Samme Stue hos Fru Rosenhjelm. Der er Komitemøde.
PERSONERNE:
OBERSTINDE ROSENHJELM | VIBEKE ROSENHJELM, hendes Datter |
DIREKTØR HEIDE | ANNINA (HEIDE), hans fraseparerede Hustru |
FABRIKANT KVIST | FRU KVIST |
FANNY KVIST, deres Datter | FULDMÆGTIG LØWENER |
KANDIDAT TAGE HØST | KOMTESSE SPARRE |
FESTDEKORATØR WULFF | MADAM SØRENSEN |
JUSTITSRAAD ENGBØLLE | LØJTNANT FRIIS |
DAMER & HERRER | EN PIGE – EN OPVARTER |
2. AKT 1. SCENE |
Fru Rosenhjelm. Vibeke. Komtesse Sparre. Fabrikant Kvist. Løwener. Festdekoratør Wulff. Justitsraad Engbølle. Løjtnant Friis. En Del Damer. Straks efter Fru Kvist og Fanny, senere Heide, tilsidst Madam Sørensen. |
Idet Tæppet gaar op, tale flere Damer paa eengang. Fru Rosenhjelm ringer paa en Klokke. | |
FRU ROSENHJELM |
Jeg beder Dem, mine Damer, var det ikke bedre, om vi udtalte os een ad Gangen. |
KOMTESSE SPARRE |
Jeg vil blot bemærke, at ved den sidste Børnehjemsfest kostede Billetten seks Kroner. Derfor var der det mest udsøgte Selskab. |
FLERE | Det er altfor meget. |
FRU ROSENHJELM |
Jeg foreslaar fem Kroner for dem, der bliver til Dansen. |
NOGLE | Fire |
ANDRE | To |
ANDRE | Tre |
ANDRE | En |
Fru Kvist og Fanny kommer ind fra Entreen. | |
FRU KVIST | Undskyld, vi kommer for sent; vi kunde umuligt komme før. |
FANNY | Vi har været henne at prøve Kjoler! |
FRU KVIST | Goddag, Kvist, hvordan morede Du Dig til Festen i Aftes? |
FANNY | Var der Dans? |
FRU KVIST | Hvor mange Taler holdt Du? |
LØJTNANT FRIIS |
(hilser) Frue — |
FRU KVIST | Naa, er De der, Løjtnant Friis! (til Damerne) Hvad siger De om det Fysionomi — jeg mener til det bibelske Tableau. Er han ikke udmærket? |
LØJTNANT FRIIS |
Jeg tror nok, at jeg skal gøre Fyldest, naar blot jeg var paa det Rene med Kostumet. |
JUSTITSRAAD ENGBØLLE |
(misfornøjet) Lad os dog ikke fortabe os i alle de personlige Smaating. Man kommer jo aldrig til et Resultat, naar Hver kun tænker paa sig selv. |
FRU ROSENHJELM |
Naturligvis. |
JUSTITSRAAD ENGBØLLE |
Mit Fløjtenummer kommer altsag i første Afdeling, og — |
FABRIKANT KVIST |
Tillad mig, mine Damer, at forelæse Dem Opraabet til Bladene: Mere end nogensinde er i vore Dage Øjet blevet opladt for, at det ene Menneske har den Pligt at hjælpe det andet, og Humanitetens store Tanke, der — |
Heide kommer ind fra Entreen. | |
DIREKTØR HEIDE |
Mine Damer — |
FRU ROSENHJELM |
Direktør Heide — aa, velkommen! |
DIREKTØR HEIDE |
Jeg beder Dem, lad Dem ikke forstyrre i Deres Forhandlinger. Jeg kommer tværtimod for at tilbyde min Tjeneste. |
ALLE | Aa tænk! |
FRU ROSENHJELM |
Naar det drejer sig om noget godgørende, er Direktøren altid parat. |
FANNY | (sagte til Vibeke) Vibeke, det er bestemt for din Skyld, Hr. Heide kommer. |
VIBEKE | (sagte) Vist ej. |
FANNY | Jeg har hørt, han har gjort Kur til Dig paa Landet. Jo vist — Du bliver rød i Hovedet. Aa, fortæl mig — |
DIREKTØR HEIDE |
Basarens Kasserer har nemlig faaet Forhindringer. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Saa. Det maa være sket meget pludselig. |
DIREKTØR HEIDE |
Og jeg vil gærne paatage mig hans Hværv, hvis Damerne ikke har en Bedre at foreslaa. |
FRU ROSENHJELM |
En Bedre kunde umuligt tænkes. |
FRU KVIST | Hvordan gaar det ellers — flyder der godt ind? |
FLERE | Aa —ja- |
FRU KVIST | De skulde se hjemme hos os. Vi vader i Sofapuder og Vuggetæpper. |
FANNY | Moder løber ogsaa omkring og presser de Handlende. |
KOMTESSE SPARRE |
Saa faar man det Skrab, de ikke kan blive al med. |
FRU KVIST | Skrab! De skulde blot se et ægte persisk Bordtæppe, jeg har faaet. |
FANNY | Det er dejligt. |
FRU KVIST | Jeg køber det selv. |
FANNY | Derfor har vi kun sat det til tredive Kroner. |
FRU KVIST | (sagte) Fanny dog! |
FANNY | (forlegen) Moder siger, at man dog skal have lidt igen for alt det Slid, man har. |
KOMTESSE SPARRE |
Ja naar De finder det passende, saaa |
FANNY | Ja Gud, det passer, som det var lavet til Bordet. |
FRU KVIST | (sagte) Vent Du, til jeg tager Dig med igen! |
FANNY | (højt) Hvad har jeg da sagt! |
FRU KVIST | Det er vel Deres Bidrag, den Bunke, vi saa i Entreen, Oberstinde? |
FANNY | Den Kone, der sidder, er hun ogsaa et Bidrag? |
FRU ROSENHJELM |
Hvordan mener De? |
FANNY | Jeg mener en levende Kone i Legemsstørrelse. |
FRU ROSENHJELM |
Her! Aa Vibeke, gaa ud og se — |
VIBEKE | Ja! |
Hun gaar ud i Entreen og kommer straks efter tilbage mod Madam Sørensen, der bliver staaende ved Døren. | |
VIBEKE | Det er Madam Sørensen, Mama! |
FRU ROSENHJELM |
Herregud, er hun nu her igen! Damerne maa undskylde. (tager Madam Sørensen til Side.) Hvad ønsker De, Madam Sørensen? |
MADAM SØRENSEN |
Jeg har sat derude i nogen Tid og ventet, ved det at Oberstinden var saa god at sige, at jeg maatte komme igen for at tale med Dem om den Hjælp — |
FRU ROSENHJELM |
De ser — nu har jeg ikke Tid. Vi er samlede her i veldædigt øjemed. |
MADAM SØRENSEN |
Naa, det forstaar sig. |
FRU ROSENHJELM |
De maa komme igen en anden Gang. |
MADAM SØRENSEN |
Jeg skal sige Oberstinden, at jeg har saa grumme ubelejlig Tid, ved det at Arbejdet gaar saa langsomt fra Haanden for mig; siden at jeg er bleven daarlig i Benene, og ved det at tre af Børnene, de ligger af Mæslingerne, saa at — |
FRU ROSENHJELM |
Naa, saa gaa da ind i den anden Stue og vent, til de Fremmede gaar. |
MADAM SØRENSEN |
Jeg siger saa mange Tak. (Hun gaar ud til venstre.) |
FRU ROSENHJELM |
(vender sig) Jeg maa virkelig bede undskylde. Den Slags Mennesker har en vis Ævne til at komme ubelejligt. |
FLERE | Aa, alt forladt. |
DIREKTØR HEIDE |
(til Vibeke) Frøken Vibeke, det glæder mig særdeles, at jeg ved denne Basar igen faar Lejlighed til daglig at nyde godt af Deres — Deres Selskab. |
VIBEKE | Det kan De vist ikke mene. |
DIREKTØR HEIDE |
Sæt, at jeg mente endnu mere. (De tale sagte sammen) |
JUSTITSRAAD ENGBØLLE |
Men skal vi nu ikke først og fremmest se at faa Koncertprogrammet slaaet fast, for jeg finder — |
FABRIKANT KVIST |
Tillad mig blot! Altsaa — (læser) Mere end nogensinde er i vore Dage øjet blevet opladt for, at Humanitetens store Tanke — |
FRU KVIST | Ja, det er vist Meget kønt, lille Kvist, men lad os heller faa afgjort, om Festen skal have Karakter af en Basar, en Forestilling, en Koncert eller et Bal. |
FANNY | Et Bal! |
JUSTITSRAAD ENGBØLLE |
Maa jeg fremkomme med den Bemærkning, at — |
KOMTESSE SPARRE |
Jeg holder paa en fin Aftenunderholdning med Deklamation. |
FABRIKANT KVIST |
Jeg er ogsaa en Ven af Deklamation. |
FRU KVIST | Ja, især Haar det er Dig selv, der deklamerer. |
FRU ROSENHJELM |
Jeg finder Tableauer det heldigste. |
JUSTITSRAAD ENGBØLLE |
Jeg beder undskylde, det er en Koncert, jeg har lovet at støtte. |
FRU KVIST | De taler for Deres Fløjtesolo, Justitsraad Engbølle. |
JUSTITSRAAD ENGBØLLE |
Nej, den taler for sig selv, haaber jeg. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Ja, temmelig indtrængende, endogsaa. |
EN DAME | Jeg troede, det skulde være on Basar med Tombola. |
LØJTNANT FRIIS |
Hr. Wulff, jeg vil gærne tale mod Dem om Tegningen til mit Kostume — |
DEKORATØR WULFF |
Øjeblikkelig, Hr. Løjtnant! Tillad mig et Øjeblik, mine Damer! |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Hr. Festdekoratør Wulff har Ordet. |
DEKORATØR WULFF |
Jeg vil blot fremføre en Bemærkning i al Ærbødighed. Hvorfor ikke slaa det hele sammen og gøre det til et Marked i stor Stil. |
JUSTITSRAAD ENGBØLLE |
Naa, det manglede bare! |
DEKORATØR WULFF |
Udsalg, Beværtning, Lykkespil, Komedie, Musik, Tableauer, Dans, noget for enhver Smag. |
JUSTITSRAAD ENGBØLLE |
Ikke for min! |
FLERE | Aa. ja! Det er godt ! |
FANNY | Det var Kommers! |
JUSTITSRAAD ENGBØLLE |
Fjællebodsgøgl! |
DEKORATØR WULFF |
Med en kunstnerisk og stilfuld Ordning — den paatager jeg mig Ansvaret for — og med en Komité som denne, hvor Elegance og Rigdom er saa fyldigt representeret, saa kan Festen umuligt undgaa at blive omtalt som noget af det mest fashionable, man længe har set — med eet Ord: Saisonens Centrum. |
FANNY | Aa! |
JUSTITSRAAD ENGBØLLE |
Der var Tale om en Kunstnydelse, og saa — |
DEKORATØR WULFF |
Der foresvæver mig allerede flere Ideer i Hovedet, en pragtfuld Fontæne af Eau de Cologne og en elegant Champagnebuffet — |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Med Overskrift i Transparent: Champagnedrikning i veldædigt øjemed. |
DEKORATØR WULFF |
Ja, noget i den Smag, men Enkelthederne kommer senere. |
JUSTITSRAAD ENGBØLLE |
Jeg maa protestere mod en saadan Roden sammen af alting. |
KOMTESSE SPARRE |
Jeg ogsaa! |
JUSTITSRAAD ENGBØLLE |
Naar vi nu samlede os om en Koncert, saa — |
FRU KVIST | Hvem bryder sig om den! Nej, lad os faa noget flot, som Folk snakker om. |
KOMTESSE SPARRE |
Hvorvidt jeg saa tør udvirke, at Hoffet kommer til Festen, er et Spørgsmaal. |
DEKORATØR WULFF |
Finder Deres Naade ikke, at der netop saa var Anledning til at give Arrangementet et storladent Sving! Hvad siger De om et Festoptog i alle Tidsaldres Dragter, der nedlægger Blomster ved Foden af en allegorisk Figur — for Eksempel Barmhjærtigheden — bærende et Overflødighedshorn. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Af Kransekage? |
DEKORATØR WULFF |
Fuldmægtigen spøger — hi hi! Damerne kender ikke en ung Billedhugger, der kunde modellere den? Ikke? Det var jo en fortræffelig Reklame for hans Navn. Naa, enfin, man kunde ogsaa gøre det til et Tableau af en levende ung Dame, en Modeskønhed. |
FANNY | Maa jeg saa ikke? |
FRU KVIST | Fanny dog! |
DEKORATØR WULFF |
Eller hvad om man ordnede nogle Karakterkvadriller, der indledede Dansen — enfin, jeg finder nok paa noget, naar jeg pønser! |
FRU KVIST | Ja, pøns endelig. |
DEKORATØR WULFF |
Der er kun een ting, jeg straks vil slaa fast, at, da det galder et veldædigt øjemed, vil jeg ikke beregne en øre for mit Arbejde. |
FLERE | Tænk! |
FRU KVIST | Det er for meget. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Snarere for lidt! |
DEKORATØR WULFF |
Mine Damer, den Sag er afgjort. Men De forstaar, at mine Omkostninger — |
FLERE | Bevares — |
DEKORATØR WULFF |
Og de Udgifter, der følger med Teaterforestillingen, de – |
KOMTESSE SPARRE |
Men den foreslaar jeg, at vi slaar en Streg over. Naar jeg søger at udvirke, at Hoftet kommer, saa kan jeg ikke tage det Ansvar paa mig, at man opfører et Stykke, hvor Hovedrollen spilles af en Bagersvend. |
FANNY | Jeg kender et med en Baron. |
JUSTITSRAAD ENGBØLLE |
Nu er vi jo længer end nogensinde fra et Resultat. |
FRU ROSENHJELM |
Jo, altsaa Koncerten — |
EN DAME | Men Udsalgene, hvad bliver det til med dem? |
FRU ROSENHJELM |
Der er kommet flere Forslag om at fordele Salgsgenstandene ligeligt. |
FANNY | Det er vist fra dem, der ingenting har faaet. |
FRU KVIST | Mig er det lige meget. Jeg skal have Blomsterhandelen. |
KOMTESSE SPARRE |
Hvadbehager? Fruen maa undskylde, jeg har gjort til en udtrykkelig Betingelse, at jeg faar Blomsterudsalget og overrækker Dronningen en Buket. |
FRU KVIST | Nej, det maa jeg da være den Nærmeste til; det hele er jo udgaaet fra mig. Siger De ikke Hr. Løwener, at det maa blive mig — |
KOMTESSE SPARRE |
Nej, finder De ikke, Hr. Løwener, at — |
FULDMÆGTIG LØWENER |
(afværgende) Mine Damer, naar jeg bliver spurgt om, hvem der er den Største, Napoleon eller Cæsar, saa siger jeg ubetinget Ja. |
FRU ROSENHJELM |
Skal vi ikke være enige om, at Enhver ene og alene tænker paa Sagen. |
JUSTITSRAAD ENGBØLLE |
Det er der Ingen, der gør, undtagen jeg. |
FLERE | Og jeg! |
ANDRE | Det gør vi Alle. |
FRU KVIST | Naturligvis, men det siger jeg, at i Beværtningen vil jeg ikke. |
FLERE | Jeg ikke heller. |
KOMTESSE SPARRE |
Hoffet nyder vist en Kop The ved Festen. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Og jeg har sørget for Studenter til Opvartning. |
FANNY | Gid det var Løjtnanter. |
FRU KVIST | Naa ja ja, saa lad mig da tage Beværtningen. (ser paa Komtessen) Jeg er ikke Den, der gør Fordringer. |
KOMTESSE SPARRE |
Ikke! |
FABRIKANT KVIST |
(tager Løwener tol Side) Hør, bedste Løwener, det bliver vel mig, der skal holde Talen til de høje Herskaber? |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Naturligvis. |
FABRIKANT KVIST |
I alt Fald er jeg jo temmelig øvet i det. Alene i Klubben har jeg vel de halvhundrede Gange talt for Kongehuset og Danmark. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
(halvt for sig selv) Arme Fædreland! |
FABRIKANT KVIST |
Hvadbehager? |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Jeg sagde: Alt for Fædrelandet. |
FABRIKANT KVIST |
Min Iver er ogsaa bleven bemærket, og derfor — jeg vilde blot antyde — ja, De har jo Forbindelser i Ministeriet, og ifald — jeg siger blot — ifald der i Anledning af Festen skulde blive Spørgsmaal om et Par Ordensdekorationer — |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Saa ønsker De, at der bliver tænkt paa Dem. |
FABRIKANT KVIST |
Tak, heller talt om mig. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Skal vi saa sige begge Dele. |
KOMTESSE SPARRE |
(tager Wulff til Side) Hr. Wulff, aa hør lidt! De forstaar, at jeg er nærmest til at tage imod den kongelige Familie og overrække hendes Majestæt en Buket. |
DEKORATØR WULFF |
Selvfølgelig! Deres Naade er jo den mest vigtige af alle Damerne- — jeg mener — |
KOMTESSE SPARRE |
Altsaa beder jeg Dem omtale som en fastslaget Ting, at det er mig, og saa sørger De nok for en smuk Buket med røde og hvide Baand. |
DEKORATØR WULFF |
Med største Glæde. Jeg skal arrangere det hele saa stilfuldt, at jeg haaber, Deres Naade skal blive tilfreds. |
KOMTESSE SPARRE |
Tak, det er godt. |
LØJTNANT FRIIS |
Hr. Wulff, tror De, at en hvid eller brun Turban vil were det mest korrekte? |
DEKORATØR WULFF |
Øjeblikkelig, Hr. Løjtnant! |
LØJTNANT FRIIS |
Ja, for den brune — |
FRU KVIST | (tager Wulff til den anden Side) Hr. Wulff, hør, var det om Modtagelsen, at Komtessen talte med Dem? |
DEKORATØR WULFF |
Nej, aldeles ikke.- |
FRU KVIST | Naa ja, for jeg maa da blive den Nærmeste til at overrække Buketten, ikke? |
DEKORATØR WULFF |
Naturligvis! |
FRU KVIST | Det er De nok saa god at sige til Alle. |
DEKORATØR WULFF |
Bevares, Fruen er jo selvskreven. Jeg skal tillade mig at sørge for en elegant Buket med Sløjfe, passende til Lejligheden. |
FRU KVIST | Tak, Hr. Wulff, det er godt, vi har Dem. |
DEKORATØR WULFF |
Overordentlig smigrende, Frue. |
FRU ROSENHJELM |
Vil Damerne ikke gaa ind og drikke en Kop Chokolade? |
FLERE | Tak. |
FRU KVIST | (sagte til en Dame) Den bliver vist tynd. |
FABRIKANT KVIST |
Maa jeg ikke blot først komme med et lille Forslag. |
JUSTITSRAAD ENGBØLLE |
Ja, lad os dog nu komme til Programmet! Jeg maa sige, at — |
FABRIKANT KVIST |
Tillad mig! At vor Komité er fortrinligt sammensat, kan der ikke være Tvivl om, men kunde det dog ikke være praktisk at faa et Par Damer med af det bredere Samfundslag, for Eksempel en bekendt Modehandlerinde, en Restauratrice — en — |
NOGLE | Jo! |
ANDRE | Nej ! |
KOMTESSE SPARRE |
(fornærmet) Men Gudbevares, blandet Selskab, det — |
FABRIKANT KVIST |
Jeg vilde blot fremhæve, at mit Forslag, det — |
KOMTESSE SPARRE |
Jeg maa sige, jeg finder det højst uheldigt, at |
FRU KVIST | Da tror jeg, det vilde være klogt, at — |
EN DAME | Jeg har da aldrig hørt saa galt, at |
ANDEN DAME | Jeg synes, det vilde være højst mærkværdigt, at — |
FRU ROSENHJELM |
(ved Døren til højre) Vær saa god, mine Damer —! |
Alle med Undtagelse af Heide og Løwener gaa ud til højre i heftig Ordstrid. | |
VIBEKE | (i Døren) Mama, maa jeg give Madam Sørensen en Kop Chokolade? |
FRU ROSENHJELM |
Ja, men gør den lidt tyndere. |
De gaa ud til højre efter de Andre. |
2. AKT 2. SCENE |
Heide. Løwener. Tilsidst Fru Rosenhjelm. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Skal Du ikke med derind, Du, der er en Ven af Damer? |
DIREKTØR HEIDE |
Ja, men der er lidt for mange af dem. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Hvor kommer det sig, at Du indfinder Dig her af Dig selv? |
DIREKTØR HEIDE |
Min Pung er jo altid aaben for et veldædigt øjemed. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Skulde ikke snarere her dit Øje være aabent for en smuk Pige! Den smaa Frøken Vibeke — hvad? |
DIREKTØR HEIDE |
Jeg indrømmer, jeg finder hende nydelig. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Du tænker maaske paa at gifte Dig igen? |
DIREKTØR HEIDE |
Ja — hvad skal man sige! Du maa indrømme, at med min Stilling, som en af Byens — Byens Spidser, er denne Stillin!g i Længden mindre heldig, ja, ligefrem utaalelig. Jeg er gift – |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Og dog ikke gift. |
DIREKTØR HEIDE |
Netop! Hvad hjælper det, at mit Hus er nok saa stort og flot, det er jo dog som et Skib uden Styrmand; hvem skal tage imod, hvem skal gøre Visiter, og hvad varre er, Skyggen af — af en Skandale hviler over det. Nej, nu vil jeg have en Ende paa det, nu kan jeg jo snart gifte mig igen. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Jeg troede, Komtesse Sparre var den lykkelige Udkaarne. |
DIREKTØR HEIDE |
Jeg har tænkt en Del paa det, men, mellem os sagt, hun er jo noget vel — vel gammel. Ved Du hvad, at begynde med en Kone paa de Fyrre — |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Jeg siger ogsaa: Heller to paa Tyve. |
DIREKTØR HEIDE |
Og saa ser hun ud, som hun var kronisk forkølet. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Og kronisk fornærmet. |
DIREKTØR HEIDE |
Men hun har jo en Del Betingelser: Anstand, Fødsel, nogen Formue — naa, det lægger jeg mindre Vægt paa. I min Stilling gælder det fremfor alt at faa en Kone, der kan representere. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Men kan da den unge Frøken Vibeke beklæde den høje Stilling som din Frue? |
DIREKTØR HEIDE |
Ja ser Du, først og fremmest er det et Parti, der vilde gøre mig hjemme i de fornemste og mest afspærrede Kredse. Navnet Rosenhjelm er gammelt og fint. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Det trænger maaske blot til at forgyldes op. |
DIREKTØR HEIDE |
Det vilde jo tage sig godt ud pan et Kort: Fru Vibeke Heide, født Rosenhjelm. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Skal vi ikke sige: Neé Rosenhjelm. |
DIREKTØR HEIDE |
Og dertil kommer — hun er virkelig lovende, hun tegner til at blive Verdensdame. Uudviklet som hun er, og temmelig middelmaadigt klædt, saa er der dog et vist Racepræg over hende. Kommer hun i store Forhold, vil hun hurtigt lære at svøbe sig i sin Zobelskinds Pels og sætte sig i sin Vogn som en født Hertuginde. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Og saa tror Du, hun vilde køre afsted med Hvemsomhelst? |
DIREKTØR HEIDE |
Mener Du mig med Hvemsomhelst? |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Jeg mener ikke Nogensomhelst. |
DIREKTØR HEIDE |
Ved min Side kom hun da ikke daarligt op at køre. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Nej, med et Snobberi som dit, bringer man det vidt — undskyld, jeg vilde sige: Ærgærrighed. Men nu Annina, din Hustru? |
DIREKTØR HEIDE |
I det Forhold ønsker jeg at stille mig saa loyalt og korrekt som muligt. Du ved, at jeg altid stræber efter at være Kavaler og Verdensmand efter Ævne. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Ja, efter Ævne. |
DIREKTØR HEIDE |
Jeg er jo bleven groft fornærmet af Annina. Ja, jeg holder ellers ikke af at omtale det Forhold, men vi to er jo gamle Kamerater. Ved at forlade mit Hus uden rimelig Grund, udsatte hun mig for en Skandale, efter min Mening det værste af alt, men ikke desto mindre har jeg aldrig gjort hende en bebrejdelse, men kun iagttaget den mest hensynsfulde Tavshed. Og nu, hvor Skilsmissen staar for Døren, agter jeg at skrive til hende og udbede mig en Samtale for at stille mig saa liberalt — liberalt og loyalt som muligt. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
I er altsag kloge nok til ikke at tænke paa Forsoning? |
DIREKTØR HEIDE |
Det vilde jo — selskabeligt set — være det mest korrekte og heldige, men det passer jo ikke. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Nej, det var blot mærkeligt, at I dengang fik hinanden. |
DIREKTØR HEIDE |
Hvad skal man sige, man paastaar jo, at de ni af ti Mænd bliver tagne. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
(studser) Og Du var en af de ni? |
DIREKTØR HEIDE |
Det er jeg for ridderlig ti] at sige, men jeg repræsenterede i alt Fald en glimrende Fremtid for hende, der ikke havde en rød Øre. Desuden, jeg tænkte endnu ikke saa meget over Tingene — jeg var virkelig forelsket. Hun var jo smuk. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Hun er det. |
DIREKTØR HEIDE |
Ja, det slog mig ogsaa, nu da jeg saa hende igen. Men hvad hjælper det, naar ikke hun var tilstrækkelig delikat — jeg mener indvendig — eller udadtil — naa, ja, Du forstaar — i Følelser! Hun havde jo ikke mindste Sans for Anstand og Form. Atter og atter prækede jeg for hende, at hun fremfor alt maatte være Dame. Og ved Du, hvad hun saa svarede? |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Naa? |
DIREKTØR HEIDE |
At hun fremfor alt vilde være Menneske. Jeg beder Dig — en Grøntkone er jo ogsaa et Menneske. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Det siger man. |
DIREKTØR HEIDE |
Og Fruen i et rigt Hus kan da ikke optræde som en lille Borgermadam. Istedetfor at gøre vor Kreds saa chic og elegant som muligt, fyldte hun Huset med strikkende Tanter og gamle afdankede Venner fra Provinsen og gav simpelthen til Grund, at hun holdt af dem. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Altid en Undskyldning! |
DIREKTØR HEIDE |
Gudbevares, meget hæderlig, men ikke meget fyldestgørende. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Jeg vil ikke være indiskret, men hvad var egentlig Anledningen til, at hun rejste bort? |
DIREKTØR HEIDE |
Der var ingen, blot en tosset Scene, hun selv lavede. Ja, Du ved, Forholdet havde længe været spændt, og saa en Aften kommer jeg ind til hende for at overraske — eller rettere formilde hende med et Brillantsmykke, ikke en Bagatel, forstaar Du, de mest storartede Steno, til at tage paa ved Ballet — vi skulde netop til Bal hos den russiske Minister. Og saa forlanger hun kategorisk, at jeg, istedetfor at give hende Diamanterne, skal betale siger og skriver fire tusinde Kroner til en Skrædermadam, som var kommen løbende for at klage sin Nød. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Hvor kunde Annina forlange det? |
DIREKTØR HEIDE |
Fordi hun paa min Anvisning havde raadet de Folk til at sætte Pengene i Dampskibsselskabet Frigga, Du husker — |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Naa, det der gik fallit. |
DIREKTØR HEIDE |
Ja netop. Hvad synes Du om det Forlangende? Det saa galt ud, hvis man i Forretningslivet skulde staa til Ansvar for alle den Slags Raad. Men da jeg tog til Genmæle, blev hun som ude af sig selv, og een, to, tre, løb hun ind og rev Baldragten af og rejste til sin Tante i Helsingør. Og der stod jeg. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Ja. Og der staar Du endnu. |
Fru Rosenhjelm kommer ind fra højre. | |
FRU ROSENHJELM |
Men bedste Hr. Direktør, vil De dog ikke komme ind til os? |
DIREKTØR HEIDE |
Tak — jeg skulde afsted! |
FRU ROSENHJELM |
Det faar De ikke Lov til, før De har drukket en Kop Chokolade. Og De, Hr. Løgvener? |
FULDMÆGTIG LØWENER |
For mig er Chokoladen ikke seerlig fristende. |
FRU ROSENHJELM |
Heller ikke Damerne? |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Jo Tak, enkelte af dem, men maa jeg saa ikke bede om en ad Gangen. |
FRU ROSENHJELM |
(stift) Hr. Direktør — |
Hun gaar med Heide ud til højre. Løwener gaar hen mod Døren i Baggrunden, idet Madam Sørensen kommer ind fra venstre. |
2. AKT 3. SCENE |
Løwener. Madam Sørensen. Senere Vibeke. |
MADAM SØRENSEN |
Undskyld, Herren vil vel ikke sige mig, om de Fremmede er gaa’ne. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Nej, Damerne er i den anden Stue. |
MADAM SØRENSEN |
Saa. — det var kedeligt. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Men nu gaar jeg, hvis det kan fornøje Dem. |
MADAM SØRENSEN |
Jeg skal sige Herren, jeg sad inde i den anden Stue og ventede, og jeg syntes, her var bleven saa stille. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Skal De tale med Nogen? |
MADAM SØRENSEN |
Ja, med Oberstinden. Hun sagde: Gaa derind og vent, Madam Sørensen, og saa sagde jeg saa mange Tak. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Saa kan Madam Sørensen vist komme til at vente længe. |
MADAM SØRENSEN |
Tror Herren! Ja, for jeg skulde saa gærne afsted, ved det at jeg har taget mig paa at vaske Gulvene i Grossererens Kontor, saa længe at Madam Hansen, hun – ligger i sit daarlige Knæ, og først skulde jeg jo et Løb hjem og se til det — |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Ja, pas paa, at Maden ikke bliver sveden! |
MADAM SØRENSEN |
Nej Jøsses, saadan til Hverdags har vi da ikke Raad til at lave varm Mad i vores Kaar; man maa være glad, om man kan faa en Taar Kaffe med lidt Brød til, siden at Sørensen har mistet sin Førlighed og ikke mere kan arbejde. Jeg skal sige Herren, han er Skræder og var saa magesløs flink til at lappe og vende. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Saa! Hvordan gik det saa uheldigt for ham? |
MADAM SØRENSEN |
Jo, han mistede jo tre Fingre, det var en Aften paa Trappen — hvor han havde faaet lidt for meget, og saa var det, han kom paa Hospitalet, og — |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Det var da ikke Dilirium? |
MADAM SØRENSEN |
Nej Jøsses — |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Maaske Tremens? |
MADAM SØRENSEN |
Ja, det kan være — det blev til Benedder. |
Vibeke kommer ind fra højre med en Kop Chokolade og Kager. | |
VIBEKE | Er De her, Madam Sørensen, her kommer jeg med noget til Dem. |
MADAM SØRENSEN |
(ser paa Koppen). Nej tænk, skal jeg have Æggesøbe! |
VIBEKE | (lidt fornærmet) Nej, det er rigtignok Chokolade. |
MADAM SØRENSEN |
Jøsses, er det Sukkerlade, jeg syntes, den saa saa lys ud. |
VIBEKE | Sæt Dem nu her og drik den. |
MADAM SØRENSEN |
Mange Tak. (Hun sætter sig ned og begynder at drikke) Men tror Frøkenen saa, at jeg kunde komme til at tale med Oberstinden? |
VIBEKE | De maa vente lidt endnu. De saa jo, hun har saa travlt med en Fest, der skal være for de Fattige. |
MADAM SØRENSEN |
Saa –! Tror Frøkenen, der kunde blive Tanker om os der? |
VIBEKE | Det ved jeg ikke. |
MADAM SØRENSEN |
Faar de allesammen en Ret varm Mad? |
VIBEKE | Nej, det er ikke saadan. De Fattige kommer ikke selv med. |
MADAM SØRENSEN |
Naa —! |
VIBEKE | Det er fine Folk, der spiller Komedie og synger og saadant noget, og de Penge, der kommer ind, dem faar de Fattige. |
MADAM SØRENSEN |
Men var det saa ikke nemmere at give os Pengene lige ud? Saa slap De jo for Besværet. |
VIBEKE | Ja, men saa blev der jo ingen Morskab af, Madam Sørensen. |
MADAM SØRENSEN |
Naa nej, det forstaar sig. Men det var blot det, jeg vilde spørge Oberstinden, om ikke hun kunde skaffe os lidt Hjælp i en Forening til en Lirekasse til Sørensen? |
FULDMÆGTIG LØWENER |
En Lirekasse? |
MADAM SØRENSEN |
Ja, for den kunde han haandtere med de tre Fingre, og saa kunde Amanda gaa med for at passe paa, at ikke han drikker Fortjenesten op, og det var netop noget for Sørensen ved det, at han holder saa magesløst meget af Musik. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Saa —! |
MADAM SØRENSEN |
Jøsses ja, han har engang sungen Tenor i en Forening. |
VIBEKE | Synger han ikke mere nu? |
MADAM SØRENSEN |
Aa Gud nej, jeg siger alletider: Det var dengang Sørensen! Men sidenefter er det jo, at det er gaa’en saa kontrarigt for os. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Hvordan det? |
MADAM SØRENSEN |
(græder) Jo, saa var det jo, at det kom, med Arven, vi fik. |
VIBEKE | (til Løwener) Det snakker hun altid om. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
(til Madam Sørensen) Var det da saa slemt? |
MADAM SØRENSEN |
Jøsses nej, der blev jo saadan en Glæde ved det, at Sørensens Onkel, han uventende dronede. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Naa -! |
MADAM SØRENSEN |
Ja, i Stormvejr ved Kjerteminde, saa at vi fik fire tusinde Kroner. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Det var jo rart. |
MADAM SØRENSEN |
Ja, det maa Herren nok sige, naar det havde været, at vi havde faaet Lov at beholde dem, men ved det, at vi aldrig havde haft andre Penge end som fra i Haanden og i Munden, saa er det, at jeg siger til Sørensen: «Jeg vil tage og gaa op og spørge Fru Heide,» siger jeg — Herren kender maaske Fru Heide? |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Ja |
MADAM SØRENSEN |
Og saa var det, hun sagde, at jeg skulde give hende Pengene, ved det at hendes Mand, han tilbød at sætte dem i noget Dampskibsvæsen, som han selv var med i, og der skulde vi jo tjene saa farlig meget i Renter. Og saa hører jeg en Aften hos Spækhøkerens, da jeg var nede efter lidt Pølse til Sørensens Mad, at hele Redeligheden er spillet Fallit. Jeg blev jo saadan i Hovedet, at jeg knap kunde støtte paa mine Ben og lod Pølsen ligge og rendte lige hen til Fruen. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Hvad sagde hun saa? |
MADAM SØRENSEN |
Hun kom løbendes ud og sagde: «Jeg skal aldrig svigte Dem, Madam Sørensen,» og det har hun da heller ikke gjort, det var Synd at sige, for hun er rigtignok magesløs imod os paa alle Maader, men Pengene, dem fik vi jo lige godt ikke igen. |
VIBEKE | Men hvad sagde da hendes Mand? |
MADAM SØRENSEN |
Ja se, det ved jeg jo ikke, ved det at Fruen, hun rejste sin Vej. Og hvor meget jeg saa løb der og sad og ventede, saa var han immer ude eller havde travlt, saa jeg ikke kunde komme til at snakke med ham. For det er jo det slemme ved det, at man næstendels alletider kommer til Ulejlighed, hvor man saa kommer. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Det er vistnok sandt. |
MADAM SØRENSEN |
Og det er det, man bliver lidt kedelig ved, for ser Herren, Fruens Mand, han kunde kanske have sine Grunde, som ikke var saadan for os at forstaa, men hvis han havde talt lidt pænt med os og forklaret os, hvorfor vi var blevne af med vore Skillinger, saa kanskesens vi ikke havde følt det slet saa haardt imod ham. Allen fals havde det da nok formildret En noget. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Maaske! |
MADAM SØRENSEN |
For det kan jo være meget kønt af de fine Folk med alle de Foreninger og Hjem og alt det, de laver for os, ja naturligvis, men hvis de vilde snakke lidt pænt med Fattigfolk, naar det saadan kunde træffe sig, saa vilde vi sætte mere Værd paa det, de gør for os, og saa kunde de ogsaa selv bedre have Rede paa, at en anden En kan ikke se saadan paa Tingene, som de kan, for naar man aldrig ser andet for sine livfødte Øjne, end hvad som er Svineri og Elendighed, saa er det ikke saadan at holde sig proper og være stiv mod den Fristelse, det er, at bruge Fortjenesten, naar man faar den. |
VIBEKE | Men Flid og Sparsommelighed er dog — |
MADAM SØRENSEN |
Aa Gud ja, lille Frøken, Sparsommelighed, den hører man immer om, men naar man skal spare, naar man har noget, og spare, naar man ikke har noget, hvornaar skal man saa have det en lille Smule godt. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Det kan der være noget i. |
MADAM SØRENSEN |
Og naar saa Vorherre giver En otte Bøin – |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Der har Vorherre heller ikke været sparsommelig! Otte Børn! |
MADAM SØRENSEN |
Ja, otte levendes og to paa Kirkegaarden af den slemme Halsesyge. Ak ja, de har det jo godt, hvor de er, siden at Fru Heide var saa god at bekoste Begravelsen. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
(tager sin pung op) Vil De saa ikke slaa denne Guldskilling i otte Stykker til Deres Børn. |
MADAM SØRENSEN |
(glad) Nej, Jøsses tak, saa mange Penge. Og jeg skal ikke paa noget Kontor eller Forening om dem? |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Nej. |
VIBEKE | Hør, gaa heller ind i den anden Stue igen, før de Andre kommer, Madam Sørensen, og drik Deres Chokolade færdig. |
MADAM SØRENSEN |
Ja, saa gærne. (til Løwener) Endnu engang Tak skal Herren have. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Ingen Aarsag. |
Vibeke og Madam Sørensen gaa ud til venstre, idet Annina kommer ind fra Entreen. |
2. AKT 4. SCENE |
Annina. Løwener. |
ANNINA | Ah, Goddag, Løwener! |
FULDMÆGTIG LØWENER |
(glad) Fru Heide — |
ANNINA | Hvor kommer det sig, at De tager imod i min Tantes Dagligstue? Er hun ikke hjemme? |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Jo, hun er netop beskæftiget paa et Felt, hvor hun er særlig hjemme. Her er Basarmøde. |
ANNINA | Naa, saa træffer mit Besøg nok ubelejligt. Er Damerne der inde? |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Ja, ogsaa enkelte Herrer, og blandt dem — kan De gætte hvem — Heide. |
ANNINA | Min Mand igen — saa er det bedst, jeg gaar. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Aa nej — lad os dog snakke lidt sammen — blot et øjeblik. Husk, hvor sjældent jeg ser Dem. |
ANNINA | (sæder sig ned) Naa, ja ja da! Fortæl mig saa lidt om Dem selv. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Om mig er ikke meget at berette. Jeg har, som alle Andre, haft lyse og mørke Dage, men flest jævnt graa. |
ANNINA | Er De stadig i Ministeriet? |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Ja, jeg læser mine Morgenaviser deroppe. |
ANNINA | Og De tænker stadig ikke paa at gifte Dem? |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Nej, ved De hvad, det kan være galt nok at være ansat ved Finanserne, men for en Anden at være ansat ved mine Finanser, det var dog for galt. |
ANNINA | De har den gamle Ligevægt i Sindet, mærker jeg. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Ja, ser De, der er nogle Heste, som sætter en Ære i at trække hele Læsset. Jeg finder nu, at Kameraten, der gaar ved Siden af, er klogere. |
ANNINA | Og dog finder jeg den Livsstilling, De har valgt, den at gøre Dem populær, yderst besværlig. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Ikke for mig, min Stemme besørger det hele. |
ANNINA | (ler) Saa. —! |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Ja, min smeltende, uimodstaaelige Baryton. Det er den, der gør, at jeg gaar i en stadig Regn af Middagsindbydelser og broderte Sofapuder, fine Vine og Cigarer. Jeg selv kan være ligegyldig og fordringsfuld, saa meget jeg vil, min Stemme er altid elskværdig, og, da man ikke godt kan indbyde den uden mig, saa fører jeg et behageligt Liv paa en ligesaa bekvem Maade, som en kedelig Kone, man er nødt til at bede med for Mandens Skyld. |
ANNINA | Men De er jo selv ligesaa elskværdig som Deres Stemme. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Nej, aldeles ikke. Det er den, der i et blødt Piano lister sig ind i kvindelige Hjerter; den svinger sig med mandig Kraft ud over en patriotisk Forsamling og henaander et vemodigt Farvel ved Sørgebaaren. Og saa Velgørenheden! Hvor meget godt har den elskelige Stemme ikke gjort. |
ANNINA | Saa meget, at De maaske ikke behøver at give noget selv. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Nej, det skulde jeg mene! Jeg var en holden Mand, hvis jeg ejede det, dens værdifulde Assistance har bragt ind i veldædigt øjemed. |
ANNINA | Det er ikke saa underligt, at De vurderer den fortræffelige Følgesvend højt. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
(i en forandret Tone) Nej, jeg hader den, som man hader en daarlig Ven, man ikke kan ryste af sig. Det er den fordømte Stemme, der har gjort mig til det, jeg er, et Offer for et selskabeligt Talent. Den har stjaalet mine bedste Ungdomsaar og dysset min Viljekraft i Søvn med smaa Triumfer og smaa Nydelser, saa jeg midt i Punshen og Fraserne næppe selv kan skelne mere, hvad der er virkelig Sandhed og Alvor. Skaaltaler og Georgineguirlander og Talerstole og Tømmermænd — alle de saakaldte høje Ideers banale ydre Apparat, uf! Jeg er saa ked af det, at jeg væmmes ved det — eller ler ad det. |
ANNINA | Saa riv Dem ud af det. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Det siger jeg tidt nok til mig selv. Naar jeg gaar hjem om Aftenen, foresætter jeg mig, at jeg vil tage mig sammen, søge Embede i Provinsen, se at udrette noget, og naar saa Morgenen kommer, synes jeg, der staar «for sent» paa alle Døre. |
ANNINA | Det er aldrig for sent at ville noget for Alvor. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
De ved godt, Annina, at, da De forlovede Dem med min saakaldte Ven Heide, saa blev det for sent for mig — til alting. |
ANNINA | (heftig) Og det siger De, som en Anklage mod mig, der i Aarevis gik og ventede paa Dem; aa, De ved ikke, nej, ingen Mand ved, hvor en ung Pige kan gaa og haabe angstfuld paa sit Livs Lykke uden at kunne røbe det med en Mine. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Men hvorfor — |
ANNINA | Hvorfor jeg brød overtvært, vil De sige! Kan De huske en Dag, hvor vi mødtes ved Søerne — nej, det kan De vel ikke. Det var ved Solnedgang, alting straalede, som om selve Luften var af Guld. Saa korn De gaaende imod mig, ganske langsomt, og den underlig rislende Fornemmelse gik igennem mig, som man har i afgørende Øjeblikke. Der kommer han, nu siger han det, nu endelig! De stansede og hilste paa mig med det Smil, jeg elskede — |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Og saa? |
ANNINA | Saa sagde De: «Undskyld, der er Sporvognen, det er den, jeg venter paa.». |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Og det blev De saa ulykkelig over? |
ANNINA | Ulykkelig — ja, men mest vred. Min lange, tavse Kærlighed og mine ønsker og Længsler, der var saa unge og stæerke, de blev i et Nu til flammende Vrede over Deres Ligegyldighed. Det hjalp mig over Sorgen, tror jeg Og da jeg gik hjem i Skumringen, saa lovede jeg mig selv, at — naa, nogle Dage efter var jeg forlovet med Heide. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Altsaa, havde jeg ikke mødt Dem den Dag, saa maaske. |
ANNINA | Saa maaske jeg gik og ventede paa Dem endnu. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
De er bitter, men maaske De har Ret. Jeg har ikke forstaaet at gribe Øjeblikket i Farten, og derfor kunde De være bleven saa meget for mig, ja alt, for De har netop det, jeg mangler, den raske Beslutsomhed, der ikke gaar paa Akkord. Derfor beundrer jeg Dem, nu som dengang, nej, meget meget mere, og hvis engang — |
ANNINA | Jeg beder Dem — tal ikke om det! – Sagde De ikke selv, at der stod «for sent» paa alle Døre? |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Og svarede De ikke dertil, at det aldrig er for sent at ville noget for Alvor. |
Festdekoratør Wulff kommer ind fra højre. |
2. AKT 5. SCENE |
Løwener. Annine. Wulff. |
DEKORATØR WULFF |
Ah, der er Hr. Løwener! Jeg beder undskylde, det var blot en lille Bemærkning, jeg i Forbigaaende ønskede at gøre til Hr. Fuldmægtigen. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Fru Heide, De kender vist Festdekoratør Wulff? |
ANNINA | (hilser) |
DEKORATØR WULFF |
Jeg havde vist den Ære at se Fruen forleden! Maaske en Slægtning af Direktøren? |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Ja, fjern. |
DEKORATØR WULFF |
Ah — glæder mig særdeles! Det var netop i Anledning af Direktøren, at jeg vilde tillade mig et lille Spørgsmaal, inden jeg gaar! Jeg maa nemlig afsted — der skal foretages on Omordning af Frugt- og slaveudstillingen — har De ikke set den — meget interessant! Der er en Kæmpekaalrabi, der vejer 240 Pd. eller maaske dog noget mindre. Jeg har arrangeret den som Centrum mellem to Buster af Ceres og Flora med Neg omkring — gør sig storartet. Men enfin, det var blot det, jeg vilde berøre til Fuldmægtigen – saa vidt jeg ved, spiller Frøken Rosenhjelm ikke nogen Rolle ved Tableauerne, men nu erfarer jeg, at en Forlovelse mellem hende og Direktør Heide er nærforestaaende. |
ANNINA | (studser) |
FULDMÆGTIG LØWENER |
(ser paa hende) Virkelig! |
DEKORATØR WULFF |
Jeg antager ikke, at jeg røber nogen Familiehemmelighed, siden Frøken Fanny Kvist allerede er mellem de Indviede. Men synes Fuldmægtigen saa ikke, at man burde arrangere et Tableau for de To alene, Romeo og Julie eller Tristan og Isolde, – ja, finder De ikke? |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Ideen er smuk, men jeg tror dog — |
DEKORATØR WULFF |
Finder Fruen ikke —? Man vil jo gerne gøre en Mand som Direktør Heide til Behag, og det vil jo heller ikke være mere end rimeligt, at sætte hans tilkommende Frue paa en saa fremskudt Plads som muligt, en charmant, ung Dame med en saa glimrende Fremtid. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Ganske vist — |
DEKORATØR WULFF |
Et veldædigt øjemed er jo som skabt til at fremme den Slags – om jeg saa maa sige — Kurtiseren — et Blik i Forbigaaende — et lille Møde — det gaar som af sig selv — hi hi, men selvfølgelig, intet kunde være mig fjernere end at være indiskret, saa jeg giver min Ide ganske i Hænderne paa Hr. Fuldmæegtigen, hvis Takt og Smag er saa bekendt. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Jeg beder, kære Hr. Wulff — |
DEKORATØR WULFF |
Frue — Hr. Fuldmægtig — jeg tillader mig at gøre Dem min Kompliment. |
Han hilsar og gaar ind i Entreen. |
2. AKT 6. SCENE |
Løwener. Annina. Senere hele Selskabet fra Aktens Begyndelse. |
ANNINA | Er det sandt, hvad den Mand sagde? |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Hvilket? |
ANNINA | Det med min — med Heide og Vibeke? |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Det ser næsten saadan ud. |
ANNINA | Det maa ikke ske. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Hvem skulde sætte sig imod det? |
ANNINA | Jeg. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Hvorfor? |
ANNINA | Fordi jeg ikke vil have det. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Men hvad kan De gøre derimod? |
ANNINA | (heftig) Hvad jeg kan gøre! Det er da endnu min Mand, skulde jeg mene, og mit Hus og mit Hjem, om jeg vil. Jeg vil tale med hende, baade med ham og hende. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Annina, De kan da ikke mene — sig mig, hvorfor tager De dette saa heftigt? |
ANNINA | Fordi — fordi jeg holder af Vibeke. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Jeg troede ikke, hun stod Dem saa nær. |
ANNINA | Hun er jo min Kusine, jeg har set hende vokse op — trods alle Nykker og Luner er hun meget for god til alt hans — ja, for god til hele det tomme Flitter. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Jeg tror netop, hun sætter Pris paa Livets Flitter, og naar hun nu kunde blive tilfreds, ved det? |
ANNINA | Tilfreds! Er det da nok! Skal Livet ikke helst gøre hende til et dygtigt og godt Menneske, og det kan hun blive, hvis hun bliver taget rigtigt. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Men lægger De særlig Vægt paa det? Bryder man sig overhovedet om, hvorvidt Andre bliver til dygtige og gode Mennesker — saadan ud i Vejret — det tror jeg ikke paa. |
ANNINA | (usikker) Husk, en ung Pige er som et ubeskrevet Blad Papir; Ingen ved, hvad der kommer til at staa derpaa, men saa meget ved jeg, at det bliver aldrig noget godt, hvis hun faar ham til Mand. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Aa, det er jo en Frase, det der, det ved De godt. Sig mig ærligt, vilde De tage Dem dette nær, hvis Talen var om en Anden end Heide? |
ANNINA | Naturligvis, hvor kan De tro — (slaar om) De har Ret — nej, saa var det mig ligegyldigt. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Aa, Annina, kan jeg tro det — er De misundelig her? |
ANNINA | Misundelig — kan hænde, det ved jeg ikke. Hvor kan man gøre sig den Slags klart — lige med eet. Men det ved jeg, at dette skal ikke ske, uden Vibeke tager mig med paa Raad — |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Men — |
ANNINA | Jeg vil ikke betragtes som et Nul — som ikke værende til, og i det Regnestykke her sættes op, der skal de faa Lov at tælle mig med. Nu kommer de Andre, saa farvel! |
Hun gaar ud i Entreen. | |
FULDMÆGTIG LØWENER |
(ser efter hende) Dette begynder at se mig broget ud. |
Vibeke kommer ind fra venstre. | |
VIBEKE | Var det ikke Annina, hvorfor gik hun? |
FULDMÆGTIG LØWENER |
For ikke at gribe forstyrrende ind i de alvorlige Forhandlinger. |
Man hører Latter og Tale. Selskabet kommer efterhaanden samtalende ind fra højre. | |
DIREKTØR HEIDE |
(til Rosenhjelm og Vibeke) Saa vil jeg tage Afsked. Altsaa glæder jeg mig til, at Damerne vil spise til Middag hos mig i mit Hjem før Festen, saa at vi kan tage sammen derhen. |
VIBEKE | Tak. |
FRU ROSENHJELM |
Det skal være os en Glæde. |
DIREKTØR HEIDE |
Mine Damer, paa Gensyn! |
Man hilser og gaar ud i Entreen | |
FRU ROSENHJELM |
Kære Barn, nu maa vi tænke over, hvad for en Kjole, der klæder Dig bedst. |
Madam Sørensen kommer ind fra venstre og bliver staaende ved Døren. | |
MADAM SØRENSEN |
Jeg siger saa mange Tak for Sukkerladen. |
VIBEKE | Mama, Du har vist glemt Madam Sørensen. |
FRU ROSENHJELM |
(utaalmodig) Jeg har jo sagt, at hun maa vente. |
LØJTNANT FRIIS |
(til Justitsraad Engbølle) Tror Justitsraaden, at Sandalerne skal være af Saffian? |
JUSTITSRAAD ENGBØLLE |
Pokker i Vold med Deres Sandaler. Hør nu, mine Damer — |
FABRIKANT KVIST |
Jo, for ser De, mine Damer — |
EN DAME | Hvor kan De dog sige det, Hr. Kvist — |
EN ANDEN DAME | Men bedste Hr. Kvist — |
JUSTITSRAAD ENGBØLLE |
(irriteret) Bliver da det hele ikke til andet end Vrøvl! |
KOMTESSE SPARRE |
Hr. Løwener, finder De ikke ogsaa, at blandet Selskab ødelægger det hele? |
FRU KVIST | Nej, siger De ikke, Hr. Løwener, at de bredere Lag, de kan ikke undværes? |
KOMTESSE SPARRE |
I saa Tilfælde maa jeg bede mig fritaget for at — |
FRU KVIST | Ser man maaske ikke ved enhver veldædig Fest, at — |
EN DAME | Da maa jeg tilforladelig sige, at — |
EN ANDEN DAME | Har De maaske nogensinde hørt andet, end at — |
TÆPPE |