Samme Stue. Der er mørkt, kun en lille Hængelampe udbreder et svagt rødt Skær. Andrea gaar nynnende om og gør i Orden.
PERSONERNE:
| FRU KLENAU. | HEMMING, hendes Søn. | FRANTS HELLER, hendes Søstersøn. |
| FRØKEN JULIANE EGGERS. | MAGNA, hendes Broderdatter. | ANDREA, Fru Klenaus Jomfru. |
| 2. AKT | Samme Stue. Der er mørkt, kun en lille Hængelampe udbreder et svagt rødt Skær. Andrea gaar nynnende om og gør i Orden. |
| ANDREA | (ser paa Uhret) Snart halv ti! Saa maa jeg nok se at faa Balkjolen paa og komme afsted! |
| Frøken Juliane kommer ind fra Entréen. | |
| FRØKEN JULIANE | Er Du der, min kære Magna — (kommer nærmere) Aa, det er Andrea! |
| ANDREA | Er der noget, jeg kan hjælpe Frøkenen med? |
| FRØKEN JULIANE | Nej tak — men jeg befandt mig ikke rigtig vel, saa jeg gik her ind for at sidde et Øjeblik i Ro. Men jeg troede, De skulde ud? |
| ANDREA | Ja, jeg skal hen til min syge Faster — jeg ville blot først gøre det lidt hyggeligt, til Fruen kommer. |
| FRØKEN JULIANE | Hm — besøger De ofte Deres Faster? |
| ANDREA | Aa — ikke saa ofte som jeg burde. |
| FRØKEN JULIANE | (skarpt). Da var det vist ønskeligt, at De, ved at se, hvad Livet kan bringe af Lidelser og Kummer, kunde stemmes til lidt mere Eftertanke og mere Ro. |
| ANDREA | Aa Gud, jeg har saamæn meget mere Ro, end jeg skøtter om. |
| FRØKEN JULIANE | Det betvivler jeg ikke, men De burde, mens det endnu er Tid, vende Deres Tanker mod noget andet end fordærvelig Tant og usunde Fornøjelser. |
| ANDREA | Aa, hidtil har de Gudskelov ikke taget paa mit Helbred. |
| FRØKEN JULIANE | De véd godt, det er den aandelige Sundhed, jeg taler om! Det kan De se udviklet i en lille Bog af Pastor Mortensen, som jeg skal laane Dem — Maaske den kunde bibringe Dem lidt Alvor. |
| ANDREA | Ja tak, men Alvor er der da altid nok af — jeg synes nu, det er bedre at søge efter Glæden. |
| FRØKEN JULIANE | Der gives Glæder af forskellig Art — den rene Glæde, der følger med Pligternes Opfyldelse — |
| ANDREA | Ja, den bestaar for mig i at vaske og stryge og den Slags, det kan man jo gerne sige er en ren Glæde. Det er ogsaa rart at gøre, hvad man skal, men der er ogsaa en anden Glæde, jeg synes bedre om — den der kommer, naar man er, hvor der er Musik og Lystighed og glade Ansigter. Aa — saa kan det give ligesom et helt Sæt i Én, saa man faar Lyst til at raabe af fuld Hals: „Hvor det er dejligt at leve — dejligt at være ung og glad og sund — “ |
| FRØKEN JULIANE | Paa den Art Glæde bør man ikke bygge sit Liv. |
| ANDREA | Det kan gerne være. Frøken, men hvis man ikke havde saadanne Øjeblikke, saa synes jeg ikke, det var værd at leve, og hvis De siger, det er en Synd, saa har De saamæn aldrig kendt det, eller glemt det igen, for jeg er vis paa, at i de Timer, hvor man er rigtig glad og fornøjet, der mener man det ogsaa bedst med andre. |
| FRØKEN JULIANE | Hm — (gaar utaalmodig frem og tilbage) Frøken Magna har vel ikke været inde i denne Stue i Aften ? |
| ANDREA | Nej. |
| FRØKEN JULIANE | Heller ikke nogen Anden? |
| ANDREA | (nysgjerrig) Hvordan — Frøkenen mener da vel aldrig en Herre? |
| FRØKEN JULIANE | (irriteret,) Det spurgte jeg ikke om. |
| ANDREA | (for sig selv) Aa, er det saadan fat! (højt med en troskyldig Mine) Nej, jeg har slet ikke set Frøken Magna. Hun bad mig rigtignok i Middags, om jeg ikke nok vilde sørge for, at her var lidt lunt — saadan ved det Lag Klokken ti i Aften — |
| FRØKEN JULIANE | (studser) Men Gud — har jeg hørt fejl, – er det først om en halv Time — ja, saa længe kan jeg rigtig ikke staa her og vente. |
| ANDREA | Hvordan — |
| FRØKEN JULIANE | Jeg mener — hm — jeg har rent glemt, at jeg skulde skænke Limonaden! (gaar hen imod Døren) Men jeg kommer nok her ind igen — bagefter. (Hun gaar ud i Entréen.) |
| ANDREA | (ser efter hende og ler) Bagefter! Ja, det haaber jeg ogsaa. Godt var det da, at jeg fik hende afsted. I saadanne Tilfælde er det, man maa hjælpe sine Yenner. Frøken Magna er ellers en rar Én! Der staar hun og præker Dyd for mig, og saa holder hun selv Stævnemøde. Blot hun nu vilde komme, (lytter) Jo, der er hun! Hør, det er forfærdelig morsomt! |
| Magna kommer ind fra Entréen. Hun er klædt i lys Selskabsdragt. | |
| MAGNA | Hvad, er Du her, Andrea! |
| ANDREA | Deres Tante var her lige — skal jeg kalde paa hende? |
| MAGNA | Nej, for alt i Verden — — |
| ANDREA | (ler) Nej, jeg kunde nok regne ud, at det ikke var for hendes Skyld, De kom! Aa, Frøken Magna, hvor De dog ser smuk og glad ud, og hvor det er en yndig Kjole, De har paa! Hvis jeg fik saadan en Dragt paa i Aften, Gudvéd, hvad saa Hr. Hel— |
| MAGNA | Heller kommer slet ikke til det Bal, Andrea! |
| ANDREA | (halvt grædende) Hvad! Kommer han ikke — hvorfor dog? |
| MAGNA | Fordi jeg ikke vil have det. (lytter) Der er han — gaa saa Din Vej — hører Du! Jeg vil tale med ham. |
| ANDREA | (slukøret) Men Gud, er det ham! |
| 2. AKT (2) | Andrea gaar nølende ud i Spisestuen, i samme Øjeblik Frants Heller kommer ind fra Entréen. |
| FRANTS | Frøken Magna — her er jeg, som De ønskede! (vil kysse hendes Haand.) |
| MAGNA | (trækker Haanden til sig) Nej, nej, sæt Dem nu ned! De har vist været forbavset over, at jeg bad Dem komme her; men inde hos Bedstemoder er der saa mange Mennesker, og jeg vilde saa gerne tale lidt med Dem i Ro i Aften om Andrea — og om mig selv. |
| FRANTS | (studser) Om Andrea? |
| MAGNA | Det var Deres Hensigt at gaa paa Bal med hende i Nat, ikkesandt? |
| FRANTS | (forlegen) Hvem har sagt Dem det? |
| MAGNA | Hun selv. |
| FRANTS | Naa ja — vi havde talt lidt om det, men derfor — |
| MAGNA | Vær ikke bange — jeg skal ikke holde nogen Straffepræken; jeg vil blot sige til Dem — De maa ikke gøre hende ulykkelig, Heller. |
| FRANTS | Jeg har virkelig ikke tænkt paa det! |
| MAGNA | Nej — netop! Derfor er De godt paa Veje til det. Andrea er forelsket i Dem eller lige ved det. |
| FRANTS | Vist ikke — De tager fejl! |
| MAGNA | Det troer jeg ikke. Hun vil slaa op med sin Kæreste, et skikkeligt Menneske, der holder af hende — |
| FRANTS | Tror De, jeg har det paa min Samvittighed |
| MAGNA | Ja, jeg saa jo, hvor hendes øjne lyste, og hendes Læber bævede, da hun talte om Dem. Hun skulde blot vide, at De ikke mener det mindste med det og siger det samme til mig og mange andre — aa Heller, det er ikke rigtigt af Dem. |
| FRANTS | Nej, naturligvis — det er det ikke, men lykkelig Den, der ikke har værre Ting at staa inde for, end at have danset og fjaset med en køn Kammerpige. |
| MAGNA | Det vil jeg gerne tro, men saa dans og fjas med andre, ikke med hende. Lad være at gaa paa det Bal i Aften! Jeg skal sige Dem, jeg holder af hende —- jeg har leget med hende, da jeg var lille, og jeg vilde tage mig nær, hvis det skulde gaa hende galt i Livet. De skal lade hende gaa i Fred og være glad med sin Naalemager! Væk ikke Tanker hos hende, som kun kan ende med Sorg. |
| FRANTS | Vel! Det lover jeg Dem — hvilket Ønske af Dem vil jeg ikke opfylde. |
| MAGNA | Tak, det vidste jeg nok. |
| FRANTS | Godt at De har sagt mig det i Tide! Nu kan jeg roligt sige, at jeg ikke har meget paa min Samvittighed — De har Ret, hun betyder ingenting for mig; hvis hun tror det, gør det mig ondt. |
| MAGNA | Ogsaa mig. |
| FRANTS | Men endnu mere ondt gør det mig, at De kan tro, at jeg nogensinde i mine Tanker har blandet Dem sammen med Jomfru Andrea. De er noget for Dem selv! Jeg véd nok, det er ikke Øjeblikket at tale om det, men De maa dog have mærket, at der bag min Spøgen og Pjanken har været en virkelig Følelse til Stede. |
| MAGNA | (tier.) |
| FRANTS | Selv om jeg nok saa galt har kastet mig ind i et letsindigt Liv — jeg gør mig ikke bedre, end jeg er, saa er der dog endnu lidt hos mig, som er uberørt og ægte, og alt det, der findes, det er gaaet op i, hvad jeg føler for Dem. Magna, tror De ikke, at jeg holder af Dem med det bedste, der er i mig, hvor meget Laban jeg end er. |
| MAGNA | Jo, jeg tror det — ellers havde jeg ikke talt til Dem, som jeg her har gjort, og derfor syntes jeg ogsaa, at jeg selv vilde fortælle Dem — sige Dem — (stanser) Heller, jeg er i Dag bleven forlovet med Deres Fætter Hemming. |
| FRANTS | (bestyrtet) Forlovet — De — med Hemming — |
| MAGNA | Der er endnu Ingen, der véd det, og jeg- beder Dem betragte det som et Tegn paa mit Venskab for Dem, at jeg siger det til Dem, først af alle. |
| FRANTS | (søger at beherske sig) Maa jeg saa tillade mig at ønske Dem til Lykke, Frøken Eggers! |
| MAGNA | Nej, nej, Heller, jeg vil ingen tom Komplimenteren have af Dem. De forstaar — det havde jo været lettere for mig — maaske for os begge — ikke at sige Dem dette selv, men jeg syntes, det var kønnest og ærligst at gøre det — jeg vilde ikke have, at De skulde faa det at vide af Fremmede eller af et Kort. |
| FRANTS | (tier og ser bort) |
| MAGNA | Og saa vilde jeg ogsaa gerne tale lidt med Dem derom, engang for alle. Ser De, jeg forstaar fuldt ud, hvor alvorligt det er, det der er sket mig i Dag, jeg kan næsten sige, jeg er lidt bange for det. |
| FRANTS | Saa elsker De ikke Hemming! |
| MAGNA | Jo, jo — De véd ikke, hvad jeg mener – jeg holder saa uendeligt af ham! Jeg føler, at skal der blive noget af mig, skal jeg blive til et godt og lykkeligt Menneske, maa det blive ved ham. Det jeg føler for ham, kan jeg ikke beskrive, det er en Tillid – en Beundring for hans Tænkemaade og Karakter — jeg kunde næsten sige Ærefrygt — nej, det er noget helt andet — noget, jeg ikke kan udtrykke. Men det er for mig selv, at jeg er bango — jeg har jo saa mange Fejl, og jeg er saa bange for, at jeg ikke kan gøre ham lykkelig og være det for ham, som jeg skulde. |
| FRANTS | De ikke! |
| MAGNA | Aa nej — jeg indser godt, at jeg dur bedre til at tilbringe en fornøjelig Aften med, end til at leve et Liv igennem med. Men ét er sikkert, det er, at jeg vil gøre alt, hvad der staar i min Magt, for at gøre Hemming lykkelig, og derfor maa jeg se at forandre mig i meget. |
| FRANTS | Det kan De ikke, og maa De ikke. |
| MAGNA | Jo, jeg baade kan og maa. (smiler) Først og fremmest vil jeg tage Afsked med Dem. |
| FRANTS | Hvordan? |
| MAGNA | Ja, forstaa mig vel — De er jo Hemmings Fætter, og vi kommer vel ofte til at ses, men aldrig mere saadan som tør. |
| FRANTS | (ryster paa Hovedet) Nej. |
| MAGNA | Jeg maa for Hemmings Skyld se at blive mere adstadig. Derfor maa De love mig altid at behandle mig som en god Veninde, ikke som en Dame, De gør Kur til. Husk — den gækkende og spøgende Tone imellem os — den maa være forbi. |
| FRANTS | (heftig) Aa, bedst var det for mig, om jeg aldrig mere fik Dem at se. |
| MAGNA | Aa, sig nu ikke det — De skal se, det gaar ganske af sig selv. Jeg véd nok, mange af mine gamlo Venner mister jeg nu! Jeg har jo været saa gruelig svag for morsomme og fornøjelige Mennesker, om de saa ikke var saa forskrækkelige stræbsomme og dydige, det har jeg ikke brudt mig om. Men saadan tænker Hemming ikke, og nu vil jeg naturligvis gøre, hvad jeg kan, for at slutte mig til hans Venner. Men til dem maa De høre — vil De ikke nok være vor gode Ven — hans og min! |
| FRANTS | Aa, jeg véd ikke — jo, jo! |
| MAGNA | Jeg har villet sige Dem dette, for naar De synes, at jeg er anderledes imod Dem, end jeg før har været, saa maa De ikke tro, det er fordi jeg ikke mere holder af Dem — tvertimod! Naar jeg kommer til at tænke paa den lystige Tid, der nu er gaaet, saa vil altid Deres Ansigt — Deres Stemme dukke op for mig, det er jeg vis paa, for hvad enten man siden hen bliver lykkelig eller ej, saa bliver man altid ved at holde af dem, der var knyttet til Ens glade Ungdomstid. |
| FRANTS | (med en Bevægelse) Aa Magna — ti, ser De da ikke, hvor De piner mig. |
| MAGNA | Jo, jeg véd nok, at De er lidt bedrøvet nu, og det gør mig saa ondt at vide, at De er det. Men det kunde nu ikke være anderledes. Se saa, nu har jeg sagt Dem, hvad jeg vilde, (tager bans Haand) Jeg vil endnu kun bede Dem, om De vil blive ved at holde en lille Smule af mig — jeg vil nok have Lov at bo i en Krog af Deres Hjerte — den, hvor De har Deres gode Minder. |
| Hemming kommer hurtigt ind fra Entréen. | |
| HEMMING | Magna — er det muligt — |
| MAGNA | Hemming, hvor har Du dog været — jeg har ventet Dig – (stanser ved at se paa ham.) |
| HEMMING | Det var alt saa sandt — aa min Gud! |
| MAGNA | (ængstelig) Hemming, Du maa ikke tro, at jeg her har Uret imod Dig — |
| HEMMING | (heftig) Ikke Uret imod mig, naar jeg mod mine egne øjne ser, at Du har Stævnemøde med en Anden, samme Dag Du har lovet mig Troskab. Kan Du benægte, at Du havde sat Frants Stævne her? |
| MAGNA | Nej, men jeg kan forklare |
| HEMMING | (peger paa Frants) Behøves her nogen Forklaring! Og jeg, som ikke kunde tro det! Aa, i Timer øer har jeg strejfet omkring som en Afsindig! Saa havde altsaa min Moder Ret, kan Du bære Dig saadan ad, saa er Du en kold og beregnende Kokette, uden Hjerte — uden Sjæl! |
| MAGNA | (farer sammen) Jeg tror, den Dom er for streng. |
| HEMMING | Lad mig da høre — hvad har Du at sige il Dit Forsvar? |
| MAGNA | (stolt) Intet, efter de Ord. |
| FRANTS | (lidt usikker) Men maa jeg da ikke have Lov Magna. |
| MAGNA | Nej, et Angreb, som dette, vil jeg ikke forsvare mig imod. Kom, lad os gaa ind til min Bedstemoder. |
| Fru Klenau kommer ind fra Entréen | |
| MAGNA | Farvel Hemming! Jeg haaber, den Tid vil komme, hvor De tænker paa mig med mindre Bitterhed. |
| Hun gaar ud gennem Entréen ved Frasts Arm, idet hun i Forbigaaende hilser paa Fru Klenau. | |
| FRU KLENAU | (kommer nærmere) Hemming — |
| HEMMING | (synker om i en Stol). Nu har jeg kun Dig; aa Moder — Du véd ikke, hvor jeg er ulykkelig. |
| FRU KLENAU | (kærligt) Ja, min egen Dreng, Du er bedrøvet, men bedre nu end siden. Kom, sæt Dig hos mig – |
| HEMMING | Nej, lad mig sidde — gaa helst Din Vej! |
| FRU KLENAU | Vel, saa gaar jeg! |
| Fru Klenau klapper ham paa Hovedet og gaar ind i sit Soveværelse Et Øjeblik efter kommer Andrea ind med en tændt Lampe og sætter den paa Bordet. Hun gaar derpaa et Par Gange tvivlraadig frem og tilbage, idet hun af og til tørrer Øjnene. | |
| ANDREA | (for sig selv)br>Nej, jeg maa tale med ham! (nærmer sig til Hemming) Undskyld, jeg forstyrrer Kandidaten, jeg vilde blot spørge, om De ikke vilde have en Kop The eller noget andet — |
| HEMMING | (aandsfraværende) Hvad siger De — om jeg vil have noget nej tak! Lad mig blot være! |
| ANDREA | Nej, det kan jeg virkelig ikke! Jeg maa dog sige Dem — bede Dem om Forladelse — (græder) At tænke sig, at det er min Skyld altsammen, men jeg kunde jo dog ikke vide, at det skulde gaa saadan. Nu er Fruen vist saa skrækkelig vred paa mig. |
| HEMMING | (ligegyldig) Hvad er det, hun skulde være vred for? |
| ANDREA | Jo, jeg skulde jo have været paa Bal i Aften med Hr. Heller — |
| HEMMING | (opmærksommere) Naa ? |
| ANDREA | Og saa var det, jeg løj for Fruen og sagde, jeg skulde hen og vaage hos min syge Faster. Aa, nu fortryder jeg saa rædsomt, at jeg har brugt hende som Skalkeskjul, det stakkels Skind! |
| HEMMING | Er hun da ikke syg? |
| ANDREA | Jo, det ved Gud, hun er, hun er lam og perplex i den ene Side og tænker ikke paa andet end Død og Begravelse. Hun vil saagar have mig ind i en Begravelseskasse, men jeg siger altid, at skulde jeg gaa hen og dø, saa kommer jeg saamæn ogsaa nok i Jorden. |
| HEMMING | Ja vist saa, men — |
| ANDREA | (græder) I dette Øjeblik vilde jeg næsten ønske, jeg var der! |
| HEMMING | (ivrig) Men hvor kan det da være, at jeg traf min Fætter her — med en Anden? |
| ANDREA | Jo, for vi blev jo stoppede. |
| HEMMING | Hvordan ? |
| ANDREA | Jo, jeg glædede mig saa græsseligt til det Bal, og saa kom jeg til at fortælle det til Frøken Magna i Dag — hvor kunde jeg ogsaa vide, at hun vilde lade det gaa videre! Og saa har den tossede Frøken Juliane vist sladret til Fruen, for hun har været saa løjerlig! Men hvis hun nu siger mig op, saa maa Kandidaten hjælpe mig og sige, at naar jeg en anden Gang beder, om jeg maa gaa til min Faster, saa er det den pureste, skæreste, reneste Sandhed — —! |
| HEMMING | Ja vel, ja vel, men — |
| ANDREA | (græder) For nu er det altsammen lige meget. Frøken Magna behøver saamæn ikke mere saadan som i Aften at bede Hr. Heller lade mig gaa i Fred — |
| HEMMING | (studser) Var det derfor, hun kom her ind? |
| ANDREA | Ja, det véd Gud, det var, for hun vilde ikke have, jeg maatte gaa ud med ham i Nat! Og godt var det hun kom, for nu véd jeg — uh de Mandfolk, der er ikke én af dem, man kan stole paa. Jeg stod der bag Døren og hørte hvert Ord! Jeg véd nok, det var ikke rigtigt – |
| HEMMING | Nej, men — |
| ANDREA | Men jeg fortryder det alligevel ikke! Jeg som bildte mig ind — aa, hvor jeg dog er ulykkelig! (græder.) |
| HEMMING | Tag Dem det nu ikke saa nær. |
| ANDREA | Et Held var det da, at jeg ikke havde faaet slaaet op med Jeppesen — han er dog den bedste, han holder af mig! (græder) Hvor kunde jeg ogsaa være saa dum at tro at — hun er jo anderledes smuk og fin — |
| HEMMING | (studser) Mener De Frøken Magna — sagde han saadant noget? |
| ANDREA | Ja, min Sandten gjorde han saa, men det kunde han have sparet sig, for hun fortalte blot, at hun var bleven forlovet med Dem. Aa, De kan ikke tænke Dem, hvor nydeligt hun talte om Dem, det kan man rigtignok kalde Kærlighed. Og at jeg saa er Skyld i, at det skulde ende saa gesvindt! Men jeg kan jo dog ved Gud i Himlen ikke gøre for det — kan jeg vel — og nu gaar det ud over mig — (græder.) |
| HEMMING | Nej, vær rolig, Andrea! Ingenting skal komme til at gaa ud over Dem – det lover jeg Dem. |
| Frants Heller kommer ind fra Entréen. Han har Overfrakke paa. | |
| FRANTS | Undskyld, jeg kommer igen, Hemming, men jeg maatte tale med Dig. |
| ANDREA | Ja, det kan man da forstaa! |
| FRANTS | (vender sig mod hende) Andrea — jeg kan ikke gaa paa Bal i Aften. |
| ANDREA | Jeg véd det nok, Hr. Heller, og jeg vil heller ikke danse med Dem, hverken i Aften eller nogensinde tiere. |
| FRANTS | Saa -? |
| ANDREA | Jeg hørte det, De før sagde til Frøken Magna. |
| FRANTS | Saa er De vred paa mig. |
| ANDREA | Det kan De da nok begribe, efter alt det, De har bildt mig ind — |
| FRANTS | Det gør mig ondt, Andrea — |
| ANDREA | (formildet) Det er ikke for det — De har altid været meget net imod mig, og man skal ikke fortryde paa de glade Timer, man har havt, men naar De vil begynde at snakke for en Anden, som De har gjort for mig, saa skal De huske paa, at det er Synd. |
| Andrea gaar ud i Spisestuen. | |
| FRANTS | (til Hemming) Ja, hun har vel saa sagt Dig alt! Saa sandt jeg lever, Du kunde have hørt paa hvert Ord, jeg har talt med Magna i Aften. |
| HEMMING | Jeg tror det, men hvad hjælper det mig! Jeg saarede hende før saa dybt, at hun ikke tilgiver det. |
| FRANTS | Aa jo, det gør hun nok. |
| HEMMING | (heftig) Du, der har smisket for hende lige indtil denne Time, vil Du maaske tale min Sag hos hende? |
| FRANTS | Nej, det vil jeg ikke, for ogsaa jeg elskede Magna. |
| HEMMING | Aa Du —! |
| FRANTS | Sig, hvad Du vil — aldrig vil jeg komme til at holde af Nogen som af hende, det føler jeg først rigtig nu, hvor hun er tabt for mig. Aa, hvorfor skal Du ogsaa have alt — jeg ingenting, (fatter sig) Naa, hvor mange her i Verden faar det, de helst vilde! Jeg forstaar godt, at hun foretrak Dig for mig, og før vilde jeg miste min Ære end rokke ved hendes Kærlighed til Dig. Jeg misunder Dig ikke Din Lykke, Hemming, jeg siger kun — skøn paa den. |
| HEMMING | Tal ikke om min Lykke — jeg har selv stødt den fra mig. |
| FRANTS | Før eller senere faar Du den nok igen, og hvis det sker, saa tror jeg, at — at det er bedst, at jeg en Stund ikke ser hende! (efter et ophold) Saa om nogen Tid — engang maaske — (giver ham Haanden) Farvel Hemming! |
| 2. AKT (3) | Frants gaar ud gennem Entréen. Hemming gaar et Par Gange frem og tilbage og gaar saa hen imod Fru Klenaus Værelse. |
| HEMMING | (banker paa). Moder, maa jeg komme ind til Dig? |
| Fru Klenau kommer ind. | |
| FRU KLENAU | Her er jeg, min kære Dreng — hvordan har Du det nu? |
| HEMMING | Moder, sig mig ærligt, ganske ærligt — vidste Du, at Magna kom herind i Aften for Andreas Skyld? |
| Fru Klenau tudser og betænker sig. | |
| HEMMING | Vidste Du det? |
| FRU KLENAU | Ja. |
| HEMMING | (heftig) Aa Moder, det har Du kunnet gøre! |
| FRU KLENAU | Jeg har ikke sagt andet, end hvad der var Sandhed. |
| HEMMING | Men ikke hele Sandheden — det betyder undertiden det samme som Løgn. |
| FRU KLENAU | Men Hemming dog — |
| HEMMING | Har Du maaske ikke ved Din halve Fortielse bagtalt Magna for mig? |
| FRU KLENAU | Af hvad Grund hun end er kommen, saa holder jeg fast ved, at kunde hun bære sig saadan ad, kunde hun have Tanker for andet end Dig i Dag, saa er der kun daarlig Garanti for Dit Ægteskabs Lykke. Hvis det er at bagtale hende, at vise Dig det — vel, saa har Du Ret, saa har jeg bagtalt hende. |
| HEMMING | Aa, Du forstaar ikke Magna. |
| FRU KLENAU | Nej, det indrømmer jeg. |
| HEMMING | Maaske hun har gjort meget, som de fleste unge Piger ikke vilde gøre, men hvad har det at sige — paa Bunden er hun varmtfølende og god — |
| FRU KLENAU | Kan være! |
| HEMMING | Du trækker paa Skulderen. Men det kan jeg sige Dig, aldrig — aldrig havde hun indladt sig paa at gøre det, Du her har gjort — aldrig havde hun ved et beregnet Greb søgt at berøve en Anden hans Lykke, for at holde paa sin egen. |
| FRU KLENAU | (med en Bevægelse) Vil Du sige, at jeg har gjort det? |
| HEMMING | Kan Du da sige Dig fri for, at Du er gaaet ud paa at hindre vor Forbindelse? |
| FRU KLENAU | (lidt usikker) Jeg negter i alt Fald ikke, at jeg ønskede det. |
| HEMMING | Og hvorfor! Fordi Du i Din Egenkærlighed klamrede Dig til Tanken om Dig selv. Du vilde beholde mig — Din Beskæftigelse — Din Kavaler, Din Bordfælle! Om saa jeg — Din Søn, blev ulykkelig eller ej, det tænkte Du ikke paa. |
| FRU KLENAU | Jeg forsikrer Dig Hemming, jeg har kun havt Din Lykke for Øje. |
| HEMMING | Du glemmer, hvordan Du optog det, da jeg fortalte, at jeg havde forlovet mig, selv før Du vidste med hvem det var. |
| FRU KLENAU | Men naar der nu pludselig bliver sagt til En: Det bedste, Du har i hele Verden, bliver taget fra Dig af en Fremmed, sig mig, er det saa ikke for meget forlangt, at man skal blive glad for det, saadan lige med ét? Husk — det hele er sket i Dag — for nogle Timer siden. |
| HEMMING | Og de faa Timer har Du brugt til at ødelægge mit Livs Lykke. |
| FRU KLENAU | (lidt tøvende) Velan da, saa Lag den igen, Din Lykke! Tag Din Magna – jeg skal ikke mere staa Dig i Vejen. |
| HEMMING | Det kan Du trygt sige, efter at Du saa grundigt har gjort det. Jeg sagde hende i min ophidsede Stemning saa haarde Ord, at det hele nu er forbi. |
| FRU KLENAU | Der kommer en Dag, hvor Du ikke vil beklage dot. Tro mig — Du var ikke bleven lykkelig. |
| HEMMING | Vel! Saa heller ulykkelig med hende, end aandelig fattig med den første den bedste pæne lille Frøken! Hun var Den, jeg trængte til — Den jeg higede efter — Lyset — Livet — Glæden. Og hende har Du skilt mig fra — hvor kunde Du — hvor kunde Du! Med hvad Ret blander Du Dig i, hvad der angaar min Sjæl — mine Følelser? |
| FRU KLENAU | Med den Ret, som en uendelig Kærlighed giver, og maaske ser jeg — Din Moder, i dette øjeblik klarere, end Du selv, hvad der tjener til Din Lykke. |
| HEMMING | Det maa Du lade mig selv om. Hver maa søge Lykken efter sin Opfattelse, gøre sine egne Erfaringer, — følge sine egne Maal. |
| FRU KLENAU | Og naar det saa gaar galt? |
| HEMMING | Saa faar man sige til sig selv — jeg har villet det saaledes, og saa faar man ogsaa tage Følgerne. Men det Ansvar tør man ikke tage paa sig paa et andet Menneskes Vegne; det er det, Du har gjort — paa en Maade, jeg ikke havde ventet. |
| FRU KLENAU | (ængstelig) Hemming, Du tvivler da ikke om min Kærlighed til Dig? |
| HEMMING | AH nej, jeg véd naturligvis, at Du holder af mig, men ikke saaledes, som jeg troede. Er der noget der staar for En som selvfornegtende, saa er det en Moders Kærlighed. Jeg ser, at den er egenkærlig som alt andet. |
| FRU KLENAU | Hemming, tal ikke saadan, det gør mig altfor ondt. Husk dog, hvad vi har været for hinandenb, vi to. |
| HEMMING | Netop derfor gør det mig saa skærende ondt. Aldrig er en Moder bleven elsket varmere, aldrig beundret højere. Om alt kune skuffe og svigte mig her i Verden, Du, min Moder, var hævet over alt. Og saa at se Dig, der følte saa fint og tænkte saa fornemt, bringe noget, der var saa lavt og ufint, ind i det Forhold, hvor Din Søns Lykke stod paa Spil – nej dog – nej – |
| FRU KLENAU | Aa Hemming, det er de første bitre Ord, der nogensinde er vexlede imellem os, lad det ogsaa blive de sidste. Hun, det fremmede Pigebarn, der er Skyld i dem, hun vil snart være glemt, og saa vil det blive som før. Du kan være vis paa, min egen Dreng, at jeg alligevel er Den, der holder mest af Dig i Verden — jeg skal gøre alt for Dig — kun leve for Dig — |
| HEMMING | Aa, jeg er bange for — vort Forhold bliver ikke mere, hvad det var. |
| FRU KLENAU | Hemming — |
| HEMMING | Jeg har ikke mere den urokkelige Tillid til Dig, som jeg havde — jeg tror Dig ikke mere fuldt ud. Naturligvis — vi kan leve fredeligt ved Siden af hinanden, vi kan snakke sammen og færdes sammen, men det varmende Samliv, der gik fra Hjerte til Hjerte og bandt os fastere sammen for hver Dag, der gik — det er brudt, og det lader sig ikke flikke sammen. |
| 2. AKT (4) | Hemming gaar ud til højre. Fru Klenau bliver et Øjeblik staaende i Tanker, lænet til en Stol, og gaar derpaa hen og ringer. Strax efter kommer Andrea ind. |
| FRU KLENAU | Andrea, gør mig den Tjeneste at gaa ind til Etatsraadinden og bed Frøken Magna om at komme herind. Jeg vil gerne tale med hende. |
| ANDREA | Ja, Frue — det skal jeg nok. |
| Andrea gaar ud gennem Entréen, mens Fru Klenau sætter sig ved Bordet, med Hovedet støttet til Haanden. Et Øjeblik efter kommer Andrea tilbage. | |
| FRU KLENAU | Naa? |
| ANDREA | Jeg fik strax Frøkenen i Tale; hun sad i sit Værelse, og græd saa bitterligt. |
| FRU KLENAU | Kommer hun her ind? |
| ANDREA | Ja, hun sagde, at hun skulde komme strax. |
| FRU KLENAU | Det var godt – tak Andrea! |
| Andrea gaar ud i Spisestuen. Magna kommer ind fra Entréen. | |
| MAGNA | (koldt) De har ønsket at tale med mig, Frue. |
| FRU KLENAU | Ja, Magna – kom nærmere – kom og sæt Dig her hos mig. |
| MAGNA | (sætter sig ned) Men jeg kan ikke godt blive længe — jeg maa bede Dem, om at fatte Dem saa kort som muligt. |
| FRU KLENAU | Ja, ja — men jeg maa tale med Dig om noget, der ligger mig paa Hjerte. Sig mig aller først, Magna — elsker Du min Søn? |
| MAGNA | Jeg beder Dem — tal ikke om ham. |
| FRU KLENAU | Jo netop — det er om ham, jeg vil tale – om jer begge. |
| MAGNA | Nævn ikke os i Forening! Han saarede mig før saa dybt, at jeg aldrig er bleven saa bedrøvet. |
| FRU KLENAU | Det føler han, og han er meget ulykkelig derover, for han véd nu, at han har gjort Dig Uret. Derfor vil jeg paa hans Vegne bede Dig om Tilgivelse, for Skylden var ikke hans — det var min. (med lidt Anstrængeise) Det var mig, der havde indblæst ham, hvad han sagde, fordi jeg duskede at skille jer ad. |
| MAGNA | Det har jeg godt forstaaet. |
| FRU KLENAU | Hvis han sagde Dig haarde Ord, saa maa Du huske, at jo haardere de var, jo højere elsker han Dig — Ligegyldighed bringer aldrig stærke Udtryk paa Læben. Glem derfor, hvad der er sket i Aften! Han siger, Du er god og ædelttænkende, og det bestaar vel lige saa ofte i at glemme som i at huske. |
| MAGNA | Maaske! |
| FRU KLENAU | Jeg beder Dig derom af min inderste Sjæl, for jeg døler, at kun gennem Dig, kan jeg nu vinde hans Kærlighed igen. Kan Du tilgive ham? |
| MAGNA | (mildt) Ja, ja, det kan jeg! Det er ikke svært at glemme lidt Uret af Én, man holder saa uendeligt af. |
| FRU KLENAU | Og saa maa jeg bede Dig om ogsaa at tilgive mig — hvis Du kan. Jeg mener ikke nu, med det samme, det véd jeg godt, at Du ikke kan, men jeg vil bede Dig tro, at jeg føler, at jeg har havt Uret imod Dig, og at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for lidt efter lidt at vinde Dit Hjerte. |
| MAGNA | Kære Fru Klenau — De maa ikke tale saadan. Jeg forstaar saa godt, at De nødig vil have mig til Hustru for Deres Søn. Det er tvertimod mig, der maa bede Dem være overbærende imod mig, og prøve at holde lidt af mig for Deres Søns Skyld. De- kan være vis paa, at jeg indser, hvor meget Hensyn — hvor meget man i det hele taget skylder sin Mands Moder. |
| FRU KLENAU | Det er af den Slags Ord, der gælder udad til, men i Virkeligheden betyder de ingenting. Nej, jeg ser fuldt vel, hvordan det er, og lad os kun tale ærligt derom. Det er Dig, der er den Stærke, mig, der er den Svage — det er mig, der maa bede Dig om at dele en Smule med mig. Jeg har i Dag faaet at se, hvor uendelig lidt sønlig Hengivenhed vejer op mod Kærlighed – mod Elskov. Det beror paa den unge Hustru, hvor meget en Moder beholder af sin Søns Kjærlighed. Gennem Kamp kan hun ikke holde paa den — dertil er Vaabnene for ulige. |
| MAGNA | Jeg haaber ikke, vi skal føre Vaaben mod hinanden. |
| FRU KLENAU | Jeg haaber det heller ikke, men hvis jeg vedbliver at være Dig imod, saa kan Du med tusinde smaa Skaktræk Dag for Dag drage ham længer fra mig. |
| MAGNA | Hvor kan De tro, at jeg vilde det! |
| FRU KLENAU | Nej, nej – Du vil ikke tage Hemming helt fra mig, vel? Husk, jeg har ikke andre end ham, og Du véd ikke, hvor jeg holder af ham – han véd det ikke engang selv; aa, Børn ved aldrig, hvor meget deres Forældre holder af dem før de selv igen faar Børn. Men hvis Du selv elsker ham, saa kan Du forstaa, hvor svært det vilde være for mig at miste ham. |
| MAGNA | Det skal De heller ikke, hvis det kommer an paa mig. |
| FRU KLENAU | (tager sit Armbaand af) Denne lille Armring har jeg faaet af Hemming. Den var bleven ham givet af en gammel Veninde med Paalæg om, at den skulde bæres af den Kvinde, der var ham kærest. Saa gav han den til mig. (efter et ophold) Jeg er ikke mere den Kvinde, der er ham kærest — det er Du, og det skal Du være. Maa den derfor være min Fæstensgave til Dig — min Datter. (Hun giver hende Armbaandet paa). |
| MAGNA | (kysser hende) Jeg takker Dem. Naar den har den Betydning, saa haaber jeg, at den aldrig vil komme til at sidde paa en anden Arm. |
| FRU KLENAU | (med et Suk) Nej — lad den nu blive, hvor den er. |
| Fru Klenau gaar hen og ringer. Kort efter kommer Andrea ind. | |
| FRU KLENAU | Vil De ikke bede min Søn komme her ind! |
| ANDREA | Ja Frue. |
| Et øjeblik efter kommer Hemming ind, efterfulgt af Andrea der nysgerrig bliver staaende ved Døren. | |
| HEMMING | (overrasket idet han kommer ind) Magna! |
| MAGNA | (gaar hen imod ham med fremstrakt Haand) Godt Ord igen, Hemming! |
| FRU KLENAU | (til Hemming) Her har Du Din Brud tilbage, og denne Gang er det af min Haand, Du faar hende. |
| HEMMING | Tak, Moder, saa er hun først rigtig min! (drager Magna til sig) Aa Magna, min egen Magna, tak! |
| Fru Klenau vender sig bevæget om. | |
| ANDREA | (kommer nærmere) Naa Gudskelov, det blev godt igen! |
| Under den sidste Replik er Frøken Juliane kommen ind fra Entréen. | |
| FRØKEN JULIANE | Min kære Magna — (ser sig om) Men Gud, hvad er her sket? |
| MAGNA | (kaster sig i hendes Arme) Aa Tante — det bedste, som der kunde ske for mig. |
| Tæppet falder. |