Gadens Børn – 3. tableau

Afsnit

3. OPTRIN: BORGERINDERNE

Tidlig Morgen hen mod Foraaret. Det bliver saa smaat lysere. Viceværten, Hr. Tømrer Sørensen, kommer gabende ned ad Trappen med sin Pudelhund i en Snor og lukker nøgleraslende Døren op ud til Gaarden. Malersvende og Vadskedamer gaar efterhaanden ind paa Værkstederne idet de veksler Hilsener. Børn stavrer under hele Optrinet op og ned.

3 AAR EFTER 2. OPTRIN.
6 AAR EFTER 1. OPTRIN

Personer:

FERNANDA PETERSEN HEMMING HANSEN
EN VICEVÆRT EN VICEVÆRTINDE
EN HATTEFRØKEN EN KASKETFRUE
EN VASKERIFRUE EN MALERSVEND
VASKE-/STRYGEDAMER FRAKKE-/BLUSEKLÆDTE HERRER
BØRN, HUNDE OG KATTE LIREKASSE
■ GADENS BØRN INTRO ■ 1. HERRERNE ■ 2. FRUERNE ■ 3. BORGERINDERNE ■ 4. OFRENE ■ ANMELDELSER ■
3. TABLEAU
VICEVÆRTEN (ud ad Gangdøren)
Nej værsaagod Mikkelsen og tag hele Bunken med af de Murbrokker — hvad — jo Gu kan de være paa Børen. Her i Ejendommen taaler jeg ikke, hvad som øder er Uorden og Sjuskeri.
(Vender sig og kommer nærmere)
Ja, Du gaber, Othello, det er nu ogsaa en blandet Fornøjelse at komme saa tidlig ud af Fjerene. Godmorgen, Hr. Langballe!
VADSKERIFRUEN (stikker Hovedet ud til venstre)
Godmorgen, Hr. Sørensen.
VICEVÆRTEN (nedladende)
Godmorgen, Fru Liljenfalk.
VADSKERIFRUEN Vil De ikke værsaagod komme indenfor paa min Vandhane. Den render ikke.
VICEVÆRTEN Saa sæt Fart i den, Fru Liljenfalk.
VADSKERIFRUEN Kan jeg kanske faa en Hane til at rende?
VICEVÆRTEN Vil De tage og være saa venlig at læse Deres Kontrakt igennem, saa vil den belære Dem om, at Render og Rør og Haner, det er Lejerens Sag.
VADSKERIFRUEN Og Viceværtens at chikanere og sige Stop, hvad!
VICEVÆRTEN (venlig)
Saa tag og flyt, lille Fru Liljenfalk. Der er allerede to Reflekterende paa Listen.
VADSKERIFRUEN Jo pyt, den maa De længer ud paa Landet med, Hr. Sørensen.
(Hun vil fornærmet gaa ind, da hendes Fjende Kasketfruen kommer ned ad Trappen paa Vej til Bageren. Hun er i mønstret Fløjls Overstykke, Kapothat med langt Sørgeflor og grønne Morgensko med Roser. Dertil Flødekop).
KASKETFRUEN Godmorgen, Hr. Sørensen!
VICEVÆRTEN Godmorgen, Fru Jespersen.
(De to Damer hilser stift paa hinanden).
KASKETFRUEN Hr. Sørensen, jeg maa bede Dem øjeblikkelig gaa op og se paa mit Loft. Det render.
VICEVÆRTEN Død og Pine, hvor er det rendt hen?
KASKETFRUEN Det er Postassistenten ovenpaa. Han pjasker saadan med Vand om Morningen, at det er rendt lige durk ned i mine halvfærdige Kasketter.
VICEVÆRTEN Saa kan De jo ved samme Lejlighed konstatere, om de er vandtætte.
KASKETFRUEN Nu vil jeg bare sige Dem, Hr. Vicevært, at Mælkekompagniet det forstaar ikke Spøg, og at de sender Regningen paa Kasketterne til Hr. Postassistenten.
VICEVÆRTEN Det er jo storartet. For han betaler den vist ikke.
KASKETFRUEN Det er vel det mindste man kan forlange at faa fat i en Murer.
VICEVÆRTEN Vi kan ikke have Murerslaske rendendes her til alle Tider af Aaret. De kunde have sagt til, da de var her, kunde De! Det har De ikke gjort, og dermed Basta.
KASKETFRUEN For den Gang rendte Loftet ikke.
VICEVÆRTEN Den ene klager over, at Vandet, det render, og den Anden klager over, at det ikke render. Lejere, de bliver Pinedød aldrig tilfredse.
KASKETFRUEN (fornærmet)
Det er ikke saa underligt i denne hersens Ejendom.
(Viceværtinden kommer ned ad Trappen med Brødkurv og et indhyllet Pattebarn paa Armen).
VICEVÆRTINDEN Godmorgen mine Damerl Det er raakoldt i Dag at gaa efter Brød, hvad!
(Til en Malersvend, der gaar forbi)
Godmorgen, Hr. Madsen!
(Til Damerne)
Det er saadant et dannet ungt Menneske.
VADSKERIFRUEN (til Pattebarnet)
Dikkedik, Dengsemand! Han kommer til at ligne sin Fader.
VICEVÆRTEN Det er smigrende, Men Vicevært skal han Fanenraspeme ikke være, Fru Liljenfalk. Nu ved De det.
(Fernanda Petersen kommer ind fra Gaarden. Hun er klædt i Maskeradedragt under Kaaben. Hun ser forvaaget ud og er bleven lidt skarpere i Trækkene. Da hun ser de Samtalende, vil hun smutte rask forbi).
VICEVÆRTEN (strengt)
Pst — Godmorgen, Frøken Petersen.
FERNANDA PETERSEN (elskværdig)
Godmorgen, Hr. Sørensen, Godmorgen Fru Sørensen.
VICEVÆRTEN Hvor har De været henne?
FERNANDA PETERSEN Jeg — jeg har blot været et lille Løb i Byen.
VICEVÆRTEN Ja, smaa Løb i Byen, de forfrisker.
VICEVÆRTINDEN (tager hendes Kaabe til Side)
Især i det luftige Kostume.
FERNANDA PETERSEN — jeg har været til Maskerade — Naa ja hvad saa! Og jeg har gjort knusende Lykke — vil De se min Dragt — flot — hvad! Vi dansede aah, saadan noget, der hed Pas de Quatre Sjov — nu Skal De se;
(hun tager nolens volens Viceværten i Haanden, nynner en Dansemelodi og gør nogle Dansetrin med ham). Og Kasserer Ludvigsen sagde selv —
(standser ved at se Damernes isnende Mine)
Naa Gud bevares, saa vil jeg tage og gaa op.
(Tager Kaaben halvt om sig).
VICEVÆRTEN Undskyld, Frøken Petersen, maa jeg udbede mig et Øjebliks Samtale først.
FERNANDA PETERSEN Saa gærne.
KASKETFRUEN (med Værdighed)
Om Forladelse, Fru Liljenfalk, jeg turde maaske med det samme bede Dem paase, at Deres røde Kat ikke gør sig urenlig paa min Maatte.
VADSKERIFRUEN (med samme Grandezza)
Fruen maa undskylde, det kunde aldrig falde min Kat ind. Fruen tager vist fejl af Deres egen sorte Grævlingehund.
KASKETFRUEN Undskyld, Dachs er Renligheden selv.
BEGGE DAMER (samtidig)
Jeg maa bede Dem som Vicevært om at tage Dem af Sagen, Hr. Sørensen. Min Hund (Kat) er det fredeligste Dyr, der aldrig gaar et Menneske i Vejen, og jeg finder mig ikke i at —
VICEVÆRTEN (afbryder med en Mine som en Salomon)
Tør jeg spørge, er »Corpus Dalecti« endnu til Stede?
KASKETFRUEN Ja, kom selv og se.
VICEVÆRTEN Jeg takker meget. Rasmine, Du har selv holdt baade Hund og Kat. Vær saa god at gaa op med Damerne og afgiv et Skøn.
VICEVÆRTINDEN Saa tag og hold Barnet saa længe.
(Viceværten anbringer Pudelhunden ved en Krog paa Væggen til højre og stiller sig foran Fernanda i en saa imponerende Stilling som Pattebarnet tillader, mens de tre Damer snakkende gaar op ad Trappen).
VICEVÆRTEN Nu skal jeg sige Dem en Ting, Frøken Petersen, at paa denne Manér gaar det den Onde raspe mig ikke i Længden.
FERNANDA PETERSEN (lidt usikker)
Paa hvad for en Manér?
VICEVÆRTEN Kalder De det for dannet at komme luskendes hjem ved højlys Dag den ene Morgen efter den anden, hvad?
FERNANDA PETERSEN (undskyldende)
Nej. Men De er nu selv saa forfærdelig dannet, Hr. Sørensen.
VICEVÆRTEN Det er jeg! Og hvis De tror, at jeg finder mig i den Slags Udskejelser her i Ejendommen, saa tager De Pinedød fejl.
FERNANDA PETERSEN (prøver at konversere)
Det er en yndig lille Dreng — dikke — dikke dang! Hvornaar skal han i Kirke?
VICEVÆRTEN Paa Søndag. Men det kommer ikke den Smøre ved.
FERNANDA PETERSEN De skulde kalde ham Siegfred. Det er saa kønt.
VICEVÆRTEN (strengt)
Hvor kommer De til at have Interesse for Pattebørn, Frøken Petersen?
FERNANDA PETERSEN Man kan da nok holde af Børn, fordi —
VICEVÆRTEN Fordi man maa læggé Skjul paa sine egne hvadbehager! Jo Tak, jeg kender nok Motiveringen med Dem.
FERNANDA PETERSEN Overfor Dem, Hr. Sørensen, vil jeg saamænd ikke lægge Skjul paa, at jeg selv har haft en lille Dreng. Men han døde. Det er lige tre Aar siden.
VICEVÆRTEN (lidt formildet)
Naa, det kan jo passere, baade at de fødes og de dør.
FERNANDA PETERSEN Og jeg var saa forfærdelig bedrøvet, fordi at man ikke kan lade være at tænke paa, at hvis man havde kunnet haft ham hos sig, saa maaske — saa maaske alligevel — det er jo saa haardt — han var saa kær! Men man kan jo ikke alletider gaa og græde leve, det skal man jo!
VICEVÆRTEN Og paa Maskerade skal man ogsaa, hvad?
FERNANDA PETERSEN Det skal man ogsaa, Hr. Sørensen! For det er jo dog storartet at more sig lidt.
VICEVÆRTEN Ja vel! Men det er ligegodt mig, der staar til Ansvar for Moralen her i Ejendommen. Ved De, hvad Ansvar vil sige, Frøken Petersen?
FERNANDA PETERSEN Nej, jeg ved ikke.
VICEVÆRTEN Og ved De, hvad Moral vil sige?
FERNANDA PETERSEN Nej, det ved jeg heller ikke.
VICEVÆRTEN Saa skal jeg sgu sige Dem det.
FERNANDA PETERSEN (indsmigrende)
Vær nu ikke slem, søde Hr. Sørensen!
VICEVÆRTEN Jeg taler ikke om Pengene, som man skal staa til Regnskab for hver evige Guds grønne Dag, for det at være honnet og sjangtil, Frøken Petersen, det er ligegodt Fondamentet. Og der er begribeligvis Lejere nok, der siger: Skal det være en lille En, Hr. Sørensen, men paa den Manér er der jo vinket af, for man skal jo ikke lade dem pille ved Fæstningen for en snollet Bajers Skyld. Og jeg har jo ligegodt hele Regimentet her i Hovedet, baade de Kontante og Klattemiklerne, der sakker bagud og Rakkerpuklerne, der slet ikke betaler.
FERNANDA PETERSEN Ja, men jeg plejer at betale.
VICEVÆRTEN De er jo bare Loserendes, saa de Ærter maa De klare med Fru Jespersen, som De bor hos. Nej, det er ikke det, og det er heller ikke Religionen, for den er jeg aldeles og komplet hævet over, som det anbelanger sig en Mand i min Stilling, der skal ambligere baade Hellige og Fritænkerianere og Mormoner og Katolske i Hovedet og hele Molevitten. Nej, det er det reelle Ansvar. Er De med paa den, Frøken Petersen?
FERNANDA PETERSEN Nej, jeg er ikke.
VICEVÆRTEN Er De da helt blød paa Pæren?
FERNANDA PETERSEN (leer lidt)
Nej, snarere lidt løs i Gesimsen.
VICEVÆRTEN Hvor længe skal jeg staa her og forklare Dem, at jeg siger; blæse være med Resten, men Politiet, det er ligegodt Livets Alvor, siger jeg. Er den nu tydelig nok, Frøken Petersen?
FERNANDA PETERSEN (farer lidt sammen)
Ja — jo, det forstaar jeg.
VICEVÆRTEN Jeg siger det nu ikke for min egen Skyld, for om der saa kommer to Oversædeligheder anstigende, saa er jeg hævet over det med. Ganske og aldeles. Men naar en Dame er ung og enlig og har et vist Ydre over sig, saa vil man jo gærne træde til.
FERNANDA PETERSEN Hr. Sørensen, De vil ikke styrte mig i Ulykke?
VICEVÆRTEN Kan De da indse, at De maa holde Dem lidt i Salveten?
FERNANDA PETERSEN Jeg kan jo ikke gøre ved, at Ingen, mens det var Tid, vilde bekoste at lade mig lære at synge – rigtigt.
VICEVÆRTEN Og saa synger De urigtigt!
FERNANDA PETERSEN Nej, ikke i den sidste Tid, for jeg har ikke været rask nok.
VICEVÆRTEN Og saa er De Musiklærerinde i Familier – hvad?
FERNANDA PETERSEN (lidt usikker)
Ja, det er jeg jo.
(Bønlig)
De maa ikke slaa Haanden af mig, Hr. Sørensen.
VICEVÆRTEN Jeg er jo immer Damernes Ven, Frøken Petersen.
FERNANDA PETERSEN Jeg siger ogsaa alletider, naar Fruerne her paa Trappegangen beklager dem over, at Viceværten, han er saadan en krasbørstig Potentat, saa siger jeg, at der er nu ligegodt Hjerte ved Hr. Sørensen — indvendig, siger jeg.
VICEVÆRTEN Takker ærbødigst.
FERNANDA PETERSEN Ja, naar bare at han tør for Konen og de andre Trappemadamer, siger jeg.
VICEVÆRTEN Tør! Siger De — tør! Nu skal jeg tage og lære Dem at snakke om, hvad De og jeg vi tør og ikke tør.
(Fernanda løber med et lille Hvin op ad Trappen, Viceværten et Par Skridt efter, men støder paa en Skolepige, paa hvem han læsser Pattebarnet).
VICEVÆRTEN Amanda — pst — tag og stik op til din Moder og giv hende den forbandede eller velsignede Unge.
(Nogle Vadskedamer kommer ud fra venstre).
VADSKEDAMERNE Hr. Sørensen, De maa endelig komme.
VICEVÆRTEN Hvis det er Hanen, De vil interpellere mig om, saa maa jeg gøre Dem opmærksom paa, at jeg ikke er Blikkenslager af Profession, men Tømrer, og jeg skal i den Anledning tillade mig at trække mig tilbage til et nyt Tøj — Tørrings – Tæppe — Banknings — Luftnings — Patent — Stativ i Baggaarden, og skal derfor have den Ære at ønske Damerne Godmorgen.
(Han gaar under Damernes Tilraab med en Haandbevægelse ud i Gaarden, idet Viceværtinden og Vadskerifruen kommer ned ad Trappen, førstnævnte Dame atter med Pattebarnet).
EN VADSKEDAME Fru Liljenfalk, Hanen staar stille og Viceværten siger Nej.
VADSKERIFRUEN Saa løb i Guds Navn til Blikkenslageren.
EN VADSKEDAME Maa jeg!
(Hun løber et Par Skridt, men standser med et Ryk ved at se to civilklædte Herrer gaa op ad Trappen).
FLERE (sagte)
Politiet!
EN VADSKEDAME (hvisker)
Det er vist hende Sølvpolerersken paa Kvisten.
VADSKERIFRUEN Ork ja, der er jo Nogle, der skal den Vej.
FLERE Uh — ha!
VICEVÆRTEN Den Slags Fruentimmer, der lokker Mændene fra os Andre af, de fortjener da vel ikke bedre Medfart.
FØRSTE VADSKEDAME Jeg synes nu ikke, man skal dømme dem saa umedfølende, for man ved jo ikke, hvad som der kan have bragt dem paa de Veje.
VADSKERIFRUEN (strengt)
Jeg synes, De er saa undskyldendes, Frøken Lassen.
VICEVÆRTINDEN De finder maaske ogsaa saadant noget passende, Frøken Lassen, at hun, Fernanda Petersen kommer sjaskendes hjem her ved højlys Dag i Maskeradedragt.
FLERE Naada!
VADSKERIFRUEN De kan tro, der er i en god Mening til hende nu deroppe hos den arrige Kasketfrue.
VADSKEDAMERNE (ler)
Naa—la—la!
FØRSTE VADSKEDAME Fernanda, er det hende — Musiklærerinden?
ANDEN VADSKEDAME Hun er ikke mere Musiklærerinde end som jeg.
VADSKERIFRUEN Det siger hun — i Familier.
ANDEN VADSKEDAME Jo Godmorgen! Det er nogle fede Familier. Hun er Model, er hun!
ALLE Model — Gud!
ANDEN VADSKEDAME For Kunstmalere og den Slags. Splitternøgen.
FLERE Hvor ved De det?
ANDEN VADSKEDAME Jeg har jo selv set hende staa og klæde sig nøgen af oppe hos en Maler, jeg bragte Mansketlinned.
VICEVÆRTINDEN Det er dog noget af det simpleste uf!
VADSKERIFRUEN Og Melmandens Frue paa Hjørnet siger for aldeles sikkert, at hun har haft et Barn.
VICEVÆRTINDEN Hvem var mon Fader til det?
VADSKERIFRUEN Flere Matroser, siger hun.
VICEVÆRTINDEN (gynger Pattebarnet)
Gud, Dengsemand, sikke Protelarer der dog er til. Kom, lad os to gaa til Bageren efter Brød istedetfor at staa og høre paa de Historier.
(Med Værdighed)
Sladder, det er nu ikke noget for mig.
VADSKERIFRUEN Heller ikke for mig.
(Hun gaar ud til venstre og Viceværtinden i Baggrunden, idet Fernanda kommer ned ad Trappen med en gammel Læderkuffert slæbende efter sig og en Del løse Klædningsstykker paa Armen. Hun er omklædt, men Tøjet hænger hulter til bulter om hende).
FØRSTE VADSKEDAME Men Gud, Frøken Petersen, hvad er det for et Postyr?
FERNANDA PETERSEN Hun har sat mig ud deroppe, hende Madamen med Sørgefloret.
ANDEN VADSKEDAME Hvorfor?
FERNANDA PETERSEN (tier)
FØRSTE VADSKEDAME Er det fordi De har været ude og turet?
ANDEN VADSKEDAME Det er ved Gud ogsaa rædsomt med Dem.
FERNANDA PETERSEN Ja, det er det jo! Men hvorfor, det er der aldrig Nogen, der spørger om! Og hvem taler lidt med mig, og hvem har Tillid til mig! Hvordan kan det saa gaa En!
FØRSTE VADSKEDAME (straks rørt)
Det er dog ved den Godeste ogsaa for galt saadan at sætte en Dame ud paa staaende Fod.
ANDEN VADSKEDAME Havde hun ikke advaret Dem?
FERNANDA PETERSEN Jo
ANDEN VADSKEDAME Hvad kan man vente sig andet af den Kasketmadam. Den Hejre!
FØRSTE VADSKEDAME Grippenille!
ANDEN VADSKEDAME Haletudse!
FØRSTE VADSKEDAME Kom, skal jeg hjælpe Dem at pakke ind.
ANDEN VADSKEDAME Lad mig dog hægte Deres Nederdel.
TREDIE VADSKEDAME Og Deres Haar er jo helt i Uorden.
FØRSTE VADSKEDAME Kom ind til os og faa Dem gjort lidt i Stand.
FERNANDA PETERSEN Ja tak, lad mig blot faa dette hersens pakket ind.
DAMERNE (idet de gaar)
Vi gaar ind og siger det til Fruen.
(De gaar ud til venstre. Fernanda putter Tøjet i Kufferten, smækker den i og sætter sig paa den med en modløs Mine. Hattefrøkenen kommer ned ad Trappen, fikst paaklædt til at gaa ud).
HATTEFRØKENEN Men Gud, hvad sidder De her efter, Frøken Petersen ?
FERNANDA PETERSEN Jeg er sat ud deroppe fra.
HATTEFRØKENEN Gu—ud! Har De ikke betalt?
FERNANDA PETERSEN Det er ikke det.
HATTEFRØKENEN aah saadan! Hør, kan De dog ikke spejle Dem i et godt Eksempel! Se paa mig! Man maa passe sig.
(Peger bagud)
Ved De, hvem der er gaaet op ad Trappen? Tag Dem i Agt.
FERNANDA PETERSEN (farer lidt sammen)
Det kommer ikke mig ved.
(Lokker ad Pudelen>
Othello! Kom, Hvapsemand!
HATTEFRØKENEN Jeg har allerede sagt Dem, at jeg selv var inde paa de farlige Veje, men saa var det, at jeg kom til at bære paa en stor og ulykkelig Kærlighed. Hvad?
FERNANDA PETERSEN (svarer ikke)
HATTEFRØKENEN Naa — til en Kunstmaler, der har løjet for mig og forladt mig. Men trods alt elsker og hader jeg ham paa samme Tid. Ja, det slog mig, at det netop er det, Komtesse Wanda siger i Dag i »Hjertets Mysterier«. Læser De den Føljeton i »Folkeviljen« ?
FERNANDA PETERSEN Nej.
HATTEFRØKENEN (trækker Handsker paa)
Ikke — den er dejlig. Og ser De — det kurerte mig. Nu tager jeg mig i Agt. Det skulde De ogsaa, Frøken Petersen, istedetfor alt det Sipschaft. Saa holder man sig pæn.
FERNANDA PETERSEN (giver sig pludselig til at hulke)
Aa gid — gid jeg var død!
HATTEFRØKENEN (køligt trøstende)
Nu maa De ikke tage Dem Livet saa nær, Frøken Petersen, det bliver maaske bedre. Jo, man kan godt, naar man vil. Se paa mig! Jeg holder mig til de pæne Fornøjelser. I Fjor havde jeg abonneret i det Kongelige i anden Etage og i Aar vil jeg gaa ind i Zerline Levins Lejebibliothek, for jeg siger — Dannelse og Væsen, det er dog det, det kommer an paa. Saa, hold nu op at græde. Men jeg staar her og sinker mig med at trøste Dem, og vi har travlt med de nye Foraarshatte.
FERNANDA PETERSEN (ser op)
Hvordan bliver Hattene i Aar?
HATTEFRØKENEN Nærmest bredpullede med en Skygge, der er krammet lidt op saadan — paa den ene Side.
FERNANDA PETERSEN Tror De den Mode vil klæde mig?
HATTEFRØKENEN (med Alvor)
Ja, jeg tror det. Det er en Facon, rammer Ansigtet kønt. Jeg kan sige Violbesætning bliver den højeste Chic.
FERNANDA PETERSEN (rejser sig)
Naa, lad mig saa bare komme afsted med mit Pjus.
(Tager Hunden om Halsen)
Farvel, Du søde rare Othello! Jeg siger nu — Dyr, det er noget af det dejligste, meget bedre end Mennesker, for de er da ens imod En, hvordan man saa er daran.
HATTEFRØKENEN Jeg holder nu ikke af Dyr. De griser En til.
FERNANDA PETERSEN Pyt med det. Naa, lad mig saa komme ind og gøre mig lidt i Stand.
HATTEFRØKENEN Ja Gud — Blonden er revet fra Deres Kjole — nu skal jeg hjælpe Dem at sy den. Jeg siger — sin Person skal man aldrig opgive.
FERNANDA PETERSEN (til et Par Børn)
Er I der, I søde Unger! Vil I have en Femogtyveøre til Bolscher, hvad?
(Kysser dem).
BØRNENE Ja mange Tak!
HATTEFRØKENEN Ødsleri!
FERNANDA PETERSEN Hvad saa, naar de bliver lidt glade. Farvel I to!
(Hun kysser paa Fingeren og gaar ind i Vadskeriet med Hattefrøkenen. I det samme kommer Hemming Hansen ind fra Gaarden og ser sig om. Han er bleven rankere og har faaet noget nervøst og arbejdstræt i sit Ansigt).
HEMMING HANSEN (til Børnene)
Kan I Smaafolk sige mig, om der her i Huset bor en Dame, der hedder Fernanda Petersen?
ET AF BØRNENE Det er vist hende, der nu gik ind i Vadskeriet.
ANDEN AF BØRNENE Men her bor saa mange, der hedder Petersen. Farvel!
(De gaar og Hemming Hansen banker paa Døren til Vadskeriet. Hattefrøkenen kommer ud, og han trækker sig uvilkaarligt lidt tilbage).
HEMMING HANSEN (hilser lidt forlegen)
Godmorgen, Frøken Jensen.
HATTEFRØKENEN (stiv som en Pind)
Godmorgen, Hr. Hemming Hansen. Allerede saa tidlig ude eller maaske rettere — sent ude!
HEMMING HANSEN Nej, tidlig ude. Jeg maler et Morgenbillede her lige ved.
HATTEFRØKENEN Tør jeg spørge, om det er mig, Besøget gælder, for saa vil jeg sige Dem, at jeg skal i min Forretning.
HEMMING HANSEN Desværre — nej. Jeg skulde tale med en Dame, der hedder Frøken Fernanda Petersen.
HATTEFRØKENEN Gud, den Sjaske. Hun sad lige her og tvinede, fordi hendes Kavalkader nu er opdagede. Jeg har saamænd tiet stille med det, og jeg har talt og præket for hende, saa godt jeg kunde. Jeg siger altid: se paa mig — siger jeg!
HEMMING HANSEN (galant)
Det er ogsaa en Fornøjelse!
HATTEFRØKENEN Sagen er: jeg har lært gennem Sorgen at se mig for. Sorgen hæver!
(Med et knusende Blik)
For det er nok ikke Andres Skyld, at jeg ikke er bleven til saadan en Malene som hun.
HEMMING HANSEN (smiler)
Er det saa slemt?
HATTEFRØKENEN (kampberedt)
Tør jeg i det mindste spørge, hvorfor Du ikke har besvaret mine Breve?
HEMMING HANSEN (undskyldende)
Jeg har ikke haft Tid. De var saa lange.
HATTEFRØKENEN (irriteret)
Ikke Tid! Men være Kæreste med Fru Olavia Olsen, det havde Du Tid til, blot fordi hun er en feteret Skuespillerinde og Ven med Journalister.
HEMMING HANSEN (venlig)
For lidt andet ogsaa.
HATTEFRØKENEN Nægt det ikke. Hun reklamerede dit Navn op.
HEMMING HANSEN Hvis saa er, takker jeg hende for det.
HATTEFRØKENEN Dum som jeg var at tro paa Løfter.
HEMMING HANSEN Lidt dum – ja! Især da jeg ikke lovede noget.
HATTEFRØKENEN Du lovede mig Kærlighed.
HEMMING HANSEN Gjorde jeg?
HATTEFRØKENEN Og en Tur til Møen. Den fik jeg aldrig.
HEMMING HANSEN Men Kærligheden da?
HATTEFRØKENEN Den Kærlighed, Du har at disponere over, den forbruger Du vist til Dig selv og din Malning.
HEMMING HANSEN To gode Ting — for saa vidt —
HATTEFRØKENEN Havde Du endda sveget mig for en stor og dyb Mandsfølelses Skyld. Men paa det Lag! Du rendte jo ogsaa fra hende.
HEMMING HANSEN Ser man det!
HATTEFRØKENEN Ja, for at gøre Kur til Etatsraad Reimers Datter.
HEMMING HANSEN (rynker Brynene)
Jeg maa bede —
HATTEFRØKENEN Og hun venter paa Dig, til Du kommer helt til Hægterne igen — og det iøvrigt behager Dig at —
HEMMING HANSEN (farer op)
Maa jeg bede Dig tie!
HATTEFRØKENEN Gudbevares!
HEMMING HANSEN Hvor har Du iøvrigt al den Viden fra?
HATTEFRØKENEN Fra Fru Olavia selv. Vi pyntede hende forleden et Hat — forresten ganske dejlig — rosa Crépe med sorte Strudsfjer. Og saa fortalte hun om dine Malerier, der gør Furore, og om dine Historier med Damer! Aa Gud!
(græder lidt)
Hun anede kun lidt, at hun gennemborede mit Hjerte.
HEMMING HANSEN (elskværdig)
Sludder, lille Ven!
HATTEFRØKENEN Siger Du Sludder?
HEMMING HANSEN Ja, jeg gør, for Du er nemlig med samt dine smaa Romanfraser en ret snusfornuftig Dame, der kun har Hjerte for dit eget lille Velvære og de sidste Pariserhatte.
HATTEFRØKENEN (græder)
Jeg — Gud — det er Dig, der er kold som Is og Sten.
HEMMING HANSEN (klapper hende paa Kinden)
Men forresten nydelig, en sirlig lille Stillids, der spjætter sig og pudser sig i Haab om at komme i et forgyldt Bur. Tak for sidst, Du Smaa, Du var hyggelig og syede saa pænt Knapper.
HATTEFRØKENEN (rørt)
Aa Hemming, tænker Du ikke paa gamle Dage?
HEMMING HANSEN Sjælden. Ser hellere fremad.
HATTEFRØKENEN (rørt)
Aa jo, Hemming, jo! Der er noget, jeg vil bede Dig om — Du maa ikke sige Nej.
HEMMING HANSEN Hvad er saa det?
HATTEFRØKENEN Vil Du ikke nok følges med mig herfra nu — aa jo, hvad — saa gaar vi gennem Parken ind i Pavillonen, som vi saa tidt gjorde —
(smaagrædende)
og saa giver Du mig en Kop Kaffe og en Napoleonskage — som et Minde — hvad!
HEMMING HANSEN Lad gaa! Selv to Napoleonskager er en beskeden Tribut til Fortiden. Jeg maa blot først tale med denne Mo… — denne Dame.
HATTEFRØKENEN Saa henter jeg et rent Lommetørklæde saa længe. Dette er ganske forgrædt.
HEMMING HANSEN For Guds Skyld
HATTEFRØKENEN Proper maa man være.
(Sukker)
Aa, Du er rædsom, det ved Gud Du er, men Du er alligevel det dejligste jeg Véd.
(Hun kysser paa Fingeren og løber op ad Trappen, idet Viceværten kommer ind fra Gaarden).
HEMMING HANSEN De skulde vel ikke vide, om Frøken Fernanda Petersen bor derinde eller hvor?
VICEVÆRTEN (med Selvfølelse)
Jo, min Herre, jeg er nemlig Viceværten.
HEMMING HANSEN (ikke imponeret)
Ja saa!
VICEVÆRTEN (løser Pudelhunden)
Hun loserer tredje Sal til højre, anden Sidegang. Man kan jo sine Sager. Komse Othello — god Dreng.
(Kasketfruen kommer ned ad Trappen)
VICEVÆRTEN Pst, Fru Jespersen, hør lidt.
KASKETFRUEN Undskyld, nu maa jeg virkelig til Bageren.
VICEVÆRTEN Den Herre vil tale med Frøken Petersen, der bor hos Dem.
KASKETFRUEN Boede, maa De sige.
HEMMING HANSEN Er hun flyttet — hvornaar?
KASKETFRUEN For cirka ti Minuter siden.
VICEVÆRTEN Hvordan er det at forstaa?
KASKETFRUEN Jeg satte hende ud paa Deres egen Frues Anbefalning, Hr. Sørensen.
(Viceværtinden kommer ind fra Gaarden paa Vej fra Bageren).
VICEVÆRTEN Rasmine — pst — hvad er det for noget? — har Du faaet hende Fernanda Petersen sat ud, ligesom jeg har staaet her og manet hende til bedre Veje?
VICEVÆRTINDEN Jeg nej! Jeg sagde bare til Fru Jespersen : Det er saamænd meget, at De finder Dem i at have den Maskerade-Petersen boendes hos Dem, De, der ellers er en net Dame, Fru Jespersen, sagde jeg.
KASKETFRUEN Nej, De sagde, at jeg ikke var en net Dame, naar jeg fandt mig i de Maskerader, sagde De!
VICEVÆRTINDEN (omtrent samtidigt)
Nej, jeg sagde, at jeg alletider havde sagt, at De var en net Dame, sagde jeg.
VICEVÆRTEN Det er noget, jeg ellers ikke holder af, lille Fru Jespersen, med saadan en Rykken ud og ind midt i en Maaned.
KASKETFRUEN Det bliver vel Enses egen Sag, naar at man betaler sin Leje.
VICEVÆRTEN (med et gennemborende Blik)
Skal vi ikke tale lidt smaat om Betalning, hvad, Fru Jespersen? Det vilde kanske klæde pænere.
KASKETFRUEN (henvender hele Opmærksomheden paa sin Flødekop).
VICEVÆRTEN Hvor er hun taget hen?
KASKETFRUEN Hun havde ingen Steder at tage hen, sagde hun.
VICEVÆRTEN Nu skal jeg sige Dem en Ting, lille Madam —
KASKETFRUEN (rædselslagen)
Madam —!
VICEVÆRTEN Akkurat, for det er Pinedød ikke videre damemæssigt at smide Pigebarnet lige med et Smæk ud paa Gaden, og hvis ikke De faar fat i hende og giver hende Tag over Hovedet, til at hun kan klare sig, saa véd jeg ikke saa lige, Fru Jespersen, om det er længere Værten belejligt at se gennem Fingre med Dem — nej !
(Støder Foden mod Kufferten)
Hvad Fanden er det, der ligger drivendes her i Gangen?
KASKETFRUEN (anklagende)
Det er hendes! Det er Fernandas Kuffert.
VICEVÆRTEN Saa er hun her sagtens endnu
(forekommende til Hemming Hansen)
Min Herre, vil De følge med, saa skal jeg forhøre mig.
HEMMING HANSEN Takker særdeles.
VICEVÆRTEN Jeg beder! Deres ærede Navn?
HEMMING HANSEN C. Hemming-Hansen.
VICEVÆRTEN Er det Kunstmaleren? Bevares, saa læste jeg i Gaar yderst anerkendende om Deres Malerier i »Folkeviljen« — glæder mig særdeles — vil De behage — denne Vej.
HEMMING HANSEN Megen Tak —
(De gaar op ad Trappen, idet Malersvenden kommer fra højre).
MALERSVENDEN Tillader Damerne, at jeg staar herude og stryger dette hersens Gadeskilt. Der er saa kneben Plads derinde i Dag.
DAMERNE (beærede)
Gudbevares, Hr. Madsen.
MALERSVENDEN Jeg haaber ikke, Malerlugten generer! Ikke — naa, for Damer de er jo noget sensible.
(Han maler og afleverer pludselig en høj Jodlen med en lille Smørtenor. Den kalder øjeblikkelig nogle Vadskedamer ud fra venstre.)
DAMERNE Godmorgen, Hr. Madsen.
MALERSVENDEN Godmorgen, mine Damer!
VADSKERIFRUEN (kommer ud).
Hvad skal I her? Bliv ved jeres arbejde lille Børn.
EN VADSKEDAME Jamen vi venter paa Blikkenslageren.
MALERSVENDEN (galant)
Det er heldigt, saa faar jeg Dameselskab saa længe.
(Synger atter)
VICEVÆRTINDEN Det er rigtignok en magesløs Stemme, at De
har, Hr. Madsen.
MALERSVENDEN Naa ja, man har jo nogen Fornøjelse af sin lille Tenor i Foreningen. Den gør jo, at man bliver lidt mere saadan, hvad man kalder for Pigernes Jens.
(Kaster et koket Blik til Damerne).
VADSKEDAMERNE (fniser)
Gud, hvor han er morsom!
(Malersvenden begynder at fortælle en Historie fra sit Værksted, en Lirekasse spiller en Gadeyise i Gaarden, og et Par Smaapiger i Baggrunden giver sig til at danse. Malersvenden nynner med).
EN VADSKEDAME Aa, vil De ikke synge den rigtig, Hr. Madsen.
MALERSVENDEN Den gaar nok ikke, Frøken, saadan midt i Arbejdstiden.
VADSKERIFRUEN De kan jo synge, mens De stryger Skiltet.
ALLE DAMERNE Aa hvad!
(raaber)
Hej, Lirekasse!
MALERSVENDEN Lad gaa, siden Damerne befaler det.
(Lirekassen flyttes nærmere).
VICEVÆRTINDEN Det tror jeg ikke, Sørensen vil synes om.
MALERSVENDEN Saa kan Hds. Naade Viceværtinden hilse og sige, at jeg giver Fanden i Hr. Sørensen, gør jeg.
VICEVÆRTINDEN (hustrukrænket)
Gudbevares, Hr. Madsen, saa siger jeg bare, at jeg vadsker mine Hænder.
(Malersvenden begynder at synge, men kan ikke falde i Takt og giver sig til at mundhugges med Liremanden.
Fernanda kommer ud fra Vadskeriet ledsaget af et Par Vadskedamer. Hun giver sig til at nynne Melodien).
MALERSVENDEN Frøkenen kan den nok bedre end jeg.
FERNANDA PETERSEN Ja, jeg kan den nok — jeg kan næsten alle Sange. Men jeg kan ikke synge, for jeg er ikke rigtig rask. Jeg er bange, at min Stemme er bleven til Mavekatarrh.
MALERSVENDEN Frøkenen skulde prøve. Det gaar nok.
(Hun forsøger med nogle Toner. Straks kommer Malersvende ud).
EN VADSKEDAME At hun er i Humør til at synge! Naa!
MALERSVENDEN De kan da prøve. Spil, Lirekasse!
FERNANDA PETERSEN Ja, ja! Kom an!

(Hun synger):
Halløj, der skinner den klare Sol
saa højt over Tegl og Tag!
Den skinner for Dig,
den skinner for mig —
og jeg er bare en fattig Tøs,
som elsker den lyse Dag.
Naar Dagen mørkner, gaar Stjernerne frem —
Tys, stille! Paa Kvisten staar Døren paa Klem :
Der er nok, der vil vinde
den Kvinde der inde —
Kom, følg med mig hjem!
For det vrimler med Pak, —
aa, det fineste Pak,
der siger mangfoldig Tak.

Den Sol, som skinner i Gader smaa,
den skinner paa Godtfolk og Rak,
og skælder Du mig,
saa skælder jeg Dig —
Men gav I et venligt Ord mig blot,
jeg siger mangfoldig Tak.
Jo Tak, mine Venner, for Kærlighed
for Hjælp og Omsorg, hver Gang jeg gled —
I er kære — paa Ære,
og altid paa Færde —
Jo, jeg ved Besked!
I med Naale mig stak —
Mens I ynked mig — ak!
Nu skal I ha’e rigtig Tak.

Hvert Glimt af Sol, som jeg stjal mig til,
naar Verden af Graavejr var fuld —
hver Fryd i mit Bryst,
hver flygtende Lyst
har selv jeg betalt — og betalt saa dyrt
som Nogen med klingende Guld.
De klapped’ min Kind, og de kaldte mig sød:
jeg gav, hvad jeg havde, mig selv jeg bød!
Nu er Drømmen forsvunden,
hvad gør det i Grunden.
Nu er Solen død!
I har stjaalet den — Tak!
I har røvet den — Pak,
mens I mig i Skarnet trak.

Jeg lider og lever, jeg træller og ler,
jeg blæser ad Harm og Fortræd!
Og er jeg en Trold,
saa Pokker i Vold!
Jeg gi’er, hvad jeg har, det er lidt, det er nok!
Spil op! Jeg er med — jeg er med!
Kom Sjuster, Konfuster, kom Skidtmads og Pak,
kom fornemme Herrer, Betjente og Rak!
Vil I ha’e mig, saa ta’e mig,
men husk, jeg slaar fra mig. —
Bægret ud jeg drak!
Jeg til Bunden det drak
jeg paa Torne mig stak,
siger dog mangfoldig Tak
tusind, tusind Tak.

(Først synger hun lidt ængsteligt, men varmes efterhaanden under den stigende Begejstring hos Malersvendene og den tilsvarende Kulde hos Damerne. Mellem to Vers siger hun til sig selv: »Det gaar jo, det gaar!« og synger dristigere til. Da hun slutter, komplimenteres hun af Malersvendene).
FERNANDA PETERSEN (henrykt)
Tak, tak, I er rare!
DAMERNE (spydigt)
Naa, hun gør Lykke!
EN VADSKEDAME Der er Viceværten.
FLERE Gud
(Viceværten kommer farende ned ad Trappen fulgt af Hemming Hansen).
VICEVÆRTEN Hvad Fanden er det for et Spektakel?
MALERSVENDEN Det var en lille Koncert, Højstærede.
VICEVÆRTEN Hvad i Helvede er det for en Uorden at koncertere her paa Trappegangen!
MALERSVENDEN Jeg tør maaske gøre Hr. Viceværten opmærksom paa, at jeg og mine Kolleger ikke hører ind under Dereses Undersaatter.
VICEVÆRTEN Da skulde jeg mene —
(til Hemming Hansen)
Der er hun jo, Frøken Petersen!
EN VADSKEDAME Det var hende, der sang.
MALERSVENDEN Rigtig! Under vores Beskyttelse.
VADSKEDAMERNE Pyh —
VICEVÆRTEN Frøken Petersen, her er en Herre —
VADSKEDAMERNE En Herre — naa!
VICEVÆRTEN Mine Damer, det er Hemming Hansen, som ifølge Aviserne maler Genremalerier med et sjældent Talent. Altsaa, Hr. Hansen —
(Han standser med et Ryk ved at se de to civilklædte Herrer komme ned igen og gaa bort med en Hilsen. Pludselig Stilhed. Viceværtinden udstrækker en højtidelig Pegefinger efter dem, idet hun ser strengt paa sin Gemal).
VICEVÆRTEN (betaget for sig selv)
Oversædelighederne!
HEMMING HANSEN (lidt usikker til Fernanda)
Jeg har hørt, at De giver Undervisning i Musik.
FERNANDA PETERSEN (ligesaa usikker)
Ja — jo, er det om det – at De -?
EN VADSKEDAME Det er nok en rask Musik!
(Over til Maleren)
Hun er Model.
FERNANDA PETERSEN Naa ja, det er jeg ogsaa af og til, naar jeg ikke kan synge. Jeg har tiet stille med det her i Huset, men nu kan det jo være lige fedt.
(Til Hemming Hansen)
Vilde De kanske bruge mig?
HEMMING HANSEN Jeg vilde gærne se —
VICEVÆRTEN (bittersød)
Damen skal maaske klæde sig nøgen paa Trappen?
HEMMING HANSEN Dog ikke.
VICEVÆRTEN Det finder Du maaske ogsaa var passende, hvad, Sørensen?
VICEVÆRTEN (flad som et Frimærke)
Ser Du, Rasmine, dette har jo forandret Sagen betydelig.
HEMMING HANSEN Jeg skulde bruge et gyldenrødt Haar og har faaet Deres anbefalet.
FERNANDA PETERSEN (tager Hatten af og viser ham sit Haar)
Her skal De se!
HEMMING HANSEN Det har desværre ikke den rigtige Farve. Men jeg synes, jeg før har set det smukke Haar.
FERNANDA PETERSEN Ja, vi har truffedes før engang i en Forening eller saadant et Sted. Og jeg syntes saa godt om Dem, fordi De lignede En, der var saa rar imod mig — engang!
(Ser et Øjeblik inderligt paa ham).
HEMMING HANSEN (venlig)
Nu husker jeg ogsaa Deres venlige Smil. Men hør, Billedhugger Larsen-Kaas bad mig spørge Dem, om De kan komme til ham i Dag Kl. 11. Statue.
VICEVÆRTINDEN (gynger Pattebarnet)
Det er en nydelig Bestilling, hvad Fru Liljenfalk.
VADSKERIFRUEN Det maa De nok sige.
FERNANDA PETERSEN Saa skulde De have hjulpet mig til en anden, da jeg bad Dem, Fru Liljenfalk.
HEMMING HANSEN Der er da ikke noget ondt i at være Model! Det er tidt rigtig flinke Piger, og Kunstneren ser under Arbejdet paa sin Model med omtrent samme Sindsligevægt hvormed Damerne betragter Deres Vadske- eller Strygebrædt.
VADSKERIFRUEN Maa vi bede os fritagne for Personligheder.
HEMMING HANSEN Frøken Petersen, da jeg betragter Modellerne som halve Kammerater, maa jeg saa ikke som en lille Protest paa Standens Vegne bede Dem gøre mig den Ære at drikke en Kop Morgenkaffe i mit Selskab.
FERNANDA PETERSEN (nejer)
Jeg siger saa mange Tak.
DAMERNE Naa, den er god!
(En Rengøringskone er kommen forbi med Spand og Gulvskruppe, som hun sætter fra sig for af høre efter, da Hattefrøkenen kommer ned ad Trappen med Fjerhat paa og bliver staaende som lamslaaet).
HEMMING HANSEN Altsaa Frøken min Arm!
FERNANDA PETERSEN (gentager stolt)
Jeg siger saa mange Tak!
HATTEFRØKENEN (nærmer sig)
Maa jeg bede — hvad er dette?
HEMMING HANSEN Av, hende havde jeg glemt.
HATTEFRØKENEN Det var mig, han havde inviteret til Kaffe.
FERNANDA PETERSEN Nej, det var Pinedød mig.
DAMERNE (peger skadefro paa Fernanda)
Det var hende, der bød sig til.
HATTEFRØKENEN Det er hvad man kan vente sig af saadan En!
FERNANDA PETERSEN (med et sæt)
Hvad mener De med saadan En?
HATTEFRØKENEN Det jeg sagde.
(De ser paa hinanden som to Tigerinder).
HEMMING HANSEN (bukker)
Vil da ikke begge Damerne gøre mig den Ære.
HATTEFRØKENEN Nej mange Tak!
FERNANDA PETERSEN Nej mange Tak!
HEMMING HANSEN Men hør nu —
FERNANDA PETERSEN Jeg siger Tak for mig og gaar min Vej, for nu kan jeg synge, og nu skal den skære igen og nu er Himlen lyseblaa.
VADSKERIFRUEN Frøkenen har dog vist ikke savnet Indkomster.
HATTEFRØKENEN Eller behagelige Timer!
VICEVÆRTINDEN Og en honnet Bestilling.
VADSKERIFRUEN Som Model.
(Damerne ler).
VICEVÆRTINDEN Naar den Bestilling er saa dannet, hvorfor vilde Frøkenen saa ikke være ved den?
FERNANDA PETERSEN (pludselig resolut)
Det skal jeg saamænd sige jerl Det var fordi jeg havde at gøre med saadanne nogle giftige Skarntyder som jer, der lægger alting ud til det værste.
VICEVÆRTEN Som Vicevært kræver jeg Respekt for Damerne her i Ejendommen.
FERNANDA PETERSEN Værsaagod, naar det bare ikke er af mig, Hr. Sørensen.
(Malersvendene ler)
FERNANDA PETERSEN For mig kan De beholde Hattefrøkenen og Kasketfruen og Fru Viceværtinden og hele Kompagniet i Kasernen.
VICEVÆRTEN Nu har jeg min Salighed aldrig hørt Mage!
FERNANDA PETERSEN Ikke det — jeg er ligeglad. For nu bliver det da ikke over mig, at I vælter jeres Skarnbøtter af Eder og Forgift.
DAMERNE Hun er dannet, hvad!
FERNANDA PETERSEN Og har jeg maaske nogensinde gjort jer noget — ikke Spor! Det er bare fordi det er jeres Lyst og Plaser at promenere jeres hadske Sladder fra Kælder til Kvist.
DAMERNE Hr. Sørensen!
VICEVÆRTEN Jeg er konstaneret!
FERNANDA PETERSEN Og har I hjulpet mig med en Haandsrækning — som I kunde — naar det kneb, og har I givet mig et Raad – som I kunde — naar jeg gled ud, og har I undt mig et venligt Ord — som I ogsaa kunde — naar jeg trængte til lidt godt — nej, paa det Lag! Trappe op og Trappe ned og Gade op og Gade ned er der ikke mere Medfølenhed og Hjerterum end som saa for de stakkels Piger, der staar ene i det og til syvende og sidst er Syndebukke for det hele.
DAMERNE (ler)
Tak!
FERNANDA PETERSEN Og I, der selv er Kvindfolk og har Hjem og Børn — ja Pigebørn, der ogsaa kunde komme galt afsted engang, I er de allerværste! Aldrig har I et godt Ord til Den, der snubler, men har blot jeres Fornøjelse af at skubbe hende længer ud i Sølen som de Madamer I er.
(Malersvendene ler).
KASKETFRUEN Hr. Sørensen, tillader De Skældsord?
MALERSVENDEN Det er godt – det er just Madamer, de er!
VICEVÆRTEN (tordnende)
Vil De tage og forføje Dem bort og det lige med det samme.
FERNANDA PETERSEN Det er akkurat det jeg vil og aldrig mere sætte Tippen af min Næse paa denne elegante Trappegang. Og gid at den alletider maa have en saa dydsiret Vicevært som Hr. Sørensen Bangebuks, ja, jeg sagde Bangebuks, og at den alletider maa være befærdet med saa behagelige og forekommende Damer, og at De alletider allesammen — ligesom nu! maa have Deres paa det Tørre. Adjøs!
(Hun vælter med et lille rask Tag med Foden Vandspanden henad Gulvet, kysser paa Fingeren til Malersvendene og gaar ud i Baggrunden. Malersvendene raaber Bravo. Damerne hviner og hopper og samler Skørterne for ikke at blive vaade om Fødderne, mens Viceværten svinger Gulvskruppen efter hende som et Hævnens Sværd).
TÆPPE TÆPPE EFTER 3. OPTRIN
■ GADENS BØRN INTRO ■ 1. HERRERNE ■ 2. FRUERNE ■ 3. BORGERINDERNE ■ 4. OFRENE ■ ANMELDELSER ■