Et Sølvbryllup 1. akt

En rummelig og rigt udstyret Dagligstue hos Selbys. I Baggrunden Udgang til Entreen, i Hjørnet til højre Dør ind til et Kabinet, dækket af et Forhæng; paa Siderne Døre til den øvrige Lejlighed.
Jomfru Ludvigsen ligger paa Knæ foran et stort Spejl og fæster Sløjfer paa en halvfærdig Balkjole, som Poula holder.
*
PERSONERNE:

FABRIKANT SELBY	FRU SELBY
POULA, Selbys Datter	FRK. KNUDSGAARD, Fru Selbys Søster
DOKTOR FRANDSEN	HOTHER, doktorens Søn
PASTOR MATHIASEN	STUDENT ENGELSØE
FRØKEN PRIP	FRØKEN MØLLER
JOMFRU LUDVIGSEN	EN TJENER
EN PIGE	DAMER OG HERRER

1. AKT 1. SCENE	Poula. Jomfru Ludvigsen. Senere Selby.
JOMFRU LUDVIGSEN	Undskyld, Frøken Poula, men De maa staa lidt mere stille.
POULA	Er De dog ikke snart færdig, Jomfru Ludvigsen?
JOMFRU LUDVIGSEN	Jeg skynder mig virkelig, alt det jeg kan.
POULA	Aa ja, jeg ved det nok; det er en Skam, jeg er utaalmodig.
JOMFRU LUDVIGSEN	Aa, det er noget, jeg er saa vant til, naar Damerne skal prøve. Vil Frøkenen saa se i Spejlet, bliver det ikke en yndig luftig Nederdel? Nu kommer her Sløjfer med Blonder imellem helt ned ad Sidebredden, saa det danner ligesom en Stribe. Saadan syede jeg til Frøknerne Jansen til et stort Bal forleden, og jeg hørte siden efter, at de ikke var af Gulvet hele Aftenen.
POULA	Men tror De, at De kan blive færdig i Dag?
JOMFRU LUDVIGSEN	Ja, færdig maa jeg jo være, om jeg saa skal sy Fingerne af mig. Frøkenen skal jo have Kjolen paa til Sølvbryllupet i Morgen.
POULA	Ja, helst.
JOMFRU LUDVIGSEN	Man er jo saa ophængt, at det er rædsomt. Jeg skulde endelig have været hen i Holmens Kirke i Aften for at se paa et Bryllup, hvor jeg har tre Kjoler med, ja, jeg fik dem først færdige i Nat Kl. tre, men naar jeg kommer hjem, saa maa jeg i Lag med et graat Liv, som jeg skal sy om til i Morgen for Deres Tante, Frøken Knudsgaard.
POULA	Saa — !
JOMFRU LUDVIGSEN	Det er rigtignok noget slemt gammelt Stads; ikke det, der ligner Snit. Se, hvad synes Frøkenen saa om Sløjferne? Fjong, ikke sandt? Man ser straks, det er svære Baand. Naar nu blot, de var syet fast.
POULA	Skal jeg ikke hjælpe Dem ?
JOMFRU LUDVIGSEN	Jo, mange ‘Tak, hvis Frøkenen har Tid; De er jo saa mageløs fiks. For i Regelen er det rigtignok det bare Juks, naar Damerne selv skal sy med. Vil De tænke Dem, forleden Dag havde Fru Jansen syet mig Frøken Mollys Forstykker til Frøken Nellys Ryg.
POULA	Bevares vel!
JOMFRU LUDVIGSEN	Nej, man har saamænd kuns sine egne Fingre, lige til man styrter.
	Selby kommer ind fra venstre. Han har en Skramme i Panden.
POULA	Er Du endelig der, Fader?
SELBY	Goddag, lille Poula. Er Din Moder ikke hjemme?
POULA	Jo, hun har spurgt efter Dig; nu skal jeg sige, at Du er kommen. (vil gaa).
JOMFRU LUDVIGSEN	Ih, Gud bevares, Frøken! Riv dog ikke saadan i Nederdelen.
POULA	Om Forladelse.
JOMFRU LUDVIGSEN	Lad mig heller faa den.
POULA	Vær saa god. (Hun gaar ud til højre).

1. AKT 2. SCENE	Selby. Jomfru Ludvigsen.
SELBY	De har nok travlt, Jomfru!
JOMFRU LUDVIGSEN	Det har jeg næsten alfetider, for hver Dame tænker jo kuns paa Sit.
SELBY	Ja, det forstaar sig.
JOMFRU LUDVIGSEN	Men Gud, Hr. Selby, hvad er der dog i Vejen med Deres Pande?
SELBY	(lidt forlegen). Aa, det er ikke noget; jeg er kommen en Smule til Skade.
JOMFRU LUDVIGSEN	Det var da uheldigt. Hvordan er det sket?
SELBY	Jo, jeg var paa Landet i Gaar hos min gamle Barnepige ude ved Taastrup —
JOMFRU LUDVIGSEN	I Gaar?
SELBY	Ja, hvorfor?
JOMFRU LUDVIGSEN	Aa, ikke noget.
SELBY	Der er jo faldet saa meget Sne i denne Tid, og da jeg skulde afsted i Aftes, var jeg saa uheldig at falde i Gaarden og støde min Pande mod en Høtyv, der laa.
JOMFRU LUDVIGSEN	En Høtyv — hvad er det?
SELBY	Det er et Jernredskab i Landbrugsvæsenet. Den ser nærmest ud som en stor Gaffel; man bruger den til at stikke ind i Høet.
JOMFRU LUDVIGSEN	Saa —! Ja, jeg er nu ikke saadan kendt ude paa Landet, omendskønt min Moder var fra Bornholm.
	Fru Selby kommer ind fra højre.

1. AKT 3. SCENE	Selby. Fru Selby. Jomfru Ludvigsen.
SELBY	Goddag, kære Konstance!
FRU SELBY	Det er sent, Du kommer fra Fabriken.
SELBY	Jeg har haft saa meget at bestille.
FRU SELBY	Saa! Jeg har ogsaa haft saadan en anstrengende Dag.
SELBY	Hvormed, kære?
FRU SELBY	Naturligvis med Sølvbrylluppet i Morgen. Jeg maa jo tage mig af alt.
SELBY	Men Folkene —
FRU SELBY	Ingen kan hjælpe mig med at have det i Hovedet, og, ved Du hvad, at tale med Jomfruen om al den Mad, det er sandelig ikke Smaating med mit svage Helbred.
JOMFRU LUDVIGSEN	Fruen skulde staa op hver Morgen Klokken seks og gaa en Tur. Det styrkner.
FRU SELBY	Hvordan kommer De her ind med Deres Sytøj, Jomfru Ludvigsen?
JOMFRU LUDVIGSEN	Ja, undskyld, Frøkenen gik her ind for at se i Spejlet, hvordan Nederdelen faldt bag, til.
FRU SELBY	Naa saadan! Men saa er det vist bedst, De gaar ind til Dem selv igen.
JOMFRU LUDVIGSEN	(gaar hen mod Døren). Det vilde jeg netop ogsaa. Undskyld, jeg glemte vist mit Fingerbøl.
FRU SELBY	Der staar det.
	Jomfru Ludvigsen gaar ud til højre.

1. AKT 4. SCENE	Selby. Fru Selby.
FRU SELBY	Gud ved, hvor de Andre bliver af?
SELBY	Hvem Andre?
FRU SELBY	Min Søster Gusta.
SELBY	(misfornøjet) Naa, kommer hun nu igen!
FRU SELBY	Og Pastor Mathiesen og Student Engelsøe; maaske ogsaa Frøken Prip og Frøken Møller.
SELBY	Hvad skal de?
FRU SELBY	Det ved Du jo meget godt. De kommer for at hente os til Gustas Foredrag i Pastor Mathiesens Forening.
SELBY	Om hvad?
FRU SELBY	Om Midlerne mod Samfundets voksende Fordærvelse.
SELBY	Ja, den maa hun som gammel Jomfru jo være godt inde i.
FRU SELBY	Med Gustas Begavelse kan man godt forstaa sig paa en Ting uden just at være inde i den. Men altid skal Du stikle til Gusta. Du maa dog ikke glemme, at hun er min eneste Søster.
SELBY	Nej, ved Du hvad, det giver hun mig ikke Lejlighed til at glemme.
FRU SELBY	Jeg har tænkt at byde dem en Kop Kaffe før Foredraget?
SELBY	Maa jeg saa ikke nøjes med Kaffen?
FRU SELBY	Kære Selby, Du mangler i en sørgelig Grad Sans for alvorligere Ting.
SELBY	Ja, unægteligt, hvis Du dermed sigter til Din Søsters Virken for Samfundet.
FRU SELBY	Ikke alene det, men Du har ikke Interesse for andet end den velsignede Fabrik. Der er dog noget som har mere Værd end Bomuldstøjer.
SELBY	S’gu ikke for os.
FRU SELBY	Det er ikke nok at tjene Penge, de skal ogsaa anvendes smukt og gavnligt, og det er dog Interessen for de højere Formaal, der skal bringe En tilvejrs.
SELBY	Mener Du mod Idealet?
FRU SELBY	Naturligvis, men ogsaa mod en højere social Stilling. Var det maaske ikke mig, der fik Dig til at skænke de ti tusinde Kroner til Bartholomæuskirkens Spir?
SELBY	Jo. De gik unægteligt tilvejrs.
FRU SELBY	De vandt megen Paaskønnelse. Jeg havde haabet, at Du ved den Lejlighed var bleven Etatsraad — det blev Du nu ikke. Men denne Gang har jeg i Tide givet Pastor Mathiesen et Vink om, at Du i Anledning af vort Sølvbryllup vil skænke en større Sum til hans Forenings Byggefond.
SELBY	Jeg takker meget, men jeg vilde dog foretrække at anvende Pengene paa mine Arbejdere.
FRU SELBY	Jeg tror, Du ser galt i det Forhold, kære Selby. Naturligvis, det er altid priseligt at lette de Arbejdendes ydre Kaar, men mon det dog ikke er, som Pastor Mathiesen siger, at vi udretter mere ved at virke for vore Medmenneskers moralske og sædelige Oprejsning. Aa, ræk mig den Skammel, er Du god. Det Sjælelige maa dog være Hovedsagen.
SELBY	Jeg vidste ikke, at det hørte ind under det Sjælelige at blive Etatsraad.
FRU SELBY	Du har altid Din Morskab af at vende Vrangen ud af mine Ord.
	Poula kommer ind fra højre.

1. AKT 5. SCENE	Selby. Fru Selby. Poula.
FRU SELBY	Naa, kære Poula, bliver Kjolen saa pæn?
POULA	Det haaber jeg. Aa, jeg glæder mig saadan til i Morgen, jeg, der elsker Liv og Bevægelse.
FRU SELBY	Hvis blot Din Fader ikke havde faaet den grimme Skramme i Ansigtet.
SELBY	Lad os nu ikke tale mere om den.
FRU SELBY	Da har jeg sendt Bud til Doktor Fransen om at komme og se til Dig.
SELBY	(misfornøjet) Nej hør, hvad skal det nu til for den Ubetydeligheds Skyld.
POULA	Det er da saa rimeligt, at Moder blev ængstelig. Du havde jo de forfærdeligste Hovedsmærter i Morges.
SELBY	Aa —
FRU SELBY	Ja, hvem kan vide, om ikke Høtyven var rusten.
SELBY	Det var den ikke.
POULA	Kunde Du da se det?
SELBY	(usikker) Jeg tror det idetmindste ikke.
FRU SELBY	Man læser jo hvert øjeblik i Avisen, at Folk faar Blodforgiftning af at rive sig paa rustent Jern.
SELBY	Vis vas! Det er mig meget imod, at Du har sendt Bud efter Doktoren. Du ved, han bliver gnaven, naar han bliver forstyrret i sine Studier for Smaatings Skyld.
FRU SELBY	Gnaven! det er han saamænd, hvad man saa end gør. At jeg skal have ham til Læge, jeg med mit sarte Helbred, det er sandelig et Offer, Du forlanger.
POULA	Men han er jo saa dygtig, og dertil Faders gamle Ven og Kammerat.
FRU SELBY	Ja, jeg kunde næsten fristes til at sige — desværre.
SELBY	Jeg indrømmer at han af og til er lidt pirrelig. Det kommer af, at hans Liv er en fortsat Kamp mellem et haardnakket Maveonde og et medfødt sprudlende Humør.
POULA	Men det gode Humør sejrer tidt. Man behøver blot at se paa det lune lille Smil ved han Mundkroge, naar der er noget, han morer sig over.
FRU SELBY	Eller spotter! Det hjælper ikke, hvad I siger, Doktor Fransen er en Materialist uden Spor af Ærefrygt for, hvad der er højt og ædelt, og derfor er ogsaa hans Søn bleven saa — lad os sige letsindig, som han er.
POULA	Er Hother virkelig saa letsindig, Fader?
SELBY	Vist ej. Ganske vist har han slaaet Gækken noget løs, men hvad gør det! Det er den Slags Fyre, der bliver til dygtige Mænd, naar de har Ideer og Fart i sig. Han er mig allerede til udmærket Støtte i Fabriken.
FRU SELBY	Der har vi ham naturligvis til Arv og Eje, det bliver Din Sag, men noget andet er det her i vort Hjem. Han er næppe den heldigste Omgang for en ung Pige.
POULA	Hvorfor — hvad gør han da? Har man ikke Lov at spøge og være munter?
FRU SELBY	Kære Barn, Du er saa trættende med dine evindelige Hvorfor.
POULA	En Samtale bestaar jo af Spørgsmaal og Svar, og naar Ingen spørger mig om noget, hvordan vil Du saa have, jeg skal bære mig ad?
FRU SELBY	En ung Pige kan godt tie stille.
POULA	Ja, men saa bliver hun jo aldrig klogere.
	Hother kommer ind fra venstre.

1. AKT 6. SCENE	Selby. Fru Selby. Poula. Hother. Senere Pastor Mathiesen. Tilsidst Frøken Prip og Frøken Møller.
HOTHER	(i Døren) Maa jeg komme denne Vej ?
SELBY	Vær saa god, kære Hother.
HOTHER	(kommer nærmere og hilser) Godaften! Fader har bedt mig bringe den Besked, at han skulde se her hen i Aftenens Løb.
SELBY	Tak. Min Sygdom skal ikke tage ham lang Tid op.
FRU SELBY	Nej, forhaabentlig!
SELBY	Men vil Du nu ikke blive og drikke en Kop Kaffe med os?
HOTHER	Jo mange Tak, hvis Damerne tillader det.
POULA	(hurtigt) Ja, det gør vi rigtignok.
FRU SELBY	Kære Poula, den Slags maa Du heller overlade mig at sige.
	Pastor Mathiesen kommer ind fra Entreen.
PASTOR MATHIASEN	Goddag!
FRU SELBY	(gaar ham i Møde) Ah, velkommen!
SELBY	Det glæder mig at se Dem saa vel, Pastor Mathiesen. De har jo været syg?
PASTOR MATHIASEN	Nej Gudsketak; det var min Kone.
SELBY	Naa saadan!
PASTOR MATHIASEN	Men kære Hr. Selby, hvad ser jeg! Hvad har De gjort ved Deres Pande?
SELBY	(undvigende) Aa, en Ubetydelighed.
PASTOR MATHIASEN	Nej sandelig, det ser fælt ud. Hvorledes er det dog sket?
SELBY	Jo, jeg var i Gaar ude i Glostrup.
POULA	Taastrup, mener Du.
SELBY	Naa ja — hos et gammelt Menneske, der har tjent trofast i mine Forældres Hus. Hun har længe ligget syg.
PASTOR MATHIASEN	Saa — Herregud!
SELBY	Og paa Vejen hjem faldt jeg uheldigvis saa over en Snebunke.
PASTOR MATHIASEN	Kunde De støde Dem saa haardt der?
POULA	Nej, det var paa en Høtyv, der var smidt.
PASTOR MATHIASEN	En Høtyv — det gør mig da ondt.
	Frøken Prip og Frøken Møller komme ind fra Entreen.
FRØKEN PRIP	Goddag, her er vi!
FRU SELBY	Goddag, jeg ved ikke om Hr. Fransen kender Damerne, Frøknerne Møller og Prip, Lærerinder i min Søsters Skole —
HOTHER	Tak, jeg har den Fornøjelse.
POULA	Gaar det nu bedre med Deres Tandpine, Frøken Møller?
FRØKEN MØLLER	Nej Gud, det er blevet til en Tandbyld. Jeg har maattet sidde med Krydderpose paa Kinden hele Dagen.
PASTOR MATHIASEN	Det var da slemt!
FRU SELBY	Men er det saa ikke uforsigtigt, at De gaar ud?
FRØKEN MØLLER	Om det saa var i min sidste Time, saa maatte og vilde jeg hen og høre Frøken Knudsgaards Foredrag. Det er mageløst.
FRØKEN PRIP	Jeg er i Færd med at oversætte det paa Engelsk.
FRØKEN MØLLER	Saa fortrinligt.
FRØKEN PRIP	I England og Amerika, hvor Kvinden allerede længe med saa megen Energi har forfægtet sin Ret til at udtale sig offentligt om ethiske og sociale Spørgsmaal, der vil det blive hilst med Interesse, at ogsaa vor Udvikling — men bevares, Hr. Selby, hvordan er De dog kommen til Skade med Deres Pande?
SELBY	(lidt misfornøjet) Aa, jeg er blot falden og har stødt mig.
FRØKEN PRIP	Saa — !
FRØKEN MØLLER	Saadan gik det ogsaa mig i forrige Uge —
	Frøken Knudsgaard og Engelsøe komme ind fra Entreen.

1. AKT 7. SCENE	Selby. Fru Selby. Hother. Poula. Frøken Knudsgaard. Pastor Mathiesen. Engelsøe. Frøken Prip. Frøken Møller. Senere Doktor Fransen.
FRØKEN KNUDSGAARD	Goddag!
FRØKEN PRIP	Ah, der er Frøken Knudsgaard.
	Flere Hilser: Godaften!
STUDENT ENGELSØE	Hvorledes lever De, Frøken Poula?
POULA	Tak godt, Hr. Engelsøe
FRØKEN KNUDSGAARD	Men hvordan er det, Du ser ud, Selby ! Du har en Skramme i Panden.
SELBY	(misfornøjet) Ja, det ved jeg, s’gu nok.
FRØKEN KNUDSGAARD	Hvordan er Du kommen til den?
SELBY	Aa, jeg er falden.
FRØKEN KNUDSGAARD	Paa Gaden?
SELBY	Nej, ude paa Landet.
FRU SELBY	Selby var nemlig i Gaar ude hos gamle Trine i Taastrup.
FRØKEN KNUDSGAARD	Hvad skulde han der?
SELBY	Herregud, se til hende, fordi hun er syg og senge liggende. Det er da ikke saa mærkeligt.
PASTOR MATHIASEN	At det dog skulde hænde lige til Højtiden.
FRU SELBY	Ja, ikke sandt?
PASTOR MATHIASEN	En saadan Fest! Allerede i Morgen tidlig vil her møde en Deputation fra vor Forening.
POULA	Hvad skal den?
PASTOR MATHIASEN	Den skal med min Ringhed som Ordfører, tolke vor Tak for alt det, vi skylder dette ædle Sølvbrudepar.
FRU SELBY	Sig ikke det!
PASTOR MATHIASEN	Jo, i Sandhed, det gør vi. Jeg haaber heller ikke, jeg begaar en Indiskretion ved at røbe, at De vil blive overraskede af et Basunorkester.
POULA	Vi skal gøre os voldsom Umage for at blive overrassede.
FRU SELBY	(bebrejdende) Kære Barn —
FRØKEN KNUDSGAARD	Konstance, hvorfor kom Du ikke i kvindeligt Velgørenhedsselskab i Dag?
FRU SELBY	Jeg følte mig saa træt og angreben.
FRØKEN KNUDSGAARD	Du giver for meget efter. Ved Du, hvor jeg har været i Dag? I kvindeligt Velgørenhedsselskab, kvindeligt Missionselskab, kvindeligt Læseselskab –
FRØKEN PRIP	Og jeg i kvindeligt Fremskridtsselskab.
HOTHER	Saa selskabelige kan ikke Alle være.
FRØKEN KNUDSGAARD	Nej, naar det gælder at udrette noget for Andre.
FRØKEN PRIP	Udviklingen kræver stadig Virksomhed og energisk Arbejde. Det kan ikke noksom indskærpes vore unge Piger?
POULA	Behøver de ogsaa at arbejde saa meget, naar de er kønne.
FRØKEN KNUDSGAARD	Men Poula, hvad er det dog for besynderlige Ideer Du har.
FRØKEN PRIP	Kvindens Betydning afhænger da ikke af det Ydre.
FRØKEN MØLLER	Nej.
FRØKEN KNUDSGAARD	Lad hende virke — udrette noget.
STUDENT ENGELSØE	I saa Henseende er Faa som Frøken Knudsgaard.
FRØKEN MØLLER	Hun er nu saa sjælden begavet.
STUDENT ENGELSØE	Ja, hvad hun gør for at vække Samfundet til Bevidsthed om dets moralske og sædelige Opgaver!
FRØKEN KNUDSGAARD	Det kan jeg til en vis Grad takke Dem for, kære Engelsøe.
STUDENT ENGELSØE	Aa —
FRØKEN KNUDSGAARD	Jo, havde jeg ikke Dem, kunde jeg umuligt tage mig saa meget andet paa.
HOTHER	Hr. Engelsøe er jo Lærer i Frøkenens Institut?
STUDENT ENGELSØE	Ja, i adskillige Fag.
FRØKEN KNUDSGAARD	Og Engelsøe er saa enig med mig om den Aand, der hør indblæses den vordende Kvinde, at jeg gærne overdrog ham Institutet, naar han har faaet sin Eksamen.
STUDENT ENGELSØE	Gid det kunde ske, men naar man er Søn af en Skolelærer med ti Børn, hører der ikke lidt til at slaa sig igennem.
POULA	Saa skulde man netop tro, at der kun hørte lidt til.
STUDENT ENGELSØE	Jeg mener Udholdenhed, og det vilde være dobbelt svært, hvis ikke Frøken Knudsgaard tog sig af mig og hver Dag bespiste mig med Middagsmad.
PASTOR MATHIASEN	Ja, Frøken Knudsgaard er lige fortræffelig fra Forstandens og fra Hjærtets Side.
	Doktor Fraasen kommer ind fra Entreen.
DOKTOR FRANDSEN	(hilser) Goddag! Er der noget i Vejen, siden man har sendt Bud?
FRU SELBY	Det er mig —
DOKTOR FRANDSEN	Er Fruen syg?
FRU SELBY	Naa ja, det er jeg jo altid — det taler jeg ikke mere om.
DOKTOR FRANDSEN	Det er jo for saa vidt nemmest for os begge.
FRU SELBY	Jeg mener, det er mig, der har sendt Bud til Doktoren for at bede Dem undersøge Selbys Pande.
SELBY	Det er ingenting.
FRU SELBY	Jo, han er falden i Gaar ude i Taastrup og har stødt Panden mod en Høtyv. Se, hvor han ser ud!
DOKTOR FRANDSEN	Det klæder ham egentlig; hvad?
FRØKEN KNUDSGAARD	Finder De?
FRØKEN PRIP	Bruger man Høtyve paa denne Tid af Aaret?
SELBY	(undvigende) Kanske det var en Møggreb?
FRØKEN KNUDSGAARD	Lad os saa hellere kalde det en Høtyv.
FRØKEN MØLLER	Besvimede De?
SELBY	Nej.
FRU SELBY	Jeg sagde nok, at det ikke var Vejr til at tage paa Landet i, men Selby er jo saa egenraadig.
FRØKEN KNUDSGAARD	Der ser Du Følgen, Selby.
DOKTOR FRANDSEN	(peger paa hans Pande) Vi Andre ser den endnu bedre.
FRØKEN KNUDSGAARD	Men min Svoger kan vel nok tage med os Andre hen i Pastor Mathiesens Forening.
DOKTOR FRANDSEN	Hvad er det for en Forening?
PASTOR MATHIASEN	Det er blot nogle velsindede Mennesker, der paa Foranledning af mig har slaaet sig sammen for at virke til Sædelighedens Fremme.
FRØKEN KNUDSGAARD	Jeg skal nemlig holde Foredrag.
FRØKEN PRIP	Derefter er der Diskussion med The.
FRØKEN KNUDSGAARD	Og den leder jeg.
FRU SELBY	Men vi maa nøjes med at høre Foredraget, hvad Selby.
SELBY	(ser paa Doktoren) Ja, men hvis jeg ikke har godt af det —
FRØKEN KNUDSGAARD	Det kan du vist netop have godt af, min Ven.
DOKTOR FRANDSEN	Er det noget, der kan more Selby?
FRØKEN MØLLER	Morskab er ikke vort Maal.
STUDENT ENGELSØE	Nej, Foredraget bliver snarere en Smule hvast.
PASTOR MATHIASEN	Sandelig, et Alvorsord kan ogsaa tiltrænges i disse Tider, hvor de onde Lidenskaber rejser Hovedet med en saa formastelig Frækhed.
HOTHER	(sagte til Poula) Saa, nu begynder Spillet!
	De fjærner sig i sagte Samtale.
DOKTOR FRANDSEN	Mon disse Tider er værre end andre?
	Dasmerne: Gud ja!
FRØKEN MØLLER	Se paa de fordærvede Sæder!
PASTOR MATHIASEN	Og se paa Naturvidenskabernes nedbrydende Læresætninger.
FRØKEN KNUDSGAARD	Og se paa den nye frivole Literatur, der kun gaar ud på at vække kun gaar ud paa at vække de slette Tilbøjeligheder.
DOKTOR FRANDSEN	Er De vis paa det? Kender De den?
FRØKEN KNUDSGAARD	Nej, det manglede bare.
FRØKEN MØLLER	Men saa meget ved vi, at den lægger an paa at slappe Moralen.
DOKTOR FRANDSEN	(gnaven) Kan vi nu ikke være fri for at snakke om Moral?
FRU SELBY	Ja, vi ved nok, Hr. Doktor, at De med Deres materialistiske Anskuelser lader haant om det, der er uplettet og rent.
SELBY	Da har han dog skænket Byen en Badeanstalt.
PASTOR MATHIASEN	Derfor har man sandelig ikke Lov til at sætte sig Kødets Lyst som Maal.
DOKTOR FRANDSEN	Nej! Især naar man er sat paa Mælkekur — som jeg.
FRØKEN KNUDSGAARD	Saa søger De i alt Fald at bibringe Andre Deres beklagelige Mangel paa Principer.
DOKTOR FRANDSEN	Jeg raader ganske vist Enhver til at se at bringe den mest mulige Glæde ud af Tilværelsen for sig selv og Andre, hvis det er det, De kalder Mangel paa Principer.
FRØKEN PRIP	Det kommer an paa, hvad Doktoren forstaar ved Glæde?
DOKTOR FRANDSEN	Det skal jeg sige Dem. Derved forstaar jeg den ægte, sunde og stærke Livsnydelse, der gør Ungdommen til Livets Toppunkt. Hvad andet har vi til syvende og sidst?
PASTOR MATHIASEN	(ryster paa Hovedet) Hvad Andet, siger De?
DOKTOR FRANDSEN	Ja, det siger jeg! Kun dens Rester er det jo, vi tærer paa siden hen, dens Afglans er det, der Livet igennem holder os oppe og efterlader en Smule Humør, der kan trøste os over vore Medmenneskers Dumhed og andre Ærgrelser foruden Mavekatahr og Mælkemad.
FRU SELBY	De indser ikke, at det er noget Andet og Højere, der holder os oppe.
DOKTOR FRANDSEN	Formodentlig ikke, for den Dag, hvor jeg ikke mere kan se den unge frodige Livsglæde, ikke holde af den, ikke forstaa den, selv om min egen er gaaet Pokker i Vold, den Dag ønsker jeg, at jeg maa komme til at ligge med Støvlesnuderne i Vejret. Det ønsker jeg forresten tidt nok alligevel.
FRØKEN PRIP	(sagte) Hvilken Tone!
FRØKEN MØLLER	Saa maa Doktoren ogsaa finde Dem i, at vi, der har bygget vort Liv paa et alvorligt og ethisk Grundlag, at vi tager til Genmæle mod saa umoralske Leveregler.
DOKTOR FRANDSEN	For mig gærne — præk saa meget, De vil. Derved forandrer De ikke Verdens Gang.
FRØKEN KNUDSGAARD	Vi nøjes ikke med at præke. Vi kalder til Kamp mod de løse Principer og de umoralske Tendenser.
PASTOR MATHIASEN	Og vi mistvivler ingenlunde om at forbedre dem.
FRØKEN PRIP	Kvinden, som jo altid har maattet undgælde, hun er i den Henseende forlænget bleven ramt af Samfundets Dom.
FRØKEN KNUDSGAARD	Men Manden, han skal rammes.
FRØKEN MØLLER	Ja!
FRØKEN PRIP	Netop!
STUDENT ENGELSØE	Der er vor Samtids dybe Vunde.
FRU SELBY	At tænke sig, at der er mangen hædret og agtet Familiefader, der er — ikke er, som han burde være — ikke sandt Selby?
PASTOR MATHIASEN	Destoværre, af det, Fru Selby antyder, findes der kun altfor meget i vor Midte.
FRØKEN PRIP	Men der er det, at Kvinden nu er vaagnet af sin aarhundredlange Dvale.
FRØKEN KNUDSGAARD	Ja, en Hustru, der har Agtelse for sig selv, hun bliver ikke mere i et nedværdigende Ægteskab.
DOKTOR FRANDSEN	Naa — mon ikke?
FRU SELBY	Nej, Hr. Doktor, en Kone, der ved Sligt om sin Mand og dog bliver hos ham, hun er ligesaa foragtelig som den købte Elskerinde.
FRØKEN PRIP	Det er vist.
PASTOR MATHIASEN	Saadanne ideelle Anskuelser er det, der skal udsaas trindt om for at rense vore Sæder. De har en ædelttænkende Hustru, Hr. Selby.
FRU SELBY	Ak, Pastor Mathiesen, jeg føler bedst selv, hvor meget det skorter mig. Hør Selby, vil Du saa ikke lade Doktoren se lidt nærmere paa Din Pande
DOKTOR FRANDSEN	(peger paa Døren) Naa ja, kom saa! Kan vi gaa der ind?
FRU SELBY	De kan godt blive her. Vi Andre gaar ind i den anden Stue saa længe.
FRØKEN KNUDSGAARD	Poula, det er bedst, Du følger med.
POULA	Hvorfor?
FRØKEN KNUDSGAARD	Fordi det er mest passende for en ung Pige at holde sig til Damerne.
	Fru Selby, Frøken Knudsgaard, Poula, Pastor Mathiesen, Engelsøe, Frøken Prip og Frøken Møller gaa samtalende ud til venstre.

1. AKT 8. SCENE	Selby. Hother. Dr. Fransen.
HOTHER	Det synes, som Frøken Knudsgaard regner Hr. Engelsøe til Damerne.
SELBY	Jeg tror ikke, hun er fri for at pønse paa et Parti mellem ham og Poula.
HOTHER	Saa vilde hun maaske gøre Dem den Ære at lade Dem købe hendes Institut til Svigersønnen, saa hun helt kunde ofre sig for den voksende Fordærvelse.
DOKTOR FRANDSEN	Saa gør hun forhaabentlig Regning uden min lille Veninde Poula.
SELBY	Din Primula!
DOKTOR FRANDSEN	Ja, hun ligner en Primula, der titter frisk og nysgærrig frem mod Foraaret og Solen til Selby. Naa, sæt Dig saa der. (Ser paa Panden) Det er ogsaa noget at gøre Anskrig for. (Gaar hen til Skrivebordet) Nu skal jeg skrive Dig en Salve op.
SELBY	Tror Du den hjælper?
DOKTOR FRANDSEN	(skriver) Aldeles ikke; men derfor kan Du jo gerne gnide Dig med den. Men hør, hvad er det for noget Vrøvl om en Høtyv, Du fabler om?
SELBY	Jo, ser Du –
DOKTOR FRANDSEN	Den maa Du gaa længer ud paa Landet med, min Ven.
HOTHER	De spiste jo til Middag med Fader og nogle Andre paa en Restauration i Gaar.
DOKTOR FRANDSEN	Det vil sige, jeg fik Vælling og Fisk, men de Andre spiste i høj Grad til Middag.
HOTHER	Hvorfor skulde det bevares som en Hemmelighed?
SELBY	Det var ogsaa en Dumhed af mig, men jeg skal sige Dig — Pastor Mathiesen havde lovet at læse sit nye Skrift højt her hjemme.
HOTHER	Naa —!
DOKTOR FRANDSEN	Hvorfor sagde Du saa ikke, at Du skulde til en Generalforsamling?
SELBY	Det havde jeg uheldigvis sagt i Onsdags, da jeg skulde i Theselskab hos min Svigerinde. Saa var det, jeg fandt paa den lille Udflugt.
HOTHER	(ler) Ud til Taastrup!
DOKTOR FRANDSEN	Og der kan Du ikke slippe fra.
SELBY	Nej, for den Pande. I Morges, midt i Hovedpinen, kunde jeg i en Fart ikke finde paa noget bedre end den fordømte Høtyv, som jeg nu faar i Næsen af hver, der kommer.
DOKTOR FRANDSEN	(ler) Føj!
HOTHER	Hvor mange Gange tror De saa, De faar den i Næsen i Morgen?
SELBY	I kan sagtens le.
HOTHER	Det gør vi ogsaa. Undskyld !
DOKTOR FRANDSEN	(Giver ham Recepten) Vær saa god, der har Du Lægedommen for Din Vunde, som Engelsøe vilde sige.
HOTHER	Hvordan har De da egentlig faaet den Skramme?
SELBY	(lidt usikker) Det var vist din Fader, der kom til at støde en Dør op lige mod min Pande.
DOKTOR FRANDSEN	Naturligvis, Skylden er min!
HOTHER	(smiler) Naa saadan.
	Han fjærner sig lidt og blader i en Bog.
SELBY	(sagte til Doktoren) Hør, ved Du ikke, hvordan jeg har faaet den?
DOKTOR FRANDSEN	(sagte) Jo, det ved Gud, jeg gør. Du tog fejl af en Lygtepæl, og saa fik jeg Dig under Armen og fulgte Dig hjem.
SELBY	Saa —! Død og Pine, var det nødvendigt?
DOKTOR FRANDSEN	Hvis Du tror, jeg gjorde det for min Fornøjelse, saa tager Du fejl.
SELBY	Jeg er virkelig ked af den Historie!
HOTHER	(nærmer sig) Hvordan tilbragte Herrerne saa Aftenen i Gaar?
SELBY	(lidt forlegen) Aa, vi sad og røg.
DOKTOR FRANDSEN	Og saa gik vi en Tur.
HOTHER	(ler) Ja vist, ja! Jeg har nok hørt, hvor den Tur gik hen.
SELBY	Hvad mener Du?
HOTHER	Til Varietesalonen, ikke? Jo jo, det er en køn Historie! Min Fader og min værdige Principal paa den Forlystelsesanstalt, drikkende Champagne med Sangerinderne.
SELBY	Aa, vis vas —
HOTHER	Det havde jeg ikke ventet, at det skulde blive mit ansvarsfulde Hværv at maatte præke Dyd og Spægelse for jer.
DOKTOR FRANDSEN	Du kan ogsaa spare Dig det, min Dreng.
HOTHER	Det hjælper ikke, I vil gaa fra det. I er blevne sete derude af en af mine Venner, hvis Paalidelighed jeg — i den Retning — ikke har Grund til at tvivle om.
SELBY	Naa ja, vi var der ogsaa — desværre, havde jeg nær sagt. Jeg kan ikke lide den Slags Steder — gaar der aldrig.
DOKTOR FRANDSEN	Jeg da endnu mindre; der var rædsomt.
HOTHER	Jeg syntes heller ikke, det lignede jer.
SELBY	Jeg ved Pokker ikke, hvordan det gik til, at vi kom der ind — for at drikke noget Sodavand, tror jeg.
DOKTOR FRANDSEN	Det var Mørk, der trak os med.
SELBY	Ja, Mørk, det gale Spektakel — jeg vil ikke have ham med en anden Gang. Han bliver altid kaad og taktløs, naar han faar Dampen op. Det var Mørk.
HOTHER	Aa, De var vel alle i lidt løftet Stemning efter Middagen?
SELBY	Ja — det kan ikke nægtes — det var vi jo.
DOKTOR FRANDSEN	Jeg ikke — Mælkevælling er ikke løftende. Selby. Nok er det — vi var der, og bedst, som vi sidder, kommer Mørks Ven — Du ved, Prokurator Holm — hen til os, i Selskab med et Par af Sangerinderne, og giver sig i Kast med os.
HOTHER	(ler) Naa! Og Champagnen?
SELBY	Ja, han havde bestilt Champagne til Damerne, og fik os til at drikke et Glas med.
DOKTOR FRANDSEN	Det var noget slemt Stads — den skinbarlige Gift.
SELBY	(halvt for sig selv) Ja, det var den, der gjorde Ulykken.
HOTHER	Hvorfor blev De saa og drak den?
SELBY	Fordi vi ikke kunde faa Mørk afsted.
DOKTOR FRANDSEN	Han morede sig kosteligt i det Kompagniskab.
SELBY	Og hvad skulde vi gøre ! Vi kunde da ikke rejse os og gaa lige med det samme uden at være uhøflige. Han var jo i Følge med os.
DOKTOR FRANDSEN	Han var forresten ganske morsom, hvad Selby?
SELBY	Jeg maa tilstaa, det hele staar mig lidt dunkelt.
DOKTOR FRANDSEN	Ikke uden Grund.
SELBY	(ser til Døren) Tys, tal ikke saa højt! De kunde høre os der inde.
DOKTOR FRANDSEN	Hvad skal det ogsaa til med den Laven Historier. Herregud, det er da ingen Forbrydelse at spise ude sammen med et Par Venner.
SELBY	Nej, naturligvis, men Du ved, min Svigerinde er jo lidt nøjeregnende, hvad Lystighed angaar, og har befalet sin Søster det samme.
HOTHER	Og det gaar De uden videre ind paa.
SELBY	Ja, ser Du, min Kone har jo altid ladet sig beherske en Del af sin ældre Søster, der er betydelig mere karakterfast.
HOTHER	Den Egenskab maa man indrømme hende.
SELBY	Og naar jeg indlader mig paa Fjendtligheder, saa bliver Konstance nervøs og græder.
DOKTOR FRANDSEN	Saa lad hende græde.
SELBY	Det kan Du sagtens sige, Du, der har været Enkemand saa længe, at Du næsten er Pebersvend. Er der noget, jeg hader, saa er det Vrøvl og Familiescener.
DOKTOR FRANDSEN	Og derfor holder Du Sølvbryllup med at lyve i det Smaa! Men det kan jeg sige Dig, min Yen, at hvis ikke Du tager Skeen i en anden Haand, saa holder Du Guldbryllup med at lyve i det Store.
SELBY	Ja maaske, men Taarer og Forklaringer kan jage mig i et Musehul. Der er jo Nogle, der trænger til den Slags som en Art Krydderi paa det daglige Livs Ensformighed — mig piner det. Derfor er jeg endt med at lade den kære Gusta trække Konstance med til alle de Foredrag og Foreningsmøder, som hun finder for godt.
DOKTOR FRANDSEN	Pokker skulde da gøre sin Levevis til en hel anden, end man har Lyst til, blot fordi man har en gammel, haardkogt Svigerinde, der ikke er bleven gift.
HOTHER	Der har vi det! De mange ældre begavede Frøkener, der før sad fredeligt og strikkede Strømper til deres gifte Søstres Børn, ikke fordi de havde Lyst til det, men fordi de ikke havde anden Udvej, de har nu været saa kloge at opfinde den Ting, der hedder Kvindens Frigørelse, der paalægger dem som en hellig og uafviselig Pligt at kaste sig over al Verdens Sager, der ikke kommer dem ved. Som en vel udrustet Hær af Amazoner rykker de frem med vajende Faner mod det mangelfulde Samfund, inddelte i Hærkorps og Bataljoner, som henholdsvis kaldes Kvindesag, Missionssag, Afholdenhedssag og Gud ved hvad for Sager —
SELBY	Naa, ja, ved alt det gør de maaske deres Nytte.
HOTHER	Ja, lad dem blot erobre disse attraaede Territorier, for mig gærne! Jeg beder kun ærbødigst, om de vil holde deres mer eller mindre spidse Næser fra det Omraade, de benævner Sædelighed og Moral.
DOKTOR FRANDSEN	Men det vil de aldeles ikke.
HOTHER	Nej, det er netop der, de gaa hidsigst paa, og der maa vi Andre dog have Lov at sige et Ord med. Ikke for det, Sagen kan jo være god nok; men paa det Punkt kan da gamle ugifte Damer ikke være Dommere. Hvad ved de om den Ting? Ikke andet, end at de instinktmæssigt hader en Lykke, der er gaaet dem forbi, og derfor angriber de i Flæng det Uskyldigste og det Skyldigste, ungdommelig Kaadhed og modbydelige Laster, yndefuld Kærlighedsleg og betalt Boleri, flygtige Kys og brutale Favntag. De tusinde Afskygninger fra det skæreste Lys til den mørkeste Skygge i det. store ubestemmelige Rige, der hedder Forholdet mellem Mand og Kvinde, slaar de med store Ord og massive Fraser sammen til een stor Miskmask, som de saa kalder Usædelighed og Fordærvelse, i hvilken Form det end viser sig udenfor Begrebet: Fatter, Mutter og de ni søde Børn.
SELBY	Tal Dig nu ikke gal i Hovedet.
HOTHER	Jo, de ægger mig til Modstand, alle disse kamplystne Frøkner Knudsgaard, Avisskriverinder, Foredragskvinder, Samfundsdamer, kort sagt Amazoner af alle Vaabenarter, der træder op som kompetente til at dømme, bedømme og fordømme os Mandfolk uden anden Berettigelse end den at kunne pukke paa egen Dyd.
SELBY	Den bliver maaske ikke antastet.
DOKTOR FRANDSEN	Det skulde være under en Hungersnød.
HOTHER	Men har vi saa ikke Lov at sige: »Maa vi være her, vi Andre?« Har vi ikke Lov at forsvare vor Glædestrang, vor Meningsfrihed og vort gode Humør.
DOKTOR FRANDSEN	Jo, prøv paa det.
	Poula kommer incl fra venstre.

1. AKT 9. SCENE	Selby. Doktor Fransen. Hother. Poula. Senere Frøken Knudsgaard.
HOTHER	Frøken Poula, kom lidt!
POULA	Maa jeg ikke først bede om Kaffen?
HOTHER	Blæse være med Kaffen! Kom her og hjælp mig med at faa Deres Fader til at gøre Oprør.
POULA	(kommer nærmere) Mod hvem eller hvad?
HOTHER	Mod Deres Tante og hendes Tyranni.
POULA	Ja, men Gud, Fader er jo saa forskrækkelig bange for Tante Gusta.
SELBY	Er jeg! Hvor kan Du sige det, min Pige!
DOKTOR FRANDSEN	Ja, hvor kan Du sige det, min Pige!
SELBY	Naa — ja, jeg vil heller indrømme det — Gu’ er jeg bange. Jeg ved ikke, hvordan det er, jeg kan tumle Hundreder af Arbejdere som ingenting, men hun bringer mig totalt ud af Fatning. Naar hun rykker op med sit Skyts af Floskler og Sentenser med en Selvsikkerhed, som om det var Højesteretsdomme, saa er det mig umuligt at finde et Modargument. Jeg leder og leder i min Hjærnekiste, tom er den og tom bliver den. Hun gør mig til Idiot.
HOTHER	(ler) Ja, naar hun begynder at dirre her ved det højre Næsebor i retmæssig Harme over Mændenes Lastefuldhed.
POULA	Hvorfor er Tante Gusta saa vred paa Mandfolkene?
SELBY	Nærmest fordi de har ladet hende sidde, de Skarn.
DOKTOR FRANDSEN	Ved du hvad, det kan man ikke fortænke dem i.
POULA	De kunde gærne have taget hende, De, Doktor Fransen.
DOKTOR FRANDSEN	Ellers Tak, min Pige.
HOTHER	Hr. Selby, se nu paa Deres Datter, der staar hun. Se ind i hendes Øjne, De, Misundelsesværdige, der har Lov til det. Der inde vil De i et dunkelgraat Dyb se afspejlet alt det, De holder af, Ungdom, Skønhed, Sundhed, Lystighed og Skelmeri.
SELBY	(blinker til Doktoren) Saa meget har han dog set, Fyren!
HOTHER	Og i de straalende Øjnes Navn tilspørger jeg Dem, om De agter at lade Frøken Knudsgaard med Adjutanter i sort Merino og Gummigaloscher fordrive Glæden og Naturligheden fra Deres Hus og gøre det til Mødested for Pastor Mathiesens Forening med samt Diskussion og The?
SELBY	Nej, men —
DOKTOR FRANDSEN	Hun ender min Tro med det.
HOTHER	Men vi gør Revolution, ikke sandt, Frøken Poula, og vi begynder straks.
POULA	Hvormed, hvormed?
HOTHER	Med at erobre Deres Moder. Vi vil gøre hende det indlysende, at ungdommelig og smuk og elegant, som hun er, hører hun til paa vor Side, Livsglædens og det gode Humørs Side.
SELBY	Det er vist.
HOTHER	Og dermed er det ude med Frøken Knudsgaards Herredømme her i Huset.
POULA	Men hvordan skal vi da erobre Moder?
HOTHER	Med et Par dristige Angreb. Hør, skal vi for Eksempel ikke overraske hende med en festlig Modtagelse, naar hun kommer hjem i Aften, et lystigt lille Gilde, hvor vi tager hende under Behandling. Hvad siger De?
POULA	Jo, det var morsomt.
SELBY	Lad gaa, den Slags er jeg altid med til.
DOKTOR FRANDSEN	(gnaven) Jeg ikke, jeg vil hjem.
POULA	Det faar De ikke Lov til, Dr. Fransen, De kommer jo heller ikke i Morgen.
DOKTOR FRANDSEN	Nej, Vorherre bevare mig for al den Staahej med forloren Rørelse og ufordøjelig Mad.
HOTHER	Men saa maa Du idetmindste blive her i Aften, saa vil vi holde et lille Sølvbryllup for os selv, ligesom man har lille Juleaften, og der skal Fru Selby mødes af en Stemning, saa glad og hjærtevarm, at hun maa overgive sig med det samme.
SELBY	Tør jeg spørge, skal vi slet ikke have andet end Stemning?
HOTHER	Jo, østers og Champagne og alt muligt.
DOKTOR FRANDSEN	Saa bliver jeg. østers kan jeg taale
HOTHER	Og Blomster og Lys og Musik og Silke! Frøken Poula, De maa tage en smuk Kjole paa.
POULA	Ja, min lyserøde!
HOTHER	Det er Ret, vi vil gøre alt saa rosenrødt og festligt som muligt, mens vi nyder den Tanke, at Amazonerne Knudsgaard, Prip, Møller og saa videre staar der henne og udskyder deres Arsenal af store Ord. Gør en Haandbevægelse. Kampen mod den voksende Fordærvelse!
SELBY	Og Aarsagerne til den slappe Moral!
DOKTOR FRANDSEN	Og Tidens nedbrydende Tendenser!
POULA	Og Kvindens berettigede Fordringer.
	Frøken Knudsgaard kommer ind fra venstre. Pludselig Tavshed. Poula fjærner sig lidt og tager Plads i Sofaen sammen med Hother.
DOKTOR FRANDSEN	Ja, Selby, saa gnider Du Dig altsaa tre Gange om Dagen med den Salve, jeg har skrevet op.
FRØKEN KNUDSGAARD	Har min Svoger faaet en Salve?
DOKTOR FRANDSEN	Ja, denne Gang af mig, Frøken.
SELBY	(til Frøken Knudsgaard) Jeg beder undskylde, men jeg vilde netop gaa ind og berolige min Kone.
DOKTOR FRANDSEN	Ja, med Hensyn til Høtyven.
	De gaa ud til venstre.

1. AKT 10. SCENE	Frøken Knudsgaard. Hother. Poula. Senere Jomfru Ludvigsen. Frøken Knudsgaard tager skjult et Stykke Papir op af Lommen.
FRØKEN KNUDSGAARD	(for sig selv) Tillad mig, mine Damer og Herrer, at minde dem om, at i en Kamp om Moralprincipet kendes ingen Vaabenstilstand — ser paa Hother og Poula, ingen Vaabenstilstand, ingen Fredsbetingelser, ingen Indrømmelser. Iagttager dem atter. Den fordærvede officielle Verden, der overalt er vor Modstander, siger om os — siger om os — Poula, har Du bedt om Kaffen?
POULA	(rejser sig) Nej, det har jeg glemt.
FRØKEN KNUDSGAARD	Vil Du saa være saa god at gøre det.
POULA	Ja, Tante. (Hun gaar ud til højre).
HOTHER	(nærmer sig) Det er en slem skarp Kulde, vi har.
FRØKEN KNUDSGAARD	Mig anfægter den ikke.
HOTHER	(drillende) Saa —! Frøkenen løber maaske paa Skøjter?
FRØKEN KNUDSGAARD	Nej.
HOTHER	Det er ellers en fortræffelig Fornøjelse, især naar man vil gøre Kur.
FRØKEN KNUDSGAARD	Saa —!
HOTHER	Det er nemlig en Adspredelse, der oplives af de mest fortryllende smaa Fejltrin. Man løber Haand i Haand med sit Hjærtes Udvalgte hen ad den spejlblanke Is, hun gør et lille Fejltrin, og man vilde ligefrem være uriddderlig, om man ikke tog hende om Livet for at støtte hende, ikke sandt? mens da Ens Omhu lønnes med et Blik og et forlokkende Smil, glemmer hun helt Ligevægtens Love, saa man nødsages til at gribe hende i sine Arme, frisk og rødmende varm.
FRØKEN KNUDSGAARD	(tørt) Den Fornøjelse egner sig vist særdeles godt for Dem.
	Jomfru Iudvigsen kommer ind fra højre
JOMFRU LUDVIGSEN	Undskyld, jeg hørte, Frøkenen var her, og jeg vilde gærne spørge om Frynserne til det graa Liv — aa, undskyld, Hr. Fransen!
HOTHER	Godaften, Bolette, lad Dem ikke forstyrre af mig.
FRØKEN KNUDSGAARD	(ser forskende paa dem) Hvad var det, De vilde sige, Jomfru?
HOTHER	(hilser) Jeg forstyrrer vist; jeg vil gaa ind til de Andre.
FRØKEN KNUDSGAARD	Som De vil!
	Hother gaar ud til venstre.

1. AKT 11. SCENE	Frøken Knudsgaard. Jomfru Ludvigsen.
FRØKEN KNUDSGAARD	Det saa ud til, De kendte Hr. Hother Fransen nærmere?
JOMFRU LUDVIGSEN	Ja, det gør jeg rigtignok. Det kan ikke hjælpe at sige andet.
FRØKEN KNUDSGAARD	Det var besynderligt. Hvor kommer det sig?
JOMFRU LUDVIGSEN	Aa — det —
FRØKEN KNUDSGAARD	Betro Dem kun til mig, lille Jomfru Ludvigsen.
JOMFRU LUDVIGSEN	Det kommer sig af, at vi har boet i Hus sammen, og saa kom han tidt og besøgte os.
FRØKEN KNUDSGAARD	Formodentlig for Deres Skyld?
JOMFRU LUDVIGSEN	Aa Gud nej, mig brød han sig ikke en Snus om. Nej, det var min Søster Ludovika.
FRØKEN KNUDSGAARD	Ah, saaledes!
JOMFRU LUDVIGSEN	Hun saa rigtignok anderledes godt ud end jeg, kan Frøkenen tro. Der var noget saa magesløst fikst og fjong ved hende dengang, og altid nymodens i Tøjet. Det kunde hun jo sagtens være, for hun havde god Løn, hun sad ved Kassen hos Brødrene Fick.
FRØKEN KNUDSGAARD	Saa —!
JOMFRU LUDVIGSEN	Og de brugte hende ogsaa til at prøve Overstykker paa, for hun havde en storartet Figur, ikke mere end atten Tommmer om Livet, og Frøkenen ved, der skal jo Holdning til, naar Damerne vil se, hvordan en Kaabe tager sig ud paa Figuren.
FRØKEN KNUDSGAARD	Ja vel, men altsaa den unge Hr. Fransen kastede sine Garn ud efter Deres Søster?
JOMFRU LUDVIGSEN	Ja, det vil sige, hans Fader var engang saa venlig at skære mig i en bolden Finger, som jeg havde klaget over i Porten, for han var nu alletider saa pæn til at sige os et Par Ord, naar vi saadan traf hinanden tilfældigt, og saa kom hans Søn bagefter op til os, vi boede paa Kvisten, med et Plaster til den, og fra den Tid af var Ludovika helt væk i ham, for der er jo noget saa mageløst net ved den unge Hr. Fransen, og alletider er han med til Lystighed og Spøg.
FRØKEN KNUDSGAARD	Ja, Alvor er der ikke meget af.
JOMFRU LUDVIGSEN	Og derfor vilde hun jo saa gærne ud sammen med ham.
FRØKEN KNUDSGAARD	(strengt) Ud paa Fortabelsens Vej.
JOMFRU LUDVIGSEN	Hvor — nej, de tog ikke saadan udenfor Byen; det var kuns forrige St. Hansnat, at hun tog i Skoven med ham, dengang hun først kom hjem Klokken fem om Morgenen og havde faaet sin nye Sommerhat rent spoleret og forkrammet.
FRØKEN KNUDSGAARD	Du min Gud!
JOMFRU LUDVIGSEN	Det maa Frøkenen nok sige, den havde været saa dyr. Ak ja, den Tur! Den var saamænd Begyndelsen til hele hendes Ulykke, især da Madam Jensen, der boede inde til Gaarden, fik det at høre, for hun var saa slem til at løbe med Sladder i Huset. Jeg sagde altid: Det ender galt, Madam Jensen! Hvordan skulde det gaa en anden En, naar man rendte og plaprede alting ud.
FRØKEN KNUDSGAARD	(utaalmodig) Naa ja, men hvordan gik det saa?
JOMFRU LUDVIGSEN	Det gik som jeg sagde. Hun maatte flytte, fordi hun havde beskyldt Værtens Pige for at skære Skomageren i Kælderens Klædesnore itu.
FRØKEN KNUDSGAARD	Jeg mener, hvordan det gik med Hr. Hother Fransen?
JOMFRU LUDVIGSEN	Naa ja, han rejste jo til Udlandet for at se noget paa en poly polingteknisk Læreskole.
FRØKEN KNUDSGAARD	Og Deres Søster hørte vel ingenting fra ham?
JOMFRU LUDVIGSEN	Det ved jeg ikke rigtigt, for Ludovika flyttede fra mig, og begyndte at gaa til Dans og meget andet, det ikke var pænt, saa at hun tillidst mistede sin Plads.
FRØKEN KNUDSGAARD	Det var Straffen for hendes syndige Levnet, Jomfru Ludvigsen.
JOMFRU LUDVIGSEN	Tror Frøkenen? Ja, saa gik den ud over mig med, for det har rigtignok knebet for mig at hjælpe hende — man naar jo ikke langt med en Krone halvtreds om Dagen til alting. Nu gaar det jo bedre, siden hun er bleven Smørrebrødsjomfru paa Varietesalonen.
FRØKEN KNUDSGAARD	Min Gud, saa dybt er hun altsaa sunken.
JOMFRU LUDVIGSEN	Ja, det er saa kedeligt med hende! Det er saamænd ikke fordi jeg ikke har talt og præket for hende, for Vorherre har dog sat Søskende her i Verden, for at de skal være noget for hverandre. Tørrer Øjnene. Aa Gud ja, det er ikke saadan at slaa sig igennem, naar man kuns har sig selv at ty til i denne Verden! Men det var det jeg vilde sige, har Frøkenen ikke nogle andre Frynser til det graa Liv, de gamle ser noget afjaskede ud.
FRØKEN KNUDSGAARD	Det finder jeg aldeles ikke.
JOMFRU LUDVIGSEN	Naa ja ja! Saa fikser jeg dem op, saa godt jeg kan. Undskyld! (Hun gaar ud til højre)
FRØKEN KNUDSGAARD	(ser efter hende) Godt at jeg fik den Historie at vide! tager Papiret frem. I en Kamp om Moralprincipet kendes ingen Vaabenstilstand, ingen Fredsbetingelser, ingen —
FRU SELBY	(kommer ind fra venstre) Frøken Knudsgaard putter hurtigt Papiret i Lommen.
FRU SELBY	Er Kaffen ikke bragt ind?
	Poula kommer ind fra højre, fulgt af Tjeneren, der bærer en Bakke med Kaffetøj.
FRU SELBY	Naa, der er den. (vender sig om i Døren) Vil De saa ikke komme ind og drikke en Kop Kaffe?
	Selskabet kommer samtalende ind.

1. AKT 12. SCENE	Selby. Fru Selby. Frøken Knudsgaard. Doktor Fransen. Pastor Mathiesen. Engelsøe. Hother. Poula. Frøken Prip. Frøken Møller.
PASTOR MATHIASEN	Ah, hvor her dufter indbydende! Frøken Møller i Forbigaaende. Jo, jeg har prøvet Nellikedraaber, men de gjorde det snarere værre.
FRU SELBY	Vil Damerne ikke tage Plads?
FRØKEN MØLLER	Tak, kære Fru Selby!
STUDENT ENGELSØE	(til Hother) Men jeg har hørt, at Frøken Poula har arvet en selvstændig Formue efter en Onkel, og i Hr. Selbys Hænder maa den jo være forøget betydeligt.
HOTHER	Det ved jeg ikke noget om. Interesserer det Dem?
STUDENT ENGELSØE	Nej, naturligvis, Frøken Poulas friske Skønhed er jo i og for sig tilstrækkelig til at fængsle Ens Sind.
HOTHER	Jeg troede ikke, De lagde Vægt paa det Ydre.
STUDENT ENGELSØE	(hurtigt) Jeg mener, den sjælelige Skønhed, der udstraaler fra hendes Blik. Den viser, at hun vil kunne skabe den rette Lykke. (tager et Kræmmerhus frem) Maa jeg byde Dem et Brystsukker?
HOTHER	Nej Tak.
STUDENT ENGELSØE	Jeg har tilforladelig maattet købe dem for min Hoste.
POULA	Hr. Engelsøe?
FRØKEN KNUDSGAARD	Engelsøe, hører De ikke, min Søsterdatter spørger, om De ønsker Kaffe?
STUDENT ENGELSØE	(nærmer sig) Mange Tak, Frøken Poula, jeg nyder aldrig Spiritus, men jeg tilstaar, jeg elsker The og Kaffe.
HOTHER	Det gør gærne ældre Damer.
STUDENT ENGELSØE	(vender sig) Hvorledes — om Forladelse.
POULA	Et Stykke Kage?
STUDENT ENGELSØE	Tak jeg tilstaar, jeg holder ogsaa meget af Kage.
	Hother slutter sig til dem, og begge søge at komme ved Siden af Poula.
FRU SELBY	Jeg synes her er lidt køligt.
SELBY	Her ligger vist Dit Schawl. Maa jeg ikke tage det?
FRU SELBY	Tak kære Ven!
PASTOR MATHIASEN	Det er smukt at se en saa øm og omsorgsfuld Ægtemage som Hr. Selby.
FRØKEN PRIP	Jeg finder nu, at Hustruen snarere skal behandles som Kammerat og Ligestillet.
FRØKEN KNUDSGAARD	Og ikke som en forkælet Skødehund.
PASTOR MATHIASEN	Nej, selvfølgelig — ikke som en Hund.
FRØKEN PRIP	Paa den Maade skulde jeg have mig frabedt at være gift.
FRØKEN KNUDSGAARD	Jeg med!
DOKTOR FRANDSEN	Det synes jo ogsaa, som Damerne slipper.
FRU SELBY	(bebrejdende) Doktor —
FRØKEN KNUDSGAARD	Kære, den Art Angreb er vi vante til.
FRØKEN PRIP	At Kvinden kan føle Kald til at staa paa egne Ben for at virke til Samfundets Bedste, det forstaar Mandfolk aldrig.
FRØKEN KNUDSGAARD	Vi er kun skabte til deres Fornøjelse.
SELBY	Ikke Alle!
FRU SELBY	Vil De ikke have Kaffe, Pastor Mathiesen?
PASTOR MATHIASEN	Jo Tak, kære Frue!
FRØKEN KNUDSGAARD	Det var det, vi før kom fra, Pastor Mathiesen, sæt Dem der hos Frøken Møller! Jeg har altsaa bygget mit Foredrag paa Fortællingen om den unge Pinehas, Arons Sønnesøn —
PASTOR MATHIASEN	(skotter til Kaffebordet) Naa ja, Arons Sønnesøn.
FRØKEN KNUDSGAARD	Frøken Møller finder ogsaa, det er et fortrinligt Motiv —
FRØKEN MØLLER	Ganske udmærket!
FRØKEN KNUDSGAARD	De ved, hvor den ulydige Profet Bileam giver Moabiternes Konge Balak det Raad at overvinde Israel ved at forføre Folket til Utugt, og den skændige Plan lykkes saa forfærdende godt.
PASTOR MATHIASEN	(adspredt) Ja, naturligvis — eller desto- værre.
FRØKEN KNUDSGAARD	Saa udvikler jeg videre, hvorledes det gik saa vidt, at endog en af Israels egne Fyrster holdt til med en Hedningekvinde.
PASTOR MATHIASEN	(til Tjeneren, som byder ham Kaffe) Tak, en Smule endnu, tak!
FRØKEN KNUDSGAARD	Men saa optændtes jo Vreden mod Folket, og de ældste stod i Forsamlingens Midte og græd. Pastor Mathiesen. Ja, sørgeligt var det jo!
FRØKEN MØLLER	Men da var det —
FRØKEN KNUDSGAARD	Lad mig! Da var det, den unge Pinehas stod op, greb sit Spyd og gennemborede dem begge, og Vreden afvendtes først, da fire og tyve Tusinde vare ihjelslagne.
PASTOR MATHIASEN	(drikker) Det var mange.
FRØKEN KNUDSGAARD	Hvad behager?
PASTOR MATHIASEN	Jeg sagde, det var ikke saa ganske faa.
FRØKEN KNUDSGAARD	Hvad har det at sige, naar det var et nødvendigt Offer?
FRØKEN MØLLER	Nej, naturligvis.
PASTOR MATHIASEN	Skal Damerne ikke have Kaffe?
FRØKEN KNUDSGAARD	Nej Tak!
FRØKEN MØLLER	Jeg tør ikke for min syge Tand.
PASTOR MATHIASEN	Det er ellers en fortrinlig Kop Kaffe.
FRØKEN KNUDSGAARD	Af denne Fortælling vil jeg saa uddrage det Alvorsord, at vort nuværende Samfunds Fordærvelse gør det nødvendigt, at vi, ligesom Pinehas, griber Spydet.
PASTOR MATHIASEN	(spiser Kage) Tilvisse!
FRØKEN MØLLER	Ja, ikke sandt, Pastor Mathie —
FRØKEN KNUDSGAARD	(afbryder hende) Det er jo mærkværdigt, hvor det ligner, at ligesom de Øverste dengang nøjedes med at græde, fordi de frygtede, at den dybe Skade skulde omfatte altfor mange — selv af de Ansete og Rige, saaledes gaar det ogsaa her i vort Samfund —
PASTOR MATHIASEN	Ja, Gudsketak!
FRØKEN KNUDSGAARD	Hvadbehager?
PASTOR MATHIASEN	(til Tjeneren, der byder ham Likør) Tak, kun en Draabe — af den søde!
SELBY	(nærmer sig) Undskyld — jeg forstyrrer en saa behagelig Samtale!
PASTOR MATHIASEN	(forbindtligt) Nej, tværtimod!
FRØKEN KNUDSGAARD	Naa!
SELBY	Jeg vilde blot spørge, om De vil ryge lidt Tobak.
PASTOR MATHIASEN	Mange Tak, jeg kender Deres herlige Cigarer.
FRØKEN KNUDSGAARD	(ser paa Uhret) Nej, nu maa vi afsted!
FRØKEN PRIP	Og det paa Øjeblikket.
FRØKEN MØLLER	Ja Gud, det maa vi!
SELBY	Men en Cigar —
FRU SELBY	Kære Selby, det Aandelige maa dog gaa forud for det Materielle. Poula, tag dit Tøj paa.
POULA	Men Jomfru Ludvigsen har bedt mig hjælpe sig med Kjolen.
FRU SELBY	Saa maa Du blive hjemme.
STUDENT ENGELSØE	Men Deres Tantes Foredrag?
FRU SELBY	Det er virkelig vigtigere med Baldragten.
DOKTOR FRANDSEN	Den hører altsaa til det Aandelige.
FRØKEN KNUDSGAARD	Kom saa, Selby!
SELBY	Desværre, jeg tør ikke — (peger paa Doktoren) for min syge Pande. Doktoren mener, der bliver for varmt der henne.
FRØKEN KNUDSGAARD	Naa saaledes!
FRU SELBY	Men De følger vel med, Hother?
HOTHER	(der har talt sagte med Poula) Undskyld — jeg hørte ikke!
FRØKEN KNUDSGAARD	Vi spørger, om De følger med til Foredraget?
HOTHER	Nej, desværre, jeg er noget forkølet (peger paa Doktoren). Fader frygter, der bliver for koldt for mig der henne.
FRØKEN KNUDSGAARD	Det er mærkeligt! Doktoren mener baade, der bliver varmt og koldt.
DOKTOR FRANDSEN	Bedste Frøken, De beskylder mig jo netop for at være lunken.
FRØKEN KNUDSGAARD	Kom saa, De, der vil med!
	Fru Selby, Frøken Knudsgaard, Pastor Mathiesen, Engelsøe, Frøken Prip og Frøken Møller gaa hen mod Baggrunden.
HOTHER	(ser efter dem) Regimentet afmarscherer, Slagmarken er vor!
TÆPPE

ET SØLVBRYLLUP: INTRO ■ 1. AKT ■ 2. AKT ■ 3. AKT ■ ANMELDELSER

Emma Gad

Bannerføreren for anstændig adfærd

Et Sølvbryllup 1. akt