Fælles Sag 1. akt

Handlingen foregaar i Kjøbenhavn.
1. Akt: En hyggelig Dagligstue hos Fru Heger med et lidt gammeldags Præg. I Baggrunden Udgang til Entreen, til venstre Dør ind til Jørgens Værelse. Til højre Døre til Spisestuen og et Kabinet. Værelset er stærkt oplyst med en tændt Lysekrone og flere Lamper.

PERSONERNE:

FRU HEGER. JØRGEN, hendes Søn.
REGITZE KROG, hans Forlovede. FABER, Fabrikejer, Regitzes Formynder.
DAM, Grosserer og Dampmøller. CECILIE, Dams Hustru, Fabers Datter.
VINGE, Landskabsmaler. BONDRUP, Direktør.
TANTE LINE. TANTE JANE.
Damer og Herrer. En Tjener hos Fru Heger.
1. AKT
1. Scene
Fru HEGER sidder ved et Bord midt I Stuen, omgivet af TANTE LINE, TANTE JANE og nogle flere Damer, der ere beskæftigede med Haandarbejde. REGITZE sidder i Sofaen længer fremme med et Broderi i Skødet. Senere JØRGEN og VINGE.
TANTE JANE Det var da et nydeligt Mønster, det Du der strikker, Line! Er det svært?
TANTE LINE Nej, slet ikke. Du tager hele Tiden tre Masker i Luften og fem paa Pinden. Ser Du tre i Luften og fem paa Pinden.
Jørgen og Vinge komme ud fra venstre.
FRU HEGER Ah – vil De ikke tage Plads, Hr. Vinge! Damerne kender jo Landskabsmaler Vinge?
TANTE LINE Jo Tak.
TANTE JANE Jeg har ogsaa den Fornøjelse.
FRU HEGER (sagte)
Jørgen, kan Du ikke faa nogle af Herrerne her ind?
JØRGEN Nej, Mama, de sidder fast fortøjede ved Spillebordene.
FRU HEGER Uf, den evige Spillen Kort!
JØRGEN (sætter sig hos Regitze)
Naa, hvordan gaar det Dig, min lille Fæstemø?
REGITZE Aa, jeg har kedet mig rædsomt! Nu har Tante Line og Tante Jane snakket om Tjenestepiger og Hæklemønstre i een Køre.
JØRGEN Stakkel!
REGITZE Du kunde ogsaa; gerne være kommen her ind lidt før. Husk paa, nu har Du ikke set mig i alle de tre Uger, Du har været paa Jagt.
JØRGEN Ja vel, fordi Du har været paa Landet hos Onkel Smith. Hør Du, talte han noget om, at det er til os, han har købt Vindingegaard.
REGITZE Ikke saadan lige ud, men jeg er sikker paa det.
JØRGEN Hurra! Regitze, mit kære gamle Vindingegaard. Det er da engang en flot Brudegave.
REGITZE Han holder jo saa meget af mig.
JØRGEN Det kan jeg godt forstaa.
REGITZE Og af Dig med.
JØRGEN Det kan jeg ogsaa godt forstaa.
REGITZE Se, det kalder jeg klædelig Beskedenhed.
TANTE JANE (til Fru Heger)
Nu faar Du vel travlt med Udstyret?
FRU HEGER Ja, Regitze har, jo ikke sine Forældre i Live, det lille Skind.
TANTE LINE Hendes Fader var jo Officer?
TANTE JANE Ja, Dragon! Han var dejlig, især i Uniform.
FRU HEGER Mens Heger levede, og vi boede endnu paa Vindingegaard, kom de saa meget til os fra Næstved. Og der kom saa Børnene til at holde af hinanden.
TANTE JANE Det maa, rigtignok være velsignet, saadan at lave til Bryllup for sin Søn.
TANTE LINE Især naar man har Penge nok – som her.
FRU HEGER Ja, Gud ske Tak, deres gode Udkomme faar de da.
TANTE LINE Men Gud Jane, hvordan er det Du strikker, Du glemmer jo de tre Masker i Luften.
TANTE JANE Aa, om Forladelse.
TANTE LINE Regitzes Onkel er jo rig, ikkesandt?
FRU HEGER Hovedrig, og hun er jo hans eneste Arving.
TANTE JANE Tænk, hvor rart!
TANTE LINE (spids)
Især hvis han var kommen lidt mere ærligt til sine Penge.
FRU HEGER Tys, kære Line.
TANTE LINE Det er da noget, Enhver ved, at han er en gemen Aagerkarl og Møbellaaner, der ikke kan faa ordentlige Mennesker over sin Tærskel. Uf – fy!
FRU HEGER Men Regitze ved det Gudskelov ikke, og nu begynder han jo at trække sig lidt tilbage, har jeg hørt.
TANTE JANE Naar han engang gaar bort, er det vel gemt og glemt.
TANTE LINE Det kan vist vare længe.
TANTE JANE Han er maaske Sundheden selv?
FRU HEGER Naa – man siger dog, hans Hjerte er for stort.
TANTE LINE Nej, ved Du hvad, den Sygdom tror jeg ikke, han lider af.
FRU HEGER Saa er det noget andet.
Vinge kommer nærmere og betragter Jørgen og Regitze med en misfornøjet Mine, mens Tanterne gaa hen til de øvrige Damer.
FRU HEGER De ser paa mine Børn, Vinge! Ak ja, ingenting i denne Verden er dog saa dejligt som Kærlighed!
VINGE (vender sig fortrædeligt om)
Ganske vist, Frue, men den hører til de Ting, der heller skal føles end ses.
FRU HEGER Regitzes Onkel tog altsaa ikke med til Byen i Dag?
VINGE Nej, han klagede over lidt Hjertebanken, saa han overdrog mig at følge Frøken Regitze her ind.
FRU HEGER Regitze! Det gør mig da ondt at høre, at Din Onkel ikke er rask.
REGITZE (rejser sig)
Aa, han fejlede ikke noget videre. Jeg smigrer mig nu med, at det var lutter Græmmelse over, at jeg tog bort.
JØRGEN Det er grumme forstaaeligt.
REGITZE Og jeg gjorde det forresten ogsaa nødig.
JØRGEN Saa – ?
REGITZE Det vil sige, jeg længtes nok efter jer, men der var saa smukt ude paa Landet, var der ikke, Vinge?
VINGE Jo, men en lidt banal Allemandsskønhed – saadan med Skov og Sø, De ved –
REGITZE Da skulde I se de nydelige Skitser, han har taget der ude – og det paa et øjeblik.
VINGE Det gælder at gribe Stemningen i Flugten.
REGITZE Han kan alt muligt det Menneske – male, digte, spille, synge – alt, hvad der er smukt. Om Aftenen sang han saa dejligt for mig, at jeg sommetider kunde have givet mig til at græde.
JØRGEN Hvor heldigt at Onkel Smith er i Slægt om end fjernt – med en saa alsidig Skønaand.
REGITZE Det morer ham ogsaa. Han har lige lovet Vinge fem tusinde Kroner til et Ophold i Italien, og tænk, hvor dygtig han saa., bliver.
VINGE Kære Frøken, opsæt at rose mig til jeg ikkd er til Stede.
JØRGEN Tag Dem i Agt, saa glemmer hun det maaske.
VINGE Frøken Regitze glemmer aldrig at være elskværdig.
(Han gaar ud til venstre.)
1. AKT
2. Scene
De Forrige. FABER. BONDRUP (komme ind fra Entreen).
FABER Godaften, kære Fru Heger.
FRU HEGER Er De endelig der, Faber.
FABER Jeg har, som De ser, tilladt mig at tage min gamle Ven, Direktør Bondrup fra Skelskør med her hen.
BONDRUP (hilser).
FRU HEGER Det skal De rigtig have Tak for.
(til Bondrup) Herregud, vi har med saa megen Beklagelse hørt om den store Sorg, De har havt, kære Hr. Bondrup.
BONDRUP (sukker).
Ak ja, min uforglemmelige Hustru! Hvad det vil sige, pludselig at blive berøvet en trofast Livsledsagerinde, det fatter kun Den, der har prøvet det.
FRU HEGER Ja, det har De Ret i.
Jørgen, Du kender jo Hr. Bondrup?
JØRGEN (kommer nærmere).
Jo –
FABER (til Regitze)
Naa, min lille Myndling, hvordan har Du saa haft det saa længe?
REGITZE Jo Tak, man oplever ikke meget hos Onkel Smith – der kommer jo saa Faa. Hvorfor kommer De aldrig og besøger mig, naar jeg er hos ham?
FABER (lidt forlegen).
Du ved — jeg har saa meget at bestille.
REGITZE Aa, det er ikke alene det. Men De synes ikke om at se, at Onkel Smith føjer mig i alting.
FABER Naturligvis, som Din Formynder –
REGITZE Men De maa huske, Moder var hans eneste Søster, og nu synes ban, at han faar noget af hende igen i mig. Ikke saa meget, desværre, for jeg ligner vist ikke Moder.
FABER (kærligt).
Jo vist gør Du saa paa øjnene – de søde graa øjne.
REGITZE Hør Faber, sig mig – De har nok været gift med en Anden, men har De alligevel ikke holdt af min Moder – engang – da De var ung?
FABER Hvoraf slutter Du det?
REGITZE Jo, Fru Heger har saa tidt fortalt mig, at De har haft en stor Hjertesorg i Deres Liv.
FABER Aa, det Vrøvlehoved!
REGITZE Hun og Moder var jo Ungdomsveninder.
FABER Ja.
REGITZE Og saa har jeg kunnet mærke det paa. den Maade, De taler om Moder til mig.
FABER (lidt nølende).
Naa ja – Du har ogsaa set rigtigt. Jeg har elsket Din Moder – inderligt – og derfor holder jeg saa meget af Dig. Du, hendes eneste Barn, Du er jo paa engang min Kærlighed og min Datter.
REGITZE Tak, fordi De holder af mig for Moders Skyld, men ogsaa lidt for min egen, ikkesandt?
FABER (klapper hende paa Kinden).
Naa, saa det tror Du, Din Skelm.
1. AKT
3. Scene
De Forrige. DAM. CECILIE (komme ind fra Entreen.)
CECILIE Goddag, søde Fru Heger! Undskyld, vi kommer saa sent, men vi har været i Middagsselskab.
FRU HEGER Saa, paaskønner vi blot dobbelt, at I kommer.
CECILIE (til Faber)
Ah, der er jo Fader!
FABER Bondrup, jeg ved ikke, om Du kender min Datter Cecilie og hendes Mand, Grosserer Dam?
DAM (trykker Bondrups Haand)
Har ikke før haft den Ære – glæder mig overordentlig –
CECILIE Da Direktøren sidst saa mig, var jeg vist kun en halvvoksen Pige.
BONDRUP Som lovede meget, men har holdt endnu mere.
CECILIE Det fornøjer mig at høre.
TANTE JANE (sagte)
Det er dog en dejlig Dragt, Fru Dam har paa.
TANTE LINE Finder Du! Den er ikke efter min Smag.
CECILIE (til Jørgen og Regitze)
Der er jo vort unge Par! Naa, er Bryllupsdagen bestemt?
JØRGEN Endnu ikke.
CECILIE Min Kjole er bestilt, jeg tror nok, den bliver køn. Ja, jeg haaber da, det bliver et stort Bryllup – her hos Dem, Fru Heger?
FRU HEGER Ja, jeg har rigtignok immer drømt om at fejre Jørgens Bryllup. Det er kun saa kedeligt, at min Kogekone nylig har brækket sit Ben.
FABER Død og Pine, den vigtigste Person ved hele Festen.
FRU HEGER Fy Faber, tal ikke letsindigt om en saadan
FABER Mener De Kogekonens Ben?
FRU HEGER Aa, skam Dem noget.
FABER (rækker hende Haanden)
Ja ja, kære Fru Heger, for os To bliver Det en Dag fuld af mange Forhaabninger og mange Minder.
FRU HEGER Det gør det, Faber!
DAM Min Svigerfader og Fru Heger maa have særdeles behagelige fælles Erindringer. Hvert øjeblik smelter de hen i Rørelse over Fortiden.
FRU HEGER (lidt forlegen)
Aa Passiar!
JØRGEN Jeg synes næsten, Mama rødmer.
FRU HEGER (tager DAM til Side)
Hør, kære Dam, engang for alle — De maa ikke drive Spøg med Deres Svigerfader paa det Punkt. De ved, der er Strenge, som kan vibrere smerteligt ved den mindste Berøring.
DAM Hvordan — mener De?
FRU HEGER Jeg skal sige Dem, Faber har havt en stor og ulykkelig Kærlighed i sit Liv.
DAM Saa – til hvem?
FRU HEGER (forlegen)
Ja, det behøver jo ikke at siges.
DAM Aa, undskyld.
FRU HEGER Han har baaret det saa kønt, og saa bør man jo ikke rippe op i Fortidens Sorger, vel?
DAM Nej, naturligvis.
CECILIE (til Regitze)
Det var da nogle pragtfulde Nelliker, Du der har i Brystet.
REGITZE Ikkesandt! Dem har Vinge plukket til mig i Onkels Have.
CECILIE Saa – !
(Der bliver budt The om.)
JØRGEN Undskyld, kære Hr. Bondrup, at vi her taler om Ting, der ikke kan interessere Dem.
BONDRUP Jeg beder!
CECILIE Direktøren er vel kommen her til Byen for at adsprede Dem lidt?
BONDRUP Ak nej, Frue! De har maaske ikke hørt om det Tab, jeg har lidt!
CECILIE Nej! Er det paa Dampskibsaktier?
FRU HEGER Kære Cecilie, Bondrup har nylig mistet sin Hustru.
CECILIE Aa, Gud det var da sørgeligt.
BONDRUP Aldrig har Savnet forekommet mig saa stort, som her i Hovedstadens Støj og Tummel. Jeg har længe gruet for disse Dage, men jeg maatte hertil.
FABER Bondrup skal nemlig have en ny Bogholder.
CECILIE Naa, saadan!
BONDRUP (tager en Kop The)
Men, der er ogsaa et andet – et højere Formaal, der har kaldt mig hid. Jeg vil nemlig lade udføre en smuk Gravsten over Jakobine, min uforglemmelige Hustru. Tak, jeg bruger aldrig Fløde. Jeg besøger hver Dag hjemme hendes Grav – har selv plantet de Roser, hun nu hviler under. (drikker)
Men jeg ønsker et varigere Monument med hendes kære Træk mejslede i Marmor. (drikker igen)
Derfor – hm – maatte jeg selv hertil for at tale med Billedhuggeren, naar det er sket, rejser jeg straks, senest i Morgen med Toget 7.20.
CECILIE De skulde heller blive lidt her hos Deres Venner, Hr. Direktør, istedetfor at sidde alene og ruge over Deres Sorg.
BONDRUP (sukker)
Jeg duer ikke til andet, kære Frue. (sagte til Faber) Hvor Din Datter dog er allerkæreste!
FABER Synes Du! Det var jo rart.
BONDRUP Fortryllende. Hende kan Du være stolt af gamle Ven.
FABER Aa, Du ved, jeg er saa beskeden. Skal vi gaa lidt ind til Herrerne?
BONDRUP Som Du vil.
(De gaa ind i Jørgens Værelse. Damerne ere under den sidste Samtale lidt efter lidt gaaede Ind i Kabinettet.)
1. AKT
4. Scene
DAM. JØRGEN.
JØRGEN Vil Du spille. Kort?
DAM Nej, jeg vil heller snakke lidt med Dig om vore Forretninger.
JØRGEN Noget Ubehageligt?
DAM Tverthnod. Vi har tjent over tre tusinde Kroner ved den sidste Kornspekulation.
JØRGEN Det var sgu rart, Hvornaar kan jeg faa Pengene?
DAM Det var det, vi skulde tale om. Jeg har gjort Omsætningen med vore Venner Winkelmanns i Hamborg, og de har ladet mig vide, at der igen om nogle Dage bliver et glimrehde Kup at gøre i Hvede.
JØRGEN Godt, saa lader jeg min Portemonnaie sove de Retfærdiges Søvn saa længe.
DAM Jeg vaager over den.
JØRGEN Men, er det nu ikke for mange Æg, vi lægger under een Høne, hos de Winkelmanns?
DAM Hvor vil Du hen – grundmuret Firma –
JØRGEN Naa, ja – Du maa jo vide det.
DAM Idetmindste tror jeg nok, jeg ser paa det, med et lidt større Syn, end de fleste Folk her hjemme. Intet er nemmere end at gøre Penge – Du ser det jo! Der behøves blot et hurtigt Blik og noget Mod, og naar man saa har en fast Basis for sine Spekulationer, som vi jo har i Dampmøllen, jeg købte af Regitzes Onkel –
JØRGEN Sig mig, hvorfor rejser Faber Børster hver Gang, der er Tale om den Dampmølle?
DAM Aa, fordi han ved, at Din Onkel Smith i sin Tid kom til den ved Blodsugeri. Men, man kan jo ikke regne Faber, han er umulig i Forretninger. Du ved, nu har han bygget en ny Fløj til sin Sæbefabrik.
JØRGEN Ja. Den skal indvies paa, Fredag med en Fest.
DAM Ja, Gud fri os – jeg kender den Punsch. Og han vil give Arbejderne Del i Udbyttet – jeg beder Dig! Og de skal have Badeværelse og Læsestue, og Gudved hvad – en ren Fornøjelsesanstalt. Og altid snakker han til dem om Rettigheder, aldrig om Pligter.
JØRGEN Dem føler de maaske tilstrækkelig.
DAM (tager on Kage fra en Skaal)
Aa, Gud, Lykken bestaar saamænd ikke i Rigdom og Luksus, det foreholder jeg dem altid. Men de bliver dog aldrig tilfredse, de Mennesker! Hør, det er nogle rare Smaakager, disse! Nej, tror Du ikke, jeg forleden saa en af mine egne Arbejdere sidde og spise røget Skinke og Koteletter med bajersk øl til. Det kalder jeg ligefrem Fraadseri – ja, det gør jeg.
JØRGEN (ler)
For mig gerne.
DAM Og dem dyrker han. Gudved hvor han gider.
JØRGEN Ja, for jer, der er hans Arvinger, saa –
DAM Aa, for den Sags Skyld har jeg forlængst opgivet at faa anden Arv efter ham end hans gamle Hestehaars Sofa. Men idetmindste kunde han dog optræde en Smule mere passende og Med lidt Tilnærmelse til et civiliseret Køkken. Du kan tænke Dig, i Søndags, jeg var saa ubesindig at tage mine to Hamborger Venner med der hen til Middag – to ægte Gourmander, forstaar Du! Ved Du, hvad han bød os – Skinke og Kalvekoteletter – og øl til.
JØRGEN (ler)
Det kalder jeg ligefrem Fraadseri.
DAM Hvadbehager? Naa, Du mener, hm – hør, skal vi nu ikke gaa ind til de Andre?
JØRGEN Gaa Du, jeg bliver heller her.
(Dam gaar ind i Jørgens Værelse, idet Regitza kommer ind fra Kabinettet.)
1. AKT
5. Scene
JØRGEN. REGITZE. Straks efter FABER.
REGITZE Hvorfor sidder du her alene?
JØRGEN Fordi jeg nok tænkte, Du kom ind til mig. Tak skæbne, der er Faber!
(Faber kommer ind i Jørgens stue)
FABER Naa her er i To, saa kan vi jo snakke lidt sammen. Jeg kommer vel ikke til Ulejlighed?
REGITZE Det gør De aldrig, Faber.
JØRGEN Jo, naar De kommer for at skænde.
REGITZE (ler)
Og det vil jo hænde.
FABER Ikke i Aften, jeg er saa from som et Lam. Jeg vilde blot spørge, hvad Jørgen, nu efter Brylluppet, har tænkt at sætte sig som Maal
REGITZE At gøre sin Kone lykkelig, ikke Jørgen?
FABER Det er jo meget kønt, men maaske han kunde tage sig noget til ved Siden af.
JØRGEN De glemmer, at jeg er paa Vejen til at blive Landmand.
FABER Jeg vidste ikke, at den Vej gik om ad Østergade.
JØRGEN Jo, for enkelte Udvalgte.
FABER Dem løber Du vist an paa, at Du i enhver Henseende hører til.
JØRGEN Ja, Gudskelov.
FABER (ærgerlig)
Men, det gaar ikke i Længden at tage Livet som en Spøg; der maa noget Alvor til Baggrund.
JØRGEN Ja, undskyld – Baggrunden er jeg ikke naat til endnu.
(Peger paa Regitze) Jeg er foreløbig fuldt beskæftiget med Forgrundsfiguren, og De vil indrømme, at til den kan kun bruges Ungdommens og Lykkens lyseste Farver.
REGITZE Pænt sagt!
FABER Det ligger nu ikke for mig at sige noget Pænt; derfor skal I faa min Mening lige ud.
(BEGGE) Aah nej.
JØRGEN Vi har hørt den.
FABER Saa kan Du saagu’ have godt af at høre den engang endnu.
JØRGEN Det tvivler jeg ikke om, men da jeg ogsaa har andre Gæster, vil jeg heller overdrage til Regitze at lytte til Deres vise Ord.
(Han hilser let og gear ind i sit Værelse.)
1. AKT
6. Scene
FABER. REGITZE.
REGITZE (vil gaa)
Jeg maa vist ogsaa.
FABER Nej stop! Naar ikke han vil høre paa mig, saa skal Pinedød Du.
REGITZE (bønlig)
En anden Gang – hvad!
FABER Aa, Du er ikke et Haar bedre, end han – lige letsindige er I. Som et Par Børn har I forlovet jer, og som et Par Børn vil I nu gifte jer uden at have en Tanke for, at Ægteskabet betyder noget andet og mere end en elegant fælles Bopæl med de behørige Nipsgenstande.
REGITZE (lidt mut)
De kan da ikke forlange, at vi Andre skal leve som Spartanere, fordi det behager Dem.
FABER Nej, det kunde sgu godt hjælpe.
REGITZE Vi ved nok, De holder af os, men det er virkelig paa, en kedelig tyrannisk Maade – ja det er. Saa snart De ser os, øser De saadanne Haglbyger af Formaninger ned over os, at vi kun tænker paa at komme i Læ. Og hvorfor Skulde vi ikke gøre, hvad vi har Lyst til. Vi er unge og fornøjede – Penge har vi nok af –
FABER Det vil sige, Din Onkel Smiths Penge har I nok af.
REGITZE Aa, Jørgen tjener jo selv udmærket.
FABER Hvorved, om jeg tør spørge?
REGITZE Ved sine Spekulationer.
FABER (studser)
Hvad siger Du?
REGITZE Det er sandt – han har bedt mig om ikke at sige det til Dem.
FABER Saa skal Du sgu netop sige det. Hvad er det, han har for?
REGITZE Naa, ikke andet, end at han har sat sine og sin Moders Penge i Dams Forretning.
FABER Aa, Herre Jemini!
REGITZE Det er da ingen Forbrydelse.
FABER Nej, men det er en Ulykke. Du ved ikke, hvor jeg hader – foragter det de kalder Spekulation, det fordømte Hasardspil.
REGITZE Men det er jo Deres egen Svigersøn.
FABER Derfor er hans Veje ikke mine, det være langt fra. Saa sandt jeg lever, Regitze, Du maa, Du skal hjælpe mig at faa Jørgen bort fra det Skraaplan.
REGITZE (ligegyldig)
Kære Faber, jeg forstaar mig ikke det mindste paa Pengesager, det ved De!
FABER Saa kan jeg sige Dig, at næsten hver en lettjent Hundredekroneseddel, man paa den Maade stikker i Lommen, maa man betale med lidt af sin Samvittighed og lidt af sin Æresfølelse. Du aner ikke, hvad den Slags kan ende med.
REGITZE De overdriver vist lidt.-
FABER (heftig)
Gudbevares, Du Pipkylling, Du ved det naturligvis bedre, end jeg, der selv engang har været ude paa den Glidebane.
REGITZE De?
FABER Ja, hør det kun, det, kan maaske advare Dig. Jeg havde en Ven, han var Spekulant, og sommetider tog han mig med ved et og andet godt Kup, som han kaldte det. Saa engang skulde vi købe en Dampmølle paa særlig gunstige Vilkaar, og ganske rigtigt, vi tjente store Penge ved den.
REGITZE Var det saa slemt?
FABER Nej. Men saa kom en skøn Dag den forrige Ejers Zone for at tale om en Understøttelse, hun søgte. Aldrig har jeg set et mere kummerfuldt Ansigt. Jeg forhørte mig nærmere, og saa kom det frem, at det var mig, der havde bragt hende i Ulykke.
REGITZE Dem?
FABER Ja, eller rettere sagt den Anden, Vennen. Han havde begyndt med at laane hendes Mand Penge, og, da han saa, at der var ‘et godt Kup’ at gøre med den Mølle, udsugede han efterhaanden Staklen, som en Ædderkop en Flue. Puh – føj for en Ulykke.
REGITZE Hvad blev der siden af Manden?
FABER Han døde – mærkeligt nok ganske pludselig. Det vil sige, han hængte sig.
REGITZE Hvor forfærdeligt! De Maatte da blive helt led ved de Penge?
FABER Naturligvis. Jeg sendte dem ad en Omvej til Enken.
REGITZE Og Vennen?
FABER Han endte med at blive Aagerkarl. Jeg har aldrig siden haft noget at gøre med ham.
REGITZE Det var smukt gjort af Dem, Faber!
(betænker sig) Men forresten — det var jo ikke andet, end hvad De burde.
FABER Nej, selvfølgelig. Men vil Du saa, love mig at være paa mit Parti?
REGITZE Idetmindste skal jeg tænke mere over det, end jeg hidtil har gjort.
FABER Det var Ret.
(Under de sidste Repliker ere Damerne komne ind igen og tage Plads ved Bordet. Jørgen, Dam, Vinge og Bondrup komme, ledsagede af nogle Herrer, ind fra Jørgens Stue og danne en særlig Gruppe til højre. Vinge nærmer sig Regitze.)
1. AKT
7. Scene
FRU HEGER. JØRGEN. REGITZE. FABER. DAM. CECILIE. VINGE. BONDRUP. TANTE LINE. TANTE JANE, Damer og Herrer.
FRU HEGER Vil Herrerne ikke tage Plads her hos Damerne?
FLERE HERRER. Tak, mange Tak.
(De blive staaende.)
TANTE LINE (spids)
For vor Skyld behøves det saamænd ikke.
TANTE JANE (strikker)
Vi har det saa rart. Line, var det ikke tre Masker paa Pinden?
TANTE LINE Nej, fem, kære Jane.
JØRGEN (til Cecilie)
Se, hvor ihærdigt Mama arbejder paa at faa Herrerne til at give sig i Kast med Damerne.
CECILIE Hvad kan det hjælpe. Mandfolk gaar jo nærmest i Selskab for at spise og ryge og sætter hurtigst muligt Damerne af i en Bunke.
JØRGEN Tror De ogsaa, jeg bliver en saadan Filister?
CECILIE Aa, af et forlovet Mandfolk at være, er De slet ikke saa gal. Her kommer De af egen Drift hen og passiarer med mig, og alt imens, ser De med en vis storstilet Ligegyldighed paa at Hr. Vinge gør stormende Kur til Regitze.
JØRGEN (studser)
Vinge!
CECILIE (ser paa Vinge)
Og det kan De være sikker paa, at han har gjort hele Tiden paa, Landet.
JØRGEN Saa lad ham faa denne ene Aften med, Stakkel.
CECILIE Det er det, jeg siger, den Slags Smaatræk er ganske lovende.
BONDRUP (til Dam)
Jo, De skal se, jeg faar Ret; Pengemarkedet dasker ned i Morgen.
DAM Saa det tror De ! Nej , det gaar tværtimod op.
BONDRUP Skal vi vædde?
DAM Hvad De Vil – jeg tør sætte mit Hoved i Pant paa det.
BONDRUP Ja, jeg tør ogsaa nok vove en Ubetydelighed.
DAM Hvede er fast, Kaffe rolig, Sukker livligt –
BONDRUP Der er da allerede een stor Fallit i Hamborg i Dag.
DAM Saa, hvem er det?
BONDRUP Winkelmann og Sønner.
DAM (forfærdet)
Hvad for noget – hvor vil De hen Nonsens – grundmuret Firma.
(En Tjener bringer Avisen og lægger den paa Bordet.)
BONDRUP Der er Avisen! Lad os se, om det ikke allerede er blandt Telegrammerne. Jo – se selv – der staar det.
DAM (læser med bestyrtet Mine).
FABER (iagttager ham)
Det er jo en af Dine Forbindelser, Dam! Er det en ubehagelig Efterretning?
DAM Paa ingen Maade – et ubetydeligt Tab –
FABER Det var jo godt.
DAM (trækker Jørgen til Side)
Jørgen, de er gaaet fallit.
JØRGEN Hvem?
DAM Winkelmann og Sønner.
JØRGEN Død og Pine, og vore Penge er væk, tror Du?
DAM He, det er ogsaa et Spørgsmaal – vi er færdige, totalt!
JØRGEN (stamper)
Saa skulde dog ogsaa al Landsens Ulykke staa, i det.
DAM Tys, tag det med Fatning, kære Jørgen. Lær Koldblodighed af mig.
JØRGEN Ja, Du ser sgu saa koldblodig ud som en Karklud, gør Du.
DAM (søger at mande sig op)
Jeg nægter ikke, at det er højst ubehageligt, men Du har jo dog Onkel Smith i Baghaanden.
JØRGEN Gudved!
DAM Han holder jo saa meget af Dig.
JØRGEN Aa, hvem holder af En, naar det gælder at punge ud.
DAM Tys, man ser paa os.
JØRGEN Kom saa heller ind i min Stue, der er Ingen.
DAM Ja, gaa Du først, saa, kommer jeg efter, ligesom tilfældigt.
JØRGEN Godt, jeg venter Dig.
DAM (til Bondrup)
Naa, kære Direktør, hvordan gaar det saa, hjemme i Kallundborg?
BONDRUP Skelskør, mener De.
DAM (tørrer Panden)
Naa ja, det sejler lige højt. Hør, vi To maa ud og have os en glad Dag sammen, hvad?
BONDRUP (nikker)
Ak nej, Tanken om min Hustru –
DAM Pyt, den Slags skal De ikke fortælle til Deres Kone.
BONDRUP Men, Hr. Grosserer –
DAM (konverserende)
Jeg haaber ellers, Deres Frue har det godt? Glæder mig overordentlig –
BONDRUP (med Værdighed)
De glemmer vist, at min Hustru er død.
DAM Aa – undskyld! (slaar ham paa Skulderen) Naa ja, saa er der jo paa en Maade ogsaa Grund til at haabe, hun har det godt, ikkesandt?
BONDRUP (ser forbavset paa ham.)
DAM (kommer til at støde til Cecilie)
Ah, Pardon – jeg beder Frøkenen om Forladelse. Naa, det er ikke Andre end Dig!
CECILIE Hvad gaar der dog af Dig?
DAM Af mig, mit Lam?
CECILIE Hvorfor ser Du saa forstyrret ud?
DAM Jeg! Hvor falder det Dig ind. Jeg er maaske lidt – lidt overgiven.
CECILIE Det synes jeg ikke, her er Anledning til. Tværtimod.
DAM Det er maaske den Bourgogne, jeg fik i Middags.
CECILIE Hvor skal Du nu hen?
DAM Jeg gaar blot ind til Jørgen, og – se hans nye Kørepisk.
(Han gaar ud til venstre. Bondrup gaar hen til Cecilie.)
1. AKT
8. Scene
FRU HEGER. REGITZE. CECILIE, VINGE. BONDRUP, FABER. TANTE LINE. TANTE JANE. Damer og Herrer.
VINGE (til Regitze)
Nej, gaa nu ikke fra mig.
REGITZE Husk, jeg har Værtindepligter her.
VINGE Saa har De jo ogsaa Pligter mod mig.
REGITZE Dem tror jeg, at jeg har afgjort.
VINGE Husk – det er den sidste Aften, jeg faar Dem at se.
REGITZE (ler)
Tror De, jeg bliver helt borte, fordi jeg bliver gift?
VINGE Ja, for mig. Saadan som jeg har lært Dem at kende der ude i vort Friluftsliv, saadan faar jeg Dem aldrig mere at se. Den friske Rødme om Morgenen med det døsige – lidt forbavsede Blik efter Søvnen og den morsomme lille Krusning om Overlæben ved smaa Ærgrelser.
REGITZE Se se – De passer Paa den Slags Smaating. Det tror jeg saamænd ikke, Jørgen gør.
VINGE Jeg skal sige Dem – Den, der bestandig har ejet et sjeldent Klenodje, ser ikke synderligt paa det – aldrig som Den, der kun eengang faar det at se.
FRU HEGER (ser sig om)
Hør, kunde vi ikke faa lidt Musik?
FLERE. Aa, jo.
TANTE JANE Hr. Vinge De synger saa yndigt.
VINGE Jeg kan virkelig ingenting.
FLERE. Aa, jo.
REGITZE Jo, syng nu lidt.
VINGE (sagte) Ja, naar De ønsker det.
(Han støtter sig til Klaveret og synger):
Du kommer til mig i Drømme,
Jeg nævner henrykt Dit Navn,
Jeg slutter med Længsler ømme,
Dig, Kæreste, i min Favn.
Og med en Fryd uden Lige,
Jeg føler, jeg da har Magt
Til kjækt alt det Dig at sige,
Jeg ej ved Dagen faar sagt.Jeg røber min lønligste Tanke,
Jeg ser Dig i ejet ind,
Jeg føler Dit Hjerte banke,
Jeg søger Din Mund med min –
0 skal, før Livet er omme,
Den ej oprinde, den Stund,
Skal kun som en Drøm den komme
Nattens ensomme Blund.
(Han rejser sig).
TANTE JANE Mange Tak, det er dog en yndig Stemme.
TANTE LINE (halvsagte til en Dame)
Jeg har nu aldrig sværmet for den.
FRU HEGER Saa maa Du spille lidt, søde Jane!
(sagte til Cecilia) Saa gaar Passiaren saa godt.
TANTE JANE Nej, jeg kan virkelig ikke.
FRU HEGER Men Du, Line!
CECILIE Hun kan naturligvis heller ingenting.
TANTE LINE Nej, jeg forsikrer Dem –
FRU HEGER Det er saa underligt med det, at Alle spiller, og Ingen kan noget.
TANTE JANE Line øver sig dog flere Timer daglig.
TANTE LINE Det er kun til Fornøjelse for mig selv.
CECILIE For ikke at tale om Husbeboerne.
TANTE JANE Jo, Line, spil nu lidt.
TANTE LINE Naa, saa lad mig da forsøge.
(Hun sætter sig til Klaveret og begynder at spille. Efter nogle Øjeblikkes Tavshed begynder man at samtale, først sagte, derpaa højere, efterhaanden som Musikken bliver stærkere. Idet Stykket slutter, bliver der atter almindelig Tavshed.)
TANTE JANE (højt)
Saa drak vi Chokola –
(stanser forskrækket).
FLERE (efter et Ophold)
Mange Tak.
TANTE JANE Det er saadant et dejligt Stykke.
FRU HEGER Lidt Musik gør saa godt.
TANTE LINE (skarpt)
Ja, den lod til at virke særdeles oplivende.
(Tjeneren aabner Døren til Spisestuen)
FRU HEGER Maa jeg bede Herrerne tage Damer til Bords.
(til Bondrup det lige vil byde Cecilia Armen) Bondrup, vil De være min Kavaler?
BONDRUP (lidt skuffet)
Ah, hvilken Ære!
(Selskabet gear parvis ud, de sidste Herrer med to Damer. Tante Line bliver staaende tilbage med fornærmet Mine, mermotlfine, indtil en Herre kommer tilbage og byder hende Armen.)
1. AKT
9. Scene
VINGE. REGITZE.
VINGE Frøken, maa jeg have den Fornøjelse?
REGITZE (ser sig om)
Tak, men hvor mon Jørgen er?
VINGE Ikke hvor han burde være, heldigvis for mig.
(Regitze tager hans Arm og vil gaa ind i Spisestuen med ham, da Tjeneren bringer et Telegram.)
En Tjener Et Telegram til Frøkenen
(gaar ud igen).
REGITZE (urolig)
Et Telegram til mig – paa denne Tid.
VINGE Aa hvad, det er vel ikke noget.
REGITZE (læser det med bestyrtet Mine).
VINGE Hvad er det dog — De ser saa bevæget ud?
REGITZE Min Gud – død!
VINGE Hvem – det er da ikke Deres Onkel?
REGITZE Jo, min Onkel er død i Dag – pludselig af et Hjærteslag. – Se selv!
VINGE (efter at have læst)
Saa aldeles uforberedt.
REGITZE Og endnu i Dag har jeg hørt ham le og tale.
VINGE (for sig selv)
Farvel, min Rejse til Italien.
REGITZE Jeg kan næppe fatte det — jeg skal aldrig se ham mere.
VINGE Kære Frøken –
REGITZE Og her er jeg – langt fra ham, mens han er død der ude alene.
(Hun kaster sig grædende i en Lænestol).
VINGE Hvad skal jeg gøre — hvor er Deres Forlovede? Jeg vil kalde paa Hr. Faber.
(Han gaar ind i Spisestuen og kommer straks efter tilbage med Faber.
1. AKT
10. Scene
REGITZE. FABER. VINGE. Kort efter FRU HEGER.
FABER (Idet han kommer ind)
Hvor er Regitze – naa, der. Min Stakkels lille Pige, det var da sørgeligt.
REGITZE Aa, Faber, han var saa god imod mig.
FABER (kærligt)
Ja, ja – jeg ved det nok. (Fru Heger kommer hurtigt ind; Faber gaar hen mod hende).
FRU HEGER (uden at se Regitza)
Men, hvor er dog Jørgen — hvorfor løber I allesammen?
FABER Der er kommet Underretning om, at Grosserer Smith pludselig er død.
FRU HEGER Men Gud, er han død, stakkels Mand. Hvad skal vi gøre – her midt i Selskabet. Herregud, nu bliver det dog stille Bryllup.
FABER Det er dog en Biting overfor et Dødsfald.
FRU HEGER Naa, ja, Fred være med ham. Det tilkommer jo ikke os at anke over Mandens Retsindighed, ligesom han har lukket sine øjne.
FABER (gør en afværgende Bevægelse)
FRU HEGER Ja, De kan da ikke tage Dem det nær, Faber, for siden den Historie med Dampmøllen –
FABER (sagte)
Men, ser De da ikke Regitze?
FRU HEGER (ser sig om)
Hvad, er hun her – jeg saa hende ikke.
(sagtere) Tror De vel, hun hørte noget, for Vorherre bevare min Mund.
FABER (ærgerligt)
Ja, det sagde Konen, da hun havde faaet sagt det, hun vidste.
FRU HEGER (gaar hen til Regitse)
Min egen Pige – Du er bedrøvet – ja, Men Du har os Andre, ikkesandt, og Du ved, hvor usigeligt vi holder af Dig (kysser hende).
Gaa nu ind i dit Værelse, saa skal jeg komme og trøste Dig, saa snart jeg har skaaret Ænderne for. (Hun gaar ind i Spisestuen).
1. AKT
11. Scene
REGITZE, FABER. VINGE.
REGITZE (rejser sig hurtigt)
Faber, jeg hørte godt, hvad hun sagde.
FABER Aa, bryd Dig ikke om det. Du ved, Fru Heger kommer med saa meget Væv.
REGITZE Jo, jeg vil vide det. Er det sandt – var min Onkel ikke en retskaffen Mand?
FABER (forlegen)
Jo, vist var han saa.
REGITZE Men, det aner mig – hun nævnede en Dampmølle – aa, det er da ikke muligt – Faber; var han den Ven, De talte om?
FABER (usikker)
Nej – nej.
REGITZE (indtrængende)
Er det Sandhed?
FABER (tier)
REGITZE De tier – det var altsaa ham. Aa, hvor det gør ondt at faa det at vide; det er meget værre end at miste ham.
FABER Det har jeg for min fordømte Hidsighed! Men det er maaske bare mig; jeg er jo en Særling paa mange Punkter, det siger Du selv.
REGITZE Nej, nej, nu forstaar jeg det hele. Derfor kom der aldrig Nogen til ham – aa, der dukker saa meget op for mig nu. Hvor har jeg haft mine Øjne.
FABER Ja, ja! Har Du faaet det at vide, saa gør da nu Dit til, at hans Rigdom idetmindste bliver godt anvendt.
REGITZE Aa, tal ikke om de Penge, de er mig ligefrem imod nu.
VINGE Paa det sidste var de saamænd ogsaa Deres Onkel imod, det kan jeg da nu sige til hans Forsvar. Endnu i Gaar, da vi gik i Haven, følte jeg, hvor hans Samvittighed nagede ham, mere end Nogen har anet.
REGITZE Hvad sagde han da – sig mig det!
VINGE Mangt og meget som kunde bringe En til at gyse, og tilsidst ytrede han, at han tænkte paa at gøre Testamente og efterlade sin Formue til noget Godt og Smukt — helst et Børnehospital.
REGITZE Men, saa kan vi jo gøre det paa hans Vegne, ikke Faber!
FABER (tier og kløt sig bag øret)
REGITZE Saa tror jeg, at jeg igen kunde tænke paa ham med Glæde.
VINGE Hvilken Styrke, har dog ikke Kvinden i sit lynsnare Instinkt.
FABER Aa, hold Deres Betragtninger for Dem selv, min gode Vinge. Maaske det blot har været et tilfældigt Indfald hos ham.
VINGE Nej, han har flere Gange slaaet paa det.
FABER For Pokker, De taler, som det drejede sig om at forære en gammel Vinterfrakke bort. Saa flot disponerer man ikke over en Sum som Smiths Formue.
VINGE Jo større Summen er, des værre er det da, naar Tusinder af Forbandelser klæber ved den.
FABER Og det siger De, der aldrig har taget mod andet end Godt af Manden.
VINGE Just derfor har jeg lidt under det – vaklet mellem min Taknemlighedsgæld og min Afsky for den Trafik, han drev.
FABER Ja, for De er vist noget vaklevorn af Dem.
VINGE Men, forstaar De da ikke – at vide, at den Mand, ved hvis Bord jeg sad, at han hver Dag pinte de sidste Skillinger ud af Nødlidende – tog det Nødvendigste fra dem – Bogen fra Studenten, Symaskinen fra Sypigen, Sengen fra det syge Barn –
REGITZE Hvor forfærdeligt!
VINGE Ja, det var forfærdeligt., og det følte han selv nu!
REGITZE Saa skal ogsaa hver øre blive anvendt til et Børnehospital, som skal bære hans Navn. Har jeg ikke Ret i det Faber?
VINGE Hundrede Gange Ret.
FABER Man kan ligesaa godt sige, at det er dumt som bare Fanden, og hvor kan jeg saa give mit Samtykke.
REGITZE Deres Samtykke, det har jeg.
FABER Hvadbehager?
REGITZE De vilde jo ikke selv beholde en øre af det, De havde tjent sammen med ham.
FABER (forlegen)
Sandt nok, men – ja, ser Du Regitze, Du kender mig jo ud og ind og ved, at jeg i mit Hjerte giver Dig Ret. Derfor ved jeg ikke bedre, end at lade Dig gøre, hvad Du vil.
VINGE Rigtigt! I saadanne øjeblikke maa Sjælen være ene med sig selv.
FABER Aa, Sludder. Nej, lad os nu først og fremmest se, hvad Jørgen siger.
REGITZE Han siger det samme som jeg — naturligvis.
FABER Vel, vi faar siden at se.
REGITZE Nej, jeg vil tale med ham straks — hvor er han dog ?
VINGE Der kommer han.
(Jørgen og Dam kommer ind fra Jørgens Stue).
1. AKT
12. Scene
REGITZE. JØRGEN. FABER. DAM. VINGE.
DAM Hvad, er I her – alene?
FABER Ja, for der er lige kommen Efterretning om, at Grosserer Smith er død
JØRGEN (veksler et Blik med Dam).
DAM (deltagende)
Herregud – gør mig overordentlig ondt –
JØRGEN Det var et uventet Budskab.
DAM (sagte til Jørgen)
Det kan man kalde Indgriben af Forsynet.
JØRGEN (ligeledes)
Ja, nu er vi frelste.
DAM Frøken Regitze, maa jeg bevidne Dem min dybtfølte Deltagelse i det tunge Slag, der har ramt Dem.
REGITZE (adspredt)
Jeg takker Dem —
DAM Gud være lovet, at De er omringet af alle Deres Kære, det trøster dog altid i Sorgens Stund – hm. –
(Han trykker deltagende hendes Haand og gaar ind i Spisestuen efter at have rettet lidt paa alt Ydre foran Spejlet.)
FABER Kom Vinge, det er vist ogsaa bedst, at vi gaar.
VINGE Som De vil.
(De gaa ind i Spisestuen efter Dam.)
1. AKT
13. Scene
JØRGEN. REGITZE.
JØRGEN (gaar hen imod hende)
Min egen, lille Regitze, Du er bedrøvet.
REGITZE Ja, Jørgen, det kan Du tro.
JØRGEN Hvad skal jeg gøre! Kunde jeg blot afværge Sorgerne for Dig! Men jeg kan dog maaske gøre lidt for at mildne dem.
REGITZE Det kan Du — hvad skulde jeg gøre, hvis jeg ikke havde Dig. Sig mig, Jørgen, jeg kan neppe faa det frem – havde Du nogen Anelse om, at min Onkel ikke var nogen anset – nogen hæderlig Mand?
JØRGEN (studser og betænker sig). Onde Rygter har stadig travlt, ved Du.
REGITZE Du vidste det altsaa.
JØRGEN Hvor falder det Dig ind at nævne det nu, for første Gang?
REGITZE Fordi jeg først nu har faaet det at vide.
JØRGEN (heftig). Hvem har været saa ubarmhjertig?
REGITZE Ingen. Det var ved et Tilfælde.
JØRGEN Hvor fatalt!
REGITZE Det maa have været svært for Dig at vide det, Jørgen, og ikke at kunne tale med mig derom.
JØRGEN Naturligvis.
REGITZE Men nu vilde Du vel have sagt mig det?
JØRGEN Sandt at sige har det voldt mig lidt Hovedbrud. Det var saa vanskeligt at bringe den Sag paa Bane. Jeg kunde jo ikke vide, hvordan Du vilde tage det.
REGITZE Du maatte dog vide, at selv om jeg holdt af min Onkel, ja netop derfor, vilde jeg føle Modbydelighed ved de Penge, han havde tjent ved Aager. Den Ting kan vi let blive enige om.
JØRGEN Hvad for en Ting?
REGITZE Jeg har, ligesaa lidt som Du, Lyst til at leve højt af de Penge.
JØRGEN Det var dog det mærkeligste, jeg har hørt. Vil Du have, at vi skal brænde dem paa et Baal som en Art Sonoffer?
REGITZE Nej, jeg vil have, at vi skal give dem til Fattige.
JØRGEN Nej, men, hør –
REGITZE Det var Onkel Smiths eget Ønske. Han tænkte paa at stifte et Børnehospital, men han naaede det jo ikke.
JØRGEN (halvt for sig selv). Heldigvis for os.
REGITZE Og det var, fordi Pengene brændte paa hans Samvittighed.
JØRGEN Hvor har Du alt det fra?
REGITZE Fra Vinge. Onkel Smith har sagt det til ham endnu i Gaar.
JØRGEN Aa, Vinge! Hans Fantasi er saa levende.
REGITZE Men det er da saa rimeligt! Hvor maa det ikke have tynget paa min Onkel at være Skyld i saa megen Elendighed. Den vil jeg ikke have Del i.
JØRGEN Aa, Du taler som et Barn – man lader ikke en Formue saadan gaa fra sig. Men naar det endelig skal være – Du ved, jeg er ikke kneben af mig – naar Du finder, Din Onkels Minde trænger saa meget. til – hvad skal jeg sige – et guldindvirket Slør, saa kan vi jo gerne give en rund Sum til et eller andet.
REGITZE Jeg synes ikke, nogen Mellemvej kan gøre det ud.
JØRGEN Aa, store Ord!
REGITZE Vilde Du da have, om end nok saa lidt, med en smudsig Forretning at gøre?
JØRGEN Nej, selvfølgelig.
REGITZE Men leve af et helt Livs smudsige Forretninger, det vil Du!
JØRGEN Herregud, Moralen og Æren er nu engang lidt svævende i Handelslivet, og selv om Din Onkel nu og da er gaaet de Dele en Smule nær –
REGITZE Ja vel, det er at gaa Æren en Smule nær at udsuge Trængende til den sidste Skilling, at tage det Nødvendigste fra dem uden Barmhjertighed – den Stol de sad paa, den Seng de laa i, aa Gud, det har han gjort.
JØRGEN Kan vi saa finde de Folk, som det for saa og saa lang Tid siden er gaaet ud over?
REGITZE Nej, men vi kan finde Andre, der trænger lige saa haardt.
JØRGEN Sæt saa, at ogsaa de lærte Din Onkels mangelfulde Moral at kende, hvad saa? Og tro ikke, at Du dermed vil gavne hans Minde, for Folkvil sige, og det med Rette, at det maa have været en gammel Ærkekæltring, naar ikke engang hans Nærmeste vil røre ved Pengene med en Ildtang.
REGITZE Det vil ikke de sige, hvem Pengene kommer til Gode.
JØRGEN (i en lettere Tone)
Ganske rigtigt, for det bliver os. Saa, nu vil vi ikke snakke mere om den Ting. Dette Dødsfald og paa samme Tid den ulyksalige Opklaring har gjort min lille Pige lidt anspændt — lidt nervøs.
REGITZE Nej, Jørgen, det er bedre vi kommer til Klarhed med det samme, for hvad jeg her har sagt, ved jeg, at jeg vil stag vod. Det gør mig bitterlig ondt at se, at vi tænker saa forskelligt,
JØRGEN (trækker paa Skulderen)
Mig ogsaa!
REGITZE Men, jeg synes alligevel, jeg maa handle efter min Onkels Ønske og udsone hans Minde, saa godt jeg kan.
JØRGEN Det maa jeg sige – det fortæller Du glat væk den Mand, Du staar i Begreb med at gifte Dig med. Ved Du ikke, at Du saa maa gøre fælles Sag med mig?
REGITZE Men, naar jeg nu ikke synes, at Sagen er god?
JØRGEN Kæreste Barn, en Hustru kan ikke skille sin Gjøren og Laden fra sin Mands, og i de store Bestemmelser maa nødvendigvis de to Viljer blive til een.
REGITZE Til Mandens, altsaa?
JØRGEN Det har man jo hidtil anset for det heldigste, og derfor kan Du roligt lade mig tage Ansvaret.
REGITZE Nej, ikke hvor jeg føler det som mit eget.
JØRGEN Heldigvis har Du dog en Formynder.
REGITZE Han giver mig Ret
JØRGEN (heftig)
Men, jeg maa have de Penge – jeg kan ikke undvære dem.
REGITZE (studser)
Hvordan det?
JØRGEN Der er ikke andet for, end at tage Bladet fra Munden. Jeg har lige faaet at vide, at Dam staar paa Randen af en Fallit.
REGITZE Men Gud
JØRGEN Ved den mister Moder og jeg omtrent, hvad vi har. Men han siger, at hvis han kan redde Dampmøllen, kan han nok snart komme paa Benene igen.
REGITZE (hurtigt)
Er det ikke den samme Dampmølle, som Onkel Smith har ejet?
JØRGEN Jo, netop.
REGITZE Der ser Du jo, at jeg har Ret. Ved Du ikke, ved hvilke Midler den korn i hans Hænder?
JØRGEN (usikker)
Aa
REGITZE Den blev købt ved en Families Velfærd og et Menneskes Liv, og jeg synes, at jeg før vilde rive den Mølle ned med egen Haand, end holde den oppe med min Onkels Aagerpenge.
JØRGEN Jeg tror, den Ide har gjort Dig rent forrykt.
REGITZE Det vilde Du ikke finde, hvis Du havde hørt, hvad Vinge sagde.
JØRGEN Aa, Vinge, den Vindhas! Hvis Du farer fort ried dette, maa jeg jo tro –
REGITZE Hvad for noget?
JØRGEN Aa, ikke noget.
REGITZE Jørgen, har jeg da virkelig Uret i dette? Kan Du ikke slutte Dig til mig?
JØRGEN Nej, det er umuligt.
REGITZE Er da Penge virkelig alt? Er jeg ikke den Samme, som jeg her staar for Dig – uden min Rigdom?
JØRGEN (heftig)
Den Samme! Du, der hundrede Gange har sagt mig, at Du vilde følge mig til Verdens Ende, og saa svigter Du mig her i det afgjørende øjeblik, hvor alt min Velfærd, min Anseelse, min Lykke staar paa Nippet til at ramle sammen. Kan jeg saa stole paa Dig – staar vi Side om Side? Nej, Regitze, kan Du bære Dig saadan ad, saa elsker Du mig ikke, saa har Du aldrig elsket mig.
REGITZE Jørgen, jeg beder Dig –
JØRGEN Nej, her hjælper ingen Talemaader mere. Vi staar i dette Øjeblik paa en Skillevej.
REGITZE Aa, hvad skal jeg dog gøre!
(Selskabet begynder atter parvis at komme tilbage fra Spisestuen, Bondrup og Fru Heger forest).
JØRGEN (sagtere)
Her nu, Regitze – enten maa Du her gaa min Vej med mig, eller din egen – uden mig. Nu kan Du selv vælge.
(Han gaar hurtigt ind i sit Værelse, mens Regitze ser efter ham).
Tæppet falder.

FÆLLES SAG: INTRO1. AKT2. AKT3. AKTANMELDELSE