Handlingen foregaar i Kjøbenhavn.
1. Akt: En hyggelig Dagligstue hos Fru Heger med et lidt gammeldags Præg. I Baggrunden Udgang til Entreen, til venstre Dør ind til Jørgens Værelse. Til højre Døre til Spisestuen og et Kabinet. Værelset er stærkt oplyst med en tændt Lysekrone og flere Lamper.
PERSONERNE:
| FRU HEGER. | JØRGEN, hendes Søn. |
| REGITZE KROG, hans Forlovede. | FABER, Fabrikejer, Regitzes Formynder. |
| DAM, Grosserer og Dampmøller. | CECILIE, Dams Hustru, Fabers Datter. |
| VINGE, Landskabsmaler. | BONDRUP, Direktør. |
| TANTE LINE. | TANTE JANE. |
| Damer og Herrer. | En Tjener hos Fru Heger. |
| 1. AKT 1. Scene |
Fru HEGER sidder ved et Bord midt I Stuen, omgivet af TANTE LINE, TANTE JANE og nogle flere Damer, der ere beskæftigede med Haandarbejde. REGITZE sidder i Sofaen længer fremme med et Broderi i Skødet. Senere JØRGEN og VINGE. |
| TANTE JANE | Det var da et nydeligt Mønster, det Du der strikker, Line! Er det svært? |
| TANTE LINE | Nej, slet ikke. Du tager hele Tiden tre Masker i Luften og fem paa Pinden. Ser Du tre i Luften og fem paa Pinden. |
| Jørgen og Vinge komme ud fra venstre. | |
| FRU HEGER | Ah – vil De ikke tage Plads, Hr. Vinge! Damerne kender jo Landskabsmaler Vinge? |
| TANTE LINE | Jo Tak. |
| TANTE JANE | Jeg har ogsaa den Fornøjelse. |
| FRU HEGER | (sagte) Jørgen, kan Du ikke faa nogle af Herrerne her ind? |
| JØRGEN | Nej, Mama, de sidder fast fortøjede ved Spillebordene. |
| FRU HEGER | Uf, den evige Spillen Kort! |
| JØRGEN | (sætter sig hos Regitze) Naa, hvordan gaar det Dig, min lille Fæstemø? |
| REGITZE | Aa, jeg har kedet mig rædsomt! Nu har Tante Line og Tante Jane snakket om Tjenestepiger og Hæklemønstre i een Køre. |
| JØRGEN | Stakkel! |
| REGITZE | Du kunde ogsaa; gerne være kommen her ind lidt før. Husk paa, nu har Du ikke set mig i alle de tre Uger, Du har været paa Jagt. |
| JØRGEN | Ja vel, fordi Du har været paa Landet hos Onkel Smith. Hør Du, talte han noget om, at det er til os, han har købt Vindingegaard. |
| REGITZE | Ikke saadan lige ud, men jeg er sikker paa det. |
| JØRGEN | Hurra! Regitze, mit kære gamle Vindingegaard. Det er da engang en flot Brudegave. |
| REGITZE | Han holder jo saa meget af mig. |
| JØRGEN | Det kan jeg godt forstaa. |
| REGITZE | Og af Dig med. |
| JØRGEN | Det kan jeg ogsaa godt forstaa. |
| REGITZE | Se, det kalder jeg klædelig Beskedenhed. |
| TANTE JANE | (til Fru Heger) Nu faar Du vel travlt med Udstyret? |
| FRU HEGER | Ja, Regitze har, jo ikke sine Forældre i Live, det lille Skind. |
| TANTE LINE | Hendes Fader var jo Officer? |
| TANTE JANE | Ja, Dragon! Han var dejlig, især i Uniform. |
| FRU HEGER | Mens Heger levede, og vi boede endnu paa Vindingegaard, kom de saa meget til os fra Næstved. Og der kom saa Børnene til at holde af hinanden. |
| TANTE JANE | Det maa, rigtignok være velsignet, saadan at lave til Bryllup for sin Søn. |
| TANTE LINE | Især naar man har Penge nok – som her. |
| FRU HEGER | Ja, Gud ske Tak, deres gode Udkomme faar de da. |
| TANTE LINE | Men Gud Jane, hvordan er det Du strikker, Du glemmer jo de tre Masker i Luften. |
| TANTE JANE | Aa, om Forladelse. |
| TANTE LINE | Regitzes Onkel er jo rig, ikkesandt? |
| FRU HEGER | Hovedrig, og hun er jo hans eneste Arving. |
| TANTE JANE | Tænk, hvor rart! |
| TANTE LINE | (spids) Især hvis han var kommen lidt mere ærligt til sine Penge. |
| FRU HEGER | Tys, kære Line. |
| TANTE LINE | Det er da noget, Enhver ved, at han er en gemen Aagerkarl og Møbellaaner, der ikke kan faa ordentlige Mennesker over sin Tærskel. Uf – fy! |
| FRU HEGER | Men Regitze ved det Gudskelov ikke, og nu begynder han jo at trække sig lidt tilbage, har jeg hørt. |
| TANTE JANE | Naar han engang gaar bort, er det vel gemt og glemt. |
| TANTE LINE | Det kan vist vare længe. |
| TANTE JANE | Han er maaske Sundheden selv? |
| FRU HEGER | Naa – man siger dog, hans Hjerte er for stort. |
| TANTE LINE | Nej, ved Du hvad, den Sygdom tror jeg ikke, han lider af. |
| FRU HEGER | Saa er det noget andet. |
| Vinge kommer nærmere og betragter Jørgen og Regitze med en misfornøjet Mine, mens Tanterne gaa hen til de øvrige Damer. | |
| FRU HEGER | De ser paa mine Børn, Vinge! Ak ja, ingenting i denne Verden er dog saa dejligt som Kærlighed! |
| VINGE | (vender sig fortrædeligt om) Ganske vist, Frue, men den hører til de Ting, der heller skal føles end ses. |
| FRU HEGER | Regitzes Onkel tog altsaa ikke med til Byen i Dag? |
| VINGE | Nej, han klagede over lidt Hjertebanken, saa han overdrog mig at følge Frøken Regitze her ind. |
| FRU HEGER | Regitze! Det gør mig da ondt at høre, at Din Onkel ikke er rask. |
| REGITZE | (rejser sig) Aa, han fejlede ikke noget videre. Jeg smigrer mig nu med, at det var lutter Græmmelse over, at jeg tog bort. |
| JØRGEN | Det er grumme forstaaeligt. |
| REGITZE | Og jeg gjorde det forresten ogsaa nødig. |
| JØRGEN | Saa – ? |
| REGITZE | Det vil sige, jeg længtes nok efter jer, men der var saa smukt ude paa Landet, var der ikke, Vinge? |
| VINGE | Jo, men en lidt banal Allemandsskønhed – saadan med Skov og Sø, De ved – |
| REGITZE | Da skulde I se de nydelige Skitser, han har taget der ude – og det paa et øjeblik. |
| VINGE | Det gælder at gribe Stemningen i Flugten. |
| REGITZE | Han kan alt muligt det Menneske – male, digte, spille, synge – alt, hvad der er smukt. Om Aftenen sang han saa dejligt for mig, at jeg sommetider kunde have givet mig til at græde. |
| JØRGEN | Hvor heldigt at Onkel Smith er i Slægt om end fjernt – med en saa alsidig Skønaand. |
| REGITZE | Det morer ham ogsaa. Han har lige lovet Vinge fem tusinde Kroner til et Ophold i Italien, og tænk, hvor dygtig han saa., bliver. |
| VINGE | Kære Frøken, opsæt at rose mig til jeg ikkd er til Stede. |
| JØRGEN | Tag Dem i Agt, saa glemmer hun det maaske. |
| VINGE | Frøken Regitze glemmer aldrig at være elskværdig. (Han gaar ud til venstre.) |
| 1. AKT 2. Scene |
De Forrige. FABER. BONDRUP (komme ind fra Entreen). |
| FABER | Godaften, kære Fru Heger. |
| FRU HEGER | Er De endelig der, Faber. |
| FABER | Jeg har, som De ser, tilladt mig at tage min gamle Ven, Direktør Bondrup fra Skelskør med her hen. |
| BONDRUP | (hilser). |
| FRU HEGER | Det skal De rigtig have Tak for. (til Bondrup) Herregud, vi har med saa megen Beklagelse hørt om den store Sorg, De har havt, kære Hr. Bondrup. |
| BONDRUP | (sukker). Ak ja, min uforglemmelige Hustru! Hvad det vil sige, pludselig at blive berøvet en trofast Livsledsagerinde, det fatter kun Den, der har prøvet det. |
| FRU HEGER | Ja, det har De Ret i. Jørgen, Du kender jo Hr. Bondrup? |
| JØRGEN | (kommer nærmere). Jo – |
| FABER | (til Regitze) Naa, min lille Myndling, hvordan har Du saa haft det saa længe? |
| REGITZE | Jo Tak, man oplever ikke meget hos Onkel Smith – der kommer jo saa Faa. Hvorfor kommer De aldrig og besøger mig, naar jeg er hos ham? |
| FABER | (lidt forlegen). Du ved — jeg har saa meget at bestille. |
| REGITZE | Aa, det er ikke alene det. Men De synes ikke om at se, at Onkel Smith føjer mig i alting. |
| FABER | Naturligvis, som Din Formynder – |
| REGITZE | Men De maa huske, Moder var hans eneste Søster, og nu synes ban, at han faar noget af hende igen i mig. Ikke saa meget, desværre, for jeg ligner vist ikke Moder. |
| FABER | (kærligt). Jo vist gør Du saa paa øjnene – de søde graa øjne. |
| REGITZE | Hør Faber, sig mig – De har nok været gift med en Anden, men har De alligevel ikke holdt af min Moder – engang – da De var ung? |
| FABER | Hvoraf slutter Du det? |
| REGITZE | Jo, Fru Heger har saa tidt fortalt mig, at De har haft en stor Hjertesorg i Deres Liv. |
| FABER | Aa, det Vrøvlehoved! |
| REGITZE | Hun og Moder var jo Ungdomsveninder. |
| FABER | Ja. |
| REGITZE | Og saa har jeg kunnet mærke det paa. den Maade, De taler om Moder til mig. |
| FABER | (lidt nølende). Naa ja – Du har ogsaa set rigtigt. Jeg har elsket Din Moder – inderligt – og derfor holder jeg saa meget af Dig. Du, hendes eneste Barn, Du er jo paa engang min Kærlighed og min Datter. |
| REGITZE | Tak, fordi De holder af mig for Moders Skyld, men ogsaa lidt for min egen, ikkesandt? |
| FABER | (klapper hende paa Kinden). Naa, saa det tror Du, Din Skelm. |
| 1. AKT 3. Scene |
De Forrige. DAM. CECILIE (komme ind fra Entreen.) |
| CECILIE | Goddag, søde Fru Heger! Undskyld, vi kommer saa sent, men vi har været i Middagsselskab. |
| FRU HEGER | Saa, paaskønner vi blot dobbelt, at I kommer. |
| CECILIE | (til Faber) Ah, der er jo Fader! |
| FABER | Bondrup, jeg ved ikke, om Du kender min Datter Cecilie og hendes Mand, Grosserer Dam? |
| DAM | (trykker Bondrups Haand) Har ikke før haft den Ære – glæder mig overordentlig – |
| CECILIE | Da Direktøren sidst saa mig, var jeg vist kun en halvvoksen Pige. |
| BONDRUP | Som lovede meget, men har holdt endnu mere. |
| CECILIE | Det fornøjer mig at høre. |
| TANTE JANE | (sagte) Det er dog en dejlig Dragt, Fru Dam har paa. |
| TANTE LINE | Finder Du! Den er ikke efter min Smag. |
| CECILIE | (til Jørgen og Regitze) Der er jo vort unge Par! Naa, er Bryllupsdagen bestemt? |
| JØRGEN | Endnu ikke. |
| CECILIE | Min Kjole er bestilt, jeg tror nok, den bliver køn. Ja, jeg haaber da, det bliver et stort Bryllup – her hos Dem, Fru Heger? |
| FRU HEGER | Ja, jeg har rigtignok immer drømt om at fejre Jørgens Bryllup. Det er kun saa kedeligt, at min Kogekone nylig har brækket sit Ben. |
| FABER | Død og Pine, den vigtigste Person ved hele Festen. |
| FRU HEGER | Fy Faber, tal ikke letsindigt om en saadan |
| FABER | Mener De Kogekonens Ben? |
| FRU HEGER | Aa, skam Dem noget. |
| FABER | (rækker hende Haanden) Ja ja, kære Fru Heger, for os To bliver Det en Dag fuld af mange Forhaabninger og mange Minder. |
| FRU HEGER | Det gør det, Faber! |
| DAM | Min Svigerfader og Fru Heger maa have særdeles behagelige fælles Erindringer. Hvert øjeblik smelter de hen i Rørelse over Fortiden. |
| FRU HEGER | (lidt forlegen) Aa Passiar! |
| JØRGEN | Jeg synes næsten, Mama rødmer. |
| FRU HEGER | (tager DAM til Side) Hør, kære Dam, engang for alle — De maa ikke drive Spøg med Deres Svigerfader paa det Punkt. De ved, der er Strenge, som kan vibrere smerteligt ved den mindste Berøring. |
| DAM | Hvordan — mener De? |
| FRU HEGER | Jeg skal sige Dem, Faber har havt en stor og ulykkelig Kærlighed i sit Liv. |
| DAM | Saa – til hvem? |
| FRU HEGER | (forlegen) Ja, det behøver jo ikke at siges. |
| DAM | Aa, undskyld. |
| FRU HEGER | Han har baaret det saa kønt, og saa bør man jo ikke rippe op i Fortidens Sorger, vel? |
| DAM | Nej, naturligvis. |
| CECILIE | (til Regitze) Det var da nogle pragtfulde Nelliker, Du der har i Brystet. |
| REGITZE | Ikkesandt! Dem har Vinge plukket til mig i Onkels Have. |
| CECILIE | Saa – ! |
| (Der bliver budt The om.) | |
| JØRGEN | Undskyld, kære Hr. Bondrup, at vi her taler om Ting, der ikke kan interessere Dem. |
| BONDRUP | Jeg beder! |
| CECILIE | Direktøren er vel kommen her til Byen for at adsprede Dem lidt? |
| BONDRUP | Ak nej, Frue! De har maaske ikke hørt om det Tab, jeg har lidt! |
| CECILIE | Nej! Er det paa Dampskibsaktier? |
| FRU HEGER | Kære Cecilie, Bondrup har nylig mistet sin Hustru. |
| CECILIE | Aa, Gud det var da sørgeligt. |
| BONDRUP | Aldrig har Savnet forekommet mig saa stort, som her i Hovedstadens Støj og Tummel. Jeg har længe gruet for disse Dage, men jeg maatte hertil. |
| FABER | Bondrup skal nemlig have en ny Bogholder. |
| CECILIE | Naa, saadan! |
| BONDRUP | (tager en Kop The) Men, der er ogsaa et andet – et højere Formaal, der har kaldt mig hid. Jeg vil nemlig lade udføre en smuk Gravsten over Jakobine, min uforglemmelige Hustru. Tak, jeg bruger aldrig Fløde. Jeg besøger hver Dag hjemme hendes Grav – har selv plantet de Roser, hun nu hviler under. (drikker) Men jeg ønsker et varigere Monument med hendes kære Træk mejslede i Marmor. (drikker igen) Derfor – hm – maatte jeg selv hertil for at tale med Billedhuggeren, naar det er sket, rejser jeg straks, senest i Morgen med Toget 7.20. |
| CECILIE | De skulde heller blive lidt her hos Deres Venner, Hr. Direktør, istedetfor at sidde alene og ruge over Deres Sorg. |
| BONDRUP | (sukker) Jeg duer ikke til andet, kære Frue. (sagte til Faber) Hvor Din Datter dog er allerkæreste! |
| FABER | Synes Du! Det var jo rart. |
| BONDRUP | Fortryllende. Hende kan Du være stolt af gamle Ven. |
| FABER | Aa, Du ved, jeg er saa beskeden. Skal vi gaa lidt ind til Herrerne? |
| BONDRUP | Som Du vil. |
| (De gaa ind i Jørgens Værelse. Damerne ere under den sidste Samtale lidt efter lidt gaaede Ind i Kabinettet.) |
| 1. AKT 4. Scene |
DAM. JØRGEN. |
| JØRGEN | Vil Du spille. Kort? |
| DAM | Nej, jeg vil heller snakke lidt med Dig om vore Forretninger. |
| JØRGEN | Noget Ubehageligt? |
| DAM | Tverthnod. Vi har tjent over tre tusinde Kroner ved den sidste Kornspekulation. |
| JØRGEN | Det var sgu rart, Hvornaar kan jeg faa Pengene? |
| DAM | Det var det, vi skulde tale om. Jeg har gjort Omsætningen med vore Venner Winkelmanns i Hamborg, og de har ladet mig vide, at der igen om nogle Dage bliver et glimrehde Kup at gøre i Hvede. |
| JØRGEN | Godt, saa lader jeg min Portemonnaie sove de Retfærdiges Søvn saa længe. |
| DAM | Jeg vaager over den. |
| JØRGEN | Men, er det nu ikke for mange Æg, vi lægger under een Høne, hos de Winkelmanns? |
| DAM | Hvor vil Du hen – grundmuret Firma – |
| JØRGEN | Naa, ja – Du maa jo vide det. |
| DAM | Idetmindste tror jeg nok, jeg ser paa det, med et lidt større Syn, end de fleste Folk her hjemme. Intet er nemmere end at gøre Penge – Du ser det jo! Der behøves blot et hurtigt Blik og noget Mod, og naar man saa har en fast Basis for sine Spekulationer, som vi jo har i Dampmøllen, jeg købte af Regitzes Onkel – |
| JØRGEN | Sig mig, hvorfor rejser Faber Børster hver Gang, der er Tale om den Dampmølle? |
| DAM | Aa, fordi han ved, at Din Onkel Smith i sin Tid kom til den ved Blodsugeri. Men, man kan jo ikke regne Faber, han er umulig i Forretninger. Du ved, nu har han bygget en ny Fløj til sin Sæbefabrik. |
| JØRGEN | Ja. Den skal indvies paa, Fredag med en Fest. |
| DAM | Ja, Gud fri os – jeg kender den Punsch. Og han vil give Arbejderne Del i Udbyttet – jeg beder Dig! Og de skal have Badeværelse og Læsestue, og Gudved hvad – en ren Fornøjelsesanstalt. Og altid snakker han til dem om Rettigheder, aldrig om Pligter. |
| JØRGEN | Dem føler de maaske tilstrækkelig. |
| DAM | (tager on Kage fra en Skaal) Aa, Gud, Lykken bestaar saamænd ikke i Rigdom og Luksus, det foreholder jeg dem altid. Men de bliver dog aldrig tilfredse, de Mennesker! Hør, det er nogle rare Smaakager, disse! Nej, tror Du ikke, jeg forleden saa en af mine egne Arbejdere sidde og spise røget Skinke og Koteletter med bajersk øl til. Det kalder jeg ligefrem Fraadseri – ja, det gør jeg. |
| JØRGEN | (ler) For mig gerne. |
| DAM | Og dem dyrker han. Gudved hvor han gider. |
| JØRGEN | Ja, for jer, der er hans Arvinger, saa – |
| DAM | Aa, for den Sags Skyld har jeg forlængst opgivet at faa anden Arv efter ham end hans gamle Hestehaars Sofa. Men idetmindste kunde han dog optræde en Smule mere passende og Med lidt Tilnærmelse til et civiliseret Køkken. Du kan tænke Dig, i Søndags, jeg var saa ubesindig at tage mine to Hamborger Venner med der hen til Middag – to ægte Gourmander, forstaar Du! Ved Du, hvad han bød os – Skinke og Kalvekoteletter – og øl til. |
| JØRGEN | (ler) Det kalder jeg ligefrem Fraadseri. |
| DAM | Hvadbehager? Naa, Du mener, hm – hør, skal vi nu ikke gaa ind til de Andre? |
| JØRGEN | Gaa Du, jeg bliver heller her. |
| (Dam gaar ind i Jørgens Værelse, idet Regitza kommer ind fra Kabinettet.) |
| 1. AKT 5. Scene |
JØRGEN. REGITZE. Straks efter FABER. |
| REGITZE | Hvorfor sidder du her alene? |
| JØRGEN | Fordi jeg nok tænkte, Du kom ind til mig. Tak skæbne, der er Faber! |
| (Faber kommer ind i Jørgens stue) | |
| FABER | Naa her er i To, saa kan vi jo snakke lidt sammen. Jeg kommer vel ikke til Ulejlighed? |
| REGITZE | Det gør De aldrig, Faber. |
| JØRGEN | Jo, naar De kommer for at skænde. |
| REGITZE | (ler) Og det vil jo hænde. |
| FABER | Ikke i Aften, jeg er saa from som et Lam. Jeg vilde blot spørge, hvad Jørgen, nu efter Brylluppet, har tænkt at sætte sig som Maal |
| REGITZE | At gøre sin Kone lykkelig, ikke Jørgen? |
| FABER | Det er jo meget kønt, men maaske han kunde tage sig noget til ved Siden af. |
| JØRGEN | De glemmer, at jeg er paa Vejen til at blive Landmand. |
| FABER | Jeg vidste ikke, at den Vej gik om ad Østergade. |
| JØRGEN | Jo, for enkelte Udvalgte. |
| FABER | Dem løber Du vist an paa, at Du i enhver Henseende hører til. |
| JØRGEN | Ja, Gudskelov. |
| FABER | (ærgerlig) Men, det gaar ikke i Længden at tage Livet som en Spøg; der maa noget Alvor til Baggrund. |
| JØRGEN | Ja, undskyld – Baggrunden er jeg ikke naat til endnu. (Peger paa Regitze) Jeg er foreløbig fuldt beskæftiget med Forgrundsfiguren, og De vil indrømme, at til den kan kun bruges Ungdommens og Lykkens lyseste Farver. |
| REGITZE | Pænt sagt! |
| FABER | Det ligger nu ikke for mig at sige noget Pænt; derfor skal I faa min Mening lige ud. (BEGGE) Aah nej. |
| JØRGEN | Vi har hørt den. |
| FABER | Saa kan Du saagu’ have godt af at høre den engang endnu. |
| JØRGEN | Det tvivler jeg ikke om, men da jeg ogsaa har andre Gæster, vil jeg heller overdrage til Regitze at lytte til Deres vise Ord. (Han hilser let og gear ind i sit Værelse.) |
| 1. AKT 6. Scene |
FABER. REGITZE. |
| REGITZE | (vil gaa) Jeg maa vist ogsaa. |
| FABER | Nej stop! Naar ikke han vil høre paa mig, saa skal Pinedød Du. |
| REGITZE | (bønlig) En anden Gang – hvad! |
| FABER | Aa, Du er ikke et Haar bedre, end han – lige letsindige er I. Som et Par Børn har I forlovet jer, og som et Par Børn vil I nu gifte jer uden at have en Tanke for, at Ægteskabet betyder noget andet og mere end en elegant fælles Bopæl med de behørige Nipsgenstande. |
| REGITZE | (lidt mut) De kan da ikke forlange, at vi Andre skal leve som Spartanere, fordi det behager Dem. |
| FABER | Nej, det kunde sgu godt hjælpe. |
| REGITZE | Vi ved nok, De holder af os, men det er virkelig paa, en kedelig tyrannisk Maade – ja det er. Saa snart De ser os, øser De saadanne Haglbyger af Formaninger ned over os, at vi kun tænker paa at komme i Læ. Og hvorfor Skulde vi ikke gøre, hvad vi har Lyst til. Vi er unge og fornøjede – Penge har vi nok af – |
| FABER | Det vil sige, Din Onkel Smiths Penge har I nok af. |
| REGITZE | Aa, Jørgen tjener jo selv udmærket. |
| FABER | Hvorved, om jeg tør spørge? |
| REGITZE | Ved sine Spekulationer. |
| FABER | (studser) Hvad siger Du? |
| REGITZE | Det er sandt – han har bedt mig om ikke at sige det til Dem. |
| FABER | Saa skal Du sgu netop sige det. Hvad er det, han har for? |
| REGITZE | Naa, ikke andet, end at han har sat sine og sin Moders Penge i Dams Forretning. |
| FABER | Aa, Herre Jemini! |
| REGITZE | Det er da ingen Forbrydelse. |
| FABER | Nej, men det er en Ulykke. Du ved ikke, hvor jeg hader – foragter det de kalder Spekulation, det fordømte Hasardspil. |
| REGITZE | Men det er jo Deres egen Svigersøn. |
| FABER | Derfor er hans Veje ikke mine, det være langt fra. Saa sandt jeg lever, Regitze, Du maa, Du skal hjælpe mig at faa Jørgen bort fra det Skraaplan. |
| REGITZE | (ligegyldig) Kære Faber, jeg forstaar mig ikke det mindste paa Pengesager, det ved De! |
| FABER | Saa kan jeg sige Dig, at næsten hver en lettjent Hundredekroneseddel, man paa den Maade stikker i Lommen, maa man betale med lidt af sin Samvittighed og lidt af sin Æresfølelse. Du aner ikke, hvad den Slags kan ende med. |
| REGITZE | De overdriver vist lidt.- |
| FABER | (heftig) Gudbevares, Du Pipkylling, Du ved det naturligvis bedre, end jeg, der selv engang har været ude paa den Glidebane. |
| REGITZE | De? |
| FABER | Ja, hør det kun, det, kan maaske advare Dig. Jeg havde en Ven, han var Spekulant, og sommetider tog han mig med ved et og andet godt Kup, som han kaldte det. Saa engang skulde vi købe en Dampmølle paa særlig gunstige Vilkaar, og ganske rigtigt, vi tjente store Penge ved den. |
| REGITZE | Var det saa slemt? |
| FABER | Nej. Men saa kom en skøn Dag den forrige Ejers Zone for at tale om en Understøttelse, hun søgte. Aldrig har jeg set et mere kummerfuldt Ansigt. Jeg forhørte mig nærmere, og saa kom det frem, at det var mig, der havde bragt hende i Ulykke. |
| REGITZE | Dem? |
| FABER | Ja, eller rettere sagt den Anden, Vennen. Han havde begyndt med at laane hendes Mand Penge, og, da han saa, at der var ‘et godt Kup’ at gøre med den Mølle, udsugede han efterhaanden Staklen, som en Ædderkop en Flue. Puh – føj for en Ulykke. |
| REGITZE | Hvad blev der siden af Manden? |
| FABER | Han døde – mærkeligt nok ganske pludselig. Det vil sige, han hængte sig. |
| REGITZE | Hvor forfærdeligt! De Maatte da blive helt led ved de Penge? |
| FABER | Naturligvis. Jeg sendte dem ad en Omvej til Enken. |
| REGITZE | Og Vennen? |
| FABER | Han endte med at blive Aagerkarl. Jeg har aldrig siden haft noget at gøre med ham. |
| REGITZE | Det var smukt gjort af Dem, Faber! (betænker sig) Men forresten — det var jo ikke andet, end hvad De burde. |
| FABER | Nej, selvfølgelig. Men vil Du saa, love mig at være paa mit Parti? |
| REGITZE | Idetmindste skal jeg tænke mere over det, end jeg hidtil har gjort. |
| FABER | Det var Ret. |
| (Under de sidste Repliker ere Damerne komne ind igen og tage Plads ved Bordet. Jørgen, Dam, Vinge og Bondrup komme, ledsagede af nogle Herrer, ind fra Jørgens Stue og danne en særlig Gruppe til højre. Vinge nærmer sig Regitze.) |
| 1. AKT 7. Scene |
FRU HEGER. JØRGEN. REGITZE. FABER. DAM. CECILIE. VINGE. BONDRUP. TANTE LINE. TANTE JANE, Damer og Herrer. |
| FRU HEGER | Vil Herrerne ikke tage Plads her hos Damerne? |
| FLERE HERRER. | Tak, mange Tak. (De blive staaende.) |
| TANTE LINE | (spids) For vor Skyld behøves det saamænd ikke. |
| TANTE JANE | (strikker) Vi har det saa rart. Line, var det ikke tre Masker paa Pinden? |
| TANTE LINE | Nej, fem, kære Jane. |
| JØRGEN | (til Cecilie) Se, hvor ihærdigt Mama arbejder paa at faa Herrerne til at give sig i Kast med Damerne. |
| CECILIE | Hvad kan det hjælpe. Mandfolk gaar jo nærmest i Selskab for at spise og ryge og sætter hurtigst muligt Damerne af i en Bunke. |
| JØRGEN | Tror De ogsaa, jeg bliver en saadan Filister? |
| CECILIE | Aa, af et forlovet Mandfolk at være, er De slet ikke saa gal. Her kommer De af egen Drift hen og passiarer med mig, og alt imens, ser De med en vis storstilet Ligegyldighed paa at Hr. Vinge gør stormende Kur til Regitze. |
| JØRGEN | (studser) Vinge! |
| CECILIE | (ser paa Vinge) Og det kan De være sikker paa, at han har gjort hele Tiden paa, Landet. |
| JØRGEN | Saa lad ham faa denne ene Aften med, Stakkel. |
| CECILIE | Det er det, jeg siger, den Slags Smaatræk er ganske lovende. |
| BONDRUP | (til Dam) Jo, De skal se, jeg faar Ret; Pengemarkedet dasker ned i Morgen. |
| DAM | Saa det tror De ! Nej , det gaar tværtimod op. |
| BONDRUP | Skal vi vædde? |
| DAM | Hvad De Vil – jeg tør sætte mit Hoved i Pant paa det. |
| BONDRUP | Ja, jeg tør ogsaa nok vove en Ubetydelighed. |
| DAM | Hvede er fast, Kaffe rolig, Sukker livligt – |
| BONDRUP | Der er da allerede een stor Fallit i Hamborg i Dag. |
| DAM | Saa, hvem er det? |
| BONDRUP | Winkelmann og Sønner. |
| DAM | (forfærdet) Hvad for noget – hvor vil De hen Nonsens – grundmuret Firma. |
| (En Tjener bringer Avisen og lægger den paa Bordet.) | |
| BONDRUP | Der er Avisen! Lad os se, om det ikke allerede er blandt Telegrammerne. Jo – se selv – der staar det. |
| DAM | (læser med bestyrtet Mine). |
| FABER | (iagttager ham) Det er jo en af Dine Forbindelser, Dam! Er det en ubehagelig Efterretning? |
| DAM | Paa ingen Maade – et ubetydeligt Tab – |
| FABER | Det var jo godt. |
| DAM | (trækker Jørgen til Side) Jørgen, de er gaaet fallit. |
| JØRGEN | Hvem? |
| DAM | Winkelmann og Sønner. |
| JØRGEN | Død og Pine, og vore Penge er væk, tror Du? |
| DAM | He, det er ogsaa et Spørgsmaal – vi er færdige, totalt! |
| JØRGEN | (stamper) Saa skulde dog ogsaa al Landsens Ulykke staa, i det. |
| DAM | Tys, tag det med Fatning, kære Jørgen. Lær Koldblodighed af mig. |
| JØRGEN | Ja, Du ser sgu saa koldblodig ud som en Karklud, gør Du. |
| DAM | (søger at mande sig op) Jeg nægter ikke, at det er højst ubehageligt, men Du har jo dog Onkel Smith i Baghaanden. |
| JØRGEN | Gudved! |
| DAM | Han holder jo saa meget af Dig. |
| JØRGEN | Aa, hvem holder af En, naar det gælder at punge ud. |
| DAM | Tys, man ser paa os. |
| JØRGEN | Kom saa heller ind i min Stue, der er Ingen. |
| DAM | Ja, gaa Du først, saa, kommer jeg efter, ligesom tilfældigt. |
| JØRGEN | Godt, jeg venter Dig. |
| DAM | (til Bondrup) Naa, kære Direktør, hvordan gaar det saa, hjemme i Kallundborg? |
| BONDRUP | Skelskør, mener De. |
| DAM | (tørrer Panden) Naa ja, det sejler lige højt. Hør, vi To maa ud og have os en glad Dag sammen, hvad? |
| BONDRUP | (nikker) Ak nej, Tanken om min Hustru – |
| DAM | Pyt, den Slags skal De ikke fortælle til Deres Kone. |
| BONDRUP | Men, Hr. Grosserer – |
| DAM | (konverserende) Jeg haaber ellers, Deres Frue har det godt? Glæder mig overordentlig – |
| BONDRUP | (med Værdighed) De glemmer vist, at min Hustru er død. |
| DAM | Aa – undskyld! (slaar ham paa Skulderen) Naa ja, saa er der jo paa en Maade ogsaa Grund til at haabe, hun har det godt, ikkesandt? |
| BONDRUP | (ser forbavset paa ham.) |
| DAM | (kommer til at støde til Cecilie) Ah, Pardon – jeg beder Frøkenen om Forladelse. Naa, det er ikke Andre end Dig! |
| CECILIE | Hvad gaar der dog af Dig? |
| DAM | Af mig, mit Lam? |
| CECILIE | Hvorfor ser Du saa forstyrret ud? |
| DAM | Jeg! Hvor falder det Dig ind. Jeg er maaske lidt – lidt overgiven. |
| CECILIE | Det synes jeg ikke, her er Anledning til. Tværtimod. |
| DAM | Det er maaske den Bourgogne, jeg fik i Middags. |
| CECILIE | Hvor skal Du nu hen? |
| DAM | Jeg gaar blot ind til Jørgen, og – se hans nye Kørepisk. |
| (Han gaar ud til venstre. Bondrup gaar hen til Cecilie.) |
| 1. AKT 8. Scene |
FRU HEGER. REGITZE. CECILIE, VINGE. BONDRUP, FABER. TANTE LINE. TANTE JANE. Damer og Herrer. |
| VINGE | (til Regitze) Nej, gaa nu ikke fra mig. |
| REGITZE | Husk, jeg har Værtindepligter her. |
| VINGE | Saa har De jo ogsaa Pligter mod mig. |
| REGITZE | Dem tror jeg, at jeg har afgjort. |
| VINGE | Husk – det er den sidste Aften, jeg faar Dem at se. |
| REGITZE | (ler) Tror De, jeg bliver helt borte, fordi jeg bliver gift? |
| VINGE | Ja, for mig. Saadan som jeg har lært Dem at kende der ude i vort Friluftsliv, saadan faar jeg Dem aldrig mere at se. Den friske Rødme om Morgenen med det døsige – lidt forbavsede Blik efter Søvnen og den morsomme lille Krusning om Overlæben ved smaa Ærgrelser. |
| REGITZE | Se se – De passer Paa den Slags Smaating. Det tror jeg saamænd ikke, Jørgen gør. |
| VINGE | Jeg skal sige Dem – Den, der bestandig har ejet et sjeldent Klenodje, ser ikke synderligt paa det – aldrig som Den, der kun eengang faar det at se. |
| FRU HEGER | (ser sig om) Hør, kunde vi ikke faa lidt Musik? |
| FLERE. | Aa, jo. |
| TANTE JANE | Hr. Vinge De synger saa yndigt. |
| VINGE | Jeg kan virkelig ingenting. |
| FLERE. | Aa, jo. |
| REGITZE | Jo, syng nu lidt. |
| VINGE | (sagte) Ja, naar De ønsker det. (Han støtter sig til Klaveret og synger): Du kommer til mig i Drømme, Jeg nævner henrykt Dit Navn, Jeg slutter med Længsler ømme, Dig, Kæreste, i min Favn. Og med en Fryd uden Lige, Jeg føler, jeg da har Magt Til kjækt alt det Dig at sige, Jeg ej ved Dagen faar sagt.Jeg røber min lønligste Tanke, Jeg ser Dig i ejet ind, Jeg føler Dit Hjerte banke, Jeg søger Din Mund med min – 0 skal, før Livet er omme, Den ej oprinde, den Stund, Skal kun som en Drøm den komme Nattens ensomme Blund. (Han rejser sig). |
| TANTE JANE | Mange Tak, det er dog en yndig Stemme. |
| TANTE LINE | (halvsagte til en Dame) Jeg har nu aldrig sværmet for den. |
| FRU HEGER | Saa maa Du spille lidt, søde Jane! (sagte til Cecilia) Saa gaar Passiaren saa godt. |
| TANTE JANE | Nej, jeg kan virkelig ikke. |
| FRU HEGER | Men Du, Line! |
| CECILIE | Hun kan naturligvis heller ingenting. |
| TANTE LINE | Nej, jeg forsikrer Dem – |
| FRU HEGER | Det er saa underligt med det, at Alle spiller, og Ingen kan noget. |
| TANTE JANE | Line øver sig dog flere Timer daglig. |
| TANTE LINE | Det er kun til Fornøjelse for mig selv. |
| CECILIE | For ikke at tale om Husbeboerne. |
| TANTE JANE | Jo, Line, spil nu lidt. |
| TANTE LINE | Naa, saa lad mig da forsøge. |
| (Hun sætter sig til Klaveret og begynder at spille. Efter nogle Øjeblikkes Tavshed begynder man at samtale, først sagte, derpaa højere, efterhaanden som Musikken bliver stærkere. Idet Stykket slutter, bliver der atter almindelig Tavshed.) | |
| TANTE JANE | (højt) Saa drak vi Chokola – (stanser forskrækket). |
| FLERE | (efter et Ophold) Mange Tak. |
| TANTE JANE | Det er saadant et dejligt Stykke. |
| FRU HEGER | Lidt Musik gør saa godt. |
| TANTE LINE | (skarpt) Ja, den lod til at virke særdeles oplivende. |
| (Tjeneren aabner Døren til Spisestuen) | |
| FRU HEGER | Maa jeg bede Herrerne tage Damer til Bords. (til Bondrup det lige vil byde Cecilia Armen) Bondrup, vil De være min Kavaler? |
| BONDRUP | (lidt skuffet) Ah, hvilken Ære! |
| (Selskabet gear parvis ud, de sidste Herrer med to Damer. Tante Line bliver staaende tilbage med fornærmet Mine, mermotlfine, indtil en Herre kommer tilbage og byder hende Armen.) |
| 1. AKT 9. Scene |
VINGE. REGITZE. |
| VINGE | Frøken, maa jeg have den Fornøjelse? |
| REGITZE | (ser sig om) Tak, men hvor mon Jørgen er? |
| VINGE | Ikke hvor han burde være, heldigvis for mig. |
| (Regitze tager hans Arm og vil gaa ind i Spisestuen med ham, da Tjeneren bringer et Telegram.) | |
| En Tjener | Et Telegram til Frøkenen (gaar ud igen). |
| REGITZE | (urolig) Et Telegram til mig – paa denne Tid. |
| VINGE | Aa hvad, det er vel ikke noget. |
| REGITZE | (læser det med bestyrtet Mine). |
| VINGE | Hvad er det dog — De ser saa bevæget ud? |
| REGITZE | Min Gud – død! |
| VINGE | Hvem – det er da ikke Deres Onkel? |
| REGITZE | Jo, min Onkel er død i Dag – pludselig af et Hjærteslag. – Se selv! |
| VINGE | (efter at have læst) Saa aldeles uforberedt. |
| REGITZE | Og endnu i Dag har jeg hørt ham le og tale. |
| VINGE | (for sig selv) Farvel, min Rejse til Italien. |
| REGITZE | Jeg kan næppe fatte det — jeg skal aldrig se ham mere. |
| VINGE | Kære Frøken – |
| REGITZE | Og her er jeg – langt fra ham, mens han er død der ude alene. (Hun kaster sig grædende i en Lænestol). |
| VINGE | Hvad skal jeg gøre — hvor er Deres Forlovede? Jeg vil kalde paa Hr. Faber. |
| (Han gaar ind i Spisestuen og kommer straks efter tilbage med Faber. |
| 1. AKT 10. Scene |
REGITZE. FABER. VINGE. Kort efter FRU HEGER. |
| FABER | (Idet han kommer ind) Hvor er Regitze – naa, der. Min Stakkels lille Pige, det var da sørgeligt. |
| REGITZE | Aa, Faber, han var saa god imod mig. |
| FABER | (kærligt) Ja, ja – jeg ved det nok. (Fru Heger kommer hurtigt ind; Faber gaar hen mod hende). |
| FRU HEGER | (uden at se Regitza) Men, hvor er dog Jørgen — hvorfor løber I allesammen? |
| FABER | Der er kommet Underretning om, at Grosserer Smith pludselig er død. |
| FRU HEGER | Men Gud, er han død, stakkels Mand. Hvad skal vi gøre – her midt i Selskabet. Herregud, nu bliver det dog stille Bryllup. |
| FABER | Det er dog en Biting overfor et Dødsfald. |
| FRU HEGER | Naa, ja, Fred være med ham. Det tilkommer jo ikke os at anke over Mandens Retsindighed, ligesom han har lukket sine øjne. |
| FABER | (gør en afværgende Bevægelse) |
| FRU HEGER | Ja, De kan da ikke tage Dem det nær, Faber, for siden den Historie med Dampmøllen – |
| FABER | (sagte) Men, ser De da ikke Regitze? |
| FRU HEGER | (ser sig om) Hvad, er hun her – jeg saa hende ikke. (sagtere) Tror De vel, hun hørte noget, for Vorherre bevare min Mund. |
| FABER | (ærgerligt) Ja, det sagde Konen, da hun havde faaet sagt det, hun vidste. |
| FRU HEGER | (gaar hen til Regitse) Min egen Pige – Du er bedrøvet – ja, Men Du har os Andre, ikkesandt, og Du ved, hvor usigeligt vi holder af Dig (kysser hende). Gaa nu ind i dit Værelse, saa skal jeg komme og trøste Dig, saa snart jeg har skaaret Ænderne for. (Hun gaar ind i Spisestuen). |
| 1. AKT 11. Scene |
REGITZE, FABER. VINGE. |
| REGITZE | (rejser sig hurtigt) Faber, jeg hørte godt, hvad hun sagde. |
| FABER | Aa, bryd Dig ikke om det. Du ved, Fru Heger kommer med saa meget Væv. |
| REGITZE | Jo, jeg vil vide det. Er det sandt – var min Onkel ikke en retskaffen Mand? |
| FABER | (forlegen) Jo, vist var han saa. |
| REGITZE | Men, det aner mig – hun nævnede en Dampmølle – aa, det er da ikke muligt – Faber; var han den Ven, De talte om? |
| FABER | (usikker) Nej – nej. |
| REGITZE | (indtrængende) Er det Sandhed? |
| FABER | (tier) |
| REGITZE | De tier – det var altsaa ham. Aa, hvor det gør ondt at faa det at vide; det er meget værre end at miste ham. |
| FABER | Det har jeg for min fordømte Hidsighed! Men det er maaske bare mig; jeg er jo en Særling paa mange Punkter, det siger Du selv. |
| REGITZE | Nej, nej, nu forstaar jeg det hele. Derfor kom der aldrig Nogen til ham – aa, der dukker saa meget op for mig nu. Hvor har jeg haft mine Øjne. |
| FABER | Ja, ja! Har Du faaet det at vide, saa gør da nu Dit til, at hans Rigdom idetmindste bliver godt anvendt. |
| REGITZE | Aa, tal ikke om de Penge, de er mig ligefrem imod nu. |
| VINGE | Paa det sidste var de saamænd ogsaa Deres Onkel imod, det kan jeg da nu sige til hans Forsvar. Endnu i Gaar, da vi gik i Haven, følte jeg, hvor hans Samvittighed nagede ham, mere end Nogen har anet. |
| REGITZE | Hvad sagde han da – sig mig det! |
| VINGE | Mangt og meget som kunde bringe En til at gyse, og tilsidst ytrede han, at han tænkte paa at gøre Testamente og efterlade sin Formue til noget Godt og Smukt — helst et Børnehospital. |
| REGITZE | Men, saa kan vi jo gøre det paa hans Vegne, ikke Faber! |
| FABER | (tier og kløt sig bag øret) |
| REGITZE | Saa tror jeg, at jeg igen kunde tænke paa ham med Glæde. |
| VINGE | Hvilken Styrke, har dog ikke Kvinden i sit lynsnare Instinkt. |
| FABER | Aa, hold Deres Betragtninger for Dem selv, min gode Vinge. Maaske det blot har været et tilfældigt Indfald hos ham. |
| VINGE | Nej, han har flere Gange slaaet paa det. |
| FABER | For Pokker, De taler, som det drejede sig om at forære en gammel Vinterfrakke bort. Saa flot disponerer man ikke over en Sum som Smiths Formue. |
| VINGE | Jo større Summen er, des værre er det da, naar Tusinder af Forbandelser klæber ved den. |
| FABER | Og det siger De, der aldrig har taget mod andet end Godt af Manden. |
| VINGE | Just derfor har jeg lidt under det – vaklet mellem min Taknemlighedsgæld og min Afsky for den Trafik, han drev. |
| FABER | Ja, for De er vist noget vaklevorn af Dem. |
| VINGE | Men, forstaar De da ikke – at vide, at den Mand, ved hvis Bord jeg sad, at han hver Dag pinte de sidste Skillinger ud af Nødlidende – tog det Nødvendigste fra dem – Bogen fra Studenten, Symaskinen fra Sypigen, Sengen fra det syge Barn – |
| REGITZE | Hvor forfærdeligt! |
| VINGE | Ja, det var forfærdeligt., og det følte han selv nu! |
| REGITZE | Saa skal ogsaa hver øre blive anvendt til et Børnehospital, som skal bære hans Navn. Har jeg ikke Ret i det Faber? |
| VINGE | Hundrede Gange Ret. |
| FABER | Man kan ligesaa godt sige, at det er dumt som bare Fanden, og hvor kan jeg saa give mit Samtykke. |
| REGITZE | Deres Samtykke, det har jeg. |
| FABER | Hvadbehager? |
| REGITZE | De vilde jo ikke selv beholde en øre af det, De havde tjent sammen med ham. |
| FABER | (forlegen) Sandt nok, men – ja, ser Du Regitze, Du kender mig jo ud og ind og ved, at jeg i mit Hjerte giver Dig Ret. Derfor ved jeg ikke bedre, end at lade Dig gøre, hvad Du vil. |
| VINGE | Rigtigt! I saadanne øjeblikke maa Sjælen være ene med sig selv. |
| FABER | Aa, Sludder. Nej, lad os nu først og fremmest se, hvad Jørgen siger. |
| REGITZE | Han siger det samme som jeg — naturligvis. |
| FABER | Vel, vi faar siden at se. |
| REGITZE | Nej, jeg vil tale med ham straks — hvor er han dog ? |
| VINGE | Der kommer han. |
| (Jørgen og Dam kommer ind fra Jørgens Stue). |
| 1. AKT 12. Scene |
REGITZE. JØRGEN. FABER. DAM. VINGE. |
| DAM | Hvad, er I her – alene? |
| FABER | Ja, for der er lige kommen Efterretning om, at Grosserer Smith er død |
| JØRGEN | (veksler et Blik med Dam). |
| DAM | (deltagende) Herregud – gør mig overordentlig ondt – |
| JØRGEN | Det var et uventet Budskab. |
| DAM | (sagte til Jørgen) Det kan man kalde Indgriben af Forsynet. |
| JØRGEN | (ligeledes) Ja, nu er vi frelste. |
| DAM | Frøken Regitze, maa jeg bevidne Dem min dybtfølte Deltagelse i det tunge Slag, der har ramt Dem. |
| REGITZE | (adspredt) Jeg takker Dem — |
| DAM | Gud være lovet, at De er omringet af alle Deres Kære, det trøster dog altid i Sorgens Stund – hm. – (Han trykker deltagende hendes Haand og gaar ind i Spisestuen efter at have rettet lidt paa alt Ydre foran Spejlet.) |
| FABER | Kom Vinge, det er vist ogsaa bedst, at vi gaar. |
| VINGE | Som De vil. (De gaa ind i Spisestuen efter Dam.) |
| 1. AKT 13. Scene |
JØRGEN. REGITZE. |
| JØRGEN | (gaar hen imod hende) Min egen, lille Regitze, Du er bedrøvet. |
| REGITZE | Ja, Jørgen, det kan Du tro. |
| JØRGEN | Hvad skal jeg gøre! Kunde jeg blot afværge Sorgerne for Dig! Men jeg kan dog maaske gøre lidt for at mildne dem. |
| REGITZE | Det kan Du — hvad skulde jeg gøre, hvis jeg ikke havde Dig. Sig mig, Jørgen, jeg kan neppe faa det frem – havde Du nogen Anelse om, at min Onkel ikke var nogen anset – nogen hæderlig Mand? |
| JØRGEN | (studser og betænker sig). Onde Rygter har stadig travlt, ved Du. |
| REGITZE | Du vidste det altsaa. |
| JØRGEN | Hvor falder det Dig ind at nævne det nu, for første Gang? |
| REGITZE | Fordi jeg først nu har faaet det at vide. |
| JØRGEN | (heftig). Hvem har været saa ubarmhjertig? |
| REGITZE | Ingen. Det var ved et Tilfælde. |
| JØRGEN | Hvor fatalt! |
| REGITZE | Det maa have været svært for Dig at vide det, Jørgen, og ikke at kunne tale med mig derom. |
| JØRGEN | Naturligvis. |
| REGITZE | Men nu vilde Du vel have sagt mig det? |
| JØRGEN | Sandt at sige har det voldt mig lidt Hovedbrud. Det var saa vanskeligt at bringe den Sag paa Bane. Jeg kunde jo ikke vide, hvordan Du vilde tage det. |
| REGITZE | Du maatte dog vide, at selv om jeg holdt af min Onkel, ja netop derfor, vilde jeg føle Modbydelighed ved de Penge, han havde tjent ved Aager. Den Ting kan vi let blive enige om. |
| JØRGEN | Hvad for en Ting? |
| REGITZE | Jeg har, ligesaa lidt som Du, Lyst til at leve højt af de Penge. |
| JØRGEN | Det var dog det mærkeligste, jeg har hørt. Vil Du have, at vi skal brænde dem paa et Baal som en Art Sonoffer? |
| REGITZE | Nej, jeg vil have, at vi skal give dem til Fattige. |
| JØRGEN | Nej, men, hør – |
| REGITZE | Det var Onkel Smiths eget Ønske. Han tænkte paa at stifte et Børnehospital, men han naaede det jo ikke. |
| JØRGEN | (halvt for sig selv). Heldigvis for os. |
| REGITZE | Og det var, fordi Pengene brændte paa hans Samvittighed. |
| JØRGEN | Hvor har Du alt det fra? |
| REGITZE | Fra Vinge. Onkel Smith har sagt det til ham endnu i Gaar. |
| JØRGEN | Aa, Vinge! Hans Fantasi er saa levende. |
| REGITZE | Men det er da saa rimeligt! Hvor maa det ikke have tynget paa min Onkel at være Skyld i saa megen Elendighed. Den vil jeg ikke have Del i. |
| JØRGEN | Aa, Du taler som et Barn – man lader ikke en Formue saadan gaa fra sig. Men naar det endelig skal være – Du ved, jeg er ikke kneben af mig – naar Du finder, Din Onkels Minde trænger saa meget. til – hvad skal jeg sige – et guldindvirket Slør, saa kan vi jo gerne give en rund Sum til et eller andet. |
| REGITZE | Jeg synes ikke, nogen Mellemvej kan gøre det ud. |
| JØRGEN | Aa, store Ord! |
| REGITZE | Vilde Du da have, om end nok saa lidt, med en smudsig Forretning at gøre? |
| JØRGEN | Nej, selvfølgelig. |
| REGITZE | Men leve af et helt Livs smudsige Forretninger, det vil Du! |
| JØRGEN | Herregud, Moralen og Æren er nu engang lidt svævende i Handelslivet, og selv om Din Onkel nu og da er gaaet de Dele en Smule nær – |
| REGITZE | Ja vel, det er at gaa Æren en Smule nær at udsuge Trængende til den sidste Skilling, at tage det Nødvendigste fra dem uden Barmhjertighed – den Stol de sad paa, den Seng de laa i, aa Gud, det har han gjort. |
| JØRGEN | Kan vi saa finde de Folk, som det for saa og saa lang Tid siden er gaaet ud over? |
| REGITZE | Nej, men vi kan finde Andre, der trænger lige saa haardt. |
| JØRGEN | Sæt saa, at ogsaa de lærte Din Onkels mangelfulde Moral at kende, hvad saa? Og tro ikke, at Du dermed vil gavne hans Minde, for Folkvil sige, og det med Rette, at det maa have været en gammel Ærkekæltring, naar ikke engang hans Nærmeste vil røre ved Pengene med en Ildtang. |
| REGITZE | Det vil ikke de sige, hvem Pengene kommer til Gode. |
| JØRGEN | (i en lettere Tone) Ganske rigtigt, for det bliver os. Saa, nu vil vi ikke snakke mere om den Ting. Dette Dødsfald og paa samme Tid den ulyksalige Opklaring har gjort min lille Pige lidt anspændt — lidt nervøs. |
| REGITZE | Nej, Jørgen, det er bedre vi kommer til Klarhed med det samme, for hvad jeg her har sagt, ved jeg, at jeg vil stag vod. Det gør mig bitterlig ondt at se, at vi tænker saa forskelligt, |
| JØRGEN | (trækker paa Skulderen) Mig ogsaa! |
| REGITZE | Men, jeg synes alligevel, jeg maa handle efter min Onkels Ønske og udsone hans Minde, saa godt jeg kan. |
| JØRGEN | Det maa jeg sige – det fortæller Du glat væk den Mand, Du staar i Begreb med at gifte Dig med. Ved Du ikke, at Du saa maa gøre fælles Sag med mig? |
| REGITZE | Men, naar jeg nu ikke synes, at Sagen er god? |
| JØRGEN | Kæreste Barn, en Hustru kan ikke skille sin Gjøren og Laden fra sin Mands, og i de store Bestemmelser maa nødvendigvis de to Viljer blive til een. |
| REGITZE | Til Mandens, altsaa? |
| JØRGEN | Det har man jo hidtil anset for det heldigste, og derfor kan Du roligt lade mig tage Ansvaret. |
| REGITZE | Nej, ikke hvor jeg føler det som mit eget. |
| JØRGEN | Heldigvis har Du dog en Formynder. |
| REGITZE | Han giver mig Ret |
| JØRGEN | (heftig) Men, jeg maa have de Penge – jeg kan ikke undvære dem. |
| REGITZE | (studser) Hvordan det? |
| JØRGEN | Der er ikke andet for, end at tage Bladet fra Munden. Jeg har lige faaet at vide, at Dam staar paa Randen af en Fallit. |
| REGITZE | Men Gud |
| JØRGEN | Ved den mister Moder og jeg omtrent, hvad vi har. Men han siger, at hvis han kan redde Dampmøllen, kan han nok snart komme paa Benene igen. |
| REGITZE | (hurtigt) Er det ikke den samme Dampmølle, som Onkel Smith har ejet? |
| JØRGEN | Jo, netop. |
| REGITZE | Der ser Du jo, at jeg har Ret. Ved Du ikke, ved hvilke Midler den korn i hans Hænder? |
| JØRGEN | (usikker) Aa |
| REGITZE | Den blev købt ved en Families Velfærd og et Menneskes Liv, og jeg synes, at jeg før vilde rive den Mølle ned med egen Haand, end holde den oppe med min Onkels Aagerpenge. |
| JØRGEN | Jeg tror, den Ide har gjort Dig rent forrykt. |
| REGITZE | Det vilde Du ikke finde, hvis Du havde hørt, hvad Vinge sagde. |
| JØRGEN | Aa, Vinge, den Vindhas! Hvis Du farer fort ried dette, maa jeg jo tro – |
| REGITZE | Hvad for noget? |
| JØRGEN | Aa, ikke noget. |
| REGITZE | Jørgen, har jeg da virkelig Uret i dette? Kan Du ikke slutte Dig til mig? |
| JØRGEN | Nej, det er umuligt. |
| REGITZE | Er da Penge virkelig alt? Er jeg ikke den Samme, som jeg her staar for Dig – uden min Rigdom? |
| JØRGEN | (heftig) Den Samme! Du, der hundrede Gange har sagt mig, at Du vilde følge mig til Verdens Ende, og saa svigter Du mig her i det afgjørende øjeblik, hvor alt min Velfærd, min Anseelse, min Lykke staar paa Nippet til at ramle sammen. Kan jeg saa stole paa Dig – staar vi Side om Side? Nej, Regitze, kan Du bære Dig saadan ad, saa elsker Du mig ikke, saa har Du aldrig elsket mig. |
| REGITZE | Jørgen, jeg beder Dig – |
| JØRGEN | Nej, her hjælper ingen Talemaader mere. Vi staar i dette Øjeblik paa en Skillevej. |
| REGITZE | Aa, hvad skal jeg dog gøre! |
| (Selskabet begynder atter parvis at komme tilbage fra Spisestuen, Bondrup og Fru Heger forest). | |
| JØRGEN | (sagtere) Her nu, Regitze – enten maa Du her gaa min Vej med mig, eller din egen – uden mig. Nu kan Du selv vælge. |
| (Han gaar hurtigt ind i sit Værelse, mens Regitze ser efter ham). | |
| Tæppet falder. |