Et Sølvbryllup 2. akt

Samme Stue hos Selbys. Der er stærkere oplyst. Midt i Værelset staar et dækket Bord, som Tjeneren gaar og sysler med. Dr. Fransen sidder og læser i en Avis. Selby ordner nogle Vinflasker.
*
PERSONERNE:

FABRIKANT SELBY	FRU SELBY
POULA, Selbys Datter	FRK. KNUDSGAARD, Fru Selbys Søster
DOKTOR FRANDSEN	HOTHER, doktorens Søn
PASTOR MATHIASEN	STUDENT ENGELSØE
FRØKEN PRIP	FRØKEN MØLLER
JOMFRU LUDVIGSEN	EN TJENER
EN PIGE	DAMER OG HERRER

2. AKT 1. SCENE	Selby. Doktor Fransen. Tjeneren. Senere Poula.
SELBY	Den Flaske, som staar der, skal vi have til Desserten, Anton.
EN TJENER	Ja, jeg skal nok passe det.
	Han gaar ud.
SELBY	Dette minder mig lidt om vore smaa Ungkarlegilder, hvad Fransen! Husker Du den Gang, vi spiste til Aften hjemme hos mig, før vi gik til Maskerade i Vognmagerforeningens Syge- og Begravelseskasse. Det var en Aften, hvad!
DOKTOR FRANDSEN	Kan Du dog ikke lade mig have et Øjebliks Fred til at læse den Artikel, jeg fandt her om Køernes Tuberkulose.
SELBY	(trækker en Flaske op) Jo, læs Du bare! Kan Du huske, jeg var Tyrk med gule Atlaskes Bukser og Turban.
DOKTOR FRANDSEN	Ja, gu’ husker jeg — Du saa rædsom ud.
SELBY	Men Død og Pine, hvor vi morede os. Jeg ser Dig endnu danse Mazurka med Jomfru Klemmensen.
DOKTOR FRANDSEN	Hun var Sylfide.
SELBY	Ak ja, det var dengang. Om man naar aldrig saa vidt, den glade Tid faar man ikke om igen.
DOKTOR FRANDSEN	Aa jo, lidt af den, naar man har Børn, der tager en Smule fornøjeligt paa Livet. Bevares, hvor jeg vilde ærgre mig, hvis Hother var et Hængehoved.
SELBY	Jeg har nu desværre ikke nogen Søn.
DOKTOR FRANDSEN	Der kan ogsaa være Humør i et Pigebarn, og Poula kan vi godt være bekendt.
SELBY	Ja, Du ved nok, jeg giver Dig gerne Part i hende.
DOKTOR FRANDSEN	Naa, Du mener det Giftermaal, Du gaar og snakker om. Det bliver vist ikke til noget.
SELBY	Jo Du, jeg tror, det er lige ved at blive til noget, og det vilde jo være det allerbedste, der kunde ske, baade for dem og os — og Fabriken. Tænk, om vi kunde drikke deres Skaal i Morgen.
DOKTOR FRANDSEN	Hvad tror Du saa, Din Kone vilde sige?
SELBY	Aa, hun er ikke saa stridbar, som Du tror.
DOKTOR FRANDSEN	Det tror jeg slet ikke, hun er, naar det ikke gaar ud over hendes egen smukke dyrebare og forkælede Person. Hun er blot i Lommen paa den begavede Frøken Knudsgaard.
SELBY	Ja, desværre!
DOKTOR FRANDSEN	(læser) Nej, det er dog det værste Vaas, jeg længe har læst.
SELBY	Det om Køerne?
DOKTOR FRANDSEN	Ja, for —
SELBY	Ingenting kunde dog glæde os mere, end om vort gamle Venskab gik videre som Kærlighed mellem vore Børn, ikke sandt?
DOKTOR FRANDSEN	(ser i Avisen) For naar Tuberkulosen optræder —
SELBY	Naa, Gnavepotte, kan Du idetmindste ikke sige Ja?
DOKTOR FRANDSEN	Jeg troede, det var de Andre, der skulde sige Ja.
SELBY	Tys, der er Poula.
	Poula kommer ind fra højre. Hun er i lys Dragt og har et Glas med Roser i Haanden, som hun sætter paa Bordet.
POULA	Sidder I der og snakker endnu!
DOKTOR FRANDSEN	Jeg ikke — jeg læser.
POULA	I lovede jo at gaa ud og købe Konfekt.
DOKTOR FRANDSEN	Nej, lad mig nu sidde i Fred! Jeg er midt i en Artikel om Køernes Tuberkulose.
POULA	(tager Avisen fra ham og lægger den paa Bordet) Men nu er De færdig med den.
DOKTOR FRANDSEN	Nej, gu’ er jeg ej. Er Du gal, Pigebarn?
POULA	Ikke det mindste. Kom nu her og se, om Bordet er smukt dækket. Jo, ser det ikke kønt og farverigt ud med den grønne Salat og Roserne og de blanke Glas.
DOKTOR FRANDSEN	Lad os nu først se, om der kommer noget godt i dem.
SELBY	(slaar Fransen paa Skulderen) Vi skal faa os en rigtig morsom Aften, hvad Gamle?
DOKTOR FRANDSEN	Tror Du! Det er farligt at love paa Forhaand.
SELBY	Ikke her.
POULA	Fy, Dr. Fransen, i Aften faar De ikke Lov at være gnaven. Han kan jo være saa rar og fornøjelig, naar han vil, ikke Fader?
DOKTOR FRANDSEN	Men det vil han sjælden.
POULA	Saa ryster vi Dem godt, ligesom en Flaske, for vi ved, at paa Bunden gemmer De det bedste.
DOKTOR FRANDSEN	(klapper hende paa Kinden) Ja, til Dig, Primula. (Han tager Avisen igen)
	Hother kommer ind fra Entreen. Han er i Selskabsdragt.

2. AKT 2. SCENE	Selby. Doktor Fransen. Hother. Poula. Senere Jomfru Ludvigsen.
HOTHER	Godaften!
POULA	Er De endelig der! Se, nu har vi alting i Orden, er her ikke kønt?
HOTHER	(ser sig om) Nydeligt. Men hvorfor skal vi spise her inde?
POULA	Fordi vi vilde have noget nyt — noget helt udenfor det sædvanlige.
HOTHER	Festens Dronning er da ikke kommen?
SELBY	Endnu ikke.
POULA	Foreløbig maa De glæde Dem ved Prinsessen — det er mig.
HOTHER	Jeg glæder mig alt det, jeg kan, med Syn, Hørelse og Følelse.
SELBY	Ja, har hun ikke pyntet sig pænt?
POULA	Det har Hother jo ogsaa.
SELBY	(truer ad ham) Vist saa! Istedetfor at skrive det Forretningsbrev til Manufakturhandler Jespersen, som jeg havde bedt ham om.
HOTHER	Nu skal jeg gaa og gøre det.
POULA	Nej, vent lidt — jeg vil fortælle jer noget! Jeg har skrevet et lille Digt, som jeg vil fremsige, idet Moder kommer ind.
DOKTOR FRANDSEN	Død og Pine!
SELBY	Hvornaar har Du udarbejdet det?
POULA	Nu før — mens jeg skrællede Appelsiner.
HOTHER	Maa vi ikke høre det?
POULA	Nej, ikke før Moder kommer. Det er forresten saa kønt. Det begynder saadan — Vi hilse Dig med Glæde! Korn. Sæt Foden i din Stue —
	Jomfru Ludvigsen kommer ind fra højre.
JOMFRU LUDVIGSEN	Undskyld, jeg forstyrrer. Jeg vilde blot spurgt Frøken Poula, om jeg skal sætte Sløjfer paa Skuldrene?
POULA	Jeg ved ikke —
HOTHER	Jeg stemmer for Sløjferne.
JOMFRU LUDVIGSEN	Ja, jeg finder ogsaa, det er det fineste til Bal. Det er saa klædeligt for Figuren.
DOKTOR FRANDSEN	Men det er jo Bolette Ludvigsen. Hvordan lever De?
JOMFRU LUDVIGSEN	Jo Tak, godt, Hr. Doktor.
DOKTOR FRANDSEN	Jeg synes ellers, De ser noget blegnæbet ud.
JOMFRU LUDVIGSEN	Det kommer sig vist kuns af, at jeg er træt. Jeg har maatte skynde mig saadan med at faa Frøkenens Kjole færdig, og jeg faar alletider saadan en fæl sugendes Fornemmelse her i Brystet, naar jeg sidder for længe bøjet over Sytøjet. Der er saa Mange, der raader mig til at gaa til den kloge Kone i Klerkegade, der laver en Mikstur, som skal være noget af det mest forbavsendeste, for hvad der saadan gør ondt indvendigt, og jeg tror ogsaa, jeg vil gaa til hende, saa snart jeg faar Raad til det.
DOKTOR FRANDSEN	(gnaven) Naa, saa det tror De! Nu skal jeg sige Dem, hvad jeg tror, og det er, at De kommer og lader mig se paa Dem, saa snart De faar Tid og ikke Raad, istedetfor at blive baade ødelagt og snydt af saadan en forbandet Kærling formildet. De kan da nok unde mig Deres Søgning for gammelt Venskabs Skyld, hvad, Jomfru Ludvigsen?
JOMFRU LUDVIGSEN	Ja Tak, Doktoren er altid saa mageløs venlig, mange Tak. (Gaar hen til Døren) Ja, saa syr jeg altsaa Sløjferne, Frøken?
POULA	Gør, som De har Lyst.
JOMFRU LUDVIGSEN	Mange Tak, undskyld.
	Hun gaar ud til højre.
POULA	(ler) Ja, undskyld! Jomfru Ludvigsen er lidt forfjamsket — det kommer af, at hun altid er saa forjaget, det Skind; men hun er ellers saadan en rar og flink en.
DOKTOR FRANDSEN	Det ved jeg.
POULA	Kender De hende da nøje?
DOKTOR FRANDSEN	Ja, vi har i længere Tid boet i Hus sammen med hende og en Søster.
SELBY	Søsteren var nok køn?
HOTHER	Nydelig, med en Holdning som en ung Gran og den mest bedaarende lille Kløft i Hagen.
SELBY	Hvor er hun da nu henne?
DOKTOR FRANDSEN	Jeg tror, hun er gaaet til Bunds, desværre! Det var ligefrem rørende at se, hvor Søsteren sled og stræbte for at holde hende oven Vande.
POULA	Den skikkelige Jomfru Ludvigsen!
	Engelsøe kommer ind fra Entreen.

2. AKT 3. SCENE	Selby. Doktor Fransen. Hother. Poula. Engelsøe.
STUDENT ENGELSØE	(i Døren) Godaften!
SELBY	Saa
DOKTOR FRANDSEN	Der har vi ham!
POULA	(sagte til Selby) Du maa ikke bede ham blive til Aften, hører Du!
SELBY	Vær saa god, Hr. Engelsøe, kom nærmere.
STUDENT ENGELSØE	(ser paa det dækkede Bord) Tak, jeg kommer maaske til Forstyrrelse.
SELBY	Paa ingen Maade.
	Poula trækker i hans Frakke.
SELBY	Jeg mener — det haster ikke.
DOKTOR FRANDSEN	Kunde der nu ikke siges mere der henne om den voksende Fordærvelse?
STUDENT ENGELSØE	Ak jo, om den Ting lader der sig desværre sige overmaade meget. Frøken Knudsgaard var netop midt i sit beaandede Foredrag.
	ALLE: Men Gud, Hr. Engelsøe —!
POULA	Hvorfor gik De saa?
STUDENT ENGELSØE	Jo, jeg løb herhen for at høre, om jeg ikke skulde have tabt min Pung. Jeg blev pludselig hed om Ørerne derhenne ved at savne den.
POULA	Det har jeg ikke hørt noget om. Hvordan saa den ud?
STUDENT ENGELSØE	(søger paa Gulvet) Det var en lille blaa Pung, forarbejdet af Silke.
SELBY	Var der mange Penge i den?
STUDENT ENGELSØE	Tre Kroner og syv og halvfjerdsindstyve Øre.
HOTHER	Og en halv.
STUDENT ENGELSØE	Det er dog ikke faa Penge.
POULA	Her er den vist ikke.
STUDENT ENGELSØE	Maa jeg have Lov til at se efter i den anden Stue?
DOKTOR FRANDSEN	For mig gærne.
POULA	Der tror jeg heller ikke, den er.
STUDENT ENGELSØE	Jeg vil dog se ad.
SELBY	Nu skal jeg gaa med ind og hjælpe Dem.
STUDENT ENGELSØE	Tak. Han gaar ud til venstre, idet han kaster et Blik paa Bordet.
SELBY	(til Fransen) Kom, følg med!
DOKTOR FRANDSEN	Hvad kommer hans Pung mig ved?
SELBY	(ser paa Hother og Poula) Jo, kom nu!
DOKTOR FRANDSEN	(rejser sig) Naa ja — jeg kan ogsaa læse min Artikel der inde.
	De gaa ud til venstre.

2. AKT 4. SCENE	Poula. Hother.
POULA	(efter et Ophold) Skal vi følge med?
HOTHER	Nej, for Guds Skyld — jeg mener kan vi ikke blive her?
POULA	(forlegen) Vil De ikke sidde ned?
HOTHER	(adspredt) Nej Tak (ser paa hende) jo Tak.
POULA	Nu kommer Moder vist forresten snart.
HOTHER	Det haaber jeg ikke.
POULA	Saa —?
HOTHER	Ikke før jeg — jeg maa endelig tale med Dem først. Men jeg ved ikke rigtig — jeg skal sige Dem, jeg har aldrig før friet, og — og det var det, jeg vilde.
	Poula smiler og tier.
HOTHER	Og alt det, mit Hjærte er saa fuldt af, det — nej, jeg tror, aldrig jeg kommer videre. Jo, Poula, naar De vil se saadan paa mig, blot eengang endnu med et saadant Blik af Solskin og Lykke, saa kan jeg! Saa er det ikke saa svært at sige Dem, at De er mig kærere end alt andet i Verden.
POULA	(sagte) Nej, jeg synes ikke, det kan være saa svært.
HOTHER	De ved det jo saa godt, har vidst det saa længe, saa jeg behøver ikke at sige mere.
POULA	Jo, jo, De gør. De har jo næsten ingenting sagt. –
HOTHER	(sagte) Poula, hvor skal jeg finde Ord til at sige Dig, hvor jeg elsker Dig.
POULA	Hvor Du elsker mig! Endelig hører jeg dem, de Ord, som jeg har længtes efter og haabet paa og drømt om. Hver Gang Du kom ind i Stuen, hver Gang vi blev alene, har mit Hjærte banket, som det skulde sprænges. Jeg tænkte, nu kommer det maaske, i Dag kommer det — jeg ved jo, det maa komme, det dejligste øjeblik af alle. For tror Du, at der kan gives noget dejligere end første Gang at høre de Ord: Jeg elsker Dig, sagte af den Eneste, til hvem man kan sige dem igen. Nej, der kan ikke være nogen større Lykke ! Der kan ikke.
HOTHER	Poula —
POULA	Og saa gav Du dig til at tale om Tolden paa Bomuldsvarer og saadant noget — de ligegyldigste Ting, saa jeg kunde have grædt af Ærgrelse.
HOTHER	Det var jo ikke den heldigste Indledning. Men i Dag havde jeg nu besluttet, at jeg vilde sige det — jeg vilde — det var egentlig det, jeg mente med denne lille Fest. Jeg forsikrer Dig, jeg har ikke kunnet spise en Bid den hele Dag. Ja, nu ler Du, men jeg kunde jo ikke vide, hvad Du tænkte.
POULA	Ikke?
HOTHER	Jeg anede, haabede, troede, men vide det, kunde jeg jo ikke.
POULA	Saa forstaar Du Dig ikke paa Kærlighed.
HOTHER	Tror Du ikke (drager hende til sig) Se paa mig — tror Du ikke?
POULA	(trækker sig tilbage) Jo jo.
HOTHER	Og dog — Du har Ret. Først i dette Øjeblik forstaar jeg fuldt ud den Kærlighed, der ikke kan tage Ende før med Livet.
POULA	Men den begynder da Gudskelov først nu.
HOTHER	(peger paa Bordet idet han rejser sig) Ja, begynder med Roser og Festglæde.
POULA	Nej, hvor vil Du hen?
HOTHER	Ind og skrive til Manufakturhandler Jespersen. Jeg gør det, men gør det nødig.
POULA	Hvad skal Du skrive til ham?
HOTHER	(ler) Der kommer vist til at staa: Kæreste Jespersen, del min Fryd! Poula er min — min for Livet! (Han kysser paa Fingeren og gaar ud til venstre)
POULA	(gaar frem og tilbage) Aa, den Lykke, det er; den jublende Lykke!
	Doktor Fransen kommer ind fra venstre.

2. AKT 5. SCENE	Doktor Fransen. Poula. Straks efter Engelsøe.
DOKTOR FRANDSEN	(misfornøjet) Det er dog for galt, at man ikke kan faa Lov at læse den Smule Artikel for Hr. Engelsøes Vrøvl.
	Han sætter sig ned og folder Avisen ud. Engelsøe kommer ind fra venstre, stadig søgende med et tændt Lys i Haanden.
DOKTOR FRANDSEN	Der har vi ham Gud hjælpe mig igen, det Pernittengryn!
STUDENT ENGELSØE	Der inde var Pungen destoværre heller ikke.
POULA	Men vi skal sende Dem den, hvis vi finder den. –
STUDENT ENGELSØE	(skotter til Bordet) Ja Tak.
POULA	For De maa da endelig ikke gaa helt glip af min Tantes Foredrag.
STUDENT ENGELSØE	Jeg kender det, Frøken! Jeg har det netop i Lommen for at bringe det til Trykkeriet. Ja, De har vel læst det?
DOKTOR FRANDSEN	Jeg ikke!
POULA	Jeg heller ikke — jeg beklager meget —
STUDENT ENGELSØE	Engelsøe (tager et Manuskript frem) Ikke? Saa maa jeg sandelig læse et Afsnit for Dem, før jeg gaar.
DOKTOR FRANDSEN	Det manglede blot.
POULA	(afværgende) Det er virkelig alt for meget, Hr. Engelsøe. De har jo Hoste.
STUDENT ENGELSØE	Det gør ikke noget, jeg gør Dem saa gærne den lille Fornøjelse. De skal høre hvor det er interessant, især er Slutningen overordentlig ildfuld.
DOKTOR FRANDSEN	(vil rejse sig) Naa, saa maa jeg altsaa der ind igen —
POULA	(sagte) Nej, nej — De maa ikke gaa.
DOKTOR FRANDSEN	Aha, saadan staar det sig.
	Poula sætter sig og tager med en ærgerlig Mine et Haandarbejde.
DOKTOR FRANDSEN	(folder Avisen ud) Naa, Hr. Engelsøe!
STUDENT ENGELSØE	(blader) Her kan vi begynde. (Læser) Vi leve i en Vidundernes Tid. Usædens Periode har været lang og fuld af Besvær, men nu gulnes Markerne mod Høsten, og Arbejderne ere kun altfor faa til at bringe det rige Høstudbytte hjem. Hvorfor? Fordi Kampen har gjort os stærke. Tillad mig, mine Damer og Herrer, at minde Dem om, at i en Kamp om Moralprincipet kendes ingen Vaabenstilstand, ingen Fredsbetingelser, ingen Indrømmelser. Den fordærvede officielle Verden, der overalt er vor Modstander, siger om os, at vi er selvretfærdige og umedgørlige, og at vi ikke ville give et Haarsbred efter. Det er sandt, det ville vi ikke. Sejren beror paa en ubøjelig Udholdenhed, og Sejren maa blive vor, naar vi sætte hele vor Viljekraft ind paa vor store og højt- stræbende Opgave. Derfor op, Venner, kast Sløvhed og Lunkenhed til Side, tal til hvert Menneskes Samvittighed, og hvor den sover, der væk den. (Vender sig) Ikkesandt. Hr. Doktor —
	Dr. Fransen lader som han sover.
STUDENT ENGELSØE	Jeg tror tilforladelig, den gode Doktor er falden lidt i Blund.
POULA	(ærgerlig) Det er dog for galt.
STUDENT ENGELSØE	(putter Hæftet i Lommen) Vi maa undskylde ham, han er jo baade ældre og svagelig. Desuden beklager jeg det ikke saa meget, da det giver mig Lejlighed til at være lidt ene med Dem, Frøken Poula.
POULA	(ærgerlig) Ja, saa omtrent.
STUDENT ENGELSØE	Jeg tilstaar, det Øjeblik havde jeg netop hanbet skulde indtræffe i Dag. Det er mig nemlig magtpaaliggende at kunne tale lidt uforstyrret med Dem.
	Dr. Fransen skotter i Smug til ham.
STUDENT ENGELSØE	Naar jeg har søgt oftere at komme her i Huset, saa har det ikke alene haft sin Grund i den Tiltrækning her i og for sig kan findes baade i aandelig og materiel Henseende.
POULA	Ikke?
STUDENT ENGELSØE	Heller ikke absolut i den Ærefrygt for de højere og alvorligere Ting, som hersker i dette Hjem. Det har været noget, der griber Sindet mere umiddelbart. Det har været en huld og elskelig Kvinde.
POULA	Ja, Tante Knudsgaard.
STUDENT ENGELSØE	Just ikke.
	Dr. Fraasen aabner Øjnene og smiler.
STUDENT ENGELSØE	Ganske vist, Frøken Knudsgaard er en højst fortræffelig Dame, men hun er jo dog saa gammel at —
POULA	Naa — kun ældre.
STUDENT ENGELSØE	Nej, Frøken Poula, det har været Dem. De har vist alt fornummet, hvilket stærkt Indtryk, De har gjort paa mit Sind.
	Dr. Fransen snorker svagt.
STUDENT ENGELSØE	(ser til ham) Vel ved jeg, at den Plads, jeg kan naa til her i Livet, den er ikke for dem, der higer efter denne Verdens Guld og Glimmer, skønt der forhaabentlig ogsaa ad den Vej lader sig samle lidt Midler, særligt ved Udgivelse af Skolebøger, men Hovedsagen er, at min Stræben og Virken har været rettet mod Idealet.
POULA	Hvordan, mener De?
STUDENT ENGELSØE	Jeg tror at turde sige, at mit Liv og min Fortid har været en Forberedelse til denne Stund.
POULA	(hoster og ser hen til Doktor Fransen)
STUDENT ENGELSØE	Jeg tilstaar, ogsaa jeg har som enhver Anden, været paa Veje til at hvirvles ind i Fristelsernes Malstrøm af Vellyst og Begær, men i slige Stunder har jeg sagt til mig selv: Nej, Balthasar, naar den Dag oprinder, hvor Du træffer hende, den Eneste, den Bette, da maa Du kunne sige til hende: Ransag mit Hjærte og mit Liv, og Du vil finde det pletfrit og uskyldigt som Dit eget.
	Dr. Fransen snorker svagt.
STUDENT ENGELSØE	(kaster et ærgerligt Blik paa ham) Kun paa et saadant Grundlag har man jo Lov at bygge Ægteskabet. Først naar Elskovens hede Attraa forbinder sig med det ethiske Moment i det ægteskabelige Liv, da først kan der fremblomstre en Følelse, der gør os værdige til at nyde en varig Lykke i Hjemmets fredsæle Bo. Denne Følelse nærer jeg for Dem, Frøken Poula, og jeg vover at haabe, at De, der er opvokset i saa gode, saa rene og smukke Omgivelser —
	Poula lader sin Syæske falde haardt til Gulvet.
DOKTOR FRANDSEN	(lader som han vaagner) Nej vist ej — jeg sov ikke, aldeles ikke. Jeg har hele Tiden fulgt med i det Knudsgaardske Foredrag. Rejser sig. Men jeg er ikke af Deres Mening, Hr. Engelsøe, jeg fandt dog ikke Slutningen ildfuld nok.
STUDENT ENGELSØE	(ærgerligt) Ikke det!
	Selby og Hother kommer ind fra venstre.

2. AKT 6. SCENE	Selby. Poula. Doktor Fransen. Engelsøe. Hother.
HOTHER	Men hvad ser jeg, Hr. Engelsøe, er De her endnu?
STUDENT ENGELSØE	Ja, tilforladelig —
SELBY	Men vil De da ikke —
POULA	(sagte) Nej, vi vil ikke have ham.
SELBY	(lidt forlegen) Ja, jeg beder Dem ikke blive — De ser, vort Aftensbord staar og venter paa min Kone, men for vor Skyld maa De ikke give Afkald paa den Nydelse at høre min Svigerinde tale. Jeg ved hvor gærne De vil.
HOTHER	Det Offer kan vi ikke tage imod.
SELBY	Paa ingen Maade.
STUDENT ENGELSØE	(skotter til Bordet) Frøken Knudsgaard er vist allerede færdig.
DOKTOR FRANDSEN	Mon hun nogensinde bliver færdig.
SELBY	Og Diskussionen!
HOTHER	Ved den kan De da umulig undværes.
DOKTOR FRANDSEN	De kan da ikke svigte Deres Beskytter- inde midt i Kampens Hede.
SELBY	Nej, De, der er hendes bedste Støtte.
POULA	Skynd Dem dog endelig der hen.
STUDENT ENGELSØE	(nølende) Ja, jeg vil ogsaa tillade mig at tage Afsked — at sige — hvis De ikke tager mig det ilde op.
SELBY	(forekommende) Paa ingen Maade.
HOTHER	Farvel!
POULA	Farvel, Hr. Engelsøe og god Bedring med Hosten.
STUDENT ENGELSØE	Tak, Frøken, Godnat.
	Han gaar ud i Baggrunden, fulgt til Døren af Selby.
SELBY	(kommer tilbage) Se saa, der blev vi omsider af med ham.
HOTHER	Det kneb.
POULA	Tys — jeg synes, jeg hørte Vognen køre ind! Ja, der kommer Moder, skynd jer — kom her.
	Fru Selby kommer ind fra Entreen og giver sit Ydertøj til Tjeneren.

2. AKT 7. SCENE	Selby. Fru Selby. Doktor Fransen. Hother. Poula.
FRU SELBY	Godaften, men hvad er dog dette?
POULA	Vil Du nu blot tie stille og høre efter. Vi hilse Dig med Glade! Kom, Sæt Foden i Din Stue, Og tag imod den Velkomst, som Vi byde Husets Frue. Knap tindre Dine Øjne blaa Og Dine Kinder gløde, Før Jubelsang, her fra Din Vraa, Vil lyde Dig i Møde. Du gjorde Livets Byrde let, Var Hjemmets Fred og Lise, Var Hjemmets Fred og Lise — — hvad er det saa der kommer?
SELBY	Men nu er Du af Sangen træt Og nu vil vi sgu spise.
POULA	Aa fy, Fader, der var seks Vers endnu.
FRU SELBY	Men sig mig, hvad skal dog denne Stads betyde?
SELBY	At vi vilde overraske Dig med paa Forhaand at højtideligholde vort Sølvbryllup med denne lille improviserede Fest — for os selv.
DOKTOR FRANDSEN	Uden Skaaltaler og Taarer og al den anden Staahej i Morgen.
SELBY	I Aften siger vi kun: Leve Glæden.
FRU SELBY	(kølig) Ja, det kan jo være meget morsomt, men efter et Foredragsmøde af en saa tankevækkende Art som det, jeg lige har bivaanet, kan man ikke straks gaa ind paa Fjas og Løjer.
SELBY	Aa hvad —
FRU SELBY	Min Søster vilde heller ikke synes om, at jeg tog bort fra Diskussionen af en saadan Grund.
HOTHER	Men Deres Søster staar jo nu derhenne.
SELBY	(sagte) Heldigvis.
FRU SELBY	Det hjælper ikke, kære Selby, jeg er nu engang ikke af et saa let Gemyt som Du. Jeg husker nok forleden Aften, da vi kom fra Orgelkoncert, hvor jeg var greben til min Sjæls Inderste af den alvorlige Musik, og straks kunde Du nynne en Polka og sætte Dig til at spise Sildesalat.
DOKTOR FRANDSEN	(bebrejdende) Selby dog!
FRU SELBY	Mor I jer blot, men jeg er ikke oplagt til at være med; jeg vil gaa ind i mit Værelse og tænke lidt.
SELBY	Det plejer Du jo aldrig.
HOTHER	Aa nej —
POULA	Det faar Du ikke Lov til, hvad er der saa ved det hele. Jeg synes virkelig, det var saadan en køn Ide af os, og vi havde glædet os saadan til Du kom.
FRU SELBY	Ja Tak, mit søde Barn.
HOTHER	Og se hvor her er smukt! Saa mange Lys og Blomster, og saadanne fornøjede Ansigter. Kan De modstaa det?
SELBY	Nej, vist kan Du ej. Kom nu Konstance, og spis lidt med.
DOKTOR FRANDSEN	De kan jo tænke bagefter.
FRU SELBY	Naa ja, naar det ikke kan være andet. Jeg vil naturligvis nødig forstyrre Fornøjelsen for jer Andre.
SELBY	Det vidste jeg nok. Kom, lad os gaa til Bords. Jeg byder Festens Dronning Armen. Fransen, vil Du tage Poula —
HOTHER	(byder hende Armen) Nej, hun er optagen! Fader maa gaa alene.
DOKTOR FRANDSEN	Det kunde jeg nok begribe.
	De sætte sig til Bords.
FRU SELBY	Jeg maa rigtignok sige, I har gjort festlige Forberedelser.
SELBY	(skænker Vin) Vi kan aldrig faa det festligt nok til at fejre en saadan Sølvbrud. Se paa hende Fransen, hvad siger Du!
DOKTOR FRANDSEN	Ja, godt ser hun jo ud.
FRU SELBY	(smigret) Kære Selby, vær dog ikke saa ungdommelig.
SELBY	Jo, i Aften vil vi netop være ungdommelige — nej, unge.
HOTHER	(ser paa Poula) Og lykkelige.
POULA	Hør, maa jeg nu ikke have Lov at fremsige de andre Vers?
	Alle: Nej!
POULA	Aa fy! De er ved Gud saa pæne alle seks.
SELBY	Ja Tak, min Pige, men vi vil alligevel heller have seks Østers— til at begynde med. Anton, kom saa med dem.
FRU SELBY	Nej tænk, skal vi have Østers!
DOKTOR FRANDSEN	Blot de nu er gode!
FRU SELBY	De ser lovende ud.
SELBY	Træk saa Champagnen op, Anton!
DOKTOR FRANDSEN	Kan vi ikke faa noget andet end det søde Kram!
SELBY	Hvad vil Du da have?
DOKTOR FRANDSEN	Har Du ikke mere af Din gamle Madejra?
SELBY	Jo, der staar netop en Flaske derhenne, Anton, kom med den og skænk for Doktoren.
DOKTOR FRANDSEN	Ja, kom med den, Anton!
SELBY	Aa, ræk mig lidt Brød!
FRU SELBY	Det var ellers en net Historie, da vi sidst skulde have af den Madeira. Kan Du huske, Selby, det Middagsselskab, hvor Tjeneren gik rundt og skænkede i Glassene med de højtidelige Ord: Gammel Madeira fra 1813 — men De har jo ingen Citron, Doktor!
SELBY	Og tænk, saa var det min Sandten en Flaske dovent Øl, han havde faaet fat i.
DOKTOR FRANDSEN	Det var sgu heldigt, for ellers havde vi maaske ingen Madejra faaet i Aften.
SELBY	Du skulde have set Pastor Mathiesens Ansigt, da han fik den Læskedrik at smage.
	De le.
HOTHER	Det havde været en dejlig mild Drik for Hr. Engelsøe, der aldrig smager en Draabe Spiritus.
POULA	Han sværmer for Bruslemonade.
FRU SELBY	Den skal han saamænd faa i Morgen Aften.
HOTHER	Naar han svinger sig i Dansens Hvirvel med Frøken Prip og Frøken Knudsgaard.
POULA	De skal ogsaa have en Svingom med Tante Gusta, Dr. Fransen.
DOKTOR FRANDSEN	Ja, en Galopade.
	De le og tale i Munden paa hverandre. Frøken Knudsgaard kommer ind fra Entreen.

2. AKT 7. SCENE(B)	Selby, Fru Selby. Frøken Knudsgaard. Doktor Fransen. Poula. Hother.
FRØKEN KNUDSGAARD	Godaften!
	Tavshed.
POULA	Men Gud, Tante Gusta, kommer Du her?
FRØKEN KNUDSGAARD	Det ser Du jo.
HOTHER	(sukker) Ja! Det ser vi!
FRØKEN KNUDSGAARD	Men det lader til, at jeg kommer til Ulejlighed?
FRU SELBY	Det gør Du aldrig her, kære Gusta.
DOKTOR FRANDSEN	(sagte) Jo, gu’ gør hun saa.
SELBY	Hvad sagde Du?
DOKTOR FRANDSEN	Jeg sagde ligesom Du: Leve Glæden!
FRØKEN KNUDSGAARD	(ser paa Bordet) Jeg kunde jo ikke ane, at her var Drikkegilde.
FRU SELBY	(lidt forlegen) Det var sandelig ogsaa en Overraskelse for mig.
FRØKEN KNUDSGAARD	Saa —! Det vil jeg ogsaa helst tro.
FRU SELBY	Vil Du ikke spise med?
FRØKEN KNUDSGAARD	Nej, jeg takker, jeg har drukket en Kop Thevand.
SELBY	(forbindtlig) Jeg haaber ellers, Du har moret Dig godt?
FRU SELBY	Kære Selby, det er næppe det rette Udtryk for Gustas gribende Foredrag.
SELBY	Naa, nej — just morsomt var det vel ikke.
FRØKEN KNUDSGAARD	Hvadbehager?
SELBY	(forlegen) Jeg mente — det var jo ikke det, Du mente.
FRØKEN KNUDSGAARD	Nej, just ikke.
FRU SELBY	Men Diskussionen, kære Gusta?
FRØKEN KNUDSGAARD	Den forlod jeg, fordi jeg havde en Sag af Vigtighed at drøfte med jer.
SELBY	(sukker) Tak, Skæbne.
FRØKEN KNUDSGAARD	Men jeg vil ikke forstyrre.
FRU SELBY	Det gør ikke noget. Vi kan spise senere.
POULA	Hvad er det for en vigtig Sag, Tante Gusta?
FRU SELBY	Kom nu ikke igen med din evige Spørgen, kære Barn.
FRØKEN KNUDSGAARD	Jeg vil tværtimod bede Dig gaa lidt ind i den anden Stue, lille Poula.
POULA	(ærgerlig) Hvad skal jeg der?
FRU SELBY	Du kan jo øve dit nye Musikstykke.
DOKTOR FRANDSEN	Og din Taalmodighed.
POULA	Ja, den kan man have Brug for.
HOTHER	Maa jeg tillade mig at følge med for at vende Noderne?
POULA	(sagte) Tak. Saa tror jeg ikke, jeg faar saa megen Brug for min Taalmodighed.
	Hun gaar med Hother ud til venstre.

2. AKT 8. SCENE	Selby. Fru Selby. Doktor Fransen. Frøken Knudsgaard.
FRØKEN KNUDSGAARD	Er det passende, at den unge Hr. Fransen gaar der ind alene med Poula?
SELBY	(ivrig) Paa ingen Maade! Kom, Fransen, lad os gaa ind til dem.
FRØKEN KNUDSGAARD	Nej, Selby, jeg ser gærne, Du er til Stede ved vor Samtale.
SELBY	Naa!
DOKTOR FRANDSEN	Godt, saa gaar jeg hjem.
FRØKEN KNUDSGAARD	Som De vil, Hr. Doktor, men Sagen berører ogsaa Dem. Det er nemlig om Deres Søn, jeg ønsker at tale.
DOKTOR FRANDSEN	Det eren anden Sag, saa tager jeg Hansken op.
FRØKEN KNUDSGAARD	Vi mener nemlig, at nu er øjeblikket kommet til at tage Bladet fra Munden.
FRU SELBY	Jeg skal sige Dem, min Søster har paa Vejen hen til Mødet fortalt mig —
FRØKEN KNUDSGAARD	Lad mig, Konstance! Det staar vist nu klart for os alle, Hr. Doktor, at Deres Søn synes at nære Tilbøjelighed for Poula, og at det ikke lader til at være hende imod.
DOKTOR FRANDSEN	Og hvad saa?
SELBY	Er det maaske ikke ønskeligt?
FRØKEN KNUDSGAARD	Nej.
FRU SELBY	Det tror jeg ikke.
DOKTOR FRANDSEN	Tør man spørge, hvad Damernes Indvending da er?
FRØKEN KNUDSGAARD	Den vigtigste af alle. Deres Søns umoralske Liv og Grundsætninger.
DOKTOR FRANDSEN	Nej, hør nu —
FRØKEN KNUDSGAARD	Vil De maaske søge at paastaa, at der ikke har været Kærlighedshistorier i hans Liv?
DOKTOR FRANDSEN	Jeg vil næsten sige, Skam skulde han da faa, om der ikke havde. Ungdom uden Forelskelse er ligesaa bagvendt som Forelskelse uden Ungdom.
FRØKEN KNUDSGAARD	Er det ikke forfærdeligt, Konstance!
DOKTOR FRANDSEN	Nej, aldeles ikke, hvis han har bevaret sit Hjærte rent.
FRU SELBY	Er Du ogsaa af den Anskuelse, Selby?
SELBY	(usikker) Ja, det vil sige — jeg mener — Erfaringen er jo ikke fri for at vise, at det tidt bliver de bedste Ægtemænd, der har set lidt af Livet, saa er de færdige med det andet — jeg mener — det betrygger ofte Lykken —
DOKTOR FRANDSEN	Der gives nemlig ogsaa Lykke udenfor Pastor Mathiesens Forening.
FRØKEN KNUDSGAARD	For saa vidt man ved Lykke forstaar Tilfredsstillelse af sine verdslige Begæringer.
DOKTOR FRANDSEN	Hvad skal man sige! Vi kan ikke Alle være Engle — saadan som De!
FRØKEN KNUDSGAARD	Kom kun med Ukvemsord.
SELBY	Kan en Engel egentlig siges at være et Ukvemsord?
FRØKEN KNUDSGAARD	Alt sligt maa man være forberedt paa, naar man taler Afholdenhedens og Selvfornægtelsens Sag.
FRU SELBY	Ja, Dyden bliver kun daarligt belønnet her i Verden.
DOKTOR FRANDSEN	Vist saa, for hvis den blev belønnet, saa var det jo ikke Dyd.
SELBY	Ærbarhed er da heller ikke alt. Forstand og Hjærte og Dygtighed maa da ogsaa have Ret til —
FRU SELBY	Kære Selby, vi ved desværre, at Din Ven, Doktoren finder Medhold hos Dig. At hans Livsbetragtning kan foraarsage Skade paa Sjælen, det bekymrer Dig kun lidt.
DOKTOR FRANDSEN	(gnaven) Det foruroligede heller ikke Fruen forleden, da De havde Hold i Ryggen.
FRØKEN KNUDSGAARD	Lige meget, Hr. Doktor, her maa det frem. De letsindige, jeg kan gærne sige frivole Principer, som De ved enhver Lejlighed forfægter, de har ikke undladt at berøre min Svoger føleligt, og jeg ved bedst, hvor den Indflydelse, De har paa ham, gør min Søster ondt.
FRU SELBY	Kun Gusta ved, hvor det smærter mig.
FRØKEN KNUDSGAARD	Men lad det nu være, hvad det vil. Selby har maaske i Dem sit Livs Fristelse, som han selv maa søge at kæmpe imod.
DOKTOR FRANDSEN	Som den Stridens Mand, han er.
FRØKEN KNUDSGAARD	Men en anden Sag er det, hvor det, som her, drejer sig om et uerfarent og ubefæstet Barns Fremtid, der, given i Hænderne paa en Mand uden mindste Agtelse for Alvor og Moral, maaske vilde gaa den visse Fortabelse i Møde.
FRU SELBY	Ingen ved, med hvilken utrættelig Omhu vi fra Poulas spædeste Aar har arbejdet paa i hendes unge Sjæl at indpode Sans, for hvad der er skønt, og — og smukt, og — og kønt!
FRØKEN KNUDSGAARD	Derfor maa vort Værk ikke nu gaa til Spilde.
FRU SELBY	Selby, hvis Du bliver ved at pille ved Saaret paa din Pande, saa bliver den ikke bedre til i Morgen.
DOKTOR FRANDSEN	Men hvad Pokker er Deres Mening med alt dette? Enten vil Hother og Poula ikke have hinanden, og saa er det jo ganske overflødigt, eller ogsaa vil de have hinanden, og da er det ogsaa overflødigt, for saa afgør de vist den Sag uden at spørge om Forlov. Den Slags hverken bør eller kan man hindre.
FRØKEN KNUDSGAARD	Jo netop. Vi kan hindre den Forbindelse, og det var vor Hensigt med denne Samtale at underrette Dem om, at vi ogsaa har i Sinde at gøre det.
DOKTOR FRANDSEN	Vi takker!
FRØKEN KNUDSGAARD	Et Ægteskab er et saadant Livsspørgsmaal, at vi maa betragte det som vor Pligt at skride ind, naar vi ser, det vilde blive til ubodelig Ulykke for Poulas Sjæleliv.
FRU SELBY	Og det maa sandelig gaa fremfor alt andet. Det maa dog ogsaa Du indrømme, Selby.
SELBY	Ja, naturligvis — Ægteskabet er en Ting, som man omhyggelig skal vogte sig for — jeg mener — overveje —
DOKTOR FRANDSEN	Og hvordan vil De saa afvende den ubodelige Ulykke?
FRØKEN KNUDSGAARD	Kun ved at tale med Poula. Vi agter blot at oplyse hende om, hvorledes Deres Søns Fortid har været.
DOKTOR FRANDSEN	Tror De, at det kan kaldes — fint?
FRØKEN KNUDSGAARD	Kald det, hvad De vil, jeg finder det at være min Pligt som Kvinde og Tante. Jeg har i Dag lært et Træk af Hr. Hother Fransens foregaaende Liv at kende, som vil være tilstrækkeligt til at fylde en uskyldig ung Pige med Afsky.
SELBY	Hvem har fortalt Dig det Træk?
FRØKEN KNUDSGAARD	Det har en meget troværdig Person, en Syerske, der var nøjere bekendt med ham, og hun berettede, at —
DOKTOR FRANDSEN	Jeg beder Dem, Frøken! De forstaar maaske — jeg ønsker ikke at lære min Søns Liv at kende af fremmede Folks Beretning, mindst af Deres. Dertil stoler jeg altfor sikkert paa, at han aldrig vilde svigte det, jeg kalder Ære og Ret.
FRØKEN KNUDSGAARD	Men Poula —
DOKTOR FRANDSEN	Lad hende komme, jeg skal kalde paa hende. Opfyld saa Deres Pligt som Kvinde og Tante og sig hende, hvad De finder for godt. Men holder hun af min Søn, og er hun Den, jeg tror og haaber, saa lader hun ikke Andenmands Sladder være bestemmende i sit Hjærtes bedste Følelser. Nu kender De min Mening og dermed Basta. (Rejser sig.)
SELBY	(til Damerne) I undskylder, jeg følger med —
DOKTOR FRANDSEN	(i Døren til Selby) Jeg giver Dig Ret, min Ven, hun gør Dig til Idiot.
	De gaa ud til venstre.
FRØKEN KNUDSGAARD	Det er dog en utrolig Fripostighed!
FRU SELBY	Den Slags er saa angribende!
	Poula kommer ind fra venstre.

2. AKT 9. SCENE	Fru Selby. Poula. Frøken Knudsgaard.
POULA	Dr. Fransen sagde, jeg skulde gaa ind til jer.
FRU SELBY	Ja, vi vil gærne snakke lidt med Dig, mit Barn.
FRØKEN KNUDSGAARD	Du ved Poula, vi har fulgt din Udvikling Skridt for Skridt.
POULA	Ja, Tante.
FRØKEN KNUDSGAARD	Den er ikke i alle Henseender bleven, som vi kunde have ønsket og haabet, men Du tvivler vel ikke om, at din Lykke, den ydre saa vel som den indre, ligger os, din Moder og din Moster paa Hjærte?
POULA	Hvorfor skulde jeg tvivle om det, og hvorfor den højtidelige Tone?
FRU SELBY	Fordi det, vi har at sige Dig, er af Vigtighed for hele din Fremtid.
FRØKEN KNUDSGAARD	Vi vil nemlig tale med Dig om Hr. Hother Fransen.
POULA	Ja saa!
FRU SELBY	Sig os ærligt, har Du lagt Mærke til, at Hother viser Dig Opmærksomhed?
POULA	(sagte) Ja, Moder, jeg ved, han elsker mig.
FRU SELBY	Har han sagt Dig det?
POULA	Ja.
FRØKEN KNUDSGAARD	Hvornaar?
POULA	I Aften.
FRU SELBY	Min Gud —
FRØKEN KNUDSGAARD	Har han virkelig!
POULA	Og aldrig, aldrig havde jeg tænkt mig, det var muligt at være fyldt til sin inderste Sjæl af en saadan Følelse af Lykke.
FRØKEN KNUDSGAARD	(irriteret) Den Lykke er misvisende og usund, Poula, som Lygtemænd i en giftig Sump. Du maa rive enhver Tanke om ham ud af dit Hjærte.
POULA	Hvorfor — jeg forstaar jer ikke.
FRØKEN KNUDSGAARD	Det er ogsaa min Agt at sige Dig det med klare Ord. En uskyldig og ren ung Kvinde kan ikke række Hr. Hother Fransen sin Haand.
FRU SELBY	Vel vidste vi, at han har ført et letsindigt Ungdomsliv, men din Tante har erfaret noget i Dag, som vil berøve Dig alle dine Illusioner.
POULA	Hvad er da det?
FRØKEN KNUDSGAARD	Han har lokket en hæderlig og arbejdsom Kvinde til Fordærv og Fald, saa at hun er sunken ned i Skarnet og er endt paa en Sangerindeknejpe.
FRU SELBY	Og ved Du, hvem den unge Pige er; det er Jomfru Ludvigsens Søster.
POULA	(bevæget) Hende! Han talte om, hvor smuk hun var! Skulde det være muligt!
FRØKEN KNUDSGAARD	Ikke sandt, Du ser, hvilken Afgrund, Du har svævet over, men Gud være lovet, er Du bleven reddet i Tide. Der staar jo nu saa mange andre Veje aabne for Kvinden end just Kærlighed og Ægteskab; Du kan fuldt saa vel finde Lykken i en uafhængig Livsopgave, i en selvstændig Udvikling og i et nyttigt —
POULA	Tilgiv, Tante Gusta, jeg vil helst tale lidt med Moder alene.
FRØKEN KNUDSGAARD	Hvadbehager?
POULA	Det synes jeg, Du maa kunne forstaa.
FRØKEN KNUDSGAARD	Gudbevares, jeg ønsker saamænd ikke at trænge mig paa. Jeg overlader det allerhelst til din Moder. (i Døren) Konstance, lad mig nu se, Du er viljestærk og fast.
	Hun gaar ud til højre.

2. AKT 10. SCENE	Fru Selby. Poula.
POULA	(løber hen til hende) Moder, Moder, hvad er dog dette?
FRU SELBY	Min egen Poula, Du elsker ham altsaa virkelig?
POULA	Aa, ja, ja, Moder; jeg synes i dette øjeblik, at alt andet er mig ligegyldigt — tilgiv mig.
FRU SELBY	Du kan da begribe, hvor tungt det er for mig — din Moder — at maatte gøre Dig Sorg; men det kunde ikke være andet, og Gud være lovet, min kæreste Pige, er Du jo her i dit Hjem atter og atter bleven mindet om, at det ikke er jordisk Lykke, man skal tragte efter.
POULA	Efter hvad da?
FRU SELBY	(søgende) Efter — efter Selvfornægtelse, mit Barn, og Offerberedvillighed.
POULA	Er da det, som Tante Gusta fortalte om Jomfru Ludvigsens Søster, saa uopretteligt, at jeg derfor maa ofre min Lykke?
FRU SELBY	Det maa din egen Finfølelse kunne sige Dig.
POULA	Hvor kan den det? Jeg forstaar jo ingenting af den Slags. Aa Moder, Du maa forklare mig det, sige mig saa meget, som jeg ikke ved.
FRU SELBY	Ting af den Beskaffenhed egner sig ikke til Drøftelse med en ung Pige.
POULA	Men hvor kan jeg saa dømme om det? Hvor kan jeg være sikker paa at Tante Gusta har Ret?
FRU SELBY	Du ved jo, hvor hun holder sig strengt til Sandheden.
POULA	Kan hun da ubetinget vide, hvad der er Sandhed for Andre?
FRU SELBY	Jo, Poula, hun kan vide, at det indre Livs Vækst altid maa gaa forud for den timelige Lykke og Glæde.
POULA	Men hvor kan hun være sikker paa, at ikke den uendelige Glæde, jeg følte, var det allerbedste for mit indre Liv?
FRU SELBY	Det kan den ikke være, hvor den hviler paa et urigtigt og usikkert Grundlag, og det gør den her i Hothers hele Livsopfattelse og Tænkemaade.
POULA	Kan da en ældre ugift Dame helt forstaa, helt sætte sig ind i en ung Mands Livsopfattelse og Tænkemaade?
FRU SELBY	Nej — jo, det vil sige — jo, Poula, der er noget, som vi Alle skal og bør finde lastværdigt. Ser Du, i ydre Henseende er Hother jo, hvad man kalder et godt Parti; han ser godt ud, er dygtig, formuende — bliver idetmindste, men — ak, det er ikke nok! Du har selv saa ofte hørt din Tante Gusta fremhæve, at Kvinden bør fordre Kyskhed af Manden, ligesom den hidtil er bleven krævet af hende.
POULA	Tror Du da, jeg kunde vente, at jeg skulde være hans allerførste Kærlighed?
FRU SELBY	Saaledes bør det jo være.
POULA	Men naar jeg nu haaber og stoler paa, at jeg kan være den sidste — og den bedste, er det saa ikke nok for min Lykke?
FRU SELBY	(forlegen) Lykken er et skrøbeligt Kar, mit Barn.
POULA	Sig mig, Moder, er Du ganske sikker paa, at Du var Faders første Kærlighed?
FRU SELBY	(usikker) Han elskede mig i alt Fald ubeskriveligt.
POULA	Men jeg mener, var Du sikker paa, at hans Liv dengang havde været ganske saaledes, som Tante Gusta fordrer, det skal være?
FRU SELBY	(undvigende) Det er jo nu saa længe siden. Dengang var man endnu ikke begyndt at lægge saa megen Vægt paa de Ting.
POULA	Hvorfor skal man da nu lægge saa megen Vægt paa dem?
FRU SELBY	Fordi at — jo, nu er Kvinden vaagnet til Erkendelse af sin egen Værdighed.
POULA	Men har din Værdighed da lidt noget Skaar?
FRU SELBY	Herregud, det var ikke om mig, vi skulde tale, lille Poula, det var om Dig, og Du maa dog kunne begribe, hvor det maatte ængste mig som Moder at give mit unge, uerfarne Barn hen til et Menneske med en saa letfærdig Fortid.
POULA	Men hvordan kan han saa være saa frisk og glad, og hvordan kan Fader da sætte ham saa højt?
FRU SELBY	Din Faders Meninger tør hverken din Tante eller jeg i det Punkt dele.
POULA	Tror Du da virkelig, at Fader, der ser saa kønt paa Livet, at han vilde holde saa meget af Hother, hvis han ikke fortjente, at ogsaa jeg holdt af ham?
FRU SELBY	At holde af — det er saadant et vidtstrakt Begreb. Der skal mere til i Ægteskabet. Tro mig, min kære Pige, Samlivet kan ikke tilfredsstille, hvor der ikke findes Tillid til den Mand, man har ægtet.
POULA	Det forstaar jeg. Det havde jeg altid tænkt mig, at fuld Aabenhjærtighed og fuld Tillid maatte man baade have og give for at kunne binde sig til en Anden for Livet. Og derfor vil jeg helst tale med Hother selv.
FRU SELBY	Hvor vil Du hen, Du, en ung Pige, hvor kan Du drøfte det Emne med ham. Det maa Du sandelig overlade til dine Forældre.
POULA	Men det gælder jo dog ham og mig alene hans og min Fremtidslykke.
FRU SELBY	Den har jeg jo nu talt med Dig om.
POULA	Ja, men har Du givet mig Svar paa det, der laa mig paa Hjærte? Ved jeg mere nu — forstaar jeg mere — nej ! Kun min egen Følelse siger mig, at heller end at fæste Lid til Andres Beskyldninger maa jeg tro helt og fuldt paa ham selv og det, han synes er rigtigt at sige mig. Det er det, jeg forstaar ved Tillid.
	Frøken Knudsgaard kommer ind fra højre.

2. AKT 11. SCENE	Fru Selby. Frøken Knudsgaard. Poula. Senere Jomfru Ludvigsen.
FRØKEN KNUDSGAARD	Jeg beder undskylde, at jeg forstyrrer; jeg ønskede blot at sige Godnat.
FRU SELBY	Du forstyrrer ikke.
FRØKEN KNUDSGAARD	I har altsaa faaet talt sammen?
FRU SELBY	Ja, men uden at være komne til noget Resultat. Jeg har gjort, hvad menneskelig Magt formaar for at klare Poulas Tanker, men hun holder haardnakket paa, at hun heller vil tale med Hother selv end fæste Lid til dit Udsagn.
FRØKEN KNUDSGAARD	Hun tror mig altsaa ikke! Godt, saa har jeg et Vidne, som snart skal bringe hende paa andre Tanker.
POULA	Hvem er det?
FRØKEN KNUDSGAARD	Det er Jomfru Ludvigsen. Hun er her endnu, jeg skal hente hende. Af hendes Mund skal Du erfare, hvordan det Menneske er, til hvem Du tror at kunde fæste mere Lid end til mig.
POULA	Jeg ønsker ikke at høre noget af Jomfru Ludvigsen om ham.
FRØKEN KNUDSGAARD	Men vi forlanger det, din Moder og jeg.
POULA	Det er en anden Sag. Som I vil.
	Frøken Knudsgaard gaar hen mod Døren til højre, idet Jomfru Ludvigsen kommer ind. Hun har Overtøj paa.
JOMFRU LUDVIGSEN	Undskyld, maa jeg gaa her igennem. Jeg vilde gærne sige Godnat og Tak for i Dag.
FRØKEN KNUDSGAARD	Nej vent, Jomfru Ludvigsen, kom lidt her.
JOMFRU LUDVIGSEN	Ja, men jeg skulde rigtignok skynde mig hjem og sy paa Frøkenens graa Liv til i Morgen.
FRØKEN KNUDSGAARD	Vi skal ikke opholde Dem længe. Det er blot et Par Spørgsmaal, vi ønsker at gøre Dem. Sig os, hvem var det, der var Ophavsmand til Deres Søsters Ulykke og Fald?
JOMFRU LUDVIGSEN	Jeg ved ikke — Frøkenen mener vel Ferdinand Mortensen?
FRØKEN KNUDSGAARD	Hvadbehager?
JOMFRU LUDVIGSEN	Ja, for hun var jo første Gang forlovet med en Urtekræmmer, der hed Mortensen; men saa var det ham ikke fint nok, dengang han arvede Onklen i Nakskov, og saa havde dog hans egen Moder før i Tiden haft Rulle og Grønthandel.
FRØKEN KNUDSGAARD	Naa, men —
JOMFRU LUDVIGSEN	Saa var det, han senere hen blev gift med Froms Datter, De ved, den Hestehandler From, hvis ældste Søn af første Ægteskab stak af til Amerika med Smørhandler Sørensens kønne Kone, ja, det ved Gud, de gjorde.
FRØKEN KNUDSGAARD	(utaalmodig) Saa, men —
JOMFRU LUDVIGSEN	Men det gik dem ogsaa snavs der ovre. Det vil Familien nu ikke være ved, men jeg har det fra hans Kusine, hende, der spiller Fortepiano til Koncerter. Har De ikke hørt hende — hun spiller ganske storartet.
FRØKEN KNUDSGAARD	Men Hr. Hother Fransen, som De fortalte mig om i Eftermiddags?
JOMFRU LUDVIGSEN	Naa ja, det var nu efter Mortensens Tid, og til ham talte vi jo heller ikke om den Slags, for han var jo, hvad man kalder for et finere Slags Menneske, der kuns havde lidt Kommers og Morskab med Ludovika, naar det kunde falde sig.
FRØKEN KNUDSGAARD	(utaalmodig) Men De fortalte jo selv, lille Jomfru, at al hendes Ulykke stammede fra, at hun tog i Skoven med ham St. Hansnat, og først kom hjem i den lyse Morgen.
JOMFRU LUDVIGSEN	Naa ja, det vil sige, hun tog nok ud med Hr. Fransen, men hun kom hjem med Peter Skaarup.
FRØKEN KNUDSGAARD	Hvadbehager. —
JOMFRU LUDVIGSEN	Ham, Styrmanden, der nu er rejst til Brasilien, og havde hun blot ventet paa ham, mens han gjorde den Tur til Grønland, saa havde det maaske set anderledes ud, for han var saadan et yndig, dannet Menneske, der var noget saa mageløst reelt ved ham. Men der har jo aldrig været nogen rigtig Bestandighed hos Ludovika, det kan ikke hjælpe at sige andet, for saa var det heller aldrig gaaet saa galt, at Folk skulde behøve at rynke paa Næsen ad hende, der var saa pæn og nydelig en Pige græder. Ak ja, jeg har saamænd tidt og ofte været fristet til at ønske, at Vorherre havde taget hende, dengang jeg plejede hende i den daarlige Hals, hun havde. Saa havde man da ikke haft det at sørge over.
POULA	Tag Dem det ikke saa nær, Jomfru Ludvigsen, Jeg ved, hvor god De har været, og hvor meget De har gjort for Deres Søster.
JOMFRU LUDVIGSEN	Det maa Frøkenen saamænd ikke tro.
POULA	Jo, Doktor Fransen har sagt mig det, og ham tror jeg.
JOMFRU LUDVIGSEN	Naa ja, Doktoren! Han har nu alle- tider været saa mageløs pæn imod os.
POULA	Saa kan De altsaa godt lide ham — og hans Søn?
JOMFRU LUDVIGSEN	Ja, det har jeg rigtignok ikke Grund til andet.
POULA	(tager hendes Haand) Det glæder mig. Man vil jo altid gærne høre noget godt om dem, man holder af, især naar det er af et saa bravt Menneske, som De er, Jomfru Ludvigsen.
JOMFRU LUDVIGSEN	Aa Tak, Frøken, Godnat!
	Poula gaar ud til højre.

2. AKT 12. SCENE	Fru Selby. Frøken Knudsgaard. Jomfru Ludvigsen.
JOMFRU LUDVIGSEN	Det var da underligt, at jeg skulde komme til at tale om Ludovika i Dag, for netop i Aftes sagde jeg det selvsamme til hende og foreholdt hende saa meget, da jeg saa hende ude i Varietesalonen.
FRØKEN KNUDSGAARD	Fy, kommer De saadanne Steder?
JOMFRU LUDVIGSEN	Ja, der kommer jeg saamænd ikke saa sjælden, naar jeg faar en Billet forærendes af min Søster. Hun er jo ansat der ude, og jeg har jo ikke saadan Raad at gaa i de rigtige Teatre.
FRØKEN KNUDSGAARD	Og saa gaar De paa Knejper.
JOMFRU LUDVIGSEN	Men Gud, Frøken, lidt Fornøjelse skal man da have.
FRU SELBY	Ikke af den Art, min gode Jomfru Ludvigsen.
FRØKEN KNUDSGAARD	Ved De da ikke, at det er den Slags Forlystelsessteder, der er de aller værste Arnesteder for Usædelighed og Fordærvelse?
JOMFRU LUDVIGSEN	Der kommer virkelig mange pæne Folk.
FRØKEN KNUDSGAARD	Saadan sagde ogsaa min Pige Olavia, da hun først kom til mig, fuld af slige slette Tilbøjeligheder. Men hende har jeg reddet ved at formane hende og sige til hende: »Vend om, Olavia,« ligesom jeg nu siger det til Dem.
FRU SELBY	Husk, hvordan det er ganet Deres ulykkelige Søster.
FRØKEN KNUDSGAARD	Formodentlig har hun alt kastet Letfærdighedens giftige Smitstof ind i Deres Sind.
JOMFRU LUDVIGSEN	Nej, det vil jeg ved den Algodeste ikke længer staa og høre paa. Nu er jeg kommen i saa mange pæne Familier i saa mange Aar, og gid jeg maa synke i Jorden her lige for Deres Øjne, om nogensinde noget Menneske har haft nogen Verdens Ting at sige paa mig.
FRU SELBY	Saa bør De ogsaa holde Dem fra Forlystelsessteder, som alle ordentlige Mennesker skyr som Pesten.
JOMFRU LUDVIGSEN	Naar det er saa forfærdeligt slemt, hvor kan det saa være, at Fruens egen Mand vil komme der?
FRU SELBY	Hvad siger De — min Mand?
FRØKEN KNUDSGAARD	Min Svoger?
JOMFRU LUDVIGSEN	Ja, jeg saa ham da derude i Gaar med mine egne livfødte Øjne.
FRØKEN KNUDSGAARD	I Gaar?
FRU SELBY	De tager Fejl.
JOMFRU LUDVIGSEN	Nej, det ved den godeste Gud jeg ikke gør. Jeg kender da nok Hr. Selby, og jeg saa selv, at han sad sammen med Doktor Fransen og nogle andre Herrer og drak Champagne med Sangerinderne. Ja, det ved Gud han gjorde.
FRØKEN KNUDSGAARD	(deltagende) Konstance!
FRU SELBY	Almægtige Himmel!
JOMFRU LUDVIGSEN	Og naar jeg skal være ærlig, saa maa jeg ogsaa tilstaa, at i mit stille Sind, der undrede jeg mig over, at Hr. Selby, der ellers er saa dannet, at han kunde have Lyst til den Fornøjelse, for de Sangerinder, de er rigtignok, hvad jeg kalder temmelig simple, saadan som de er majede ud og sminkede.
FRØKEN KNUDSGAARD	Aa fy — ti!
JOMFRU LUDVIGSEN	Og naar Herrer, som hører til den bedre Klasse, kan more sig med det, saa maa jeg vel ogsaa kunne have Lov at sidde lidt og høre paa Musiken i al Anstændighed.
FRØKEN KNUDSGAARD	Vil De behage at høre op med Deres usømmelige Tale, og gaa Deres Vej.
JOMFRU LUDVIGSEN	Ja, det vil jeg saamænd netop heller end gærne, for jeg er rigtignok ellers ikke vant til at blive tiltalt paa den Maade. Men nu kan Frøkenen jo se, hvem der vil sidde oppe i Nat og sy paa Deres Silkekjole. For mig kan Frøkenen faa Lov at gaa i Morgen baade uden Frynser og med Livet hængende i en Ritraad. Godnat og Tak for i Dag.
	Hun gaar ud i Baggrunden.

2. AKT 13. SCENE	Fru Selby. Frøken Knudsgaard. Straks efter Selby og Doktor Fransen. Tilsidst Hother.
FRU SELBY	Gusta, Gusta, hvilket knusende Slag!
FRØKEN KNUDSGAARD	Konstance, vær fattet, jeg er hos Dig, jeg svigter Dig ikke.
	Selby og Doktor Fransen komme ind fra venstre.
DOKTOR FRANDSEN	Naa, har De saa haft den Samtale med Poula, som De ønskede?
FRØKEN KNUDSGAARD	Ja.
DOKTOR FRANDSEN	Den synes ikke at være falden rigtig tilfredsstillende ud, idetmindste at dømme efter Damernes Ansigter.
SELBY	Nej, Du ser virkelig en Smule anstrengt og bleg ud, kære Konstance.
FRØKEN KNUDSGAARD	Intet Under!
SELBY	Jeg føler mig saamænd ogsaa selv noget træt og medtagen.
FRØKEN KNUDSGAARD	Formodentlig fra i Gaar.
SELBY	Naa, det vil jeg ikke sige.
FRØKEN KNUDSGAARD	Det tager paa Kræfterne at gøre den Slags Ture paa Landet.
SELBY	Ja naturligvis — naar Føret er saa daarligt —
FRØKEN KNUDSGAARD	Og naar man er saa uheldig at falde paa en Høtyv.
DOKTOR FRANDSEN	Han kunde unægtelig være falden paa noget bedre.
SELBY	Det kom sig af, at gamle Trine, som stod henne i Døren, hun holdt Lyset saa forkert, at jeg ikke kunde se, hvordan Sneen var fejet sammen i en Bunke — lige hvor man skulde gaa —
FRØKEN KNUDSGAARD	Jeg synes, Du sagde, Trine var sengeliggende.
SELBY	(forlegen) Ja — jeg mener — det plejer hun ogsaa, hun er jo svag Skindet, men i Gaar befandt hun sig tilfældigvis noget bedre.
DOKTOR FRANDSEN	Det var vel Glæden over at se Dig —
SELBY	Ja, formodentlig —
FRØKEN KNUDSGAARD	Spar Dine Usandheder — Konstance ved alt.
FRU SELBY	(svagt) Alt!
SELBY	Hvad for noget — hvordan?
FRØKEN KNUDSGAARD	For din Hustru kan Du ikke mere dække dit forargelige Levnet med Løgn. Vi har af Jomfru Ludvigsen erfaret, hvor og hvorledes Du tilbragte din Aften i Gaar.
DOKTOR FRANDSEN	Se saa!
FRØKEN KNUDSGAARD	Vel delte jeg ikke min arme Søsters blinde Tillid. Ser paa Doktoren. Man skal kende en Mand paa hans Venner.
DOKTOR FRANDSEN	Tak, Frøken, det siger jeg med.
FRØKEN KNUDSGAARD	Men saa dybt troede jeg dog ikke, Du var sunken. Ikke engang en Knejpesangerinde foragter Du.
SELBY	Paa ingen Maade — jeg mener — jeg forsikrer Dig, Konstance, det er ingenting.
FRØKEN KNUDSGAARD	Det kalder han ingenting! Tro ham ikke, Konstance, se blot paa ham. Er det en god Samvittighed, der staar præget paa det Aasyn?
DOKTOR FRANDSEN	Nej, det er med Respekt at sige en Lygtepæl paa Halmtorvet.
FRØKEN KNUDSGAARD	Ogsaa det! Han er kommen beruset hjem ved Nattetid.
FRU SELBY	Aa, min Gud!
FRØKEN KNUDSGAARD	Tag Dig sammen, Konstance! Vis Dig stærk i Hjemsøgelsens Stund.
FRU SELBY	Aa, mit Hoved, mit Hoved! Dette forvinder jeg ikke.
SELBY	(nærmer sig) Konstance —
DOKTOR FRANDSEN	Maa jeg, Frue —
FRØKEN KNUDSGAARD	Rør hende ikke — tal ikke til hende! Jeg alene vil drage Omsorg for min ulykkelige Søster.
	Hother kommer ind fra venstre.
HOTHER	Er her noget paa Færde?
DOKTOR FRANDSEN	Ja, Frøken Knudsgaard er stærkt paa Færde.
SELBY	(sagte) Engelsøe kom bedst fra det — han gik.
DOKTOR FRANDSEN	(slaar ham paa Skuldren) Jeg maa igen give Dig Ret, min Ven! Det var en overmaade morsom Aften, vi fik.
TÆPPE

ET SØLVBRYLLUP: INTRO ■ 1. AKT ■ 2. AKT ■ 3. AKT ■ ANMELDELSER

Emma Gad

Bannerføreren for anstændig adfærd

Et Sølvbryllup 2. akt