En Advarsel 2. del

Afsnit

Scene 5 -8.

PERSONERNE:

FRITZ ROSEN. ANNIE, hans Hustru.
STUDENT KRUSE. OBERSTEN.
OBERSTINDEN. EN TJENER.
5. SCENE Obersten. Oberstinden.
OBERSTEN (i Døren) Kom, lad os saa se, om de er i Spisestuen — kom!
OBERSTINDEN (søger paa Bordet) Du er altid saa utaalmodig, kære Klemming! Man maa dog ved Gud have Tid til at samle sine Ting.
OBERSTEN (ser paa sit Uhr) Hvad har Du da brugt hele Dagen til? Om otte et halvt Minut maa vi afsted.
OBERSTINDEN Ja—ja!
6. SCENE Annie. Straks efter Rosen. Senere Kruse. Tilsidst Obersten.
ANNIE (for sig selv, idet hun ser efter Rosen) Der gaar han — han gaar virkelig! Men han har jo glemt Buketten, saa kommer han nok tilbage. Ja, der er han! (Hun løber hurtigt hen bag Planterne.) Naa, nu haaber jeg, at han ordentlig skal faa læst og paaskrevet!
Rosen kommer ind fra Haven
ROSEN (i Døren) Her er heldigvis Ingen.
Han gaar forsigtigt gennem Stuen og gaar ind i sit Værelse til højre.
ANNIE (ser hen til Døren) Saa, nu er han i Fælden!
Hun gaar hen til Klaveret og begynder at spille, idet Rosen titter frem bag Dørforhænget. Han har Buketten i Haanden.
ROSEN (sagte) Av, der er Annie, saa venter jeg heller.
Annie vedbliver at spille, idet hun kaster et Blik ud i Haven. Lidt efter kommer Kruse ind ad Havedøren.
ANNIE Er det Dem, Kruse, kom kun nærmere.
KRUSE De lokker mig med Musik som en Loreley.
ANNIE Ja, jeg tænkte nok, De kom ind, naar De hørte mig spille.
KRUSE Saa bliv ved — jeg beder Dem —
ANNIE (rejser sig) Nej, lad os heller tale lidt sammen i den korte Tid, vi har tilbage.
(sagte, idet hun nærmer sig Rosens Værelse.) Jo, han hører efter.
(højt) Jeg skal hilse Dem fra min Mand, kære Kruse, og bede Dem undskylde, at han ikke fik sagt Dem Farvel.
KRUSE Hvordan — er han gaaet?
ANNIE Ja, saa De ham ikke gaa? Han skulde hen til en Dame, han beundrer meget.
KRUSE Han gik altsaa trods Bryllupsdagen?
ANNIE Ja, hvorfor ikke, vi er ikke mere saa følelsesfulde af os. Lidt gensidig Frihed er saa behagelig.
KRUSE Ja, ganske vist, men jeg troede —
ANNIE Kom, sæt Dem her hos mig! Man er netop saa godt oplagt til en Passiar saadan i Mørkningen. Se blot, hvor der er kønt derude med det hendøende Lys paa Træerne. Naa, sæt Dem saa ned! De er vist i Grunden lidt genert af Dem.
KRUSE (forlegen) Jeg! Aldeles ikke — jeg mener —
ANNIE Nej, ligeoverfor mig maa De ikke være det. Jeg synes, vi kender hinanden saa godt. Hør, jeg tror, De er bleven klippet, siden vi saa hinanden sidst. Det er Synd; naar De har længere Haar, ligner De Lord Byron.
KRUSE (smigret) De gør mig virkelig flov, kære Frue —
ANNIE Det passer jo godt, siden De skriver Vers — nej, jeg skal ikke plage Dem med det. Men det vil jeg blot sige Dem, at det interesserer mig meget.
KRUSE Er det sandt?
ANNIE Kan De mærke, hvor stærkt Lindeblomsterne lugter — helt her ind. Aa, hvor det er en sød betagende Duft, der fylder En med Drømme og Længsler.
KRUSE Ogsaa Dem! Det er jo netop Længslen efter noget dejligt, noget ukendt, der fylder mig, saa det bruser i mig ligesom med vild Musik. Men den Slags troede jeg ikke, De kendte.
ANNIE Hvad ved De om det? Hvor kan De ane, om ikke ogsaa jeg higer mod noget ukendt, noget vidunderligt —
KRUSE De, Fru Annie, De synes saa sikker paa Livet, saa sikker paa Dem selv.
ANNIE Sikker — det er saamænd Ingen. Hvilken Kvinde gaar ikke og tænker paa Kærlighed og drømmer om noget andet end det, hun har — om noget, der — om noget, der kunde bringe et nyt Pust af Foraar i Hjærtet.
ROSEN (sagte) Se se!
KRUSE De mener altsaa, at Kærlighedslængsel er stærkere end en nedarvet Følelse for Moral og Dyd?
ANNIE (ser til Døren) Aa, Dyden! Den kan da ved Gud ikke more En eller beskæftige En, vel? Og netop den stjaalne, hemmelige Lykke har jo noget lokkende ved sig, aa, saa lokkende!
KRUSE Og naar man begynder at tænke paa de Ting, tror De saa ikke, at det er farligt, jeg mener —
ANNIE Maaske! Hvis den Rette kom i det rette Øjeblik.
KRUSE Og naar først man er gift, saa —
ANNIE Ja, det er Sagen! Ægteskab og Erotik, de to Ting forliges daarligt. Ægteskabet er jo det fastslaaede, den almindelige Landevej, som vi Alle trasker hen ad. Ak ja! Der træffer man saa vist ikke det, der er saa henrivende — det at vide sig attraaet, drømt om – aa, det er en Følelse, ligesom om alt det Smukke, man kender, Poesi og Musik og Kunst var blevet til Liv — Ens eget Liv —! Puh, ser jeg ikke hed ud. Jeg synes, det er saa varmt —.
KRUSE De ser dejlig ud.
Rosen gør en hæftig Bevægelse.
KRUSE Er der Nogen i den Stue? Jeg synes, jeg hører Støj.
ANNIE Det er blot Hektor, min Mands Hund, som gaar og pusler der inde.
KRUSE Naa —!
ANNIE (beroligende) Men den bider ikke.
KRUSE Hvem kunde ane, at ogsaa De søger at udgrunde Hjærtets Gaader.
ANNIE Troede De ikke det? Jo, ser De, paa Hjærtets Omraade er vi Alle en Smule Digtere, vi Kvinder, baade Digtere og Diplomater.
KRUSE Ja, overfor de stakkels Mænd.
ANNIE Mener De Ægtemændene? Aa, for at narre en Ægtemand behøver man saamænd ikke at være meget diplomatisk. De gode Herrer ser sjælden videre skarpt paa det Punkt. Enten er de for langsynede eller for nærsynede, for skinsyge eller for ligegyldige.
ROSEN (for sig selv) Det er dog for galt!
ANNIE (skotter til Døren) Jeg kender mere end een Mand, som tror, at hans Kone er en lille Gaas, der ikke duer til andet end at se op til sin Gemal og skænke hans Kaffe. Og saa tager hans Højhed grundigt fejl. Mens han søger Erotiken andetsteds, saa ler hun ganske smaat ad ham og bruger sin Del af Aand og Vid til at bedaare Andre, der er mere modtagelige for hendes Tiltrækning.
KRUSE (dristigere) Og hvorfor skulde hun ikke det, Fru Annie, jeg mener, at naar en Kvinde —
ANNIE Nej, hvorfor skulde hun ikke, naar hun føler, at hun har den fængende Gnist i sig, som tænder Hjærterne.
KRUSE Og den har netop De!
ANNIE (ser paa ham) Jeg — aa —
KRUSE Jo jo, blot man eengang har set rigtigt ind i Deres Øjne, saa er man fortabt med det samme. Aa, naar De vidste — naar jeg turde sige Dem — (dristigere) De har været min eneste Tanke, siden jeg lærte Dem at kende, aa, meget mere, for det, der laa skjult inderst i mig, noget, jeg ikke vidste var der, ligesom en dejlig Sang — en Følelse af Lykke og Sorg paa eengang, noget — jeg ved ikke hvad, det har De faaet frem, og hvis det vokser, og — og bliver til noget, saa er det Deres Skyld, blot fordi De har talt til mig — set paa mig. Jeg synes, man maatte kunne blive til alt, naar man blev elsket af Dem — det maatte være Saligheden selv.
Obersten kommer ind fra venstre.
OBERSTEN Her er jo helt mørkt — er Kruse her? Hvor har De gjort af min Kones Paraply? Hun siger, De havde den.
KRUSE (ærgerlig) Det husker jeg virkelig ikke.
OBERSTEN Der staar kun een derude, og min Kone har alletider Navn paa Skaftet.
Tjeneren kommer incl med en Lampe, som han stiller paa Bordet og gaar igen.
OBERSTEN Men Gudbevares, staar ikke Mennesket der endnu uden Overtøj, og om to Minuter skal vi gaa. Der ligger Deres Frakke. Naa, kom saa med og find Paraplyen; jo undskyld, det var Dem, der bar den. (gaar hen mod Døren) Alletider i Taaget, det Menneskel
Han gaar ud til venstre med Kruse, idet Rosen kommer hurtigt ind fra højre.
7. SCENE Rosen. Annie.
ANNIE (tilsynelad ende overrasket). Men Gud, Fritz, hvordan er det — er Du der?
ROSEN (irriteret) Ja, jeg er her, som Du ser, og jeg har været her hele Tiden.
ANNIE Hvordan — hele Tiden — hvad mener Du?
ROSEN (kaster vredt Buketten fra sig) Naa saadan er Du altsaa, naar det kommer til Stykket! Der slap de ud, dine ærbare Talemaader om Kærlighed for Livet og Familielykke og Følelse for Hjemmet og hvad det altsammen er. Det er maaske en Adspredelse, Du ofte dyrker?
ANNIE Hvilken, Kære?
ROSEN Hvilken I Som om jeg ikke har baade set og hørt, hvordan Du med det mest udfordrende Koketteri sad der og optændte den Fyr til en Kærlighedserklæring blot for at have den Tilfreds­stillelse at høre paa hans lyriske Udbrud. For Du vil da vel ikke bilde mig ind, at Du er forelsket i ham — det manglede blot.
ANNIE vender sig bort og smiler.
ROSEN Du tier — ikke en Undskyldning har Du! Paa den Maade gantes Du altsaa med det, der bør være en ung Kone det vigtigste af alt.
ANNIE Hvad er det, der bør være en ung Kone det vigtigste af alt?
ROSEN Har hun nogen anden Opgave end at værne om den?
ANNIE Ja, det ved jeg dog ikke. De Herrer, der gør Kur til mig, og Du ser, de findes ogsaa — de plejer at sige, at en ung Kone ogsaa har andre Opgaver.
ROSEN Hvilke, om jeg tør spørge?
ANNIE For Eksempel at være indtagende og gøre Indtryk.
ROSEN Man har altsaa vovet, at —
ANNIE At sige mig det! Aa Gud ja! Jeg har saamænd tidt nok hørt, at, en ung Kone netop har en sælsom Tiltrækning, en egen Magt til at ægge og besejre Mænd med fint Koketteri.
ROSEN Og de Flovser hører Du paa?
ANNIE Hvorfor ikke! Det er altid godt at lære den Magt at kende, som man har.
ROSEN Vil Du dermed antyde, at Du har den Magt?
ANNIE Herregud, jeg er ikke af Stok og Sten, ikke heller grimmere end saa mangen Anden. Hvorfor skulde jeg ikke ville have min Del af det, hvormed Kvinden hersker over Verden?
ROSEN Fordi Du har en Mand, hvem Du skylder at opføre Dig, som det sømmer sig en gift Dame. Tror Du, jeg vil finde mig i den Slags Fjas?
ANNIE (smiler) Kære Fritz, Du er da for overlegen til at være smaalig i det Kapitel.
ROSEN Paa det Punkt er der Ingen, der taaler Spøg.
ANNIE Ikke ! Nej, Himlen skal vide, at der taales ikke meget i vort artige, snærpede, sippede Samfund. Vi skal alle til Hobe være saa stive som gamle Kancelliraadinder.
ROSEN Da vil jeg dog sige — (stanser og ser paa hende) hm —
ANNIE Og ifald Du blot kunde forstaa, hvad det vil sige for en ung Kone at have lidt Herretække, lidt af den medfødte Tiltrækning, der er saa uforklarlig, saa vilde Du — ja, vær ikke vred — saa vilde Du dømme mindre spidsborgerligt og mindre filistrøst om det, der er Livets fineste Buket.
ROSEN (ser uvist paa hende) Hm — sig mig (forlegen) Annie, sig mig, vidste Du, jeg var der inde?
ANNIE (drillende) Tro det eller tro det ikke, ganske som det behager Dig. Du holder jo netop af det Pikante og Uvisse.
ROSEN Annie, pin mig ikke.
ANNIE (ordner noget paa Bordet) Det er egentlig en køn Ramme om det Billede, synes Du ikke?
ROSEN Annie, sig mig det, hører Du!
ANNIE Maaske, men paa een Betingelse.
ROSEN Og det er?
ANNIE At Du vil spasere med mig ved Mølleaaen i Aften.
ROSEN Naturligvis. Det var jo allerede en Aftale.
ANNIE (ler) Naa, det huskede jeg ikke.
ROSEN (indtrængende) Sig mig det saa — vidste Du, jeg hørte paa det?
ANNIE Nu vel, ja, Fritz, jeg vidste det.
ROSEN Gudskelov, jeg var helt uhyggelig til Mode.
ANNIE Det synes altsaa, som Mændene ikke er saa overdrevent liberale, naar det gælder dem selv.
ROSEN Var det din Hensigt at erfare det?
ANNIE Nej, det vidste jeg. Det var min Hensigt at give Dig en Advarsel.
ROSEN (lidt nølende) Tilgiv mig, Annie, jeg havde maaske fortjent den.
ANNIE Maaske. Derfor, mærk Dig den vel. Tag Dig i Agt. Naar Du for Fremtiden lader Dig lokke af den erotiske Sommerfugleflugt, som Du sætter saa megen Pris paa, saa kunde Du godt risikere, at ogsaa jeg gav mig til at flagre — ad en anden Kant.
ROSEN Nej, jeg beder Dig, bliv, hvor Du er. Naar Du føler Trang til at blive gjort Kur til, saa er jeg til Tjeneste. Nu har jeg set, at Du forstaar at tage imod den.
ANNIE Jeg takker, og siden Du ikke er ganske -uøvet, saa begynd straks.
ROSEN Godt. Maa jeg saa bede om et Kys til Tegn paa Tilgivelse.
ANNIE (trækker sig tilbage) Nej vent! Ganske vist — Freden er nok sluttet, men først maa Du betale Krigsomkost­finger.
ROSEN Jeg, lægger alt for din Fod. Hvad forlanger Du – flere Pudevaar?
ANNIE Nej, jeg forlanger en Buket gule Roser.
ROSEN (ser tøvende paa Buketten) Gule Roser — ja, men ikke disse; andre, der er mere friske.
ANNIE (bestemt) Nej, det er netop dem der, jeg vil have, og tilmed et Løfte om alle dem, der skulde følge i samme Spor.
ROSEN (rækker hende Buketten) Det Spor har jeg i Aften set, at det ikke vil falde min unge Frue svært at slette ud.
Obersten, Oberstinden og Kruse komme ind fra venstre.
8. SCENE Rosen. Annie. Obersten. Oberstinden. Kruse.
OBERSTINDEN De var der inde — jeg mener Brillerne.
OBERSTEN Se saa, nu er det paa højeste Tid!
OBERSTINDEN Har vi nu det hele?
OBERSTEN Ja, Schawlet og Paraplyen og Kurven og Blomsterne og Tørklædet og Stokken. Er der mere — kom saa!
ANNIE (viser Oberstinden Buketten) Lugt!
OBERSTINDEN Hvad ser jeg — Buketten! (tager Annie til Side.) Naa, fik han saa en forsvarlig Røffel?
ANNIE Ja, Tante Mille, og Du ser, den hjalp.
OBERSTINDEN Der kan Du se, hvad jeg siger: Det er saadan, de skal have det.
OBERSTEN Mille, Mille dog!
OBERSTINDEN Ja, nu kommer jeg! (omfavner Annie) Farvel, søde Annie, og Tak for i Dag. Saa, nu glemte jeg dog at faa en Aflægger af den røde Nellike.
OBERSTEN Skal vi vente paa den, saa kommer vi Pinedød igen for sent.
ROSEN Ja, skynd Dem, det er det sidste Tog.
OBERSTINDEN Naa, Farvel og Tak —
OBERSTEN (i Døren) Kom saa, Mille, kom saa!
Oberstinden og Kruse gaa hen mod Døren.
ANNIE (lægger Armen om Rosens Skulder) Dennegang maa de grumme nødig komme igen, ikkesandt?
TÆPPE
EN ADVARSEL: INTRO ■ 1. DEL ■ 2. DEL ■ ANMELDELSER