Handlingen foregaar i Kjøbenhavn hos Fru Klenau.
En hyggelig og elegant Dagligstue hos Fru Klenau med mange Blomster og Kunstgenstande. Til venstre Døre til Fru Klenaus Soveværelse og et Kabinet, til højre Dør til Spisestuen og den øvrige Lejlighed. I Baggrunden Udgang til Entreen.
Fru Klenau staar og sysler med sine Blomster, Hemming læser i en Avis.
PERSONERNE:
FRU KLENAU. | HEMMING, hendes Søn. | FRANTS HELLER, hendes Søstersøn. |
FRØKEN JULIANE EGGERS. | MAGNA, hendes Broderdatter. | ANDREA, Fru Klenaus Jomfru. |
1. AKT | |
FRU KLENAU | Jeg synes virkelig mine Blomster trives godt, ikke, Hemming? |
HEMMING | De befinder sig vel hos Dig, Moder — de som alle andre. |
Andrea kommer ind fra Spisestuen | |
ANDREA | Tør jeg ikke spørge Fruen, om Herskabet er hjemme i Aften? |
FRU KLENAU | Nej, vi skal jo til Konfirmationsselskab her inde ved Siden af hos den gamle Fru Eggers, véd De nok. |
ANDREA | Saa turde jeg maaske bede Fruen, om jeg maa gaa hen til min syge Faster og vaage hos hende i Nat? |
FRU KLENAU | Jeg synes nylig De har været der! |
ANDREA | (lidt usikker) Ja, men den Kone, der passer hende, skulde en Tur paa Landet, og saa tænkte jeg, at naar Herskabet dog er ude, og Petrine bliver hjemme, Saa |
FRU KLENAU | Vel, gaa kun, lille Andrea! |
ANDREA | Mange Tak, Frue! |
Andrea gaar ind i Spisestuen. I samme Øjeblik kommer Frants Heller ind fra Entreen | |
FRU KLENAU | Ah — der har vi Frants Heller! |
FRANTS | (rækker hende en lille Pakke) Goddag Tante! Se her — jeg bringer noget godt med mig! |
FRU KLENAU | (glad) Aa — det er mit Armbaand, det var da dejligt! Hvor har Du faaet fat i det? |
FRANTS | Hos Onkel Peters — der havde de fundet det i Gangen og glemt at sende Dig det. |
HEMMING | Nogen stor Værdi har Du ikke faaet tilbage i det, Moder. |
FRU KLENAU | (tager Armbaandet paa) Nej, men denne lille Armring er dog mit kæreste Smykke — Du véd nok hvorfor. |
FRANTS | Knytter der sig interessante Minder til den? |
FRU KLENAU | Ikke for andre end mig. Vor gamle Veninde Frøken Kaas, gav kort før hun døde, dette Armbaand til Hemming med de Ord, at han skulde give det til den Kvinde, der var ham kærest, og saa gav han det uden Betænkning til mig. Derfor bar jeg det altid og tog mig det meget nær, at jeg havde tabt det. |
FRANTS | Naturligvis — Du svageste af alle Mødre! |
FRU KLENAU | (klapper HEMMING paa Hovedet) Ja, jeg er svag for den Dreng, det tilstaar jeg! Det maa tjene til min Undskyldning, at jeg har mistet Mand og to Børn i samme Aar og kun beholdt ham tilbage. |
FRANTS | Og hvilket Exemplar er han saa ikke ogsaa – Din Søn, Hemming Vilhelm Klenau, juridisk Kandidat med første Karakter. Hans hele Væsen kan sammenfattes i det ene Ord: Tilpas! Tilpas køn, tilpas munter, tilpas begavet, tilpas flittig. |
FRU KLENAU | Kort sagt den gyldne Middelvej, der behager i alle Livets Forhold. |
FRANTS | Undtagen i de to der er noget værd — Kunst og Kærlighed. |
FRU KLENAU | Sig hvad Du vil — jeg er tilfreds med ham som han er. |
FRANTS | Som om jeg ikke var det! Naar jeg stikler til ham, er det af den sureste Misundelse over ikke at kunne være ligedan. Hvem der for Exempel kunde sidde saadan paa sin Hale og læse til Examen! Aa, Hemming, Dit Uhyre, hvor jeg misunder Dig at kunne leve saadan i Harmoni med Dine Pligter og Dine Penge og Dine Lyster og Din Vilje. |
FRU KLENAU | (smiler) I Dit Indre raser der altsaa en uafladelig Kamp mellem Pligt og Tilbøjelighed? |
FRANTS | (sukker) Uafladelig! Min Moder sagde altid, at det kom efter Kighosten! Før den Tid skal jeg have været et mærkelig exemplarisk Barn. Jeg var dengang halvandet Aar. |
HEMMING | Da anede Du ikke, at der var noget til, der hed juridisk Examen. |
FRU KLENAU | Det er ogsaa noget fælt noget, Frants. Gid ogsaa Du havde den Dyst overstaaet! Jeg forsikrer Dig, det er ligesom der er faldet en Sten fra mit Hjerte, siden vi omsider har naat det Maal, vi har stilet efter, lige fra jeg spidsede Hemmings første Griffel. Nu først synes jeg, at vi har Lov at nyde Livet lidt, og jeg har saa mange Planer! Han skal rejse, han skal rigtig lære Livet at kende, ja, han maa gerne slaa lidt til Skaglerne — |
FRANTS | Ah — Du er liberal! |
FRU KLENAU | Men især vil jeg gøre hans Hjem lyst og muntert, ja, mere end muntert! Jeg vil saa vidt muligt samle Intelligens og Skønhed om os, for jeg vil have, at hans Aand og Tanke skal udvides saa meget som muligt, og dertil tror jeg, at et Hjem kan gøre meget. |
FRANTS | Hvor tinder han nogensinde en Kone, naar han har en saadan Moder! |
FRU KLENAU | Aa, tal ikke om det — jeg kan ikke taale den Tanke, at Hemming engang skulde gaa hen og gifte sig og forlade mig! Jeg vil gøre det saa godt for ham, at han slet ikke faar Lyst til det, og saa vil jeg se at blive Ven og Kammerat med jere Venner, hvis jeg da ikke er for gammel til det. |
FRANTS | Du gammel! Jeg beklager kun, at Du er min Moster, ellers vilde jeg være dødelig forelsket i Dig. Nu kan jeg kun være stolt af at have en saadan Tante! |
HEMMING | Hvad skal saa jeg sige, som har Dig til Moder! (tager hende om Livet) Min unge smukke Moder. |
Frøken Juliane og Magna kommer ind fra Entréen. | |
FRØKEN JULIANE | Goddag! |
FRU KLENAU | (gaar dem i Møde) Ah velkommen, Frøken Juliane! Maa jeg ønske til Lykke til Konfirmationen! |
FRØKEN JULIANE | (rørt) Tak tak! Ak ja, de kære Børn — nu har de været betrot til min Varetægt snart i et Aar — — |
FRU KLENAU | Og Dine Forældre or ikke komne til Byen, Magna? |
MAGNA | Nej, Faders Fod er desværre daarlig endnu. |
FRØKEN JULIANE | Aa, Fru Klenau, De kan ikke tænke Dem, hvad det har været for en dejlig — en ophøjet Handling! Som Pastor Mortensen talte, saa alvorligt — saa gribende — han overgik sig selv! |
MAGNA | (sukker) Ja, nærmest i Bredde! |
FRØKEN JULIANE | Hvor kan Du sige det, kære Magna, ikke en Stavelse vilde jeg have undværet! Det er rigtignok en sjelden Mand! Som han har paavirket vor lille Augusta og beredt hende til at aflægge Løftet. Ja undskyld, at vi kommer til Dem i denne bevægede Stemning, hvor man egentlig kun egner sig til at være ene sammen med sin Gud, men vi maatte blot indenfor og takke Dem for den dejlige Perlemoders Theaterkikkert, De har sendt Augusta! |
FRU KLENAU | Aa — — |
FRØKEN JULIANE | Jo, den er glimrende — — jeg har prøvet den. |
FRU KLENAU | Det er blot en Ubetydelighed til Erindring om Dagen. |
HEMMING | Hvordan har ellers Konfirmanden det? |
FRØKEN JULIANE | Aa, jeg kan ikke sige Dem, hvor hun er greben af Dagens Betydning. Jeg vilde have hende med her ind for at takke for Theaterkikkerten, men hun var for bevæget — — jeg tror, hun vilde læse et Kapitel af Skriften for Moder — — |
MAGNA | Jo vist! Nej, hun vilde se hvor mange Foræringer, hun havde faaet. |
FRØKEN JULIANE | Magna dog! |
MAGNA | De skal blot se en Udstilling i Aften! Fjorten Brystnaale, syv Guldarmbaand, tre Halsbaand, fire Balvifter – |
FRANTS | Altsammnen ordnet malerisk omkring Pastor Mortensens Portrait. |
MAGNA | Og en Masse Buketter! Der er nok til en hel Cotillon. |
FRØKEN JULIANE | Men Magna paaskønner Du ikke, at Slægt og Venner har tænkt med Deltagelse paa Din Søster paa denne Dag! |
MAGNA | Jo tvertimod! Blot de ogsaa vilde tænke med lidt Deltagelse paa mig! Hvorfor kan man i Grunden ikke blive konfirmeret to Gange! |
FRØKEN JULIANE | Hvor kan du dog tale saa letsindigt om det, der skulde være dig helligst af alt. |
MAGNA | Mener Du Presenterne, for det var om dem, jeg talte. |
FRØKEN JULIANE | Magna, Du er dog uforbederlig. |
MAGNA | Ja vist er jeg, men Du har jo Augusta, Tante Juliane, gør hende til et Pragtexemplar, og opgiv heller mig. |
FRU KLENAU | Det forekommer mig dog, lille Magna, at Du skylder Din Tante at tage Hensyn til hendes Mening. |
MAGNA | Men naar jeg nu som oftest finder hendes Mening gal. |
FRU KLENAU | Jeg tvivler ikke om, at Du har bedre Tanker om Din egen. (Hun vender sig om med lidt Uvilje og taler sagte med Juliane, mens Hemming blader i en Bog.) |
FRANTS | (til MAGNA) Frøken Magna, vil De slet ikke se til mig i Dag? |
MAGNA | Nej, i Dag har jeg andet i Hovedet, det kan De nok forstaa. |
FRANTS | Nej, ikke rigtigt, for jeg har bestandig Dem i Hovedet, der er snart ikke Plads til andet. |
MAGNA | (ler) Det vil jeg nok tro, for jeg har taget fem Pund til siden jeg sidst blev vejet. |
FRANTS | Hvordan skal jeg faa Bugt med Deres Luner! Den ene Dag er jeg som Luft for Dem, den næste behandler De mig, som De ganske godt kunde lide mig. |
MAGNA | Det kommer an paa i hvad Stemning jeg er. Jeg bestaar nemlig, som de fleste andre, af et bedre Jeg og et slettere Jeg. Mit bedre Jeg, som er en fornuftig og sat Karakter, har en ophøjet Foragt for Deres letsindige Anskuelser, men mit slettere Jeg, der har alle Laster, kan umaadelig godt lide Dem. |
FRANTS | (sagtere) Meget smigrende! Det gaar mig ganske omvendt! Havde jeg ikke Dem at tænke paa, Gudvéd hvor meget af mit bedre Jeg, der saa var oven Vande. |
MAGNA | (ligeledes sagte) Staa nu ikke der og sig saadant noget! Se heller om De kan faa den Hanske knappet op! |
FRANTS | (kysser hendes Haand) Gid det, der er indenfor Hansken, tilhørte mig. |
MAGNA | Gudvéd om De saa ikke vilde være i Forlegenhed! |
Hemming, som har iagttaget dem, kaster Bogen med en utaalmodig Bevægelse paa Bordet | |
FRU KLENAU | (der har vendt sig om) Men Gud, Hemming, hvad er det for en Bog, der irriterer Dig saadan? |
FRANTS | Ikke alt, hvad man i disse Tider læser, kan behage Én. |
HEMMING | (dæmpet) Ikke heller hvad man ser. (Han gaar ud til højre.) |
FRU KLENAU | Men det falder mig ind — (taler ud ad Døren til højre) Andrea, bring lidt Vin og Kage her ind! (vender sig om) De maa virkelig have en lille Forfriskning efter den lange Kirketjeneste. |
FRØKEN JULIANE | Tak, jeg kan ikke nyde noget i den Stemning jeg er — Magna vist ikke heller. |
MAGNA | Jo tak, min Stemning er nok for at spise en lille Kage. |
Andrea kommer ind med en Bakke og byder omkring. | |
FRØKEN JULIANE | (tager en Kage og et Glas Vin) Tak, maaske en Draabe! |
ANDREA | (sagte til FRANTS, idet hun byder ham) Altsaa træffes vi i Aften paa Ballet? |
FRANTS | (sagte) Det er et Ord! |
FRØKEN JULIANE | (tager en Kage endnu) Lad mig ikke glemme, kære Fru Klenau — maa vi benytte Deres Entrée i Aften til Damernes Tøj? |
FRU KLENAU | Med Fornøjelse! Jeg skal lade Døren staa aaben, og stiller min Lejlighed ganske til Deres Raadighed. Er der ellers ikke noget —? |
FRØKEN JULIANE | Jo, vi vilde ogsaa gerne laane et Par Smaating, nogle Champagneglas og Thekopper. |
FRU KLENAU | Alt hvad De ønsker – lad os gaa ind og se, hvad jeg har. Hemming – naa han er her ikke – Frants, vil du ikke nok lukke Hjørneskabet op, Laasen er saa trang. |
FRANTS | Jeg skal forsøge! |
1. AKT (2) | Fru Klenau, Frøken Juliane og Frants gaa ud i Spisestuen. |
MAGNA | (venligt) Naa lille Andrea, hvordan gaar det saa Dig? |
ANDREA | (sættet Glassene paa Bakken) Jo tak, Frøken Magna — jeg klager ikke. |
MAGNA | Det er saa morsomt, at Du er her hos Fru Klenau, saa jeg engang imellem faar dig at se. Saa kommer jeg altid til at tænke paa den Tid, hvor vi legede sammen hjemme paa Landet. |
ANDREA | Ja, vi har rigtignok havt mange glade Timer sammen, om ogsaa Frøkenen var et Herregaardsbarn, og jeg et Husmandsbarn. |
MAGNA | Kan Du huske, naar vi legede Skjul paa Kirkegaarden med Præstens Drenge! Der var rigtignok Humeur i Dig dengang. |
ANDREA | Det er der saamæn endnu, Gud bedre det, havde jeg nær sagt. |
MAGNA | Nu har jeg hørt det med! Klager Du over at have et godt Humeur? |
ANDREA | Jo, for Herskaberne er nu saadan, at de helst ser, at man ikke bryder sig om andre Fornøjelser end at gaa i Kirke; og det er meget kedeligt for mig, for jeg er rent gal efter at danse, og jeg kan slet ikke indse, at der er noget ondt i det. |
MAGNA | Det er der heller ikke! Men jeg troede, Du var forlovet? |
ANDREA | (lidt usikker) Ja, det er jeg nok – men Naalemager Jeppesen – et rigtig pænt, skikkeligt Menneske, der sidder i en god Forretning. |
MAGNA | Hvorfor ser Du saa modfalden ud ved det. |
ANDREA | Jo, for det er saa kedeligt med ham, han bliver tvær, blot jeg ser paa en anden, og med ham kan jeg jo ikke danse, for han har klumpfod. |
MAGNA | Men kunde Du saa ikke lade være at danse — for hans Skyld? |
ANDREA | Nej, for… for jeg bryder mig ikke om ham mere; jeg vil gøre det forbi — i Morgen vil jeg skrive det til ham. |
MAGNA | Aa nej, Andrea, naar han er et rart Menneske, der holder af Dig! |
ANDREA | Ja, han er nok rar, men han er ikke som — (stanser) Der mangler ham noget, som jeg ikke kan forklare, noget som er ved de fine Herrer. Saadan som de forstaar at tale til En, og som Hr. Heller – (stanser igen.) |
MAGNA | (studser) Heller — hvad han? |
ANDREA | Aa, ikke noget. |
MAGNA | Andrea — han har da ikke sat Dig Fluer i Hovedet? |
ANDREA | (undvigende) Nej, nej — |
MAGNA | Jo vist har han — jeg kan se det paa Dig. |
ANDREA | Men er han ikke mageløs elskværdig? At danse med ham, det er som at svæve i Himmerige! Som han lægger Armen om Livet paa En, blødt og dog fast, og hvisker de mest henrivende Ting, der gaar fra øret lige lukt ned i Hjertet! Og saa morsom han er, og saa flot — altid giver han Champagne og Sukkergodt — |
MAGNA | Sig mig – kysser han Dig ogsaa, Andrea? |
ANDREA | (forlegen) Det er kun sket en ganske enkelt Gang, og saa har jeg ved Gud ogsaa været vred paa ham. |
MAGNA | Er Du ofte ude med ham? |
ANDREA | Aa ja, saamæn! I Aften skal jeg paa Bal sammen med ham i Borgerforeningen — De maa for Himlens Skyld ikke sige det til Nogen. |
MAGNA | I Aften! Men han skal jo til Konfirmation inde hos os. |
ANDREA | Ja, det véd jeg nok, men han gaar blot lige inden for og viser sig, saa mødes vi paa Ballet Klokken ti. Aa, hvor jeg glæder mig, jeg skal danse med ham den hele udslagne Nat. |
MAGNA | Men har Du faaet Lov? |
ANDREA | Nej, vist har jeg ej, for jeg var ogsaa paa Bal i forrige Uge, men saa har jeg bildt Fruen ind, at jeg skulde hen og vaage hos min syge Faster. Man maa hjælpe sig, som man kan! Naa, tys, der er de andre. |
Frøken Juliane og Frants komme ind fra Spisestuen. Andrea tager Bakken og gaar ud. | |
MAGNA | (for sig selv) Nej, nej, det maa ikke ske! |
FRANTS | Saa vil jeg tillade mig at tage Afsked. |
FRØKEN JULIANE | Vi har vel den Fornøjelse at se Dem i Aften ? |
FRANTS | Jo, jeg takker! (rækker Magna Haanden) Altsaa, paa Gensyn, Frøken Magna! |
MAGNA | (sagte) Kom ind i denne Stue i Aften Klokken halv ti — jeg vil gerne tale med Dem. |
FRANTS | (ligeledes) Vel — jeg skal komme. (Han gaar med en Hilsen ud i Entréen). |
FRØKEN JULIANE | Hvad var det, Du hviskede til Hr. Heller? |
MAGNA | (lidt usikker) Aa, ikke noget videre. |
FRØKEN JULIANE | Jeg synes jeg hørte — Magna — satte Du ham ikke Stævne et eller andet Sted? |
MAGNA | Naa ja — Du maa forresten gerne vide det. Jo, jeg bad ham komme her ind i Aften Klokken halv ti — jeg vil tale med ham. |
FRØKEN JULIANE | Men Gud forbarme sig — om hvad? |
MAGNA | Om Andrea. Hun er aldeles væk i ham, og han — ja han drikker Champagne med hende, han hvisker til hende, han kysser hende — i Aften vil han danse med hende den hele udslagne. Nat – |
FRØKEN JULIANE | Jeg beder Dig, forskaan mig! |
MAGNA | Aa, det er en Skam af ham at sætte hende saadant noget i Hovedet, og det vil jeg sige ham, før hun slaar op med sin Forlovede. |
FRØKEN JULIANE | Men er Du fra Forstanden! Vil Du holde Stævnemøde med den — Laps, for at tale med ham om hans upassende Forhold til en Tjenestepige? |
MAGNA | Ja, vist vil jeg saa, han maa slet ikke gaa paa det Bal! Skal han have Lov til at gøre hende ulykkelig, min rare lille glade Andrea! |
FRØKEN JULIANE | Naar det endelig skal være, saa lad mig med et Par formanende Ord — |
MAGNA | Jo, pyt, det vilde han nok bryde sig om! Nej, jeg vil selv tale med ham — jeg alene! |
FRØKEN JULIANE | Aa Magna — Du giver mig mange graa Haar! |
MAGNA | Ja, selv i Dine forlorne Fletninger, stakkels Tante! |
FRØKEN JULIANE | Jeg forbyder Dig at gaa her ind! |
MAGNA | Sæt jeg saa gjorde det alligevel! Der er jo ikke noget ondt i det. |
FRØKEN JULIANE | Det er det samme! En ung Pige kan mindst af alle sætte sig ud over, hvad der er passende. |
MAGNA | Er det da virkelig den eneste Rettesnor! Er der ikke noget, der er mere værd! Naar jeg nu tror, at jeg, ved at tale et Kvarters Tid med et Menneske, selv om det er et Mandfolk, maaske kan redde en gammel Legekammerat fra at gaa til Grunde, eller i ethvert Tilfælde fra at græde mange bitre Angrens Taarer, skal jeg saa grunde paa, om det er passende eller ej? Nej, min Sandten om jeg gør! |
FRØKEN JULIANE | Det hjælper ikke! Der maa nu engang være fast afstukne Grænser for at værge om den gode Tone og Moralen! |
MAGNA | Naar Grænserne er saa snevre, saa maa Du undskylde — saa siger jeg pyt med Moralen! |
FRØKEN JULIANE | Magna, Din Egensindighed gaar snart for vidt. |
MAGNA | Ja, det véd jeg nok. |
FRØKEN JULIANE | Og dog er jeg vis paa, at Du i Dit Indre giver mig Ret. |
MAGNA | Ja vist har Du Ret — det har Du altid — paa saadan en irriterende flad og sjælløs Maade. Aldrig kan Du løfte Svingfjedrene en Smule i Vejret — altid tripper Du paa Jorden som en Perlehøne. Aa, det kan formelig koge i mig, naar jeg hører Dig og Dine Hækleveninder kritisere og sønderplukke en kaad uoverlagt Streg eller en stærk Følelse, der giver de selskabelige Hensyn en god Dag. |
FRØKEN JULIANE | Ja, men Du føler jo dog altsaa, at jeg har Ret. |
MAGNA | Ja, men jeg føler ogsaa, at jeg har Ret — jo jeg har! Jeg kan ikke saadan sige hvad jeg mener — jeg kan ikke i det enkelte Tilfælde forsvare mig imod Din Artighed og Din Tanteoverlegenhed, men jeg véd alligevel med mig selv, at der er noget, der er mere værd end at være et korrekt og velopdragent Medlem af det højere Selskabsliv, og det er at være et Menneske — et Menneske med et varmt Hjerte og en stærkt bevæget Sjæl, om man saa ogsaa engang imellem synder mod det nette og det passende! |
FRØKEN JULIANE | Nej, véd Du hvad, min Pige — |
MAGNA | Hør, Tante, hvis aldrig Nogen gjorde ét eller andet, der er bindegalt i snerpede gamle Jomfruers øjne, aldrig lo ad deres stive Forskrifter, hvis vi alle sammen til Hobe var en Flok artige Paaskelarn, hvor tror Du saa, de blev af, de Mennesker, der er os de kæreste – hvad tror Du saa det blev til, alt det der faar Hjertet til at banke, og Blodet til at pulsere — hvad var der saa at elske, naar der ikke var noget at tilgive. |
FRØKEN JULIANE | Aa, Magna, Magna — Du har en farlig Natur, som fordrer megen Omhu megen Beskæring — |
MAGNA | Det kan gerne være, men ikke af Dig. (kysser hende) Du gamle dydsirede Tante Juliane jo mere Du beskærer mig, jo flere vilde Skud tror jeg der myldrer frem. |
Fru Klenau og Hemming komme ind fra Spisestuen. | |
FRU KLENAU | (til Frøken Juliane) Se saa, nu har jeg taget de Sager frem, De ønskede at laane. |
FRØKEN JULIANE | Tak skal De have! |
MAGNA | Nu tror jeg, at jeg vil gaa! (ser sig om) Men Gud véd hvor jeg har gjort af mit Lommetørklæde — |
HEMMING | Maa jeg ikke hjælpe Dem at søge. |
De gaa hen i Baggrunden af Stuen, idet de under de følgende Repliker søge efter Lommetørklædet. | |
FRU KLENAU | (til Frøken Juliane) Skulde der ellers være noget, De ønsker, saa henvend Dem blot til Andrea. Hun véd Besked med alt her i Huset. |
FRØKEN JULIANE | Ja, jeg véd nok, at De har megen Tillid til hende, et andet er, om hun fortjener den. Andrea er ikke nogen ærbar Pige, Fru Klenau. |
FRU KLENAU | Aa, jeg véd nok. at hun er noget fornøjelsessyg, men ellers er hun en rar og flink Pige. Herregud — lad hende saa more sig et Par Aar — jeg kan jo alligevel ikke svare for mine Tjenestefolks Moral. |
FRØKEN JULIANE | Men det er dog et Ansvar, man har, og nu hvor Velgørenheden har oprettet adskillige Lokaler, hvor anstændige Piger kan tilbringe Fritiden med Foredrag og Bibellæsning, |
FRU KLENAU | Tror De ikke, at det i den Alder er en mager Erstatning for en Svingom! Og véd De hvad, jeg synes ofte, vi forlanger for megen Resignation af vore Tjenestepiger. De maa tidt Aften efter Aften pynte de unge Damer til Bal, mens vi saa godt som aldrig byder dem en Fornøjelse, der passer til deres Aar. |
FRØKEN JULIANE | Aa, de finder den nok selv, naar Arten er i dem, og naar de saa hjælpos paa Gled af principløse Personer som Deres Neveu, Hr. Heller — |
FRU KLENAU | Hvordan ? |
FRØKEN JULIANE | Ja, hør nu blot — i Aften — |
1. AKT (3) | Hemming og Magna komme nærmere. Frøken Juliane fjerner sig lidt med Fru Klenau og taler sagte men ivrigt til hende, idet hun et Par Gange peger paa Magna. |
MAGNA | Nu skal De saamæn ikke lede længer efter det tossede Lommetørklæde! Jeg har maaske tabt det paa Gaden. |
HEMMING | Hvordan saa det ud — maaske vi finder det senere. |
MAGNA | Det var et lille et, kantet med Brysseler Kniplinger. |
HEMMING | Altsaa en kostbar Genstand? |
MAGNA | Ja, men det bryder jeg mig ikke en Smule om. Det er forresten rædsomt med mig, for det er det fjerde Lommetørklæde, jeg har sat overstyr i denne Uge, foruden et Par Hansker og en Paraply. Jeg er altid saa uheldig. |
HEMMING | (smiler) Kunde det ikke være begrundet i andet end Uheld. |
MAGNA | (ler) Aa, pas De Dem selv! |
HEMMING | Lad os se om det ikke er kommet i Moders Sykurv. |
De gaa hen ved Bordet. Frøken Juliane og Fru Klenau komme nærmere. | |
FRØKEN JULIANE | (med et Blik paa Magna) Ja, er det ikke uberegneligt, hvad hun kan finde paa, og hvad skal jeg nu gøre! Jeg kan jo dog ikke forlade mine Gæster for at holde Vagt her inde! Kan De ikke hjælpe mig, søde Fru Klenau — enten indfinde Dem her henad halv ti, eller holde Deres Neveu fra at komme. |
FRU KLENAU | Nej, undskyld mig, jeg vil ikke have noget med Deres Nieces Opdragelse at gøre. Jeg er hende ikke sympathetisk, det føler jeg godt, skøndt jeg har kendt hende fra Barnsben af. Naa, man kan ikke behage alle. og hun kommer mig jo heldigvis ikke ved. Den Sag betragter jeg som noget, der aldeles ikke er kommet mig for øre. |
FRØKEN JULIANE | (halvt, for sig selv) Saa maa jeg jo selv se, hvad jeg kan gøre. |
ANDREA | (i Spisestuedøren) Jeg kan ikke faa Halvdelen af Glassene stoppet i den Kurv. |
FRØKEN JULIANE | Men Gud — de skal være der allesammen! |
Frøken Juliane gaar ud i Spisestuen, fulgt af Fru Klenau og Andres. | |
MAGNA | (til Hemming) Nu vi er alene, skal De sige mig, hvorfor De gik saa pludselig før? |
HEMMING | AA – |
MAGNA | Jo, De skal sige mig, hvorfor De tidt er saa uvenlig, næsten uartig mod mig. |
HEMMING | (undvigende) Det er naturligvis ikke min Mening — |
MAGNA | Jeg bebrejder Dem ikke, at De ofte siger mig ubehagelige Sandheder, det synes jeg netop om, naar de er godt mente, men i den sidste Tid er det ligesom De slet ikke kunde lide mig. |
HEMMING | Det er fordi — hvor kan De være saa fortrolig ligeoverfor unge Herrer — især Frants — hvor kan De! Naar De vidste det Selskab, han ofte søger! |
MAGNA | Aa — det véd jeg nok, men der er alligevel saa meget rart ved ham, og saa morer jeg mig saa godt med ham. |
HEMMING | Naa, hvad Ret har jeg til at blande mig i, hvordan De bærer Dem ad, men De véd ikke hvor jeg lider ved det! Aa, Magna, det er fordi jeg har Dem saa kær, ja jeg elsker Dem, jeg kan ikke holde det tilbage. Jeg troede aldrig, De skulde faa det at vide, og det er saa dumt af mig, at jeg har sagt Dem det. Jeg véd godt — De bryder Dem slet ikke om mig — tung og solid som jeg er! Men netop derfor — jeg elsker alt det hos Dem, som jeg savner hos mig selv, Deres frejdige Sind — Deres Livsglæde — Deres Ansigt der vexler som Sol og Skygge — hvor jeg drages mod det altsammen, hvor jeg kunde indsuge det Time for Time — altid! |
Magna tier bevæget og trækker sig lidt tilbage. | |
HEMMING | Men godt for Dem at det ikke bliver Tilfældet! Skinsyg som en Drage vilde jeg vaage over min Skat, og pine Dem og mig selv til Døde ved at se Dem strø Deres Yenlighed til alle Sider. |
MAGNA | Aa, hvad betyder saa et Smil og et spøgende Ord! Hvor kan De forvexle den Slags med det, der er mere værd. (Nu tøvende.) De maa huske — det, der er dybest inde, er bedst gemt, og naar jeg har været anderledes mod Dem end mod andre, saa er det fordi — fordi jeg har holdt mest af Dem af alle. |
HEMMING | (glad) Aa, Magna — |
MAGNA | Jeg har altid holdt mest af Dem — altid! Med de andre spøger jeg og ler og pludrer — og glemmer det med det samme! Mod Dem kan jeg ikke være saadan, men naar jeg har været sammen med Dem, saa synes jeg, at Menneskene er saa gode og Livet saa smukt, og at jeg kun holder af, hvad der er godt og rent og kønt. Jeg tror i Grunden, at det først var Deres Stemme, jeg holdt af. Jeg syntes den lignede et gammelt Musikstykke, en dejlig — lidt vemodig Melodi. Men nu synes jeg kun, den ligner Dem selv — saadan som De er, og saadan som jeg holder af Dem. |
HEMMING | (vil omfavne hende) Aa, hvilken Lykke — kære Magna — |
MAGNA | (trækker sig tilbage) Nej, nej — jeg tør ikke — hvor mange hundrede Gange har jeg ikke faaet at høre, at Den, der blev — blev gift med mig, var at beklage. |
HEMMING | Da tør jeg magelig vove det. |
MAGNA | Men De véd ikke, hvor gruelig mange Fejl jeg har. De siger jeg er egenraadig, stædig, ubetænksom, uopdragen, uordentlig, ødsel, letsindig, koket, forkælet, og en Masse andre Ting,, som jeg ikke lige nu kan huske — |
HEMMING | Selv om alle de Adjektiver passede paa Dig, vilde det ikke afskrække mig. Det er maaske Dine Svagheder, jeg elsker aller mest, for uden dem var Du ikke Den, Du er. Nu jeg véd Du holder af mig, skal ingen Magt i Verden faa mig til at slippe Dig. Drager hende til sig. |
MAGNA | Hemming, vil Du virkelig have mig. |
HEMMING | Kom, lad os strax gaa ind til Moder sammen. |
MAGNA | (ængstelig) Nej, aa nej, Hemming, jeg tør ikke! Hun kan ikke lide mig, det véd jeg godt — hun er altid saa isnende kølig — |
HEMMING | Vist ej — kom nu! Det er dog det rigtigste at sige det til hende strax, ikkesandt? |
MAGNA | Aa nej — kan vi ikke vente lidt? |
HEMMING | Maaske hun i første Øjeblik vil blive lidt — lidt overvældet, men det maa Du ikke misforstaa — |
MAGNA | Du kan godt sige det lige ud — hun vil tage sig meget nær, at Du har forlovet Dig, og især med mig. |
HEMMING | Hvor kan Du, tro det — hvem kan andet end synes om Dig! |
MAGNA | (lytter) Jeg tror, jeg hører hende — saa løber jeg min Vej. (Gaar nogle Skridt og kommer tilbage.) Tak, Hemming, fordi Du holder af mig! |
Magna kysser paa Fingeren og løber ud gennem Entréen. Kort efter kommer Fru Klenau ind fra Spisestuen. | |
FRU KLENAU | Er Du her, min Dreng! Jeg troede næsten, Du var gaaet ud. |
HEMMING | Moder, kom — jeg maa tale med Dig! |
FRU KLENAU | (ængstelig) Der er da ikke noget i Vejen? |
HEMMING | (lidt usikker) Nej, tvertimod — jeg er saa lykkelig, som jeg troede, jeg aldrig kunde blive! Allerførst maa jeg aabne mit Hjerte for Dig, og jeg haaber — nej, lad mig hellere sige det ligefrem – jeg er bleven forlovet. |
FRU KLENAU | Hvad er det, Du siger — hvornaar — hvordan — aa nej, nej — |
HEMMING | (tager hende kjærligt om Skulderen) Min kæreste Moder, jeg var nok bange for, at det vilde gøre et stærkt Indtryk paa Dig! |
FRU KLENAU | Saa er det altsammen forbi. |
HEMMING | Nej, sig ikke det, min egen, kære, lille Mamse! Maa jeg kalde Dig det, ligesom jeg gjorde, da jeg var lille? Hvor kan Du tro, at jeg ikke altid vil holde lige meget af Dig. Du bliver jo kun rigere, faar to Børn istedetfor ét, og naar rigtig Du lærer Magna at kende, saa — |
FRU KLENAU | (farer sammen) Magna! Er det Magna Eggers, Du har forlovet Dig med? |
HEMMING | Ja, det sagde jeg jo. |
FRU KLENAU | Nej, det har Du ikke sagt, |
HEMMING | Hvor kunde det være en anden! For mig er det som hele Luften er fyldt med det Navn — som det lyder allevegne — inden i mig og omkring mig. |
FRU KLENAU | Er det hende — aa, saa mister jeg Dig helt. Og jeg som troede, Du ikke kunde med hende — at hun frastødte Dig — saarede Dig — |
HEMMING | Det var, fordi jeg elskede hende og led derved, det føler jeg nu. |
FRU KLENAU | (heftig) Og til det tankeløse Pigebarn, som Du gik ligegyldig forbi for nogle Maaneder siden, skal jeg give min Søn, mit Barn, min Eneste, blot fordi hun har et Par rosenrøde Kinder og klare øjne. Hvormed har hun fortjent, at jeg for hendes Skyld skal glemmes og forskydes. Hvis hun er saa bedaarende, som I siger, kan hun vel faa ti for én, og jeg har kun Dig — Dig alene. (græder) |
HEMMING | Men Moder — tag det dog ikke saadan — Du gør mig altfor bedrøvet! Hvor kan Du tro, at jeg nogensinde kan glemme, hvad Du har været for mig — mine Barneaar — Dine udbredte Arme, naar Du tog imod mig! Tror Du, jeg kunde glemme, hvor jeg har tyt til Dig med hver en Sorg og Glæde — nej, tro mig — Du er ligesaa fastgrot til mit Hjerte som jeg til Dit. |
FRU KLENAU | Ja, ikke sandt, min egen Dreng — aa, men saa bliv hos mig. |
HEMMING | Det kan jeg ikke. |
FRU KLENAU | Hvorfor vil Du dog kaste Dig hovedkulds ind i en Forlovelse, saa ung som Du er. Netop nu ligger et frit, glad Ungdomsliv for Dig! Netop nu skulde Du fra Bøgerne gaa ud i Livet, se, høre, nyde og forstaa! Du skulde udvikles, modnes — blive til en Mand, og saa stanser Du det hele, stænger Dig inde i en maaske aarlang Forlovelse, eller et altfor tidligt Ægteskab med Børnevrøvl og Bekymringer — alt det, der affalmer Ungdommens Friskhed — brug dog Din Fornuft, hvis Du har en Kende tilbage — er det ikke Vanvid? |
HEMMING | Maaske, men jeg kan ikke opgive Magna. |
FRU KLENAU | Men saa vent idetmindste — vent begge to. Ogsaa hun er jo saa ung – – atten eller nitten Aar, tror jeg. Se jer dog først om begge to, lær at forstaa Livet og hinanden, og kan I saa ikke opgive hinanden, saa har I da Tiden for jer, ved jeg. Vent! |
HEMMING | Det Ord skurrer i Øret, naar man er forelsket, og jeg har jo sagt Dig, at jeg elsker hende. |
FRU KLENAU | Naturligvis! Hvem har ikke elsket i den Alder, og hørt op at elske, og elsket endnu engang, og atter maaske? Tror Du, at I nu — I to Børn — er færdige med alle Livets Brydninger og Tillokkelser — |
HEMMING | En Anden kunde tage Magna fra mig. |
FRU KLENAU | En Anden! Der ser Du, hvor meget Du stoler paa hendes Kærlighed. |
HEMMING | Det gør jeg — nu stoler jeg paa den! -Jeg følte før, at hun elsker mig. |
FRU KLENAU | Tror Du, hun véd, hvad virkelig Kærlighed er! Aa, kan dog en Moder slet ingenting gøre, naar hun ser sin Søn blindt hen give sig et ulykkeligt Liv i Vold. |
HEMMING | Et ulykkeligt Liv, siger Du? |
FRU KLENAU | Saa vist som noget bliver Du ulykkelig med Magna, kan ikke blive andet! Husk paa, af Naturen er Du alvorlig, fordrer meget, hvor Du giver meget. Er hun skabt til at være en rolig og kærlig Hustru og Moder? |
HEMMING | Naar først hun bliver gift, saa — |
FRU KLENAU | Saa vil hun fremdeles være, som hun er — en opsætsig, behagesyg lille Tingest, saa ubestandig som Skum paa Vand, der straaler og spiller i Solen, men bliver til ingenting, naar man vil gribe om det. |
HEMMING | Du gør hende Uret! Hun har Hjertet paa rette Sted og ypperlige Evner — |
FRU KLENAU | Ja, til at fordreje Hovedet paa en ti, tolv unge Fyre ad Gangen, dertil har hun Evner, og dem forstaar hun at bruge — |
HEMMING | Du maa ikke tale saadan om Magna, det vil jeg ikke høre paa. |
FRU KLENAU | Men kan Du da ikke se, til hvilken Grad hun er letsindig og koket? |
HEMMING | Det er hun ikke — maaske lidt ubetænksom. |
FRU KLENAU | Hun vil bringe Dig til Fortvivlelse, vil hun. Endnu i Aften havde hun sat Frants Heller Stævne her Klokken halv ti — mens der er Selskab der inde — |
HEMMING | (heftig) Det er ikke sandt — det kan ikke være sandt! |
FRU KLENAU | Saa vist jeg lever, er det sandt, og hun var i Stand til at komme, trods sin store Kærlighed til Dig. |
HEMMING | (halvt for sig selv) De hviskede sammen før — aa nej, nej, det er umuligt — umuligt! |
FRU KLENAU | Maaske! Du kan jo komme og se ad! |
Frøken Juliane kommer ind fra Spisestuen med et Papir i Haanden. Hemming gaar hurtigt ud | |
FRØKEN JULIANE | Se saa, søde Fru Klenau, nu har jeg skrevet en Liste paa de Smaating, vi har laant. (læser) Fire og tyve Champagneglas, tyve Isassietter, og De ser — nogle Gafler — jeg skal nok være pæn om det. |
FRU KLENAU | (adspredt) Aa — |
FRØKEN JULIANE | Ja, nu vil jeg gaa ind og tale et Par Ord i Ro med min lille Konfirmandinde! Desuden skal jeg lave Sildesalat til i Aften. (Hun gaar ud i Entréen). |
Tæppet falder. |