Gadens Børn – anmeldelser

“Gadens Børn” bestaar af 4 kun løst sammenhængende Billeder, der viser, hvorledes en letsindig ung Pige gaar til Bunds i Samfundet, fordi hun staar uden Støtte og Vejledning, samtidig med at en ung Mand, der er født paa samme Stiftelse som den unge Pige, og hvis Levevis ikke er mere sober, avancerer fremad til at blive en lovende Kunstner og forlovet med en Millionærdatter.

Anmeldelse: Social Demokraten, 1. april 1903.
I Aften opføres paa Folketeatret for første Gang Fru Emma Gads ny Skuespil “Gadens Børn”, fire Optrin af Hovedstadslivet. Første Optrin kaldes “Herrerne” og foregaar i en Korridor i Rigsdagsbygningen. Andet Optrin hedder “Fruerne” og foregaar i en Forening af velgørende Damer. I tredje Optrin “Borgerinderne” er Scenen en Arbejderkasserne med mange Værksteder, og fjerne Optrin “Ofrene” spiller i et Lokale bag Tribunen i en Sangerindepavillon.Gennem disse fire Optrin følger man den kvindelige Hovedperson Fernanda Petersens omskiftende Liv. Fru Gad fortæller paa følgende Maade, hvordan hun fik Ideen til denne Figur:
Der kom en Dag en ung Pige med en munter rød Sløjfe i Hatten og bad mig om en Stilling. Hun havde lidt Skibbrud, fortalte hun, men kunde endnu reddes. Hendes Øjne var blide og bløde, hendes Smil og Udtryk havde det uforklarlige ved sig, der røber Faren. Jeg talte hendes Sag, men ikke varmt nok til at overvinde den stærke Modstand mod mine Medarbejdere, Damer – Husmødre, der alle som én fandt, at “En som var pæn” burde foretrækkes.Saa opgav jeg tilsidst Kampen og lod hende glide. Men hvis jeg en Aften skulde genkende hendes Ansigt paa Fortovet – mellem de andre, – saa véd jeg, at det vilde give et lille Stik i min Samvittighed.I et Forord til det trykte Stykke, som udkommer i Morgen paa Schubotheste Forlag, forklarer Fru Gad nærmere, at hvad hun vil til Livs, er den Haardhed, hvormed Loven, Politiet og Moralen rammer den saakaldte “faldne” Kvinde. Hun skriver:
Lovene rejses af Mænd, som Værn og Mur om det Samfund, de er satte til at vogte. Kolde og haarde staar de i tung Tryghed, disse Love, urokkelige, medynksløse. Og det bør vel være saa. Men mens Mændene, der byggede dem med kolde og klare Tanker, maa stole paa deres Værd og Styrke, maa Kvinderne med varme Hjerter ynke de Svage, der trænges mod de kolde Stene med de skarpe Hjørner. De maa hjælpe og værge, fremfor alt dem blandt Søstrene, hvis Køn er deres Fare. The her ligger den svage Kvindes største Fare, og maaske er det, der giver hende størst Værd som Menneske, tillige det, der lettest driver hende mod Undergangen. Denne Ævne til at vinde, denne Lethed til at behage, det er den store Trussel, der hvilker over saa mangen Kvindes Hoved; og dog er det den sejeste Gave, der blev givet hendes Køn. Men netop den samme Egenskab er hos Mændene et Vaaben i Kampen for at naa frem, en Hjælp, som i deres stærkere Hænder bringer Sejren ind, mens Kvindernes svage Vilje og vage Følelser fører dem mod Nederlag og Skam. Derfor er Lovene, som de er, et Værn for de fleste, men Undergang for mange, og Kvindernes Hverv bør da være at bøde paa Rettens Brøst. Mændene og deres Love beskytter det almene Vel, men Kvinderne maa værne de Enkelte i deres Nød. Men kender de deres Hverv tyder der nogen tid en manende Røst, der siger som saa: »I fra de gode og værnede Hjem, hvor Faren ikke ligger under Eders Skridt som en bundløs Afgrund og uendelig Vanære, husk, at der er andre Kvinder, som stedes i Fare paa Liv og Død, der hvor I med et Smil gaar sikkert frem, dækkede af Eders Stands Overbærenhed. Og I, der er rene og lykkelige, raab ikke højt om Straf og Hævn for dem, der ofres til Fordel for det samme Samfund, som bærer jer oppe i tryg Lediggang. Træk jer ikke koldt tilbage med Dydens selvglade Haansord paa Læben, men ræk en Haand ud til Hjælp for Den, der snublede paa Vandringen. Vær hendes Søster og Ven, naar Eders rige Vej gennem Livet krydser hendes stenede Sti mod Mørket. Lad hende føle Eders Hjertes Medynk, men husk først og fremmest, at alle store og smukke Ord, der raabes ud over Mængden, er for intet at regne mod eet eneste, maaske kun jævnt og fattigt, men sagt til den Enkelte i Forstaaese og Medynk«. Hvor ofte bliver det sagt, et saadant Ord!Men det er ikke alene de bedrestilledes Fordømmelse, der rammer den unge Pige, som snubler, det er lige saa meget Sladderen blandt hendes nærmeste Omgivelser, den smaalige Sladder, der sniger sig langs Trapper og Gange. Og kun altfor ofte ender det med, at den unge Pige i en Malstrøm af Haansord og Spot, Trusler og Lokketoner, modstandsløst suges ned i Prostitutionens DybFru Emma Gad har da i sit Stykke villet vise, hvor meget der taler til Undskyldning for denne unge Pige: hvor forklarligt, næsten naturligt hendes saakaldte “Fald” er. Er det saa underligt, at hun, som er vokset op i en graa og trisk Baggaard, og som maaske kun har kendt Sult og Mishandling i sin Barndom – at hun med alle sine unge Sanser længes efter lidt Sollys, lidt Glimt af den Lykke, som hun ser andre fødes til og sorgløst nyde?Der er i “Gadens Børn” indlagt nogle Viser, som udtrykker denne Stemning, og hvem var vel nærmere til at skrive dem end “lille Matty”s Digter Edv. Søderberg? Viserne er nydelige, og her er et Par Vers af den ene af dem:

Halløj, der skinner den klare Sol
saa højt over Tegl og Tag!
Den skinner for Dig,
den skinner for mig —
og jeg er bare en fattig Tøs,
som elsker den lyse Dag.
Naar Dagen mørkner, gaar Stjernerne frem —
Tys, stille! Paa Kvisten staar Døren paa Klem :
Der er nok, der vil vinde
den Kvinde der inde —
Kom, følg med mig hjem!
For det vrimler med Pak, —
aa, det fineste Pak,
der siger mangfoldig Tak.Hvert Glimt af Sol, som jeg stjal mig til,
naar Verden af Graavejr var fuld —
hver Fryd i mit Bryst,
hver flygtende Lyst
har selv jeg betalt — og betalt saa dyrt
som Nogen med klingende Guld.
De klapped’ min Kind, og de kaldte mig sød:
jeg gav, hvad jeg havde, mig selv jeg bød!
Nu er Drømmen forsvunden,
hvad gør det i Grunden.
Nu er Solen død!
I har stjaalet den — Tak!
I har røvet den — Pak,
mens I mig i Skarnet trak.Jeg lider og lever, jeg træller og ler,
jeg blæser ad Harm og Fortræd!
Og er jeg en Trold,
saa Pokker i Vold!
Jeg gi’er, hvad jeg har, det er lidt, det er nok!
Spil op! Jeg er med — jeg er med!
Kom Sjuster, Konfuster, kom Skidtmads og Pak,
kom fornemme Herrer, Betjente og Rak!
Vil I ha’e mig, saa ta’e mig,
men husk, jeg slaar fra mig. —
Bægret ud jeg drak!
Jeg til Bunden det drak
jeg paa Torne mig stak,
siger dog mangfoldig Tak
tusind, tusind Tak.

Fru Oda Nielsen spiller Fernande Petersen, og det er naturligvis særlig af Hensyn til hende, Viserne er indlagte. I første Akt er Fernanda endnu et ranglet femten Aars Pigebarn, og de følgende Optrin foregaar med tre Aars Mellemrum; hun er altsaa ved Stykkets Slutning – da Sædelighedspolitiet henter hende – kun 24 Aar. Vi skal iøvrigt intet røbe af Handlingen i “Gadens Børn” og opsætte enhver Kritik af Stykket til efter Premieren, som længe har været imødeset med en vis Spænding

Anmeldelse: Social Demokraten, 2. april 1903.
Folketeatret – Gadens Børn.
Fru Emma Gad har i sit ny Stykke tilsyneladende grebet midt ind i det københavnske Liv. Hun lader Handlingen foregaa i en Række Interiører, som alle kender. Men det viste sig i Aftes, hvor vanskeligt det er netop at give det velkendte daglidags Liv og Sandsynlighed paa Scenen, naar det ikke formes med Kunst, og naar der ikke paatrykkes det en personlig Stemning. “Gadens Børn” faldt i Stumper og Stykker. Det opløste sig i en Blanding af Vaudeville og Folkekomedie med spredte Tilløb til Samfundsdrama. Manglen paa indre Sammenhæng forvirrede og trættede Publikum, og Aftenen endte med et Nederlag.Allerede den første Akt viser, hvor let Fru Gad har taget sig den dramatiske Sandsynlighed. Akten foregaar i en Korridor udenfor Folkethingssalen. Her kommer Hovedpersonen Fernanda Petersen – som er Plejedatter af en Rengøringskone – ind og træffer tilfældigvis en ung Kunstner, som skal tegne nogle Rigsdagsmænd. Hun fortæller ham, at hun gærne vil lære Musik, og at hun kan synge. Og da hun netop har en Zithar hos sig, sætter hun sig ned og synger straks en lille Vise – lige før Mødet i Folkethinget!En Rigsdagsmand faar Interesse i hende og anbefaler hende til en velgørende Dameforening. Her indfinder hun sig i anden Akt – tre Aar efter. Hun har i Mellemtiden faaet et Barn og vil stadig væk hellere synge end bestille noget. Og naturligvis tilbyder der sig ogsaa her en Lejlighed for hende til at synge en Vise. Det samme gentager sig i tredje og fjerde Akt. Og hver Gang træffer hun paa ny sammen med den unge Kunstner, uden at de dog kender hinanden igen. Han stiger nemlig stadig højere ved sin Ævne til at behage Damerne, medens hun paa Grund af sit Herretække syntes dybere og dybere. I stedet for Sangerinde bliver hun Smørrebrødsjomfru paa en Varieté, og her synger hun i Baglokalet sin sidste Vise, inden Sædelighedspolitiet kommer og tager hende.Det Skuespil, der maaske kunde digtes over dette Tema, har Fru Gad ikke formaaet at skrive. Hun har selv fortalt om den unge Pige med den røde Sløjfe i Hatten og de bløde Øjne, som gav hende Idéen til “Gadens Børn”. Alligevel er det maaske næppe saa meget et personligt Indtryk som en literær Paavirkning, der har tilskyndet hende til at skrive Stykket.Hvid Edv. Søderberg ikke havde digtet sin berømte Gadevise om lille Merry, som er “ak, saa ung og saa bedærvet og saa straalende fornøget” – saa er det ikke sikkert, at Fru Gad havde sét sin unge Pige netop i den Belysning. Hr. Søderberg burde selv have gjort et Skuespil ud af den muntert-vemodige Vise. Han sidder nemlig inde med det fortrolige Kendskab til “Rønnerne” og Kasernerne, som kunde have givet Billedet Ægthed og Stemning. Han er Kammerat med Gadens Børn, medens Fru Gad – trods al priselig Medfølelse og Bestræbelse efter at forstaa – dog vanskeligt kommer ud over det velvillige Bourgeoisidame-Synspunkt.Hun betragter sine Figurer fra oven af, men hvordan se selv føler og ræsonerer, det ved hun egentlig ikke. Det springer stærkest frem i Stykkets tredje Akt, som foregaar paa den befærdede Trappegang i en Forstads-Kaserne. Fru Gad vil vise hvordan Sladderen trives som Skimmel i det store Hus med de mange skumle Kroge, og hvilken Fortræd den anretter, og det kan i og for sig være fortræffelig; er der noget, der bør føres Krig imod som mod Rotter, saa er det sikkert nok Trappesladder.
Men Fru Gad kender ikke de Mennesker, som hun befolker sin Kaserne med. Hvad mener man f. Æks. om en Vicevært, som siger om sig selv, at han “staar til Ansvar for Moralen her i Ejendommen” og forklarrer det med følgende Ord:
“Jeg taler ikke om Pengene, som man skal staa til Regnskab for hver evige Guds grønne Dag, for det at være honnet og sjangtil, Frøken Petersen, det er ligegodt Fondamentet. Og der er begribeligvis Lejere nok, der siger: Skal det være en lille En, Hr. Sørensen, men paa den Manér er der jo vinket af, for man skal jo ikke lade dem pille ved Fæstningen for en snollet Bajers Skyld. Og jeg har jo ligegodt hele Regimentet her i Hovedet, baade de Kontante og Klattemiklerne, der sakker bagud og Rakkerpuklerne, der slet ikke betaler.
… Nej, det er ikke det, og det er heller ikke Religionen, for den er jeg aldeles og komplet hævet over, som det anbelanger sig en Mand i min Stilling, der skal ambligere baade Hellige og Fritænkerianere og Mormoner og Katolske i Hovedet og hele Molevitten. Nej, det er det reelle Ansvar. Er De med paa den, Frøken Petersen? ”
Sådan taler man til Nød i en daarlig Folkekomedie, men aldrig har nogen reel Vicevært i Rabarberkvarteret udtrykt sig paa den Maade. Det kan maaske lyde morsomt, naar det siges med Hr. Helsengreens snurrige Organ, men det er den slags “Morsomheder”, der virker forstemmende i et Skuespil, som vil give “Billeder af Livet”.Nej, saa er Fru Emma Gad unægtelig langt bedre hjemme blandt de velgørende Damer, i hvis Forening anden Akt foregaar, og som hun ogsaa betragtrer med en munter Ironi. Hvor træffende, naar hun f. Eks lader Kammerherreinden erklære:
“Oprigtig talt kan jeg ikke rose mig af at have overvældende Interesse for forvildede unge Piger, som jeg ikke kender, og jeg tror ikke synderlig paa, at vi redder mange af dem med Hjem og den Slags Anstalter. Men enfin, jeg har Døtre, der gærne vil danse, det har de andre Damer ogsaa, og derfor vil jeg opofre mig, ifald der arrangeres en Fest, som er virkelig elegant.”I den samme Akt forekommer et Replikskifte, hvormed Forfatterinden vistnok har villet udtrykke “Moralen” af sit Stykke. Talen er om den unge Pige, der søger Plads i Dameforeningen, og en af Damerne spørger den unge Kunstner Hemming Hansen, hvad han mener. Min mening er, svarer han, at for at formindske Usædeligheden maa man først se at komme Dyden til Livs. Og da Damerne udbryder: Dyden! forklarer han sig nærmere med de Ord: “Ja, den megen paapasselige kvindelige Dyd, der i Form af Snerperi eller Sladder støder de farligt stillede fra sig, der netop trænger til en fremstrakt haand. Prøv engang imellem mine Damer, ligesom Mandfolk overfor Mandfolk at sige om andre Kvinder: Pyt med Moralen og at tage lidt efter andre menneskelige Egenskaber – Dygtighed – Retskaffenhed – Energi -“Det er meget fornuftigt, det gælder netop om at komme Moralen til Livs. Men med “den fremstrakte Haand” kommer Fru Gad ikke ud over den Velgørenhed, som hun spotter hos de andre Damer. Man skulde have set Hovedpersonen i hendes Stykke s e l v kæmpe mod Moralen i Stedet for ganske viljeløst at synke til Bunds. Nu foretager Fernanda Petersen sig ikke andet end at synge en Række Viser i skiftende Tonart, og det er ikke nok til at interessere Tilskuerne for hendes Skæbne, selv om disse viser indeholder de eneste Glimt af Poesi i Stykket.Fru Oda Nielsen kæmpede i Aftes forgæves for at afvinde Fernanda nogen dybere Sympati. Hun var kvidrende i første Akt, klynkende i anden, forføren i tredje, brusten og udslukt i fjerde, men trods al den Virtuositet, hvormed hun gennemløb denne nedadstigende Stemnings-Skala, lykkedes det hende kun i Foredraget af Viserne – glimtvis – at fange Publikums Øren og Sind. Det ganske passive i Rollen bød hende ingen Lejlighed til at udfolde det ivrige og lidenskabelige i hendes Kunst. Og det ligger vist i det Hele taget udenfor Fru Oda Nielsens Væsen at fremstille et københavnsk Proletar-Pigebarn. Hun kan synge o m lille Merry, men ikke v æ r r e hende.Et Par Biroller blev udmærket spillede. Fru Ring var overmaade pudsig som en sødladen og ondskabsfuld svendsk Madam, og Hr. Helsengren var en pragtfuld Vicevært paa Trappegangen i tredje Akt, hvis brogede Optrin var meget livagtigt arrangerede. I Dameforeningen optraadte Frk. Sigrid Andersen med en myndig Komik som en radikal Lærerinde. Det var den Akt, der gjorde størst Lykke ved sin – ingenlunde nye – Satire over den fornemme Velgørenhed. Men Publikum blev utaalmodigt, da der intet skete i Stykket, og fjerde Akts udflydende Sentamentalitet trykkede Stemningen ned under Nulpunktet.
C.E.

Anmeldelse: Horsens Folkeblad, 3. april 1903.
Gadens Børn
Saaledes hedder en ny Komedie af Fru Emma Gad, der Onsdag Aften opførtes paa Folketeatret for et udsolgt Hus af Hovedstadens Bourgeoisi samt den literære og kunstneriske Verden.“Gadens Børn” bestaar af 4 kun løst sammenhængende Billeder, der viser, hvorledes en letsindig ung Pige gaar til Bunds i Samfundet, fordi hun staar uden Støtte og Vejledning, samtidig med at en ung Mand, der er født paa samme Stiftelse som den unge Pige, og hvis Levevis ikke er mere sober, avancerer fremad til at blive en lovende Kunstner og forlovet med en Millionærdatter. Fru Gad vil vise Samfundsuretfærdigheden overfor den unge ubefæstede Synderinde; hende støder alle nedad, mens man ikke tager det saa nøje overfor Mændene. I Anmeldelserne ankes imidlertid over, at de Begivenheder i den unge Piges Liv, der beviser hendes stadige Fald, erfarer man for lidt om. Der mangler Karakterskildring og Begrundelse af, hvorfor hun bliver saadan, som hun er.Der er mange forslidte Fraser i Stykket, men tillige mange sande og rammende Repliker. Og et Par af Billederne rummer meget virkningsfulde Scener. I Rigsdagskorridorerne, hvor det første Billede foregaar, er Forfatterinden aabenbart ikke hjemme; det er hun derimod, naar hun skildrer Livet i den Dameforening, hvor man laver Velgørenhedsfest for forvildede unge Pigers Frelse, men samtidig afskærrer Stykkets ulykkelige unge Pige fra at faa et hæderligt Ærhverv, fordi man erfarer, at hun har faaet et Barn. Udmærket er ogsaa Billedet fra den Trappegang, hvor den unge Pige logerer, og hvor Husets Beboere fører en arrig Krig mod Viceværten.Disse to af Billederne gjorde stor Lykke. Fru Oda Nielsen, der spillede Hovedrollen, havde en Succes, ogsaa ved sit Foredrag af nogle indlagte Søderberg’ske Gadens Sange.Men Fru Gad havde sikkert gjort klogere i at bygge et virkeligt Skuespil over sit Æmne i Stedet for at give disse løse Billeder.”Gadens Børn” er samtidig udkommen i Bogform paa det Schubothske Forlag.

Anmeldelse: Illustreret Tidende, 12. april 1903.
“NED GENNEM skumle Huses Trapper siver en forpestet Strøm af raadne Sjæles Aande, fra Smøger og Kældere rinder slimede Kilder, flydende sammen til en klæbrig Flod, som dorsk vælter sig gennem Gyder og Stræder, skjult som i Taage af kvalmende Dunst. I de slibrige Dønninger spejler sig Lyset af Øjne, der ulmer af sygt Begær, og uren Vindesyge drager Vaad i Strømmen i Haab, om at finde Guld i Skarnet paa dens Bund…
Og den suger Mennesker til sig — Kvinder.”Saadan skriver Fru Emma Gad i Fortalen til “Gadens Børn”, og noget saadant er det altsaa Forfatterindens Hensigt at skildre i sit Skuespils fire Tableauer. Lad os kortelig se, hvorledes de former sig.Vi indføres i Rigsdagens Gang, hvor UdskudsBarnet den lille Fernanda søger hen for at træffe en Rigsdagsmand, hvem hun har givet et Kys for en Cither, og møder her en fattig Fyr, der vil være Kunstner. Hun synger en Gadevise for ham og han prædiker lidt Moral for hende. Aktens Baggrund dannes af Rigsdagsmændenes letfærdige eller salvelsesfulde Snak om den nye Prostitutionslov. Til sidst foreslaar en Redaktør-Folketingsmand at sætte Fernandas Billede og Biografi i sit Blad.Næste Afdeling er i Kvindernes Klub, hvor der forberedes en Velgørenhedsfest i stor Stil med Tingeltangel og Tableauer. Den unge Maler, som udnytter sit Kvindetække, skal hjælpe med ved Arrangementet. Fernanda derimod, der har faaet et Barn for sit Herretække, søger en Opvartningsplads, men da hun helst vil lære at synge, griber hun en Lejlighed ved Haarene og synger atter en Gadevise, hvorefter hun ikke faar Pladsen. En energisk Kvindesagsdame giver hende en Bøf og haaner Damernes Overfladiskhed. I det Hele er der ingen Ende paa Fru Emma Gads Spot over disse Damer, som sammenblander Samfundsspørgsmaal, Pjank og Moral.Tredje Tableau henfører os til en Trappegang, hvor en Morgens muntre Farce-Scener viser os arrige Madammer, fløjtende Malersvende, en sejg Vicevært og Fernanda, som kommer hjem fra Maskerade. Kunstmaleren fremtræder her søgende efter en Model — det er Fernanda nu bleven. Hun synger en Gadevise, jages paa Porten for sin Stillings og Letfærdigheds Skyld og gaar efter at have læst Madammerne ordentlig Teksten og væltet en Vandspand henover Benene paa dem.Endelig er Fernanda landet paa en Variete som anden Smørrebrødsjomfru. Maleren, der har faaet Guldmedaille og en Milionkærest, møder op for at tegne en Variete-Sangerinde til en folkelig Avis. Fernanda viser sig yderlig reduceret og har tabt sin Stemme; hun synger alligevel en Gadevise, meldes til Sædelighedspolitiet for tvivlsomt Levned, og synker sammen paa Gulvet med et svagt Skrig.Dette er Stykket, kort men samvittighedsfuldt gengivet. Hvorledes Fernandas egentlige Liv former sig paa de afgørende Punkter, hvad hun duer eller med hvad Ret hun meldes til Politiet, det ser vi intet til. Kun en Cither, en Plads, et Begris og den sørgelige Ende. Esmann motiverede .. i ‘Magdalene’.
En Række af Skuespillerne agerede brillant i Smaaroller, især Frk. Sigrid Andersen og Hr. Helsengren (Viceværten). Hr. Albrecht Schmidt fik derimod ikke rigtig fat i Kunstneren med hans blanding af brav Forstandighed og behændig Stræberi.
Fru Oda Nielsen sang Gadeviserne nydeligt og virkede i enkelte Optrin med Glans, men ét Menneske blev Fernanda ikke til — i anden Akt klynkende, paa Trappegangen Madame Sans-¨éne, i sidste Akt sammenbidt tragisk.
Men Rollen var jo fire Tableauer — og deraf kun Farce-Optrinet god Komedie. Fru Emma Gads lette Lystsejler tager sig bedst ud, naar den i smilende Godvejr krydser frem med smaa Slag, et til venstre og et til højre, og muntre Smaabølger pludrende for Bougen.
CHR. G.

Adresseavisen København, 12. april 1904.
Theatret har til sin sidste Forestilling føjet “Paa Trappegangen”, Hovedstadsbillede i 1. Akt af Fru Emma Gad. “Paa Trappegangen” er en Omarbejdelse af det tredie Optrin i “Gadens Børn”, vel nok det bedste, og, som man vil erindre, tegnes her et fuldtro Billede af det tidlige Morgenliv i en af Smaagadernes Ejendomme, Viceværtens Kævleri med Leierne og deres indbyrdes Spetakler. Den første Del af Aften er morsom, og den virkning, der naaes, skyldes ikke mindst Hr. Helsengreens rent ud glimrende Vicevært, og da nu Hr. Helsengreen faar den bedste Bidtand af Damerne Sigrid Andersen, Rosenbaum og Ring, er det kun rimeligt, at Folk morede sig. Naar den sidste Del ikke lykkedes saa godt, og dermed hele Aften ikke faldt saa vel ud som den burde, ja, da skyldtes det dels den Omstændighed, at det alvorlige Element ikke alene blandes ind, men faar Overtaget, dels det, at Frk. Zuberlein, der udførte Fernanda Petersens Rolle, ikke magtede de store Ord. Ungdom og Friskhed er her ikke nok; den, der med Virkning skal slynge Samfundet disse Ord ud, maa tillige have den Autoritet, Frøkenen mangler.At Besøget i Gaar var stort, skyldes vel ikke mindst den Omstændighed, at det havde været Konfirmations-Søndag. Glæden var stor – over de første Stykker.
O. Th. J.