Næste Morgen. Samme Stue hos Selbys. Paa Bordene staa Blomsterkurve, Buketter og Gaver, hist og her Palmer og blomstrende Potteplanter.
En Pige gaar omkring og støver af. Poula staar paa en Stol og hænger Blomsterkranse op omkring Døren til venstre. Hun er klædt i lys Morgendragt.
*
PERSONERNE:
FABRIKANT SELBY | FRU SELBY |
POULA, Selbys Datter | FRK. KNUDSGAARD, Fru Selbys Søster |
DOKTOR FRANDSEN | HOTHER, doktorens Søn |
PASTOR MATHIASEN | STUDENT ENGELSØE |
FRØKEN PRIP | FRØKEN MØLLER |
JOMFRU LUDVIGSEN | EN TJENER |
EN PIGE | DAMER OG HERRER |
3. AKT 1. SCENE |
Poula. Pigen. Senere Selby. Tilsidst Hother. |
PIGEN | (ser sig om) Hvor her dog er dejligt! Det er godt at se, at her er Stads i Huset i Dag. |
POULA | Ja, ikkesandt! Jeg tror næsten ikke, jeg har set saa mange Blomster paa eengang før. |
PIGEN | Jo, det har jeg! Til min forrige Frues Begravelse. Der fik vi seks og halvtredsindstye Kranse og syv Kors. |
POULA | Saa! Ræk mig det Sejlgarn, Rasmine. |
PIGEN | Vær saa artig. De Guirlander tager sig rigtignok flot ud, Frøken. |
POULA | Gør de — det glæder mig. |
Tjeneren kommer ind med en Aske. | |
EN TJENER | Her er mere. |
PIGEN | Lad mig se — en Flødeske! Den er meget net, men vi har ellers fem i Forvejen. |
Tjeneren gaar ud til højre, idet Selby kommer ind fra Entreen. | |
POULA | (springer ned og tager ham om Halsen) Godmorgen og til Lykke, min egen kære søde Fader. |
SELBY | (adspredt) Tak, Barn, Godmorgen. |
Pigen gaar ud til højre. | |
POULA | Hvordan er det med din Pande? Aa, i Dag er det jo meget bedre. Tager ham om Hovedet. Men jeg synes ikke, Du ser rigtig glad ud. |
SELBY | (lidt usikker). Saa —? Jo, jeg er umaadelig glad, det kan Du da nok begribe. |
POULA | Og jeg hører, Du er oven i Købet bleven Etatsraad i Dag. |
SELBY | Ja, og din Moder er bleven Etatsraadinde. Hør, sig mig, har Du set hende i Dag? |
POULA | Ja, hun er ved at klæde sig paa, men hun er vist snart færdig. |
SELBY | Hvordan tror Du, hun er til Mode? |
POULA | Jeg synes ikke, hun er i rigtig, godt Humør. |
SELBY | Ikke det — hm! |
POULA | Hvor tror Du, det kan være? |
SELBY | (forlegen) Jeg ved saamænd ikke. |
POULA | Det er formodentlig paa Grund af det, Tante Gusta sagde om Hother i Gaar. |
SELBY | (hurtigt) Ja, det er det naturligvis. |
POULA | Du kan begribe, det har ogsaa givet mig Lidt at tænke paa. |
SELBY | Naa, saa det har det, Du Smaa! Tante Knudsgaard har følt sig foranlediget til at kaste nogle Fraser og Sentenser ind i dit glade Sind ligesom Bomber i en Blomsterhave. Men trøst Dig, min lille Pige, Blomsterne gror hurtigt op igen, hvor der er Foraar og Solskin. Det er sgu værre med os Andre. |
POULA | Men det, hun sagde om Hother, var jo saa ukendt for mig, saa fjærnt og fremmed fra det, jeg ser og kender; naar jeg har spurgt om saadant noget, blev der altid svaret, at det passede sig ikke for mig at høre, og paa eengang bliver det saa sagt mig, uforberedt og plumpt, om Den, jeg nylig har givet mit Hjærte til. |
SELBY | Hvad sagde hun da egentlig? |
POULA | Hun sagde først og fremmest, at han ikke er min Kærlighed værd. Er det vel sandt Fader, sig mig det? |
SELBY | (tager hende kærligt om Hovedet) Jeg vil svare Dig med et Spørgsmaal. Tror Du, Poula, at jeg holder af Dig — inderligt — usigeligt? |
POULA | Ja, Fader, det ved jeg |
SELBY | Og jeg har ikke noget højere Ønske end at betro Dig, mit Kæreste, mit Bedste her i Verden i Hothers Hænder og gøre ham til min Søn. Kan det saa ikke berolige Dig. |
POULA | Jo naturligvis, det kan det nok, men jeg vil alligevel tale med ham selv derom. |
SELBY | Godt, saa lad ham selv tale sin Sag, naar han kommer, han bliver vist en mere veltalende Advokat end jeg. |
Hother kommer ind fra Entreen. | |
HOTHER | (hilser) Godmorgen |
SELBY | Ah, er det Dig, min Dreng! |
HOTHER | Jeg vilde ikke gaa ned i Fabriken uden først at have ønsket Dem til Lykke. |
SELBY | (tager hans Haand og smiler) Det var kønt af Dig at komme — for min Skyld, men nu maa jeg ind at se paa mine Breve. Ja, jeg ved nok, Du vil nødig af med mig, men jeg maa alligevel bede Dig et Øjeblik tage til Takke med Poulas Selskab. |
Han gaar ud til venstre idet han skotter til dem. |
3. AKT 2. SCENE |
Poula. Hother. |
HOTHER | Gudskelov, jeg fik Dig et Minut for mig selv, Poula, min Elskede, Godmorgen. |
POULA | (trækker sig tilbage) Nej, Hother, sæt Dig ned. Jeg ønsker at tale med Dig om noget, der ligger mig paa Hjærte. |
HOTHER | (tager Plads) Tal, jeg er beredt. |
POULA | Nej, Du maa ikke smile, det er slet ikke mit Spøg. Lidt tøvende. Ja, det er ikke saa let for mig at begynde. |
HOTHER | Skal jeg begynde for Dig? (I en højtidelig Tone) Hother, din Fader har maaske antydet for Dig, at min Moder og Tante havde en betydningsfuld Samtale med mig i Gaar Aftes angaaende Dig. |
POULA | Ja netop |
HOTHER | Min Tante sagde, Hother, at dine forkastelige Grundsætninger og dit fordærvede Liv, gjorde Dig fuldkommen uskikket — ja — uværdig til en ung Kvindes rene Kærlighed. |
POULA | Ja, det sagde hun. Hvor kan Du vide det? |
HOTHER | Fordi jeg baade kan Visen og Omkvædet paa Fingrene. Og saa anbefalede hun Dig at søge Erstatning i en selvstændig Livsopgave, i Kamp og Arbejde for Kvindens Frigørelse, Samfundets Bedste, ikkesandt? |
POULA | Jo, men det er virkelig ikke rigtig af Dig at tage det paa den Maade, Hother. Jeg havde besluttet, at jeg vilde have en |
HOTHER | Vist saa! Et Opgør, tror jeg, det hedder. |
POULA | Alt det, Du der gentager, støttede hun nemlig paa noget bestemt. Hun nævnede en ung Pige, Jomfru Ludvigsens Søster - |
HOTHER | Som jeg skulde have styrtet i Fald og Fordærv. Du ser, om jeg blegner, men det gør jeg aldeles ikke. |
POULA | Men ved Du da, hvor ulykkeligt det er gaaet hende. |
HOTHER | Ja, hun er Smørrebrødsjomfru paa Varietesalonen. Det har uheldigvis ikke nogen rigtig tragisk Klang, hvad? |
POULA | Aa, Du er utaalelig. Jeg mener, ja — jeg mener — |
HOTHER | At hun er mere skøn end egentlig dydsiret. Det har hun altid været, og trøst Dig, det jeg har haft at gøre med hende, behøver ikke at tynge hverken din eller min Samvittighed. |
POULA | Ja, men Du har dog, efter hvad Tante siger, lokket hende til Tant og Fjas — Du har danset med hende - |
HOTHER | (ler) Ja, det ved Gud jeg har, mer end eengang — hun dansede fortræffeligt. Men Du kan berolige Amazonen Frøken Knudsgaard med, at jeg ogsaa har danset med Andre; ja, Poula, jeg maa tilstaa Dig min svare Brøde, jeg har i min glade Ungdomstid danset med mange Andre, ja, baade danset og fjaset og oplevet mange morsomme Ting, som jeg skal fortælle Dig om i Ny og Næ, naar Du, forhaabentlig snart, bliver en klog gift Kone, og ikke saadan en dum, skønt utrolig sød lille Pige. |
POULA | Siger Du nu, jeg er dum! Du kan heller ikke tage nogen Ting for Alvor. |
HOTHER | Vil Du have, jeg skal tage det for Alvor? |
POULA | Nej — |
HOTHER | Men ærligt talt synes det ikke at ligge rigtigt for Dig at holde Opgør. |
POULA | Nej, jeg er bange for det. |
HOTHER | Ja ja, det er et af de Talenter, en Mand kan undvære hos sin Kone. Du maa hellere spille Klaver. |
POULA | Men alligevel, der er noget — jeg mener, jeg synes, det er lidt — lidt ulige og uretfærdigt, at jeg giver Dig min første Kærlighed, der kommer fra mit Hjærte, saa ny og ukendt, saa uvilkaarlig og naturlig som selve det at leve, og for Dig er Kærligheden, saa vidt jeg kan forstaa, en gammel, velkendt Sag, en udtraadt Sko, der har vandret ad saa mange forskellige Veje. |
HOTHER | Nej, Poula, min Følelse for Dig er frisk og smuk, ja smuk som din egen. Det er sandt, at jeg har kendt Kærlighed før, den, der beruser lokker og glemmes uden at sætte Spor i Hjærtet, men den Kærlighed, hvorpaa mit Livs Lykke beror, den har jeg først lært at kende sammen med Dig. Du er mit Haab om den store sande Lykke, som aldrig kommer igen, hvis den eengaang svigter. Kun Eengang, tror jeg, træffer man Den, der drager Ens Sind og Sanser til sig med det bedste, man bærer i sig af Følelse og Længsel. Saadan elsker jeg Dig, Poula, og saadan ved jeg først nu, hvad det er at elske. |
POULA | Aa Hother — |
HOTHER | Og hvis der i mit Liv fandtes det, som nogensinde kunde træde adskillende mellem Dig og mig, saa vilde jeg sige Dig det nu — her, det maa Du tro. |
POULA | Ja, Hother, det tror jeg, det ved jeg, at Du vilde. |
HOTHER | (i en lettere Tone) Derfor kan Du trygt hengive Dig til den Lykke at være min. Drager hende til sig. Ja min ! Min egen kæreste Poula! |
Doktor Fransen kommer ind fra Entreen, ledsaget af Tjeneren. Hother og Poula fjærne sig hurtigt fra hinanden. |
3. AKT 3. SCENE |
Hother. Poula. Doktor Fransen. Senere Frøken Knudsgaard. |
EN TJENER | Hvis Doktoren vil tage Plads her, saa skal jeg sige det til Herren. |
DOKTOR FRANDSEN |
Godt. |
Tjeneren gaar ud til venstre. | |
DOKTOR FRANDSEN |
Naa! I tror maaske ikke, jeg saa det? |
HOTHER | Det maatte Du gærne. Trods Tante Knudsgaards Protest, har Poula lovet at blive min Hustru, og det skulde Du dog have at vide. |
DOKTOR FRANDSEN |
(til Poula) Og Du spørger ikke om jeg siger Ja? |
POULA | Nej. Jeg bliver tidt nok beskyldt for altid at spørge. Dennegang behøver jeg det ikke. |
DOKTOR FRANDSEN |
Du kender mig nok, lille Primula. Poula, min Datter, kom! (Kysser hende) Med det Kys tager jeg Dig fra Din Fader. |
POULA | Kun halvt! I kan faa Lov at dele mig. |
Under de sidste Repliker er Frøken Knudsgaard kommen ind fra Entreen og bliver staaende i lidt Frastand. | |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Godmorgen! |
POULA | Gud, der er jo Tante Gusta! (Til Frøken Knudsgaard) Goddag, nu skal jeg sige til Moder, at Du er kommen. |
Hun løber hurtigt ud til højre. |
3. AKT 4. SCENE |
Frøken Knudsgaard. Doktor Fransen. Hother. |
HOTHER | Frøken, jeg kan glæde Dem med, at Deres brændende Ønske nu er gaaet i Opfyldelse. Poula har givet mig sit Ja. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
(stift) Det kunde jeg se, og jeg ønsker hende derfor den Lykke, som hun venter at finde i denne Forbindelse. |
HOTHER | Saa haaber jeg, hun venter meget. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Det gør desværre ikke jeg. |
DOKTOR FRANDSEN |
Tak, det ved vi. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Ja, Dem, Hr. Doktor, har jeg allerede sagt min Mening i Gaar. |
HOTHER | Saa vil jeg ikke være saa egenkærlig at trætte Frøkenen med at gentage den for mig. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Det vilde vist ogsaa være spildt. Jeg ved med mig selv, at jeg har gjort, hvad der stod i min Magt for at holde Poula tilbage fra det Skridt, hun har foretaget. |
HOTHER | Og nu maa De alligevel give tabt! |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Jeg giver aldrig tabt |
HOTHER | Hvad vil De da gøre? |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Først og fremmest vil jeg her sige Dem noget, som De skal mærke Dem vel. Hvis De tror, at De herefter uhindret og uimodsagt skal kunne undergrave min Søsterdatters indre Liv og nedbryde hendes gode og rene Grundsætninger, saa tager De fejl, og jeg — |
DOKTOR FRANDSEN |
Nej, nu vil jeg dog sige Dem — |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Jeg beder Dem — afbryd mig ikke. Tomme for Tomme, hører De, vil vi stræbe at erobre hende tilbage og bekæmpe deres letsindige Given efter for alle Lyster. Ethvert Pligtbud, enhver Forskrift, enhver — kort sagt enhver Skranke, som De river ned om hendes modtagelige ubefæstede Sind, den vil vi søge at bygge op igen. |
HOTHER | Byg De kun væk, Frøken! Hvor høje Skranker af Pligtbud og Forskrifter, De end vil rejse om Poula for at gøre hende aandelig nærsynet, saa skal jeg Dag for Dag gøre mit til at løfte hende op over dem, for at hun skal kunne se med frit og uhæmmet Blik langt ud i Livet, og lære at se og forstaa det, saadan som det viser sig i Aandsfrihedens og Fordragelighedens klare Lys. Hvad Dem selv angaar, Frøken, saa bliv De kun indenfor Deres Skranker. Jeg skal saa vist lade Dem blive siddende i Fred. |
Han bukker let og gear ud til højre. |
3. AKT 5. SCENE |
Frøken Knudsgaard. Dr. Fransen. Senere Engelsøe. |
DOKTOR FRANDSEN |
(ser efter Hother) Slet ikke saa tosset, Knægten! |
FRØKEN KNUDSGAARD |
(halvsagte) Laban! |
DOKTOR FRANDSEN |
(elskværdig) Jeg synes, Frøkenen sagde noget? |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Jeg! — Nej, men jeg tillod mig at tænke, at det er et sørgeligt Tidens Tegn at høre en ung Mand udtale sig med saadan en Fripostighed. |
DOKTOR FRANDSEN |
Saa er rigtignok Hr. Engelsøe anderledes ædel! |
FRØKEN KNUDSGAARD |
De har ingen Ret til at haane Student Engelsøe. |
DOKTOR FRANDSEN |
Haaner jeg ham ved at sige, at han er ædel? |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Ja, fordi jeg ved, at De betragter det som nedsættende, at han er ren og uberørt, og aldrig har lokket nogen Kvinde til noget — noget mindre net. |
DOKTOR FRANDSEN |
(ler) Nej, i saa Henseende ser han mig ud til at være en Klodrian. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Uf! |
Engelsøe kommer ind fra Entreen. | |
DOKTOR FRANDSEN |
Der har vi ham! |
STUDENT ENGELSØE |
(kommer nærmere) Godmorgen, Frøken, Godmorgen, Hr. Doktor! Det er dog et græsseligt Føre, vi har i Dag. Der er ingenting mere ødelæggende for Fodtøjet end saadant Snesjap. Jeg tror tilforladelig, det er trængt igennem mine Gummigaloscher. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Hvorfor kommer De ikke med den øvrige Del af Deputationen? |
STUDENT ENGELSØE |
(tager en lille Pakke frem) Jeg er kommen i lidt god Tid, Frøken, for at faa Lejlighed til at overrække Sølvbruden en Festgave i Dagens Anledning. |
DOKTOR FRANDSEN |
( peger paa Pakken) Er Festgaven deri? |
STUDENT ENGELSØE |
Ja, det er en lille emailleret Lugtedaase med Sølvlaag, som jeg har arvet efter en Tante. Efter Kenderes Udsagn er den temmelig værdifuld. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Min Søster er vist ikke paaklædt endnu. |
STUDENT ENGELSØE |
Men maaske kunde jeg faa Frøken Poula i Tale. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Næppe. Hun er vanskelig at faa i Tale – for os. |
DOKTOR FRANDSEN |
Naa Hr. Engelsøe, fandt De saa Deres blaa Pung? |
STUDENT ENGELSØE |
Ja, den laa tilforladelig hjemme i min egen Stue ved Vinduet. Jeg maa have tabt den, da jeg vandede mine Nerier. |
DOKTOR FRANDSEN |
(sagte til Frøken Knudsgaard) Nu skal jeg dog sætte Deres Dydsmønster lidt paa Prøve! (højt til Engelsøe) Det var jo rart, De fandt den, for jeg antager, det var en Gave fra en — fra en Dame, siden det var Dem saa magtpaaliggende at faa den igen. |
STUDENT ENGELSØE |
Gud, nej, det var det rigtignok langtfra. |
DOKTOR FRANDSEN |
(drillende) Naa — Pokker tro Dem. |
STUDENT ENGELSØE |
Føken Knudsgaard erindrer vist selv, at jeg købte den i Fjor paa vor lille Basar for en Krone og fem og tyve Øre. Jeg fandt det saa billigt. |
DOKTOR FRANDSEN |
Jo pyt, Gavstrik! Han gaar saa lunt med det, hvad Frøken Knudsgaard! Nej, tro ikke, De kan spille den Uskyldige for mig. |
STUDENT ENGELSØE |
Kære Hr. Doktor, jeg forstaar ikke — |
DOKTOR FRANDSEN |
En Læge kommer jo ind i mangt og meget, som Ingen drømmer om. Jeg kender den Historie, De ved nok. |
STUDENT ENGELSØE |
(forskrækket) Med Ola — |
DOKTOR FRANDSEN |
Netop! — Med Olavia |
Frøken Knudsgaard studser. | |
STUDENT ENGELSØE |
Hun gik altsaa til Dem med sin Fod? |
DOKTOR FRANDSEN |
(Ler) Med begge sine Fødder. |
STUDENT ENGELSØE |
(ser paa Frøken Knudsgaard) Men |
DOKTOR FRANDSEN |
Vær rolig! Jeg har betragtet det som min Pligt at meddele det til Deres moderlige Veninde, Frøken Knudsgaard, efterdi hun har gjort det til sin Livsopgave at være en Dydens Bevogterinde for os alle og særligt for Dem. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Maa jeg være fri — |
DOKTOR FRANDSEN |
Engelsøe, Engelsøe, der har De ikke baaret Dem rigtigt ad! |
STUDENT ENGELSØE |
Bedste Frøken! De maa endelig ikke tro andet, end at det nærmest var hende — |
DOKTOR FRANDSEN |
Naturligvis! |
STUDENT ENGELSØE |
Og saa var det den Aften, hvor hun absolut vilde have, at vi skulde gaa sammen til Beriderne, at jeg uheldigvis kom til at støde en Barnevogn imod hende, saa at hun snublede og forstuvede Foden. |
DOKTOR FRANDSEN |
Vi ved alt. |
STUDENT ENGELSØE |
Men jeg forsikrer Dem, det var ogsaa det hele. |
DOKTOR FRANDSEN |
(smiler) Sagde jeg ikke, han var en Klodrian. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Hr. Engelsøe, vil De ikke komme et Øjeblik ind i Kabinettet. |
STUDENT ENGELSØE |
Gærne, ifald Frøkenen har noget at meddele mig. |
DOKTOR FRANDSEN |
Jeg gætter, hvad det er, Hr. Engelsøe. De kan vist glæde Dem til at høre Frøkenens allernyeste Sædelighedsforedrag. Det er noget for Dem. God Fornøjelse! |
FRØKEN KNUDSGAARD |
(i Døren) Kom saa! |
Hun gaar med Englesøe ind i Kabinettet. | |
DOKTOR FRANDSEN |
(ser paa Uhret) Er det blevet saa sent! Hvor bliver dog Selby af? |
Han vil gaa ud ad Døren til venstre, idet Selby kommer ind. |
3. AKT 6. SCENE |
Selby. Doktor Fransen. |
DOKTOR FRANDSEN |
(gnaven) Er det Dig endelig belejligt at komme! Her gaar jeg og venter! Tror Du maaske ikke, jeg har andre Patienter end din Pande? |
SELBY | Det maa jeg sige! Det er en venskabelig Morgenhilsen paa min Sølvbryllupsdag. |
DOKTOR FRANDSEN |
(rækker ham Haanden) Naa, Lykke paa Rejsen i de næste fem og tyve Aar, gamle Kamerat! |
SELBY | Tak for dine gode Ønsker. |
DOKTOR FRANDSEN |
Ingen Aarsag. Foruden dem faar Du en pragtfuld Porcellains Bordopsats. |
SELBY | (Tak), det er kønt af Dig. |
DOKTOR FRANDSEN |
Nej, aldeles ikke. Jeg er glad, jeg bliver af med den. |
SELBY | Saa —? |
DOKTOR FRANDSEN |
Det er et grimt Bæst, som jeg har faaet af en taknemlig Patient. |
SELBY | (ler) Naa, af den Slags, man lader gaa videre. |
DOKTOR FRANDSEN |
Netop. Lad mig saa se paa p.- . Panden! Naa, nu ser Du jo ganske anstændig ud igen. |
SELBY | Tror Du, jeg kan tage et Styrtebad, som jeg plejer? Dr. Fransen. Det synes jeg ellers, Du fik grundigt nok i Aftes. |
SELBY | Naa — ja! |
DOKTOR FRANDSEN |
Og Du slipper vel næppe med den Douche. Har Du talt med din Kone i Dag? |
SELBY | Endnu ikke, men hun kommer vist straks. (sukker) Saa maa vi jo have en lille Forklaring. |
DOKTOR FRANDSEN |
Den gaar Du altsaa nu og glæder Dig til. |
SELBY | Naa ja, hvad — det kan da ikke blive saa farligt; nu ved hun jo det hele. Desuden har jeg opfyldt et lille Ønske, hun havde, med Hensyn til en Pengegave til Pastor Mathiesens Forening. |
DOKTOR FRANDSEN |
(peger paa hans Pande) Et Plaster paa Saaret! |
SELBY | Og ikke saa ganske billigt endda! Derfor, et Par imødekommende, redegørende Ord fra min Side, saa er den lille Historie skreven i Glemmebogen med det samme. |
DOKTOR FRANDSEN |
Jeg er bange, Frøken Knudsgaard ingen Glemmebog har. |
Fru Selby kommer ind fra højre. Hun er klædt i elegant Morgendragt. |
3. AKT 7. SCENE |
Selby. Fru Selby. Doktor Fransen. |
DOKTOR FRANDSEN |
Godmorgen, Frue! |
FRU SELBY | (lidt spidst) Ah, Doktor Fransen! Den Sidste, jeg har den Glæde at se om Aftenen og den Første om Morgenen. |
DOKTOR FRANDSEN |
Nu gaar jeg ogsaa min Vej; der er andre Steder, hvor jeg er mindre overflødig. Men først maa jeg dog ønske Dem til Lykke! |
FRU SELBY | Synes De, at der i Dag er Anledning for Dem til at tale om min Lykke? |
DOKTOR FRANDSEN |
Ganske vist maa det nærmest blive Selbys Sag. Hilser. Derfor overlader jeg Ordet til ham og anbefaler mig indtil videre. |
SELBY | (vil følge ham ud) Farvel — |
DOKTOR FRANDSEN |
Tak, jeg kender Vejen, kære Ven! Smiler. Bliv Du ved din Forklaring. |
Han gaar ud i Baggrunden. |
3. AKT 8. SCENE |
Selby. Fru Selby. |
SELBY | (forekommende) Godmorgen, kære Konstance! |
Fru Selby tier. | |
SELBY | Nej, vend Dig ikke bort. Du kan da ikke mene ikke at ville sige Godmorgen til mig paa denne vor Højtidsdag? |
FRU SELBY | Den Højtidsdag, som Du har gjort til den bitreste i mit Liv. |
SELBY | Det er jo for saa vidt glædeligt, som det viser mig, at dit Ægteskab ikke har bragt Dig meget bitre Dage. |
FRU SELBY | Som om Du kunde ane, hvad jeg lider. |
SELBY | Naturligvis, jeg kan jo nok forstaa, at — |
FRU SELBY | Nej, Du forstaar det ikke, for jeg lider, som kun et dødelig saaret Kvindehjærte formaar at lide. |
Pigen kommer ind fra højre. | |
PIGEN | Ønsker Fruen at faa Chokoladen bragt her ind? |
FRU SELBY | Nej Tak, jeg er altfor angreben. Jeg skal ingen Chokolade have. |
SELBY | Aa jo — forsøg — |
FRU SELBY | Maaske en lille halv Kop. Sæt den ind i mit Toiletværelse, Rasmine. |
PIGEN | Ja, Frue. |
Hun gaar ud. | |
SELBY | Konstance, lad os nu tale lidt fornuftigt sammen. |
FRU SELBY | (ryster paa Hovedet) Det er umuligt. |
SELBY | Ganske vist, Fornuft er ikke din allerstærkeste Side, men — |
FRU SELBY | Hvor kan man tale om Fornuft, naar Sjælen er i den grusomste Smærte og Vaande? |
SELBY | Aa Passiar — hvad er det hele! |
FRU SELBY | Det er, at jeg har set min dybeste, urokkeligste Tillid skuffet. |
SELBY | Herregud, en lille Letsindighed, som jeg virkelig ellers ikke plejer at gøre mig skyldig i, den kan Du da nok tilgive og glemme. |
FRU SELBY | Nej Selby, aldrig! Dertil stod Du for højt. Kan man glemme, at man har set sine Idealer nedtrampede, kan man glemme, at det er gaaet op for En, at hele Ens Liv har hvilet paa en Løgn. |
SELBY | Hvad for en Løgn? |
FRU SELBY | Findes der en mere foragtelig Løgn end et hyklerisk Ægteskab? |
SELBY | Man kan da ikke kalde et Ægteskab hyklerisk, naar det er grundet baade paa — paa Kærlighed og Agtelse. |
FRU SELBY | Mener Du, dette skulde bidrage til min Agtelse? |
SELBY | Nej, men hør nu — |
Man hører et Hornorkester spille en Hymne. | |
SELBY | (halvt til sig selv) Saa, der har vi Hornorkestret! |
FRU SELBY | (græder) Du min Gud, skal jeg høre vor Bryllupshymne i denne Stund! |
Tjeneren kommer ind med en Buket og stiller den paa Bordet. | |
SELBY | (til Tjeneren). Anton, se at faa den Musik til at holde op. |
EN TJENER | Hvordan skal jeg bede dem gaa? |
SELBY | Nej, bed om de vil vente lidt. |
EN TJENER | Jo. |
Han gaar ud. Kort efter hører Musiken op. | |
SELBY | Konstance, hør nu paa mig. Du behøver ikke at tage Dig denne Sag nær, nej, det behøver Du paa min Ære ikke. Du ved, hvor Du er mig kær, og hvor jeg altid har beundret Dig, men Herregud, en Mand kan holde uendelig meget af sin Kone, selv om han engang imellem kan sætte Pris paa lidt andre Fornøjelser. |
FRU SELBY | (fornærmet) Kalder Du Samlivet med din Hustru for en Fornøjelse? |
SELBY | Paa ingen Maade! Jeg mener — Hustruen betyder jo noget helt andet for en Mand: Familielykken, Arnen, Hjemmet, alt det, han ærer og elsker, og som staar urokkelig fast. |
FRU SELBY | Det er jo netop alt det, som Du har styrtet omkuld for mig. |
SELBY | Aa, vist ej! Naar Du vil gaa let hen over denne betydelighed, bliver din Stilling i mit Hjærte og mit Hjem fastere end nogensinde. Og det er meget sagt. |
FRU SELBY | Ja vist, især hvad Hjærtet angaar. |
SELBY | Nej hør, Konstance, naar Du taler saadan, har Du virkelig Uret. |
FRU SELBY | (resigneret) Ja naturligvis — det er mig, der har Uretten. |
SELBY | Nej, men har jeg dog ikke været Dig en god Mand i disse fem og tyve Aar — har jeg ikke opfyldt ethvert af dine Ønsker? |
FRU SELBY | Aa, ikke altid. |
SELBY | Men sig mig da — |
FRU SELBY | Du har for Eksempel godt vidst, hvor længe jeg har ønsket mig en Kareth med Gummihjul. Jeg taaler ikke den Rumlen; Hovedet er jo min svage Side. |
SELBY | Kæreste, jeg vilde netop have hedt Dig om at modtage den i Dag sammen med et Brillanthalsbaand. |
FRU SELBY | Har Du Dristighed til at tale om Foræringer i en Stund som denne? Med den Slags besnærer man maaske en Elskerinde, men visselig ikke en krænket og sorgfuld Hustru. |
SELBY | Nej, nej — det var blot fordi Du kom til at nævne den Kareth. Den kom netop i Gaar fra Paris. |
FRU SELBY | Ogsaa nye Seletøjer? |
SELBY | Endnu ikke, men hvis Du ønsker det, saa — |
FRU SELBY | Jeg ønsker intet mere — haaber intet. Græder. Jeg finder vel nok den Krog, hvor jeg kan skjule min Kummer for Resten af mit Liv, for at begræde det, jeg betragtede som ædelt og højt her i Verden. |
SELBY | Kære Konstance — |
FRU SELBY | Det varer næppe længe, svag som jeg er. |
SELBY | Tal dog ikke saadan. Hvad skal jeg dog sige, hvad skal jeg gøre for at komme ud over dette! Nej, græd nu ikke, hører Du! Naar ikke Du er tilfreds, hvad hjælper saa alt det andet — min Stilling, min Rigdom, min nye Etatsraadstitel — |
FRU SELBY | Er Du bleven Etatsraad? |
SELBY | Naa, det har jeg ikke sagt Dig! Der ser Du, hvor ulykkelig Du har gjort mig. |
FRU SELBY | Hvilken Skæbnens Ironi! Mit højeste Ønske gaaet i Opfyldelse i det Øjeblik, jeg ligger i Støvet, knækket af Uvejret. |
SELBY | Men nu er Uvejret trukket over, og det bliver Solskin igen — Du skal se, en straalende Solskinsdag som faa eller ingen i dit Liv. Hundreder af Mennesker vil i Dag bringe den nye Etatsraadinde deres Hyldest, mens Blomster og Gaver strømmer ned for din Fod. Se saa, tænk nu ikke mere paa den lille Mislyd, og jeg lover Dig, Konstance, at ingen Hustru skal blive baaren paa Hænder i Rigdom og Lykke som Du. |
FRU SELBY | (formildet) Ak, Selby! |
Frøken Knudsgaard kommer ind fra Kabinettet. | |
SELBY | (for sig selv) Saa, Tak — der har vi hende! |
3. AKT 9. SCENE |
Selby. Fru Selby. Frøken Knudsgaard. |
SELBY | Godmorgen! |
FRØKEN KNUDSGAARD |
(uden at ænse ham) Hvorledes, Konstance, træffer jeg Dig her — i dette Selskab? |
Tavshed. | |
SELBY | (forekommende) Det er dog et voldsomt Snevejr, vi har i Dag. |
Tavshed | |
SELBY | Jeg gik gennem Kongens Have før; der var fabelagtig smukt. |
Tavshed | |
SELBY | For jeg er nu en af dem, der sætter et Snelandskab endogsaa over grønne Træer. |
Tavshed | |
SELBY | Det bliver formodentlig Snevejr hele Dagen. (ser paa sit Uhr)Nej, hvad ser jeg, er Klokken saa mange! Saa maa jeg bede Damerne undskylde mig et Øjeblik — jeg skulde klæde mig lidt om til Deputationen. For sig selv. Gid Pokker havde den! (Snubler over en Skammel) Aa, om Forladelse! |
Han gaar ud til venstre. |
3. AKT 10. SCENE |
Fru Selby. Frøken Knudsgaard. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Saa Du vilde virkelig nedlade Dig til at tale med den Person? |
FRU SELBY | Det var ham. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Det haaber jeg. Se saa, Konstance, nu har jeg givet Dig Tid til at græde ud, lad det saa være nok med det Flæberi. Nu maa Du tage Dig sammen. |
FRU SELBY | Hvad vil Du da have. at jeg skal gøre? |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Kan Du spørge om det? Du skal forlade denne Mand og dette Hus paa Timen. |
FRU SELBY | Men Gud, kære Gusta, hvor kan jeg det — i Dag. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Jo, netop i Dag. Mener Du da aldeles ingenting med dine Principer om Sædelighed og Moral? |
FRU SELBY | Fordi man mener en Ting, behøver den da ikke at være behagelig. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Husk dine egne Ord i Gaar. |
FRU SELBY | Dem erindrer jeg virkelig ikke. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Saa husker jeg dem — og din gode Engel ligesaa. Du sagde, at den Hustru, der ved sligt om sin Mand og dog bliver hos ham, hun er ikke bedre end den købte Elskerinde. |
FRU SELBY | Hvor kunde jeg ane noget saadant. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Men nu ved Du det, og hver Time, Du tilbringer i dette Hus, er en Nedværdigelse for Dig og vort Køn. Du maa drage bort herfra udenat tage andet med Dig end din kvindelige Stolthed. |
FRU SELBY | Noget maa jeg da ved Gud have med. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Konstance! |
FRU SELBY | (lugter til en Flakon) Er jeg da kun skabt til at lide! |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Du siger jo netop selv, at det er gennem Lidelsen, man forædles. |
FRU SELBY | Saa maa man have stærkere Helbred end jeg. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Styrken kommer med Viljen. Det vigtigste er, at Du nu er løst fra denne Mand, som Du kun kan ringeagte og aldrig har elsket. |
FRU SELBY | Hvor kan Du sige det? |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Som om jeg ikke vidste, at Du for en hel Del tog ham for at blive godt forsørget og slippe for at tage Lærerindeeksamen |
FRU SELBY | Kære Gusta, Du er virkelig saa nerveangribende. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Du ved, det Giftermaal var ikke efter mit Hoved. Jeg har aldrig syntes om ham, jeg, der var Dig i Moders Sted og skulde vaage over din Skæbne. Men nu faar jeg Dig igen. |
FRU SELBY | Hvordan? |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Det følger af sig selv, at Du flytter hjem til mig. Af din Mand kan Du naturligvis ikke modtage en Øre, men Du kan jo undervise i Fransk, som Du gjorde, før Du blev gift, og Du ved, at det Lidet, jeg har, deler jeg med Glæde med min eneste Søster. |
FRU SELBY | (sukker) Ja Tak! |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Du kan faa det lille Værelse til Gaarden. |
FRU SELBY | Det mørke Hummer! |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Man kan ikke stille for store Fordringer — i ydre Forstand — naar man skal leve af sit Arbejde. |
FRU SELBY | Men det er dog for galt, at det skal gaa ud over mig. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Du beholder din Selvagtelse og din personlige Sandhed. Er det ikke det hovedsagelige? |
FRU SELBY | Ikke til at leve af. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Er Du en saadan Slave af dit Velvære? |
FRU SELBY | Du kan sige, hvad Du vil, det er ved Gud en løjerlig Maade at straffe ham paa, at jeg skal sidde i et Bagværelse og give Timer, mens han bliver her med hele Herligheden. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Den usle Rigdom, som Du har købt med aarelang Haan! Ja, jeg kalder en udsvævende Mands hyklede Kærlighed til Hustruen for Haan. Føler Du da ikke, at Selvstændighed og hæderligt Arbejde i ringe Kaar bærer en tusindfold større Tilfredsstillelse i sig end et nedværdigende Ægteskab i et silkepolstret Lediggangshjem, som Du nu i fem og tyve Aar har levet i. |
FRU SELBY | Fem og tyve Aar!- Mit Sølvbryllup! Alle omkring mig bereder sig til Gæstebud og Glæde, mens jeg, Festens Udkaarne, kun faar Sorgen til Gæst. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Nej, Konstance, Alvoren. Nu er Timen kommen, hvor Du skal føre dine Grundsætninger ud i Livet. Hold derfor op at sørge og græde over en indbildt Lykke, og lad denne Mærkedag blive Indvielsen til en ny Moralens og Pligtens Æra i dit Liv. |
Hun gaar hen og ringer. Tjeneren kommer ind. | |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Anton, vil De bringe Fruens Kuffert ned fra Loftet. |
EN TJENER | (lidt forbavset) Hvordan — Fruens Kuffert? |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Ja, det hører De jo. |
EN TJENER | Vel, Frøken. |
Han gaar ud. | |
FRU SELBY | Er da Livet kun et Martyrium! |
Under de sidste Repliker er Selby kommen ind fra venstre. |
3. AKT 11. SCENE |
Selby. Fru Selby. Frøken Knudsgaard. |
SELBY | Hvad er det for Anstalter? Konstance, Du vil da ikke tage bort? |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Jo, min Søster tager hjem med mig. |
SELBY | Nu? |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Straks |
FRU SELBY | Jeg — |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Lad mig! (Til Selby) Du indser vist selv, at efterat din Hustru just nu har lært dit lastefulde Levnet at kende, saa kan hun umuligt fejre sit Sølvbryllup med Dig i Dag. |
SELBY | Jeg tror, I er splittergale! |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Dine Overtalelser er til ingen Nytte. |
SELBY | Lad mig om det. Konstance er da for Fanden min Kone. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Har været det, maa Du sige, men hun vedbliver at være min Søster. |
SELBY | Ja, uheldigvis. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Og jeg skal vide at værne hende mod dine Overgreb. |
SELBY | Saa hør dog, Konstance, det bliver jo til Skandale for Alverden. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Netop. Lad det være din fortjente Straf. Nu kan Du staa her alene med samt dine Blomsterpotter og Gratulanter. |
FRU SELBY | Aa, Gud! |
SELBY | Men lad mig dog idetmindste sige, at — |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Det er overflødigt. Hvis Konstance i Dag højtideligholdt sit Sølvbryllup i Pragt og Herlighed med Dig — husk, den største Festdag i det Ægteskab, Du har besudlet, saa vilde jeg søge at glemme selve den Kendsgærning, at jeg har haft en Søster. |
SELBY | Saa Gud give, Du vilde. |
FRU SELBY | Sønderriv dog ikke helt mit Hjærte. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Konstance, lad os gaa ind og samle dit nødvendigste Tøj. |
FRU SELBY | (svagt) Ja, men kære Gusta — |
FRØKEN KNUDSGAARD |
(tager hende under Armen) Kom saa! |
De gaa ud til højre. | |
SELBY | (for sig selv) Hvad skal jeg gribe til! Fanden selv kan ikke staa sig mod det Fruentimmer. |
Pastor Mathiesen kommer ind fra Entreen. |
3. AKT 12. SCENE |
Selby. Pastor Mathiesen. |
PASTOR MATHIASEN |
Ah, der har vi jo selve Jubilaren! Trykker hans Haand. Maa jeg af et fuldt Hjærte ønske Dem til Lykke! |
SELBY | (adspredt) Ingen Aarsag jeg mener — mange Tak. |
PASTOR MATHIASEN |
Og maa jeg dernæst takke Dem for Deres rundelige Gave til vor Forening! Deres Penge vil blive til rig Velsignelse for os — og for Dem selv, kære Hr. Selby — jeg beder — Etatsraad Selby skulde jeg sige. |
SELBY | Aa vist ej — |
PASTOR MATHIASEN |
Jo, det har allerede rygtet sig — men endnu engang Tak. Mere siger jeg ikke nu. Om nogle Minuter kommer Deputationen — jeg løb i Forvejen for at bede Dem holde Dem beredte. Gid det saa maatte staa i min Magt at tolke Dem den Glæde, vi føler ved at staa overfor et Jubelpar som dette. |
SELBY | Jeg beder Dem — |
PASTOR MATHIASEN |
Jo, De er altfor beskeden. Det er i Sandhed et smukt, sjældent Samliv, et Eksempel for Alle. |
SELBY | Nej, gu’ er det ikke nej. Det er tværtimod altsammen saa desperat galt, som det kan være. |
PASTOR MATHIASEN |
Hvordan dog det? |
Man hører atter Hornmusiken begynde Hymnen. | |
PASTOR MATHIASEN |
Ah, Basunorkestret! |
SELBY | (ud af Døren i Baggrunden) Anton, se dog at faa den Musik til at vente, for Pokker! |
Musiken standser kort efter. | |
PASTOR MATHIASEN |
Men hvad er dog dette, jeg staar som forstenet. |
SELBY | Kære Pastor Mathiesen, De kommer, som De var kaldet; De maa hjælpe mig. Tænk Dem, min Kone vil tage bort — rejse. |
PASTOR MATHIASEN |
Rejse — nu? |
SELBY | Nu siger jeg Dem, i det Øjeblik Huset fyldes af Gæster og Gratulanter og Deputationer og Blomsterkurve og Hornmusik og det hele. Det er uhørt, umuligt, er det da ikke? |
PASTOR MATHIASEN |
Sandelig, min Forstand staar stille. |
SELBY | Det tror jeg saa gerne — jeg mener, det er ikke saa løjerligt. Og ved De, hvem der har sat hele Historien i Værk, ja det kan De da gætte — selvfølgelig min Svigerinde. Gid hun var der, hvor Peberet gror, den Dydsdragon. |
PASTOR MATHIASEN |
Det maa De ikke sige. Frøken Knudsgaard er maaske en Smule nidkær, en Smule kolerisk, men hun mener det saa godt. |
SELBY | Sgu ikke med mig. |
PASTOR MATHIASEN |
Men hvad er der da sket? |
SELBY | Jo, Sagen er, at ved uheldigt Træf er Damerne komne under Vejr med, at jeg i Forgaars slet ikke havde været paa Landet, som jeg foregav, men til en lille Lystighed med et Par Bekendte. |
PASTOR MATHIASEN |
Saa —! Baade Herrer og Damer? |
SELBY | 8forlegen) Nej — ja — det vil sige, paa et Forlystelsessted traf vi tilfældigvis et Par Damer, som —, som ikke ganske — naa ja, Sangerinder, som vi drak et Glas Champagne med. |
PASTOR MATHIASEN |
Sangerinder — Herregud! Men den saarede Pande? |
SELBY | Ja, den har jo tydelig nok været med til Lystigheden. |
PASTOR MATHIASEN |
(ryster paa Hovedet) Det gør mig virkelig ondt med denne Hændelse. |
SELBY | Ja, Pastor Mathiesen, jeg indser jo nok, at De, fra Deres Standpunkt maa fordømme min Letsindighed, men jeg forsikrer Dem — |
PASTOR MATHIASEN |
Jeg dømmer Ingen. Selvfølgelig, jeg beklager Deres Svaghed og dadler den ogsaa, men det være langt fra mig at ville kaste den første Sten, især hvor jeg — som her, ser, at Angeren er oprigtig. |
SELBY | (halvsagte) Det har den sgu god Grund til at være. |
PASTOR MATHIASEN |
Vi kender jo alle Menneskenes Skrøbelighed, og vi har jo kun altfor godt set, at selv de Bedste kan vakle og bukke under. |
SELBY | Ja, vi ved jo, at Kødet er redebon og Aanden skrøbelig! Jeg mener, Kødet er ogsaa skrøbeligt — |
PASTOR MATHIASEN |
Naturligvis, Tidens og Menneskenes Letfærdighed gaar mig dybt til Hjærte, men jeg har jo ikke derfor Lov at glemme, at det er mit Hværv at formane med Langmodighed og Mildhed. |
SELBY | De vil altsaa ikke tilskynde min Kone til at tage væk? |
PASTOR MATHIASEN |
Bevares nej. Det vilde jo være en saare beklagelig Skandale. |
SELBY | Aa, Gud velsigne Dem, vil De saa ikke tale med hende og se at bringe hende til Fornuft? |
PASTOR MATHIASEN |
Jeg søger altid at mægle og mildne, hvor jeg kan. Vil De maaske bede hende komme. |
SELBY | Ja, straks. (Trykker hans Haand) Tak skal De have, kære Pastor Mathiesen, De gør mig virkelig en uvurderlig Tjeneste. |
PASTOR MATHIASEN |
Saa meget des bedre, kære Etatsraad, hvis jeg kan være til lidt Nytte for Dem, hos hvem jeg altid har fundet velvilligt Øre, naar det galdt en god Sag. |
SELBY | Aa, jeg beder! |
Han gaar ud til højre. Pigen kommer ind fra Entreen med en Sølvkande og sætter den paa Bordet. | |
PASTOR MATHIASEN |
Maa jeg se — en herlig Chokoladekande.— og vægtig! |
PIGEN | Den er fra Kontorpersonalet. |
PASTOR MATHIASEN |
Saa! Det er en smuk Festgave. |
Pigen gaar ud i Baggrunden. Fru Selby kommer ind fra højre. |
3. AKT 13. SCENE |
Pastor Mathiesen. Fru Selby. |
PASTOR MATHIASEN |
Kære Frue, jeg hører, De har haft en Sorg. |
FRU SELBY | Ak ja! |
PASTOR MATHIASEN |
Det gør mig da ondt. Kom, lad os To tale lidt sammen i Ro. Det er altsaa gaaet Dem meget nær til Hjærte, dette? |
FRU SELBY | Aa, Pastor Mathiesen, jeg kan ikke sige Dem det. Jeg er bleven krænket i mine dybeste Følelser som Hustru og Kvinde. Alt, hvad jeg har set op til af højt og ædelt, ligger nu i Smudset for min Fod. |
PASTOR MATHIASEN |
Sig ikke det! |
FRU SELBY | Hele Natten har jeg tilbragt i det mest lidelsesfulde Sjælsoprør. |
PASTOR MATHIASEN |
Herregud ! Men vi ved jo, Fru Selby, hvad der er det bedste Middel til Sindets Beroligelse. |
FRU SELBY | De mener vel Kamillethe! |
PASTOR MATHIASEN |
Hvordan — Kamillethe — |
FRU SELBY | Jeg drak en Kop i Aftes, men ak! |
PASTOR MATHIASEN |
Nej, kære Veninde, det er ene de opløftende og alvorlige Tanker, der giver Fred til Sindet. |
FRU SELBY | Naa — ak ja! |
PASTOR MATHIASEN |
Lidet anede vi i Gaar, da vi taltes ved, at denne Dag skulde bringe Dem Modgang, men maaske er det for det bedste saaledes. Vejen er jo ikke ens for os Alle, Fru Selby. |
FRU SELBY | (græder) Nej, for mig gaar den gennem Torne og Tidsler. |
PASTOR MATHIASEN |
Beklag Dem ikke. Ak, alt her paa Jorden er jo saa ufuldkomment. Hvad ser vi stakkels blinde Menneskebørn, hvad forstaar vi! Hvem af os kan sige: Det Maal jeg stræbte opad mod, det har jeg naaet. |
FRU SELBY | Har De hørt, at min Mand er bleven Etatsraad? |
PASTOR MATHIASEN |
Hvorledes — naa ja, jeg ved det. |
FRU SELBY | Nu er det mig ligegyldigt, som alt andet Jordisk. |
PASTOR MATHIASEN |
Sig ikke det, Frue, det Jordiske har dog ogsaa nogen Betydning. Men i dette Øjeblik er De forblindet af Græmmelse og Harme. Jeg hører med Beklagelse at De endog nærer den Tanke at tage bort fra Deres Hjem? |
FRU SELBY | Er det da ikke min Pligt? Det paastaar min Søster. |
PASTOR MATHIASEN |
Deres Søster opfatter Retten og Pligten paa den Vis, hun er kaldet til, men det er jo det forunderlige, at Ordet altid lader sig fortolke saaledes, at den Enkelte ikke savner en Ledesnor. Tænk Dem nu om! Forlod De Deres Mand i dette skæbnesvangre Øjeblik, saa fortabte han sig maaske helt i Syndens Labyrinth. Har De saa Ret til det, Frue? Kan ikke De, hans Hustru, bedre end nogen Anden føre ham ind paa den rette Vej, og hvis De kan det, er det saa ikke der, De bør finde Deres Pligt? |
FRU SELBY | Jo maaske, De ved, at naar De taler til mine Følelser, saa giver jeg straks fortabt. |
PASTOR MATHIASEN |
Ja, jeg haabede nok, at til Dem vilde jeg ikke tale forgæves. Jeg haabede nok, at selv om Deres saarede Stolthed byder Dem at staa op og gaa herfra, saa vilde jeg kunne paaminde Dem om, at Ydmyghed er Kvindens skønneste Klenodie. |
FRU SELBY | (græder) Det har jeg altid følt. |
PASTOR MATHIASEN |
Ja, jeg kender jo Deres selvfornægtende Sind, og hvem ved! Maaske denne Prøvelse netop er bleven sendt Dem, kære Etatsraadinde, for at De skulde faa Kraft til at gribe ind og vejlede denne søgende vildledte Sjæl, saadan som netop Kvinden kan det paa sin underlig stille Maade. |
FRU SELBY | (hulker) |
PASTOR MATHIASEN |
Og Kærligheden, Fru Selby, den taaler jo alt, fordrager alt. Jeg forstaar helt vel, at det i dette Øjeblik er et Offer, et stort Offer for Dem at blive her. |
FRU SELBY | Ja, naturligvis! |
PASTOR MATHIASEN |
Men De maa gøre det baade for Deres Mands og for Deres elskelige unge Datters Skyld. Og De skal se, De vil ogsaa faa Kraft til det. |
FRU SELBY | Ja, kan jeg udrette noget godt ved at bringe et Offer, saa gør jeg det uden Vaklen. |
PASTOR MATHIASEN |
Det ved jeg, mild og selvforglemmende, som De er. |
FRU SELBY | Jeg takker Dem, Pastor Mathiesen, at De har talt med mig, som De har, og aabnet mit Blik for, hvad der var det Rette. Det er en Lykke at have en saadan Raadgiver. |
PASTOR MATHIASEN |
(trykker hendes Haand) Gid Ens Ord blot altid faldt i en saadan Jordbund. Men saa henter jeg altsaa Deres Mand, og saa taler De lidt med ham. Vil De ikke nok? |
FRU SELBY | Jo, siden De synes, at jeg bør. |
PASTOR MATHIASEN |
Tak! De skal faa at se, at intet er mere velsignet end at tilgive. |
Pigen kommer ind. En Atlaskes Pude fra Kammerjunkerinde Høst. | |
FRU SELBY | (tørrer Øjnene). Sæt den der — den er forresten køn. |
PASTOR MATHIASEN |
(til Pigen) Vil De ikke bede Etatsraaden om at komme lidt herind. |
PIGEN | Etatsraaden? |
PASTOR MATHIASEN |
Ja, Hr. Selby. |
PIGEN | Aa, naa saadan! |
Hun gaar ud til højre. | |
PASTOR MATHIASEN |
(ser sig om) Sandelig, et herligt Blomsterflor midt i Vinterens Sne og Kulde. |
FRU SELBY | Ak ja, saa der kun ligesaa festligt ud i mit Hjærte! |
PASTOR MATHIASEN |
(deltagende) Kære Frue — |
Selby kommer ind fra højre. |
3. AKT 14. SCENE |
Selby. Fru Selby. Pastor Mathiesen. |
SELBY | (sagte) Hvordan gik det saa? |
PASTOR MATHIASEN |
Ganske godt. Gaa nu blot selv hen til Deres Hustru. |
Han fjærner sig lidt og ser paa Blomsterne. | |
SELBY | Konstance, tilgiver Du mig? |
FRU SELBY | Ak, Selby, hvorledes vil Du tale til dit Forsvar? |
SELBY | Ved kun at tale til dit Hjærte. |
FRU SELBY | Mit Hjærte! Naar blot Du ikke har knust det for bestandig. |
SELBY | (smiler) Naa, forhaabentlig kun indtil videre. |
FRU SELBY | Kan Du oven i Købet spøge med min Sorg? |
SELBY | Jeg tror sandt at sige ikke, der er Grund til at tage den saa overmaade alvorligt, og derfor stoler jeg ogsaa paa, at Du bliver hos mig, ikke sandt? |
FRU SELBY | Ja, Selby, jeg bliver. Man har jo ikke Lov at tænke paa sig selv, og Pastor Mathiesen har givet mig det Hværv at søge at indvirke paa Dig. |
SELBY | (kysser hendes Haand) Tak. Jeg skal gøre mit til, at Du ikke kommer til at angre din Beslutning. |
PASTOR MATHIASEN |
(nærmer sig) Det gør Deres Hustru ikke. Enhver god Gærning bærer Lønnen i sig selv. |
Hother og Poula kommer ind fra højre. |
3. AKT 15. SCENE |
Selby. Fru Selby. Pastor Mathiesen. Hother. Poula. Senere Engelsøe. Frøken Knudsgaard. Frøken Prip. Frøken Møller. |
SELBY | (vinker ad Hother) Kære Konstance, var det saa ikke tænkeligt, at Du ogsaa søgte at indvirke paa Hother — for Poulas Skyld. |
HOTHER | (nærmer sig) Ja, Frue — |
FRU SELBY | Om det blot stod i min Magt! |
PASTOR MATHIASEN |
Nej, hvad hører jeg! I Sandhed, en dobbelt smuk Opgave for Dem, Fru Selby. |
POULA | Ja Tak, men jeg vil helst selv tage mig af Hother. (Sagte til Hother] Og jeg er tilfreds med Dig, som Du er. |
HOTHER | Tak! |
Engelsøe kommer ind fra Kabinettet. | |
STUDENT ENGELSØE |
Godmorgen! |
SELBY | (sagte) Saa, der har vi ham Gud hjælpe mig igen! |
PASTOR MATHIASEN |
Er De ikke vel, bedste Engelsøe, jeg synes, De ser saa bleg ud. |
STUDENT ENGELSØE |
(forlegen) Aa, det kommer vist blot af, at Luften var noget trykkende inde i Kabinettet. |
PASTOR MATHIASEN |
Saa —! Herregud! |
STUDENT ENGELSØE |
(tager den lille Pakke frem) Maa jeg tillade mig at ønske Festparret til Lykke og overrække — |
PASTOR MATHIASEN |
(peger paa Hother og Poula). Jeg kan bringe Dem den glædelige Overraskelse, at der er tvende Festpar at lykønske. |
STUDENT ENGELSØE |
Hvadbehager — hvordan — aa saaledes -til Lykke — |
POULA | Tak, Hr. Engelsøe. |
STUDENT ENGELSØE |
(vender sig og sukker) Alt glipper! (putter Pakken forsigtigt i Lommen igen) Saa tror jeg tilforladelig, jeg sparer min Gave. |
Frøken Knudsgaard kommer ind fra højre. | |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Naa, Konstance! |
EN TJENER | (kommer ind fra Entreen) Hvor ønsker Etatsraadinden, at Kufferten skal bringes hen? |
SELBY | Den skal sættes paa Loftet igen. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Konstance, hørte jeg ret? |
FRU SELBY | Ja, Augusta, jeg har set til Bunds i mit Hjærte, og jeg har erkendt, at her i mit Hjem er min Plads, ifald jeg skal udrette noget godt. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Saa sætter jeg ikke mere mine Fødder i dette Hus. |
PASTOR MATHIASEN |
Kære Frøken, lad mig tale med Dem, lad mig søge at mægle — |
SELBY | (holder ham tilbage) For Himlens Skyld, er De gal, Mand, ti dog stille. |
STUDENT ENGELSØE |
(kommer nærmere) Jeg er rede til at følge min Velgørerinde. |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Tak, Hr. Engelsøe, De passer vist bedre i disse Omgivelser. Ved min Side arbejder og kæmper man ikke paa Skrømt. |
STUDENT ENGELSØE |
De gør mig sandt for Dyden Uret. |
SELBY | (til Pastor Mathiesen) Der maa De gærne mægle. |
PASTOR MATHIASEN |
(nærmer sig) Bedste Frøken — |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Det er spildt Ulejlighed. (Vender sig) Altsaa, Konstance, Du vælger at blive i dette fordærvede Hjem. Nuvel! Jeg ved, at jeg har gjort, hvad jeg formaaede, for at rive Dig løs. |
SELBY | Ja, det ved Vorherre! |
FRØKEN KNUDSGAARD |
Jeg har søgt at opildne Dig, at hæve Dig, at frigøre Dig, men Du har ikke villet. Dermed er vi skilte. Jeg ryster Støvet af min Fod for aldrig at vende tilbage. Farvel! |
Hun gaar ud i Baggrunden, mens Pastor Mathiesen deltagende trykker Fru Selbys Haand. | |
SELBY | (til Hother) Tror Du virkelig, hun bliver borte? |
HOTHER | Ja, til iovermorgen. |
Frøken Prip og Frøken Møller komme ind fra Entreen. | |
FRØKEN PRIP |
(i Døren) Pastor Mathiesen, her er vi! |
FRØKEN MØLLER |
(ligeledes) Vi venter kun paa Dem. (Kommer ind) Kære Fru Selby, Lykke og Velsignelse! |
PASTOR MATHIASEN |
Ah, Det er Deputationen. Undskyld mig et Ojeblik. |
Han gaar ud i Entreen, mens Engelsøe hilser paa Frøken Møller. | |
FRU SELBY | Allerede Deputationen! Og jeg, der er i Morgenkjole! |
POULA | Det gør ingenting. |
SELBY | Den klæder Dig allerkæreste. |
FRU SELBY | Stil jer saa hen til mig — kom! |
Tjeneren aabner Døren til Entreen, og Pastor Mathiesen kommer ind, fulgt af en Del Damer og Herrer. | |
PASTOR MATHIASEN |
Kære Sølvbrudepar! Et Kvart Aar- hundrede er altsag henrundet, siden hin festlige Dag, hvor I lovede at følges ad gennem Livets vekslende Kaar, og — |
Hornorkestret begynder atter at spille Hymnen. | |
SELBY | (til Tjeneren) Anton, bed den Musik vente et Øjeblik. |
EN TJENER | Ja, Hr. Etatsraad. |
Han gaar ud. Selby gør en undskyldende Haandbevægelse til Pastor Mathiesen. | |
PASTOR MATHIASEN |
(rømmer sig) Kære Sølvbrudepar! Et Kvart Aarhundrede er altsaa henrundet siden — — |
TÆPPE |