3. Akt: Et tarveligt møbleret Arbejdsværelse hos Faber. Langs Væggene Hylder mod Bøger og Instrumenter. I Baggunden ses gennem en aaben Dør ind i et Kontor med Pulte. Til højre en aaben Glasdør, som fører ad til en Have, til venstre Dør ind til den øvrige Lejlighed. Faber staar i Havedøren og ser ud.
PERSONERNE:
| FRU HEGER. | JØRGEN, hendes Søn. |
| REGITZE KROG, hans Forlovede. | FABER, Fabrikejer, Regitzes Formynder. |
| DAM, Grosserer og Dampmøller. | CECILIE, Dams Hustru, Fabers Datter. |
| VINGE, Landskabsmaler. | BONDRUP, Direktør. |
| TANTE LINE. | TANTE JANE. |
| Damer og Herrer. | En Tjener hos Fru Heger. |
| 3. AKT 1. Scene |
FABER. REGITZE |
| REGITZE | Goddag, Faber! |
| FABER | (vender sig om og kommer nærmere) Hvad, er Du allerede der! Jeg troede først, Du kom i Aften. |
| REGITZE | (tager sit Tøj af) Ja, jeg ved nok, De helst vilde være af med mig i Dag, her skal være Fest. |
| FABER | (undskyldende) Ja, De husker, det var et gammelt Løfte til mine Arbejdere. |
| REGITZE | Naturligvis – dem var det saamænd Synd at skuffe. Men jeg kunde ikke holde ud at blive der ude. Aa, Faber, De ved ikke, hvor det var knugende altsummen – det forladte Landsted, hvor Døden havde været til Huse – denne graa Efteraarsdag. – |
| FABER | Og et graat Humør – det er vel egentlig Sagen. |
| REGITZE | Og saa var det saa svært at begynde at rode op i min Onkels Sager. Alene at komme ind i hans Værelse – det saa ud, som han lige var gaaet derfra – |
| FABER | Fik han Anfaldet der? |
| REGITZE | Ja, han sad ved Skrivebordet – havde lige skrevet et Brev. |
| FABER | Til hvem? |
| REGITZE | Til Jørgen Heger |
| FABER | Ja saa. Har Du sendt det til ham? |
| REGITZE | Ja. |
| FABER | Din Onkel har altsaa tænkt paa Jørgen i sine sidste Timer. Sig mig, Regitze, kunde det ikke stemme Dig lidt anderledes? |
| REGITZE | (tier og vender sig bort) |
| FABER | Vi to kan da nok tale sammen om det, ikke? |
| REGITZE | Nej, nej — De maa ikke pine mig, hører De! |
| FABER | Naa, om Forladelse. |
| REGITZE | De ved ikke, hvor jeg strider med mig selv – jeg vil ikke tale om ham, jeg vil ikke tænke paa ham, jeg vil ikke – jeg vil ikke! Og saa gør jeg det dog de hundrede Gange om Dagen, for der er jo ikke den Ting, der falder mig ind, uden han tvinger sig ind med. Alt, hvad jeg har levet i og været lykkelig ved, det var han jo vævet ind i. Og nu er det paa engang altsammen forbi, saa helt – helt forbi; jeg har ikke andet igen end een eneste stor Skuffelse. Aa, Faber, hvordan skal jeg kunne leve saadan. |
| FABER | Saa saa, Barn, Du føler ogsaa saa stærkt baade i Glæde og i Sorg. Men hør, naar Du nu talte med Jørgen? |
| REGITZE | Hvad har vi to at tale sammen om nu, vort Forhold er jo dødt. Om saa den gamle Rigdom og Lykke laa for os, lige til at gribe – vi blev dog aldrig mere til de to glade sorgløse Børn, vi var. |
| FABER | Nej, for I har lært, at Livet fordrer noget andet og mere, noget I ikke kendte. |
| REGITZE | (lytter) Kommer der ikke Nogen? |
| FABER | Det er maaske Vinge. Efter Dit Ønske har jeg skrevet til ham — jeg har ventet ham lige fra i Morges. |
| REGITZE | Saa løber jeg min Vej. |
| FABER | Nej, bliv Du bare – det er jo ikke Andre end Bondrup. |
| (Bondrup kommer smaanynnende ind og hænger sit Tøj i Kontoret. Han har en Rose i Knaphullet.) |
| 3. AKT 2. Scene |
FABER. REGITZE. BONDRUP. |
| FABER | (gaar ham i Møde) Velkommen Bondrup! |
| BONDRUP | Ah — jeg saa Dig ikke, kære Ven! Goddag Frøken Regitze (giver dem Haanden) Hvordan gaar det? |
| REGITZE | Aa, tak — som det kan. |
| BONDRUP | (sukker) Ak, ja – Livet or ikke lutter Glæde. |
| FABER | (til BONDRUP) Det var da rart, Du kom. |
| BONDRUP | Ja, Du ventede mig vel, siden Du har indbudt mig. |
| FABER | Ærligt talt, kun halvt om halvt. |
| BONDRUP | Er det da ikke i Dag, Din nye Fabrik skal indvies? |
| FABER | Jo, ganske rigtigt, om en halv Times Tid, men jeg troede egentlig ikke, Du var oplagt til Lystighed. |
| BONDRUP | Nej, det forstaar sig, det er jeg i Grunden heller ikke – ak, nej. Men for Din Skyld god, gammel Ven – vilde jeg dog ikke undlade at se et øjeblik her hen. |
| FABER | Tak skal Du have for det Offer, Du bringer mig, gamle Kammerat. |
| BONDRUP | Jeg beder – jeg beder. |
| FABER | Naa, hvordan gaar det Dig ellers? Skrider Dit Gravmonument godt fremad, saa Du snart kan slippe herfra? |
| BONDRUP | (lidt forlegen) Nej, desværre – det træffer sig saa uheldigt, at Billedhuggeren netop er bleven syg – |
| FABER | Saa – Herregud! |
| BONDRUP | Ja, han er, ulykkeligvis, men Du forstaar, da jeg engang er her, saa – |
| FABER | (smiler) Ja, saa er det bedst at være taalmodig. |
| BONDRUP | Men han har dog sendt mig et Udkast. Det, er en Sorgens Genius med en Hund ved Siden – Troskabens Symbol, ved Du – |
| FABER | Ja vel! |
| BONDRUP | Han betragter med Vemod en slukket Fakkel. |
| FABER | Hvem – Hunden? |
| BONDRUP | Nej, Genius’en. Det er virkelig ret kønt – jeg har det i Lommen. |
| REGITZE | Maa, vi ikke se det? |
| BONDRUP | Med Fornøjelse (tager en Brevtaske frem). Her er det vist – |
| REGITZE | (læser) Skilpaddesuppe, Østers, Oksetunge – |
| BONDRUP | Aa, nej – jeg beder undskylde – det er en Spiseseddel fra i Gaar. Her kommer det maaske – |
| FABER | (læser) Den skønne Helene, Operette i tre Akter – |
| BONDRUP | (søger I sine Lommer) Hvad er det! Saa har det, Gud hjælpe mig, været Monumentet, jeg rev i Stykker i Stedet for Theaterplakaten i Nat – hm i Aftes – i Mørke – |
| FABER | Det var da et forbistret Uheld! Ja saa har det jo lange Udsigter for Dig, Stakkel! |
| BONDRUP | Hm — ja! (efter et Ophold). Naa, for at komme til noget helt andet – det er da en højst beklagelig Historie med Dam. |
| FABER | Ja, han har stanset sine Betalinger – der var ikke andet for. |
| BONDRUP | Jeg hørte det i Morges hos Hegers. Aa, Gud, der er det jo lige galt – en Jammer og Graad uden Ende. Gud ved, hvor den gode Fru Heger faar alle de Taarer fra. (ser paa Regitze) Men maaske jeg er indiskret. |
| FABER | Aa, nej — vist ikke. |
| BONDRUP | De har mistet det meste af hvad de havde. |
| FABER | Ja, desværre – det hører jeg. |
| BONDRUP | Og nu vil Jørgen jo udvandre — rejse helt bort. |
| REGITZE | (studser) Jørgen? |
| FABER | Hvad for noget — hvor hen? |
| BONDRUP | Til Batavia. Der har han nok en gammel Skolekammerat. |
| REGITZE | (ivrig) Det maa han ikke, Faber, lad ham ikke rejse saa langt bort, hører De. |
| FABER | (ser paa hende) Se se! |
| REGITZE | (forvirret) Aa, jo — det er maaske ogsaa det bedste – jeg synes ogsaa – der er det vist lettere for ham at arbejde sig frem, og – og naar han har Venner der, saa – (kæmper for at holde Graaden tilbage) Nej, jeg maa ind og tage mit Tøj af. (Hun løber hurtigt ud til venstre). |
| 3. AKT 3. Scene |
FABER. BONDRUP. |
| FABER | (ser efter Regitze) Naa, saadan hænger det sammen! |
| BONDRUP | Hun er nok noget nervøs, den Smaa! Sig mig, hvad vil Du i Grunden gøre med hende – det ved Du vel ikke selv? |
| FABER | Jo gu’ ved jeg saal Jeg vil have hende forligt med Jørgen, vil jeg. |
| BONDRUP | Puh – de har vist faaet nok af hinanden, de to. |
| FABER | Fordi de blev uenige om noget Daarligt, kan de da gerne blive enige om noget Godt. |
| BONDRUP | Naa — noget særdeles Godt kan man da ikke kalde det, nu de begge er næsten helt blankede af. Det kan I da takke Hr. Dam for, den opblæste Blære – ja undskyld – |
| FABER | Aa, jeg beder. For Tiden er han ellers alt andet end opblæst, kan Du tro. Hans Kone gør saamænd hvad hun kan for at puste lidt Vejr i ham, men lige flad er han. |
| BONDRUP | Din Datter tager det altsaa fornuftigt? |
| FABER | Cecilie er altid flink, naar det gælder. |
| BONDRUP | Hun er en Engel, er hun. |
| (Cecilie kommer ind fra Kontoret.) |
| 3. AKT 4. Scene |
FABER. CECILIE. BONDRUP. |
| CECILIE | Goddag! |
| FABER | Naa, der er Du! Og Din Mand? |
| CECILIE | Han kommer straks. |
| BONDRUP | Som man taler om Solen, saa skinner den. |
| CECILIE | Det passer ikke mere paa mig, kære Hr. Bondrup. Solskinnet er det forbi med – nu er alting Graat i Graat. |
| BONDRUP | Min søde Frue, hvor det gjør mig ondt at høre Klager af Deres Mund. |
| CECILIE | Det skal De heller ikke. Jeg lader altid mit daarlige Humør blive hjemme. |
| BONDRUP | Herregud, at De, der er saa ung og smuk, skal have saadan Modgang. |
| CECILIE | Ja, det er slemt nok, men derfor kan det jo ikke hjælpe at tabe Hovedet. Og naar man først er i det, saa er det i Grunden ikke saa slemt, som man bilder sig ind, mens det staar for En som et truende Spøgelse. |
| BONDRUP | Af Dem kan man lære at tage sine Genvordigheder smukt. |
| CECILIE | Aa, jeg gør hvad jeg kan, men alligevel der er blevet saa gruelig uhyggeligt der hjemme, det er, ligesom en kold Haand har lagt sig over alt. |
| FABER | (klapper hende paa Kinden) Saa er det dog ganske rart at have en Fader at komme til , selv om han er en gammel Gnavepotte. |
| CECILIE | Aa, han er ligegodt saadan en rar En. |
| FABER | Ja ikkesandt, underhold Bondrup med det, mens jeg løber ned og ser, om alt er i Stand til Festen. (Han gaar ud gennem Havedøren). |
| 3. AKT 5. Scene |
CECILIE. BONDRUP. |
| CECILIE | (sætter sig ned) Ja, Faber – han er af dem, man kan stole paa, naar det kniber. |
| BONDRUP | Mig kan De saamænd ogsaa stole paa, søde Cecilie. |
| CECILIE | Kan jeg? |
| BONDRUP | Det ved Gud De kan. Jeg vilde blot ønske, jeg kunde vise Dem det. |
| CECILIE | Det kan De netop – De ser – jeg tager Dem paa Ordet. |
| BONDRUP | Hvad er det da? |
| CECILIE | De sagde, De skulde have en ny Bogholder. |
| BONDRUP | (mere forbeholden) Ja, hm – |
| CECILIE | Den Plads maa De give Dam. |
| BONDRUP | Nej, Vorherre bevares – (retter sig). Nej, desto værre – det lader sig ikke gøre. |
| CECILIE | Virkelig ikke? |
| BONDRUP | Det gør mig overmaade ondt — jeg har allerede lovet Pladsen bort. |
| CECILIE | Nu narrer De mig — det kan jeg se paa Dem. |
| BONDRUP | (lidt usikker) Desuden kunde jeg umuligt byde Dem og Deres Mand – |
| CECILIE | Jo netop – det var saa rart at komme lidt her fra Byen, mens der gror Græs paa denne Fallit. |
| BONDRUP | Ja, det forstaar sig, Dam har jo været en Smule – Smule dristig. |
| CECILIE | En Fejl, naar man er uheldig, og en Ros, naar det gaar godt. Jeg forsikrer Dem, det har været det pure Uheld. |
| BONDRUP | Hm – nej det; gaar paa min Ære ikke. |
| CECILIE | (lidt mut) Ja ja, Hr. Direktør, saa, taler vi ikke mere om det. (konverserende) Det er en slem Blæst vi har i Dag. |
| BONDRUP | (nærmer sig lidt) Aa, nej, Cecilie, De maa ikke være vred. |
| CECILIE | (vender sig bort uden at svare) |
| BONDRUP | (klør sig bag øret) Hvordan har De nu ogsaa sat Dem den Ting i Hovedet? |
| CECILIE | Jo, lige fra det første øjeblik fandt jeg Dem saa mageløs elskværdig. |
| BONDRUP | Gjorde De virkelig? |
| CECILIE | Og Sympathien er jo som oftest gensidig. |
| BONDRUP | Det er den her – det ved De. |
| CECILIE | Saa faldt det mig ind, nu da alt dette kom paa, at vi maske kunde finde en Havn nede hos Dem, at vi kunde faa en lille Bolig i Deres store Hus – der er jo nu kun altfor megen Plads. |
| BONDRUP | (sukker) Ak ja! |
| CECILIE | Saa kunde vi ofte ses. |
| BONDRUP | Hver Dag! |
| CECILIE | Og saa – ja, det er ubeskedent af mig, men jeg tænkte mig, at jeg maaske kunde erstatte Dem en lille Smule af den Hygge, De har mistet, nu – Deres Hustru er død. |
| BONDRUP | Ja, destoværre! |
| CECILIE | Men det er sagtens umuligt. |
| BONDRUP | (uvilkaarlIgt) Aldeles ikke – jeg mener for Dem – hm – |
| CECILIE | Hun var jo saa yndig, ikkesandt? |
| BONDRUP | (lidt usikker) Yndig er maaske ikke det rette Ord om Jabobine. |
| CECILIE | Var hun da særlig klog og livlig? |
| BONDRUP | Naa, vist næppe i Verdens øjne, men hun var saa uendelig meget for mig og for sit Hjem. (mod Vemod). Aldrig har jeg truffet hendes Lige til at stege en Agerhøne. |
| CECILIE | (deltagende) Herregud! |
| BONDRUP | Saa saftfuldt! |
| CECILIE | Mon tror De ikke alligevel, at hvis vi var komne ned til Dem, kunde jeg være bleven Dem til lidt Opmuntring? |
| BONDRUP | Om De kunde! |
| CECILIE | Jeg vilde have pyntet Deres Stuer med Blomster, spillet for Dem i Tusmørket, strejfet om med Dem i de store stille Skove – |
| BONDRUP | Dem er der nu ingen af – mest Roemarker. |
| CECILIE | Jeg troede altid, der var Skove paa Landet. Men der er jo ogsaa kønt paa Marken. |
| BONDRUP | Min søde Frue, kunde jeg blot faa Dem uden Deres Mand. |
| CECILIE | Nej, det kan De ikke. Ægtefolk hører jo nu engang sammen som et Par Hansker. Den ene afhændes ikke uden den anden. |
| BONDRUP | Saa er De i alt Fald den højre Haand (kysser hendes Haand) Den lille, bitte, søde, højre Haand. |
| CECILIE | Aa, den er slet ikke saa lille, Numer seks en Kvart. |
| BONDRUP | Men, kunde ikke De og Deres lille Pige komme ned og besøge mig, indtil Deres Mand finder noget? |
| CECILIE | Gud ved, hvad han saa skulde finde! (retter sig). Jeg mener, Dam er saa tilbageholdende, derfor har jeg slet ikke nævnet dette til ham – det var helt min egen Ide. Jeg haaber blot ikke, De har taget mig det ilde op. |
| BONDRUP | Kæreste Barn — hvor kan De tro — jeg er blot saa bedrøvet. |
| CECILIE | (tøver sine Øjne) Men, saadan gaar det, der er saa mangen Forhaabning, der brister, og man maa dog leve videre. |
| BONDRUP | Aa nej, græd ikke, søde Cecilie! Jeg kan ved Gud ikke taale at se Dem græde. |
| CECILIE | (vedbliver) Jeg kan ikke gøre for det! |
| BONDRUP | Saa saa – jeg skal se, hvad jeg kan gøre, maaske det dog var muligt endnu – |
| CECILIE | Aa ja, kære Hr. Bondrup, det var smukt af Dem. |
| BONDRUP | Nej, nej – det gaar ikke! Det kan Pinedød ikke gaa! |
| CECILIE | Jo, det kan godt gaa. (for sig selv) Og det gør det ogsaa. |
| (Dam kommer ind fra Kontoret med en nedslaaet Mine). |
| 3. AKT 6. Scene |
CECILIE. BONDRUP. DAM. |
| CECILIE | Naa, er Du der, Dam! |
| DAM | (sætter sig ned) Ja, det ser Du jo. |
| CECILIE | Det var rart, Du kom. |
| DAM | Saa, hvorfor det? |
| CECILIE | Jo, for vi talte lige om Dig. Hr. Bondrup vil saa gerne have Dig til Bogholder. Hvad siger Du til det? |
| DAM | (lidt livligere) Takker overordentlig for Tilbudet – |
| BONDRUP | Ja, det vil sige – hm – |
| CECILIE | (hurtigt) Hr. Bondrup vil gøre det saa godt for os, han vil indrette os en smuk Bolig i sit Hus. Er det ikke pænt af ham? |
| DAM | Ja, det er jo rigtignok en overordentlig beskeden Stilling. |
| BONDRUP | (hurtigt) Saa, beder jeg meget undskylde. |
| DAM | Naa, jeg indrømmer, at jeg lige i Øjeblikket er bragt i en uheldig Situation — nærmest paa Grund af Jørgens Hegers vilde Spekulationer, saa maaske der kunde være noget, der talte for, at jeg gik ind paa Deres Tilbud. |
| BONDRUP | Hm! |
| DAM | Det kunde jo altid danne Indledningen til en højere Stilling – maaske et Kompagniskab med Tiden – |
| BONDRUP | Naa – |
| DAM | Men, jeg kan just ikke sige, at Livet i Løgstør tilsmiler mig overordentlig – |
| BONDRUP | (gnaven) Det er Skelskør. |
| DAM | Naa ja, Skelskør. Er dor nogle gode Herregaarde der omkring? For man maatte jo se at slaa sig paa Jagt og Ridning og den Slags – |
| BONDRUP | Det blev der vist ikke megen Tid til. |
| DAM | Aa, jeg arbejder saa, overordentlig hurtigt. Naa enfin, det kunde i Grunden være ret morsomt at sætte lidt Fart i saadan en gammel mosgrot Provinsforretning. |
| BONDRUP | (ser paa Cecilie) Hm – men – |
| DAM | Lad mig høre – Deres Betingelser, kære Direktør, saa kan vi tale nærmere om det. |
| CECILIE | Lad os saa heller gaa ind i den anden Stue. Her kommer saa let Nogen. |
| BONDRUP | (gaar hen mod Døren) Som De vil. |
| DAM | (sagte til Cecilie) Det hjælper ikke, Du gør Vrøvl min Pige, jeg maa tage imod det. |
| CECILIE | Naar Du tror, det er til Dit Bedste, kære Dam, saa skal Du ikke høre Indvendinger fra mig. |
| (De gaa med Bondrup ud til venstre, idet Jørgen kommer ind fra Kontoret). |
| 3. AKT 7. Scene |
JØRGEN. REGITZE. |
| JØRGEN | Her er Ingen! Hvor mon jeg finder Faber! |
| (Regitze kommer Ind fra venstre). | |
| JØRGEN | Regitze! |
| REGITZE | Jørgen her! |
| JØRGEN | Tilgiv! Jeg vilde blot gerne tale et øjeblik med Faber. |
| REGITZE | (forlegen) Saa skal jeg se efter ham. |
| (Hun gaar hurtigt ud til venstre, idet Faber kommer ind ad Havedøren) |
| 3. AKT 8. Scene |
JØRGEN. FABER, Senere VINGE. |
| FABER | (idet han kommer ind) Nej, hvad ser jeg, er det Dig, Jørgen! |
| JØRGEN | De har vist travlt i Dag, men jeg skal ikke opholde Dem længe. |
| FABER | Aa, naar det er Dig, det gælder, mangler jeg aldrig Tid. Sæt Dig ned. |
| JØRGEN | Tak, Sagen er – |
| (VINGE kommer ind fra Kontoret) | |
| FABER | Ah – goddag, Hr. Vinge! |
| JØRGEN | (rejser Hig hurtigt) Han her! |
| FABER | (lægger sin Haand paa hans Skulder) Vær rolig! |
| VINGE | De har ønsket at tale med mig! |
| JØRGEN | Saa vil jeg trække mig tilbage. |
| FABER | Det behøves ikke, vi har ingen Hemmeligheder at afhandle. Sagen er blot, Hr. Vinge, at min Myndling, Frøken Regitze Krog, har hørt Sin Onkel, kort før hans Død, love Dem fem tusende Kroner til en Udenlandsrejse, og hun har derfor overdraget mig at spørge Dern, hvor vidt De ønsker denne Sum udbetalt? |
| VINGE | (glad overrasket) Altsaa, dog! (lidt forlegen). Ja, jeg ved knap, hvad jeg skal svare. Længe har jeg rigtignok higet mod Sydens farverige Lande! Desuden jeg trænger til det – mit Helbred fordrer omhyggelig Pleje, hvis det ikke skal gaa til Grunde, og min Kunst – |
| FABER | Herregud — deres Kunst ogsaa! |
| VINGE | (mere selvsikker) Jeg mener — selve Kunsten søger jo sin Begrundelse i en evig Længsel mod det Nye og Ubekendte, og jeg tror derfor, at jeg skylder min afdøde Velgører det Hensyn at benytte denne lille Sum til det Formaal, som – |
| FABER | Som falder i Deres Smag. Godt, saa er vi paa det Rene. Men det er sørgeligt, saa min Hukommelse begynder at svigte mig. Jeg syntes saa sikkert, at det var Dem, der ansporede Regitze til ikke at modtage sin Onkels Penge af moralske Hensyn, men det er det altsaa ikke – |
| VINGE | Muligvis en flygtig Ytring – jeg husker heller ikke saa nøje, Men De maa ikke misforstaa mig – |
| FABER | Nej, det tror jeg ikke godt er muligt. |
| VINGE | De maa huske – Sandheden er ikke den samme for Enhver – hendes og mine Forudsætninger er jo himmelvidt forskellige. Det er vel noget, De ikke kan sætte Dem ind i – |
| FABER | Nej – |
| VINGE | Har Man engang faaet det Kald at tjene det Evige her i Livet, Kunsten, saa føler man til det Inderste af sin Sjæl, at alle andre Hensyn maa vige for det ene store – at arbejde for den. |
| FABER | Hm! Ja, saa har vi andre jo kun tilbage at ønske Dem en behagelig Rejse. |
| VINGE | Maa jeg takke og med det samme sige Dem Farvel — min Tid er desværre lidt knap. |
| FABER | Aa, for vor Skyld skal De ikke tage Dem det nær. Altsaa, Pengene skal blive Dem sendte. |
| VINGE | Jeg tager trygt imod dem, fordi jeg gør det i Skønhedens og Kunstens Navn. Farvel. |
| (Han veksler en Hilsen med Jørgen og gaar ud gennem Kontoret. Faber følger han til Døren og kommer derpaa tilbage). |
| 3. AKT 9. Scene |
FABER. JØRGEN. |
| FABER | Tror Du endnu, han betyder noget for Regitze? |
| JØRGEN | (sagte) Nej, jeg tog fejl. |
| FABER | Det kan Du dog indse. Naa, Hvad har Du saa paa Hjertet? |
| JØRGEN | (tager et Brev frem) Se engang – dette Brev har jeg faaet fra afdøde Grosserer Smith. |
| FABER | (læser) Hvad for noget – han forærer Dig Vindingegaard i Brudegave – som en Tak for Din Elskværdighed mod ham. Det var som Pokker! (giver ham Brevet igen). Med det Brev i Lommen kan Du altsaa køre ind paa Vindingegaard som Ejer. Hvad siger Du til det? |
| JØRGEN | Jeg siger naturligvis saadan. (river Brevet i stykker) Hvor kunde jeg modtage noget som helst fra den Kant – nu! |
| FABER | Nej. Det har Du ret i. |
| JØRGEN | Men, jeg tror nok, at Regit — at Frøken Krog har en Anelse om, hvad der stod i dette Brev. Vil De ikke derfor bede hende fra mig om ikke at sælge Vindingegaard, men at oprette sit Børnehospital der. Jeg ved af Erfaring, at paa det Sted har Børn det godt. |
| FABER | Jeg skal sige hende det. Og Du — Du vil altsaa til Batavia? |
| JØRGEN | Ved De det? Ja, jeg maa jo nu til at tage Skeen i en anden Haand. Jeg maa tage fat og se at blive til noget. |
| FABER | Det glæder mig, at Du er naat op paa Siden af Dig selv — det var blot det, Du trængte til. |
| JØRGEN | Maaske, jeg haaber, jeg skal kunne vise Dem det. Men De maa hjælpe mig, Faber. De maa give mig Penge til at komme herfra. Her vil jeg ikke blive. |
| FABER | (lidt ærgerlig) Naturligvis! Nyt Liv under andre Himmelegne, hvad? Den Historie kender vi – saa snart det gaar galt for en letsindig Døgenigt, straks skal han afstod. |
| JØRGEN | Men – |
| FABER | Ja undskyld, det gør mig altid gal i Hovedet. |
| JØRGEN | I et fremmed Land er jeg en Arbejder, der vil frem, her en Kapitalist, det er gaaet tilbage for. |
| FABER | Hvad Pokker gør det? Hvorfor kan I ikke lige saa godt her som i Batavia tage en Hammer i Haanden og en Arbejdskittel paa Kroppen. Men før vil I have en Spidskjole hængende om jer i Laser, vil I. |
| JØRGEN | I vore smaa Forhold – |
| FABER | Aa, Vrøvl – er I blot store nok til Danmark, er vel ogsaa Danmark stort nok til jer. |
| JØRGEN | Kan De sige mig, hvad jeg skulde blive til her? |
| FABER | Ja, det er det, jeg kan. Jeg vil gøre Dig til Inspektør ved den nye Del af Fabriken. Det er en Post, jeg laver for Din Skyld. Tror Du, Nogen vilde gøre det i Batavia? |
| JØRGEN | Det er lige meget – jeg maa bort. Hvis ikke De vil hjælpe mig, saa maa jeg finde andre Udveje. |
| FABER | Naa, naa – hvis Du endelig vil afsted, kan Du naturligvis faa de Penge Du trænger til hos mig. |
| JØRGEN | Tak, Faber, jeg tænkte det nok. Kan Du da ikke begribe, her vilde jeg blive altfor ulykkelig – saadan som det er. |
| FABER | Jeg forstaar nok – det har ikke været lette Dage, disse. |
| JØRGEN | Nej, man gaar ikke det igennem, som jeg har gjort, uden at se sit eget Liv dybt i øjnene. Alt hvad jeg har forsømt og gjort galt, har staaet for mig med ubønhørlig Klarhed, og det har jo været galt – saa meget. |
| FABER | Ogsaa dette sidste? |
| JØRGEN | Ogsaa det. |
| FABER | Du forstaar altsaa nu, at Regitze bar sig ad, som hun gjorde? |
| JØRGEN | Jeg forstaar i alt Fald noget, som jeg aldrig før havde tænkt over – at det, der for den Ene er det absolut Sande og Fornødne, det maa den Anden agte. Der har man ikke Lov at gribe ind. Jeg ser nu – for sent – at det er det, der giver Finhed i Forholdet. |
| FABER | Sig mig, Jørgen, vil Du ikke tale med Regitze engang endnu? |
| JØRGEN | Nej. |
| FABER | Naar I nu forsøgte at tale mod hinanden, tror Du saa ikke, det var muligt, I kunde komme til Forstaaelse? |
| JØRGEN | Jeg ved ikke. |
| FABER | Har I slet ikke set hinanden siden den Aften? |
| JØRGEN | Jo, jeg traf hende lige nu, men vi kunde ikke tale sammen. Jeg ved jo, at hun kun betragter mig som en forfængelig, egenkærlig Dreng, der ikke duede til at staa Last og Brast med. |
| FABER | Det gjorde Du sgu heller ikke, men fordi man ikke vil gifte sig sammen, behøver man da ikke at hade hinanden. Maa jeg ikke engang bringe hende en Hilsen? |
| JØRGEN | Nej, nej. (i en anden Tone) Jo Faber – engang – naar jeg er langt borte, saa bed hende, om hun vil glemme alt det, der ligger imellem, og kun i Ny og Næ tænke paa, mig som den gode Kammerat, jeg var, dengang hendes lystige Barnelatter lød i vore Lege, som den gladeste Musik jeg kendte. |
| FABER | Det skal jeg, min Dreng. |
| (Cecilie kommer ind fra venstre.) |
| 3. AKT 10. Scene |
JØRGEN. FABER. CECILIE. |
| CECILIE | Fader, nu skal Du høre – Nej, goddag, Jørgen. |
| JØRGEN | Det glæder mig, at jeg træffer Dem, saa jeg kan sige Dem Farvel, og bede Dem tilgive mig hvad Del, jeg kan have i Deres Modgang. |
| CECILIE | Den kan vi vist tage paa vor egen Kappe. |
| FABER | Vel sagt. |
| CECILIE | (Til Jørgen) De vil altsaa rejse? |
| JØRGEN | Ja, saa snart jeg kan. |
| CECILIE | Men, Deres Moder, hvad siger hun til det? |
| JØRGEN | Hun er fortvivlet. De kan ikke tænke Dem, hvor det nager mig at se hende gaa om der hjemme saa bekymret og forgrædt. Jeg tror, hun kommer her til Dem i Dag, Faber, for at bede Dem afholde mig fra at rejse. Prøv saa at trøste hende, saa godt De kan. |
| FABER | Men, hun er jo saa vred paa mig, har jeg hørt. |
| CECILIE | Aa, hendes Vrede svinder bort som Dug for Solen ved det første venlige Ord. Det ved Du da. |
| FABER | (lytter) Tys – jeg tror, jeg hører hende komme. |
| JØRGEN | Saa vil jeg gaa. Det er ikke værd, hun ser mig her. |
| FABER | (hurtigt) Nej, gaa ikke endnu. Bliv i Haven, til jeg. kalder paa Dig. |
| JØRGEN | (gaar hen mod Døren) Som De vil. (vender sig om) Vær saa lidt venlig mod hende, Faber. |
| FABER | Stol paa det. |
| JØRGEN | Det er det bedste, De nu kan gøre mod mig. |
| (Han gaar ud ad Havedøren i samme Øjeblik, Fru Heger kommer Ind fra Kontoret). |
| 3. AKT 11. Scene |
FABER. CECILIE. FRU HEGER. |
| CECILIE | (gaar hende i Møde) Goddag, kære Fru Heger. |
| FABER | Hvor det er rart at se Dem her. |
| FRU HEGER | (kølig) Er det virkelig, Hr. Faber! Herregud, Cecilie, arme Barn, hvad Du har maattet lide. |
| CECILIE | Det har man vel ikke Lov at sige. |
| FRU HEGER | Hvis ikke det er at lide — at gaa fallit, saa ved jeg, ved den godeste Gud ikke, hvad det er at lide. (græder) Tænk at miste alt ikke at beholde saa meget, at man kan byde sine Venner en fattig Kop Kaffe. |
| FABER | De kan tro, jeg har tænkt paa Dem med Deltagelse i disse Dage, kære Fru Heger. |
| FRU HEGER | Saa – det skulde De have gjort lidt før, min gode Faber. |
| FABER | Ja; men hør nu – |
| FRU HEGER | Nej, ti De heller stille. Det havde jeg rigtignok ikke trot om Dem, Faber, hvis jeg ikke havde oplevet det med mine egne Øjne. |
| CECILIE | Vil De ikke sidde ned? |
| FRU HEGER | (sætter sig) Jo, Tak, men det er saamænd kun, fordi jeg ikke kan taale at staa op. Al min Sorg har sat sig i Knæene paa mig. |
| FABER | Saa – har den! |
| FRU HEGER | Og at tænke sig, at det er Deres Skyld, Faber. |
| FABER | Min? |
| FRU HEGER | Ja, det var Dem, der stod bagved det hele, Men, De vil ogsaa nok angre det, naar Jørgen er langt borte — omme paa den anden Side af Jorden, i Bavaria – |
| CECILIE | Bavaria? |
| FRU HEGER | Eller Batavia er det nok, det hedder. Aa, jeg er saa fortumlet i mit Hoved! I dette Øjeblik ved jeg ikke engang rigtig, hvor det er. Det er jo saa længe siden, jeg læste Geografi. |
| CECILIE | Ja, vist saa. |
| FRU HEGER | Men, Gudved, om det ikke er i selve Ildlandet, det ligger, for de siger, der er saa kvælende hedt. Og vilde Dyr er der – baade Tigre og Slanger løber løse om i Skoven. Og der vil han ud, min kære, eneste Dreng! Aa, rejser han, saa tager jeg min Død af Sorg. (græder) |
| CECILIE | Sig ikke det. Jeg ved nok, at der er øjeblikke, hvor man er mest fristet til at opgive alt og lægge sig til at dø. |
| FRU HEGER | Aa Gud ja, men ikke engang det har Man Raad til mere. |
| CECILIE | Raad? |
| FRU HEGER | Nej, det koster jo en tre fire hundrede Kroner at komme anstændigt og kristeligt i Jorden. |
| CECILIE | Naa – ja! |
| FRU HEGER | Og alt det har Regitze paa sin Samvittighed. |
| FABER | Nej, nu er De for slem mod hende. |
| FRU HEGER | At tænke sig, som jeg har holdt af den Pige. |
| FABER | De kan tro, Regitze er Den, der har lidt mest ved dette. |
| FRU HEGER | Skal jeg nu oven i Købet beklage hende – nei, ved De hvad! Selv om jeg kunde tilgive alt det andet, saa kan jeg ikke glemme, hvordan hun løb bort fra mit Hus ved Nattetide, uden at sige saa meget som Farvel. Nej, Faber, det kan De ikke forsvare. |
| FABER | Jeg siger jo ikke et Ord. |
| FRU HEGER | Jeg siger jo ikke et Ord. |
| FABER | Aa, jo! |
| FRU HEGER | Aldrig siger jeg Dem, men een Tjeneste skal De dog gøre mig endnu. |
| FABER | Alt, hvad De vil. |
| FRU HEGER | De maa hjælpe mig at holde paa Jørgen. |
| FABER | Heller end gerne. |
| FRU HEGER | Han sagde, han vilde herud for at bede Dem om Penge til Rejsen. Men, De maa ingen give ham, hører De. Jeg satte mig straks i en Sporvogn, og, Gudskelov, jeg er kommen ham i Forkøbet. |
| CECILIE | Ja, Gudskelov. |
| FRU HEGER | Saa meget kan De endnu gøre for Deres gamle Veninde, at De beholder Deres Penge selv. |
| FABER | Det Offer plejer jo ikke at høre til de største. |
| FRU HEGER | Naar jeg maa beholde min Dreng, skal jeg leve tilfreds i den usleste Krog (græder). Hvad skal der blive af mig, naar jeg ogsaa mister ham. |
| FABER | De har Ret, Fru Heger, han maa ikke rejse. (sagte til Cecilie) Gaa ud og hent ham, saa kalder jeg paa Regitze. |
| CECILIE | (sagte) Du vil have dem forligte! Tror Du det gaar? |
| FABER | Jeg haaber det — med Fru Hegers Hjælp. |
| CECILIE | God Lykke da. |
| (Hun gaar ud ad Havedøren. Faber nærmer sig Fru Heger). |
| 3. AKT 12. Scene |
FABER. FRU HEGER. |
| FABER | (sætter sig ned) Fru Heger, sig mig, er De virkelig saa vred? |
| FRU HEGER | Ja, det ved den godeste Gud, jeg er. |
| FABER | Men lad mig nu prøve at. forklare Dem – |
| FRU HEGER | Det kan sandelig ikke hjælpe. |
| FABER | (ryster paa Hovedet) Nej, maaske. |
| FRU HEGER | (ser paa ham) Men, hvad er der – jeg synes, De ser ganske altereret ud. |
| FABER | Det er ogsaa et vigtigt Øjeblik for os begge. For, hør nu her. – Deres Søns Fremtid staar i denne Time paa Spil. |
| FRU HEGER | Hvordan det ? |
| FABER | Hvis han vil blive her, vil jeg give ham en Stilling her hos mig; jeg skal nok faa noget ud af ham. Men, saa sandt jeg lever, hverken De eller jeg kan holde ham fra at rejse. Det kan kun En – Regitze. |
| FRU HEGER | Regitze – nej – |
| FABER | De elsker hinanden endnu – nej, først nu. |
| FRU HEGER | Han ikke. |
| FABER | Jo, han gør. Han er her — jeg har talt med ham og mærket det bag hvert Ord, han har sagt. Derfor – vi maa have dem forenede de to, men De maa hjælpe mig. Det er Dem, Moderen, der bedst kan tale dem til Rette. |
| FRU HEGER | Nej, det gør jeg ikke — det maa De ikke forlange. |
| FABER | Saa kan De i Morgen se Deres Søn forlade Dem for bestandig. Saa kan De have det saa godt. |
| FRU HEGER | I Guds Navn — saa lad ham rejse. |
| FABER | (Indtrængende) Nej, nej – vær nu ikke saa stædig – tænk Dem om. Kan vi roligt se paa, vi to Gamle, at vore Børns Fremtid gaar tilspilde – ja, for jeg regner nu Regitze for mit Barn. |
| FRU HEGER | (lidt formildet) Saadan som hun har baaret sig ad, det kan jeg ikke tilgive. |
| FABER | Jo, De kan, naar De selv har været med at gøre dem lykkelige paa et andet og bedre Grundlag ond før. |
| FRU HEGER | (græder) Det er godt nok. |
| FABER | Griber vi ikke ind nu, saa er det forbi, saa er det hele ødelagt. Men det maa ikke ske, vel kæreste Fru Heger. Vi maa slaa os sammen, ikkesandt, saa skal De se, vi kan faa det altsammen godt igen. |
| FRU HEGER | (halvt for sig selv) Endelig kommer det! |
| FABER | (tager hendes Haand) Det har gjort mig saa ondt, dette! Jeg var saa vis paa, at kun Døden kunde gøre Ende paa mit Forhold til Dem. |
| FRU HEGER | Det troede jeg jo med, og ærligt talt, Faber, jeg har længe ventet at høre Dem sige det, De nu siger. |
| FABER | (ser adspredt til Havedøren) |
| FRU HEGER | Og saa griber De dette øjeblik og tager mig halvvejs med Storm. |
| FABER | Det maatte jeg jo. |
| FRU HEGER | (rørt) For hvis det er, som De siger, at vore Børn kan blive lykkelige ved det, og De kan blive lykkelig ved det, saa har jeg vel ikke Lov at staa imod. |
| FABER | Det var Ret, saa kalder vi paa dem. |
| FRU HEGER | Men hvad skal jeg saa sige? |
| FABER | (gaar hen til Døren) At de formørker vort Liv og forbitrer vor Alderdom, hvis ikke de bliver gode Venner. |
| FRU HEGER | Jeg er alligevel helt benauet. |
| FABER | (aabner Døren) Regitze, kom lidt her ind. |
| REGITZE | (kommer ind) Ja, hvad er det? (stanser forlegen ved at se Fru Heger). |
| 3. AKT 13. Scene |
FRU HEGER. FABER. REGITZE. Straks efter JØRGEN |
| FABER | (sagte til REGITZE) Jeg har talt med Jørgen. |
| REGITZE | Sagde han noget om Brevet? |
| FABER | (peger paa Gulvet) Der ligger Stumperne af det. Han beder Dig oprette Dit Børnehospital paa Vindingegaard. Vil Du ikke tale med ham derom? |
| REGITZE | Aa nej – nej! (Jørgen kommer ind ad Havedøren. Da han ser Regitze, gør han Mine til at ville gaa igen). |
| FABER | Nej, bliv — vil I blive, siger jeg! Fru Heger og jeg vil gerne tale et øjeblik med jer. |
| (Jørgen og Regitze tage lidt modstræbende Plads hvor paa sin Side af Fru Heger). | |
| FRU HEGER | Ja, Børn, vi vil tale med jer. Kom lidt nærmere hen til mig – saadan! Ser I, naar I betragter Faber og mig, saa er det kun Moderen og Formynderen, I ser. |
| JØRGEN | Ja, Mama, hvad skulde vi ellers se? |
| FRU HEGER | Jeg mener — jeg vilde sige — ja, saadan er Ungdommen. De Unge vil aldrig indrømme, at deres Forældre kan have Følelser, der – der ikke har noget med dem at gøre, vel Faber! Men Hjertet, Børn, det bliver ikke saa hurtigt gammelt, som I tror, det vil I maaske ogsaa engang erfare. |
| JØRGEN | Saa meget des bedre! |
| FRU HEGER | Lige i jer Nærhed har der i Stilhed blomstret en Følelse, som I ikke har haft Anelse om. |
| FABER | (for sig selv) Hvor Fanden vil hun hen! |
| FRU HEGER | Før I saa Dagens Lys, har Faber trofast holdt af mig, og da jeg var tabt for ham, saa vidste jeg godt, at hans bedste Haab var skuffet – |
| REGITZE | (ser forundret paa Faber). |
| FRU HEGER | Og naar jeg nu tænker paa, hvor ridderligt han i disse mange Aar har gaaet og gemt det paa Bunden af sit Hjerte, men nu straks – da Modgangen rammer mig, at han saa – at han saa, – Faber, De hjælper mig heller ikke en Smule. |
| FABER | Det kan jeg virkelig ikke. |
| FRU HEGER | Ja, saadan er han – saa beskeden og fintfølende. (græder) Men nu kan I nok tænke jer, Børn, at det kun var, hvis I vilde række hinanden Haanden til Forsoning, at – at – |
| JØRGEN | (afbryder hende) Naa, der kom det ud. For det er da ikke Din Mening at fortælle os, at Du og Faber – |
| REGITZE | Nej, hør – |
| JØRGEN | (ler) Nu har jeg aldrig hørt noget saa komisk. |
| REGITZE | Og det tror de, at de kan bilde os ind hvad Jør – (stanser forlegen). |
| FRU HEGER | I ler! Det havde jeg ikke ventet, Faber. |
| FABER | Jeg heller ikke. (ser paa Jørgen og Regitze) Men det kunde umuligt være lykkedes Dem bedre, kære Fru Heger. Tak skal De have. |
| FRU HEGER | (mut) Aa, jeg beder. (ser forstaaende paa dem) Hm, naa saadan! Jeg klarede det altsaa godt, Faber? |
| FABER | Fortræffeligt, men det er jo lidt flovt for os, at vor snedige Krigslist blev opdaget med det samme. |
| FRU HEGER | Det Snedige ligger nu engang ikke for mig. |
| FABER | Men det Kærlige desto mere. (fører Regitze hen mod hende) Lad derfor blot Deres Hjerte tale. |
| FRU HEGER | Saa maa jeg vist opgive at være vred. Min egen Regitzel. (omfavner hende) Saa, snart jeg fik Dig at se, var det glemt. |
| REGITZE | Du kære Mama! |
| (Faber og Fru Heger gaa lidt til Side) | |
| JØRGEN | Regitze, sig mig, vil Du følges med mig ud til Vindingegaard for at se, hvordan den bedst lader sig omdanne til et Hjem for syge Børn? |
| REGITZE | (ser glad paa ham) Ingenting kunde være mig kærere. |
| JØRGEN | (lidt nølende) Men – vil Du saa følge videre med mig? |
| REGITZE | Ja, Jørgen, det vil jeg, lige til Livets Ende. |
| JØRGEN | Husk, det bliver under helt andre – ringere Forhold. |
| REGITZE | Udad til maaske. Indad til tror jeg, de bliver bedre, end de var. |
| (De fjerne sig lidt i sagte Samtale). | |
| FABER | (ser efter dem) Se saa! Nu ser jeg, hvad det bliver til. |
| FRU HEGER | (ryster paa Hovedet) Det bliver desværre dog kun til stille Bryllup. |
| (Cecilie kommer ind fra Haven, omtrent paa samme Tid. Dam og Bondrup komme ind fra venstre. Man hører Hornmusik Og Stemmer). |
| 3. AKT 14. Scene |
FRU HEGER. JØRGEN. REGITZE. FABER. DAM. CECILIE. BONDRUP. Senere TANTE LINE og TANTE JANE. |
| CECILIE | (idet hun kommer ind) Nu er Arbejderne samlede, Fader! |
| DAM | (til Bondrup) Jeg garanterer Dem, vi skal give et overordentligt Opsving til Handelslivet i Korsør. |
| BONDRUP | (irriteret) For Fanden, det er Skelskør. |
| DAM | Naa, det er sandt – |
| CECILIE | (trækker i ham) Kære Dam, hold Dig nu i Skindet. |
| DAM | Hvad er det nu? |
| CECILIE | Er det saa afgjort med Bondrup? |
| DAM | Ja, jeg har taget imod det, men saa haaber jeg ogsaa, han vil skønne overordentligt paa det. |
| (TANTE LINE Og TANTE JANE komme Ind fra Kontoret). | |
| TANTE JANE | Goddag, undskyld vi kommer for sent. |
| TANTE LINE | Det er Janes Skyld, hun kan aldrig blive færdig. |
| FABER | Kom, lad os saa Alle gaa, ned til Festen. Nu er vi i den rette Stemning. |
| (De gaa hen mod Havedøren). | |
| Tæppet falder. |