Fælles Sag 2. akt

2. Akt: Samme Stue hos Fru Heger. Lysekronen er tændt endnu. Fru Heger staar i Baggrunden og tager Afsked med Gæsterne, der ere i Færd med at tage Tøjet paa i Entreen. Dam gaar urolig frem og tilbage. Cecilie og Vinge sidde i Sofaen.

PERSONERNE:

FRU HEGER. JØRGEN, hendes Søn.
REGITZE KROG, hans Forlovede. FABER, Fabrikejer, Regitzes Formynder.
DAM, Grosserer og Dampmøller. CECILIE, Dams Hustru, Fabers Datter.
VINGE, Landskabsmaler. BONDRUP, Direktør.
TANTE LINE. TANTE JANE.
Damer og Herrer. En Tjener hos Fru Heger.
2. AKT
1. Scene
FRU HEGER. CECILIE. DAM. VINGE. TANTE LINE. TANTE JANE
FRU HEGER (ud ad Døren)
Godnat, kære Bondrup, tak fordi De kom. Men Gud, Line, har Du ingen Paraply, saa tag endelig min — den der med Hornskaft.
TANTE JANE (kommer ind med Ydertøj)
Undskyld, jeg har vist glemt mit Strikketøj her inde! Ja, der er det!
TANTE LINE (i Døren)
Jane, er Du saa færdig?
TANTE JANE Ja nu kommer jeg! Undskyld – Godnat!
(Hun gaar ud i Entreen).
FRU HEGER (ud ad Døren)
Aa ingen Aarsag, kom snart igen – Godnat! (Hun lukker Døren og kommer ind i Stuen).
VINGE (rejser sig)
Saa vil ogsaa jeg tage Afsked, Frue –
FRU HEGER Nej vist ej, Vinge, De faar ikke Lov at gaa, før De har faaet lidt at spise. De fik jo næsten ingenting – hverken De eller de andre, da den bedrøvelige Efterretning kom.
VINGE Jeg takker mange Gange, men jeg trænger ikke til noget.
FRU HEGER (fører ham hen mod Døren)
Vist saa – det staar paa Bordet. Tror De, jeg vil lade Dem gaa sulten her fra?
VINGE De er virkelig altfor venlig.
(Han gaar ind i Spisestuen).
FRU HEGER (I Døren)
De skal se, Dam kommer nok og gør Dem Selskab.
DAM Nej, jeg takker overordentlig — jeg skal ingenting have.
FRU HEGER Hør, I tilgiver mig nok, at jeg gaar lidt ind til Regitze. I forstaar –
CECILIE Bevares, kære Fru Heger — vi skal ogsaa afstod nu. Hvis Fader er der inde, vil De saa ikke spørge ham, om vi skal køre ham hjem.
FRU HEGER Det skal jeg nok. Godnat, søde Børn, kom snart og besøg mig igjen.
CECILIE og DAM. Ja tak.
(Fru Heger gear ind i Kabinettet).
2. AKT
2. Scene
DAM. CECILIE.
CECILIE Saa, nu er vi alene; maa jeg saa faa at vide, hvad her er gaaet for sig?
DAM Gaaet for sig – vi er fortabte! Aa, mit arme Hoved.
CECILIE Men, saa tal dog, Menneske! Hvad er der i Vejen?
DAM Ikke andet, end at vi hænger i en Sytraad over en gabende Afgrund.
CECILIE Hvordan er vi komne der?
DAM Winkelmanns i Hamborg er gaaet Fallit.
CECILIE (med et Udraab)
Hvad siger Du – nej dog! Taber vi grumme meget?
DAM Vi gaar ogsaa Fallit, det er det hele.
CECILIE (halvt, grædende)
Men Du Alforbarmende. Det er da ikke dit Alvor. Har jeg ikke sagt, Gud ved hvor mange Gange, at det var Galskab at betro hele vort Ve og Vel til de Mennesker.
DAM Det har Folk altid sagt – naar det gaar galt.
CECILIE Skal saa alt, hvad vi ejer og har, sælges?
DAM Jeg er bange for det.
CECILIE Men, det er jo forfærdeligt! Vore smukke Møbler – og det nye Smyrnatæppe – tager de det fra mig?
DAM (ryster paa Hovedet)
Ak, ja!
CECILIE Gud bevare mig vel, Dam, hvor har Du ogsaa kunnet bære Dig saadan ad!
DAM Pin mig dog ikke. Jeg er saa syg af min nervøse Hovedpine – den der kommer med Kvalme. Det er ogsaa det forbandede Flødeskum vi fik der inde. Aa, at man dog kan lide saadan i sit Hoved.
CECILIE (ærgerlig)
Især naar man har saa lidt af det.
DAM (fornærmet)
Min bedste Sille!
CECILIE Lad være at kalde mig Sille — Du ved, jeg kan ikke fordrage det. Hvad skal vi dog gribe til! Men nu – Jørgen Heger?
DAM Han gaar vel fallit ligesom vi, hvad ved jegl
CECILIE Nej, vist gør han ej! Han arver jo lige nu Onkel Smiths Formue — den maa jo kunne redde os med.
DAM Ja, hvis han fik den.
CECILIE Hvad – faar han den ikke?
DAM Han siger mig lige nu, at Regitze vil stifte et Børnehospital for Arven, fordi hun har faaet at vide, det er Aagerpenge.
CECILIE Nej, nu har jeg aldrig i mine Dage hørt noget saa bindegalt.
DAM Nej, hvad synes Du!
CECILIE Og, i et saadant Øjeblik, sætter Du Dig ganske rolig til at have Kvalme.
DAM Ja, for jeg har Kvalme – jeg er overordentlig daarlig. Du ved, jeg taaler ikke stærke Sindsbevægelser.
CECILIE Aa, er det en Mand, der falder sammen som en Klud, naar hans Fremtid staar paa Spil. Altsaa-— hvis Jørgen faar Arven, kan vi endnu reddes?
DAM Ja, det antager jeg.
CECILIE Men, saa maa jo Regitzes forrykte Ide forpurres, inden den faar Tid at sætte sig fast. Du maa smedde, mens Jernet er varmt, mens vi har dem alle samlede her.
DAM Hvad vil Du have, jeg skal gjøre?
CECILIE Tale mod hende, mod ham, med Fader, med Vinge, med dem alle –
DAM Jørgen vil ikke gøre et Skridt. Han siger, det er hende, der maa komme ham i Møde.
CECILIE Han har altsaa søgt, at faa hende fra det?
DAM Ja, det er klart.
CECILIE Og hun bliver dog staaende ved det?
DAM Ja, vist gør hun saa. Og naar hun sidder i den ene Stue og bliver staaende ved det, og han i den anden, hvad Fanden vil Du saa have, jeg skal gøre?
CECILIE Alt andet, end at have Kvalme, og vil ikke Du kæmpe til det yderste for vor fælles Sag, saa vil skam jeg. Der er Fader – lad os nu først se, hvad han siger.
Faber kommer ind fra Kabinettet.
2. AKT
3. Scene
CECILIE. DAM. FABER.
FABER Undskyld, at jeg har ladet jer vente.
CECILIE Det gør ikke noget – tværtimod! Jeg kommer vist til at bede Dig blive lidt endnu, hvis Du vil følges med os.
FABER Saa-!
CECILIE Ja, Dam er desværre ikke rask; han har faaet saadant et slemt Anfald af Svimmelhed, og jeg tør ikke lade ham gaa ned ad Trappen, før det er blevet lidt bedre.
FABER Det var da kedeligt. Skal han ikke have noget koldt paa Hovedet?
DAM Nej, Tak.
FABER Efter at have talt med Regitze, kan jeg jo nok slutte mig til Aarsagen.
DAM Nej, De maa ikke tro –
CECILIE Lad os meget heller tale aabent og ærligt med Fader. Du har altsaa hørt, hvad for en Ulykke der truer os?
FABER Ja.
CECILIE Vil Du da ikke hjælpe os at afvende den?
FABER Det kan jeg ikke.
DAM Kan De ikke?
FABER Paa min Ære, jeg kan ikke med min bedste Vilje. Min Formue er hverken stor eller rørlig.
CECILIE Det mener jeg heller ikke. Det er om Dit Forhold til Regitze, at jeg vil tale.
FABER (afværgende)
Det kan ikke nytte.
CECILIE Jo, hun kan jo ikke hjælpe Jørgen ud af dette uden at hjælpe os med.
FABER Jeg vil ikke paavirke Regitze i den Sag. Og selv om jeg kunde, tror I. saa, at jeg vilde kaste de Penge, der er en saa god Anvendelse for, ned i jert gabende Svælg, hvor der ikke er andet end Usundhed og Daarlighed paa Bunden?
DAM Men –
FABER Nej, Børn, gaa I blot fallit, der er ikke andet for. Saa kan vi siden hen tale om Hjælp.
DAM Men, saa hør dog, bedste Faber – kære Svigerfader –
CECILIE Hør, Dam, Du maa vist heller holde Dig i Ro.
FABER Naturligvis – det bliver lidt svært for jer at komme over. Men, hvad skal man sige, det er en Krise, der som oftest indfinder sig før eller senere, naar man indlader sig paa at spekulere.
DAM Nej, jeg forsikrer Dem, det er de sobreste, ædrueligste Forretninger, der er blevne forfulgte af et overordentligt Uheld.
FABER Ja, det er underligt med det Uheld, det kommer altid uforskyldt.
DAM Men, naar De nu kan hjælpe os med et Ord, uden at det koster Dein selv en Øre.
FABER (ser paa ham)
Hvad for noget?
CECILIE (hurtig)
Kære Dam, det anstrenger vist Dit Hoved at tale, vi ved saa godt, hvad Du vil sige (tager Fader om Skulderen). Har Du virkelig ikke en Smule ondt af mig, Fader?
FABER Jo, vist saa, Barn.
CECILIE Og vil Du ikke gerne se mig lykkelig?
FABER Jo, paa min Maner.
DAM (halvhøjt)
Det er sgu en rar Maner.
CECILIE (til Faber)
Hvor kan Du saa bære over Dit Hjerte at lade os gaa til Grunde. Naar en Fader ikke bryder sig mere om sit eget Barn, hvad kan man saa stole paa her i Verden.
DAM Og vi, der altid har omfattet Dem med saa megen Kærlighed, saa megen Ømhed –
FABER Ja, ser Du, min lille Cecilie, jeg ser roligt paa det, fordi jeg ved, at I vil have saa godt af det, baade Du og Din Mand.
CECILIE Godt af det!
FABER Dette øjeblik har jeg i mange Tider ventet paa, og naar jeg syntes, I bar Jer rent splittergalt ad, saa har jeg trøstet mig med, at det varede næppe længe. Derfor, om jeg havde en Million i rede Penge i Lommen, saa tror jeg ikke engang, jeg hjalp jer paa Fode igen. Naturligvis, det gør mig ondt at se Dam saa elendig, som han i dette Øjeblik er, men det er et helt – stort Omslag, der skal hjælpe –
DAM (tager sig om Hovedet)
Hvad! Nej, kolde Omslag hjælper mig aldrig! Aa –
CECILIE (affærdigende)
Dam dog –
FABER Du kan tro, Cecilie, det har tidt gjort mig ondt, at Du saa helt var bleven borte for mig. Tænk Dig engang oml Kan Du huske, hvor det er længe siden, at vi har talt sammen, vi to?
CECILIE Hvordan talt sammen?
FABER Ja, det forstaar sig – vi har passiaret og konverseret – det kan man jo altid. Men det, jeg kalder at tale sammen, at lade sine Tanker lige fra Sjælen strømme En paa Læben uden Forbehold, fordi man ved, man bliver hørt paa med Sympathi, saadan har vi ikke talt sammen i lange Tider; og kan man ikke det, saa tørrer Kærligheden bort.
CECILIE Trdr Du ikke, at Du selv ogsaa har lidt Skyld deri? Du er bestandig kommen med Stikpiller, med smag Skarpheder, Som om Du ærgrede Dig over vor Medgang. Jeg har været nødt til at være saa forsigtig og gaa udenom saa meget –
FABER Der har vi det! Det, man ikke tør tale om, bliver til Is, det, man strides om, til en rask Storm, der klarer Luften.
CECILIE Men, Du har virkelig tidt været saa urimelig.
FABER Maaske! Ser Du, af Naturen ligner vi hinanden saa ubegribelig lidt. Du er Din Moder op ad Dage.
DAM I en finere Udgave, heldigvis.
FABER Jeg, der har slidt mig frem fra en Bagsal i Grønnegade, hvad forstaar jeg mig paa det Stads og Fjas, Pynt og Selskaber, som Du var gaaet op i. Men nu er alt det forbi.
DAM (sukker)
Aa Gud – ja.
FABER Nu skal Du se, hvor det falske Glimmer falder i Støv ved det første Pust af Livets Alvor, og behøver jeg at sige jer, Børn, at mit Hjerte og mit Hjem staar jer aabent.
CECILIE Det ved jeg, Fader! Du vilde med Glæde dele Din sidste Brødskorpe med os, men det er saa kedeligt med Dig, Du vil altid hellere være bedrøvet med de Bedrøvede end glad med de Glade. Hvorfor følger Dine gode Følelser altid Folk ned ad Bakke, aldrig opad?
FABER Fordi de, der vil opad, som oftest kun har det ene Ord : “Forfængelighed” paa Fanen. Tror Du nu, at Du som Menneske, har vundet ved det, Du kalder Medgang?
CECILIE Det er der dog Enkelte, der mener.
FABER Ja vel — den har lært Dig at være Modedame, i saa Henseende har jeg vist al Grund til at være stolt af min Datter, men Livets ideelle Krav, dem har Du lagt godt paa Hylden.
CECILIE Dem har man jo ikke Brug for – saadan til Hverdags –
FABER Ikke det! Jo, de bør danne Grundlaget for alt, det viser sig først ret i Modgangen.
CECILIE Tak, lad dem saa bare blive hvor de er.
FABER Du er for slem mod Dig selv. Jeg er vis paa, at der er Stof i Dig til med Mod og Dygtighed at tage fat paa en anden Maade.
CECILIE Det tror jeg ogsaa, jeg skal altid gøre min Pligt. Om saa Dam skulde blive nødt til at tjene sit Brød ved at flette Dørmaatter, saa skal jeg efter Ævne staa ham bi. Hvad andet har en Kone at gøre, det ved jeg nok.
DAM (misfornøjet)
Brug dog ikke saa, stærke Udtryk.
CECILIE Om det bliver nødvendigt, skal jeg baade sy og vaske, feje og lave Mad. Hvis det er det, Du kalde Livets ideelle Krav, saa skal jeg opfylde dem, uden at Nogen skal høre mig klage. Men ingen kan forlange, jeg skal finde dem behagelige.
DAM Nej, det ved Vorherre!
CECILIE Og Ingen kan fortænke mig i, at jeg kæmper for at holde os oppe.
FABER Vel, Du kan jo tale med Regitze.
CECILIE Det vil jeg ogsaa, det kan Du stole paa, og hvis hun blot virkelig elsker Jørgen, saa skal jeg nok faa hende paa andre Tanker.
FABER Ved hvilke Midler, om jeg tør spørge?
CECILIE Lad Du mig om det.
(ser til Spisestuedøren)
Jeg har netop et ved Haanden.
FABER Nu i Aften?
CECILIE Nu i Aften. Men gaa helst Din Vej.
FABER Godt, saa gaar jeg lidt ind til Jørgen.
CECILIE Ja, gør det og tag Dam med Dig.
FABER Kom saa Dam! Din Kone kan undvære endog Din Bistand.
(Han gaar ind i Jørgens Stue.)
2. AKT
4. Scene
DAM. CECILIE.
CECILIE Hvorfor gaar Du saa ikke?
DAM Nej, lad mig bare blive siddende, jeg tror, jeg faar ondt, naar jeg rejser mig.
CECILIE Det er det samme.
DAM Er det det samme?
CECILIE (sagtere)
Tys, det er ham, der skal hjælpe os. Han er forelsket i Regitze op over begge øren.
DAM Hvad kommer det os ved?
CECILIE Jeg vil se at ægge ham – optænde ham til at gøre hende en Kærlighedserklæring – nu hun er tvivlraadig.
DAM Og hvad saa?
CECILIE Forstaar Du da ikke, hvis hun saa virkelig elsker Jørgen, kunde det i et Nu faa hende til at slaa om. Saadan er unge Piger – let bevægelige –
DAM Og saa?
CECILIE Saa er vi jo frelste
(nærmer sig Døren og lytter)
Nu rejser han sig – saa skynd Dig, dog at gaa.
DAM (rejser sig)
Naa, ja – aa, mit Hoved. Lad mig nu se, Du tager Dig sammen.
(Han gaar ind i Jørgens Værelse. Straks efter kommer Vinge ind fra Spisestuen).
2. AKT
5. Scene
CECILIE. VINGE.
VINGE Ah, Fru Cecilie!
CECILIE Naa, hvordan smagte saa det ensomme Maaltid?
VINGE Med Fru Hegers gamle Madejra til Selskab kan man aldrig føle sig ensom. Den gemmer noget af selve Livsnydelsen i sine gyldne Draaber (vil tage Afsked). Men, maa jeg saa bede Dem hilse vor Værtinde –
CECILIE Gaar De nu – vil De dog ikke først tale med Regitze?
VINGE Nu, her?
CECILIE Ja, tror De ikke, der er meget, De nu maa hjælpe hende med?
VINGE Det vil være mig, en stor Glæde, hvis det gaar an at forstyrre hende. Hvordan er hun til Mode?
CECILIE Aa, det er rent galt. Ja, De har da hørt det med Arven?
VINGE Ja, jeg var jo selv til Stede.
CECILIE De kan da nok begribe, at det straks. har ført til et Brud, i ethvert Tilfælde til en meget alvorlig Konflikt mellem Jørgen og hende.
VINGE (uvilkaarlig glad)
Er det muligt — aa, det anede mig nok.
CECILIE (Iagttager ham)
Blot det ikke gaar overstyr med det samme.
VINGE Tror De virkelig?
CECILIE Det ser skam slemt ud. Hør, kunde De ikke se at snakke Regitze lidt til Fornuft, naar De nu taler med hende, hvad Vinge?
VINGE Jeg, Frue?
CECILIE Ja, De kan aller bedst. Der har jo altid været saadant et kønt, kammeratligt Forhold mellem Dem og hende.
VINGE (forlegen)
Ja – jo –
CECILIE Uden Spor af Kurmageri, ikkesandt?
VINGE Frøken Regitze har ganske vist altid forstaaet min ejendommelige, stemningsrige Natur, der skifter og veksler som –
CECILIE Som en Vejrhane, mener De. Men sig mig, hvad stikker der under dette Paafund?
VINGE En sjelden Sjælsadel, som jeg skatter højt.
CECILIE Naa, ja, jeg er nu ikke saa ædel. Nej, ved De hvad, jeg tror snarere, hun er ked af Jørgen og Forlovelsen og det hele.
VINGE Skulde det være Tilfældet?
CECILIE Har De ikke mærket, at hun forholdt sig noget køligt til dette Giftermaal?
VINGE Jo, nu De siger det. Endnu i Aften kom – hun med en lille Antydning.
CECILIE Der ser De! Det var jo ikke andet end en Børneforlovelse, som de saa at sige er slumpede til.
VINGE De første Forelskelser har jo sjelden dybe Rødder.
CECILIE Nej, ligesom de første Tænder. Det faar hun da nu at se, hvor det viser sig, at han er færdig med hende i samme øjeblik, hun staar for ham uden sine Penge.
VINGE Aa, usselt, elendigt!
CECILIE Og hvis der saa tilmed skulde svæve noget andet. i Luften –
VINGE Hvad mener De?
CECILIE Ja, til Dem kan jeg jo nok sige, det. Jeg er bange, hun er forelsket, og saa er Sagen jo haables.
VINGE Forelsket?
CECILIE Ja, i en Anden end Jørgen, forstaar sig.
VINGE (tier)
CECILIE Til mig har hun ingenting betroet, men alligevel – jeg har det paa. Følelsen. Men hør, hvem kan det være! Sig mig, hun har ikke ude hos sin Onkel truffet Nogen, man kunde. tænke sig –
VINGE (forlegen)
Nej, ikke det jeg ved af.
CECILIE Aa, Mandfolk ser heller aldrig noget. Har De ikke engang lagt Mærke til, at der i den sidste Tid er kommet noget særegent over hende, jeg ved ikke – noget uroligt – længselsfuldt –
VINGE Maaske – til Tider –
CECILIE Nu i Aften – hun var saa, adspredt og drømmende, sad blot og stirrede paa en Buket røde Nelliker og indsugede Duften med et hemmelighedsfuldt lille Smil i Mundkrogen.
VINGE (studser)
Røde Nelliker!
CECILIE Ved De ikke, hvor hun havde faaet dem fra?
VINGE Nej.
CECILIE Vel ikke af Jørgen?
VINGE (forlegen)
Nej, det vil sige – jeg tror det ikke –
CECILIE Dem bliver man saamænd ikke klog af. Nu skal jeg hente hende.
VINGE Ja, lad hende komme
CECILIE Men, for Himlens Skyld, nævn ikke, hvad jeg her har sagt.
VINGE Bevares!
CECILIE Husk, hvor det staar paa Vippen, det hele. Et Ord til den gale Side, bums, der ligger Jørgen, og hvad saa?
(Hun gør en hilsende Bevægelse og gaar ind i Kabinettet).
VINGE (ser efter hende)
Hvad saa. Hvor hun dog er naiv! Hun fortæller mig uden at ane det, at –
(lytter)
Der er Regitze, min Regitze.
(Regitze kommer ind fra Kabinettet).
2. AKT
6. Scene
VINGE. REGITZE.
VINGE (gaar hende i Møde)
Kære Frøken –
REGITZE (i en træt Tone)
De vil tale med mig, Vinge!
VINGE (med Varme)
Ja, jeg maa tale med Dem (behersker sig). Jeg vilde spørge, om der ikke er noget, jeg kan gøre for Dem.
REGITZE Aa tak – jeg ved ikke –
VINGE For hvis De trænger til en Ven – en Støtte – til En, der i et og alt staar paa Deres Side, saa ved De, at De har mig, ikkesandt?
REGITZE Tak, Vinge, det er kønt af Dem.
VINGE Og saa føler jeg Trang til at sige Dem, hvor jeg beundrer Deres kække, højsindede Beslutning.
REGITZE Aa, –
VINGE Jo, jo. Denne Aften har gjort Dem fra et tankeløst Pigebarn til et helstøbt Menneske. Giv ikke efter for de Andres filistrøse Meninger.
REGITZE Men, det er dog saa tungt, at kunne hjælpe dem, man holder af, og saa ikke at ville det. – Og hvordan skal jeg holde ud at staa saa ene med det! Man kan da ikke leve alene for en god Sag uden Kærlighed.
VINGE Og det forstaar selv De, der endnu næppe Ved, hvad Kjærlighed er.
REGITZE (tier).
VINGE Den fylder Dem med fjerlette Anelser og Længsler, aa – jeg har jo set det følt det, men de Ord, der vil give den Vinger og løfte Deres Sjæl højt op over alt andet, dem har De endnu ikke hørt.
REGITZE (lidt forbavset)
Jeg forstaar ikke –
VINGE Saa lad mig da sige det lige ud saadan om det jublende trænger sig frem. Regitze, Elskede, Kære, hos mig finder De den Kærlighed, De længes mod – higende og hed.
REGITZE (overrasket)
Men, hvad skal jeg svare Dem –
VINGE Intet. De skal blot høre paa mig. De skal blot vide, at der midt i de smaalige Interesser, der omsnærer Dem, er et Hjærte, som flyver Deres i Møde. Her kan jeg jo ikke sige mere.
REGITZE (tier og rejser sig).
VINGE Himlen være lovet – De har sprængt Lænken og med eet Sæt svunget Dem ud af disse Omgivelser, hvor De virkede som en ædel Violintone i en Samling Lirekasser og Harmonikaer. Tror De ikke, jeg har set, hvor De har lidt under det, kæmpet med Deres Længsel mod det Ubekendte – Vidunderlige, der lokkede og drog Dem. Lille Stakkel – Barn som De var, der havde kastet Dem i Armene paa et Menneske, der var blottet for Ævne til at føle – til at tilegne sig den fine Forstaaelse af et andet Sjæleliv. Regitze, forstaar De mig ikke nu?
REGITZE Jo, jeg begynder at forstaa Dem.
VINGE Men, Gudskelov, nu har han i Tide vist sig for Dem i al sin Lidenhed, den tomme Modejunker, der kaster Dem fra sig som en brugt Hanske i samme øjeblik, Deres Pengepung bliver tom.
(kommer nærmere)
Men nu –
REGITZE (vender sig heftigt om)
Vil De behage at tie!
VINGE Hvordan –
REGITZE Ti, siger jeg. Hvor tør De vove at udtale Dem paa den Maade om Jørgen til mig mens De er Gæst her i hans eget Hjem?
VINGE Men –
REGITZE Nej, ikke et Ord mere! Hvor kan De tale om Kærlighed til mig i dette øjeblik? Og naar De ved, at jeg er bunden til en Anden, hvor kan De saa forhaane ham og mig paa den Maade?
VINGE Dem, nej –
REGITZE Hvad kan der siges mere krænkende til mig, end at det var mine Penge, han holdt af, og ikke mig selv?
VINGE Men det viser sig jo dog her.
REGITZE Med hvad Ret hlander De Dem i vort Forhold, hvad ved De om det? Har vi maaske spurgt Dem til Raads?
VINGE Nej, ganske vist –
REGITZE Saa lad De os afgøre, hvad der kan være os imellem, og kom ikke til mig med onde Ord om ham.
VINGE Det gør mig overmaade ondt, men jeg kunde ikke tænke mig –
REGITZE Jeg beder Dem gaa Deres Vej.
2. AKT
7. Scene
CECILIE. VINGE.
CECILIE Ah, jeg træffer Dem endnu, Vinge!
VINGE Ja, men jeg vilde lige tage Afsked.
CECILIE (sagte)
Hvordan gik det saa?
VINGE (irriteret)
Det var Dem –
(fatter sig)
Rigtig godt.
CECILIE Det var jo rart.
(højt) Godnat, kære Vinge, Godnat.
VINGE (Vinge hilser og gaar ud i Entreen.)
2. AKT
8. Scene
REGITZE. CECILIE.
CECILIE Jeg Synes ikke, Du sagde Farvel til Vinge.
REGITZE Nej, vil Du tænke Dig, han kom med en Kærlighedserklæring til mig.
CECILIE Gjorde han det! Naa ja, Mandfolk er nu engang ikke rigtig behændige i det Kapitel.
REGITZE Det havde jeg ikke trot om Vinge.
CECILIE Aa Gud jo, naar de er forelskede, griber de altid Lejligheden til at komme af med det. Jeg kender dem – de maa af med det.
REGITZE Og ikke nok dermed, men han talte om Jørgen i de mest nedsættende Udtryk – til mig – her – vil Du tro det?
CECILIE Ja, det tror jeg gerne. Hvor kan han eller Nogen i dette øjeblik mene, at Du bryder Dig det mindste om Jørgen, saadan som Du vil bære Dig ad.
REGITZE Men det gør jeg. Jeg følte før – da Vinge angreb ham, hvad han er for mig.
CECILIE Ja, det tænkte – (retter sig) det var jo dejligt. Lad os saa gaa ind til ham og sige, at Uvejret er trukket over.
REGITZE Ja, men det er det jo ikke. Disse Penge – dette Forfærdelige – Uoverkommelige, det er der jo endnu.
CECILIE Men, naar Du siger, at Du holder af ham.
REGITZE (usikker)
Det vedrører jo ikke min Kærlighed, dette.
CECILIE Det var da en besynderlig Kærlighed. Ved Du da ikke, hvad der hænger- over, hans Hoved?
REGITZE Jo.
CECILIE Og dog vakler. Du?
REGITZE Aa, Cecilie, hvad skal jeg gøre! Jeg ved jo, at det var min Onkels Ønske at gøre godt med sine Penge, og jeg har en klar Følelse af, at det er min Pligt.
CECILIE Men, det er det ikke, spørg hvem som helst.
REGITZE I den Slags Ting bør man helst spørge sig selv.
CECILIE Næst Den, man har gjort til Eet med, min Kære.
REGITZE Men, først og fremmest maa man dog være et Menneske for sig selv, og naar det gælder – hvordan skal jeg forklare mig ja de Forudsætninger om, hvad der er godt og sandt, som vi skal leve paa, saa synes jeg, at det er min egen Overbevisning, jeg maa, følge, og ikke hans. Denne Sag vedrører jo mig personligt.
CECILIE Nej, undskyld, enhver Sag er fælles, naar man først har slaaet sine Pjalter sammen.
REGITZE Det er vel det, jeg ikke rigtig forstaar.
CECILIE Jeg har aldrig hørt Mage! Jeg, som troede, det hørte med til Ægteskabets A. B. C. at være solidarisk med sin Mand. Og det er man ogsaa, det maa man være. Indad til kan man jo kævles saa meget, man vil, men udad til maa man ved Gud holde sammen, hvor surt det end kan være.
REGITZE Tror Du det?
CECILIE Og det er da saa let at komme overens, naar man elsker hinanden. Gør man ikke det, ja — (sukker) saa er det naturligvis sværere.
REGITZE Cecilie, er det sandt, hvad Folk siger, at Du kun giftede Dig med Dam af Ærgrelse, fordi der var en Anden, som Du – nej fy, det var ikke rigtigt af mig at spørge om.
CECILIE Derfor svarer jeg heller ikke.
REGITZE Tilgiv mig.
CECILIE Aa, det gør ingenting. Du ved jo godt, at jeg ikke er lykkelig, idetmindste ikke som man er lykkelig med sin Mand, naar man føler, at hver Dags Samliv gør En til et bedre Menneske, for det er jo det bedste ved Kærlighed, at den gør En god. Den Lykke ved jeg ikke noget om – derfor er jeg vel, som jeg er.
REGITZE (kærlig)
Cecilie!
CECILIE Men, jeg ved, at har man giftet sig, saa maa man tage Følgerne fuldt ud, man maa staa støt ved sin Mands Side og gøre hans Sag til sin i et og alt. Det har jeg gjort, og det vil jeg blive ved mod, hvor skævt det saa end gaar.
REGITZE Altid staar Du paa hans Parti?
CECILIE Altid – ligeoverfor Andre, selv om jeg synes, han bærer sig taabeligt ad, og det synes jeg tidt, det ved Gud, jeg gør.
REGITZE Naar det kun var taabeligt, saa – men, aa, hvad ved jeg – maaske har Du Ret i, hvad Du siger.
CECILIE Det kan Du være sikker paa, ellers faldt jo alt fra hinanden. Og hvis Du her, for at trodse Din egen Vilje igennem, ødelægger Jørgens Velfærd, maaske hele hans Fremtid, for han er kun daarligt skikket til at kæmpe mod Fattigdom, forkælet som han er – saa tager Du et Ansvar paa Dig, som kommer til at svie til Dig Livet igennem. Nu kan Du tro mig, om Du vil.
REGITZE Ja – aa ja, jeg vil jo aller helst tro Dig. Du kan da begribe, det er det letteste og kæreste for mig, og naar Du synes, det er det Rette, og naar han kun vil holde rigtig – rigtig meget af mig, saa faar det være lige meget med det andet. Jeg vil ikke tænke paa, det, jeg vil glemme denne Aften som en ond Drøm. Kom, lad os gaa ind til ham.
CECILIE (glad)
Du giver efter — aa, Kæreste, jeg vidste det, Du kunde ikke andet (for sig selv). Det lettede.
(DAM og FABER komme ind fra Jørgens Stue).
2. AKT
9. Scene
REGITZE. CECILIE. DAM. FABER.
FABER Naa, her er I! Jeg har siddet her inde og ventet forgæves.
CECILIE Nej, ikke forgæves – Faren er ovre. Regitze har for Jørgens Skyld opgivet sin Plan.
FABER Hvad for noget?
DAM Ah, naturligvis! Frøken Regitze med sit varme Gemyt og elskelige Sind kunde umuligt bære over sit Hjerte ikke at komme sine Nærmeste til Hjælp, naar det kneb.
CECILIE Hun trængte blot til at samle sine Tanker en Smule.
DAM Vist saa – derfor har jeg ogsaa taget det med nogenlunde Ro.
FABER (smiler)
Ja, det kan jeg bevidne.
DAM Hvad, har jeg maaske ikke taget Frøken Regitze overordentlig i Forsvar?
REGITZE Mod hvem?
DAM Mod Jørgen. Jeg fastholdt, at det kun var Vinge, der var forelsket i Dem, og at det fra Deres Side var den reneste Offertrang –
CECILIE (sagte til Dam)
Men er Du fra Forstanden?
REGITZE Tror Jørgen, det er for Vinges Skyld, jeg har villet dette?
DAM (forvirret)
Ja, jeg vilde sige – han siger – at nu er alt muligt muligt –
REGITZE Det var altsaa det, han mente før. Faber, tror han det virkelig ?
FABER (Trækker paa Skuldrene)
Det synes næsten saa.
DAM De maa ikke regne det saa nøje – han er rent fra Sans og Samling derinde. Han Mangler jo desværre Selvbeherskelse, den kære Jørgen.
REGITZE (halvt for sig selv)
Saa kender han mig altsaa slet ikke – han forstaar mig ikke.
DAM (ængstelig)
Men, hør nu, søde Frøken Regitre – naar vi nu ser det fra hans Side, hvad ? De arver en betydelig Formue, som – som han har overordentlig paatrængende Brug for, og saa laaner De Øre til en forelsket Rivals Forestillinger, ikkesandt –
CECILIE (sagte)
Kan Du dog ikke tie.
DAM Hvad Under om han saa er en Smule skinsyg.
REGITZE (heftig)
Aa, I er afskyelige allesammen.
CECILIE (tager hende om Armen)
Vær nu ikke urimelig — kom og tal med ham.
REGITZE Nej, nu vil jeg ikke. Jeg gaar ikke der ind, jeg gør det ikke.
CECILIE Men, Regitze dog –
DAM Du Alstyrende, begynder vi nu for fra?
CECILIE (sagte og misfornøjet)
Ja, og hvis er Skylden?
REGITZE Kan han misforstaa mig saa grænseløst, at han tror, denne Aftens pinefulde Kamp for mig ikke betyder andet end Lefleri med en Anden, saa er der meget mere imellem os end disse Penge, saa kan jeg ingenting være for ham.
DAM Jo netop — en Hjælp i Nøden.
CECILIE (ser bebrejdende paa ham)
REGITZE Nej, sig hvad I vil, nu skal ingen Magt mere faa mig bort fra min første Indskydelse.
CECILIE Aa Gud, dog –
REGITZE Hvor kunde han tro det – og sige det! Faber, jeg vil ikke være her længer, maa jeg følge hjem med Dem?
FABER Betænk dog, hvad det vil sige.
REGITZE Det er det samme – jeg vil ikke blive her – tag mig med! Vil De ikke nok?
FABER Du ved, Barn, mit Hjem er altid Dit.
REGITZE Tak – aa, lad os saa komme bort.
(Fru Heger kommer ind fra Kabinettet og ser forbavset Faber og Regitze gaa udi Entreen. Jørgen kommer i samme øjeblik ind fra sit Værelse).
JØRGEN (ser efter Regitze)
Hun gaar – Regitze! Hun er borte! Saa er alt forbi.
(Han gaar atter ud).
FRU HEGER (ængstelig)
Men, hvad er der sket – jeg skulde tælle Sølvtøjet! Hvorfor gik Regitze sin Vej?
CECILIE Det kan De bedst faa at vide af Jørgen.
FRU HEGER Men Gud – af Jørgen?
(Hun gaar hurtigt ind i Jørgens Værelse)
CECILIE (til DAM)
Se saa! Nu har Du da faaet ødelagt enhver Mulighed for Frelse.
DAM Lad nu være at plage mig, Sille!
CECILIE Det er dog for galt at kludre til den Grad.
DAM (fornærmet)
Jeg sagde jo ikke andet, end hvad der var Tilfældet, og jeg maa dog som enhver Anden have Rettighed til –
CECILIE (afbryder ham)
Til at være dum – ja! Men enhver Rettighed kan ogsaa misbruges. Kom saa, lad os gaa!
Tæppet falder.

FÆLLES SAG: INTRO1. AKT2. AKT3. AKTANMELDELSE