Aabent Visir 3. akt

Mellem anden og tredje Akt er et Tidsrum af omtrent fire Uger.
Havestuen efter Middag. Tændte Lamper og Lys. I Baggrunden ses gennem de aabne Døre Haven i Skumring, der efterhaanden bliver til Maaneskin. Det er en Maanedstid senere. Man ser Generalinden staa paa Terrassen udenfor Havedøren i Samtale med Frøken von Svitzer og Frøknerne Liljenfeldt, to ikke længer unge, lidt magre Damer. Jonna sidder i Forgrunden i Færd med at tegne Salvesen. Ida sidder ved en tændt Lampe og broderer. Hun er kønnere paaklædt og ser raskere ud.

PERSONERNE:

GENERALINDE WALLIN KAPTAJN KARL WALLIN, hendes søn
FRØKEN ELINE MALLING JONNA MALLING, hendes søster
KONSUL STENBERG IDA
KAPTAJN SALVESEN FRØKEN VON SVITZER
FRU MADSEN To FRØKNER LILJENFELDT
En Tjener
3. AKT
1. SCENE Jonna. Salvesen. Ida. Straks efter Generalinden, Frøknerne Liljenfeldt. Senere Frøken von Svitzer.
SALVESEN (taler uden at bevæge sig). Varer det længe?
JONNA Nej, ikke naar De sidder pænt stille. (Tegner.) Ikke slet saa stiv i Ryggen, Kaptajn! Man kan ogsaa faa for meget af den militære Rejsning.
SALVESEN Maa jeg ikke engang hoste?
JONNA Jo, lidt.
SALVESEN Tak.
Ida rejser sig og gaar derhen.
IDA Maa jeg se, Jonna?
JONNA Værsaagod!
IDA Det er godt. Vil Du ikke ogsaa tegne mig en Dag? Det sagde Du, da Du kom.
JONNA Ja, havde jeg blot gjort det dengaag. Nu ser Du anderledes ud. Velvære er ikke saa interessant, min Pige.
SALVESEN Den lille Frøken er bleven federe.
IDA (maaler med Fingrene). Ja, saadant et Stykke tykkere om Livet.
JONNA Naa, Salvesen, maa jeg bede om et lidt mere aandrigt Udtryk, som Fotograf Jensen plejer at sige.
SALVESEN Ja, altid – til mig idetmindste!
IDA Men saa dejligt jeg ogsaa har haft det herude i de fire Uger! Jeg tænker saa tidt paa, om det er fordi jeg fandt en Firkløver den Dag paa Vejen herud.
JONNA Naturligvis. Kun derfor.
IDA (til Salvesen).
Jeg har Lov at spise alle de Blommer, jeg vil, i Haven, og jeg gaar i Bad hver Dag, og jeg har faaet en Hundehvalp —
SALVESEN Ah, den lille Køter, der bed mig i Benene for.
IDA Ja, den er saa sød. Jeg elsker den.
JONNA (med en Bevægelse henimod Damerne). Kan Du ikke ogsaa faa den til at bide den ældre Frøken Liljenfeldt i Benene?
IDA Er Du ked af, at Frøknerne Liljenfeldt kom i Dag?
JONNA Aldeles ikke. Jeg forarger dem saa ubeskriveligt ved det, jeg siger. Det morer mig. Naa, der kommer de.
Generalinden og Frøknerne Liljenfeldt kommer nærmere. Frøken von Svitzer bliver staaende og ser tankefuld ud i Haven, mens Salvesen under det Følgende, trods Jonnas Protest, af og tit ser sig om efter hende. Ida sætter sig igen til at sy.
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
(idet de kommer). Jo, det er aldeles sikkert, at de skal skilles. Hun har forelsket sig i Løjtnant Tolstrup.
DEN ÆLDRE
FRK.LILJENFELDT
Ved De, hvad jeg finder?
GENERALINDEN Naa!
DEN ÆLDRE
FRK.LILJENFELDT
Jeg finder, ved den godeste Gud, at det er rædsomt.
GENERALINDEN Ja
DEN ÆLDRE
FRK.LILJENFELDT
Men jeg har længe været forberedt paa en Skandale. Fanny har altid været afskyelig koket.
JONNA (ser op). De bøjer Dem altsaa ikke for det, man kalder Hjertets Ret, Frøken Liljenfeldt?
DEN ÆLDRE
FRK.LILJENFELDT
Jeg anerkender aldrig, hvad der er umoralsk eller blot stridende mod det Passende, Frøken Malling. Og det for jeg sige om mig selv, at hvilke Fejl jeg end kan have — koket, det har jeg aldrig været.
JONNA (tørt). Ikke!
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Nej, kære Angelika. (til Generalinden.) Min Søster er saa forbeholden og fin —
DEN ÆLDRE
FRK.LILJENFELDT
Du maa ikke rose mig overfor Andre, Vilhelmine, men alligevel — vi Liljenfeldter er nu engang pligttro. Vi har Principer, og vi lever efter dem, Frøken Malling.
JONNA Ja, hvorfor skulde De ikke det, naar De har Lyst til det.
DEN ÆLDRE
FRK.LILJENFELDT
Lyst — nej, man skal da virkelig ikke leve efter sin Lyst her i Livet – vel, Generalinde! Det gælder jo tværtom at staa imod.
JONNA Har De da staaet imod?
SALVESEN Med Held — maaske!
DEN ÆLDRE
FRK.LILJENFELDT
(irriteret). Naar vi To skal tale sammen om Pligtfølelse, Frøken Malling, og om Pietet og Sindsrenhed, saa —
JONNA Saa har vi maaske bedst af at tie stille.
DEN ÆLDRE
FRK.LILJENFELDT
(bestemt). Ja.
GENERALINDEN Men hvor bliver Kaffen af i Dag?
IDA (ser op). Den staar i Kabinettet. Frederiksen har lige bragt den derind.
GENERALINDEN Ah, jeg havde tænkt, at vi skulde drikke den paa Terrassen i det smnkke Vejr. Naa, lige meget.
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Her er jo ogsaa rart i Stuerne. Det er rigtignok en yndig Dag, vi har herude, kære Generalinde.
GENERALINDEN Det glæder mig.
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Men hør, Vilhelmine, nu maa vi snart afsted. Der er vist forfærdelig overfyldt paa Jernbanen.
GENERALINDEN Det er jo endnu tidligt paa Dagen.
IDA Det er underligt — Folk vil saa gærne bedes ud paa Landet, og saa tænker de hele Dagen paa, hvordan de skal komme til Byen igen.
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
Det er saamænd heller ikke saa nemt for Damer. Galanteriet trives ikke paa Jernbanestationer.
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Hvem der altid kunde bo paa Landet — ude i Naturen — og være fri for al den Snak og Sladder inde i Byen.
GENERALINDEN (smiler). Er De nu vis paa, at De ikke vilde savne den?
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Vi lever jo mest for vort lille Hjem.
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
Det er mere, end man kan sige om de fleste Damer nuomstunder. (Ser paa Jonna.) Nu er det jo Brug at føjte om ikke alene paa Gader og Stræder, men helst fra den ene Kant af Kloden til den anden.
JONNA (venlig). Holder De ikke af at se Dem om i Verden?
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
Jeg holder i hvert Fald ikke af, at Kvindeligheden bliver sat til Side.
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Angelika har altid været saa udpræget kvindelig.
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
(afværgende) Jeg beder Dig, Vilhelmine — naa, nok er det, min kvindelige Følelse oprøres tidt ved al denne moderne Gaaen i Flæng med Mandfolk. Der er jo dog Forskel!
JONNA Paa hvad, mener De?.
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
Paa Herrer og Damer, Frøken Malling, men alt skal jo nu være mandfolkeagtigt — Tobaksrygning og bajersk Øl og Cykler og Fægtning og Herreflipper og Studentersjov i een Miskmask — uf! Det man ser nutildags!
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Og hører!
GENERALINDEN Ja, De ved altid meget, Frøken Liljenfeldt!
JONNA (halvt for sig selv). Og bringer det samvittighedsfuldt videre.
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Det kommer af al den Renden til Sport.
GENERALINDEN Hvorledes?
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Jeg mener — det er denne Sport, der ødelægger Tonen.
GENERALINDEN Naa —
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Hør nu for Eksempel, hvad der blev mig fortalt i Morges — en pur ung Pige, en Frøken Svane, tager forleden paa Cykletur i tre Dage med to medicinske Studenter —
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
Der hører De selv —
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Og paa Vejen, der — (hoster)
IDA (ivrig). Hvad saa, Frøken Liljenfeldt?
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Saa kan De tænke Dem —
GENERALINDEN Du ødelægger dine Øjne ved at brodere ved Lys, kære Ida! Spil heller din lille Menuet for Frøknerne Liljenfeldt, for vi drikker Kaffe. Idas Lærerinde siger, at hun har sjælden gode Ævner.
JONNA Gud ved, hvor de mange begavede Børn bliver af her i Verden.
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Ja, lad os endelig høre Ida spille.
IDA (flov). Nej, nej – jeg kan ikke.
GENERALINDEN Vist saa, spil nu, Ida!
IDA Naa ja, men saa skal Frøken von Svitzer spille bagefter. (Højere.) Vil De, Frøken von Svitzer?
SALVESEN (vender sig hurtigt). Aa ja — Frøken.
IDA De spiller saa dejligt.
FRK. VON SVITZER (nærmer sig). Gerne, kære Barn.
IDA (søger i Noderne). Tak.
GENERALINDEN (til Frøken von Svitzer). De har da ikke forkølet Dem derude?
FRK. VON SVITZER Nej, vist ej. Jeg stod og faldt i Tanker ved at betragte Venus.
SALVESEN OG
FRØKNERNE
Venus?
FRK. VON SVITZER Ja, den straaler saa vidunderligt i Aften! Jeg kom til at tænke paa, om Firmamentets utallige Himmellegemer virkelig er beboede af Væsener, der fødes og dør og lider som vi.
SALVESEN (sukker). Ak ja!
FRK. VON SVITZER Det er jo det evig smertelige Problem mellem Tro og Viden! Hvad siger ikke alt Kohelet, Prædikeren: „Jo mere Kundskab, jo mere Kummer”.
JONNA Hvad siger De saa om at blive staaende ved den Kundskab, De har.
Frøken von Svitzer ser derhen gennem sin Lorgnet og gaar derpaa hen og betragter Tegningen med Kendermine. Ida sætter sig ved Klaveret og begynder paa Menuetten af Beethovens Sonate Opus 49 Nr. 2.
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
(bag hende). Det gaar jo flinkt. Bravo, mit Barn.
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
(til Generalinden). Det er en net lille Pige. Bliver hun hos Dem?
GENERALINDEN Ja, jeg lader hende i hvert Fald opdrage. I den Tid, hun har boet her, har hun været os Alle til Glade.
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
Af hvem var det, De sagde, hun er Datter?
GENERALINDEN Hun er en Datterdatter af en af mine Kusiner, der blev gift paa Landet.
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
(gentager). Ah — Datterdatter af en Kusine —
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
(ved Klaveret). Mere Følelse, lille Ida, ikke saa tørt! (Ida hakker i det og rejser sig.)
GENERALINDEN Men, Ida —
IDA Frøken Liljenfeldt vil have saa megen Følelse, saa kan jeg slet ikke.
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Men Anslaget, kære Generalinde — (fortsætter sagte)
FRK. VON SVITZER Næsen forekommer mig lidt vel lang.
SALVESEN Næsen — jeg maa bede —
FRK. VON SVITZER God Streg iøvrigt, maaske en Smule bred. Ja, undskyld, at jeg som Kunstelsker tillader mig en Bemærkning, men De er jo vant til Kritik.
JONNA Jo Tak. Den tager man som et nødvendigt Onde. Kritiken er saa at sige Kunstens Svigermor.
SALVESEN Ak ja, de arme Kunstnere!
JONNA De siger det saa medynksfuldt, kære Ritmester, som om De ihukom hin med Rette prisbelønnede Begyndelse til en Novelle: „Han var Maler, og hun var ogsaa blottet for alle Subsistensmidler”.
FRK. VON SVITZER Er Hagen ikke lovlig bred?
JONNA (højt). Bliver Kaffen ikke kold, Tante Josefa?
GENERALINDEN Jo, det er sandt. Kom, mine Darner – Frøken
von Svitzer
FRK. VON SVITZER (gaar nogle Skridt). Tak, jeg skal ingen Kaffe have.
JONNA (sukker). Ikke – ah!
GENERALINDEN Og De, Kaptajn Salvesen?
JONNA Kaptajnen er foreløbig fængslet her.
IDA Skal jeg saa ikke gaa ind og hente Kaffen til ham?
SALVESEN Tak, mit Barn. Hvad er man uden sin Eftermiddagskaffe!
GENERALINDEN Men hvor er Eline?
YNGRE FRØKEN
LILJENFELDT
Jeg saa hende forsvinde i Haven med Deres Søn.
GENERALINDEN Ah, de sværmer lidt.
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
(stram). Naa ja – Enhver sin Smag!
JONNA (byder hende et Etui). En Cigaret!
ÆLDRE FRØKEN
LILJENFELDT
Nej Tak, jeg ryger ikke.
Hun gaar med Generalinden, sin Søster og Ida ud tilvenstre.
JONNA De lovede før at spille, Frøken von Svitzer. Vil De ikke indfri Løftet?
FRK. VON SVITZER Med Fornøjelse. Det kan maaske inspirere Dem. (Hun sætter sig til Klaveret og spiller et Bravurnummer med virtuosmæssigt Anslag).
SALVESEN Bliver Tegningen vellykket?
JONNA (tænder en Cigaret). Man bliver jo aldrig tilstrækkelig smuk for den Udkaarne, ved De.
SALVESEN (med en Bevegelse mod Frøken von Svitzer). De mener, at —
JONNA Ja, det mener jeg. (Sagtere.) Sig mig, hvordan gaar det egentlig?
SALVESEN Jo Tak helt afgjort er det jo ikke endnu.
JONNA Frier De hvergang, De er sammen med hende?
SALVESEN (fornærmet). Kære Frøken Jonna, De kommer med saadanne underlig positive Spørgsmaal.
JONNA Tag det ikke som en Bebrejdelse. Jeg holder selv mest of dem, der smaafrier. Dem har man saa rart paa Ekspektance.
SALVESEN Og tilsidst kan det hjælpe. Det ser man.
JONNA Har det da hjulpet?
SALVESEN Hvad skal jeg sige? Hun formaner mig meget — Frøken von Svitzer er nemlig religiøs. Det er Deres Skyld.
JONNA Hvadbehager?
SALVESEN Ja, at hun formaner mig.
JONNA Det er da ellers et godt Tegn!
SALVESEN Men ikke morsomt. Det er Dem, der har bildt hende ind, at jeg er en løs Fugl – ja!
JONNA Det har man for sin Hjælp! Har jeg nu ikke ti Gange indprentet Dem, at der gives Kvinder, og tidt de mest korrekte og moralske, som absolut vil elske et „Mauvais sujet” som Kontrast til deres egen Dyd. Det er de samme, der læser frivole Boger for at forarges. Husk, kære Kaptajn, fremfor alt — ikke uskadelig! De „maa” blive ved at være Don Juan.
SALVESEN Længe?
JONNA Altid !
SALVESEN (vender sig mod Frøken von Svitzer). Stort musikalsk Talent —
JONNA Maa jeg bede Modellen sidde stille. (sagte.) Kan De da ikke indse, at De skal være helt optaget af mig. Se, hvor hun titter herhen! (Ler lidt.) Ja, varsaagod — gør Kur, selv om det falder Dem svært.
SALVESEN (galant). Tvartimod, Frøken Jonna, De ved ikke, hvor De har taget Dem op siden — dengang! Jeg finder Dem
saa pikant og skælmsk – jo, skælmsk, at der kun er een Ting, jeg beklager.
JONNA Og det er?
SALVESEN At man ikke har Lov at have to Koner.
JONNA Havde De saa tiltankt mig Æren at vare Nummer To?
SALVESEN (med et Blik). Ubetinget.
JONNA Se se, nu gaar det jo galant.
IDA (kommer ind igen med en Bakke fra venstre). Værsaagod, her er jeg med Kaffen.
JONNA (rejser sig). Saa, nu vil vi betragte Kunstværket som færdigt.
SALVESEN (staar op). Naa, heldigvis.
FRK. VON SVITZER (kommer derhen). Maa man have Lov at se Resultatet?
JONNA Værsaagod.
FRK. VON SVITZER (anerkendende). Det er virkelig ganske vellykket.
IDA (kiger). Maa jeg ogsaa se?
SALVESEN Jeg maa dog sige, at Næsen, den —
IDA Den er ganske som Deres egen. Det er udmarket. (Sæter sig hen igen og syr.)
FRK. VON SVITZER Er det indiskret at spørge, for hvem den Tegning er bestemt?
JONNA Aldeles ikke. Kaptajnen skulde give den til den Dame, han foretrækker, og ved De, hvem det er — (ler lidt) en Tante!
FRK. VON SVITZER (tørt). Naa saaledes!
SALVESEN (putter den til sig). Ja, hvorfor ikke. —
JONNA Men helt naive er vi ikke, vel, Frøken von Svitzer!
FRK. VON SVITZER (stram). De vist især ikke!
JONNA Jeg tilstaar, at jeg havde gjort mig Haab om at hænge den paa min egen Væg. Ritmesteren og jeg har i den sidste Tid opfrisket mange kære Erindringer.
SALVESEN (galant). Charmante Minder!
JONNA Men ude af Øje ude af Sind. Stol ikke paa ham!
FRK. VON SVITZER Naar en Mands Principer ikke er helt grundfæstede, saa har vist de Kvinder, han er kommen i Berøring med, størst Skyld deri. (Ser paa Jonna.) Der findes mange Koketter.
JONNA (venlig). Heldigvis ogsaa frelsende Engle.
FRK. VON SVITZER Ritmesteren og jeg har haft flere alvorlige Samtaler om Kampen mellem Lidenskaberne og Samvittigheden.
SALVESEN (mumler). Meget interessant —
JONNA Tænk, hvor De saa nu kan tale videre — helst om Lidenskaberne — paa Turen gennem Skoven. Ja, kære Salvesen, De ved endnu ikke, at Frøken von Svitzer har tiltænkt Dem den Glæde at være hendes Kavaler i Aften paa en Maaneskinstur.
SALVESEN Hvorledes — særdeles kært —
FRK. VON SVITZER Ja, jeg berørte før til Frøken Malling, at det maaske kunde interessere Dem at tage med mig til Missionshuset — det er tæt herved – og høre et Foredrag af Pastor Mathiesen om Forholdet mellem Pligt og Tilbøjelighed.
JONNA Glæd Dem, Salvesen, det er en Nydelse paa mindst to Timer.
SALVESEN (afsværgende). Jeg maa sige, at — (pludselig værdig.) Frøken von Svitzer, jeg tror, at have mærket, at De nærer Forestillinger om mig, som ikke er rigtig — faktiske — jeg ved ikke, hvordan de er blevne Dem bibragte. (ser misfornøjet til Jonna.) Ja, det gør mig ondt, at De synes at betragte mig som særlig trængende til moralsk Paavirkning. Jeg trænger aldeles ikke til Moral —
FRK. VON SVITZER Ikke?
SALVESEN Jeg mener – jeg er selv gennemtrængt af den.
JONNA (ler). Skal vi sige – ubetinget!
SALVESEN Jeg betragter det Moralske og det — Platoniske som overordentlig ophøjede Livs-Elementer, og jeg finder netop derfor, at de Følelser, som man i den Henseende nærer, de faas ikke udefra, men læres allersmukkest og bedst af den indre Stemme.
JONNA (nikker til ham). Ogsaa af kirkelig-moralske Foredrag.
FRK. VON SVITZER Ja, dem trænger vi Alle til at nyde godt af for at naa til et bestandig højere Livssyn. (venlig bestemt.) Det glæder mig, at De føler Dem oplagt til at være med i Aften. Nu gaar jeg og gør mig i Stand, saa ses vi om lidt. (gaar henimod Døren, vender sig og nikker.) Jeg kan love Dem, kære Kaptajn, at De vil komme til at tilbringe et Par sjælden opløftende og frugtbringende Timer.
Hun gaar ud til højre, fulgt til Døren af Salvesen.
SALVESEN (vender sig misfornøjet). Det er Deres Skyld.
JONNA Hvad for noget?
SALVESEN Det er dog paa min Ære for galt – paa saadan en Sommeraften — ! Og Souperen — !
IDA (ser op med et Smil). Ja! Vi skal have Hummersalat til Aften! (gaar hen og søger efter Garn i en Sykurv.)
SALVESEN (sparker i Vrede til en Stol).
JONNA Men Gudbevares, De skal jo aldeles ikke følge med. Det vilde ødelægge alt.
SALVESEN Hvadbehager –?
JONNA Tak De Deres Skæbne, at hun ikke troede et Ord af Deres moralske Forsvar. Nu tager De sporenstregs til Byen, efter at have ladet ane, at — (skælmsk og halvsagte.) Man kan jo blive, ventet, ikkesandt — naa — Roser — Champagne — Smil og smukke Øjne —
SALVESEN De demoraliserer mig komplet, Frøken Jonna! Naa, for mig geerne — enfin ! (slaar kækt ud med Benet.) Men — naar jeg først er bleven accentueret Levemand, husk – saa er det Deres Skyld.
JONNA (ler) For ikke at sige — hendes!
Tjeneren kommer ind med et Kort paa en Bakke.
JONNA Hvad er det?
En Tjener Er Generalinden eller Frøken Eline ikke her? Der er kommeu en Herre, som ønsker at hilse paa Damerne. Hans Vogn venter.
JONNA (ser paa Kortet og farer sammen). Han her!
IDA (idet hun kommer tilbage). Hvem er det?
SALVESEN Ja hvem —
JONNA (fatter sig). Aa, det er blot en tilrejsende Herre, en Konsul Stenberg, der vil aflægge Besøg. (til Tjeneren.) Bed Konsulen komme herind, saa skal jeg se at finde min søster.
SALVESEN (tjenstagtig). Skal jeg underrette Generalinden —
JONNA (hurtig, afværgende). Nej Tak! Det er ikke værd at forstyrre hende. Jeg beder Dem blot underholde Konsulen et Øjeblik.
Hun gaar hurtigt ud i Baggrunden, idet Konsul Stenberg kommer ind fra hejre. Ida rejser sig.

3. AKT
(2+)3. SCENE
Ida. Stenberg. Salvesen. Senere Generalinden. Eline. Wallin og Jonna. Tilsidst Frøken von Svitzer
KONSUL
STENBERG
Goddag — for jeg spørge, er Generalinden eller Frøken Eline Mailing til Stede?
SALVESEN (forekommende) Frøken Malling kommer vist øjeblikkelig. Værsaaartig — tag Plads – det er Konsul Stenberg, som
jeg har den Ære at tale med ikkesandt — mit Navn er Kaptajn Salvesen.
KONSUL
STENBERG
Ah, jeg husker Kaptajnen som en fortræffeligt dansende Løjtnant.
SALVESEN (smigret). Jeg beder — særdeles elskværdigt.
KONSUL
STENBERG
(ser hurtigt og skarpt paa Ida). Og den unge Dame?
SALVESEN Det er en lille Pige, som Generalinden har taget til sig — Datter eller Datterdatter af en Kusine eller Svigerinde —
KONSUL
STENBERG
Ah!
IDA (nejer og ser vedholdende paa ham). Goddag!
KONSUL
STENBERG
Hvad hedder De, Frøken?
IDA Jeg hedder Ida.
KONSUL
STENBERG
Ja saa — Ida!
SALVESEN Konsulen maa da ikke sige De og Frøken til det Barn.
IDA Nej, helst ikke.
KONSUL
STENBERG
Naa — ja ja! Hvor gammel er Du, Ida?
IDA Tretten Aar — jeg bliver fjorten.
KONSUL
STENBERG
Saa er Du jo stor af din Alder.
IDA Ja, jeg vokser saa stærkt, især herude paa Landet. (sætter sig igen til at sy.)
SALVESEN (konverserende). Konsulen er for nylig kommen hertil?
KONSUL
STENBERG
Jeg er her blot i Forretninger en Dags Tid.! Jeg maa være i Hamborg igen i Overmorgen.
SALVESEN Deres Frue er ikke fulgt med?
KONSUL
STENBERG
(adspredt, ser paa Ida). Nej. Hun kommer senere hertil.
SALVESEN De kender vist Frøken Malling fra Lundbygaard, ikkesandt?
KONSUL
STENBERG
Ja, vi tilbragte i sin Tid en Sommer derude sammen.
IDA (ser hurtigt op).
SALVESEN Hun var en ualmindelig nydelig Pige, Eline! Fandt De ikke?
KONSUL
STENBERG
Jo — Søsteren ogsaa!
SALVESEN (lidt usikker). Særdeles – ja! Jeg kom der jo undertiden selv — fra Garnisonen.
KONSUL
STENBERG
Ah — — jeg husker —
SALVESEN Det var muntre Tider! Man var ung og havde Dampen oppe.
KONSUL
STENBERG
Har Du længe boet hos Generalinden, Ida?
IDA Nej, kun i denne Ferie.
SALVESEN (lidt misfornøjet med hans Distraktion). Jeg har den Ære at kende Konsulinden fra gamle Dage. Vi dansede sammen.
KONSUL
STENBERG
Saa —
SALVESEN Højst distingueret Dame — (søgende.) lidt nervøs —
KONSUL
STENBERG
Min Hustru har aldrig været stærk.
SALVESEN Herregud — beklager meget —
KONSUL
STENBERG
Du er nok en flink Pige, Ida, Du syr saa flittigt.
IDA Det er noget, der haster. Det er et Kniplings Lommetørkleede til Generalindens Fødselsdag. Hun er saa rar imod mig.
KONSUL
STENBERG
Holder Du meget af Kniplinger?
IDA Ja.
KONSUL
STENBERG
Saa skal jeg forære Dig nogle rigtig smukke — spanske.
IDA (ser halvt fjendtlig, halvt interesseret paa ham). Hvorfor?
KONSUL
STENBERG
Fordi jeg godt kan lide Dig.
IDA Men De kender mig jo ikke.
KONSUL
STENBERG
Man kan jo godt synes om Folk, straks, man ser dem.
IDA (syr videre). Ja, maaske.
SALVESEN Det maa være en Glæde for Konsulen at se Fædrelandet igen.
KONSUL
STENBERG
Ja, i flere Henseender.
SALVESEN Det er jo et velsignet Land med køn Natur og — og ret godt Køkken, men hvad de politiske Forhold angaar, —
GENERALINDEN (i Døren til venstre). Er Eline ikke kommen?
SALVESEN (vender sig). Nej, men jeg tror –
GENERALINDEN (ser Stenberg og kommer nærmere). Ah, undskyld, jeg vidste ikke, her var Fremmede.
KONSUL
STENBERG
(hilser). Jeg ved ikke, om Generalinden, genkender mig?
SALVESEN Konsul Stenberg
GENERALINDEN Om jeg kender Dem, jo naturligvis — velkommen! Det er mange Aar siden, man har haft den Glæde at se Dem hertillands.
KONSUL
STENBERG
Derfor kunde jeg heller ikke modstaa den Fristelse at hilse paa Generalinden, skønt det er blevet lidt sent. Ja, undskyld! Men da jeg skal afsted igen i Morgen og jeg var her i Nærheden —
GENERALINDEN Bevares, Konsulen er velkommen til enhver Tid. Tag dog Plads!
KONSUL
STENBERG
(sætter sig). Tak. Det vilde ogsaa glæde mig at se Frøken Eline Malling, som jeg kender godt fra gamle Dage.
GENERALINDEN (studser og ser forstaaende paa ham). Ah! Jeg skal lade hende søge!
SALVESEN Frøken Jonna er netop gaaet for at finde hende.
GENERALINDEN Der, tror jeg, Damerne kommer med min Søn.
Jonna og Wallin kommer ind fra Haven. Ida rejser sig, fjerner sig lidt og ser til med spændt Opmærksomhed.
GENERALINDEN (vender sig imod dem). Vi har faaet Besøg, Eline.
ELINE Jeg ved det. Goddag, Konsul Stenberg. (giver ham tøvende Haanden.)
GENERALINDEN Konsulen kender vel ogsaa min anden Niece, Frøken Jonna Malling.
KONSUL
STENBERG
Bevares — at sige, hvis Frøkenen husker mig.
JONNA Jo. Baade min Søster og jeg husker Dem særdeles godt.
KONSUL
STENBERG
(giver Wallin Haanden). Maa det være mig tilladt at hilse paa Kaptajnen!
WALLIN (hilser koldt). Goddag, Hr. Konsul!
SALVESEN (konverserende). Vi talte netop om gamle Dage paa Lundbygaard, Frøken Eline! Det var en herlig Tid; det Humør, hvad?
Pavse.
SALVESEN Ak ja, jeg siger – Hjemmet, Hr. Konsul – og Minderne! Det maa væere en Glæde for Dem at knytte gamle Forhold paa Ny! Man ser altid, at der er dog noget, som Tid og Afstand ikke visker ud.
JONNA Det er sandt.
GENERALINDEN Er det et længere Besøg, Konsulen agter at gøre her hjemme?
KONSUL
STENBERG
Det er egentlig ikke noget Besøg. Min Hustru taaler ikke godt et varmt Klima; nu henter jeg hende i Hamborg, hvor hun for Tiden er, og saa agter vi for Fremtiden at bosætte os her.
GENERALINDEN Ah saaledes!
ELINE (farer sammen og blegner). De bliver her!
WALLIN (ser hurtigt paa hende og bider sig i Læben).
KONSUL
STENBERG
Ja, det har længe været min Plan, som af en bestemt Aarsag er bleven fremskyndet lidt.
GENERALINDEN (ser paa Wallin). Ja, der kan jo hændes Ting, som forandrer Ens Planer en Del.
FRK. VON SVITZER Frøken von Svitzer kommer ind fra højre med Hat paa.
GENERALINDEN Frøken von Svitzer — Konsul Stenberg — (De hilser.)
FRK. VON SVITZER Ja, Kaptajn Salvesen, hvis det saa passer Dem at tage afsted —
SALVESEN Uheldigvis maa jeg give Afkald — maa absolut til Byen straks – kom pludselig i Tanker om en Fødselsdag — det er min Tante —
FRK. VON SVITZER (stram). Og den Tante kan ikke opsætte Fødselsdagen?
SALVESEN (ser paa hende og mister Modet). Det vil sige, at — ja – maaske alligevel — min Tante er en sjælden — elskværdig Dame — og for
min Skyld — saa siden Frøkenen ønsker det — særdeles kært —
FRK. VON SVITZER Ganske som De behager!
SALVESEN (ser efter hende og vender sig til Generalinden). Deres Naade tilgiver – det er Frøken von Svitzer, som — De ved — en Dames Ønske – tusind Tak —
charmant Dag! (vender sig til de andre.) Hr. Konsul, har den Ære. Frøken Eline – Frøken Jonna — min Kompliment! Paa Gensyn, kære Wallin — beklager meget — mine Danner og Herrer – stor Fornøjelse —
Han byder Frøken von Svitzer Armen og gaar ud med hende til højre.
GENERALINDEN Maa jeg byde Konsulen en Kop Kaffe?
KONSUL
STENBERG
Nej, mange Tak!
GENERALINDEN Saa foreslaar jeg, Eline, at Du holder Konsulen ved Selskab, siden jeg har et Par andre Gæster. Jeg haaber saa, Hr. Konsul, at vi ses om lidt!
Hilser let og gaar ud til venstre.
JONNA (følger efter hende). Kom, Ida!
IDA Ja. (gaar hen til Stenberg og giver ham nølende Haanden) Farvel og Tak!
De ser et Øjeblik paa hinanden, saa gaar hun hurtigt ud efter Jonna. Wallin gaar et Par Skridt henimod Eline, men standser med en modløs Bevægelse og gaar ud til højre.

3. AKT
4. SCENE
Stenberg. Eline. Senere Jonna.
ELINE (efter at de et Øjeblik har set paa hinanden). Hvad vil De mig?
KONSUL
STENBERG
De har jo skrevet til mig.
ELINE Ja, jeg har skrevet, men —
KONSUL
STENBERG
Og i det Brev siger De, at De og jeg nu er helt færdige med hinanden. I saa Henseende kan jeg ikke være ganske enig med Dem. Vi „er” jo ikke færdige, siden vort Barn lever. Saa rejste jeg hjem, lidt før end jeg havde tænkt. Kan det undre Dem saa meget? Jeg maatte jo tale med Dem.
ELINE Jeg havde i hvert Fald ikke ventet Dem.
KONSUL
STENBERG
De synes at betragte mig som en Art Romanskurk, der pludselig lader sig til Syne for at udbrede Skræk og Uro om sig. Det hele er, at jeg ønsker at bringe Klarhed i vort gensidige Forhold. Men jeg forstaar godt, at det ikke nu er Dem belejligt, saa hvis De maaske vil bestemme en Tid i Morgen Formiddag —
ELINE Ligesaa godt nu som siden. Vil De ikke tage Plads.
KONSUL
STENBERG
(sætter sig). Tak. De agter altsaa at gifte Dem med Kaptajn Wallin?
ELINE Ja.
KONSUL
STENBERG
Og De har ingenting at forklare mig eller anmode mig om desangaaende?
ELINE Ikke ud over det, jeg har skrevet.
KONSUL
STENBERG
(venlig). De er saa kold og sky overfor mig. Er jeg Dem virkelig saa meget imod?
ELINE Det har i hvert Fald aldrig staaet mig saa klart som i denne Time, at det er Dem, jeg skylder mit Livs Ulykke.
KONSUL
STENBERG
Det føler jeg vist fuldt saa stærkt som De. Det har tidt naget mig, og ingenting i mit Liv vilde jeg heller have ugjort. Men alligevel tror jeg, at De ogsaa skylder mig en Lykke, der var større end nogen anden, De har følt. Har De ganske glemt den?
ELINE (bittert). Nej. Jeg kender den tilbunds, den Lykke, der sætter ormstukken Frugt. Den glemmer jeg saa vist ikke.
KONSUL
STENBERG
(ser paa hende). De er smuk endnu, Eline.
ELINE (retter sig). Jeg maa Bede Dem —
KONSUL
STENBERG
Vær rolig! Det være langt fra mig at ville forsøge paa at begynde, hvor vi dengang slap. Mellem os To ligger den Slags ikke mere for – De er for mig kun mit Barns Moder. Men forstaar De ikke — jeg følte en ganske naturlig Uro ved at skulle gense Dem — det er altid tungt at se, at Roserne i Ens Liv er blevne til Hyben. — Jeg havde glemt den Gave, som Nordens Døtre har faaet til at holde sig unge og friske, for De ser jo næsten ud som dengang, kun mere skiftende og sjælfuld i Udtryk, som Den kommer til at se ud, der har tænkt og lidt.
ELINE I saa Fald kan jeg takke Dem for mit forbedrede Ydre.
KONSUL
STENBERG
De taler bittert. Kan Tiden mon ikke lære Dem at se paa mig — om ikke med Venskab, saa med lidt Forstaaelse og Godhed?
ELINE Forstaa mig ret jeg er ikke hildet i Forestillinger om den skændige Forfører og sligt. Jeg ved, at man er To om Kærligheden og dens Lyst, men jeg ved ogsaa, at man kun er Een om dens Nød og Vaande. Denne Ene har, jeg været, og det har sat saa dybe Marker i mit Liv, at jeg aldrig senere har kunnet føæe mig rigtig fri og glad. Mærk vel jeg bebrejder Dem ingenting, men naar jeg tænker paa Dem, saa er det med det Nag, som er Følgen af Ens egne store Fejlgreb.
KONSUL
STENBERG
Og ingenting havde dog været mig saa kært som at opfylde enhver Pligt imod Dem.
ELINE (vender sig heftigt imod ham). Opfyldte De den første — den at lade Dem skille fra Deres Hustru og ægte mig — som De havde lovet?
KONSUL
STENBERG
(varmt). Nogen større Lykke havde ikke været til for mig. Jeg skrev jo til Dem, at det var ugørligt.
ELINE (smiler). Ja, det skrev De.
KONSUL
STENBERG
Den blotte Antydning truede min hysterisk anlagte Hustru med Vanvid, og Lægens Erklæring — (Trækker paa Skulderen.) der er jo Ting, man ikke kan gøre. Desuden hvad hjalp mit Ønske — hun vilde ikke — jeg maatte vige.
ELINE Er en saadan Mangel paa Stolthed mulig, naar De foretrak en Anden!
KONSUL
STENBERG
Ikke alene mulig, men ret almindelig.
ELINE Den kom Dem maaske endog ret tilpas.
KONSUL
STENBERG
Tro ikke, at jeg har været fri for Lidelse — nej, heller ikke jeg. Skinsyge og pinefulde Forklaringer hærgede mit Liv sammen med det, jeg led ved Tanken om Dem.
ELINE Paa forsigtig Afstand — ja!
KONSUL
STENBERG
De ved, at mange Ting bragte mig til at rejse, nye Baner aabnedes, og det viste sig, at jeg var egnet til at tage Kampen op paa fremmed Jord. Jeg taler om den ydre Lykke — den har jeg vundet — den indre var mig allevegne lige krank.
ELINE Det gør mig ondt. Men lad os ikke fortsætte denne Samtale. Lad mig blot med faa og klare Ord faa at vide, hvorfor De har søgt mig?
KONSUL
STENBERG
Sig mig først — er det en ganske afgjort Sag, at De vil gifte Dem med denne Kaptajn Wallin?
ELINE Ja, det ved De. Det angaar jo iøvrigt ikke Dem. De har ingen Ret over mine Handlinger.
KONSUL
STENBERG
Det ved jeg. Jeg taler ikke paa egne Vegne, men paa mit Barns, der er i Deres Verge.
ELINE (studser lidt). De har heller ingen Ret over hende, og hendes Vel har hidtil ikke ligget Dem stærkt paa Sinde.
KONSUL
STENBERG
Er De nu retfærdig! Har jeg ikke atter og atter skrevet til Dem med Bøn om at maatte være noget for Dem og hende.
ELINE (køligt). Jo, det er sandt. Jeg takker.
KONSUL
STENBERG
De har haardnakket afslaaet enhver pekuniær Hjaelp. Lad mig endnu engang sige Dem, at min Pung staar til Deres ubeskaarne Raadighed. Hvad der er mit, er Deres.
ELINE Føler De ikke, at De fornærmer mig med de Tilbud. Var der Penge mellem Dem og mig, da først vilde jeg hetragte min Ære som tabt.
KONSUL
STENBERG
Ikke, hvis Deres Hjerte var lidt med deri. Ser De, Eline, jeg forstaar godt, at De maa trænge haardt til en Hjæ1per og Ven.
ELINE Hvad mener De?
KONSUL
STENBERG
Deres Liv er vist vanskeligt, men det bliver ikke lettere for Dem at være gift. Kan ikke jeg, Deres Barns Fader, bedre i Stilhed være Deres Beskytter, end en Fremmed?
ELINE (gaar tæt hen til ham). Forstaa mig vel — jeg gifter mig ikke med Karl Wallin for at faa en Forsørger, men fordi jeg elsker ham af min ganske Sjæ1 med en Kærlighed, der først vil tage Ende med mit Liv.
KONSUL
STENBERG
Naa saadan tilgiv! (I en køligere Tone.) Jeg beder Dem — fortæl mig lidt om vort Barn. Hvordan er hun?
ELINE (forbeholden). De saa hende jo selv.
KONSUL
STENBERG
Ja. Hun lover at blive yndefuld og fin af Ydre. Det saa jeg straks med Glæde.
ELINE (kaster et ængsteligt Blik til ham).
KONSUL
STENBERG
Men ellers — hvordan er hun af Sind?
ELINE (tøvende). Det er vanskeligt i faa Ord at skildre det Mangfoldige, som i den Alder spirer frem og brydes.
KONSUL
STENBERG
Hun var fornuftig og sød at tale med.
ELINE (hurtigt). Har De talt med hende?
KONSUL
STENBERG
Ja, før De kom.
ELINE (kort). Ja saa!
KONSUL
STENBERG
Er hun blid og bevæelig som De, eller energisk anlagt som jeg. Ligner hun mig?
ELINE (farer hen imod ham). Vil De forsøge paa at tage hende fra mig? Stenberg — er det derfor, De er kommen?
KONSUL
STENBERG
Jeg er kommen for med egne Øjne at se, hvordan Sagerne staar.
ELINE Jeg vil sige Dem — det er forgæves. Paa det Punkt viger jeg ikke et Skridt.
KONSUL
STENBERG
Det turde dog være, at det var det heldigste for Deres Barn at vige lidt. Husk, jeg kan give hende alle Livets Goder.
ELINE Og jeg det, der er mere værd — Kærlighed. Hvad vil De hende?
KONSUL
STENBERG
Jeg vil gærne have Del i hende og Glæde af hende. I mit Ægteskab har jeg kun Sønner, der ikke har udviklet sig helt efter mine Ønsker. Jeg føler, at jeg vilde komme til at forgude denne Dater.
ELINE Hvordan vil De forklare det? De kender hende jo ikke.
KONSUL
STENBERG
Instinktet kan man ikke forklare. Det er derfor lige stærkt.
ELINE Hvornaar er det mon vaagnet, det Instinkt?
KONSUL
STENBERG
Ved at se hende. Hun var mig forunderlig kær med det samme.
ELINE Det kom i en Hast!
KONSUL
STENBERG
Vær ikke ubillig, Eline! De gifter Dem jo, og er lykkelig igennem det, siger De. Naa, det kunde jo hændes, at ogsaa jeg trænger til lidt Kærlighed og Glade! Jeg har læenge tænkt paa den Datter.
ELINE Kærlighed, siger De! Den har De næppe savnet!
KONSUL
STENBERG
De mener Elskov! Aa nej! Men netop naar man Livet igennem har været stærkest hildet i den, saa kommer der en Tid, hvor man staar tom og drages af den Fred og Ømhed, der gaar ud fra de Stores Kærlighed til de Smaa. Det er den, jeg trænger til, og for den, jeg vil kæmpe, om det gøres nødigt.
ELINE Aa min Gud —
Jonna kommer ind fra venstre.
ELINE (vender sig). Jonna, han vil tage Ida fra mig.
JONNA (kommer nærmere). Hvad er nu det — lad mig høre!
KONSUL
STENBERG
(lidt utaalmodig). Vist ikke. Deres Søster fører Sagen ud til den yderste Grænse. Jeg har blot gjort hende opmærksom paa, at jeg er Idas Fader og som saadan maa have Ret til at faa nogen Del i hende og bidrage Mit til hendes Velfærd og Lykke.
ELINE (stærkt bevæget). Ret, siger De, – Ret — hvormed har De tilkøbt Dem den! Nej, jeg har Retten. Om ogsaa Skæbnen har kuet mig, her er jeg den Stærke ja, jeg, Kvinden. Lad Livet være haardt, saa grænseløst ubilligt er det dog ikke, at De, der nu for mig er en Fremmed, pludselig kan staa frem og kræve Deres Del af et Barn, hvis Kærlighed De ingenting har gjort for at fortjene ja ikke engang ved mere om, end at De maa spørge, hvordan hun er.
KONSUL
STENBERG
(vil tale). Men —
ELINE Hvordan hun er! Jonna, behøves der mere for at vise hans Afmagt end de tre Ord, rettede til mig, der fra Idas første Time kun har levet i Tanken om hende.
JONNA Lad os nu tale roligt om det.
ELINE Til hvad Nytte?
KONSUL
STENBERG
Jeg maa dog have Lov at fastholde, at Pigebarnet er mit Kød og Blod saa vel som Deres.
ELINE Ja vist, gentag det de hundrede Gange. Her gælder ligefuldt en højere Lov.
KONSUL
STENBERG
Hvilken?
ELINE Den, der siger, at det er ikke nok at have Del i et Barn med sit Kød og Blod, man maa ogsaa eje det med sin Sjæl. Det gør jeg — De ikke. Hun er min, fordi jeg har lidt for hende — har jeg ikke, Jonna? Jeg har fortjent hende med min Omhu og mine Taarer og med selve mit Hjertes inderste Liv. Og den Ejendom, hører De, den vil jeg forsvare som Moder og som Kvinde til sidste Aandedrag! Mig hører hun til — mig alene! Om saa De talte til Verdens Ende, min Mening forandres ikke, og dermed er vel alting sagt imellem os.
Hun gaar hurtigt hen imod Baggrunden.
JONNA (kalder). Nej, Eline, gaa ikke. Om den Sag maa der tales bedre ud.
Eline standser, men bliver i Baggrunden og gaar under det Følgende hurtigt frem og tilbage i stærkt Sindsoprør, idet hun af og til lytter til det, der siges.
KONSUL
STENBERG
(trækker paa Skulderen). Ja, Frøken Jonna, jeg vilde ønske, De havde hørt det hele. Jeg tror, Deres Søster er uretfærdig.
JONNA Formodentlig. Det er Kvinder som oftest, naar de bliver angrebne i deres stærkeste personlige Følelser, og man kan vel overhovedet ikke komme dybere end til en Moders ulykkelige Kærlighed til sit Barn. Det maa De huske.
KONSUL
STENBERG
Har hun da ikke hele Tiden haft sit Barn?
JONNA Hvordan har hun haft hende — i Skjul hos Fremmede! Har hun kendt en Moders Glade — nej, kun Afkald og Angst! Og nu – – nu endelig, hvor hun har naaet den Lykke at kunne leve med sin Datter, saa falder De ned fra Skyerne og vil forplumre alt.
KONSUL
STENBERG
Fra Skyerne! Jeg synes dog, man maa have regnet med min Eksistens. Skriftligt har jeg tidt nok mindet om den — til ingen Nytte. Nu er jeg her.
JONNA Ja, men var ikke derfor hensynsløs. Tænk paa Deres egen Moder og paa Dem selv, da De var Barn. Kunde en Anden have været det for Dem, som hun var? Kan overhovedet en Moder erstattes? Nej, hvis De vil Deres Datter vel, saa lad hende vokse op i Fred, uden Kamp og Kiv, hos sin Moder.
KONSUL
STENBERG
Hvad De der siger, kan jeg forstaa, og jeg bøjer mig ganske for det.
JONNA (glad). De erkender, at min Søster maa have Ret til sit Barn?
KONSUL
STENBERG
Ja, fuldt, ud, men vel at mærke, kun indtil det Øjeblik, hvor hun gifter sig med en anden Mand.
JONNA (studser og ser hurtigt paa ham). Altsaa —
KONSUL
STENBERG
De maa selv kunne indse, at det gør min Pligt til Hensyn mindre.
JONNA Længe nok har Eline forsaget, synes jeg. Vil De nu formene hende omsider at komme i en tryg Havn, blot fordi den er udenfor Deres Rækkevidde.
KONSUL
STENBERG
Jeg formener hende ingenting. Jeg gør blot mit eget Synspunkt gældende. Det maa jeg have Lov til.
JONNA De kan jo ikke hindre, at Eline gifter sig og beholder sit Barn. De har jo overhovedet ingen Ret.
KONSUL
STENBERG
Ret — hvor tidt skal jeg bore det Ord. Nej, nogen lovlig Ret har jeg ikke — det ved jeg, men jeg maa have moralsk Ret til at leve i min Datters Nærhed, om jeg vil.
JONNA Aldeles ikke. De kan da tænke, det vil gore Elines Stilling tifold vanskeligere, end den i Forvejen er. Saa sandt De har været Aarsag i hendes Livs Ulykke, maa De ogsaa nu bringe hende det Offer at rejse igen og blive borte for bestandig.
KONSUL
STENBERG
Tror De om mig, at jeg vil gøre det?
JONNA Ja. Jeg tror om Mennesker, at de, idetmindste en enkelt Gang, formaar at handle stort.
KONSUL
STENBERG
Gid jeg havde Deres Venskab, Frøken Jonna!
JONNA Aa — Tak
KONSUL
STENBERG
Men De kender Livet daarligt, naar De tror, at et Par løse Ord er nok til at Ændre en Mands Fortsæt. Nej, mit Liv har lært mig at gøre, hvad jeg synes er rigtigt for mig selv og mine Egne. Derfor bliver jeg her. Ja, jeg sætter, at Elines Mand ikke er god imod min Datter og ikke gør hendes Liv lykkeligt, hvem skal saa beskytte hende — hvor skal hun ty hen?
ELINE (kommer pludselig derhen). Jeg svarer Dem for, saa vidt som det ene Menneske kan svare for det andet, at Karl Wallin vil opfylde enhver Forpligtelse — ja, mere end det! Alene Livet i hans Nærhed og i hans Hjem vil gore Ida mere finttænkende og god. Har jeg Ret, Jonna?
JONNA Ja. Stoler De paa, hvad vi siger?
KONSUL
STENBERG
Ikke rigtigt. For jeg tror aldrig, at det ene Menneske kan svare for det andet. Svært nok at svare for sig selv.
JONNA Tal med ham selv derom, og De vil føle, at vi taler sandt.
KONSUL
STENBERG
Som De vil.
JONNA (gaar hen til Døren og kalder). Karl, er Du der — jeg beder Dig — kom!
Wallin kommer ind fra højre.

3. AKT
5. SCENE
Eline. Jonna. Wallin. Stenberg. Senere Ida. Tilsidst Generalinden og Frøknerne Liljenfeldt.
JONNA Undskyld, at jeg kaldte paa Dig.
WALLIN (kort). Jeg beder.
JONNA Konsul Stenberg maa tale med Dig.
WALLIN Det var netop mit eget Ønske.
KONSUL
STENBERG
Jeg er til Tjeneste.
JONNA (ser lidt ængstelig til Wallin). Du kender jo Sammenhængen, Karl!
WALLIN (rynker Brynene).
JONNA Hr. Stenberg er lidt urolig for at betro sin Datters Fremtid i dine Hander. Sagen er – han kender Dig jo ikke rigtigt – ved kun, at Du vil have Eline til Hustru.
WALLIN Det har hidtil været mit højeste Ønske.
JONNA (overrasket). Er det da ikke mere det?
ELINE (farer sammen og støtter sig til en Stol.)
WALLIN (bestemt). I samme Øjeblik jeg hørte, at De vil bosætte Dem her, Hr. Konsul, saa stod det mig klart, at mit Ægteskab med Frøken Malling da er umuligt.
ELINE (stirrer forfærdet paa ham). Du mener, at —
WALLIN (vender sig hurtigt til hende). Du ved, Eline, jeg har fra første Færd forstaaet, at vort Samliv, saaledes som det stiller sig, kunde frembyde vanskelige Punkter – ja, at det i hvert Fald vilde kræve ikke saa lidt Hensyn og Takt. Men naar man holder af hinanden som Du og jeg, saa klares jo mange Skær. Noget andet er — ja, jeg taler uforbeholdent – noget andet er, naar et fremmed Element kommer til — (vender sig halvt mod Stenbergl et Menneske, der har en vis Ret over os og dog ingen Ret, Ønsker men ingen Forpligtelser, Adkomster, men ikke noget Ansvar. Med ham imellem os er vi ude over Grænsen for det, der er gørligt. Det kan ikke gaa.
KONSUL
STENBERG
(trækker tavs paa Skulderen).
ELINE (vil sige noget, men holder modløs inde).
JONNA Sig ikke det, Karl, Du har blot i din Ensomhed derinde ægget Dig selv op til Modvilje og Vrede.
WALLIN (med en afværgende Bevægelse). Vist ej — her gælder ingen Øllebrøds-Medynk; jeg taler Alvor.
(Vender sig rask mod Stenberg.) De forstaar, vi kan ikke være her begge. Efter det maa De nu rette Deres Adfærd.
KONSUL
STENBERG
Meget vel.
ELINE (kryster sine Hænder i nervøs Uro).
JONNA Har Du tænkt over det, Du der siger, Karl! Konsul Stenberg er nemlig ligesaa bestemt som Du. Han rejser ikke.
WALLIN Om jeg tænkte derover, til ingen anden Tanke var tilbage, saa vilde min Mening være den samme.
JONNA (tager Eline om Skulderen). Stakkels Eline!
WALLIN Naa, ogsaa jeg gaar jo i saa Fald glip af det, jeg nu forstaar ved Lykken.
JONNA Hvorfor saa ikke gifte jer alligevel? Hvorfor skulde det ikke kunne gaa?
WALLIN Har I ikke forstaaet, at Ægteskabet og Hjemmet for mig betyder Livets fredlyste Side!
KONSUL
STENBERG
I saa Fald opstiller De en Fordring, som Livet kun sjældent fyldestgør.
WALLIN Kan hænde! Men sikkert og uhjælpeligt at lukke Tvedragt med sig ind i Huset paa selve sin Bryllupsdag, det staar for mig som Helligbrøde mod et Samliv.
ELINE (ser paa Jonna som for at bede om Hjælp).
JONNA Naar der er Fred mellem Eline og Dig, saa er jo alt andet udenfor.
ELINE (ser hurtigt spørgende paa ham).
WALLIN Spørg Konsul Stenberg derom. (Vender sig til ham.) Kan De da paa Forhaand love at opgive ethvert Krav paa Deres Datter, enhver Appel til hendes Kærlighed, enhver Rettighed, enhver Mening om hendes Ve og Vel?
KONSUL
STENBERG
Nej, det kan jeg afgjort ikke.
ELINE (der har set paa ham, drejer sig med Uvilje).
WALLIN Og ikke om De lovede det de hundrede Gange, vilde De holde Deres Ord, fordi det er imod Naturens Bud.
KONSUL
STENBERG
Akkurat.
JONNA Herregud, hvorfor kan man dog ikke komme overens om at være god imod et Barn. Jeg synes, det er saa let.
WALLIN Du forstaar vist ikke, som Kvinde, at dette bunder dybere end som saa! Her staar vi Mand mod Mand. (Vender sig rask.) Jeg siger Dem det Ærligt, Konsul Stenberg, allerede nu ulmer der hos mig en Gnist af Had mod Dem som den Mand, der har røvet Lykken fra mig og fra den Kvinde, jeg elsker. Den blotte Tanke volder mig Afsky. (Gaar truende hen imod ham.) Ja, jeg ved,
at jeg kommer til at hade Dem.
KONSUL
STENBERG
(koldt). Det ved jeg ogsaa. De gør det allerede.
ELINE (farer sammen og trækker sig angst tilbage).
JONNA (trækker haabløst paa Skulderen) Det evig Uforanderlige! Hvad er Verdens ældste Kunstværk — to Hjorte, der slaas om en Hind.
WALLIN Jeg indser godt, at min Uvilje er urimelig, ja, maaske helt uretfærdig. Jeg søger at bekæmpe den. Jeg formaar det ikke.
ELINE (kommer nærmere igen og ser angst fra den Ene til den Anden).
WALLIN (taler sig hidsig). Naar jeg tænker paa, hvor rig en Lykke der kunde være timedes Eline og mig, og hvor haabløst alt nu er, saa jog jeg Dem helst af alt i dette Øjeblik ud af min Moders Hus som hendes Søns argeste Fjende. Eline selv kunde jeg tilgive — helt! (Heftigt.) Men aldrig Dem — aldrig!
KONSUL
STENBERG
(retter sig truende). De kan finde mig, Hr. Kaptajn, naar og hvor De vil —
ELINE (bedende). Karl –
WALLIN Indser Du da ikke, Eline, at hvis Du blev min Hustru, og jeg skulde føle ham, den Mand, der har krænket din Ære, lige op ad mig som en uundgaaelig Parthaver i dit foregaaende og nuværende Liv, ja, hvis jeg bestandig skulde løbe ham paa Armet, saa vilde mit Had flamme op, saa det maaske kunde ende med ogsaa at gaa ud over det Barn, der, trods min bedste Vilje, aldrig kunde ophøre at være et lyslevende Vidnesbyrd om ham og hans Eksistens. Jeg kan det ikke.
ELINE (bøjer Hovedet og skjuler Ansigtet i Hænderne).
WALLIN (til Stenberg). De ved, som Mand, at jeg taler sandt.
KONSUL
STENBERG
Ja. Jeg tror, det vilde blive en Kamp fra Dag til Dag.
JONNA Er da ingen Løsning mulig?
KONSUL
STENBERG
Jo maaske. Jeg ved et Middel.
ELINE (ser hurtigt op). Hvilket — sig det!
KONSUL
STENBERG
Det ligger langt fra mig at ville foraarsage Splid og Sorg — jeg ønsker kun at hævde mit Eget. De tror altsaa, Eline —
WALLIN (gør en Bevægelse).
KONSUL
STENBERG
(retter). De tror, Frøken Malling, at kunne finde Lykken sammen med Hr. Kaptajn Wallin! Vel, saa lad det ske.
JONNA (glad overrasket). De vil altsaa dog rejse og blive borte?
KONSUL
STENBERG
Ja, men vent lidt. (til Eline.) For at der ikke skal være noget Minde om mig — for at De og Deres tilkommende Mand kan staa overfor hinanden som to Mennesker, der begynder Livet helt fra Nyt, saa vil jeg gøre et Forslag, som jævner alt — baade for Dem og mig.
ALLE Hvilket hvordan —
KONSUL
STENBERG
Jeg tager min Datter med mig herfra og beholder hende helt og altid.
JONNA (skuffet). Ah, saadan!
ELINE (halvt for sig selv). Det var for den Pris!
KONSUL
STENBERG
Hun kommer i de bedste Forhold og i rige Kaar.
WALLIN (med en glad Bevægelse). Hvad siger Du, Eline? Var det ikke en Løsning, der var heldig for alle Parter! Ida vilde faa det godt, og det vilde jo gøre vort Liv — ja, selve Samlivet mellem os To saa meget lettere.
ELINE (ser bedrøvet paa ham, men svarer ikke).
JONNA (til Eline). Kan Du gøre det?
ELINE (smerteligt). Forstaar I ikke, at det er, som I med et saadant Valg splittede selve mit Hjerte i to Dele og sagde: Hvilken af dem vil Du beholde — den ene maa Du miste.
Ida gaar igennem Stuen.
JONNA Ida — aa, kom lidt her!
IDA Men Generalinden sagde, jeg skulde bede om lidt mere Fløde.
JONNA Lige meget, kom blot.
Ida kommer nærmere.
JONNA Vi staar netop og taler om Dig, Ida! Nu kan Du selv give dit Besyv med. Saa faar vi se, hvordan det gaar.
IDA (lidt urolig). Hvad er det da?
JONNA Konsul Stenberg, som jo talte med Dig før og syntes saa godt om Dig, gør her det Forslag at tage Dig med til Udlandet – tænk blot – til de store Byer, som Du saa tidt har bedt mig fortælle Dig om. Kunde Du have Lyst til det?
KONSUL
STENBERG
Du skal have det som en lille Prinsesse, Ida; alt, hvad Du har Lyst til, skal Du faa?
IDA (ser forskrækket rundt paa dem) Skal Eline med?
JONNA Nej. Du alene.
IDA (forvirret) Jeg kan ikke sige noget – jeg – jeg ved jo ikke, hvad det betyder. (Gaar hen til Eline) Eline. Du maa sige mig – vil Du gerne have, at jeg skal rejse bort? For saa vil jeg ogsaa helst gøre det.
ELINE Ida – min egen Pige – hvad skal jeg svare?
JONNA Er De nu sikker paa, Konsul Stenberg, at denne lille Pige vilde blive opdraget med Kærlighed og Omhu hos Dem?
IDA (vender sig hurtigt og ser paa dem)
KONSUL
STENBERG
Ja, selvfølgelig –
JONNA Jeg mener – faar hu det, der er mere værd end den Rigdom, De lover? Kan De svare for. at Deres Hustru vilde tage godt imod hende og være en Moder for hende i Ordets bedste Forstand?
KONSUL
STENBERG
(lidt usikker). Min Mening er at slutte hendes Opdragelse i et udmærket udenlandsk Pensionat; saa faar vi siden at se. De kan trygt stole paa, at Barnet frem for alt andet skal være i min kærligste Varetægt.
IDA (sætter sig paa Kanten af en Stol og brister stille i bitterlig Graad).
JONNA (kærligt). Saa saa, Ida!
WALLIN Hvorfor græder Du saadan, Barn?
IDA Jeg ved ikke – jeg kom til at tænke paa, at det var allerbedst, jeg slet ikke var til, fordi at — ja, jeg er jo kun til Sorg.
ELINE (ser hen for sig med ubevægelig Mine).
KONSUL
STENBERG
(bøjer sig kærligt over Ida).
Sig ikke det, Ida! Tror Du ikke, at vi to kan blive gode Venner?
IDA Det ved jeg jo ikke.
WALLIN Jeg ser paa Dig, Eline, at det er svært for Dig at lade hende rejse! Ganske vist — det var en nem og god Ordning, men man har maaske ikke Lov at skille en Moder fra hendes Barn. Vel, behold hende — Du ved, for Dig kan jeg gøre alt. Lad det da blive os der viger Pladsen, siden een of Parterne maa vige! Vi fæster Bo et andet Sted — paa Landet — og tager Ida med? Vil Du?
ELINE (svarer ikke).
WALLIN Jeg opgiver saa min Stilling — naa, vi maa vel begge bringe Ofre! Men vi har jo hinanden, saa gaar alt andet nok.
ELINE (uden at røre sig). Tak, Karl, Tak for de Ord! Jeg skal altid mindes dem.
IDA (rejser sig og ser ængstelig fra Wallin til Eline). Ja men — jeg vil heller afsted — ud at rejse! (tørrer Øjnene). Jeg vil gærne se de fremmede Lande og alt det Store og Smukke, jeg har hørt om. Jeg kom blot saadan til at græde, fordi — fordi jeg blev saa forskrækket lige straks, men nu — nu er jeg glad for det.
KONSUL
STENBERG
Er Du, Ida! Kom, lad saa os To gaa lidt ud i Haven og tale sammen om det. Vil Du?
IDA Ja! (husker sig om). Ja, men Fløden, som jeg skulde sørge for! Vil Du da bede om den, Jonna!
JONNA Jo!
IDA (til Stenberg). Saa vil jeg gærne gaa med Dem.
Hun ser paa Eline og gaar nogle Skridt hen mod Baggrunden med Stenberg.
ELINE (med et Udraab). Nej Ida, nej, kom til mig! Kom!
Ida vender sig, ser et Øjehlik paa hende og kaster sig saa i hendes Arme.
ELINE Min egen Pige – nej, nej, Du skal ikke græde som en hjemløs lille Stakkel!
IDA Maa jeg blive hos Dig, maa jeg?
ELINE (varmt). Ja. Ida!
JONNA Har denne Aften endelig lært Dig, Eline, at Du i hendes Fødselsstund har forskertset en anden Lykke end Livet for og med hende?
ELINE Ja, nu er Fejgheden rystet af mig — det er, som jeg nu ser saa klart, hvad jeg ikke før har forstaaet. (ser paa Stenberg.) Lad Ida siden engang træffe Valg for sit Liv, naar hun er kommen til Skelsaar og Alder, og Du Karl, gør ad Aare, som Du vil — Du kender mit Hjerte! Kun en eneste Ting staar nu fast for mig —
KONSUL
STENBERG
(ser hurtigt paa hende.)
WALLIN (studser)
ELINE (rank og rolig). Fra denne Stund er jeg Moder for mit Barn, Moder af Navn som af Gavn, og kun det Ene, saa længe trænger til mig. Det er hende, der har Krav paa mit Liv. Lad saa Andre sige om mig, hvad de vii — jeg kan bare det altsammen, for nu ved jeg, at dybest inde, der har jeg Ret i det, jeg vil.
WALLIN (gør en nedslaaet Bevægelse). Jeg ærer Dig i hvert Fald for dit Mod Eline.
JONNA Ja, i dette Øjeblik er hun en Heltinde, den første paa Skansen og sent eller tidlig vil hun faa sin Løn.
KONSUL
STENBERG
(halvt hen for sig). Den bliver dyrekøbt.
Under den sidste Replik er Generalinden og Frøknerne Litjenfeldt komne ind fra venstre og blive staaende med bestyrtede Miner. Stenberg tager sin Hat for at gaa.
IDA (tager Eline om Halsen). Nu er du helt min Moder, ikke?
ELINE (kysser hende paa Panden). Ja, Ida, nu har vi To kun hinanden!
JONNA (gaar hen til dem). Glemmer I da ganske mig!
TÆPPE


AABENT VISIR: INTRO1. AKT2. AKT3. AKTANMELDELSER