Handlingen foregaar i Kjøbenhavn. Første og anden Akt hos Oberstinde Rosenhjelm, tredje Akt hos Direktør Heide, fjerde Akt i en offentlig Festsal.
PERSONERNE:
OBERSTINDE ROSENHJELM | VIBEKE ROSENHJELM, hendes Datter |
DIREKTØR HEIDE | ANNINA (HEIDE), hans fraseparerede Hustru |
FABRIKANT KVIST | FRU KVIST |
FANNY KVIST, deres Datter | FULDMÆGTIG LØWENER |
KANDIDAT TAGE HØST | KOMTESSE SPARRE |
FESTDEKORATØR WULFF | MADAM SØRENSEN |
JUSTITSRAAD ENGBØLLE | LØJTNANT FRIIS |
DAMER & HERRER | EN PIGE – EN OPVARTER |
1. AKT | En temmelig tarvelig, men net Dagligstue hos Oberstinde Rosenhjelm. I Baggrunden Dør ud til Entreen, paa Siderne Døre ud til den øvrige Lejlighed. |
1. SCENE | Fru Rosenhjelm. En Pige. Senere Vibeke. |
FRU ROSENHJELM |
(ser paa et Regnskab) Kaffe 86 Øre — men det er jo ikke mere end et Par Dage siden, der var Kaffe paa Regnskabet. |
PIGEN | Oberstinden har jo selv Nøglen til Bønnerne. |
FRU ROSENHJELM |
(ser videre) Gryn, Brød — og nu igen Brænde! Det er dog for galt, hvor De ødsler med alting. Jeg maa have et Øje paa hver Finger med Dem. |
PIGEN | (fornærmet) Da synes jeg dog, at de to Øjne, Oberstinden har i Forvejen, de forslaar ganske godt. |
FRU ROSENHJELM |
Vil De behage at holde Deres Bemærkninger for Dem selv. Altsaa, De beregner ogsaa Middagsmad til min Datter; jeg venter hende hjem i Dag. |
PIGEN | Der er vist Frøkenen — jeg kender hendes Ringen. |
Hun gaar ud i Entreen og kommer straks efter tilbage med Vibeke, der har noget Rejsetøj i Haanden. | |
VIBEKE | Goddag, Mama, se her har Du mig. |
FRU ROSENHJELM |
Jeg ventede Dig føst senere. |
VIBEKE | Er Du maaske ikke glad for at se mig? |
FRU ROSENHJELM |
Jo, naturligvis, kæreste Vibeke. Hansine, tag Frøkenens Rejsetøj. |
VIBEKE | Hansine maa gaa ned og betale Drosehekusken. Jeg har kun 35 øre. |
FRU ROSENHJELM |
Hvad For noget — er dine Penge slupne op? |
VIBEKE | Du ved, at mine Penge har den slemme Vane. |
FRU ROSENHJELM |
Du kunde ogsaa godt have spaseret hjem ad Smaagaderne. |
VIBEKE | Ja, med Rejsetøjet paa Nakken! |
FRU ROSENHJELM |
(tager sin Pung frem) Naa ja, Hansine, der er en Krone, gaa saa ned og betal Kusken, men pas paa, han ikke forlanger for meget. |
Pigen gaar ud i Entreen. | |
VIBEKE | Naa, Mama, hvordan har Du levet saa længe? |
FRU ROSENHJELM |
Som jeg plejer. |
VIBEKE | Lidt smalt altsaa! Ak ja, her ser noget afdanket ud, naar man kommer fra en stor, flot Herregaard. |
FRU ROSENHJELM |
Jeg haaber ikke, Du har faaet Nykker der ude. |
VIBEKE | Jo, mæn har jeg saa! Men hvad kan det hjælpe. |
FRU ROSENHJELM |
Du har altsaa moret Dig godt? |
VIBEKE | Om jeg har — glimrende. Alt var saa stort og herskabeligt derude, ligefra de gamle Lindealleer til de stive Tjenere. Det var ligesom det faldt af sig selv, at alting var smukt og rigt — ingenting nusset og smaaligt som her. At være saadant et Sted, det kalder jeg at leve. |
FRU ROSENHJELM |
Der var vel mange Gæster? |
VIBEKE | Ja, det var jo Jagttid. Vi dansede flere Gange, og jeg gjorde saadan Lykke, Mama, trods min bedagede hvide Kjole, der er fikset op tre Gange. |
FRU ROSENHJELM |
Der ser Du — Kjolen gør ikke Udslaget. |
VIBEKE | Jeg gjorde ogsaa Erobringer derude — mindst to. |
FRU ROSENHJELM |
(med Interesse) Saa — hvem var det? |
VIBEKE | Hør, har Du set noget til Tage Høst, mens jeg har været borte? |
FRU ROSENHJELM |
Han var her en Dag, lige da Du var rejst. |
VIBEKE | Siden ikke? |
FRU ROSENHJELM |
Nej. Du ved, at jeg synes ikke om den Tage Høst og holder slet ikke af den fortrolige Tone imellem jer. |
VIBEKE | Han er saa morsom at skændes med. |
FRU ROSENHJELM |
Var han ikke en Søn af min Ungdomsveninde, vilde jeg slet ikke vide af hans Besøg. Der er noget ubehagelig spottende ved ham. |
VIBEKE | Det kan jeg netop lide. Han forstaar at sætte Fingeren paa mine svage Punkter, saa jeg bliver nødt til at se nøjere paa dem og skamme mig over dem. Han er som en Slags Samvittighed for mig, jeg ved ikke selv hvorfor. |
FRU ROSENHJELM |
Naa, men Du talte om flere Erobringer. |
VIBEKE | Trøst Dig, Mama, Du bliver ikke derfor straks af med mig. Den ene var Huslæreren, en forlegen Student — |
FRU ROSENHJELM |
Aa, en Huslærer! Og den anden? |
VIBEKE | Det var Hr. Heide. |
FRU ROSENHJELM |
Den rigtige — rige Heide? |
VIBEKE | Ja, Direktøren! Hvad er han i Grunden Direktør for? |
FRU ROSENHJELM |
Aa, for adskillige Aktieselskaber. løvrigt er han jo saa rig, at han snart faar en anden Titel. Gjorde han virkelig Kur til Dig — For Alvor? |
VIBEKE | For Alvor — naa, han er jo gift. |
FRU ROSENHJELM |
Vist er han ej. |
VIBEKE | Hvad for noget! Er han ikke gift med min Kusine Annina? |
FRU ROSENHJELM |
Han er jo skilt fra hende. |
VIBEKE | De er da endnu ikke rigtig skilte. |
FRU ROSENHJELM |
Nej, kun separerede, men nu er Tiden nok netop forhaanden, at de kan blive lovformelig skilte. |
VIBEKE | Kan Du lide Hr. Heide? |
FRU ROSENHJELM |
Jeg finder, at det er en meget beleven og behagelig Mand og dertil saa overordentlig godgørende. |
VIBEKE | Ja, han er jo yderst forekommende, men er han ikke lidt komisk med sit korrekte Væsen og sine mange Penge; som han altid minder En om. |
FRU ROSENHJELM |
Penge er ikke at foragte, mit Barn! Jeg har lidt saa slemt af Næringssorger mit Liv igennem, at jeg nødig vilde se Dig begynde forfra paa dem. |
VIBEKE | Som om jeg ikke kendte dem! |
FRU ROSENHJELM |
Aa, Du er saa ung, saa gaar alting let, og jeg tager jo Stødet af, hvor jeg kan. Men vor lille Kapital begynder at smælte, og sker der ikke snart noget, saa — |
VIBEKE | Det gjør der vist ikke. |
FRU ROSENHJELM |
Saa maa Du se at blive Lærerinde eller sligt. Det er haardt for en Frøken Rosenhjelm, men hvad skal vi gøre! |
VIBEKE | Lad os ikke snakke om det, Mama — ikke nu! Gud ved hvad Hr. Heide vil tænke, naar han ser sig om i disse tarvelige Stuer. |
FRU ROSENHJELM |
(livlig) Tror Du, han kommer her? |
VIBEKE | Ja, han spurgte, om han maatte tillade sig at hilse paa min Fru Moder. |
FRU ROSENHJELM |
Og hvad svarede Du? |
VIBEKE | At han skulde være min Fru Moder velkommen. |
FRU ROSENHJELM |
Det var meget rigtigt. |
Annina kommer ind fra Entreen. |
1. AKT 2. SCENE |
Fru Rosenhjelm. Vibeke. Annina. |
ANNINA | Goddag, Tante Amalie. |
FRU ROSENHJELM |
(lidt kølig) Ah, Annina, det er længe siden, vi har set Dig her. |
ANNINA | Ja, naar man bor i Helsingør og har sin Dag optagen af Musiktimer, saa ser man jo ikke meget til Slægt og Venner her i Byen. |
VIBEKE | Nej, naturligvis. |
ANNINA | Men det var da fornøjeligt at se Dig, Vibeke. Jeg havde hørt, Du Var paa Landet. |
VIBEKE | Jeg er lige kommen hjem. Og ved Du, hvem jeg traf derude? |
ANNINA | Naa? |
VIBEKE | Din Mand. |
ANNINA | Saa —! |
FRU ROSENHJELM |
Kære Vibeke, Du kan da begribe, det Emne er ikke behageligt for Annina. |
ANNINA | Det gør virkelig ikke noget, jeg kan saa godt tale om Direktør Heide. Man behøver da ikke at være Dødsfjender, fordi man ikke vil være gift sammen. |
FRU ROSENHJELM |
Aa nej. |
VIBEKE | Jeg har aldrig rigtig forstaaet, at Du besluttede Dig til at tage bort fra ham — et saa stort og rigt Liv, som Du førte. |
ANNINA | Det er, som man tager det. Ideelt set var mit Liv just ikke rigt. |
VIBEKE | Men tænk at kunne faa alt, hvad man peger paa, og det kunde Du, ikkesandt? |
ANNINA | Ja, vist saa. Min Mand, syntes, det kastede Glans over ham selv at have en elegant Hustru. Jeg havde alt, hvad Penge kan give og ikke meget andet. |
VIBEKE | Men alligevel, at tage bort fra sit Hjem og sin Mand, blot fordi Du var uenig med ham om nogle Penge, noget, som slet ikke kom Dig ved. |
ANNINA | Det var heller ikke Grunden, det Var blot Anledningen; det er jo som bekendt, en Draabe, som faar Bægeret til at flyde over. Jeg havde længe været grundig ulykkelig; ja, jeg gjorde ogsaa ham ulykkelig, jeg var trættekjær, vanskelig, urimelig. Vi saa altfor forskelligt paa Livet, vi To, til at kunne leve det sammen. Naa, saa var det, at vi en skjøn Dag blev saa uenige, at jeg tog det overtvært og rejste min Vej. |
FRU ROSENHJELM |
Og var det straks med den tanke at blive borte for bestandig? |
ANNINA | Det tror jeg egentlig ikke. Jeg var vred, og saa tanker man jo overhovedet ikke. Men saa gik det op for mig, lidt efter lidt, da jeg kom til Ro, at er der noget, som gør En uelskværdig, saa er det Livet igennem at være hægtet fast til et Menneske, hvis inderste Væsen er En imod. Enten bliver man sløvet eller bitter. |
FRU ROSENHJELM |
Jeg finder, at har man først giftet sig med en Mand, saa maa man tage ham, som han er. |
ANNINA | Du dømmer altid saa kategorisk om de mest sammensatte Forhold, tante Amalie. |
VIBEKE | Er Du da lykkelig nu, Annina? |
ANNINA | Lykkelig! Nej, Du kan tro, det er ikke morsomt Dag ud og Dag ind at spille Skalaer med dumme smaa Skolepiger, men jeg lever i Fred med mig selv, og jeg tror, at jeg nu er et fornuftigere og bedre Menneske, end jeg kunde være bleven det i Samliv med Heide. Og alligevel — ja, til jer kan jeg jo nok sige det — jeg lider ved at være kommen paa Kant med Samfundet, for en fraskilt Kone er nu engang pas Kant med mange gængse Anskuelser. |
FRU ROSENHJELM |
Ja, de Fleste synes jo ikke om det. |
ANNINA | Jeg ved naturligvis, at det er dumt at blive ilde berørt af en kold Hilsen eller et lidt saarende Ord, men jeg er meget pirrelig paa det Punkt. Jeg er af dem, der gaar to skridt tilbage, naar jeg ser, Andre gaar eet. Jeg føler mig tidt saa underlig ene og uforstaaet — naa, men her sidder jeg og snakker om mig selv. Det var ikke Meningen med mit Besøg. |
VIBEKE | Det sætter vi netop Pris paa. |
ANNINA | Det var noget andet, jeg kom for – – men jeg opholder jer maaske? |
FRU ROSENHJELM |
Aldeles ikke. Jeg venter netop Besøg af Fru Kvist og Komtesse Sparre. |
VIBEKE | I hvad Anledning? |
FRU ROSENHJELM |
Det ved jeg ikke. De har begge ladet mig vide, at de vilde komme. |
ANNINA | Naa ja — mit Ærinde skal ikke tage lang Tid op. Jeg vilde kun tale lidt med jer om Madam Sørensen. |
FRU ROSENHJELM |
(misfornøjet) Herregudl Er det nu igen galt fat med hende? |
ANNINA | Ja, hun gaar jo ud og vasker og gør rent, men det forslaar saa lidt, og derfor vil jeg bede Dig, om Du ikke vil tage Dig lidt af dem, Tante Amalie. Hun har, jo dog i sin Tid tjent saa trofast i vor Familie. |
FRU ROSENHJELM |
Men fortjener de ogsaa Hjælp? Tror Du ikke, at det for en hel Del er gaaet dem skævt paa Grund af egen Uduelighed og Letsindighed? |
ANNINA | Maaske, men Du ved, Fattigdom sløver, og den Ulykke, at de mistede de Penge, de havde arvet, dengang ved Falliten, det tog helt Modet fra dem. |
FRU ROSENHJELM |
Ja, det var jo meget beklageligt. |
ANNINA | Jeg føler mig selv lidt ansvarlig for det og hjælper dem saa godt, jeg kan, men jeg har jo ikke saa meget. |
FRU ROSENHJELM |
Jeg ikke heller. |
ANNINA | Nej, det ved jeg, men da Du jo alligevel har gjort det til din Opgave at gøre vel — med Andres Penge, kunde det saa ikke komme Madam Sørensen lidt til Gode? Du virker jo i saa mange velgørende Foreninger — |
FRU ROSENHJELM |
Ja ganske vist, men det er altsammen efter System — i bestemte Rubriker. |
VIBEKE | Ja, saadant noget som Søndagshjem for Soldater og — og Hjem for forvildede Piger. |
FRU ROSENHJELM |
Og Børnehjem for spæde Børn. |
ANNINA | (smiler) I den Følgerække er der unægtelig System. |
FRU ROSENHJELM |
(fornærmet) Jeg beder Dig — |
ANNINA | Men er der nu slet ikke nogen Rubrik for saadan en stakkels nødlidende Familie? |
FRU ROSENHJELM |
For mit Vedkommende ikke, men der er jo andre Foreninger — |
VIBEKE | Mama, vi kan idetmindste give hende Kort til de opbyggelige Foredrag om Lørdagen. |
ANNINA | Ja Tak, men kunde I ikke først skaffe hende lidt gammelt Tøj? |
VIBEKE | Vi har vist ikke i øjeblikket andet end et Par aflagte Balkjoler. |
FRU ROSENHJELM |
Dem har hun næppe Brug for. |
ANNINA | Nej, men vi kan jo spørge hende ad. |
FRU ROSENHJELM |
Hvordan, er hun her? |
ANNINA | Ja, hun sidder i Entreen med to Børn. |
VIBEKE | Har Du fulgtes paa Gaden med hende? |
ANNINA | Ja, hvorfor ikke? |
FRU ROSENHJELM |
Annina, har jo altid holdt af at være original. |
ANNINA | Det er sandelig bedrøveligt, hvis der er noget originalt ved at tage sig lidt af en stakkels fattig Kone. Ja, undskyld, at jeg tog hende med, Tante Amalie; ganske vist har Du stor Interesse for de Fattige, men jeg ved, Du vil helst have dem paa Frastand — i Rubriker. |
FRU ROSENHJELM |
(med Værdighed) Vibeke, lad Madam Sørensen komme ind. |
Vibeke gaar hen i Dørem og kalder paa Madam Sørensen. |
1. AKT 3. SCENE |
Annina. Fru Rosenhjelm. Vibeke. Madam Sørensen (fattigt klædt med to lurvede Børn). |
ANNINA | Kom kun nærmere, Madam Sørensen! |
MADAM SØRENSEN |
(nærmer sig med Børnene) Jeg siger saa mange Tak. |
ANNINA | Nu har jeg talt med min Tante, og hun har lovet at se, om hun kan gøre noget for Dem. |
MADAM SØRENSEN |
Jeg siger saa mange Tak. (Ser paa Vibeke) Nej Jøsses, hvor Frøkenen er bleven stor og pæn. |
VIBEKE | Synes De! |
FRU ROSENHJELM |
Det er jo bedrøveligt, at det er gaaet saadan tilagters for Dem, Madam Sørensen. |
MADAM SØRENSEN |
Aa Gud ja, Oberstinden kan tro, at det er en slem Redelighed der hjemme, siden at jeg ikke kan tage rigtig fat, ved det at det er saa galt med mine Ben efter Barselsengen. De er saa slemme til at hovne op og sætte sig i Knuder, naar jeg staar hele Dagen og vasker, og derfor er jo mestendels alt det, vi havde, det er sat ud, ved det at Sørensen, han kom paa Hospitalet, da han var falden ned ad Trappen i Mørke. |
VIBEKE | Herregud. |
MADAM SØRENSEN |
Ja, og saa fik han jo to Fingre satte af, ved det at der gik Benedder i dem, saa at han ikke mere kan arbejde i Haandteringen, ved det at han var Skræeder. |
VIBEKE | Det var da slemt, at han skulde komme saadan til Skade. |
MADAM SØRENSEN |
Aa Gud, jøsses ja, Frøken, det var heller aldrig gaaen saa uheldigt, hvis at ikke just han havde været svirendes. |
FRU ROSENHJELM |
Fy, drikker Deres Mand? |
MADAM SØRENSEN |
Drikker — naa det er nu saa meget sagt, men det er jo ikke saadan for den fattige Mand at holde sig nøgtern, ved det at Snapsen, den strammer jo op, saa længe det varer. |
FRU ROSENHJELM |
Det kan sandelig ikke hjælpe at give de ydre Forhold Skylden, gode Madam Sørensen. |
MADAM SØRENSEN |
Nej naturligvis, det forstaar sig; hvad Drik anbelanger, saa er det ikke saadan med eet Ord at sige, hvor som at Skylden ligger. |
VIBEKE | Men Deres Mand er da ikke slem ved Dem? |
MADAM SØRENSEN |
Nej Jøsses nej, han lægger aldrig i Verden Haanden paa os, naar ikke det engang imellem er, at han har fanet lidt for meget, og saa ved han jo knapt selv af det at sige. |
FRU ROSENHJELM |
Den Undskyldning kender vi. |
MADAM SØRENSEN |
Det er saamænd ingen Undskyldning, saadan er Sørensen. Før jeg kom i Barselseng, var han saa magesløs pæn imod mig, mens at jeg var saa daarlig ved Kræfter, ved det at det ikke er saadan at stag i Vaskerballien, mens man gaar for faldendes Fode. |
FRU ROSENHJELM |
Hvor mange Børn har De, Madam Sørensen? |
MADAM SØRENSEN |
Vi har kuns otte levendes, og een er jo pukkelrygget, det lille Skind. Jeg har haft to Gange Tvillinger, ja, jeg har saamænd saa. |
FRU ROSENHJELM |
Otte Børn, det er dog for galt. |
MADAM SØRENSEN |
Hvad skal man sige, man maa jo tage det, Vorherre sender En. |
FRU ROSENHJELM |
(strengt) Nej hør, min gode Kone — |
MADAM SØRENSEN |
Oberstinden kan tro, at ikke en eneste af de smaa liv vilde jeg have undvaaren, og hvem ved, om ikke det er Vorherres Mening, at de skal være En til Trøst og Hjælp paa de gamle Dage. Amanda, snyd Næsen i dit Forklæde og staa ikke der og snøft i den fine Stue, hører Du! |
VIBEKE | Er det Deres ældste? |
MADAM SØRENSEN |
Ja, hende der, det er den ældste, hun er lidt tunghørig af sig og daarlig i Ørnene. Hun hedder Sigvaldine, for jeg er nu af dem, der siger, at et pænt Navn, det kan man da immer give sine Børn; det er jo lige dyrt. Men Amanda der, det er ikke vores egen, det er blot en, vi har taget til os i Sommers. |
FRU ROSENHJELM |
Taget til Dem — De, i Deres Kaar? |
MADAM SØRENSEN |
Herregud, Frue, det kan jo ikke gøre synderlig Forskel, om man er En mere eller mindre, naar man dog ingenting har. |
FRU ROSENHJELM |
Men — |
MADAM SØRENSEN |
(Klapper Barnet paa Hovedet) Det kom sig al, at Moderen, hun boede inde i Kammeret ved Siden af og raabte med Fisk paa Gaden, og saa en Morgen tidlig kommer Amanda skrigendes ud paa Gangen, fordi hun havde hængt sig om Natten, jeg mener Moderen, og saa kom hun ind til os med det samme, jeg mener Amanda. Og der var Sørensen rigtignok magesløs honnet, for saadan er han, naar det kommer an paa noget. Han sagde ikke andet, end: Ja ja, Mutter, naar Tøsen Ingen har at gaa til, saa faar vi jo beholde hende. Og det har jeg saamæend heller aldrig fortrudt paa, for hun er jo saa sjælden udspekuleret, det Barn, men man siger jo ogsaa, at Faderen, han var Krigsassessor. |
FRU ROSENHJELM |
Det er alligevel en utilgivelig Letsindighed. |
MADAM SØRENSEN |
Ja kanske, men jeg ved med mig selv, at hun skulde have faaet en pæn Opdragelse sammen med de andre, naar at ikke det havde vieret, at det var gaaen saa sørgeligt med Arven, vi fik, de fire tusinde Kroner. |
FRU ROSENHJELM |
Dem kunde De -maaske have passet bedre paa, Madam Sørensen, men saadan gaar det, naar man lader Begærlighed og Letsindighed raade. |
MADAM SØRENSEN |
Men det kunde vi da ikke gøre for, at det Dampskibsstads, det spillede Fallit. (Peger paa Annina) Det ved da Fruen der selv — |
ANNINA | (afværgende) Ja vist, Madam Sørensen. |
MADAM SØRENSEN |
Men ved det, at det er ganen saadan tilbages for os, og vores Tøj, mestendels det meste af det, er sat ud, saa vilde jeg gærne spørge, om at ikke Oberstinden kunde skaffe os lidt Hjælp i en Forening til en Lirekasse til Sørensen. |
FRU ROSENHJELM |
Vi faar at se. |
Fru Kvist og Fanny komme ind fra Entreen og se lidt forbavsede paa Madam Sørensen. | |
FRU KVIST | (hilser) Goddag! |
FRU ROSENHJELM |
Velkommen, Fru Kvist! Ja, Madam Sørensen, De ser, jeg har faaet Gæster. — De maa vente eller komme igen. |
ANNINA | Gaa heller, Madam Sørensen. |
MADAM SØRENSEN |
Jeg vilde blot sige, at ved det at Sørensen er bleven af med sine Fingre — |
FRU ROSENHJELM |
Ja — ja — |
MADAM SØRENSEN |
Og ved det at han ikke mere kan sy saa meget som et Knaphul — |
FRU ROSENHJELM |
Det maa vi tale om senere. |
MADAM SØRENSEN |
Jeg siger saa mange Tak, saa kommer jeg igen en anden Gang. Sigvaldine og Amanda, sig saa pænt Adjøs og kom. |
Hun gaar ud i Entreen med Børnene. |
1.AKT 4. SCENE |
Fru Rosenhjelm. Vibeke. Annina. Fru Kvist. Fanny. |
FRU ROSENHJELM |
Jeg maa bede Dem undskylde. |
FRU KVIST | Bevares, jeg kunde se, det var en af Deres Fattige. |
FANNY | Goddag, søde Vibeke, hvordan har Du haft det? — |
FRU ROSENHJELM |
Min Niece, Fru Heide, Fru Kvist med Datter. |
FRU KVIST | Aa, vi er Bekendte fra gamle Dage! Hør, kære Oberstinde, jeg haaber ikke, De har ventet paa os. |
FRU ROSENHJELM |
Vist ikke, sid dog ned. |
FRU KVIST | Ja Tak, men vi maa straks videre. De kan ikke tænke Dem alt det, Fanny og jeg har at udrette i Dag. Vi har allerede været til to Fødselsdage, en Bryllupsvisit og et Kondoleneebesøg. Det var hos Smiths; de var forresten ret fornøjede, men de har jo ogsaa arvet. |
FANNY | De har allerede faaet nyt Gulvtæppe. |
FRU KVIST | Ak ja, det selskabelige Liv paalægger En meget Slid. I Dag er jeg saa anstrengt, at jeg er paa Randen af en Nervekrise. |
FANNY | Se endelig at opsætte den, til vi kommer hjem. |
ANNINA | Hvorfor paatager De Dem saa meget? |
FRU KVIST | De kan tro, det er ikke med min gode Vilje. Jeg levede allerhelst et stille Liv i Hjemmet, men saadan ønsker min Mand det ikke. Han lever desværre meget for det Ydre og kan aldrig faa nok al Forlystelser og Uro. Jeg finder nu alt det saa tomt, men det er jo ikke Enhver givet at blive forstaaet i sine inderste Tanker og Stemninger. Søde Vibeke, giv mig et Glas Vand, jeg er bleven ganske has af at snakke. |
FRU ROSENHJELM |
Sid dog saa lidt i Ro og hvil Dem. |
FRU KVIST | Nej, vi maa videre, men først maa vi tale med Dem. Det er i Anledning af et veldædigt Øjemed, en lille Basar med lidt Komedie og Musik. |
FANNY | Og Dans. |
FRU ROSENHJELM |
I hvilket Formaal? |
FANNY | Ja, hvad er det nu! |
FRU KVIST | Til Fordel for et Hjem for Drenge i Overgangsalderen paa Nørrebro. |
ANNINA | Men hvis der nu ogsaa er Drenge, som trænger til det paa Vesterbro? |
FANNY | Saa maa de flytte. |
FRU ROSENHJELM |
Naturligvis, man maa jo gaa frem efter et System. |
FRU KVIST | Vi havde først tankt paa et Børnehjem, men dem vrimler der jo af, og saa fandt Pastor Mathiesen, at der savnes god Paavirkning for opvoksende Drenge — De ved Gadedrenge — |
FANNY | Ja, dem der løber om paa Gaden og spiller Top og Klink. |
FRU KVIST | Han siger, at for den Aldersklasse er der endnu en dybtfølt Trang til Hjem og Tilflugtssteder. |
ANNINA | Men er De nu vis paa, at de ikke vilde blive til flinkere og fornøjeligere Mennesker ved at løbe frit om og spille Pop? |
FANNY | Uf nej, de spytter og er saa næsvise. |
FRU KVIST | Og i saadanne Hjem skal de lære Moral og Træsnitteri og alle Slags nyttige Ting. |
FANNY | Og nu, inden Selskabeligheden begynder, trænger Folk rigtig til en lille Lystighed. |
FRU KVIST | Men vi maa endelig have Dem med, Oberstinde. – |
FRU ROSENHJELM |
Ja Tak, men — |
FRU KVIST | Ikke noget men — vi, kan slet ikke undvære Dem. |
VIBEKE | Aa, sig ja, Mama! |
FRU KVIST | De er jo saa inde i det, saa dygtig. |
FANNY | Moder siger altid, at det er saa fornuftigt al Dem, at De har slaaet Dem paa det Velgørende. Der falder altid lidt Fornøjelser af uden Bekostning. |
FRU KVIST | (ser pas hende) Jeg mener, det kan være ret fornuftigt, naar man har en Datter og ikke har Lejlighed til at se Mange hos sig. Herregud, en ung Pige skal dog se sig lidt om og adspredes — |
FRU KVIST | Vi er jo ogsaa selv med til en Del af den Slags. |
FANNY | Ja, indtil Fader har faaet en Orden. |
FRU KVIST | Fanny dog — hun er saa spøgefuld, Barnet. |
Komtesse Sparre kommer ind fra Entreen |
1. AKT 5. SCENE |
Fru Rosenhjelm. Vibeke. Annina. Fru Kvist. Fanny. Komtesse Sparre. Senere Løwener og Fabrikant Kvist. Tilsidst Festdekoratør Wulff. |
KOMTESSE SPARRE |
Goddag! |
FRU ROSENHJELM |
Ah, Komtesse Sparre — goddag! De kender jo Fru Kvist og Datter? |
KOMTESSE SPARRE |
Jeg har den Fornøjelse. |
FRU ROSENHJELM |
Maaske ogsaa min Niece, Fru Heide? |
KOMTESSE SPARRE |
(stift) Jeg tror, jeg i tidligere Dage har truffet Fruen. (Tager Plads) Kære Oberstinde, jeg kommer for at trække en Veksel paa Deres gode Hjerte, som man aldrig taler forgæves til, naar det gælder at hjælpe de ulykkeligt stillede her i vor By. |
FRU ROSENHJELM |
Sig ikke det. |
FRU KVIST | Jo, De er utrættelig. |
FANNY | Mageløs! |
KOMTESSE SPARRE |
Vi ved jo desværre, hvor mange Fristelser og nedbrydende Tendenser, der nu til Dags vildleder Ungdommen, og hvor ihærdigt man maa anstrenge sig for at modarbejde de slette Hjems Indflydelse. Derfor agter en Kreds at træde sammen for at foranstalte en lille Fest eller Aftenunderholdning til Fordel for et Hjem for Ynglinge i den farlige Overgangsalder. |
FANNY | Paa Nørrebro! |
FRU KVIST | Det er i Orden. Oberstinden er med. Jeg ogsaa. |
KOMTESSE SPARRE |
(fornærmet) Hvorledes. — ja, saa er jo min Henvendelse overflødig. Man havde ellers overdraget ulig at samle de Damer, der skal staa i Spidsen for Foretagendet. |
FRU KVIST | Jeg skal nok spare Komtessen for lidt af Ulejligheden. |
KOMTESSE SPARRE |
Jeg takker. (til Fru Rosenhjelm) Det er mig nemlig magtpaaliggende, at Festen faar et Præg af den fineste Tone. Ellers kan jeg ikke være med. |
FRU ROSENHJELM |
Selvfølgelig, kære Komtesse! |
KOMTESSE SPARRE |
(tager et Papir frem) Her er en Liste paa de Damer, «jeg» henvender mig til. De ser — lutter udsøgte og formaaende Navne — en Grevinde, en Etatsraadinde, en Kammerjunkerinde, en Pastorinde — |
FRU KVIST | Og paa min Liste har jeg en Hofblikkenslagerinde. |
KOMTESSE SPARRE |
Saa — maaske flere ligesaa distingerte Titler? |
FRU KVIST | Nej, ellers kun simple Fruer, ligesom jeg selv. |
FRU ROSENHJELM |
Hvad gør det, naar kun Hver gør Sit til at Fremme det smukke Formaal. Det er jo derfor, vi træder sammen. |
FANNY | Og saa for at faa en Svingom. |
FRU ROSENHJELM |
Hvad har De tænkt at give? |
FRU KVIST | Mener De til Øjemedet? |
FRU ROSENHJELM |
Jeg mener til Underholdningen. |
FRU KVIST | Naa — lidt Komedie! |
FANNY | Og Tableauer! |
KOMTESSE SPARRE |
Og Musik! |
VIBEKE | Vi faar vel Sang af Hr. Løwener. |
FRU KVIST | Og Justitsraad Engbølles Fløjtesolo. |
FRU ROSENHJELM |
Nej, han gør saa mange Ophævelser. |
KOMTESSE SPARRE |
Og han blæser falsk. |
FANNY | Ja, men han giver hundrede Kroner til alle de Basarer, hvor han faar Lov til at blæse et Fløjtenumer. |
FRU KVIST | Saa kan min Datter synge sin Valserie. |
FANNY | Nej, min Lærerinde er syg, og hun forstaar saa godt at hjælpe efter paa de høje Toner. |
FRU KVIST | Men De kan maaske akkompagnere min Datter, Fru Heide. De er jo saa øvet i det. |
ANNINA | Det skulde ellers være mig en Glæde, men, jeg har ikke megen Interesse for den Art Velgørenhed og overlader den helst til Andre. |
KOMTESSE SPARRE |
(sagtere til Fru Kvist) Maa det idetmindste ikke være mig tilladt at blive taget med paa Raad angaaende de Assisterende. Hvis ikke, maa jeg give Afkald paa, at være med. |
FRU KVIST | Den Sorg gør De os vel ikke. |
Fuldmægtig Lewener ug Fabrikant Kvist komme ind Fra Entreen. | |
FULDMÆGTIG LØWENER |
(hilser) Mine Damer — |
FRU ROSENHJELM |
Ah, der har vi jo Hr. Løwener! |
FRU KVIST | Og min Mand! Hvordan lever Du, Kvist? Jeg har saamænd ikke set ham i to Dage. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
(sagtere) Hvad ser jeg — Fru Annina Heide! Det glæder mig meget at se Dem. |
ANNINA | (giver ham Haanden) Mig gaar det ligedan. |
FABRIKANT KVIST |
Fru Oberstinde, Fuldmægtig Løwener og jeg mødtes her udenfor. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
I samme Ærinde. |
FABRIKANT KVIST |
Ja, vi kommer for at appellere til Oberstindens varme Følelse — |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Vi ved af Erfaring, at den fornægter sig ikke, hvor det gælder et veldædigt Øjemed. |
FABRIKANT KVIST |
Tillader De — maa jeg føre Ordet! Vor Tid er jo i saa mange Henseender sørgelig, og der er saa megen Nød og Kamp — |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Hvor bliver «de nedbrydende Tendenser» af? |
FABRIKANT KVIST |
Giv dog Tid! |
FANNY | Er det Drengehjemmet paa Nørrebro? |
FABRIKANT KVIST |
Ja, vi vilde anmode Oberstinden — |
VIBEKE | Tak, vi har faaet det i tre Udgaver. |
KOMTESSE SPARRE |
Vi er netop i Færd med at drøfte Sagen. |
FABRIKANT KVIST |
Saa er den jo i de bedste Hænder. Maa jeg blot udtale, at det skal være mig en Fornøjelse at gøre alt, hvad jeg kan — skrive, deklamere, tale — |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Tak, heller betale. |
FANNY | Det vil han ikke saa gerne. |
FRU ROSENHJELM |
Hr. Kvist er saa bekendt for sin altid redebonne Elskværdighed. |
FRU KVIST | Han kan sagtens være elskværdig — han er aldrig hjemme. |
KOMTESSE SPARRE |
(sagte til Fru Rosenhjelm) Bedste Oberstinde, var det ikke tænkeligt, at vi kunde faa denne Fru Kvist og hendes Mand til at trække sig tilbage? Der bliver en mindre fin Duft over det hele, naar de er med. |
FRU ROSENHJELM |
Hvad skal man sige — vi kan jo ikke undvære den solide Pengeverden. |
KOMTESSE SPARRE |
Er det ikke Sennep, han fabrikerer? |
FRU ROSENHJELM |
Nej, Blanksværte. |
VIBEKE | (til Fanny) Det værste er, at jeg maa have en ny Baldragt. |
FANNY | Jeg har en, den er flot, kan Du tro! |
FRU KVIST | (sagte til Fru Rosenhjelm) Hør, kan vi ikke blive fri for den opblæste Komtesse Sparre. Hun gør det hele stift og kedeligt. |
FRU ROSENHJELM |
Kære Frue, hun repræsenterer jo den fine Verden! |
VIBEKE | Skal De være med i Komiteen, Hr. Løwener? |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Frøken, vis mig en Komite, hvor jeg ikke er med. |
FANNY | Men Gud ved om De egentlig udretter noget videre. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Jo Masser — i Tanken. De ved ikke, hvor mange veldædige Erfaringer dette Hoved rummer. |
FRU ROSENHJELM |
Lad dem saa komme os Andre lidt til Gode. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Bedste Frue, havde De ikke mig, kunde De pakke sammen. Min Barytonsolo er ligesaa nødvendig ved enhver Veldædighedsfest, som Gartner Olsens Lavrbærtræer. |
FRU KVIST | Hør, dem maa vi huske at bestille i Tide. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Det behøves ikke. De spaserer derhen af sig selv tilligemed Valdhornene. |
PIGEN | (kommer ind) Festdekoratør Wulff er derude og spørger, om det er Oberstinden belejligt at tage imod ham. |
FRU ROSENHJELM |
Ikke i øjeblikket. Sig, at jeg har Besøg. |
FRU KVIST | Lad ham dog komme ind. Vi faar naturligvis Brug for ham ved Basaren. |
FRU ROSENHJELM |
Vel, saa bed Hr. Wulff komme ind. |
Festdekoratør Wulff kommer ind fra Entreen. | |
DEKORATØR WULFF |
(hilser) Jeg beder aller ærbødigst undskylde, ifald jeg kommer til Ulejlighed, men jeg ved, der skal afholdes en Fest til Fordel for et Drengehjem, ikke? |
FRU ROSENHJELM |
Jo! |
DEKORATØR WULFF |
Det er ogsaa kommet mig for øre, at Fru Oberstinden bliver blandt de Indbydende — som sædvanlig, saa jeg vilde blot tillade mig at anbefale mig hvad Dekorationsarbejdet angaar. |
FRU KVIST | Saa maa De ogsaa se at finde paa noget fikst. |
DEKORATØR WULFF |
Frue, De kan stole paa mig. Jeg er lige kommen hjem fra en Studierejse i Berlin og Paris, hvor jeg har studeret mit Fag paa de fineste etablissementer, og naar dertil kommer – jeg tror at kunne sige — en medfødt Skønhedssans, saa tør jeg nok love, at jeg skal give Dekorationsfaget et kunstnerisk Opsving her i Byen. |
FANNY | Ja, De gør det jo saa nydeligt. |
DEKORATØR WULFF |
Frøken, det glæder mig. Her er ganske vist lidt smaa Forhold, men til Gengæld solide Entrepriser; Begravelser, Brylluper, Maskerader, Daabshøjtideligheder, Jubilæer, Skoleindvielser, Festoptog og saa videre, jeg arrangerer det altsammen stilfuldt med Emblemer, der svarer til Lejligheden. |
FRU ROSENHJELM |
Ja, men — |
DEKORATØR WULFF |
Dertil kommer min meget omfattende Forretning i Guldvarer. Jeg leverer Guld og Sølvbesætning til mindst fjorten Theatre i Indland og Udland, foruden Prækestoleomhæng og Messehagler, og saa er der jo desforuden Frimureremblemer og Faner, ogsaa Epauletter og trekantede Hatte. Til det altsammen bruges der et betydeligt Kvantum Forgyldning. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
(smiler) Ja, baade ægte og uægte! |
DEKORATØR WULFF |
Mest uægte. Det tager sig ligesaa godt ud og koster det halve. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Men det drejer sig altsag her om en Velgørenhedsfest. |
DEKORATØR WULFF |
Velgørenhedsfest fortræffeligt! Netop i disse Dage har jeg syslet med et meget interessant Udkast til en filantropisk Bagvæg, noget ganske nyt. |
KOMTESSE SPARRE |
Naar blot det saa ikke bliver for dyrt. |
DEKORATØR WULFF |
Ikke hos mig, Deres Naade. Kunsten er at gøre det virkningsfuldt med smaa Midler. En veldædig Sentens i Midten, stærkt belyst, jeg har Sentenser i alle Arter fikse og færdige i Skabloner. Der omkring et halvhundrede Potteplanter, et Par Dusin Palmeblade flot henkastede mellem Flag med Guldkvaster, og som Afslutning seks Buster enten af kongelige Personer eller allegoriske Guder — efter Behag. Charmant — meget chic! (tager en Bog frem) Maaske jeg har Tegningen hos mig. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Ja, lad os se! |
DEKORATØR WULFF |
(blader) Her — nej, det er et Skovbal — Skøjtefest — hm — politisk Højrefest, politisk Venstrefest — Skib af Stabelen, nej, det maa være i den anden Skitsebog, men jeg har det i Hovedet; jeg skal i et Par Minuter gøre et lille Udkast for Fuldmægtigen, hvis Fru Oberstinden er saa naadig at have et Stykke Papir. |
FRU ROSENHJELM |
Ja der – i den anden Stue — paa Skrivebordet. Vibeke, vil Du ikke — |
FULDMÆGTIG LØWENER |
Nej, vi kan jo gaa derind, men jeg tager Fru Heide med som Smagsdommer. |
ANNINA | Som saadan duer jeg vist ikke meget. |
Han gaar med Løwener ud til højre | |
FABRIKANT KVIST |
Men nu en Tribune, Hr. Wulff, til Foredragene. |
DEKORATØR WULFF |
Det er netop mit særlige Talent! Nogle mørke douce Draperier, der fremhæver Talerens Fysionomi og Minespil — jeg har en i Blaat, der netop vil være noget for Hr. Fabrikanten. |
Han gaar med Kvist samtalende ud til højre. | |
FRU ROSENHJELM |
Ønsker Damerne ikke ogsaa at se Hr. Wulffs Tegning. |
FRU KVIST | Nej, Fanny og jeg maa afsted. |
FANNY | Vi skal i Butiker. |
FRU KVIST | Men først skal vi i Kirke og se paa et Bryllup Klokken tre. |
FANNY | Og nu er den halv fire. |
VIBEKE | Saa opgiv det heller. |
FANNY | Nej, vi har lovet Frøknerne Birch ganske bestemt at se deres lyserøde Kjoler. |
FRU KVIST | Farvel, kære Fru Rosenhjelm — saa bliver der vel snart et Komitemøde. Hør, sig til Kvist, at vi vist kommer for sent hjem til Middag. |
FANNY | Han skal jo selv i Herreselskab. |
FRU KVIST | Naa, det er sandt, saa gør det ikke noget. Kom saa, Fanny, farvel! |
FANNY | Farvel! |
De gaa ud i Entreen, fulgte ud af Vibeke, med hvem de tage Afsked, mens Fru Rosenhjelm og Komtesse Sparre gaa samtalende ud til højre. Vibeke kommer tilbage og ordner noget i Stuen. Straks efter kommer Tage Høst ind fra Entreen. |
1. AKT 6. SCENE |
Vibeke. Tage Høst. |
KANDIDAT TAGE HØST |
Goddag, Frøken Vibeke! |
VIBEKE | (vender sig rask om) Aa, Tage Høst! Det var da rart at se Dem igen. |
KANDIDAT TAGE HØST |
De ser helt fornøjet ud ved at se mig. Man skulde næsten tro, De har savnet mig der ude paa Landet. |
VIBEKE | Det skal De ikke smigre Dem med. |
KANDIDAT TAGE HØST |
Tør jeg da smigre mig med, at De i Ny og Næ har skænket mig en Tanke? |
VIBEKE | Det ved jeg virkelig ikke. |
KANDIDAT TAGE HØST |
Takker for Æren. |
VIBEKE | Hvor ved man, hvad man tænker paa. Det gør man jo som oftest, ligesom man ser og hører, ganske uvilkaarligt, og det er vel tidt de bedste Tanker, man har paa den Maade. |
KANDIDAT TAGE HØST |
Uden at tænke! |
VIBEKE | Uden at tænke efter, undskyld! Men hør, er det rigtig høfligt og passende, at De aldeles ikke spørger, om min Moder er til Stede? |
KANDIDAT TAGE HØST |
Kunde det ikke ogsaa varre høfligt at sige, at det er mig vigtigst, at De er til Stede. |
VIBEKE | De skulde være lidt elskværdigere mod Mama, saa indbød hun Dem oftere. Hun kan ikke rigtig lide Dem. |
KANDIDAT TAGE HØST |
Nej, saa snart hun ser mig, bliver hun fornærmet over, at jeg ikke vil være Urtekræmmer istedetfor Timelærer. |
VIBEKE | Ja, hun synes, at naar Deres Onkel vil tage Dem ind i sin indbringende Købmandsforretning, saa er det meget egenkærligt af Dem, at De ikke vil, naar De har en Moder og tre Søstre, som De kunde hjælpe til et behageligere Liv. |
KANDIDAT TAGE HØST |
Jeg har en Moder, som ikke vilde købe et behageligere Liv med sin løfterige Søns Fremtid. Saa dumme kan Mødre være. |
VIBEKE | Men, synes De da ikke, det var dejligt at tjene mange Penge? De kunde jo godt ved Siden af skrive og studere. |
KANDIDAT TAGE HØST |
Ja, mens jeg vejede Svedsker. |
VIBEKE | I Deres Fritid! |
KANDIDAT TAGE HØST |
Det, man kalder Kunst og Videnskab, holder nu engang ikke af at dele. |
VIBEKE | Hvis De faar den Universitetsgrad, som De studerer til, giver den Dem saa noget at leve af? |
KANDIDAT TAGE HØST |
Nej. |
VIBEKE | Men naar De saa skriver en Bog? |
KANDIDAT TAGE HØST |
Saa giver den mig vist heller ikke noget at leve at. |
VIBEKE | Men hvis den nu var rigtig god og ny? |
KANDIDAT TAGE HØST |
Saa især ikke. |
VIBEKE | Men saa ender det jo med, at De sulter. |
KANDIDAT TAGE HØST |
Naa ja, saa faar jeg at sulte lidt. Jeg synes nu ikke, at Penge betyder saa overmaade meget. |
VIBEKE | Det gør jeg. |
KANDIDAT TAGE HØST |
Vilde De da, ogsaa De, råade mig til at opgive det, jeg vil og tror, at jeg kan, for at faa et pænt Udkomme og en saakaldt borgerlig Stilling? |
VIBEKE | Nej, i al Evighed ikke. |
KANDIDAT TAGE HØST |
Der ser De! De gjorde det ikke selv. |
VIBEKE | Jo, det tror jeg — jo, jeg gjorde det. Jeg beundrer Dem for, at De kan ofre saa meget for en Idé. Det kunde jeg ikke. |
KANDIDAT TAGE HØST |
Jo, vist kunde De saa. Skam Dem at sige det. |
VIBEKE | Nej, jeg skammer mig ikke — De skal ikke tro mig bedre, end jeg er. Jeg ønsker at høre til de Rige, de Fremtrædende, de Priviligerede. Jeg er saa bange for en ringe smaatskaaren Tilværelse, fuld af Slid og Savn. Og jeg er saa bange for, at jeg ikke skal blive gift. |
KANDIDAT TAGE HØST |
Ja, det er jo Kvindernes Embedseksamen. |
VIBEKE | Mama siger, at bliver jeg ikke gift, saa maa jeg være Lærerinde. Tænk Dem, der er ikke andet for. Vi har jo næsten ikke andet at leve af end Mamas Pension. |
KANDIDAT TAGE HØST |
Naa, saa bliv Lærerinde. |
VIBEKE | Ja, men det vil jeg saa forfærdelig nødlig. Jeg vil slet ikke. Passer jeg maaske til at hærpe A. B. C. med nogle dumme Smaaunger? |
KANDIDAT TAGE HØST |
Og De kan naturligvis selv ingenting? |
VIBEKE | Aa, det samme som de fleste andre unge Piger. |
KANDIDAT TAGE HØST |
Det vil sige, De kan spille seks Klaverstykker, hvoraf de tre udenad, og De kan male Blomster paa Terrakotta saadan, at man uden for stor Risiko tør gætte paa, om de forestiller en Rose eller Forglemmigej. |
VIBEKE | De tager fejl, jeg er virkelig meget flink. |
KANDIDAT TAGE HØST |
I hvad? |
VIBEKE | I — i Sprog og Geografi og den Slags. |
KANDIDAT TAGE HØST |
Lad os saa høre — hvor ligger for Eksempel Kuba? |
VIBEKE | I Vestin — eller i Ostindien! Netop de Øer løber altid lidt rundt for mig. |
KANDIDAT TAGE HØST |
Derfor vil De ikke trække dem paa? |
VIBEKE | Nej Tak, de trykker. |
KANDIDAT TAGE HØST |
De er en underlig En. Der kan være noget saa fint og ægte ved Dem, noget, som er helt Deres eget, og saa med eet er det borte, og De er kun et lille Pjankehoved. |
VIBEKE | Heldigvis er der dem, der har bedre Tanker om mig. |
KANDIDAT TAGE HØST |
Det er, ligesom der afvekslende lød to Slags Musik for Deres Øren, en ren smuk Toneklang og saa en banal Polka. Tag Dem i Agt, at ikke Polkaen faar Overtaget. |
VIBEKE | Og hvad saa — hvad saa! Jeg holder nu med Deres Tilladelse af det, De kalder Polkaen. (sætter sig til Klaveret og spiller) For Eksempel denne, er den ikke køn? Den hedder «Til Ballets Dronning». |
KANDIDAT TAGE HØST |
Hold dog op. |
VIBEKE | (bliver ved og vender sig af og til imod ham) Nej, aldeles ikke. Jeg er, som jeg er. Jeg holder af Pynt, ja, og af Dans og Fornøjelser, ja, og af Smiger og Luksus, ja, og jeg har Lyst til alt muligt, til at være med og more mig og nyde og leve, ja, (synger Melodien med) |
Direktør Heide kommer ind fra Entreen. |
1. AKT 7. SCENE |
Vibeke, Tage Høst. Heide. Senere Fru Rosenhjelm, tilsidst Kvist, Løwener, Annina, Komtesse Sparre og Festdekoratør Wulff. |
DIREKTØR HEIDE |
(hilser) Frøken Vibeke, maa jeg tillade mig at hilse paa Dem og Deres Fru Moder! |
VIBEKE | (rejser sig forlegen) Aa Goddag — og velkommen! |
KANDIDAT TAGE HØST |
(betragter dem og studser) |
DIREKTØR HEIDE |
Jeg beklager, at jeg afbrød Frøkenen! Jeg er selv en stor Ynder af den Slags lette, livlige Musik, en køn — en køn Vals — |
KANDIDAT TAGE HØST |
Det var en Polka! |
VIBEKE | Jeg ved ikke, om Herrerne kender hinanden — Direktør Heide, Kandidat Tage Høst. |
DIREKTØR HEIDE |
(ligegyldig) Ved ikke, om jeg før har haft den Ære — De studerer. |
KANDIDAT TAGE HØST |
Ikke lige i Øjeblikket. Ellers engang imellem. |
DIREKTØR HEIDE |
Oberstinden er maaske ikke til Stede? |
VIBEKE | Jo, nu skal jeg hente min Moder. Der kommer hun! |
Fru Rosenhjelm kommer ind fra højre. | |
FRU ROSENHJELM |
Nej, hvad ser jeg — Direktør Heide! Maa jeg ønske Dem hjertelig velkommen. Goddag, Høst! |
DIREKTØR HEIDE |
Jeg har tilladt mig at se herop, for at — for at høre, hvordan Deres Frøken Datter befinder sig efter Rejsen. |
FRU ROSENHJELM |
Det var da elskværdigt af Dem. |
VIBEKE | Mama, Tage Høst har tilbudt at hjælpe til ved Basaren. Han siger, han er saa dygtig til det. |
KANDIDAT TAGE HØST |
Jeg — —!(lidt overrasket). |
FRU ROSENHJELM |
(kølig) Saa — jeg takker. (til Heide) Det er en lille Aftenunderholdning med Dans, som vi arbejder paa. |
DIREKTØR HEIDE |
Ah — saaledes ! |
FRU ROSENHJELM |
(sagte til Vibeke) Sæt, Annina kommer herind. (nervøst til Heide) Naar det gælder et veldædigt Øjemed, har man jo ikke Lov at sky lidt Anstrengelser og Ofre. |
DIREKTØR HEIDE |
Nej, tilvisse. |
FRU ROSENHJELM |
Men er her ikke lidt varmt for Direktøren? Skal vi ikke gaa ind i den anden Stue? (peger paa Døren til venstre) |
DIREKTØR HEIDE |
For min Skyld ikke. |
FRU ROSENHJELM |
(sagte til Vibeke) Gaa saa ind til hende! (konverserende til Heide) Jeg gaar altid ud fra, at der er saa mange sørgelige Forhold og saa mange Farer, der i vore Dage truer Samfund og Familieliv, at det sandelig maa være Enhvers alvorlige Pligt, at — (skotter til Døren) at træde til, og — og arbejde paa — |
KANDIDAT TAGE HØST |
Paa smaa Aftenunderholdninger med Dans! |
Annina, Komtesse Sparre, Kvist, Løwener og Wulff komme ind fra højre. | |
FRU ROSENHJELM |
(for sig selv) Saa! |
DEKORATØR WULFF |
Hvis nu Oberstinden vil kaste et Blik paa dette Udkast — |
FRU ROSENHJELM |
(forestiller) Jeg formoder, Direktøren kender Komtesse Sparre — Fabrikant Kvist — |
DIREKTØR HEIDE |
Har allerede den Ære! |
FRU ROSENHJELM |
(til Annina) Jeg ved ikke, om — om jeg maa forestille — jeg mener, om — om at — |
ANNINA | Tak, vi kender ogsaa hinanden. |
FULDMÆGTIG LØWENER |
(for sig selv) Vist kun altfor godt! |
DEKORATØR WULFF |
(hilser) Og jeg har nyligt haft den Ære at arrangere Direktørens Gardiner. |
TÆPPE |