Aabent Visir 2. akt

I Haven. I Forgrunden Bænke og Havestole omkring et Bord under et Træ. I Baggrunden Blomster og Bede. Til venstre tænkes Huset. Generalinden, Jonna, Kaptajn Salvesen og Frøken von Svitzer sidde ved Bordet i Færd med at drikke The. Det er senere paa Dagen.

PERSONERNE:

GENERALINDE WALLIN	KAPTAJN KARL WALLIN, hendes søn
FRØKEN ELINE MALLING	JONNA MALLING, hendes søster
KONSUL STENBERG	IDA
KAPTAJN SALVESEN	FRØKEN VON SVITZER
FRU MADSEN	To FRØKNER LILJENFELDT
En Tjener

2. AKT
1. SCENE	Generalinden. Jonna. Salvesen. Frøken von Svitzer.
FRK. VON SVITZER	Men De maa dog indrømme, kære Generalinde, at den intellektuelle Verden er en Skat af Erkendelser, af ethiske Ideer, af kunstneriske Idealer og af praktiske Institutioner, som Menneskeaanden i Aarhundredernes Løb har erhvervet sig, og som den ikke alene behersker, men ogsaa —
JONNA	Undskyld, at jeg kommer med noget saa lavt, Frøken von Svitzer, men vil De ikke have et Stykke Sandkage endnu?
FRK. VON SVITZER	Nej, jeg takker! Altsaa — den menneskelige Bevidsthed, kære Generalinde —
JONNA	Ja, nok maa De tørre Panden, Kaptajn. Salvesen. Det er sandelig for varmt at drøfte Livsfilosofi i Dag.
SALVESEN	Ubetinget. (Ser til Frøken von Svitzer.) Det vil sige, det er jo yderst interessant —
JONNA	Men sveddryppende!
GENERALINDEN	(bebrejdende). Kære Jonna! (Til Salvesen.) De sidder vist ikke rigtig mageligt paa den Stol, kære Kaptajn!
SALVESEN	Tusind Tak, Deres Naade, jeg sidder lige paa Springet.
JONNA	Vil De virkelig tage bort nu — lige i den værste Solhede?
SALVESEN	Ja desværre jeg maa afsted, saa ondt det end gør mig at forlade netop dette Selskab! (Forsøger et Blik til Frøken von Svitzer, som hun ikke ænser.)
GENERALINDEN	Naar det altsaa ikke kan være andet, vil jeg bede Dem hilse Baronen og sige ham, at jeg i Morgen skal sende ham nogle Jordbær af den nye Art, han vil forsøge. Han er nemlig ogsaa Haveven.
SALVESEN	Men Gud, maa jeg da ikke tage dem med! Det vil være mig uhyre kært – ogsaa til Hest —
GENERALINDEN	Naa, siden De er saa elskværdig at tilbyde det, skal jeg lade Bærrene plukke. Eline — hvor er dog Eline i Dag?
JONNA	Hun er ikke rigtig rask. Kan jeg ikke besørge det?
GENERALINDEN	Du ved jo ikke Besked. Jeg maa selv med. (Hun tager hendes Arm og gaar ud med hende til højre.)

2. AKT 2. SCENE	Salvesen. Frøken von Svitzer. Tilsidst Jonna.
FRK. VON SVITZER	Det er virkelig særdeles varmt i Dag. I saa høj Temperatur synes jeg altid, at min Intelligens forringes.
SALVESEN	Det gør ikke noget.
FRK. VON SVITZER	Hvadbehager?
SALVESEN	Jeg mener — for min Skyld! (Forsøger at gøre lidt Kur.) De er jo saa overordentlig begavet, Frøken von Svitzer – jo, De er — saa at — ja, selv om Deres andre udmærkede Egenskaber træder lidt i Forgrunden, saa er det kun en Vinding — for mig.
FRK. VON SVITZER	(konverserer videre). Man vil jo ogsaa se, at Varme er lammende for Handlekraften. Man ser stadig Civilisationen stige mod Nord gennem Seklerne.
SALVESEN	Seklerne – ja – naa —
FRK. VON SVITZER	Kulturens Vugge stod i Indien — derfra gik den til Ægypten —
SALVESEN	Vuggen —?
FRK. VON SVITZER	Tænk saa paa Grækenland og Rom — senere Pave-hofferne og Spanien! Og nu florerer den i Nordevropa!
SALVESEN	(forsøger lidt Spøg). Altsaa ender den i Grønland med Skindbukser paa.
FRK. VON SVITZER	Kære Kaptajn, De burde have mere Interesse for at uddybe et Æmne.
SALVESEN	(tager Mod til sig). Sagen er, at der er et Amne, som opfylder mig saa ganske, at det saa at sige sluger alt andet. Frøken von Svitzer, det er Dem, jeg bestandig tanker paa. Maaske har De Beundrere, som er højere paa Straa end jeg, men fra Hjertets Side, der — hm — ja, det Sjælelige har jo dog ogsaa sin Betydning.
FRK. VON SVITZER	(uberørt). Naturligvis! Har De læst en interessant Bog, der hedder: „Om størst Udbytte af Sjælsevner”.
SALVESEN	(haabløs). Hvadbehager — nej, jeg tilstaar, at jeg endnu ikke —
FRK. VON SVITZER	Jeg skal sende Dem den, og det vil interessere Dem at se paavist, at det kun er de uvilkaarlige og ubevidste Tanker, som giver Værkst i Sjælen.
SALVESEN	Tusind Tak — overordentlig elskværdigt —
FRK. VON SVITZER	Der kommer jo Frøken Malling tilbage.
	Jonna kommer fra højre med en lille tildækket Kurv.
JONNA	Her er Jordbærrene, Kaptajn! (Vender sig.) Jeg skulde spørge fra Generalinden, Frøken von Svitzer, om De ikke vil glæde hende med at se hendes kommende Vinhøst i Drivhuset.
FRK. VON SVITZER	(rejser sig). Meget gærne.
SALVESEN	Maa jeg ikke have den Ære at ledsage —
FRK. VON SVITZER	(afværgende). Tak, jeg tør ikke opholde Kaptajnen. (Rækker ham Haanden.) Maa jeg takke Dem for Deres elskverdige Underholdning og ønske Dem en behagelig Tur.
	Hun gaar ud til højre. Salvesen ledsager hende nogle Skridt og hilser. Under det Følgende ser man Ida komme og plukke Blomster i Baggrunden. Hun har en stor Buket i Haanden.

2. AKT 3. SCENE	Salvesen. Jonna. Senere Ida.
JONNA	Hun vilde ikke have Dem med, det er soleklart, og mig undgaar De, som om jeg var spedalsk.
SALVESEN	Paa ingen Maade hvor kan De tro —
JONNA	Naa, jeg synes heller ikke, at der nu længer er Grund for os To til at gaa udenom hinanden. Sæt Dem saa ned og fortæl mig hvorfor friede De egentlig til mig dengang?
SALVESEN	Jeg var virkelig meget indtaget i Dem. Mit Hjerte har altid været saarbart, og man var jo yngre.
JONNA	Og mindre fornuftig. Ved De hvad, jeg duede heller ikke for Dem. Jeg havde for megen Forstand og for lidt Penge.
SALVESEN	Desværre, man maa jo indrømme, at i dette elendige Liv er Penge en Hovedting.
JONNA	For Folk uden Hoved — ja! Naa, nu er der jo bedre Udsigter for Dem. Jo jo, jeg har ogsaa Øjne.
SALVESEN	De har mærket i Dag, at — (mere fortrolig) Sig mig, ved Frøken von Svitzer, at jeg har været forlovet med Dem?
JONNA	Det har jeg ikke undersøgt.
SALVESEN	Kan De saa ikke sondere Terrænet, hvad, kære Frøken Jonna – Malling — for gammelt Venskabs Skyld; hvis hun ikke véd det, saa ikke et Ord — vel, men i modsat Fald, vil De saa ikke nok oplyse hende om, at det var Dem, der slog op – for det var det.
JONNA	Ja, det ved Gud det var.
SALVESEN	Uridderlig, det vil jeg nødig synes.
JONNA	Naturligvis.
SALVESEN	(forlegen). Hvis det altsaa kommer paa Tale mellem Damerne, saa – saa stoler jeg paa, at — at Deres Finfølelse og — naa ja — at Deres Omtale af min Karakter kommer til at lyde nogenlunde fordelagtig.
JONNA	De mener — grundet paa paalideligt Kendskab.
SALVESEN	De ved idetmindste, at jeg har nogle af de Egenskaber, der kræves i daglig Omgang — Hensynsfuldhed – Paalidelighed — et jævnt Humør — ikkesandt
JONNA	Kort sagt — De vil omtales som et Pragteksemplar. Meget vel. Men vil hun saa ikke sige: Hvorfor i Himlens Rige slog De op?
SALVESEN	(ler lidt). De maa gærne antyde, at De fortryder det.
JONNA	Mange Tak.
SALVESEN	(atter alvorlig). En Ting tør jeg idetmindste sige – jeg er trofast af Sind — jeg mener — som Familiemenneske og Ægtemand. Naar jeg nu tænker paa, at jeg bestandig var tro imod min Hustru – ja — under hele hendes Sygdom — enfin —
JONNA	(ler). Tør jeg spørge, skal jeg ogsaa sige det?
SALVESEN	Som De vil. Det er et Faktum.
JONNA	(med Alvor). Saa!
SALVESEN	Og ved De hvad, det er sjældent at kunne sige om en Mand i vore Tider. Hvor faar hun bedre Borgen for, at hun i mig fik en honnet og pligttro Ægtefælle.
JONNA	(smiler). Sig mig, smigrer De Dem med, at De kender Kvinderne, min Brave!
SALVESEN	Ubetinget! (Dybsindigt.) Kvinderne er vor Kval og vor Fryd.
JONNA	Det har jeg hørt før, maaske af Dem! Ja ja, der er noget oplivende for mig i den Tanke at skaffe Dem en anden Kone istedetfor mig selv. De kan gøre Regning paa mig.
SALVESEN	(trykker hendes Haand). Tak.
JONNA	Skaf mig blot fat i hende. (Vender sig og kalder.) Ida, kom her.
IDA	(kommer nærmere). Ja!
JONNA	(tager Kurven med Jordbær). Se, hvad Du skal have. (Putter Bærrene skiftevis i sin egen og hendes Mund.)
IDA	(spiser). Aa, hvor de er dejlige – se, det vældige der!
JONNA	Og det der — og der — og der —
IDA	(med Munden fuld) Maa jeg faa et ad Gangen. Aa, saa store Jordbær har jeg aldrig faaet.
SALVESEN	Hvad er det for en ung Frøken?
JONNA	Det er en lille Pige, der har faaet Lov at være i Haven.
SALVESEN	Hun ser ogsaa lidt blegnæbbet ud. (Vil give hende et rengestykke.) Se, har Du Lyst til en blank Skilling, mit Barn?
IDA	(flov). Nej, mange Tak.
SALVESEN	Naa Gudbevares – undskyld.
JONNA	Det var rigtigt, Ida.
IDA	Se, jeg plukker en Buket til at tage hjem med. Jeg har faaet Lov af Gartneren. Er de Liljer nu ikke yndige, og saa lugter de!
JONNA	Holder Du meget af Blomster?
IDA	Ja, det gør jeg rigtignok. Især hvide Blomster. De lyser saadan i Stuen.
JONNA	(ser i Kurven). Spis nu Resten paa Vejen, mens Du ser at finde den fine, pyntede Dame, Du saa før — Frøken von Svitzer — hedder hun —
IDA	Ja!
JONNA	Sig til hende, at Kaptajn Salvesen har været saa uheldig at spise Jordærrene og bed hende komme med nogle andre.
IDA	(ler lidt og ser paa Salvesen). Ja. Det skal jeg sige!
SALVESEN	Hvad for noget — jeg maa bede —
IDA	Maa jeg blot lægge mine Blomster her saa længe. (Hun løber ud til højre med Kurven.)
JONNA	Naa, Kaptajn, gaa saa Deres Vej og kom igen om lidt.
SALVESEN	Har De noget imod, at – at jeg opholder mig lidt her i Nærheden ja, for ikke senere at blive dekontenanceret –
JONNA	Værsaagod! For mig maa De gærne lure.
SALVESEN	Lure — hvorledes – jeg har da Lov at gaa Haven!
JONNA	Jeg siger jo: Værsaagod!
SALVESEN	Tak, kære Jonna, hvor De er sød!
JONNA	De farer vild i det. Det er ikke mig, De gør Kur til.
SALVESEN	Jeg havde ved Gud nær sagt – desværre! (Hilser og gaar ud til venstre. Jonna gaar nogle Skridt og ler ved sig selv )
JONNA	(standser). Der kommer hun med Kurven til ham!
	Frøken von Svitzer kommer ind fra højre.

2. AKT 4. SCENE	Jonna. Frøken von Svitzer. Senere Salvesen.
FRK. VON SVITZER	Her er Jordbærrene — atter! Men Kaptajnen?
JONNA	Han gik for at søge Dem.
FRK. VON SVITZER	(sætter sig). Aa, jeg savner ham ikke.
	Salvesen vandrer under det følgende forsigtigt forbi i Baggrunden og bliver staaende ved en Busk.
FRK. VON SVITZER	Det har ret glædet mig at træffe Dem, Frøken Malling. De ved, jeg interesserer mig levende for Kunst, især den gamle — italienske. Sig mig, foretrækker De ikke den florentinske Skole?
JONNA	Jo, den var jo nok – ja, undskyld, hvis jeg er lidt adspredt. Jeg har i Dag haft et uventet Møde, som ja, De ved maaske, at jeg har været forlovet med Kaptajn Salvesen.
FRK. VON SVITZER	Nej, det vidste jeg ikke.
JONNA	Synes De om ham?
FRK. VON SVITZER	Jeg ved, at han har varet højst hæderlig som Søn og som Familiemenneske og Ægtemand. Altsammen fortræffeligt, men ikke særlig interessant.
JONNA	Naa saadan — jo pyt!
FRK. VON SVITZER	Hvadbehager?
JONNA	Han ser jo godt ud – som man tænker sig en af Wallensteins robuste Soldater.
FRK. VON SVITZER	Aa ja – jo!
JONNA	Der er noget underligt ved pludselig at se sin Fortid i Øjnene, og Salvesen — (ler lidt) bestandig den Samme! Pas paa, Frøken von Svitzer – nu lægger han an paa Dem!
FRK. VON SVITZER	(ser fornærmet ud.) Altsaa — den florentinske Skole —
JONNA	Jeg saa det Blik, han sendte efter Dem før. Attraaens vildeste Flamme, Kære – jeg kender ham.
FRK. VON SVITZER	Bedste Frøken Malling, hvor kan man forudsætte —
JONNA	Er De saa naiv, at ikke Salvesens Tendenser — naa, for mig gærne! Altsaa — den florentinske Skole
FRK. VON SVITZER	(interesseret). De konsternerer mig komplet! De kom altsaa under Vejr med, at han —
JONNA	Jeg siger blot — „jeg” kunde ikke holde det ud! Jeg indrømmer, det er taabeligt overfor Mandfolk at stille strenge Fordringer til Principer, men alligevel — Salvesens moralske Leveregler — naa! (fortrolig) Stol ikke paa hans godladne Mine — jeg vil sige Dem, han er rædsom !
FRK. VON SVITZER	Men hans Kone – hun elskede ham jo!
JONNA	Har Deres Verdenskundskab ikke lært Dem, at Ingen bliver elsket som de utro Mænd, og da de bliver elskede baade af Konerne og af — de Andre, saa har de alle Fordele.
FRK. VON SVITZER	Fy, det er jo afskyeligt! (stærkt interesseret) Men fortæl mig —
JONNA	Nu har jeg advaret Dem i Tide!
FRK. VON SVITZER	Men hvordan opdagede De det? Jeg forstaar ikke —
JONNA	Aa Gud det, man kan opleve —! Først saa —
	De fortsætter hviskende, Frøken von Svitzer med smaa Udbrud. Salvesen kommer under dette helt hen til dem, medens han kaster et vredt Blik til Jonna.
SALVESEN	(med Værdighed). Mine Damer, tillader De, at jeg tager Afsked?
JONNA	(vender sig). Jeg er saa naadig at tillade det. Jeg ved ikke, hvad Frøkenen siger.
FRK. VON SVITZER	(elskværdig). Er det ikke i Øjeblikket lidt vel varmt at ride? De burde vist vente, til det bliver køligere, kære Kaptajn.
SALVESEN	(glad overrasket). Med største Fornøjelse — overordentlig elskværdigt —
JONNA	Saa vii jeg overlade til Dem, Frøken von Svitzer, at gøre Kaptajnen Ventetiden behagelig, imens jeg søger min Tante. Jeg beder Dem blot passe paa, at han denne Gang respekterer Baronens Jordbær, da vi jo Alle kender den meget gamle, men derfor lige sande Lære om, at det er den forbudne Frugt, der smager sødest — og lokker mest.
	Hun gaar ud til højre med et skælmsk lille Nik til Salvesen.
SALVESEN	(for sig selv, idet han vender sig). Nu har jeg aldrig — naa, enfin —

2. AKT 5. SCENE	Frøken von Svitzer. Salvesen. Senere Eline.
FRK. VON SVITZER	(forekommende). Sæt Dem der, Kaptajn, og lad os passiare lidt sammen.
SALVESEN	(sætter sig ved Bordet og betragter hende ufravendt.)
FRK. VON SVITZER	Hvad Frøken Malling sagde om den forbudne Frugt, kan jeg ikke ganske bifalde. Vi er jo Alle fra vor Fødsel blevne opdragne i en høj og skøn Morallære, hvis Betydning netopi er at kunne afveje Berettigelsen af Idealisme og Sensualisme mod hinanden, saa at —
SALVESEN	(flytter nærmere.)
FRK. VON SVITZER	(ser lidt urolig til ham). Saa at vi altid formaar at finde Ligevægten i vor Samvittighed. Og Livsindholdet, kære Kaptajn, det maa dog hvile paa et mere alvorligt Grundlag, end — end en stadig Higen efter — efter flygtige erotiske Stemnnger —
	Salvesen er efterhaanden rykket tæt hen til hende, da Eline kommer ind fra venstre. Han fjerner sig igen med ærgerlig Mine.
ELINE	Undskyld, ved De ikke, hvor Generalinden er?
FRK. VON SVITZER	Hun er etsteds i Haven.
SALVESEN	(rejser sig). Jeg skal med Glæde opsøge hende.
ELINE	Tak, det er for meget.
SALVESEN	Aldeles ikke — med storste Fornøjelse — især, hvis Frøkenen er saa elskærdig at gøre mig Selskab! Frøken — min Arm!
	Han gaar samtalende ud med hende til højre, idet Ida kommer frem lidt længere tilbage. Eline sætter sig paa en Bænk uden at se hende.

2.AKT 6. SCENE	Eline. Ida.
IDA	(nærmer sig forsigtigt). Eline, maa jeg komme?
ELINE	Ida — er det Dig! (ser, om de er alene) Ja, kom lidt hen til mig.
IDA	Du maa ikke længer være vred paa mig, Eline! Jeg vil saa forfærdelig nødig tage hjem, før jeg er sikker paa, at Du ikke mere er vred.
ELINE	Kan jeg da stole paa, at Du aldrig vii gøre saadant noget mere, Ida?
IDA	Aa ja! Det har pint mig saa slemt, at jeg altid tænkte paa det saadan lidt. Og nu, Du ved det, saa er det ligesom jeg er bleven af med noget der trykkede mig. (indtrængende.) Lad mig se i dine Øjne, at Du ikke mere er vred.
ELINE	Nej, men jeg er endnu lidt bedrøvet. Jeg skal sige Dig, det vil være en saa uendelig Sorg for mig, hvis Du ikke bliver en god sød Pige.
IDA	Det skal jeg nok, jo, jeg skal — jeg skal! Men det er jo ikke altid saa let akkurat at vide, hvad der er rigtigt, og hvad der er galt, for vil man nu se — Du og Fru Madsen, I synes jo dog ikke, at de samme Ting er rigtige. Hvem af jer har saa Ret?
ELINE	Mærker Du tidt saadant noget hos Fru Madsen, som de Smaating, Du i Dag talte om?
IDA	Ja, det Du kalder sanddru og ærlig, det er hun jo ikke helt, nej, ikke rigtigt, men man maa jo ogsaa huske paa, hvor det maa være svært for hende at slaa sig igennem.
ELINE	Men hun er jo dog god imod Dig, Ida, ikkesandt?
IDA	Ja – det tror jeg nok, at hun er.
ELINE	Hvorfor siger Du, at Du tror det? Er Du ikke sikker paa det?
IDA	Jeg kan ikke saadan forklare, hvad jeg mener. Ja, Du maa ikke tro, at hun ikke sørger pant for mig — det gør hun. For Eksempel, hun laver altid sød Suppe til mig, naar de Andre faar gule Ærter til Middag, fordi hun ved, at jeg ikke kan lide dem. Ja, det er da virkelig bettænksomt og pænt af hende.
ELINE	Vist saa!
IDA	Og hun passer ogsaa mit Tøj. Hun satte forleden nye Ærmer i denne Kjole — synes Du ikke, at de er ganske fikse? De sidder næsten ligesaa godt som Franciska Borchs, og hun faar syet hos en fin Skæderinde.
ELINE	Men Du synes alligevel, at der mangler Dig noget hos Fru Madsen?
IDA	Nej — det vil sige, hun taler ikke saadan til mig og ser ikke saadan paa mig, at det paa en Maade kunde være mig det samme, om jeg saa sultede og frø, naar blot jeg var hos hende. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det.
ELINE	Jeg forstaar Dig nok.
IDA	Gid jeg boede hos Dig, Eline.
ELINE	(klapper hende paa Kinden og ser bort).
IDA	Og naar jeg spørger hende om noget — for der er jo dog saa meget, man gerne vil have at vide — saa faar jeg jo nok en Slags Besked, men ikke, saadan, at det bliver bedre og rarere at tænke paa bag efter, saadan som naar Du taler med mig. Gid jeg kunde blive her lidt.
ELINE	Det kan Du ikke.
IDA	Hos Gartneren — et Par Dage blot – maa jeg ikke?
ELINE	Nej, Ida.
IDA	Der er slet ikke rart inde i Byen i Ferien, og saa er jo mit Værelse saa trist med den graa Mur at se paa. (Ser op i Luften.)
ELINE	Men Du er vel ikke meget i dit Værelse?
IDA	Jo, jeg er tidt alene, og saa tænker jeg paa saa mange, mange Ting. Fru Madsen har jo tidt Ærinder i Byen, og meget andet, og jeg kan ikke lide den nye Pige — hende — Petrine. Hun ler saa Ækelt højt.
ELINE	Hos hende skal Du ikke være. Alt det, Du tænker paa skal Du heller tale med mig om, naar jeg kommer.
IDA	Ja, men Du kommer saa sjældent, og det, der falder En ind, kan man jo ikke samle sammen og gemme. Man skulde altid have Nogen at tale med, ja, Den, som var den Bedste for En — ikke?
ELINE	Jo, maaske!
IDA	Det, jeg tænker allermest paa, det er, hvorfor jeg ikke har det som de Andre i Skolen. De har allesammen Forældre og Søskende, som de er hos og taler om. Sommetider spørger de ogsaa mig om min Moder. Hvad skal jeg saa sige?
ELINE	(usikket). At hun bor et andet Sted.
IDA	For jeg ved det jo ikke rigtig selv, og det hjælper ikke, jeg spørger. Nu spørger jeg ikke mere.
ELINE	Jeg kender din Moder, Ida, og jeg ved, at hun tanker paa Dig, ligesom Du paa hende.
IDA	Gør hun? Det er saa underligt.
ELINE	Jeg ved, hun kunde ikke tænke sig en større Lykke end at leve Livet med Dig — og for Dig.
IDA	Hvorfor kommer hun saa ikke?
ELINE	Hun kan ikke, Ida.
IDA	Tror Du aldrig, hun kommer til mig?
ELINE	(sagte). Jeg ved det ikke.
IDA	(lidt tøvende). Eline, maa jeg have Lov at sige noget?
ELINE	Alt, hvad Du vil.
IDA	Men lov mig, at Du ikke vil blive vred. Jeg skal hviske det ganske ganske sagte.
ELINE	Hvad er det, Ida?
IDA	(tæt ved hendes Øren). Eline, er Du ikke min Moder?
ELINE	(stirrer et Øjeblik forfærdet paa hende og slaar saa Armene om hende med en Hulken). Ida!
IDA	Nej, nej, Du maa ikke græde.
ELINE	Er det nu endelig kommet!
IDA	Du kan stole paa, jeg skal aldrig sige det til noget eneste Menneske, men Du kan tænke — det er saa dejligt for mig blot at vide det.
ELINE	(ser bevæget paa hende). Min kæreste søde lille Pige — aa, vidste Du, hvor jeg elsker Dig.
IDA	Og jeg da! Jeg synes, Ingen i Verden er som Du — saa god og saa smuk og saa fin. Jeg tror næsten, jeg kan huske hvert eneste Ord, Du har talt med mig.
ELINE	Sig mig, hvordan har Du faaet den Tanke, at jeg er din Moder?
IDA	Jeg ved ikke selv, den er kommen lidt efter lidt, fordi Du var Den, der tog Dig af mig, og var anderledes imod mig end alle Andre. Og saa den brune Plet, som Du har der paa din Haand, den har jeg jo præcis ligedan paa Benet.
ELINE	Ja.
IDA	Jeg har saa længe gaaet og tænkt paa, at jeg vilde tage Mod til mig og sige det til Dig.
ELINE	Nu, hvor det er sagt, tror jeg selv, det er det bedste.
IDA	Vil Du nu komme tiere og se til mig?
ELINE	Saa tidt, det er mig muligt.
IDA	Jeg kan godt forstaa, at det maa være en Hemmelighed mellem os To.
ELINE	Hvorfor forstaar Du det?
IDA	Jo, for hvis det ikke var nødvendigt, saa lod Du mig ikke være borte fra Dig, vel?
ELINE	Nej, det er sandt, det gjorde jeg ikke.
IDA	Saa maa der altsaa være Nogen — ja, der maa være Mennesker, som holder os borte fra hinanden.
ELINE	Ja.
IDA	(ser hen for sig). Det er underligt, for der kan da ikke være noget ondt i, at en Moder og hendes Barn helst vil være sammen. Kan der? Jeg kan idetmindste slet ikke begribe det.
ELINE	Nej, ikke nu, men den Tid kommer nok, hvor vi kan tale sammen ogsaa om det, og hvor Du vii forstaa at din Moder har haft meget at kæmpe med, hvoraf ogsaa Du maa tage din Del. Men naar man blot holder af Nogen af hele sit Hjerte, saa kan man aldrig blive helt ulykkelig. Du skal være min Trøst for alt — jeg bar jo Dig.
IDA	Og jeg skal være en god Pige — det lover jeg Dig! Hvor vi vil være glade nu, naar vi ses, ikkesandt, tusinde Gange mere end før.
ELINE	Min egen Kære —
IDA	Det, vi her har talt om med hinanden, det vil vi aldrig glemme, vel?
ELINE	(bevæget). Nej, aldrig, Ida!
IDA	(lytter). Der kommer Nogen paa Grusgangen, det er vist Generalinden. Saa gaar jeg, før hun ser mig. Men maa jeg ikke nok først have Lov til een eneste. Gang at sige: Moder til Dig — blot ganske sagte. (tager hende med begge Hænder om Hovedet og kysser hende) Moder — min Moder! Saa, nu løber jeg – Tak.
	Hun gaar ud tilhøjre, idet Jonna og Generalinden komme ind længere tilbage.

2. AKT 7. SCENE	Generalinden. Eline. Jonna. Senere Wallin.
GENERALINDEN	Naa, endelig vises Du Dig, lille Eline. Du har nok ikke været rigtig rask.
ELINE	Jeg har hvilet lidt — nu gaar det bedre. Da jeg ikke fandt Dig i Stuerne, søgte jeg Dig her i Haven, fordi jeg gerne vilde tale med Dig.
JONNA	Jeg behøver vel ikke derfor at gaa?
ELINE	Nej, Du ved, for Dig har jeg ikke Hemmeligheder. Desuden — hvad jeg vilde sige Dig, Tante Josefa — det er kun at bede Dig om Tilladelse til at forlade dit Hus. Der er forskellige Grunde — mit Helbred —
GENERALINDEN	Du vil bort — hm! Du har altsaa talt med min Søn?
ELINE	Du ved, at han har —
GENERALINDEN	Da han i Regelen raadfører sig med mig i Anliggender, der er ham vigtige, saa vidste jeg, at han vilde bede Dig om din Haand, og da Du nu pludselig ikke vil forblive i vort Hus, saa ved jeg altsaa ogsaa, hvad Resultatet er blevet. Det kommer mig iøvrigt ikke helt uventet.
ELINE	(ser hurtigt paa hende, men tier).
GENERALINDEN	Jeg forstaar og respekterer din Handlemaade Eline, og fra dette Øjeblik er Du mig mere kær end nogensinde. Ligefra Du og Jonna blev forældrelose, ved I, at det har været mig magtpaaliggende at være noget for jer.
JONNA	(med et lille Smil). Ja, mange Tak!
GENERALINDEN	At Jonna valgte en Kunstnereksistens med det Liv og den Ugenerthed i Talesæt, som dermed følger, var jo ikke helt efter hendes mere adstadige Families Ønske.
JONNA	Hvorfor Jonna gav Familien en god Dag.
GENERALINDEN	Ja, Du er vist lykkeligst ved at sejle din egen Sø, selv om vel ogsaa Du kan faa Vinden imod Dig.
JONNA	Det har Du Ret i.
GENERALINDEN	Men Du, Eline, er jo helt anderledes. Du ejer Kvindens — Damens fine Følelse og rette Instinkt.
JONNA	Tak.
GENERALINDEN	(gaar videre). Du har været meget for mig her i mit Hjem, Eline, altid taktfuld, hensynsfuld og beskeden — det skal jeg til det sidste bevare i mit Minde.
ELINE	Aa —
GENERALINDEN	Jeg forstaar paa Dig nu, at det er overflødigt at ville overtale Dig til at blive.
ELINE	Ja.
GENERALINDEN	et er maaske ogsaa bedst for Karl, at Du tager bort, idetmindste for en Tid.
JONNA	Ja, lad os endelig tænke paa ham, ham alene.
GENERALINDEN	Men ikke paa nogen Vis kan jeg tillade, at Du forlader mit Hjem, der i saa lang Tid ogsaa har været det, medmindre jeg sørger for, at din Tilvrelse bliver saa sorgfri, som det efter Forholdene lader sig gøre.
ELINE	(lidt nervøs). Jeg siger Dig Tak, men —
JONNA	Hvis det er pekuniær Hjælp, Du vil byde Eline, saa tager hun næppe derimod.
ELINE	Helst ikke.
GENERALINDEN	Det gør mig ondt. Hvad har Du da i Sinde, kære Eline? Det er svært at komme an i Livet.
ELINE	Jeg ved endnu ikke rigtig selv.
JONNA	(heftig og ærgerlig). Men Du min Skaber, ser Du da ikke, Tante, at hendes Hjerte er ved at forbløde? Forstaar Du ikke, at hun elsker ham af sin hele Sjæl og aldrig vil forvinde, hvad der er sket i Dag?
GENERALINDEN	Det skulde bedrøve mig oprigtigt. Dog — jeg tror nu ikke saa stærkt paa uoprettelig Hjertesorg.
JONNA	Nej, det mærker man.
GENERALINDEN	Dertil bar jeg set for Mange trøste sig.
JONNA	Du gode Gud, Tante Josefa, hvor er det muligt ikke i dette Øjeblik at aabne hende dine Arme som en Moder og en Veninde ikke at sige hende det, der strømmer lige fra Hjertet og derfor dulmer Pinen i alle Smerter. Tal dog heller lige ud af Posen, og gaa løs paa Sagen som den er — i jævne og klare Ord.
GENERALINDEN	Min kære Jonna, de forskellige Naturer maa ogsaa handle forskelligt. Det, den ene har let for at sige, er umuligt for den Anden at faa frem. Din Søster vil faa at se, at hun i mig har en Ven og Slægtning, som altid vil værrne om hende og staa hende bi, ikke mindst paa de Punkter, som er de vanskeligste i hendes Liv. Det ligger nu for din Natur at drage dem frem for Dagens Lys med klar og haandgribelig Tale. Naa, min Opfattelse er fra en anden Tid og en anden Race. Jeg tror, at Sjælens ømme Steder læges bedst ved i Tavshed at dækkes af forstaaende Tanker, der giver sig Udtryk i Handling og ikke i Ord. Hvem af os, der ser rettest, kan ikke vi afgøre, hverken Du eller jeg.
	Wallin kommer ind fra venstre.
GENERALINDEN	(vender sig til ham). Karl, jeg har her haft den Sorg at erfare, at Eline ønsker at forlade vort Hus paa Grund af nedbrudte Nerver. Hun mener at tiltrænge andre Omgivelser og et roligere Liv. At dette vil gøre Dig ligesaa ondt som mig, det ved jeg, og Du vil sikkert ønske at sige hende et Par Ord derom.
	Hun hilser flygtigt og gaar ud til venstre støttet til sin Stok.

2. AKT 8. SCENE	Jonna. Wallin. Eline. Senere Ida.
WALLIN	(kølig høflig). Du vil altsaa forlade os, Eline?
ELINE	Ja, jeg tror, det er det bedste.
WALLIN	Kan hænde, Du har Ret.
ELINE	(bevæget). Lov mig blot, at Du ikke vil tænke paa mig med Bitterhed, Karl, naar jeg er borte.
WALLIN	I saa Henseende kan Du være rolig, kære Eline.
ELINE	Vi har jo dog — de mange Aar og Timer — der var saa meget smukt og kært —
	hun søger forgæves at fatte sig og sætter sig paa Bænken, mens Jonna deltagende ser paa hende
WALLIN	Og Du, Jonna, Du er vel saa ogsaa tabt for os for lange Tider.
JONNA	(adspredt). Ja formodentlig
WALLIN	Det glæder mig, at jeg har set Dig i Dag, tilfreds og lykkelig.
JONNA	Naa — det er store Ord.
WALLIN	Du har ialfald Kunsten! Den erstatter Dig jo alt.
JONNA	(ser paa Eline). Ikke alt! Men naturligvis — det er rart, at der er saa meget dejligt til.
WALLIN	Ja, noget, der er hævet over Livets Smuds og Sorg. Det kan man trænge til.
JONNA	Sæt ikke de to Ord: Smuds og Sorg jævnsides, tværtimod – ingenting renser som Sorg.
WALLIN	Du glemmer den Art Sorg, der krænker og forbitrer.
JONNA	Oftest kun, fordi Mennesker dømmer i Blinde. Hvad ved den Ene af os om den Anden!
WALLIN	(bittert). Heldigt nok, maaske!
JONNA	(ser tiI dem begge). Nej, dette kan jeg ikke holde ud at se paa. I pines jo til Døde, I To!
ELINE	(hurtigt). Jonna, jeg forbyder Dig –
JONNA	Det ved jeg godt, men jeg bryder mig ikke om det — nej, jeg vil ikke stiltiende se paa, at to Mennesker, der holder af hinanden, skal skilles i Bitterhed og Vrede. Hvad gaar der dog af Dig, Karl! Er Du stærblind? Kan Du dog ikke se, at hun elsker Dig og krymper sig under dine haarde Ord!
WALLIN	Eline —
ELINE	(afværgende). Jonna tager fejl! Aa, Jonna, hvor kan Du —
JONNA	Nej, Karl, det er Dig, der tager fejl. Stol Du trygt paa, at Du aldrig træffer Nogen, der vil holde af Dig, som hun! Nej, Ingen vil som hun elske Dig tværs igennem alt — ja, ogsaa gennem den Mur, som din Blindhed er ved at rejse imellem jer.
ELINE	Jonna, jeg vil ikke have —
JONNA	Kender Du hende ikke, Karl, plejer hun at lyve – tror Du, at de bedrager, de Øjne der, og det Udtryk?
WALLIN	Jeg vilde give alt for at kunne tro, at Du har Ret, men hvad er der da i Vejen! Hvad har bragt Eline til at bære sig ad, som hun har gjort?
JONNA	Spørg hende selv derom.
ELINE	(angst). Aa nej — nej, jeg vil ikke! —
	Ida kommer ind.
IDA	(lidt i Afstand). Undskyld — jeg vilde bare — jeg har vist lagt mine Blomster her. Maa jeg have Lov at tage dem?
JONNA	Værsaagod, kom kun.
IDA	(tager dem varligt). Aa se — jeg tror, at Roserne visner. Det er Varmen.
JONNA	Saa plukker vi nogle andre. Kom Du med mig. Men kan Du først sige pænt Goddag til den Herre — han hedder Kaptajn Karl Wallin.
IDA	(nejer). Goddag.
WALLIN	(lidt adspredt, idet han giver hende Haanden) Hvem er det — tør jeg spørge —?
JONNA	Det er en rar, kær lille Pige, som hedder Ida, og som baade Eline og jeg holder meget af. Kom saa, Ida, saa skal Du faa saa mange Roser, som Du vil.
	De gaa sammen ud til venstre.

2. AKT 9. SCENE	Wallin. Eline.
WALLIN	(gaar hen og sætter sig hos hende). Eline, hvad var det, Jonna sagde! Er der noget imellem Dig og mig, som jeg ikke ved eller ikke forstaar?
ELINE	(forpint). Nej, vist ikke — Jonna taler jo saa ubetænksomt.
WALLIN	Det gjorde hun ikke her. Hun havde en Hensigt med det, hun sagde. Eline, hvad er der i Vejen? Har Du ikke Tillid til mig?
ELINE	Jo, Karl — jo —
WALLIN	Hvorfor kan Du da ikke tale med mig om alt, hvad der ligger Dig paa Sinde?
ELINE	Ikke om det.
WALLIN	Der er altsaa noget?
ELINE	Jeg kan ikke – jeg kan ikke.
WALLIN	(blidt). Elsker Du mig, Eline, er det sandt?
ELINE	Om det er sandt! At sige Nej til Dig, Karl, var den bitreste Sorg, jeg i mit Liv har følt. Og saa at se Dig blive vred derfor — aa Gud, hvad skulde jeg gøre!
WALLIN	Hvorfor kan Du da ikke blive min Hustru — Du maa svare mig – jeg vil vide det.
ELINE	Jeg kan jo ikke — hører. Du — det er umuligt.
WALLIN	Har Du givet noget Løfte — bærer Du paa nogen Byrde?
ELINE	(med Anstrengelse). Der er noget i mit Liv, som jeg ikke kan tale om.
WALLIN	(rejser sig med et Sæt). Moders Vink i Morges — Eline — jeg tror, at jeg nu forstaar — den Lille Pige, jeg saa er dit Barn?
ELINE	(stirrer frem som for at finde en Udvej, men opgiver det). Ja.
WALLIN	(efter et Ophold). Stakkels Eline!
ELINE	(tonløst). Nu ved Du det! Nu er det sagt — det hele.
WALLIN	Hvorfor sagde Du mig det ikke straks – ja, for længe siden. Det havde sparet os begge meget.
ELINE	Jeg kunde ikke, nej, netop fordi jeg elsker Dig, og fordi jeg vidste, hvad Du saa i mig. Aa, Karl, Du, der er Mand, Du kan vist ikke forstaa, hvor svært det maatte være.
WALLIN	Jo, jeg forstaar nok, at der maatte være noget at overvinde. Men er det da ikke bedre, at jeg nu ved det, Eline?
ELINE	Jo maaske — aa nej, det piner mig alligevel forfærdeligt.
WALLIN	Er jeg da saa uforstaaende, saa sjælløs?
ELINE	Nej, men dette, ser. Du — dette maatte jo forandre alt.
WALLIN	Ja, deri har Du Ret. Vi staar jo nu som to helt andre Mennesker overfor hinanden.
ELINE	Vi kommer vel aldrig mere til at tale sammen saadan som nu, og derfor maa Du her sige mig – jeg maa vide — ja, sig mig — agter Du mig nu mindre end før?
WALLIN	Eline — Kæreste — kender Du mig saa daarligt, at Du spørger om det?
ELINE	Kan Du tilgive mig — i dit Hjerte, at jeg har ødelagt vor Fremtid?
WALLIN	Tilgive — brug ikke det Ord imellem os! Tror Du saa ikke, at ogsaa jeg har Tilgivelse nødig. Nej Du — hvad det gælder om — det er at forstaa.
ELINE	Jeg har lidt meget, Karl. Det soner ogsaa meget. Ikke?
WALLIN	Jo. Men Du maa have saa megen Tillid til mig, at Du siger mig lidt mere end dette Ene. Nu ved jeg alt og dog ingenting. Du kan begribe – dette er heller ikke helt let for mig. Maaske bliver det bedre, naar alting staar mig mere klart.
ELINE	Ja, som Du vil — jeg ved ikke
WALLIN	Hvem var han — dit Barns Fader?
ELINE	(haardt og anstrengt). Gerhard Stenberg — Du kender ham — han kom jo hos jer. Han var Jurist, ved Du. Senere slog han sig paa Forretningslivet. Nu er han Konsul i Havana.
WALLIN	Ham — naa! Hvor traf Du ham?
ELINE	Paa Lundbygaard. Han var derude sammen med mig og Jonna i en Ferie.
WALLIN	Hvor gammel var Du?
ELINE	Atten Aar.
WALLIN	(smerteligt). Atten Aar! Elskede Du ham eller blev Du overrumplet?
ELINE	Du mener — om jeg elskede ham med Sjæl og Hjerte – det, gjorde jeg vel ikke. Men det var min første unge, voldsomme Forelskelse. Den betog mig helt trods alt — ja, trods det, at han var saa meget ældre end jeg – og gift —
WALLIN	Han var gift, og dog – aa Eline —
ELINE	Det hele staar mig saa underlig fjernt. Jeg tror, at for mig var der ikke mere Tale om Uret og Ret. Jeg stod midt i Kærlighedsrusen, der gør følesløs for det andet.
WALLIN	Kendte Du hans Kone?
ELINE	Nej, hun var ikke med. Jeg hørte blot, at hun var ældre end han og skinsyg og rig.
WALLIN	Vidste Du ikke, at han var farlig for Kvinder og uden Skrupler?
ELINE	Ikke fra først af. Men der var noget i hans Væsen, en alt besejrende Interesse, der ligesom gav ham retmæssig Part i de Kvinder, han gav sig af med. Naar han saa vist paa En, strømmede der noget hedt og hurtigt gennem Blodet. Jeg har aldrig kendt det før eller siden.
WALLIN	(farer lidt sammen). Du var altsaa lykkelig — for en Stund.
ELINE	Naturligvis — hvad er skønt som at være blindt og hensynsløst forelsket. Og dog — jeg var hele Tiden angst — det husker jeg; men selve Angsten var en Lykke — den drog mig — jeg maatte følge.
WALLIN	(gaar frem og tilbage). Betroede Du Dig ikke til Nogen?
ELINE	Nej. Jeg var alene og forvirret og uerfaren og beklemt. Og min Moder var nylig død. Havde jeg haft hende, var det ikke sket.
WALLIN	(standser pludselig). Og han?
ELINE	Han elskede ogsaa mig — jo! Det var ikke kølig Beregning – det var hans Tro, at vi var bundne for Livet.
WALLIN	Hvordan bundne – han var jo gift.
ELINE	Han vilde skilles fra sin Kone.
WALLIN	(haanligt). Naa saadan!
ELINE	Og det, at han vilde gøre det Store — Svære for min Skyld — at han vilde bryde med saa meget, det, tror jeg, var det afgorende for mig. Saa var jeg hans viljeløs og fortabt.
WALLIN	Og hans Løfte — det blev ved det?
ELINE	(tørt og afbrudt). Han rejste for at ordne alt. Saa kom der et fortvivlet Brev, at det var umuligt. Hans Hustru var syg.
WALLIN	Ja vel — naturligvis.
ELINE	Jeg tog paa Landet til en øde Egn. Da jeg kom hjem, var han væk og dermed død for mig.
WALLIN	Og Du levede videre fort — fortrykt og bitter?
ELINE	Fortrykt — ja, men ikke bitter. Jeg havde jo mit Barn. Ida var saa sød, da hun var lille. Naar jeg besøgte hende og hun pludrede og lo, saa (standser og ser paa ham). Men Byrden har ligefuldt været tung at bære! Især det at maatte skjule og tie og kun som en Tyv at kunne stjæle sig til at se sit Barn, skønt Alle paa Jorden ved, at det at være Moder er det stærkeste, det ømmeste, det varmeste, det bedste, som et Menneske kan føle.
WALLIN	g her har jeg levet ved Siden af Dig, Eline, Dag for Dag har jeg suget alt det til mig, som Du uvilkaarligt spreder om Dig af Velvære og Skønhed, jo, Du er af dem, der bringer Hvile — og ingenting har jeg vidst om det, Du i Stilhed har lidt og stridt. Hvor lidt man dog er for Andre, selv for dem, der staar En nærmest.
ELINE	Da ved jeg, Karl, Du har ikke været lidt for mig, det føler jeg bedst, nu, det er forbi, Du tændte Lyset i mig igen. Naar jeg skulde forklare, hvordan jeg har været tilsinds i disse mange Aar, saa ved jeg det næppe selv, det staar for mig som en lang mørk Nat. Men saa vaagnede min Følelse for Dig, smaat og stille, ligesom Natten bliver til Morgengry og saa til den klare Dag. Ja, det jeg har følt for Dig, det er netop som det Lange lyse Liv i Godt og Ondt — saa underlig fjernt fra den korte stærke Sanserus, der dengang lagde alt andet øde.
WALLIN	Ja, Eline, jeg tror, vi har holdt af hinanden paa en god Maade.
ELINE	At have været elsket af Dig og valgt til din Hustru, det vil gøre, at jeg, hvor forladt jeg end bliver, dog vil føle mig som en af de Udkaarne her i Livet. Skæbnen har skilt os ad, men Tanken om, hvad jeg kunde have været for Dig, den kan Ingen tage fra mig. Naar vi ikke mere ses, vil Du saa blive ved at holde lidt af mig, Karl?
WALLIN	(sætter sig atter hos hende). Eline, hvor kan Du tro, at jeg vil opgive Dig?
ELINE	(ser hurtigt paa ham). Du mener —
WALLIN	Nu, hvor alt ligger klart imellem os, vil Du saa ikke være min Hustru? Hvad Hindring er der saa?.
ELINE	(jublende glad). Aa, Karl — er det sandt — aa, den Lykke! Hvor dit Hjerte dog er stort!
WALLIN	Jeg elsker Dig simpelthen, Eline, og vil heller tage min Part of din Fortids Sorger og Byrder, end jeg vil give Afkald paa at leve Livet med Dig. Det er da saa naturligt.
ELINE	Er dette muligt —
WALLIN	(smiler). Du ved jo godt, at jeg ikke kan undvære Dig — kan jeg vel?
ELINE	(rejser sig pludselig). Men Ida, min Datter?
WALLIN	(rejser sig ligeledes). Naturligvis er hun en Anstødssten! Helt let bliver det ikke altid — det maa vi forudse, men jeg skal gøre mit Bedste! Og Du kan forstaa — dit Barn skal ogsaa være mig kært.
ELINE	(glad). Aa, Karl —
WALLIN	Vi vaager i Forening over hende, og naar det rette Tidspunkt kommer, tager vi hende til os i vort Hjem.
ELINE	(styrter sig i hans Arme). Det vil Du —
WALLIN	Ja. Jeg forlanger blot een Ting — at Du skriver dette straks til hendes Fader.
ELINE	Ja. Det skal jeg gøre.
WALLIN	(bestemt). Du maa i dit Brev gøre ham klart, at mellem jer og ham er alting ude — alt. Du forstaar, fra nu af hører Du og hun mig til — mig alene. Med ham er det forbi.
ELINE	Ja, nu er alt det Gamle forbi. Den store Lykke er ligesom den store Sorg, den overvælder helt — den gør stum. Hvorfor kan jeg nu ikke sige Dig alt det, Jeg føler?
WALLIN	(tager hende om Livet). Det skal Du sige mig hele Livet igennem — ikke med Ord, men ved at gere mig lykkelig.
ELINE	Hvor Du maa holde af mig!
WALLIN	Om jeg gør, — ja, og det med en Kærlighed, der kan holde. Det er jo ikke en ungdommelig Forelskelse, det er noget underlig urokkeligt noget, der gør, at jeg vil have Dig til Hustru og ikke Andre end Dig.
ELINE	Hvad ser Du dog i mig?
WALLIN	Alt! Hos Dig finder jeg alt det samlet, som jeg før har fundet spredt hos Andre. Deri ligger det. Du er for mig alt det Kvindelige, som vi elsker og længes imod, vi arme Mænd — det Fine, det Svage, det Friske og det Skøre — (tager hende med begge Hænder om Hovedet). Eline, min Elskede — jeg tror, Du er trængt ind i selve mit Blod — Du er bleven til eet med min Sjæ1 og mit Liv.
ELINE	(ser op paa ham). Hvor jeg er lykkelig!
	Generalinden og Jonna komme ind fra venstre.

2. AKT 10. SCENE	Generalinden. Jonna. Wallin. Eline. Senere fru Madsen. Salvesen. Frøken von Svitzer.
JONNA	(standser glad ved at se dem). Eline, kan Du se — jeg vidste det — jeg kendte ham!
GENERALINDEN	Hvad er her foregaaet, om jeg for spørge?
JONNA	(trækker paa Skulderen). Ja — for alle Tilfældes Skyld tog jeg Tante Josefa med herhen. Sig hende det saa! (smiler) Det er bedre at faa Tanden trukken ud med det samme.
GENERALINDEN	Hvorledes — forklar mig.
WALLIN	Husker Du, Moder — vi talte sammen om, at det var mit Haab at faa Eline til Hustru.
GENERALINDEN	Og jeg sagde dertil, at hun vilde svare Nej.
WALLIN	Jeg har nu bedt hende derom, og hun har sagt Ja.
GENERALINDEN	(heftig). Du har sagt Ja, Eline — har altsaa dog ikke sagt
ELINE	(rolig). Hele mit Liv har jeg lagt aabent for Karl. Nu ved han alt.
GENERALINDEN	Og dog —
WALLIN	(bestemt). Dog ønsker jeg at faa hende til Hustru.
GENERALINDEN	Er en saadan Blindhed mulig?
JONNA	Blindhed — hvorfor?
GENERALINDEN	Og det Giftermaal, tror I, vil blive til Held?
WALLIN	Ja, til Held for os — som Mennesker. Man har ikke Lov at gaa udenom sit Hjertes alvorlige Krav. Gør man det, har man mistet sig selv.
JONNA	Kan Du da ikke indse, Tante Josefa, de To kan simpelt hen ikke blive lykkelige uden hinanden.
GENERALINDEN	Vist endnu mindre med hinanden.
WALLIN	Hvorfor?
GENERALINDEN	Du har maaske ikke tænkt over, Karl, at der er et af de Baand, som ikke kan brydes, imellem Eline og en anden Mand!
WALLIN	Jo. Det har vi talt om. Denne Anden er langt herfra og maa være død for os.
GENERALINDEN	Maa være – ja, men er han det?
ELINE	For mig er han ikke mere til.
GENERALINDEN	Saa lad mig da sige det, der for mig er saa saare svært at nævne. Det er Elines Barn, der vil undergrave Lykken.
WALLIN	Jeg elsker Eline højt nok til at overvinde ogsaa den Hindring.
ELINE	(gaar kærligt hen til hende). Tante Josefa, dette gør Dig ikke glad, og jeg forstaar det saa godt. Men paa Bunden holder Du jo af mig det ved jeg, og tro Du mig, jeg skal gøre Mit til, at Du engang med Glade skal kalde mig din Datter.
GENERALINDEN	Vel, Eline. Du har Ret. Jeg er ikke og kan ikke være glad for noget, der for mig staar som umuligt. Ja – jeg taler ærligt – hvad hjælper det at lyve i de meget mere Forhold, hvor den sande Tanke dog hvert Øjeblik vil røbe sig.
WALLIN	Naturligvis.
GENERALINDEN	Karl, staar dit Forsæt uigenkaldelig fast?
WALLIN	Ja.
GENERALINDEN	Du er ganske sikker paa Dig selv?
WALLIN	Ja, ganske.
GENERALINDEN	Godt, saa handler vi derefter.
WALLIN	Jeg maa bestemt forlange –
GENERALINDEN	(afbryder med en Haandbevægelse). Vær rolig! Min Søns Hustru skal aldrig møde andet end kærligt Hensyn hos mig. Hun skal være mig ukrænkelig i Tanke og Tale, for det første, fordi det er rigtigt, for det andet, fordi det er klogt. Jeg ved fuldt vel, at det er den eneste Maade, hvorpaa jeg kan beholde ham, der for mig er alt i Livet.
	Fru Madsen kommer hid fra højre
FRU MADSEN	(varm og forpustet) Gud Frøken Malling — er De der — undskyld Fru Generalinde, men jeg turde vel ikke være saa fri at spørge, om den Lille Ida er her?
JONNA	Nej, Fru Madsen!
FRU MADSEN	Gud — ! Vi skulde jo afsted til Toget, og jeg har saamænd rendt og søgt efter hende allevegne i denne indviklede Have, saa jeg formelig ikke har en tør Trævl paa Kroppen, især ved det, at jeg var henne at plukke denne Kurv med Ribs til Syltning, som at Gartneren var saa venlig at give mig i Foræringspresent, naar jeg selv vilde plukke dem af, og imens er Ida —
GENERALINDEN	(afværgende). De skal ikke søge hende længer, Fru Madsen. Den lille Pige trænger til Landluft. Hun bliver her hos mig.
ELINE	(glad henimod hende). Tante Josefa — aa Tak.
FRU MADSEN	Gud — Fru Generalinden kan da ikke mene, at jeg skal af med Ida!
GENERALINDEN	Jo!
FRU MADSEN	Herregud, hvor det dog kan gaa — her tager jeg ganske uskyldig ud med Barnet og tror, der er ingen Fred og ingen Fare, og saa kommer jeg hjem med ikke andet end som en Kurv Ribs i Stedet!
	Salvesen og Frøken von Svitzer komme spadserende. Fru Madsen blive staaende i Afstand og græder.
GENERALINDEN	Frøken von Svitzer, jeg ved, at De vil tage Del i min store Glæde, naar jeg fortæller Dem, at min Søn Karl er bleven forlovet med Frøken Eline Malling, der jo i Forvejen allerede halvvejs er min Datter.
FRK. VON SVITZER	Er det muligt — jeg ønsker meget til Lykke! (trykker hendes Haand).
JONNA	(ser paa Generalinden). Hun har nu alligevel Holdning, den Gamle!
SALVESEN	(styrter sig rørt i Wallins Arme). Kære Wallin, gamle Ven, Du kom først (tager ham lidt til Side). Sig mig, kom Du nemt fra det?
TÆPPE

---

---