Samme Stue hos Rabens. Det er Aften, flere tændte Lamper staa paa Bordene. Tjeneren er beskæftiget med at sætte Skærm paa en Lampe.
PERSONERNE:
| HELMUTH RABEN, Ritmester | CHARLOT, hans Hustru |
| ANNE SOFIE HJELM, hans Søster | LEMMING, Professor |
| KASBERG, Løjtnant | Besøgende Damer |
| 2. AKT | |
| 1. SCENE | Raben (læser i et Tidsskrift). Charlot (sidder ubeskæftiget i en Lænestol). |
| RABEN | (til Tjeneren). Lad mig faa Lampen lidt nærmere, Hans — Tak. Hnsk saa at lægge mit Tøj frem, almindelig Selskabsdragt med hvidt Halstørklæde og smaa Ordener. |
| TJENER | Ja, Hr. Ritmester! (Han gaar ud til højre.) |
| RABEN | Jeg synes, Du er saa tavs, Charlot, er Du ikke i godt Humør? |
| CHARLOT | Hvordan — jeg! Jo, udmærket. Kun lidt træt. |
| RABEN | Det er sagtens af de mange Besøg i Dag. |
| CHARLOT | Ja, formodentlig. |
| RABEN | (efter et Ophold). Det er dog utroligt, hvad man maa se paa Tryk. Her er sandfærdigt en Indsender, som vil fastholde, at Generalstabsofficererne bør have hele den afgørende Indflydelse paa Hærvæsenets Ledelse. Jeg beder Dig, en matematisk Beregner, hvor kan han have andet end et blot og bart teoretisk Kendskab til Kommandoføring og Administration? |
| CHARLOT | (adspredt). Ja, sandsynligvis. |
| RABEN | Og derved kommer der jo en højst uheldig Modsætning mellem de lærde og de praktiske Regimentsofficerer. Hvad det kommer an paa, er at have Ben i Næsen, og man er Pinedød ikke garanteret mod at tabe Hovedet i det afgørende Øjeblik, om man saa nok saa meget har staaet ved Generalstaben. |
| CHARLOT | (søger at være med). Jeg vidste ikke, at der var en General Stabel. |
| RABEN | (ler). Jo, i din Hjærne. Jeg maa sige, min kære Charlot, det er ikke meget lønnende at underholde sig med Dig om fornuftige Ting. Var det ikke tænkeligt, at Du ved Lejlighed kunde søge at udstrække dine forskellige Interesser ogsaa til det, der hører ind under mit Fag. |
| CHARLOT | Vær ikke vred, mine Tanker var andetsteds. |
| RABEN | Unægteligt. |
| CHARLOT | Du ved, de er lidt omstrejfende. |
| RABEN | Jeg indrømmer, de er sjældent, hvor mine er. |
| CHARLOT | (lytter). Jeg synes, jeg hører Løjtnant Kasbergs Stemme derude. |
| RABEN | Naa — igen! Hør, han flytter vist snart helt herhen. |
| Løjtnant Kasberg kommer ind fra Entreen. Han er i Selskabsdragt. |
| 2. AKT 2. SCENE |
Raben. Charlot. Løjtnant Kasberg. Senere Anne Sofie. |
| LØJTNANT KASBERG | Godaften Frue! Ah, Ritmesteren er ogsaa — visibel. |
| RABEN | (ler). Det lader ikke til at fornøje Dem særdeles, kære Kasberg. |
| LØJTNANT KASBERG | Bevares, Ritmesteren maa da ikke tro — Sagen er blot, at jeg paa en Maade er i Ledtog med Ritmesterinden — |
| RABEN | Det lyder frygteligt. |
| LØJTNANT KASBERG | Om en Overraskelse. Vi har aftalt, at jeg skulde fotografere Ritmesterinden — til Ritmesteren. |
| RABEN | Ah, jeg takker. |
| LØJTNANT KASBERG | Blot et lille ugenert Genrebillede lidt fikst arrangeret —, og da det ser ud til at blive særlig klart Vejr i Morgen, saa tænkte jeg, at jeg paa Vejen til Gehejmeetatsraadinden kunde lade mit Apparat bringe herop og saa se lidt paa Forholdene i Forbigaaende. |
| RABEN | De er velkommen. |
| LØJTNANT KASBERG | Jeg har tilladt mig at lade min Oppasser stille Apparatet i Entreen. |
| RABEN | Hvor De vil. Nu kan De jo se paa Forholdene, saa længe De vil, og saa følges med os til min Tante. |
| LØJTNANT KASBERG | Tusind Tak, men ulejliger det Dem ikke? |
| RABEN | Aldeles ikke, vi har Plads i Vognen. |
| LØJTNANT KASBERG | Det vil naturligvis være mig overordentlig kært at køre sammen med Ritmesterinden — og Ritmesteren. (ser sig om). I denne Stue tror jeg ikke, at Lysforholdene vil stille sig gunstigt. Mit Apparat er lidt fordringsfuldt. |
| RABEN | Men i Spisestuen, for Eksempel ved Frokosten. |
| LØJTNANT KASBERG | Er det ikke lidt prosaisk! |
| CHARLOT | Eller i mit Kabinet! |
| LØJTNANT KASBERG | Ja, det vilde jeg naturligvis foretrække. Jeg havde tænkt mig Ritmesterinden anbragt i en af de blomstrede Stole i Morgennegligé med en opslaaet Bog i Haanden og et intelligent Udtryk. |
| CHARLOT | Det maa De bibringe mig. |
| LØJTNANT KASBERG | (med et langt Blik). Stol blot paa mig! |
| Anne Sofie kommer ind fra venstre. Hun er i Selskabsdragt. | |
| ANNE SOFIE | Ih se Goddag, Løjtnant Kasberg! Lad mig se, livagtig den Samme paa nær Frisuren. Den er bleven lidt mere tyndhaaret. |
| LØJTNANT KASBERG | (hilser). Hofjægermesterinden spøger. |
| ANNE SOFIE | (ler). Nej, aldeles ikke! |
| RABEN | Hør, Kasberg, kan De nu ikke tage Apparatet herind og fotografere min Søster med det samme. |
| ANNE SOFIE | Ja — |
| LØJTNANT KASBERG | Jeg tror ikke, det vilde blive vellykket ved Lys — ikke ganske! Skulde ellers glæde mig særdeles — en anden Gang! En saa udmærket Model — i fuldt Toilette. |
| RABEN | Ja, Du er nok allerede fiks og færdig, Anne Sofie! |
| ANNE SOFIE | Er jeg pæn? |
| RABEN | Nydelig, som jeg ventede! |
| ANNE SOFIE | Jeg skal sige Dig, jeg vilde gærne have Tid til at passiare lidt med Charlot, inden vi tager afsted. Men nu ser jeg, at hun ikke engang har begyndt at klæde sig paa. |
| CHARLOT | Nej, for jeg tager slet ikke med. |
| ANNE SOFIE | Hvordan ? |
| LØJTNANT KASBERG | Ja hvordan — det siger jeg ogsaa. |
| ANNE SOFIE | Og jeg, som er kommen ind for at følges med jer. |
| RABEN | Ja, saa er det da ogsaa underligt, Charlot – |
| LØJTNANT KASBERG | Og min Kotillon! |
| CHARLOT | Den maa De danse med en Anden og se at trøste Dem. |
| LØJTNANT KASBERG | Det er saa godt som umuligt. |
| CHARLOT | Jeg tror, jeg har bedre af at blive hjemme, jeg trænger til Ro. |
| ANNE SOFIE | Kan Du ikke vente med den Ro til i Morgen ? |
| RABEN | (trækker paa Skulderen). I Morgen ønsker vi maaske netop Adspredelse. |
| LØJTNANT KASBERG | Ritmesterinden maa dog tage i Betragtning, at naar nu Hofjægermesterinden er kommen ind for det Sammes Skyld, og Gehejmekonferents – Gehejmeetatsraadinden vil blive skuffet, jeg vil ikke tale om os andre -—- |
| ANNE SOFIE | Derfor tager hun ogsaa med, det skal jeg nok være Mester for. |
| RABEN | Godt, lad os saa se, hvad dine Talegaver formaar at udrette, i den Tid jeg klæder mig om. (Han gaar ud til højre). |
| ANNE SOFIE | Naa, lad mig saa tage fat paa at overtale Dig, Charlot. |
| LØJTNANT KASBERG | Jeg tør maaske have den Ære at hjælpe Hofjægermesterinden. |
| ANNE SOFIE | Nej, jeg takker, jeg vil have Æren for mig selv. |
| LØJTNANT KASBERG | (bukker). Jeg beder! Saa vil jeg gaa ind i Kabinettet og forsøge at ordne Møblerne og Potteplanterne lidt kunstnerisk til Fotograferingen i Morgen. |
| ANNE SOFIE | Ja, gør det, kære Løjtnant Kasberg. |
| LØJTNANT KASBERG | (hilser). Mine Damer — (Han gaar ud til venstre.) |
| 2. AKT 3. SCENE |
Charlot, Anne Sofie. |
| ANNE SOFIE | Naa, saadan er det, Charlot! |
| CHARLOT | hvad mener Du? |
| ANNE SOFIE | Du vil blive hjemme i Aften, fordi Du vil tage imod Professor Lemming, ikke sandt? |
| CHARLOT | Nej nej, vist ikke. |
| ANNE SOFIE | Han sagde jo, han kom. |
| CHARLOT | Det er ikke det. Jeg forsikrer Dig, jeg har det ikke godt. |
| ANNE SOFIE | Virkelig! Og dog er netop i Aften dine Øjne saa forunderlig tindrende. Der er et Udtryk af hemmelig Glæde i dit Ansigt, som jeg ikke kender. Charlot, sig mig, kommer det af Brevet, Du fik? |
| CHARLOT | Nej nej, tro ikke det, men aldrig havde jeg tænkt mig, at et Brev kunde have Ord, der skrev sig saaledes ind i Ens Hjerte. |
| ANNE SOFIE | Og saadan vil Du tage imod ham i Aften – alene, i den Stemning, Du er. Indser Du da ikke, Barn, at saa er Du fortabt. |
| CHARLOT | Kun et Øjeblik maa jeg tale med ham, sige ham, at han ikke maa skrive til mig. |
| ANNE SOFIE | Naa, Du vil altsaa have Brev igen i Morgen. |
| CHARLOT | Spøg ikke med dette, Aa, jeg er saa ulykkelig, saa forvirret af tusinde modstridende Tanker. |
| ANNE SOFIE | Fortæl mig nu, hvordan er det kommet, dette? |
| CHARLOT | Jeg ved ikke selv. |
| ANNE SOFIE | Har han længe talt til Dig om — om det, der stod at læse i Brevet? |
| CHARLOT | Nej, jeg har jo ikke kendt ham saa længe. |
| ANNE SOFIE | Men hvordan kunde han begynde? |
| CHARLOT | Det var en Aften efter et af hans Foredrag — jeg var der med Smiths — saa kom han ud og fulgtes med os. Jeg mærkede godt, at han sagtnede Gangen, saa at vi to kom til at gaa alene; og saa sagde han pludselig, at han elskede mig, at han længe havde følt saadan — og andet mere — |
| ANNE SOFIE | Det var dog en uhørt Dristighed. |
| CHARLOT | Kun de Dristige vinder, siger man. |
| ANNE SOFIE | Det viser i alt Fald, hvor han er fjærn og fremmed for alt Dit, for dine Sædvaner og Forhold og Omgivelser. |
| CHARLOT | Jeg synes ikke, han er en Fremmed for mig. |
| ANNE SOFIE | Dette ser mig broget ud. Hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg sige — jeg har jo kun en halv Time, nej, et Kvarter til at bringe Dig paa andre Tanker. Men Gudskelov da, at jeg kom i Dag; min egen kære, lille Charlot, lad mig dog forsøge at præke lidt Fornuft. |
| CHARLOT | Det er for sent! Desuden — hvad hjælper det at præke. Du ved ikke, hvad det vil sige, at være Genstand for saa stærk en Følelse og Vilje. |
| ANNE SOFIE | Nej Gudskelov. Men derfor ser jeg koldsindigt paa det og kan advare Dig og redde Dig, inden det er for sent. |
| CHARLOT | Anne Sofie, sig mig, har Nogen været forelsket i Dig, efter Du blev gift — og sagt Dig det? |
| ANNE SOFIE | Lidt af sligt har vel Enhver oplevet, der ikke er en ren Grippenille. |
| CHARLOT | Hvordan gik det saa? |
| ANNE SOFIE | Det gik slet ikke. |
| CHARLOT | Ved Du, hvad han siger? |
| ANNE SOFIE | Hvem? |
| CHARLOT | Aa, det ved Du jo. Han siger: «Det er altid vidunderligt at elske, men Den, der ikke har elsket i Løndom og i Frygt, ved ikke, hvor skønt det er.» |
| ANNE SOFIE | Aa fy, det er et farligt Menneske. Han hvisker Dig Gift i Øret, og Du ser, hvor den allerede har virket paa dit Sind med Tvivl og Uro. |
| CHARLOT | Ja — ja, det er sandt, jeg er saa angst og forpint, har været det lige siden. Jeg stræber og kæmper med mig selv, og dog! Jeg vilde ikke undvære at føle saadan, paa engang afmægtigt og stærkt, ligesom i Forventning om en stor Lykke, man har anet, men ikke kendt. |
| ANNE SOFIE | En stakket Lykke! Forspillet kan være artigt nok, men Dramaet ender ufravigeligt med Anger og Sorg. |
| CHARLOT | Det kan da Ingen vide bestemt. |
| ANNE SOFIE | Enhver kan vide, og jeg ved — til Overflod, at det vil koste Dig Kval og Graad — bitre, stride Taarer — |
| CHARLOT | Hvornaar er ikke Sorg bland et i Lykken! |
| ANNE SOFIE | Jeg ved, at han vil trættes ved Dig, glemme Dig og aldrig tænke paa, hvad Du har ofret og tabt. |
| CHARLOT | Sig, hvad Du vil! Jeg kan ikke tænke paa andet, jeg kan ikke jage ham ud af mit Sind. |
| ANNE SOFIE | Men dette er jo Vanvid. Min egen Charlot, Du er i dette Øjeblik ikke Dig selv, derfor maa Du lade mig handle og tænke for Dig. Du ved da, at jeg holder af Dig? |
| CHARLOT | Aa ja — ja! |
| ANNE SOFIE | Og at jeg aldrig vilde gøre noget, som jeg ikke troede var til din Lykke? |
| CHARLOT | Nej, det ved jeg. |
| ANNE SOFIE | Saa hør dog efter, hvad jeg her siger. Vær ikke overilet, vær ikke helt blind — tænk over det. Fremfor alt, bliv ikke hjemme i Aften og rejs i Morgen hjem med mig. |
| CHARLOT | Aa nej, jeg vil saa nødigt — tving mig ikke. |
| ANNE SOFIE | Jo, jeg maa have Dig ud af dette. Du maa følge med os Andre i Aften. Du forstaar, hvis jeg sidenhen fik at vide, at det Uigenkaldelige var sket, at der var et mørkt Punkt i dit Liv, som altid vilde nage Dig, saa maatte det tynge paa mig, at jeg ikke havde formaaet at hjælpe Dig, da det galdt. Saa blev det jo et mørkt Punkt for mig ogsaa. |
| CHARLOT | Frygt ikke for mig. |
| ANNE SOFIE | Jo, det gør jeg, og jeg tror — med Rette. Jeg tror, Du er inde paa en Vej, hvor det er vanskeligt at stanse. Derfor, jeg beder Dig — kom nu og klæd Dig paa. |
| CHARLOT | Jeg kan ikke, jeg har ikke engang min Dragt i Stand. |
| ANNE SOFIE | Aa vis vas, den Sag skal vi nok klare sammen med din Jomfru. Kom nu, jeg beder Dig om det. Det vil gøre mig saare ondt, hvis Du siger Nej, for saa ved jeg, at det er Mundsvejr, det hele, naar Du siger, at jeg er Dig kær. |
| CHARLOT | Nej, det maa Du ikke tro. (sukker.) Ja ja da, for din Skyld vil jeg gaa. |
| ANNE SOFIE | (glad). Naa, det var Ret. Kom saa, og gør Dig i Stand. |
| Løjtnant Kasberg kommer ind fra venstre. |
| 2. AKT 4. SCENE |
Charlot. Anne Sofie. Løjtnant Kasberg. |
| ANNE SOFIE | Hvad, er De allerede færdig med den kunstneriske Opstilling? |
| LØJTNANT KASBERG | Nej — ja, det vil sige, jeg beder Damerne undskylde, at jeg muligt forstyrrer ved at gaa her igennem, men det faldt mig ind, at det maaske vilde tage sig bedre ud at anbringe Ritmesterinden i Vinduesfordybningen i Rygeværelset. |
| ANNE SOFIE | Naa saadan! |
| LØJTNANT KASBERG | Jeg finder nemlig, at der er noget stemningsfuldt ved den højryggede Lænestol, og med den violette Fløjelskjole paa, tror jeg, vi kunde faa et virkningsfuldt Billede af Ritmesterinden — i streng Stil. |
| ANNE SOFIE | Fotograferer De godt? |
| LØJTNANT KASBERG | Jeg er jo ikke rigtig øvet i det — endnu ikke; mine Billeder vil gærne endnu blive lidt sorte i Ansigterne — det kommer af Pladen; men det interesserer mig overordentlig — Hofjægermesterinden ved maaske, at jeg har beskæftiget mig lidt med Tegning — ja, jeg har tilladt mig at forære Ritmesterinden et Par Smaaskitser — efter Naturen. |
| CHARLOT | Nydelige. |
| LØJTNANT KASBERG | Men for Øjeblikket finder jeg Fotografien mere lønnende. Det gaar hurtigere. |
| ANNE SOFIE | Unægteligt. |
| LØJTNANT KASBERG | Og man kan altid gøre Andre en lille Fornøjelse med det. |
| ANNE SOFIE | Men især sig selv. |
| LØJTNANT KASBERG | Ja, hvad mig selv angaar, tør jeg nok sige, at jeg i kunstnerisk Henseende er de professionelle Fotografer overlegen. Hvis Damerne vil gøre mig den Ære at være Smagsdommere og se et Øjeblik paa Vinduesfordybningen derinde — |
| ANNE SOFIE | Min Svigerinde skal klæde sig paa, men jeg er til Tjeneste — hvis jeg blot duer til det. |
| LØJTNANT KASBERG | Hofjægermesterinden spøger — altid saa elskværdig. (idet de gaa) Jeg tænkte at brede Bjørneskindet ud foran den højryggede Stol og Ritmesterinden — |
| De gaa ud til højre. Charlot sidder et Øjeblik i Tanker, tager saa Brevet op af Lommen og giver sig til at læse deri. Noget efter kommer Anne Sofie ind igen fra højre, uden at hun mærker det. |
| 2. AKT 5. SCENE |
Charlot. Anne Sofie. |
| ANNE SOFIE | (sagte for sig selv). Der er hun jo endnu! (Hun betragter hende et Øjeblik, gaar saa bagfra hen og river Brevet ud af Haanden paa hende.) |
| CHARLOT | (med et Udraab). Nej! Det er mit! Brevet er mit, hører Du — giv mig det. |
| ANNE SOFIE | Nej. |
| CHARLOT | (vil tage det). Jeg vil have det. |
| ANNE SOFIE | Du faar det ikke. (gaar hen og lukker Døren til højre og kommer tilbage.) Charlot, jeg har hidtil snakket med Dig som Veninde, men siden Du er døv for alt, hvad jeg siger, saa skal Du nu huske: Det er din Mands Søster, der taler til Dig. |
| CHARLOT | Hvad mener Du? |
| ANNE SOFIE | Tilfældigvis har jeg faaet at vide, at Du staar i et begyndende Kærlighedsforhold til en anden Mand, og derfor maa jeg her skride ind med det Gode, eller, om fornødent, med det Onde. Forstaar Du? Jeg maa, jeg kan ikke andet. |
| CHARLOT | Hvad vil Du da? |
| ANNE SOFIE | Jeg vil have, at Du skal tale med min Broder og sige ham det hele. |
| CHARLOT | (ængstelig). Aa nej nej! |
| ANNE SOFIE | Jeg forlanger, at I)u skal vise ham dette Brev, og det endnu i Dag, nu straks, mens jeg er her. |
| CHARLOT | Med hvad Ret anmasser Du Dig — befaler over mig? |
| ANNE SOFIE | Synes Du maaske, at jeg som Søster af Hellmuth roligt kan se paa, at Du giver Dig hen til en anden Følelse. Kan Du tro, at jeg, bag hans Ryg, vil være din Fortrolige i det? |
| CHARLOT | Nej, maaske ikke — jeg ved ikke — jeg ved ingenting. Giv mig blot Brevet. |
| ANNE SOFIE | Nej, det er mit Vaaben, og det beholder jeg, indtil Du har kaldt paa Hellmuth. Saa taler Du ærligt med ham. Det er din Pligt. |
| CHARLOT | Min Pligt — |
| ANNE SOFIE | Føler Du da ikke, at jeg har Ret i, hvad jeg siger? |
| CHARLOT | Nej — jo — jeg ved ikke! Jo, paa en Maade maaske. |
| ANNE SOFIE | Og alligevel kan Du tænke paa i Skjul at krænke hans Ære og bryde det Løfte, Du har givet? |
| CHARLOT | Hvad er det for en Slags Ære — hvad lider den, og hvad er det for et Løfte — er det saa sikkert, at det er gyldigt, og for hvem? Hvor kunde jeg vide dengang, for saa længe siden, hvordan jeg vilde tænke og føle om mange, mange Aar. |
| ANNE SOFIE | Du blev da saavist ikke tvungen, mener jeg. |
| CHARLOT | Nej, sandt nok, Ingen bliver tvungen her til Lands, men naar hele Ens lange Liv bindes for En, mens man er et Barn paa atten Aar, saa bliver det vel omtrent det samme. |
| ANNE SOFIE | Derfor kan Baandet jo ogsaa brydes, naar det endelig skal være. |
| CHARLOT | Brydes? |
| ANNE SOFIE | Ja, gør som Du vil. Vælg at give din Fremtid til en Anden, det kan jeg maaske forstaa, selv om Du lægger min Broders Liv og Lykke øde — Enhver maa vel have Ret til at raade over sin Skæbne. Men Du maa sige ham det ærligt og frimodigt, inden Du har sat nogen Plet paa hans Navn. |
| CHARLOT | Hvor kan Du tro, at jeg nogensinde vilde lade det komme dertil? Lemming ved, ja, jeg har sagt ham, at jeg aldrig kan give ham andet end mine Følelser og mine Tanker. |
| ANNE SOFIE | Aa, tror Du det selv! Derom nytter det ikke at tale nu — Tiden er knap. Er det Alvor, dette, eller ej? Elsker Du denne Mand? |
| CHARLOT | (sagte og tøvende). Ja, jeg elsker ham. |
| ANNE SOFIE | Giver det Dig da ikke Mod til at sige Hellmuth Sammenhængen? Er der ikke saa meget ved den Følelse, saa megen Kraft og Styrke, at Du kan tale med din Mand derom, roligt, som med en Ven, ærligt, som det ene frie og gode Menneske taler til det andet? |
| CHARLOT | Kunde jeg blot det! Kunde han blot forstaa, hvor sammenfiltret og vanskeligt det er, hvad det er for en Pine og Strid at faa en Anden kær, og hvor man føler sig tynget ved at drage Hjertet bort fra Den, som tusinde Traade knytter En til. |
| ANNE SOFIE | Der ser Du selv. |
| CHARLOT | Hvor underligt det er, Folk er saa gode mod En, naar man har en Sorg, har mistet en af sine Kære eller sligt, men kommer en saadan Følelse over En, saa bliver man kun dømt haardt, og det er jo dog en Ulykke mere end en Synd. Kunde han blot forstaa det. (kæmper med Graaden.) Jeg kan ikke gøre for det — jeg kan ikke, jeg kan ikke. |
| ANNE SOFIE | Hvorfor skulde han ikke kunne forstaa det, naar Du taler til ham paa rette Maade. Har han ikke altid forstaaet, at han maa værne om Dig som den Ven og Kammerat, Skæbnen har gjort ham til for Dig. Har han da ikke altid været fornuftig og god? |
| CHARLOT | Jo, vist har han saa. |
| ANNE SOFIE | Jeg ved sikkert, at han vil tage Dig i sine Arme og løfte Dig op over dette, som Du er bange for, ja, Du er alligevel bange, og han vil beskytte Dig og have Medlidenhed med Dig, som man har clet med et Barn, der er angst og vildfarende. |
| CHARLOT | Nej, Du kender det ikke, saadan vil han ikke tage det. Hvis jeg aåbner mit Hjerte for ham og taler helt ud, saa støder jeg paa Stenbund. |
| ANNE SOFIE | Hos min Broder — nej! |
| CHARLOT | Jeg ved det, jeg føler det. Han vil ikke tage varligt paa mig; han vil fare op og snakke højt om sin Ære og sin Ret og min Troskab og min Pligt og det altsammen, som intet betyder i et saadant Øjeblik. |
| ANNE SOFIE | Men Du har da ogsaa Pligter — husk, Du er hans Hustru. |
| CHARLOT | Netop, jeg er hans Hustru, en Del af hans Eje. Paa det Punkt er de inderst inde egenmægtige som de Vilde. |
| ANNE SOFIE | Hvad er nu det for noget? |
| CHARLOT | Saadan er det. Lad ham være ligegyldig mod mig nu — lige meget, er der en Anden, der vil tage mig, saa griber han til Vaaben, pukker paa sin Ret og holder fast paa sin Ejendel. Det gør de Alle. |
| ANNE SOFIE | Naa, at han er skinsyg, vil Du vel ikke bebrejde ham. |
| CHARLOT | Nej, hvis han var — men det er ikke Skinsyge, det er Ejendomsret. |
| ANNE SOFIE | Saa ufint vilde aldrig Hellmuth tænke og handle. Han vil være ridderlig overfor din Ærlighed og aldrig glemme, at Du er Kvinde, og han din Beskytter. |
| CHARLOT | Paa det Punkt ikke. |
| ANNE SOFIE | Paa det Punkt netop. Tænk Dig om, er dette ikke et Øjeblik, hvor han har Pligt og Ret til at forsvare Dig mod den værste Fare for en Kvinde — han mere end nogen Anden, men hvor kan han gøre det, naar Du ikke har Tillid til ham. |
| CHARLOT | Det har jeg ikke — ikke der — der er jeg bange for ham. |
| ANNE SOFIE | Skam Dig at gøre ham saadan Uret. Sig mig nu, naar Du fortæller ham Sandheden, og han saa taler klogt og kærligt til Dig — til dit Hjerte, tror Du saa ikke, at det andet endnu kunde besejres og glemmes? |
| CHARLOT | Maaske. Jeg tror det. I alt Fald vilde det forandre meget for mig — ja, alle mine Tanker. |
| ANNE SOFIE | Saa er jeg sikker paa, at Hellmuth bærer Sejren hjem. |
| CHARLOT | Nej, tro Du mig, det blev kun til Strid og Pine, et kvalfuldt Liv for ham og mig med haarde Ord og Nag og Bitterhed — maaske Brud — |
| ANNE SOFIE | Vi faar altsaa nu at se, hvem der har Ret. |
| CHARLOT | Aa nej, ikke nu! Jeg skal sige ham alt en anden Gang, naar jeg har tænkt over det. |
| ANNE SOFIE | Hvad skulde Opsættelse nytte! |
| CHARLOT | Hvad skal jeg dog gøre! |
| ANNE SOFIE | Endnu engang — Du skal tale med Hellmuth; vil Du, eller vil Du ikke? |
| CHARLOT | Jeg tør ikke — forlang det ikke! |
| ANNE SOFIE | Velan! |
| CHARLOT | (ængstelig). Hvad gør Du? |
| ANNE SOFIE | Saa taler jeg selv med min Broder. |
| CHARLOT | Aa nej, aa nej! Anne Sofie — det havde jeg ikke trot. Hvor kan Du være saa haard og ondsindet imod mig! |
| ANNE SOFIE | Det er jeg ikke, det ved Du. Men jeg maa gøre det. |
| CHARLOT | (angst). Anne Sofie, alt andet, men ikke det. Jeg skal gøre, hvad Du vil, jeg skal ikke mere se Lemming, ikke tænke paa ham — ingenting. Jeg skal ikke tage imod ham i Aften, jeg skal følges med jer Andre — nu skal jeg klæde mig paa — alt vil jeg love, men jeg beder Dig, vis ikke Hellmuth Brevet, sig ham ikke, at jeg har en Anden kær. |
| ANNE SOFIE | Hvor langt gælder de Løfter! Jeg gentager, det maa ske for din egen Skyld ikke mindre end for hans. |
| CHARLOT | (pludselig kold). Vel! Kald da paa ham og sig ham alt. Lad saa komme, hvad der vil. |
| ANNE SOFIE | Jeg beder Dig, gaa ind i dit Værelse. |
| CHARLOT | Nej, Du kan ikke jage mig bort. Jeg bliver. |
| ANNE SOFIE | Naa, som Du vil. (gaar hen til Døren til højre). Er Hellmuth der? Kom herind, jeg maa tale et Øjeblik med Dig. |
| Raben kommer ind fra højre. Han er i Selskabsdragt. |
| 2. AKT 6. SCENE |
Raben. Charlot. Anne Sofie. Tilsidst Løjtnant Kasberg. |
| RABEN | Her er jeg til Tjeneste — hvad er det saa? Men hvad ser jeg, Du er jo dog ikke omklædt, Charlot? |
| CHARLOT | Nej, jeg føler mig ikke vel nok til at tage ud. |
| RABEN | Det er da kedeligt. |
| ANNE SOFIE | Det er i den Anledning, at vi gærne vil tale med Dig. Der er nemlig hændet Charlot noget, som har gjort hende en Del bevæget og nervøs. |
| RABEN | Og hvad er det? |
| ANNE SOFIE | Hun har modtaget en Kærlighedserklæring. |
| RABEN | Ah — ja Saa! (ser til Døren til højre.) Er det kommet saa vidt! |
| ANNE SOFIE | Hun føler, Hellmuth, at det er hendes Pligt at sige Dig det, men hun har ikke rigtigt Mod dertil. Derfor har jeg taget Ordet for hende. |
| RABEN | Saa —! Jeg tilstaar, den Ængstelse overrasker mig lidt, for jeg synes ikke, at jeg i nogen Henseende er en Bussemand — heller ikke i den. |
| ANNE SOFIE | Nej, vist ikke. |
| RABEN | Jeg maatte jo være stærblind, om ikke jeg baade saa og vidste, at Charlot modtager Opmærksomhed og Smiger i rigeligt Maal, og jeg er mig ikke bevidst, at jeg har lagt nogen skinsyg Nidkærhed for Dagen i saa Henseende. Har jeg, Charlot? |
| CHARLOT | Nej, maaske snarere for lidt. |
| RABEN | Jeg maa jo være stolt af at eje en saa bedaarende Hustru. |
| ANNE SOFIE | Maaske, men saa maa Du ogsaa vide at værge om hende. |
| RABEN | (rejser Hovedet). Jeg tror, det er overflødigt at ville give mig Leveregler, min kære Søster. Jeg ved, hvordan jeg i den Retning har at forholde mig. |
| ANNE SOFIE | I alle Tilfælde? |
| RABEN | Ganske sikkert. |
| ANNE SOFIE | Det kalder jeg Selvbevidsthed. |
| RABEN | Den kommer af min fuldstændige og ubetingede Tillid til Charlot. |
| ANNE SOFIE | Selv den mest Staalsatte kan vel komme til at vakle. |
| RABEN | Kære Anne Sofie, man kan mærke, at Du ikke mere lever rigtigt med i Verdenslivet, ellers vilde Du ikke tage den affable Løjtnant derinde saa højtideligt. Ganske vist kunde han passende have sparet sig Erklæringen og nøjedes med at tilbede min Kone paa Afstand, men nok om det! Lad ham have sagt hende ved en Kop The, at han tilbad hende, eller lad ham have stukket en Billet doux i en Buket Roser, jeg vilde regne det for under min egen og Charlots Værdighed at se efter. Før Blomsterne var visnede, vilde hun have glemt, hvad han har sagt, og i hvert Fald lagt hans Ord til sin i Forvejen rige Høst af beundrende Hyldest — og andet Pjank. |
| ANNE SOFIE | Jeg tror, Du tager den Ting noget for let. |
| RABEN | Hvilken Ting — Løjtnanten? |
| ANNE SOFIE | Jeg mener Charlots rige Høst af Hyldest. Jeg sætter nu, at nogle Korn alligevel faldt i hendes Hjerte og slog Rod. |
| RABEN | (vender sig hurtigt). Gudsdød, gør Du din Svigerinde til en letsindig Taske? |
| ANNE SOFIE | Det var visselig ikke min Agt. |
| RABEN | Skal vi saa ikke lade det Æmne falde? |
| ANNE SOFIE | Nej, lad os heller komme tilbunds i din Mening. Jeg sætter altsaa alligevel, at det, Du kalder Pjank, blev til Alvor. |
| RABEN | (med en Bevægelse). Til Alvor? |
| ANNE SOFIE | Ja, sligt kan ske, naar man bliver fristet. Jeg sætter, at Charlot kom til Dig en Dag og sagde — aabent og ærligt: Jeg trænger til din Tillid og Støtte. Jeg frygter for, at jeg er ved at faa en Anden kær. Jeg har gjort, hvad jeg kunde, for at kæmpe derimod, men jeg formaar det ikke mere alene. Ved Du saa ogsaa — ganske sikkert — hvordan Du havde at forholde Dig? |
| RABEN | (strengt). Ja, ganske sikkert. Saa vilde Piben faa en anden Lyd — Skandaler skal vi have os frabedt. |
| ANNE SOFIE | Hvis al Hjertekvide lod sig sammenfatte i det ene Ord: Skandale, saa vilde ikke Livet være saa sammensat og vanskeligt at leve. |
| RABEN | For mig er det ikke sammensat. Jeg synes, Ærens Love er ganske enkle, og andre anerkender jeg ikke, hverken for Charlot eller mig. |
| CHARLOT | Hvad byder da Ærens Lov i sligt Tilfælde? |
| RABEN | (bestemt). Sikkerlig ikke Eftergivenhed. Verden er jo saadan, at den ler ad den bedragne Ægtemand, aldrig ad en bedragen Hustru. Hvad har Manden at stille op mod den Uretfærdighed? Kun haardhændet Gengældelse. |
| ANNE SOFIE | Ja saa! |
| RABEN | Jeg er liberal nok, saa længe det gælder Spøg, men Charlot ved meget vel, at hvis det, som Du siger, kom til Alvor, saa vilde jeg forsvare min Ære og min Ret overfor hende og hendes Tilbeder af al min Magt, hører Du, selv om det var med — meget stærke Midler. |
| ANNE SOFIE | Hvad forstaar Du ved stærke Midler? |
| RABEN | Ja Du, jeg er ikke sentimental. Jeg vilde ikke afhandle med min Kone, om denne nye Følelse besad sin Berettigelse, eller om ikke ogsaa jeg havde Skyld, fordi jeg ikke havde forstaaet at værne min Skat — og den Art. Saadanne Fraser ligger ikke for mig. Nej, jeg vilde nøjes med at kaste Fyren ned ad Trapperne efter at have slaaet Arme og Ben i Stykker paa ham. |
| CHARLOT | Og muligt vilde Du heller ikke skaane mig for en Tugtelse? |
| RABEN | Oprigtigt talt, siden Du siger det, saa tror jeg, at en Mand i en saadan sidste Instans har Ret til at straffe sin Kone. |
| CHARLOT | Maaske endog haandgribeligt? |
| RABEN | Ja maaske — det skal jeg ikke indlade mig paa at drøfte. Formen maa vel være forskellig efter Livets forskellige Kaar, men det gør jo ogsaa mindre til Sagen; man kan sagtens underforstaa de stærke Udtryk, naar der blot ikke røres ved den Vedtægt, at bag alt ydre Galanteri maa Mandens Myndighed og Ret staa uomstødeligt fast. |
| CHARLOT | Hvordan vilde du da gøre denne din Ret gældende? |
| RABEN | Det maatte bero paa Omstændighederne, men vist er det, at jeg først og fremmest vilde tage Dig ved Armen, Charlot, og sætte Dig hen i den Krog, hvor Du bedst kunde skamme Dig over din Opførsel og komme til en bedre Erkendelse. |
| CHARLOT | (ser koldt paa ham og fjerner sig lidt). |
| ANNE SOFIE | Og en saadan Opfattelse, mener Du, er til Baade for den kvindelige Troskab? |
| RABEN | Selvfølgeligt. Fra Arilds Tid’ har Kvinden foretrukket Den, i hvem de erkender deres Overmand. De trænger til at føle Respekt, og de ved, alle som een, at Ægteskabet maa have sin Basis paa Ære og Pligt. |
| ANNE SOFIE | Og lidt andet — maaske. |
| RABEN | Naturligvis. Men det er et gammelt Ord, ved Du, at man ikke skal begære sin Næstes Hustru, Pige, Okse eller Asen. |
| CHARLOT | (ser hurtigt paa ham). |
| ANNE SOFIE | (lidt skarpt). Ja, kun at de firføddede Husdyr noget lettere lader sig kontrollere. |
| RABEN | (ler og peger paa Charlot). Du ser selv, hvor den blotte Trusel om Skammekrogen har skræmmet den lille Frue. Naa, naa, det var ikke Hensigten, men det er jo jeres egen Skyld, hvorfor tirrer I mig op! (til Anne Sofie.) Tør jeg spørge, om Du nu er kommen tilbunds i min Mening? |
| ANNE SOFIE | (tørt). Ja, ganske. |
| RABEN | Godt! Det glæder mig. |
| Løjtnant Kasberg kommer ind fra højre. | |
| LØJTNANT KASBERG | Jeg tror alligevel, at Ritmesterindens Kabinet — |
| RABEN | (vender sig imod ham). Ah, er De der, Løjtnant Kasberg! |
| ANNE SOFIE | (sagte til Charlot). Der har Du dit Brev! |
| CHARLOT | (hurtigt). Hvordan — |
| ANNE SOFIE | Tys! |
| RABEN | Det er vist paa Tide at komme afsted. Vognen venter. |
| LØJTNANT KASBERG | Men hvordan — jeg ser, at Ritmesterinden tager dog ikke med. |
| RABEN | Nej, hun er ikke ganske vel. |
| LØJTNANT KASBERG | Det gør mig da overordentlig ondt at høre. |
| RABEN | (lidt skarpt). Det betvivler jeg ikke, Løjtnant Kasberg. |
| LØJTNANT KASBERG | (mærker Misstemningen og ser lidt befibbet fra den Ene til den Anden). Ja, det vil sige — hvorledes! Naa! Jeg mente blot — ja, jeg tror næsten, at jeg ved nærmere Eftertanke foretrækker at gaa — ja, Ritmesteren forstaar vel nok —? |
| RABEN | Jo, det er ikke særlig svært at forstaa. |
| LØJTNANT KASBERG | Ellers mange Tak, men Føret er jo upaaklageligt, og jeg er en ivrig Fodgænger. |
| ANNE SOFIE | Det er jo heldigt, siden Løjtnanten staar ved Fodfolket. |
| RABEN | (kølig). Det er maaske ogsaa behageligst for Dem at gaa. |
| LØJTNANT KASBERG | (hilser). Mine Damer — min Kompliment! |
| RABEN | Maa jeg hjælpe Dem! |
| De gaa ud i Entreen, hvor man ser dem tage Tøjet paa, hjulpne af Tjeneren. Løjtnant Kasberg tager Afsked og gaar. | |
| CHARLOT | (halvsagte og aandeløst). Anne Sofie, hvorfor gav Du mig mit Brev? |
| ANNE SOFIE | Fordi jeg saa, at Du fik Ret. Og saa haaber jeg, at jeg som Kvinde har Lov at være mere søsterlig mod en Søster end mod en Broder. |
| CHARLOT | Du Kære — |
| ANNE SOFIE | Naturligvis føler jeg, at det var ufint af mig at rive Brevet fra Dig, men jeg syntes, jeg maatte. Tror man at kunne redde En, der er ved at drukne sig, saa griber man haardt til, ikkesandt? |
| CHARLOT | Naa, Du mente det jo godt. |
| RABEN | (i Døren med Overtøj paa). Anne Sofie, er Du færdig? |
| ANNE SOFIE | Ja, jeg kommer. Gaa Du ned i Forvejen, jeg vil blot tage Afsked med Charlot. |
| RABEN | Vel. |
| Han gaar ud gennem Entreen. Tjeneren kommer ind med Anne Sofies Kaabe, hjælper hende den paa og gaar derpaa ud og venter. | |
| ANNE SOFIE | Ja ja, lille Charlot, saa farvel! |
| CHARLOT | (kaster sig i hendes Arme). Aa, Anne Sofie — |
| ANNE SOFIE | Jeg er meget ulykkelig, for hvordan jeg end vender det, er jeg overbevist om, at jeg i dette Øjeblik bærer mig galt ad. |
| CHARLOT | Tro ikke det! |
| ANNE SOFIE | Jo, denne Aften vil heller ikke jeg glemme. Jeg vil herefter faa at vide, hvad det er at vakle og fortryde og at gaa i Rette med sig selv. Aa jo, Mange vilde sikkert fordømme mig, og jeg selv vil maaske ikke gøre det mindst. Men jeg forsvarer mig med, at jeg dog til syvende og sidst ingen Ret har over Dig. Og hvad hjalp det vel, om jeg hensynsløst greb ind i dit Liv i Aften — i Morgen var jeg dog over alle Bjerge, og Du alene her mellem en Ligegyldig og en Forelsket. Handl da, som Du vil, eller rettere, som Du synes, at Du maa. Jeg kan ikke andet. |
| CHARLOT | Du min egen Kære, jeg lover Dig til Gengæld for, hvad Du har gjort for mig i Aften, at jeg skal søge at handle honnet, hvordan det saa end gaar. |
| ANNE SOFIE | Det haaber jeg, men husk i alle Fald, at denne Aften maa være udslettet mellem os. Jeg toer mine Hænder, har ingenting hørt, vil ikke vide mere end det, Du aabent staar ved. Kun, hvis Du engang er skuffet og ulykkelig, maaske knust, Saa kom til mig. (tager hende kærligt om Hovedet og ser paa hende.) Ogsaa. da, nej, især da, kan bedst den ene Kvinde staa den anden bi. Farvel. |
| Hun kysser hende og gaar ud i Baggrunden, idet Tjeneren aabner Døren for hende. | |
| TJENER | (kommer tilbage). Maa jeg blot sige Fruen — Professor Lemming kom for lidt siden med en Pakke. Jeg viste ham ind i Ritmesterens Værelser. |
| CHARLOT | Nej, sig at — jo, jeg maa tale med ham! Bed Professoren komme ind! |
| Tjeneren aabner Døren til højre med en Hilsen og gaar derpaa hurtigt ud i Baggrunden, mens Charlot i stærk Bevægelse ser imod Døren. | |
| TÆPPE |