde og Glans, mens jeg er ung og smuk, ja, for det er Du, Annina — endnu, det er forbavsende, hvor Du har holdt Dig.
ANNINA	Virkelig — jeg takker.
DIREKTØR HEIDE	Ja, Du ved godt, at jeg forstod at skatte dine gode Egenskaber, som Du havde mange af.
ANNINA
DIREKTØR HEIDE	Jo, forlad mig — mange, og derfor havde det været i høj Grad — i høj Grad heldigt, om Du havde kunnet indse, at i de højere Samfundskredse maa Ægteskabet for en hel Del være en Formsag, en Sammen føjning af to Halvheder, der maa til, for at udgøre et passende og virkningsfuldt Ensemble! Følelserne, de — ja, Følelserne er dog ikke alt.
ANNINA	Nej, issær hvor der ingen er.
DIREKTØR HEIDE	Et saadant større Synspunkt laa udenfor din Horisont, naa ja, hvad skal man sigel Men at Du derfor, blot for at drille os — mig, vil sætte Dig imod, at vi — at jeg faar Frihed til at søge Lykken paa en Maade, som jeg tror er fyldestgørende for mig, det finder jeg mildest talt, at Du ikke — at Du ikke kan forsvare.
ANNINA	Det gør jeg heller ikke.
DIREKTØR HEIDE	(utaalmodig) Maaske jeg idetmindste saa tør spørge, hvornaar Du agter at tage en Bestemmelse?
ANNINA	Det vil Tiden vise.
DIREKTØR HEIDE	Tag det dog ikke med den irriterende Sindsro. Du maa dog indrømme, at ogsaa jeg maa have Krav paa det — paa det højeste i Livet! Enhver føler jo dog Trang til at — at — og i min Stilling, der — jeg mener, Følelserne spiller dog ogsaa en Rolle.
ANNINA	Hvilke Følelser?
DIREKTØR HEIDE	(ser til Døren) De Følelser, som — kort sagt, denne Situation er jo i Længden aldeles umulig.
ANNINA	Mig generer den aldeles ikke.
DIREKTØR HEIDE	(irriteret) Men saa generer den mig — i høj Grad.
ANNINA	Hvorfor?
DIREKTØR HEIDE	Hvorfor — fordi — naa ja, jeg vil ikke længer gaa omkring paa den Maade. Hvad er jeg! Er jeg gift eller ikke gift eller Ungkarl eller Enkemand eller ingen af Delene?
ANNINA	Eller det altrammen! Det er jo en ren Fordel.
DIREKTØR HEIDE	Naar Du idetmindste vilde sige mig, hvorfor Du vil spille den ubønhørlige Skæbne!
ANNINA	Jeg kunde svare: Fordi man skal gaa udenom det Uigenkaldelige, hvor man kan. Jeg kunde ogsaa svare: Fordi det behager mig.
DIREKTØR HEIDE	(høflig) Men, lad det dog saa behage Dig at tage en Beslutning, for Fanden! Hvis Du selv vil tilbage til mig, hvis det er det, der ligger bagved, saa enfin, saa kom, naar det ikke kan være andet, og lad os begynde forfra paa at pine og plage og drille hinanden.
ANNINA	Vogt Dig, jeg kunde jo tage Dig paa Ordet.
DIREKTØR HEIDE	Naa! Det var da i hvert Fald en Afgørelse.
ANNINA	Afgørelsen, den holder jeg i min Haand, og den kommer, naar jeg finder det for godt, Farvel!
	Fru Rosenhjelm kommer ind fra Baggrunden.
DIREKTØR HEIDE	Saa — Oberstinden! Hvordan forholder man sig nu.

3. AKT 9. SCENE	Heide. Annina. Fru Rosenhjelm. Tilsidst Løwener, Komtesse Sparre, Kvist, Fru Kvist, Fanny og Festdekoratør Wulff.
FRU ROSENHJELM	Vent lidt, kære Annina, Goddag!
ANNINA	Goddag, Tante Amalie.
FRU ROSENHJELM	Vibeke sagde mig, jeg tilstaar til min Forundring, at Du var her, og jeg vilde dog ikke lade Dig gaa bort uden at have hilst paa Dig.
ANNINA	Det Var meget venligt af Dig.
DIREKTØR HEIDE	(ser nervøst til Døren) Vil Damerne ikke tage Plads!
ANNINA	Tak.
FRU ROSENHJELM	Desuden vilde jeg game snakke lidt med Dig.
DIREKTØR HEIDE	(vil gaa) Saa vil jeg tillade mig —
FRU ROSENHJELM	Nej, bliv dog, kære Direktør, vi har ingen Hemmeligheder.
ANNINA	Hvad er det da, Tante Amalie?
FRU ROSENHJELM	Det angaar nærmest vor Veldædighedsfest i Aften.
ANNINA	Ikke andet — med den har jeg jo ingenting at skaffe.
FRU ROSENHJELM	Ganske vist ikke direkte, men Du havde dog maaske i Sinde at besøge den.
ANNINA	(rejser hovedet) Hvad skulde være i Vejen for, at jeg besøgte den, om jeg havde Lyst?
FRU ROSENHJELM	Jeg tror, det er heldigere, at Du holder Dig derfra.
ANNINA	Af hvad Grund ?
FRU ROSENHJELM	Af den Grund, at Direktør Heide har været saa elskværdig at tilbyde Komiteen sin Medvirkning. Han har maaske sagt Dig det?
ANNINA	Nej.
DIREKTØR HEIDE	Nej — undskyld —
FRU ROSENHJELM	Du forstaar, hans Hjælp er os af stor Betydning.
DIREKTØR HEIDE	Hvad jeg kan gøre, er saa lidt —
FRU ROSENHJELM	Kære Direktør, sig ikke det. Jeg vil ikke engang tale om den store Pengegave, De har tilstillet vort Formaal. —
DIREKTØR HEIDE	Aa, Bagateller —
FRU ROSENHJELM	Men, Deres Navn bidrager jo betydeligt til at give vort Foretagende et elegant Præg, De, der er højagtet og skattet af Alle —
DIREKTØR HEIDE	Altfor meget — jeg mener —
ANNINA	Men, jeg forstaar ikke, hvad dette angaar mig?
FRU ROSENHJELM	Det angaar Dig kun, for saa vidt jeg finder det ønskeligt, at Du i Tide ved, at din — at Direktøren er til Stede. Den Slags Sammentræf syner ganske vist ikke at genere Dig — tværtimod, men de er sikkert saa meget desto pinligere for Hr. Heide.
DIREKTØR HEIDE	Jeg tilstaar, at paa det Punkt er mine Følelser noget — delikate.
FRU ROSENHJELM	(forekommende) De er vist delikate pan alle Punkter.
ANNINA	Og Du har derfor antaget Dig Direktørens Sag?
FRU ROSENHJELM	Ja, fordi jeg er overtydet om, at han ikke til Dig har berørt sine Anskuelser i saa Henseende med et Ord. Dertil er han for meget Kavaler.
DIREKTØR HEIDE	Selvfølgelig, man kan ikke være uhøflig mod en Dame, selv om —
ANNINA	Selv om det er Ens Kone, nej.
FRU ROSENHJELM	Og derfor mener jeg, at et lille Vink fra mig, din Tante, maaske kunde være paa rette Plads.
ANNINA	Tør jeg spørge — hvorfor?
FRU ROSENHJELM	Fordi Du i det Forhold desværre ikke lader til selv at have den fornødne Finfølelse. Ja, tilgiv mig, jeg tror, det er rettest at sige Dig det – i den bedste Mening. Deri vil vist Direktøren give mig Ret.
ANNINA	(ser paa Heide) Nej, deri antager jeg dog ikke, at Direktøren vil give Dig Ret.
DIREKTØR HEIDE	(forlegen) Naturligvis — det vil sige — hvis jeg tør ytre en Opinion, saa er jeg af samme Mening som — som Damerne.
FRU ROSENHJELM	I din Stilling, bedste Annina, maa man holde sig betydelig mere tilbage, end Du synes at anse for nødvendigt. Direktøren siger sikkert det samme, han, der selv er saa korrekt og formfuld.
DIREKTØR HEIDE	Det formfulde er jo det mest taktfulde.
FRU ROSENHJELM	Istedetfor at indse det og med Flid undgaa Møder, der maa siges at varre lidt anstødelige for god Tone, saa dukker Du i den sidste Tid op over alt, hvor man færdes, endog her, hvor man mindst af alle Steder skulde vente at se Dig.
ANNINA	Mener Du, fordi Du og din Datter er her?
FRU ROSENHJELM	Jeg mener, at vel ynder Du at være aparte, men der er dog Grænser, man ikke kan overskride.
ANNINA	Hvilke Grænser, mener Du?
FRU ROSENHJELM	Dem burde din egen Taktfølelse kunne anvise Dig, men, da Du tværtimod finder en Fornøjelse i at sætte Dig op imod, hvad Andre finder passende, saa betragter jeg det som min Pligt at sige Dig, paa den venligste Maade, at din Stilling i det selskabelige Liv, den har Du forspildt ved din egen Handlemaade. Selv om der just ikke er en Plet paa en fraskilt Kones Navn.
ANNINA	(heftig) Hvad siger Du?
FRU ROSENHJELM	Nej naturligvis, jeg siger jo netop, det er der ikke.
DIREKTØR HEIDE	Ikke mere.
FRU ROSENHJELM	Men alligevel, det er nu engang en Titel, der af gammel Vane skurrer lidt i de fleste Folks Øren. Ikkesandt, Hr. Direktør?
DIREKTØR HEIDE	Synderlig — synderlig god Kurs har den jo ikke.
FRU ROSENHJELM	Du har selv valgt den Titel, Annina. Godt, det bliver din Sag, men saa maa Du, med din gode Forstand ogsaa vide, at den paalægger en Del Resignation, en Del Takt og et yderst tilbagetrukkent Liv.
ANNINA	Jeg takker Dig for din Belæring — i Takt. Jeg skal øjeblikkelig drage mig den til Nytte.
FRU ROSENHJELM	Hvordan, mener Du?
ANNINA	Din Fornærmelse imod mig, i Andenmands Paahør, har bevirket det stik modsatte af det, den tilstræbte. Du har kastet Tærningen for mig — paa den venligste Maade!
FRU ROSENHJELM	Jeg forstaar ikke —
ANNINA	Du skal faa den Glæde at se mig ved din elegante og goddædige Fest i Aften.
FRU ROSENHJELM	Godt, som Du vil!
ANNINA	Men min Nærværelse skal ikke længer blive pinlig for Dig eller Nogen. Ikke heller skal min Titel af fraskilt Kone længer skurre i dine Øren. Den lægger jeg herved fra mig.
FRU ROSENHJELM	Hvadbehager?
ANNINA	For Alles Øjne vil jeg i Aften vise mig ved min Mands Side og vende tilbage til den Stilling i det selskabelige Liv, som Du mener, jeg har forspildt.
FRU ROSENHJELM	Hvordan er det, Hr. Direktør?
DIREKTØR HEIDE	Ja, jeg mener ogsaa, at — at —
ANNINA	Min Mand har selv anmodet mig om igen at indtage den Plads, der tilkommer mig som Frue i hans Hus. (til Heide) Behag at sige min Tante det med egne Ord.
DIREKTØR HEIDE	Hvordan — ja, det vil sige, at — paa en Maade, at — ældre Rettigheder og Fordringer, de har jo ogsaa deres — deres Rettigheder!
ANNINA	Jeg tager imod hans Tilbud og vender i Aften tilbage her til hans og mit hjem, hvor det for Fremtiden skal være os en Glæde at tage imod Besøg af Dig, min kære Tante, saa vel af Dig som af andre — ligesaa gode Venner.
	Under de sidste Repliker – er Vibeke og Løwener, noget senere Komtesse Sparre, Kvist. Fru Kvist og Fanny komne ind fra Baggrunden.
FULDMÆGTIG LØWENER	(for sig selv) Hvad er det — Annina her!
VIBEKE	Altsaa dog !
FRU KVIST	(kommer ind) Hør, nu er det virkelig paa høje Tid —
FANNY	Ja, nu maa vi afsted!
FRU KVIST	Men Gud, Fru Heide, er De her?
FANNY	Fortæl dog, hvad der er hændet?
ANNINA	Det vil min Mand forklare Dem.
DIREKTØR HEIDE	Ja, det vil sige, at — at jeg maa berette mine Gæster, at — at det Baand, som i nogen Tid havde været — været løst, det er nu ved særegne Omstændigheder igen blevet knyttet – knyttet sammen, og de Forpligtelser og ældre ældre Følelser, som –
	Festdekoratør Wulfff kommer ind fra Entreen og tager Figuren paa Armen.
DEKORATØR WULFF	(forpustet) Jeg kan berolige Direktøren med, at Kaffekopperne kommer i rette Tid. Det er besørget. Nu flyver jeg afsted for at arrangere Salen til Souper’en. Jeg har besluttet mig til japansk Stil — Viftedekoration over Hæderspladserne — ja, Direktøren fører formodentlig Fru Oberstinden til Bords?
ANNINA	Nej, mig!
FULDMÆGTIG LØWENER	(for sig selv) Det skal vi dog faa at se!
DEKORATØR WULFF	(bukker galant) Ah! Man forstaar saa godt, at Direktøren i Aften helst vil tænke paa sin Fornøjelse!
TÆPPE

I VELDÆDIGT ØJEMED: INTRO ■ 1. AKT ■ 2. AKT ■ 3. AKT ■ 4. AKT ■ ANMELDELSER

Emma Gad

Bannerføreren for anstændig adfærd

I veldædigt Øjemed 3. akt