Folkets Avis, 20. januar 1916.
I anledning af en indsent Artikel i “Berlingske Tidende”s Aftennummer for den 18. ds., betitlet “Skuespilkunst eller Klovnløjer”, som ankede over nogle smaa “Letsindigheder” i Det ny Teaters “Nitouche”-Forestilling, har Forretningsføreren for “Danske Dramatikeres Forbund”, Hr. Victor Lemkow i en, vi synes lidt for alvorlig formet Artikel fremsat en Række Klager over det Spil, som “Folketeatret”s Skuespillere har præsteret i Emma Gads “Hectors Afsked”.
Man bør maaske i denne Sammenhæng bemærke, at Fru Emma Gad er Formand i Dramatikernes Forbund; det kunde se ud som en Tanke.
I den omtalte Artikel skriver Hr. Lemkow følgende:
Der er endnu ikke til “Danske Dramatikeres Forbund” indgaaet Klage over Det ny Teaters Opførelse af “Nitouche” – maaske fordi det ikke er et originalt dansk Arbejde – derimod har vi foreløbig fra tre navngivne Personer modtaget Medelelser om ganske vilkaarlige Repliker, som forskellige af Folketeatrets Skuespillere under Opførelserne af “Hectors Afsked” har tilladt sig fra Scenen at improvisere og byde Publikum.
Vore Oplysninger, der drejer sig om tre forskellige Opførelser af det nævnte Stykke, gaar ud paa:
at en Skuespiller efter en Scene, der ikke lykkes for ham, sagde til den Skuespillerinde, med hvem han udførte den paagældende Scene: “Skal vi ikke hellere tage det om igen?”
at Skuespillerinden svarede: “Nej, Gud fri os!”
at en Skuespiller har brugt en selvlavet og utilbørlig Replik, der er af en saadan Art, at den daarlig lader sig gengive i et Dagblad.
at en Skuespiller afbrød en Skuespillerindes Fortælling om hendes Søns Plagen hende for Penge med Udraabet: “Deres Søn? – Det er jo Deres Kæreste!”
at en Skuespiller bad en af sine Medspillende til “at spise Svinehoved, naar vi er færdige her.” Hun titulerede ham gentagne Gange “Søde Habakuk”, og da han forlod Scenen, raabte hun efter ham. “Du husker nok, søde Habakuk, at komme til Svinehoved, naar vi er færdige her!”
at en ældre Skuespiller, der nyder Tillidshverv indenfor sin Stand, til en Replik om Dannelsen af et Aktieselskab føjede Ordene: “Vi kan faa X. og Y. med.”
X. og Y. var navngivne Personer der den Aften sad i Folketeatrets Parket.
Vore Forfatterorganisationer maa være sindet til at skride ind imod den Art Forvanskninger af utilbørlig Tildigtninger til Forfatterens skrevne Ord, og den Haan imod Publikum, saadanne Taabeligheder indeholder.
Victor Lemkow.
Forretningsfører for
“Danske Dramatikeres Forbund”.
Lolland-Falsters Stiftstidende, 20. januar 1916.
Naar der spilles Hundekomedie.
I københavnske Teaterkredse har man i de sidste Dage beskæftiget sig med en ret egenartet Konflikt mellem Folketateret og “Danske Dramatikeres Forbund”, hvis Formand er Emma Gad. Og det er i Anledning af dennes sidste Skuespil “Hectors Afsked” at Konflikten truer, idet Fru Gad er vred over den Maade, hvorpaa Skuespillerne har behandlet hendes Komedie.
– – –
Vor Medarbejder har endvidere spurgt den ene af Folketeatrets Direktører, Hr. Viggo Friedrichsen, hvad man i Direktionen kendte til den sag.
-Jeg kender intet som helst til dette. Jeg har tre Aftener overværet Opførelsen, og disse Aftener er der i hvert Fald intet sket.
Jeg ved meget vel, at der af og til er anvendt Repliker, som ikke findes i Stykket. Men det har jo ofte været nødvendigt at skyde saadanne ind for at berolige Hunden.
De ved, at Hector er en Puddelhund, der spillede en Hovedrolle. Hunden var nemlig ofte urolig. Den bjæffede og gav Hals og vilde løbe ud. Men andet har jeg ikke hørt, og der har ikke paa Teatret været drøftet nogen saadan Optræden, som Skuespillerne her beskyldes for.
Berlingske, 22. januar 1916.
Her gælder i alt Fald, om noget Steds, den gamle Sætning: “Quod licet Iovi non licet bovi”, hvilket paa Dansk betyder, at den, der er ovenover Skyerne, kan tillade sig Ting, som ethvert Asen ikke kan faa Lov til. [hvad, der er tilladt Jupiter, er ikke tilladt en okse, red.]
Da gamle Rosenkilde havde spillet Trop i “Recensenten og Dyret” over 100 Gange og hvor Gang lagt lidt til, sagde Heiberg en Gang til ham: “Tror De nu ikke, Hr. Rosenkilde, det vilde more Publikum at høre Replikerne snaaledes, som de oprindelig er skrevne?”
Da saa den gamle Komiker paa ham med sit mest forhavsede Udtryk og sagde: “Nej, nej, Hr. Etatsraad, det, ved Gud, jeg da ikke tror.”
Og Heiberg lo, for Rosenkilde var nu morsom; men Gud ved, om det alligevel morede Heiberg.
Jeg mødte en Gang gamle Peter Schram pa Gaden og takkede ham for den fornøjelse, jeg havde haft ved at se ham spille Prokurator Barding i “Soldaterløjer” den foregaaende Aften. “Tak” — sagde han. “Var jeg morsom — hvad? Hvad sagde jeg igaar Aftes?”
Det faldt ham ikke ind, at han skulde have sagt det, der staar i Rollen. Det vilde ogsaa have været urimeligt, hvis han havde tænkt det, thi det var længe siden, han havde holdt sig Teksten efterrettelig. Hvad han og Olaf Poulsen fandt paa, naar de spillede i Hostrups gamle Stykke, var utroligt, og der var mange, det morede.
LÆS HELE ARTIKLEN
Berlingske, 9. marts 1916.
Danske Dramatikeres Forbund fejrer idag sin 10-Aars Stiftelsesfest og udsender i den Anledning paa eget Forlag et Katalog, kaldet: “Danske Dramatikere”, en Fortegnelse, udgivet at Danske Dramatikeres Forbund over Medlemmers Arbejder.
Af Bogen fremgaar det, at Forbundet nu tæller over hundrede Medlemmer, dels nulevende danske Dramatikere, dels Repræsentanter for de afdødes Arvinger, tillige al norske Forfattere Henrik Ibsens og Bjørnstjerne Bjørnsons Arvinger samt Peter Egge og af svenske Selma Lagerlöf.
Kataloget er meget overskueligt ordnet alfabetisk efter Forfatternavne og opgiver den nøjagtige Titel paa ethvert af Medlemmernes dramatiske Værker, Dato og Aarstal for dets første Opførelse samt, hvor denne fandt Sted. Tillige noteres, om Værket er opført i danske Provinser, Sverige Norge og det øvrige Udland. Desværre savner man Opgivelse af, hvor mange Gange ethvert Skuespil er opført.
Ved Gennemgang af Værket gør man flere interessante litterære Opdagelser. Det viser sig, at Bogen omfatter ca. 800 Originalarbejder og ca. 350 Oversættelser. Den mest produktive Forfatter er Hr. Charles Kjerulf med 96 Scenearbejder, hvoraf Størstedelen dog er Oversættelser, medens Hr. Aage Madelung som dramatiker kun har ét Arbejde paa Samvittigheden, og det er endda en Oversættelse af et russisk Skuespil, som aldrig er blevet opført.
Fortegnelsen, der er blevet til i Samarbejde med Forbundets Medlemmer, fastslaar, at Fr. Leth Hansen er Forfatter til de to anonyme Skuespil “Ungdomsleg” og “Afkom”, der i sin Tid blev opført paa Dagmarteatret, samt at Peter Fristrup under Pseudonymet Berndtz Fredgren er Forfatter til en Række svenske Sukces-Stykker. Og det røbes tillige, at en Del Forfattere har nye Stykker færdige, som vi vel altsaa kan glæde os til at se i de kommende Sæsoner. Saaledes har Fru Karen Bramson skrevet et 2 Akts Skuespil”Fæstningen Laras Fald”, Olaf Hansen en En-Akter “Den fraværende”. Edgard Hoyer et 3 Akts Skuespil “Professor Hans Magnus”, Otto Rung et 3 Akts Skuespil “Fanevagt”. Ja Sophus Michaëlis har endog tre Værker liggende i sin Bordskufle, en Eventyrkomedie, et Skuespil og et Lystspil. Desuden viser det sig, at vore Teatre ligger inde med en stor Række antagne Værker af alle Arter.
Forbundets Formand, Fru Emma Gad, her i et let causerende Forord trukket Linierne op for Forbundets Start og dets Virksomhed. Fru Gad oplyser, at Forbundet fra en Honoraromsætning det første Aar paa ca. 17,000 Kr. nu er naaet til en aarlig Omsætning paa 100,000 Kr., og at man ialt har faaet ca. ½ Million ind i Forfatterhonorar i de 10 Aar, hvilket vel omtrent vil svare til, at Stykkerne har haft en Billetindtægt af ca. 10 Millioner Kroner. Fruen slutter Bogens Forord med at sige: “Dette er en Haandbog som fremtidig vil blive raadspurgt af alle Teaterdirektører, Provins-Selskaber og Skuespiller-Amatører, ligesom den vil blive et Kildeskrift for Fremtidens Teaterhistorikere og Litteraturforskere”. Hvis Fru Gads Spaadom gaar i Opfyldelse, vil “Danske Dramatikere” have gjort sin Nytte.
Teatret, 15. aarg, 1916.
DEN 9. Marts er det ti Aar siden Danske Dramatikeres Forbund stiftedes. Selv om dette ikke berettiger til at tale om et Jubilæum, saa har Forbundet dog i denne Aarrække oparbejdet sig en saadan Stilling, at det staar som vore dramatiske Forfatteres faglige Organisation, og det er derfor vel værd paa denne Dag nærmere at gøre Rede for dette Forbunds Arbejde og dets Betydning.
De første Spor af Forbundet finder man i en Optegnelse: «Ved et i Marts 1905 i Dansk Forfatterforening afholdt Bestyrelsesmøde fremkom Fru Emma Gad med det Forslag at samle de dramatiske Forfattere til en Underafdeling indenfor Foreningen». Paa Grundlag af dette Forslag afholdtes der af de interesserede Forfattere forskellige Møder, hvor mange Planer drøftedes. I Løbet af Aaret enedes man om at samle de dramatiske Forfattere i et Forbund uafhængigt af Dansk Forfatterforening, og den 9. Marts 1906 stiftedes Danske Dramatikeres Forbund af en konstituerende Generalforsamling, der valgte Hr. Albert Gnudtzmann til Formand, Fru Emma Gad til Næstformand samt Herrerne Hjalmar Bergstrom, Henri Nathansen, Walter Christmas, Peter Fristrup og Alfred Tofft til Bestyrelsesmedlemmer.
Saavidt det kan ses, havde Forbundet ved sin Start 14 Medlemmer, medens det nu ti Aar efter har 102, hvilket er saa godt som alle vore nulevende Dramatikere og Repræsentanter for de afdødes Arvinger.
Forbundet satte sig straks to Opgaver: at varetage Medlemmernes kunstneriske Interesser og bestyre deres dramatiske Forfatterrettigheder. Den ulønnede Bestyrelse leder Forbundets samtlige Anliggender, men den daglige forretningsmæssige Drift er overdraget en lønnet Forretningsfører, der leder Forbundets Bureau.
Bestyrelsen tog meget energisk fat paa Arbejdet; Forbundets Bureau blev oprettet og den daglige
Forretningsgang grundlagdes. Gennem Forhandling med Teaterdirektørerne indførtes straks Normalkontrakter. Bestyrelsen, der stedse har afholdt talrige Møder om Aaret, har aldrig savnet Arbejdsstof; man knyttede Forbindelse med andre Landes Forfatterorganisationer, og dels har der ogsaa været Forbundets indre Anliggender at ordne, dels har der været at tage Bestemmelser om Forbundets Optræden udadtil.
Og i Spørgsmaal af den sidste Art er Forbundet i talrige Tilfælde gaaet i Breschen for Standens Interesser. Saaledes f. Eks. angaaende Det kgl. Teaters Regulativ, Censurens Afskaffelse, Teaterbevillinger, uretmæssige Opførelser, Talescenespørgsmaal o.l. Nogle Gange er man skredet til at nedlægge Fogedforbud mod ulovlige Opførelser, en enkelt Gang saa man sig endogsaa nødsaget til at boycotte et dansk Teater.
Overfor Landets vekslende Regeringer og Myndigheder har Forbundet haft svært ved at trænge igennem med sine Forslag og Krav. Der toges oftest kun lidet Hensyn til Forbundets Mening i flere af de ovennævnte Spørgsmaal. Selv da Forbundet, med absolut Berettigelse, i Bevillingsspørgsmaal forklarede: Ingen kan blive Teaterdirektør uden justitsministeriel Bevilling; men da vi dramatiske Forfattere ved Udførelsen af vore Skuespil er afhængig af, hvem der er Teaterdirektør, vil det saa ikke være rimeligt, at man ved Bortgivelsen af Bevillinger raadfører sig med Forbundet? — fik det pure Afslag. Det er først i Aar, nu da Forbundet er en fast sammentømret Enhed, at vore Myndigheder er begyndt at anerkende Forbundet og tage sig af dets Medlemmers Krav. Dette gælder saaledes den meget vigtige Sag angaaende et nyt Forfatterregulativ for Det kgl. Teater.
LÆS HELE ARTIKLEN
Berlingske, 1. oktober 1916.
– – –
Fru Emma Gad.
Formanden for Danske Dramatikeres Forbund, sender os følgende Linier:
“Jeg tør vistnok udtale mig paa danske Dramatikeres Vegne, at der ikke findes een iblandt dem, som ikke med Tilfredshed og Haab for nogle Dage siden læste de manende og flammende Ord om Betimeligheden, nej, Nødvendigheden af nu omsider at faa en Talescene, hvis Fremkomst utvivlsomt vilde give dem bedre Kaar. I hvert Fald slap de da dér for Konkurrencen med “Carmen” og “Faust”.
Naar man i Det kgl. Teaters lige udkomne Aarsberetning ser, at af de 106 indleverede Skuespil er kun 11 antagne til Opførelse, og efter Sæd og Skik er det kun Halvdelen af disse, der naar frem til Rampens Lys, saa kan man jo ikke paastaa, at Statsscenen under de nuværende Forhold gør meget for de nulevende danske dramatiske Forfattere. Fortiden er man jo lidt mere rundhaandet imod.
Naturligvis maa man tage Øjeblikkets Vanskeligheder i Betragtning. Byggeforholdene er vist ikke nemme, og at bygge Teater, just som Verden udenom os staar i Flammer, vil maaske ikke tage sig klædeligt ud, men lad os saa vise, at vi forstaar Forberedelsens vanskelige Kunst og lægge alt tilrette, saa at man kan tage fat paa den lyksalige Dag, hvor Fredens Solskin bryder frem.
Maatte saa blot ikke Vrøvlet tage fat for Alvor, thi saadanne smaa Vindpust i sejlene som det nuværende har ofte nok omsvævet os, men hidtil er det altid hurtigt blevet til Dødvande.”
– – –
Vi føjer disse Udtalelser til dem, vi tidligere har bragt fra Undervisningsministeren, Teaterdirektionen og Skuespillerinder – Udtalelser, der alle er til Gunst for Talescenen.
Avertissement-Tidende, 12. december 1916.
“Danske Dramatikeres Forbund” afholdt iaftes paa Hotel d’Angleterre sin aarlige Generalforsamling. Der vedtoges en Række Lovændringer, som særlig gik ud paa at ophæve Adskillelsen mellem ordinære og ekstraordinære Medlemmer, og den nye Vedtægt affatedes da saaledes: Som Medlem kan optages Enhver, der har Ejendomsret til et af et offentligt dansk Teater antaget eller paa dansk Forlag udgivet dramatisk Arbejde. Saafremt Ejendomsretten ved Arv, Køb eller paa anden Maade er overgaaet til flere Personer, kan kun en af disse som Repræsentant for Ejerne optages som Medlem.
Formanden, Forfatteren Alb. Gnudtzmann bemærkede i sin Beretning, at Foreningen i enhver Henseende var i glædelig Fremgang og allerede i sin korte Levetid havde smukke Resultater at henvise til.
Efterat Regnskabet var godkendt, genvalgtes Bestyrelsen, nemlig: Albert Gnudtzmann (Formand), Admiralinde Emma Gad (Næstformand), Forfatterne Hjalmar Bergstrøm, Walter Christmas, Fristrup, Henri Nathansen og Komponisten Alfred Tofft. Endvidere genvalgtes Kassereren, Kontorchef Fr. Ricard.
Nationaltidende, 26. august 1917.
– Hvad jeg mener om den Teatersæson, der er begyndt i disse Dage? siger Fru Emma Gad, Formanden for “De danske Dramatikeres Forbund”. – Ja, hvem kan vel paa Forhaand danne sig nogen bestemt Mening om den? Men et glædeligt Tegn synes jeg dog det er, at vore Forfattere har genoptaget deres Arbejde, der i Krigens første Tid var helt lammet, og som senere gik – skal vi sige meget trægt.
Der er, hører jeg, antaget ikke færre end tolv nye danske Skuespil paa de københavnske Teatre.
– Er det ikke lige ved at være en Rekord ved en Sæsons Begyndelse?
-Jeg tror det – skønt for nogle Aar siden steg den dramatiske Produktion herhjemme jo til en hidtil ukendt Højde; og det er vel ikke utænkeligt, at Forbundet kan have haft nogen indflydelse paa det.
– Mener De, fordi Dramatikernes Kaar blev gode – fordi det betalte sig saa meget bedre, at skrive for Scenen end før?
– Nej, siger Fruen smilende – de bedre Honorarer har næppe virket saa direkte stimulerende. Men det, at de dramatiske Forfattere fik Lejlighed til at komme sammen, til at tale sammen om de Emner, der optager dem, til at lære af hverandre og hjælpe hverandre, det tror jeg virkede befrugtende.
-Et af Verdens berømteste og oftest opførte Skuespil, Gogols “Revisoren” skal være blevet til efter en Idé, dets Digter fik forærende af en Kolega.
– Ja, og selv om en del nu sjældent slet saa bogstaveligt gavner en Forfatter at træffe andre, der skriver for Scenen, saa ved jeg dog, fra jeg selv begyndte, hvor vigtigt det er at kunne raadføre sig med en mere erfaren. Edvard Brandes gennemsaa det første lille Stykke, jeg fik spillet paa Det kgl. Teater, og gav mig Mod til overhovedet at indlevere det; og det er jo ikke enhver Begynder, der har Forbindelse med en kyndig Dramatiker, som kan vejlede ham med det rent tekniske. Det paatager vi os i Forbundet, naar vi synes, der er Evner til Stede, og at Forsøget kun er strandet paa Ubehjælpsomhed.
LÆS HELE ARTIKLEN
Politiken, 16. januar 1918.
Danske Dramatikeres Forbund har i disse Dage sammenkaldt sine Medlemmer til en ekstraordinær Generalforsamling, der afholdes førstkommende Lørdag Aften. Paa Generalforsamlingen vil Forbundet tage Stilling til Konfliktspørgsmaalet mellem Det kgl. Teater paa den ene Side og Enkefru Fanny Esmann og de Drachmann’ske Arvinger paa den anden Side. Til disse Medlemmer af Foreningen har Teatret nemlig givet Afslag paa et Andragenden om, at de fremtidig maate faa udbetalt samme Honnorar for Opførelsen af Esmanns og Drachmanns Værker, som Teatret betaler endnu levende Forfattere. For Fru Fanny Esmanns Vedkommende, drejer Sagen sig i Øjeblikket om Honorar for “Den kære Familie”, der spilles paa Teatret. For Retten til Opførelse af dette Stykke tilbyder Teatret hende 2 pCt., som hun har nægtet at modtage. Et Privatteater vilde for samme Arbejde betale hende 10 pCt.
Paa Grund af forskellige i Øjeblikket meget omtalte Begivenheder i Teaterverdenen imødeses Generalforsamlingen med særlig Interesse.
Politiken, 20. januar 1918.
Den Konflikt der paa Spørgsmaalet om Procenterne til Drachmann og Esmanns Arvinger er opstaaet mellem “Danaske Dramatikeres Forbund” og Det kgl. Teater, affødte i Aftes en ekstraordinær Generalforsamling i Forbundet.
Den var overordentlig talrigt besøgt. Et Par af de betydende danske dramatiske Forfattere havde maatet sende afbud, men i Forsamlingen saa bl. a. Fru Gad, Henri Nathansen, Otto Rung, Julius Magnussen, Anker Larsen, Poul Levin, Helge Rode, Carl Gandrup, William Norrie, Fru Edith Rode, P.C.V. Hansen, Fru Olga Ott, Kumban, Sigurjonsson, Palle Rosenkrantz, Edgard Høyer, L.C. Nielsen, Jeppe Aakjær, Niels Hoffmayer, Fru Olga Eggers, Svend Rindom, Gjerløv, Alfred Tofft, Urban Gad, Anton Melbye, Fru Ingeborg Vallquariz, og som Repræsentant for Arvingerne Hr. Poul Drachmann og Fru Esmann.
Fru Emma Gad indledede i sin Egenskab af Formand og betonede, at Konflikten gjaldt et Honnorarspørgsmaal, det vil sige selve Livsnerven i Forfatternes Sammenslutning. Forbundet havde modtaget Klager fra Esmann og Drachmanns Arvinger i Anledning af, at Teatret kun vilde yde dem 2 pCt. i Honorar for Der var engang, Ved Rosporue og Den kære Familie. Efter moden Overvejelse havde Bestyrelsen sendt en Protestskrivelse til Teatret med Krav om, at der betaltes disse Arvinger 6 pCt. hvilket svarer til, hvad der efter den 40de Opførelse betales de nulevende Forfattere. Skrivelsen var stilet til Undervisningsministeriet, den gængse bureaukratiske Fremgangsmaade, der tillod de to Faktorer at skyde sig ind under hinanden. Efter at have modtaget et par afslaaende Svar, havde Bestyrelsen ment at burde sammenkalde denne Generalforsamling for at høre Medlemmernes Mening om, hvilket Skridt den burde foretage overfor Teatret.
Det vil maaske være rigtigt her at citere den Paragraf i Regulativet – § 17 – i Henhold til hvilken Ministeriet, der altsaa igen sige Teatret, har truffet til Beslutning vedrørende Procenterne. Den lyder saaledes:
Undervisningsministeriet bemyndiges til, hvor Forholdene i det hele maatte tale derfor: at lade Regulativets Bestemmelser med den af Ministeren i saa Henseende for hvert enkelt Stykke fastslaa nærmere Begrænsning komme til Anvendelse paa afdøde Forfatteres Arbejder, uden Hensyn til, om Arbejdets første Opførelse har fundet Sted før 1. Juli 1916.
Denne Paragraf gav nemlig straks Anledning til, at Bestyrelsen blev angrebet fra to Sider, idet det gjordes gældende, at naar Forbundets Delegerede i den nedsatte Kommision vedrørende Regulativet i sin Tid selv havde godkendt denne Paragraf, der lagde Afgørelsen i Ministerens Haand, kunde man ikke paa Grundlag af den angribe Teatret. Og samtidig mente en Taler af kunne garantere for, at Teatret var villig til yderligere Forhandlinger, at det var mere formelle end reelle Ting der stor i Vejen.
Disse Bemærkninger kaldte Hr. Henri Nathansen som en af de to Delegerede frem. Hr. Nathansen holdt en meget lang, meget følt og meget fortræffelig Tale, i hvilken han gjorde Rede for de tre Aars Forhandlinger, under hvilke man havde akcepteret den paagældende Paragraf, der var et Kompromis og han udtalte som sin Mening, at det her var to saa inkommensurable Størrelser som Kunst og Mancelli, der var stødt sammen. Naar de to mødtes, kom der aldrig noget godt ud af det.
Under den meget lange paafølgende Diskussion var Meningerne noget delte over Spørgsmaalet om, hvor vidt man skulde forsøge en øjeblikkelig Boycotting, skønt baade Norges og Sveriges dramatiske Forfatterorganisationer og Fru Caroline Bjørnson privat havde sluttet sig til en saadan
Men paa den anden Side var der i Forsamlingen fuld Tilslutning til Bestyrelsens Syn paa Honorarspørgsmaalet over for Forfatteres Efterladte. Og til sidst – efter at Generalforsamlingen havde varet i over fire Timer – vedtoges enstemmigt følgende Resolution:
“Generalforsamlingen giver Bestyrelsen en enstemmige Tilslutning til dens Synspunkter i de omhandlede Honorarsager og bemyndiger den til at foretage en sidste Henvendelse til Undervisningsministeren, forinden den tager Beslutning om Boycotting.
Hj.
Berlingske, 10. maj 1918
Som man vil erindre, opstod der for et Par Maaneder siden en Konflikt mellem Det Kgl. Teater og Danske Dramatikeres Forbund. Aarsagen var, at Undervisningsministeriet havde tilbudt Holger Drackmanns og Gustav Esmanns Arvinger et 2 Procents Honorar af de Stykker de to Forfattere, som Det Kgl. Teater genoptog og forbundet erklærede paa Forfatterstandens Vegne dette Tilbud for uantageligt og forlangte et højere Honorar. Da Ministeriet og Det Kgl. Teaters Direktion stillede sig afvisende, vedtog en ekstraordinær Generalforsamling i Danske Dramatikeres Forbund med Større fra de norske og svenske Dramatiske Forfatteres Organisationer, at man ville boykotte Det Kgl. Teater, saafremt Forfatternes berettigede Krav ikke blev imødeset.
Senere hørtes der intet om Sagen, men efter hvad vi erfarer, er der i den forløbne Tid ført en Række Forhandlinger.
– – –
[Der er] indkaldt til en ekstraordinær Generalforsamling paa Mandag Aften med Dagsorden: “Meddelelse om Forhandlingerne med Undervisningsministeriet.”
Parterne nægter at give Oplysninger om, hvad den foreslaaede Ordning af Sagen gaar ud paa, men det hævdes, at den er fuldt ud tilfredsstillende for begge Parter. Det siges endvidere, at Regulativudvalgets Forslag er accepteret, saavel af Undervisningsministeren som af Bestyrelsen i Dramatikernes Forbund, og at der altsaa kun staar tilbage, at de skal godkendes af den indkaldte Generalforsamling.
Derefter vil Offentligheden faa Meddelelse – og Fred er atter indtraadt paa Kongens Nytorv.
Politiken, 8. oktober 1918.
Danske Dramatikeres Forbund holdt i Aftes ordinær Generalforsamling, paa hvilken Beretning og Regnskab aflagdes og godkendtes, og Bestyrelsen genvalgtes.
Uden for Dagsordenen var der Diskussion om den frie Teaternæring i Anledning af det bebudede Regeringsforslag. Diskussionen indlededes af Hr. P.C.V. Hansen, og i den deltog bl. a. Hr. Palle Rosenkrantz, Hr. Peter Urban Gad, Hr. Edgar Høyer, Fru Emma Gad, Hr. Otto Rung og Fru Ingeborg Vollquariz. Man sluttede med enstemmigt at vedtage følgende af Hr. Edgard Høyer foreslaaede Resolution:
Generalforsamlingen bemyndiger Bestyrelsen til over for Justitsministeren og Lovgivningsmagten at tilkendegive dens enstemmige Tilslutning til Tanken om fri Teaternæring og bemyndiger samtidig Bestyrelsen til at foretage alle de Skridt som den mener i denne Forbindelse maa være i Medlemmernes Interesse.
Forsamlingen udtaler derhos, at det for danske Dramatikeres Kaar vilde være af største Betydning, om deres Forbund blev taget med paa Raad, hver Gang der af Lovens Vej eller administrativt skal tages Bestemmelser vedrørende Teaternæring eller Teaterforhold.
Social Demokraten, 13. august 1919.
Vi hører Direktør Ivar Schmidts Stemme i Telefonen:
– Vil De høre min sidste idé og lade “Social-Demokraten” optage en Meddelelse af følgende Form: “Det ny Teater paatænker i Sæsonens Løb at give nogle Matinéer, hvor det er Tanken at give unge danske Dramatikere Lejlighed til at se deres Arbejder paa Scenen. Direktør Ivar Schmidt har i den Anledning forhandlet med Bestyrelsen for Danske Dramatikeres Forbund, der omfatter Sagen med megen Interesse.
– Ih jo, den Meddelelse vil vi gærne lade gaa videre. Den vil vist vække Jubel blandt de unge Forfattere.
– Ja, ikke sandt, det er en glimrende Idé? Den er affødt af Ønsket om at komme saavel de unge Forfattere som mit Teaters unge Skuespillere til Hjælp. Sagen er den, at som Teatrene gaar for Øjeblikket, kan de nøjes med Sæsonen igennem at køre paa 5-6 Succes’er. I disse Stykker faar jo kun en begrænset Antal Skuespillere Beskæftigelse. Resten gaar omkring med opsparet Energi. Der er ikke Opgaver nok at tage fat paa. Nu havde jeg tænkt mig følgende: Lad mig sige, at vi faar en Succes, som giver os god Tid til Eksperimenter. Saa vælger vi et eller andet af de mange dramatiske Arbejder, hvoraf der mellem Aar og Dag sendes os Dynger. De fleste er umulige. Men et og andet er der dog noget i. I Ly af den løbende Succes faar vi ro til at sætte det i Scene, og saa opfører vi det ved en Matiné for en snevrere Kreds, men literært interesserede. Den unge Forfatter ser sit Værk faa Liv, og Teatrets Skuespillere faar nye Roller at prøve Kræfter med. Gør Stykket sig ikke, saa er der ikke mere at sige til den Ting, men saa har vi dog gjort vort for den unge Kunst, vi kan vaske vore Hænder. Vinder Stykket Bifald, kan vi optage det paa Repertoiret, og Forfatteren faar sine Procenter som alle andre Forfattere.
– Det bliver altsaa en Række literære Prøvebailoner, der skal sendes til Vejrs i Sæsonens Løb?
-Ja, og jeg haaber, at der melder sig mange. Jeg synes, at det er en enestaaende Chance, der her aabnes for de Unge. Aftaler er, som sagt truffet med Dramatikernes Forbund, og med Fru Emma Gad er der vekslet Breve derom. Jeg glæder mig til at se, hvad vi faar ud af det Eksperiment.
– Det gør vi ogsaa.
Lidt efter er vi i Forbindelse med Espergærde, hvorfra Formanden for Dramatikernes Forbund, Fru Emma Gad, stærkt interesseret lytter til Udviklingen af Direktør Ivan Schmidts Idé. Da hun har hørt os til Ende, er hun øjensynlig en Smule skuffet.
– Direktør Schmidt og jeg maa have misforstaaet hinanden. Vi har jo nok korresponderet om Tingen sammen. Men jeg har ment, at disse literære Matinéer skulde være en Slags Fortsættelse af “De Unges Teater” som jeg startede sidste Sæson. “De Unges Teater” er en Art Prøve-Scene for Skuespiller-Elever, unge Kunstnere, der enten endnu ikke har Engagement ved noget Teater eller arbejder i Baggrunden.
– Opgaverne skulde altsaa ikke specielt gived til Det nye Teaters Folk?
– Nej, til unge Skuespillere i Almindelighed.
– Og de unge danske Forfattere?
– Det skulde glæde mig, om der fandtes unge, endnu ikke opdagede danske Forfatter-Genier. Men det tror jeg ikke. Og at lade uprøvede Kræfter optræde i Stykker af uprøvede Forfattere, det tror jeg heller ikke vil gaa. Derfor har min Tanke været den, at fremføre saadan fin udenlandsk Kunst, som intet af vore Teatre har vovet at binde an med. Lad mig nævne f. Eks. det kinesiske Skuespil “Den gule Jakke”, der er af stor literær Værdi, eller Ting som “Sekundala”, Maschiavelli, Rostands “De to Pjerrots” osv. – altsammen Opgaver til at anspore de unge Skuespilleres kunstneriske Interesse, og som ikke har Muligheder for at komme frem paa anden Maade end ved saadanne literære Matinéer.
– De holder altsaa paa at hjælpe de unge Skuespillere fremfor de unge Forfattere?
– Det Eksperiment tror jeg som sagt, ikke paa. Og de unge danske Forfattere – hvor er de henne?
Ja, hvor er de henne, og hvad siger de? Antagelig vil de lade høre fra sig i denne nye Anledning.
Vi efterlyser dem herved. Frem med en af dem og lad os høre, hvad han har at sige.
B.T., 5. september 1919.
Med faa Aars Mellemrum blusser der en voldsom Strid op mellem Danskere og Nordmænd om salig Holberg. Med rigelig Anvendelse af det grove Skyts fra begge Sider kævles man om, hvorvidt den Gamle var dansk eller norsk. Hidtil er man ikke naaet til Enighed, og det gør man formodentlig heller ikke i Fremtiden. For vort Vedkommende vilde vi gerne gaa med til at stoppe Holberg – og Tordenskjold i Tilgift – i Gabet paa Norsmændene hvis vi saa var sikre paa, at de vilde tie stille.
Bl. a. er i disse Dage Forfatteren Niels Kjær, rykket i Leding.
Niels Kjær er bange for at Ibsen og Bjørnson bliver de næster Ofre for den danske litterære “Anneksionisme” som han udtrykker sig i en Artikel i “Aftenposten”. Som Motivering for denne Frygt nævner han at “Danske Dramatikeres Forbund” er i Besiddelse af Opførelsesretten for Norge til Ibsens, Bjørnsons og flere andre norske Dramatikeres Værker, og han spørger nu, hvorledes det kan gaa til. “For at faa Lov til at opføre et Skuespil af Ibsen eller Bjørnson maa et norsk Teater henvende sig til en dansk Fagforening”, siger Hr. Kjær. “Jeg har tidligere søgt Oplysning om, hvorledes denne mærkelige og usunde Ordning er kommet i Stand, men fik intet Svar”, slutter den krænkede norske Forfatter.
Han kan faa Svaret her.
Hvis Hr. Kjær – som B.T. gjorde efter at have læst hans Artikel – havde henvendt sig direkte til Formanden for “Danske Dramatikeres Forbund”, Fru Emma Gad, i Stedet for at spørge ud i Luften, kunde han straks have faaet Svar paa sit Spørgsmaal.
Fru Emma Gad svarer os:
– Det hele er ganske simpelt. Naar de norske Teaterdirektører maa henvende sig til os for at opføre Ibsen eller Bjørnson – og for Resten ogsaa Bojer – er det af den simple Grund, at saavel Bjørnsons som Ibsens Arvinger og Bojer er Medlemmer af “Danske Dramatikeres Forbund”. Og det er vel ikke saa underligt, at man maa henvende sig til de paagældende Forfatteres Foreninger om at opføre deres Stykker.
– Hvorfor er de norske Dramatikere og deres Arvinger Medlemmer af den danske Forening?
– Naturligvis fordi de ser deres Fordel ved det. Specielt ved jeg, at Fru Bjørnson er henrykt for den Maade, hvorpaa vor dygtige Foreningsfører, Hr. Lemkov ordner Sagerne for hende.
Dansk som Scenesprog i Norge.
Hr. Kjær gør endvidere “det norske Publikum opmærksom paa at det staar i “Danske Dramatikeres Forbund”s Magt at priviligere Dansk som Scenesprog i Norge. Deres Forening behøver kun at forbeholde Opførelsesretten af norske Stykker for omrejsende danske Selskaber. At naturligvis vor Nationalscene er undtaget de paatrængende danske Mellemmænd, gør ikke Forholdet mere tiltalende”, slutter den vrede Nordmand.
Dette forfærdelige Skræmmebillede behøver antagelig ingen Imødegaaelse.
B.T., 6. oktober 1919.
I disse Dage har Danske Dramatikeres Forbund passeret den første Million Kroner i Honorar til sine Medlemmer. Det lyder jo ganske imponerende, selv om en Million jo ikke er noget rent eventyrlig Sum i et Aar, hvor Skatteyderne skal betale 19 Millioner alene i Ekstraskat, for at de kommunale Funktionærer kan faa mere i Løn. Men alligevel – en Million er en Million, og man er nær ved at misunde de lykkelige Forfattere, der har deres paa det Tørre.
Men naar man ser Millionen lidt efter i Sømmene, opdager man snart, at hvis Dramatikerne skal leve af den, bliver der i hvert Fald ikke noget at betale Ekstraskat af. For det første er der 100 Medlemmer i forbundet, og for det andet har de været 13 Aar om at tjene en Million paa deres Digterværker. Ved Hjælp af den lille Tabel kommer man ved et simpelt Regnestykke til det Facit, at naar 100 Forfattere i 13 Aar har tjent 1 Million, saa har f. Eks. Fru Emma Gad tjent nøjagtigt 769 Kr. 7 Øre om Aaret paa sin dramatiske Virksomhed.
769,7 Kroner – det er altsaa en dansk Skuespilsforfatters Gennemsnitsindtægt om Aaret. Og da baade Jens Locher og Edgard Høyer ubetinget har tjent mere, maa der altsaa være nogle, der ikke engang har tjent saa meget. Nu véd jeg meget vel, at Forbunddets energiske Inkassator og Forretningsfører, Hr. Lemkow, vil komme og sige, at det er noget forbandet Sludder, og saadan kan man dog ikke stille et Regnestykke op. Men det er Deres egne Tal, Hr. Lemkow, bearbejdet efter Chr. Hansens Regnebog for Almueskolen – kan De komme udenom det.
Imidlertid – lad os ikke tage Glansen af Millionen, hvis Slutsten – en grøn Enkroneseddel – er sat i Glas og Ramme og hængt op paa Væggen i Forbundets Kontor. Naar Forfatterne selv er tilfredse, har vi andre jo heller ikke noget at græde over. Det skulde da lige være et Par af Fru Formandens Lystspil.
Boy
Dagbladet, 21. oktober 1919.
Paa Danske Dramatikeres Generalforsamling forleden Dag, oplæster Formandinden Fru Emma Gad, at Foreningens Medlemmer sidste Aar havde faaet godt 4000 Kroner ind ved Dilettantforestillinger.
Dette for vore Dramatikere saa behagelige Faktum er noget ganske nyt, thi før i Tiden fik Dramatikerne ikke en Øre. naar Lemvigs selskabelige Teaterforening opførte et eller andet Stykke. Paa den Maade gik det i mange Aar, men saa tog Dramatikernes Forbund fat og fik Justitsministeriet til at udsende en Skrivelse til alle Landets Politimestre om ikke at give Tilladelse til offentlige Teaterforestillinger, før de paagældende kunde godtgøre, at de havde ordnet sig med Forfatteren.
Denne gode Idé var altsaa 4000 Kroner værd om Aaret og man faar heraf et godt indblik i, hvor meget der spilles Dilettantkomedie her i Landet, thi de Forfatterhonnorarer, der kan blive Tale om ved en saadan Lejlighed er ikke videre store.
Fordums ærgrede en Forfatter sig altid gul og grøn, naar han hørte, at nu havde hans stykke gaaet baade her og der, og detr eneste Lyspunkt var, at der dog altid solgtes saa mange exemplarer af de trykte Stykker, som der var Rollehavende i det, men nu smiler han glad naar han hører om en saadan Begivbenhed og ringer senere til Forbundet for at høre, hvor meget det gav.
Social Demokraten, 21. marts 1920.
“Danske Dramatikeres Forbund” har i Aftes udsendt en Henvendelse til Regering og Rigsdag, hvori man meget bestemt protesterer mod den paatænkte Ordning med Dagmarteatret som Scene for den kgl. Skuespilkunst.
Det hedder heri bl. a.:
“Da det forlyder, at det kongelige Teaters Skuespilvirksomhed tænkes overflyttet til Dagmarteatret, tillader vi undertegnede som Bestyrelse for “Danske Dramatikeres Forbund” os paa det bestemteste at betone, at Gennemførelsen af denne Plan efter vor Mening som Sagkyndige paa Teateromraadet vil være til største Skade saavel kunstnerisk som økonomisk for den danske dramatiske Kunst og dets Udøvere, baade Skuespillere og Forfattere, da den vil berøve vor Hovedstad et selvstændigt Teater af kunstnerisk Betydning.
Vi tillader os samtidig at rette den ærbødige Anmodning til den høje Regering og Rigsdag, at der, naar der forberedes, eller i det mindste, inden man vedtager Lovforslag eller tager Beslutning om Administrative Forhold, der er af indgribende Betydning for Teaterverdenen og vor Virksomhed, saasom Ændringer i det kgl. eller andre Teatres Drift og Ledelse, Bestemmelse om Forfatterrettigheder eller Udstedelse af Teaterbevillinger, maa gives “Danske Dramatikeres Forbund” som de dramatiske Forfatteres Organisation Lejlighed til at fremsætte sine Bemærkninger til de paagældende Forslag, inden endelig Afgørelse træffes.”
Henvendelsen er underskrevet af Forbundets Bestyrelse.
– De dramatiske Forfattere stiller sig altsaa Side om Side med Skuespillerne? spurgte vi i Gaar Dramatikerforbundets Formand, Fru Emma Gad.
-Ja. Vi har ment, at det var rimeligt, at ogsaa Forfatterne tog Stilling til denne Sag, der betyder saa uhyre meget for dem. Og jeg tror nok, jeg tør sige, at der er almindelig Enighed blandt Dramatikerne om, at det paatænkte Projekt er daarligt. Sagen har været drøftet allerede i 1913, da en lignende Mulighed forelaa, og der var den Gang saa langt overvejende Stemning imod Planen.
– Fordi der bliver er Teater mindre?
– Ja. Dette vil skabe overordentlig vanskelige Forhold for Forfatterne. Og den fri Teaternæring vil jo sikkert ikke hjælpe, da der jo alligevel nu er store Vanskeligheder ved at drive Teatrene. Vi har ved denne Henvendelse blot villet præcisere vor Stilling, og saa maa man jo vente og se, hvad der sker, naar Sagen udvikler sig. Men jeg er sikker paa, at der blandt uhyre mange Teaterinteresserede vil være den samme stærke Modstand mod Planen som blandt Skuespillere og Dramatikere. Den kan umuligt blive til nogen som helst Gavn for nogen som helst. København kan ikke undvære det literære Teater, vi for Tiden har i Dagmarteatret.