Nelly går ud til højre. Vibe gaar ud i Entréen for at lukke op og kommer strax efter tilbage, ledsaget af Sophus, der er klædt i Selskabsdragt under en aaben Overfrakke.
PERSONERNE:
VIBE, Naturforsker. |
SOPHUS KLEIN, Grosserer. |
NELLY, hans Hustru. |
ENAKTER (2) | |
SOPHUS | (gaar frem og tilbage) Tænk Dig — hun er borte! |
VIBE | Hvem — jeg forstaar ikke — |
SOPHUS | (kaster sin Overfrakke) Min Kone! Nelly! Hvor i al Verden skal jeg søge hende! |
VIBE | Aa — tag det med Ro — — hun findes nok. |
SOPHUS | Ja vel, men hvor — se det er Du ikke Mand for at sige mig. |
VIBE | Men hvordan? |
SOPHUS | Hun tog ind med mig imorges blot for at besørge et og andet, og da jeg saa henad Aften er paa Vej til Kongresfesten — Du véd, det var en ligefrem Pligt for mig at være med — hvem ser jeg saa Andre end Nelly i en Drosche sammen med Din Broder, Forfatteren, den Laban — ja undskyld — og en anden Fyr i samme Stil med blød Kunstnerhat og det hele — alle tre yderst oprømte og paa Vejen til en Zigeunerforestilling paa en eller anden Knejpe. |
VIBE | Det var som Pokker, og hvad saa? |
SOPHUS | Jeg skammer mig næsten for at sige det — da hun opdagede mig, holdt hun Parasollen for Ansigtet. |
VIBE | Det var da ogsaa uheldigt — |
SOPHUS | Uheldigt! Det var i allerhøjeste Grad upassende — hun havde spist til Middag sammen med dem paa et offentligt Sted — hvad siger Du! Havde jeg nu ikke Grund til at blive rasende, det vil jeg spørge Enhver om. |
VIBE | Det bliver ellers besværligt! |
SOPHUS | Men heldigvis betvang jeg mig. Fuldkommen rolig og høflig bad jeg Nelly følge med mig, hjalp hende ud af Vognen og tog hende med hen til Festen. |
VIBE | Men paa Vejen sagde Du hende vel lidt Besked? |
SOPHUS | Jeg gjorde hende de kærligste — mest indtrængende Forestillinger — |
VIBE | (smiler) Rørte den Overbærenhed hende da ikke? |
SOPHUS | Nej, ikke et Ord fik jeg til Svar. Jeg førte hende op paa Tribunen, skaffede hende en udmærket Plads, hvorfra hun kunde se det hele og bad hende vente blot saa længe Souperen varede — jeg maatte jo være tilstede — |
VIBE | (ser til Døren) Ja — som én af Indbyderne — gaa dog endelig derhen igen — hurtigst muligt — |
SOPHUS | Men tænk Dig — mens jeg sad og spiste, hørte jeg af min Sidemand, der var kommen lidt for sent, at han havde set min Kone udenfor. Jeg styrtede op til hendes Plads — ganske rigtig — væk var hun! Siden har jeg løbet omkring som et galt Menneske — paa Jernbanen — hos Tante Mille — hun er ikke til at finde! |
VIBE | Hun er naturligvis taget hjem. |
SOPHUS | Hjem! Jeg var jo ved det sidste Tog! Nej, naar hun blot ikke er stødt til de to Fyre paa et eller andet Forlystelsessted. |
VIBE | Det kunde hun da aldrig finde paa. |
SOPHUS | Aa — Du, der lever fredelig her mellem Dine Dyr, Du aner ikke, hvad en selvraadig og livlig ung Kone kan finde paa. |
VIBE | Nej, Gudskelov — det livligste Dyr, jeg har havt at gøre med, var et Egern, jeg engang havde — det var galt nok! |
SOPHUS | Jeg er ellers ret heldigt stillet — til Dig kan jeg jo gerne tale om det — jeg har endogsaa Udsigt til med Tiden at blive Etatsraad, men jeg spørger Dig — hvordan skal man kunne komme fremad med en Kone, der istedetfor at støtte En ved en distingveret Optræden, gør alt, hvad hun kan, for at nedbryde Ens sociale Stilling. Hun vil have en Kreds for sig selv, en kunstnerisk og literair Kreds — jeg beder Dig nu — |
VIBE | Nedbryder det Ens sociale Stilling? |
SOPHUS | Ja, saa noget nær, den Retning gaar jo kun ud paa at rive ned paa de fastslaaede Institutioner, og desuden — vi maa jo følges ad! Det gaar dog min Sjæl ikke at sætte to Heste til at trække en Vogn, naar den ene vil gaa til højre og den anden til venstre. |
VIBE | Nej, saa foretrækker jeg unægtelig at køre Enspænder. |
SOPHUS | Jeg tror, at jeg hidtil har været en liberal Ægtemand, har jeg ikke? |
VIBE | Jo — ja — men keder hun sig ikke lidt? |
SOPHUS | Mener Du — med mig? |
VIBE | Nej — jeg mener — saadan ellers! |
SOPHUS | Saa er det saagu hendes egen Skyld! Har man kendt Mage til Paafund? At kede sig, naar Indbydelserne til de bedste Kredse formelig regner ned over En. |
VIBE | Hun vil maaske netop lidt i Læ for den Byge. |
SOPHUS | Det kan hun saamænd snart opnaa, naar man stadig ser hende have Samkvem med en Flok uopdragne Skønaander og langhaarede Musikere, som man aldrig ser i andre gode Huse. Og de skal være saa extra morsomme! Da har jeg aldrig kunnet tale med dem! |
VIBE | Nej, det forstaar sig. |
SOPHUS | Deres bedste Aandsprodukter kan man købe for to Kroner i enhver Boghandel, og ved et Middagsbord spiller de i Regelen en tarvelig Rolle — der finder jeg hvem som helst mere underholdende. |
VIBE | Det siger jeg med — om det saa er en god Kapun? |
SOPHUS | (ler) Ja vist saa — det er ikke den Værste, man kan træffe paa! |
VIBE | Men Spøg tilside! Naar Du er saa stærkt optagen af Dine Forretninger og Dit offentlige Liv — |
SOPHUS | Saa skulde min Hustru gaa alene paa Café chantant og høre Zigeunermusik? |
VIBE | Nej, men i sit Hjem — |
SOPHUS | Naa, der skulde hun holde Café chantant med Folk, som ser ligesaa meget ned paa mig, som jeg paa dem? |
VIBE | Nej, det er s’gu en fysisk Umulighed, min Kære! |
SOPHUS | Vilde Du maaske synes, det var behageligt for mig at komme hjem og finde mine Lænestole og Cigarer beslaglagte af literaire Damer og Herrer og have den Ære i Forbigaaende at blive forestillet som «Fruens Mand». |
VIBE | Det er jo ganske vist ikke den Titel, Du attraar! |
SOPHUS | Eller hvad siger Du om at komme op paa en Restauration med et Par Venner og træffe sin Kone ved en munter Middag i et Selskab, der er En ganske uvedkommende. |
VIBE | Man fik gøre som hun — more sig med sine Par Venner! |
SOPHUS | Det vilde tage sig godt ud. Nej — jeg véd ikke, hvad jeg skal gribe til med Nelly! Hvad siger Du til hendes Opførsel idag? |
VIBE | Man kunde maaske sige, hun har været lidt hensynsløs — |
SOPHUS | Nej — uforskammet er det rette Ord! |
VIBE | Hun er lidt ubesindig — husk, hun er et forkælet Barn! |
SOPHUS | Ja, det er vist og sandt — et rigtig uartigt Barn, men nu er ogsaa min Taalmodighed udtømt! Enten maa hun bøje sig ind under det gode Selskabs Love, eller vi maa sejle Hver sin Sø. |
VIBE | Nej — sig ikke det! Hvad skal jeg gøre for at faa jer forsonede — kan jeg dog ikke gøre noget dertil? |
SOPHUS | (sukker) Nej, vor Mangel paa Harmoni kan ingen Trediemand hjælpe paa — den maa vi selv stride med. Herregud, Vibe, det er ikke, hvad jeg havde drømt om! Kan Du huske, hvor hun var sød i vort Ægteskabs første Dage? |
VIBE | Ja, det er hun da endnu. |
SOPHUS | Dengang holdt hun af mig — fandt sit eneste Maal i sin Kærlighed til mig. Men nu! (stryger sig med Haanden over Panden) Ikke til noget andet Menneske vilde jeg aabne mit Hjerte paa den Maade — |
VIBE | Men til mig — |
SOPHUS | (rækker ham Haanden) Ja — jeg véd, at jeg i Dig har en gammel Ven, der er rede til at gaa i Ilden for mig, og derfor er jeg ogsaa kommen for at bede Dig om en Tjeneste. |
VIBE | Naa — hvad er det? (afsides) Kunde jeg blot faa ham afsted! |
SOPHUS | Jeg er i denne Tid saa optagen — Nelly er derfor altfor meget overladt til sig selv. Hun kunde efter denne Historie godt finde paa noget rent Galt — |
VIBE | Tror Du virkelig — |
SOPHUS | Derfor vilde jeg saa gerne have, Du skulde komme lidt ud til os paa Landet — det vilde holde hende i Ro. |
VIBE | Nej, det kan jeg virkelig ikke — mit Værk om Bløddyrenes Formering — |
SOPHUS | Det kan Du jo godt arbejde paa ude hos os — Du kan vist finde Blæksprutter i Søen derude. |
VIBE | Tror Du — det plejer ellers at være Saltvandsdyr! |
SOPHUS | Saa er der andre Snegle i Mængde — det har jeg selv set! Ikkesandt, saa er den Sag afgjort — imorgen tager Du derud, og saa vil Du nok for gammelt Venskabs Skyld vaage lidt over hende paa mine Vegne, holde hende fra at farte for meget her til Byen — |
VIBE | Ja, det tror jeg nok, at jeg kan love Dig. |
SOPHUS | Tak, kære Ven! Saa maa jeg endnu blot sige Dig, hvor det er mig pinligt, at det netop skulde være Din Broder, jeg havde det Sammenstød med, men Du forstaar mig jo, ikkesandt? |
VIBE | Fuldkomment. |
SOPHUS | Hans løse Principer er mig en Vederstyggelighed — de har allerede smittet Nellys let bevægelige Sind altfor meget, og om det saa kun var for hendes Skyld, er jeg nødt til at lukke mit Hus for ham, saa ondt det end gør mig. |
VIBE | Det er saa rimeligt. |
SOPHUS | Det vidste jeg, Du vilde sige! Du maa gaa op med mig til ham — |
VIBE | (hurtig) Nej, hvorfor — den Slags Opgørelser er saa ubehagelige. Skriv blot til ham nu med det samme, at Du er misfornøjet med hans Optræden, saa skal jeg give ham Brevet — jeg venter ham netop imorgen! Jeg skal forklare ham det hele og raade ham til at holde inde med sine Besøg. |
SOPHUS | Ja, det er maaske nok saa behageligt for alle Parter, (gaar hen til skrivebordet) Vær rolig — jeg skal respektere Dine Dokumenter! Naa, der er Papir, (skriver) Jeg siger ham altsaa, at Du ganske giver mig Ret og vil sige ham min Mening. |
VIBE | Ja vel. (afsides) Sammen med hendes og min egen. |
SOPHUS | (giver ham Brevet) Se der! (lukker Mappen og ser derved Vibes ufuldførte Brev) Men hvad er det — Du bestiller Værelser ved et svensk Badested, ser jeg — |
VIBE | (afsides) Saa, for Pokker! |
SOPHUS | Er det til Dig selv? |
VIBE | (forlegen) Ja — jeg havde tænkt paa — jeg er lidt overanstrengt — jeg har længe trængt til — til lidt kraftige Styrtebade! Men nu, hvor jeg skal ud til Dig — |
SOPHUS | Skulde Du rejse alene? |
VIBE | Ja. |
SOPHUS | Hvorfor har Du saa egentlig bestilt en Salon til en Dame? |
VIBE | (forlegen) Ja, naar Du endelig vil vide det — Fru Rasmussen, min Værtinde — en rigtig net Kone — jeg har længe lovet hende en lille Forfriskning — |
SOPHUS | (smiler) Naa, det er paa den Maade, Du arbejder paa Dit Værk om Bløddyrenes Formering! |
VIBE | Du maa ikke misforstaa det — selv om Du senere skulde høre — jeg forsikrer Dig, jeg har gjort, hvad jeg kunde for at holde igen — det er ikke min Skyld — |
SOPHUS | (ler) Saa — ikke det — hvis er det da? |
VIBE | Det er ene og alene hende, som — som absolut — naturligvis indser jeg, at jeg ikke burde — at det er en utilgivelig Svaghed af mig — |
SOPHUS | Svaghed ligeoverfor en Kvinde er aldrig utilgivelig, (opdager Nellys Hansker) Ah — tør jeg spørge — er det ogsaa Madam Rasmussens Hansker? |
VIBE | Ja — det er — |
SOPHUS | Det var som Pokker! Da jeg saa hende sidst, lignede hun nærmest en forklædt Gardist. |
VIBE | Maaske en Smule firskaaren. |
SOPHUS | Og rindende Øjne havde hun! |
VIBE | (lidt stødt) Saa — nej, kun lidt røde. |
SOPHUS | (ser paa Hanskerne) Og nu maa hun jo være bleven en allerkæreste lille Person — fin, slank — snarest lidt nerveus, ikkesandt? |
VIBE | Ja — — det kan nok være — — |
SOPHUS | Disse lange, smalle Hansker fortæller jo om et Sommerfugleliv — om Rigdommens forfinede Lediggang! (kaster dem paa Bordet) Hør Vibe — lad mig se paa Dig — jeg begynder at faa Respekt for Dig — hvordan Pokker har Du baaret Dig ad med det? |
VIBE | (ser uroligt til Døren) Aa — det er kommet — saadan af sig selv — |
SOPHUS | (lægger Mærke til hans Bevægelse) Vibe — hun er her! Disse Hansker — hun er derinde, ikke? |
VIBE | (bestyrtet) Nej — jeg forsikrer Dig — |
SOPHUS | Maa jeg da gaa der ind? |
VIBE | Nej, for Himlens Skyld — |
SOPHUS | Syntes jeg ikke nok, at Du var saa adspredt! Saa beder jeg saa mange Gange om Forladelse for at have forstyrret og trækker mig skyndsomst tilbage, (kysser paa Fingeren hen imod Døren) God Fornøjelse! |
Sophus gaar ud i Baggrunden, ledsaget af Vibe, idet Nelly kommer ind ad Døren til højre. | |
NELLY | (idet hun kommer ind) Naa — endelig gik han! |