Aabent Visir 1. akt

Handlingen foregaar paa Generalindens Landsted. En elegant og hyggelig Havestue, holdt i en lys, sommerlig Stil. Mange Blomster. Paa Væggene Familieportræter. I Baggrunden en stor, aaben Dør ud til en Veranda, der fører til Haven. Paa Siderne Døre til den øvrige Lejlighed. Tidlig Formiddag.

PERSONERNE:

GENERALINDE WALLIN	KAPTAJN KARL WALLIN, hendes søn
FRØKEN ELINE MALLING	JONNA MALLING, hendes søster
KONSUL STENBERG	IDA
KAPTAJN SALVESEN	FRØKEN VON SVITZER
FRU MADSEN	To FRØKNER LILJENFELDT
En Tjener

1. AKT
1. SCENE	Generalinden. Eline. Frøken von Svitzer. Straks efter Wallin. Eline læser højt for Generalinden, der broderer. Karl Wallin kommer langsomt, klædt i en lys Sommerdragt, fra Verandaen ind i Stuen og gaar helt hen til Eline. Hun standser Læsningen.
FRK. VON SVITZER	(ser op gennem en Lorgnet). Ah — Kaptajnen!
WALLIN	Hvorfor holder Du op, Eline, det lød kønt.
ELINE	(ser op paa ham). Fordi jeg mærkede, at Du stod og saa paa mig.
GENERALINDEN	Gaa kun videre, bedste Eline! Jeg skal nok lade Dig vide, naar jeg er træt.
FRK. VON SVITZER	Skulde vi ikke heller slutte her, kære Generalinde. Naar først en poetisk eller literær Stemning er bleven brudt, kommer den vanskelig tilbage.
WALLIN	Jeg kom netop ogsaa for at bebrejde Damerne, at De sidder inde og læser paa en saa henrivende Sommermorgen. Der er saa smukt ude.
FRK. VON SVITZER	Jeg har ogsaa tænkt paa at gaa ud at fiske. Dammen her er jo ligefrem berømt for sine Karper og Karudser, saa jeg har taget mine Redskaber med.
ELINE	Synes De virkelig, det er morsomt at fiske, Frøken von Svitzer?
FRK. VON SVITZER	Ja, jeg finder det behageligt under en ligegyldig Beskæftigelse at optage en fredelig Naturstemning i sit Sind. Jeg tror, det er nerveberoligende, naar man, som jeg, i saa høj Grad lever, dels for det Selskabelige, dels for det Intellektuelle.
GENERALINDEN	Al Slags Sport og Idræt, antager jeg, skal dyrkes i godt Selskab. Hvordan er det, Karl, Du ynder jo ogsaa at fiske?
WALLIN	(lidt undvigonde). Jeg har jo saa sjælden Tid.
GENERALINDEN	Ja men nu i din Ferie.
WALLIN	Det skulde ellers være mig en Glæde, men just i disse Dage er jeg forhindret ved noget skriftligt Arbejde.
FRK. VON SVITZER	Det var Skade! Saa maa jeg altsaa indtil videre nøjes med mit eget og Naturens Selskab.
GENERALINDEN	Nu skal jeg følge med Dem og bede Tjeneren bære Deres Sager. (Hun rejser sig med lidt Besvær, tager en Stok, som staar ved hendes Side og gaar med Frøken von Svitzer ud til venstre.)

1. AKT 2. SCENE	Wallin. Eline. Senere Fru Madsen.
ELINE	Jeg bør vist gaa med hende.
WALLIN	Det behøves ikke.
ELINE	Kan det gaa an, at jeg bliver her?
WALLIN	Det er ligefrem din Pligt at være noget for mig i den Tid, jeg er herude. Set Dig nu pænt ned. Er jeg først i Kasernen igen, hvor tidt ses vi saa!
ELINE	Det er paa en Maade ogsaa lige meget.
WALLIN	Hvad for noget — er det lige meget?
ELINE	Ja, jeg synes, at dem, man holder rigtigt af, har man ogsaa Glæde af, naar de er borte. Det samler Billedet saa godt i Tanken.
WALLIN	Nej Tak Du, maa jeg Bede om noget mere reelt end Tanken. Jeg vil have Dig for Øje og føle Dig i min Nærhed. Hvor kan det være, Eline, at de Stuer, hvor Du gaar og kommer, uvilkaarligt bliver hyggelige og kønne.
ELINE	Det kommer kun af Vanen. Jeg har jo nu saa længe færdedes her i din Moders Hus, der for Dig betyder Hjemmet.
WALLIN	Nej, Eline, Vanen kan være En kær, men den kan aldrig blive til den stille dybe Glæde, som Du er for mig. (Vender sig.) Der kommer Nogen.
	Fru Madsen kommer ind fra Haven. Hun har et udvisket og falmet Ydre.
FRU MADSEN	Goddag, Frøken Malling!
ELINE	(lidt ubehageligt berørt). Hvordan — er det Dem, Fru Madsen — Goddag!
FRU MADSEN	Ja, jeg beder saa meget undskylde, det var ellers ikke min Mening at komme ind, men jeg var ovenpaa ved Frøkenens Værelse og bankede paa, men der kom Ingen.
ELINE	(forestiller): Kaptajn Wallin — Fru Madsen.
	Wallin hilser ligegyldigt.
FRU MADSEN	Det er maaske Fru Generalindens Søn! Tusind Tak, hvis jeg maa tage Plads saa meget som et Øjeblik. Det er jo saa overmaade varmt og støvet, men det er jo ellers saa velsignet at gaa sig en Tur ude paa Landet. Jeg siger — Naturen, den er nu mit Sværmeri.
WALLIN	Fruen agter sig maaske paa en længere Udflugt.
FRU MADSEN	Aa Gud nej, Hr. Kaptajn, Livet er saamænd ikke saadan for mig, at jeg kan tage i Skoven paa de Søgnedage; Ak nej; og den Slags Ting dem føler man jo dobbelt, naar at man før i Tiden har kendt bedre Dage og nu staar ene i Verden som en knaekket Blomst.
ELINE	Fru Madsen har mistet sin Mand.
WALLIN	Ah!
FRU MADSEN	Ja! Han var Bestyrer ved en Pakkassefabrik, Hr. Kaptajn, ja paa Aktier, men saa var det jo, at han blev af med sin Plads ved onde Menneskers Afskyelighed og fik Tuberkler af Sorg og Græmmelse og kom paa Hospitalet. Men jeg siger – altid, at Nemesisen, den rammer dem saamænd nok. (Sukker.) Ak ja! Og saa var det jo, at jeg proberte at holde Pensionat, men Gud, hvor kan man komme til Ende med det, naar at Folk de er, som de er. Gud — de Fordringer, de har! Og jeg forsikrer Dem, Hr. Kaptajn, at de pæneste Mennesker at se til, med det nydeligste Rejsetøj af ægte Ruslæder, de var ved Gud rene Hallunker og rejste deres Vej uden at betale. Nej, jeg siger, Dannelse og sand Nobletesse, den er rigtignok en Sjældenhed nuomstunder.
ELINE	Er De mere tilfreds med Deres Middagsabonnenter?
FRU MADSEN	Ja, hvis at de blot ikke var saa grusom urimelige og klagede paa Maden. Jeg hører dem jo ræsonnere i Entreen, naar de tager Tøjet paa, og jeg forsikrer Dem, Frøken Malling, at jeg bruger alletider af de bedste Varer — i Forhold til Prisen. Og det gik ogsaa nok, naar at ikke det var det med Pigerne. Gud — hvor de dog nuomstunder er! Man lever snart i et rent Choas!
ELINE	De mener — Chaos!
FRU MADSEN	Der er ikke Tanke af Uegennyttighed for Herskabet! Jeg siger Dem, Frøken Malling, jeg kan blive saa ked af Livet, at jeg tidt og ofte tænker paa at begynde paa et Kagebageri istedetfor.
WALLIN	Det skulde De gøre.
FRU MADSEN	Jeg har allerede Kig paa et dejligt befærdet Hjørne.
ELINE	Er der noget, De ønsker at tale med mig om, Fru Madsen?
FRU MADSEN	Naa ja, man kan jo immer have en Bagatel paa Hjertet, ifald at det ikke er Frøken Malling ubelejligt.
ELINE	Skal vi saa ikke gaa op paa mit Værelse?
WALLIN	Vil Damerne ikke heller blive her? Jeg stod netop i Begreb med at gaa ind til mig selv. (Han hilser let og gaar ud til højre.)

1. AKT 3. SCENE	Eline. Fru Madsen. Senere Ida. Tilsidst Generalinden.
ELINE	(hurtigt). Hvad er det, hvorfor kommer De herud, Fru Madsen? Ida er da ikke syg?
FRU MADSEN	Gud nej — hun er saa frisk som en Fisk; hun er selv med. Hun staar her nedenfor i Haven.
ELINE	(studser). Hvad er dog det! Her! Hvorfor tog De hende med — det er højst urigtigt af Dem.
FRU MADSEN	Jeg syntes kuns, at Barnet kunde have godt af en Tur i det Grønne, og saa var det jo det, at jeg fandt, det var bedst, Frøken Malling selv talte med hende, for ved det, at jeg fra Fødslen af er godmodig af Karakter, saa har jeg jo noget svært ved saadan at optræde bestemt.
ELINE	Hvad er der da i Vejen?
FRU MADSEN	(tager et Brev frem). Ja, ser De, Frøken Malling — i Aftes, saa faar jeg jo dette Brev fra Idas Skolefrøken og bliver jo saa perpleks, at jeg knap kan staa paa mine Ben.
ELINE	(ser i Brevet). I to Maaneder er der ikke betalt Skolepenge. Og De har givet hende Pengene?
FRU MADSEN	(krænket). Ih, Du alforbarmende Skaber, hver en Øre siger og skriver den første i hver Maaned, som Frøken Mailing selv har sagt.
ELINE	Saa har Ida altsaa beholdt dem?
FRU MADSEN	Gud ja, det tilstaar hun jo uden videre selv. Frøken Malling kan jo allerbedst høre det af hendes egen Mund.
ELINE	Det er en meget kedelig og pinagtig Historie.
FRU MADSEN	Det kan jeg da ved den godeste Gud ikke gøre for! Naar jeg tænker paa, hvor jeg altid taler for Barnet og præker for hende om det Ondes Afskydelighed her i Livet! For det er jo det, jeg immer siger, at det er saamænd ikke for Pengenes Skyld, at jeg har taget hende i Huset, men kuns for Fornøjelsen ved at have lidt Ungdom puslende om mig, siden at min egen Agnes, hun er taget til Amerika, og Heinrich, han — ak ja, man har saa megen Sorg og Kummer, at man tilsidst bliver led ved bele Universet.
ELINE	Bed hellere Ida selv komme.
FRU MADSEN	(gaar hen til Havedøren og kalder). Ida, kom herop, mit Barn!
	Ida kommer ind. Det er et opløbent Pigebarn paa omtrent tretten Aar med et udtryksfuldt lidt blegt Ansigt.
ELINE	(ser kærligt bebrejdende paa hende). Goddag Ida! Hvad er det, jeg hører om Dig. Kom nærmere — kom herhen.
IDA	(ser stift paa hende, men svarer ikke).
ELINE	(mildt). Har Du ikke tænkt paa, hvor Du maatte bedrøve os, der holder af Dig, ved at bære dig saadan ad?
FRU MADSEN	Gud — ja, at Du har kunnet gøre det mod os, der dog er saa mageløs gode imod Dig.
IDA	(svarer stadig ikke).
ELINE	Har Du slet ikke fortrudt det?
IDA	(paa Nippet til at græde). Jo, jeg har, men jeg troede ikke — jeg vidste ikke —
ELINE	Saa giv Dig nu ikke til at græde, men lad os tale lidt fornuftigt om det. Hvordan faldt det Dig ind at beholde de Penge, som Du dog vidste, ikke var dine?
IDA	(pudser af og til Næsen). Det kom først af, at jeg havde laant en Krone og halvtreds af Franciska Borch den Dag, jeg var buden i Teatret med Lunds til et Par Handsker, fordi Fru Madsen sagde, at de, jeg havde, var pæne nok, men det var de ikke for Fingrene var som Tulipaner paa dem, jo, de var! Og da jeg saa ingen Penge havde at betale hende igen med, og jeg syntes, at det var saa flovt, saa tænkte jeg, at det nok kunde vente nogle Dage med Skolepengene, til jeg saa Dig. Ja, for der er saa Mange, som først betaler langt ind i Maaneden.
ELINE	Men det var dog kun en ringe Del af Pengene. Hvortil brugte Du da Resten?
IDA	Jo, siden der dog manglede saa mange af Pengene, saa var det, at — at — jeg en Dag trakterede dem i Klassen, der er mine bedste Veninder, med et Fjerdingspund Chokolade Hver — og saa kjøbte jeg en Æske Cigarretter — for Kommers —
ELINE	Dine bedste Veninder kan da ikke være saa mange.
IDA	Det var elleve.
FRU MADSEN	Gud
IDA	Og saa købte jeg — lad mig se — en Lommekam og et Svampenet — og saa jo — for en Krone og fyrre Tro, Haab og Kjærlighed — af Sølv.
ELINE	Naa, lad gaa med den ene Maaned — Alle kan jo fejle, men at Du blev ved, Ida!
IDA	Ja, men det gjorde jeg ikke. Jeg har Pengene (viser hende sin Portemonnaie). Der er de — vil Du se – der mangler blot fem og tredive Øre til en tysk Stilebog med Klatpapir og saa et Fingerbøl til Malvina Lund, som jeg var kommen til at træde i Stykker.
ELINE	Naa,–
FRU MADSEN	Saa kunde Du jo have betalt din Frøken, denne gang, Lille Ida!
IDA	Nej, for saa havde hun jo spurgt om Pengene fra forrige Maaned.
ELINE	Hvorfor sagde Du det ikke ærligt? Er Du bange for mig?
IDA	Nej, men jeg vidste, Du vilde blive bedrøvet, og saa tænkte jeg, hver Gang jeg saa Dig, at det nok kunde vente til næte Gang, og saa turde jeg heller ikke, og tilsidst var jeg ikke engang glad, naar Du kom. Jeg har været saa forfærdelig ulykkelig, ja — da jeg forleden stod paa Langebro, saa syntes jeg, det var allerbedst, om jeg sprang i Vandet.
ELINE	(straks rørt). Stakkels Lille —
FRU MADSEN	Det er det, jeg har sagt saa tidt lille Ida hører ikke nok efter sin Samvittighed.
IDA	(tørrer Øjnene). De hører jo heller ikke saa meget efter Deres, Fru Madsen, og De er jo dog saa godt tilfreds med Dem selv.
FRU MADSEN	Hvordan — hvadbehager?
IDA	Naar De nu for Eksempel sætter to Kroner paa Regningen til den svage Hr. Therkelsen for hver Flaske af den Jernlikør, som De selv laver for 65 Øre —
FRU MADSEN	Men Ida —
IDA	Og naar De siger, at det er nykaænet Smør, og De dog godt ved, at det er Margarine —
FRU MADSEN	Gud — hvor kan Du nu tale saadan, Barn — er det nu ikke rædsomt! Det er da noget, som Frøken Malling saa godt ved, at naar man ikke tjente lidt paa Delikatesserne og de andre udenoms Ting, saa var det en Umulighed at komme igennem. Ved Frøken Malling, hvor meget Sukker jeg bruger om Ugen! Her i Syltetiden kan der være Uger, hvor der, saa sandt som jeg her staar for Deres Øjne, kan
GENERALINDEN	(fra den anden Stue) Eline
ELINE	Undskyld, Fru Madsen, Generalinden kalder! (hurtigt) Vil De ikke gaa op paa mit Værelse med Ida — nej, heller ned til Gartneren. Bed ham fra mig, om De maa blive der, indtil jeg kommer.
FRU MADSEN	— saa gaar vi!
	Generalinden kommer ind fra venstre
GENERALINDEN	Det er vist paa Tide, at Du taler med Jomfruen om Spisesedlen, Lille Eline.
ELINE	Ja, nu kommer jeg.
GENERALINDEN	(ser lidt forskende paa de Besøgende) Goddag!
ELINE	(lidt forlegen). Maa jeg forestille — Fru Madsen!
FRU MADSEN	(affabel). Goddag! Fru Generalinden bor rigtignok dejligt herude i det Grønne, nu, hvor der er saa beklumret i Byen! Gud — der er saa lummert.
ELINE	(søgende). Fru Madsen skal ned til Gartner Hansen. Hun havde blot en Besked at bringe mig fra Byen.
GENERALINDEN	Ja saa! (ser paa Ida) Goddag, min Lille Pige!
IDA	(nejer). Goddag!
GENERALINDEN	(venlig). Du synes vel ogsaa, at det er rart at komme paa Landet med din Moder?
IDA	Fru Madsen er ikke min Moder.
FRU MADSEN	Hun er kuns i Huset hos mig, Fru Generalinde!
GENERALINDEN	Ah! De har maaske flere Smaapiger i Huset?
FRU MADSEN	Nej, der kommer kuns nogle rigtig dannede Mennesker hver Dag hos mig til Middag. For Tiden er det tre Studenter, fire Kontorister og en kvindelig Bogholder.
IDA	Og en Kunstberider fra Circus.
GENERALINDEN	Det er mærkværdigt, Eline, hvor den lille Pige ligner det Portræt af din Venindes Datter, der i Gaar faldt ud af din Mappe.
ELINE	Maaske lidt —
GENERALINDEN	(til Ida). Vil Du ikke have lidt Konfekt, mit Barn? (byder hende en Æske).
IDA	(tager et ganske lille Stykke). Tak!
GENERALINDEN	Har Du ikke Lyst at beholde Æsken?
IDA	(fornøjet). Jo, mange Tak!
ELINE	Gartner Hansen venter Dem vist, Fru Madsen.
FRU MADSEN	Ja, jeg vilde lige til at absentere mig. Jeg siger Fru Generalinden tusind Tak! Kom saa, lille Ida, nej pænt for Generalinden og sig Farvel.
IDA	(giver Begge Haanden og nejer). Farvel — Farvel! Og. mange Tak for Konfekten.
	Hun gaar med Fru Madsen ud i Baggrunden. Eline ser et Øjeblik ængstelig afventende paa Generalinden, men da denne tier og med ubevægelig Mine blader i en Bog, gaar hun ud til venstre.
GENERALINDEN	(ser efter hende). Hm! (gaar hen til højre og kalder:) Karl, er du der?
	Karl Wallin kommer ind

1. AKT 4. SCENE	Generalinden. Karl Wallin. Senere Salvesen
WALLIN	Her er jeg, Moder! Vil Du mig noget?
GENERALINDEN	Jeg vilde blot sige Dig, at jeg ikke fandt det rigtig hensynsfuldt af Dig ikke at ville gaa ud at fiske med Frøken von Svitzer, der er vor Gæst.
WALLIN	Vær ikke vred, jeg var saa daarligt oplagt. Desuden, Frøken von Svitzer bliver her jo saa længe, at den Slags Høflighedshensyn maa falde bort. Ventes her ellers Gæster i Dag?
GENERALINDEN	Nej, medmindre din tro Ven Kaptajn Salvesen skulde give Møde.
WALLIN	(smiler). Nej, vær rolig! Han er stadig Gæst hos Baronen paa
GENERALINDEN	For han kommer jo temmelig tidt. Og hvis han saa slog sig til Ro med det samme, men han skal altid straks afsted og bliver alligevel. Det er lidt trættende.
WALLIN	Naar jeg i næste Uge tager til Byen igen, saa slipper Du ham.
GENERALINDEN	Beholder jeg Dig ikke længere herude? Naa, Livet finer med sig, at Mødre maa resignere i den stækeste Kærlighed, det forundes dem at føle — den til deres Sønner. Og dog er jeg heldigere stillet end de fleste, fordi Du ikke har giftet Dig.
WALLIN	Da er det ikke din Skyld!
GENERALINDEN	Nej. Vel er Du min Stolthed og min Glæde herhjemme, Karl, men helt egenkærlig er jeg ikke. Jeg tror nemlig, at der, fuldt saa meget for Mænd som for Kvinder, kan være noget fortørrende ved at leve hele Livet som ugifte, og Du er jo nu snart paa den gale Side af de Fyrre. Du maa skynde Dig at fæste Bo, om det overhovedet skal ske.
WALLIN	Dine Ord om den Sag preller altid lidt af paa mig. Det er vist, fordi jeg føler, at Hjertets Krav i dette det dybeste og vigtigste af alle menneskelige Forhold er noget underordnet for din Natur, der lægger saa megen Vægt paa Livets ydre Form.
GENERALINDEN	Ganske vist jeg tror, at Formen hjælper ud over mange vanskelige Ting, fordi den tvinger En til at holde sig oprejst. Men Du maa ikke tro, at jeg underkender Samlivets Lykke; vi er kun uenige om, hvordan den bedst bliver til. Meningen er jo nutildags, at den ene bygges paa Forelskelse, men naar man, som jeg, er bleven gammel og har set Forelskelse komme og svinde som Sneen fra i Fjor, saa stiller man sig lidt tvivlende overfor saa forgængelige Følelser som Ballast for Livet. Efterhaanden lærer Verden En at stole mere paa fælles Interesser og fælles Sag.
WALLIN	Du forveksler flygtig Forelskelse med den sjælelige Forstaaelse, der ikke forgaar.
GENERALINDEN	Jeg plejer ikke at forveksle Livets Fænomener, men jeg synes blot ikke, det er klogt at regne med dem, der er saa saare sjældne.
WALLIN	Lad os heller faa talt ud om det, Du vil. Jeg har nok bemærket, at Du har indbudt Frøken von Svitzer netop nu, mens jeg er herude.
GENERALINDEN	Det er ikke svært at gennemskue. Ja, jeg tror, at en Forbindelse med Karoline von Svitzer socialt set vilde være heldig for Dig. Hun er af god Familie, Arving til et Gods, ikke pur ung — dertil elegant — dannet —
WALLIN	Ja, uhyre dannet — og belæst og videnskabelig!
GENERALINDEN	Naa ja, hun giver lidt vel meget den Aandrige, men lige meget, det var et Parti, der, sammen med dine egne Adkomster, kunde føre Dig til, hvad man i yore Kredse kalder alt.
WALLIN	Undtagen Lykken. Nej, Moder, den Tanke maa Du lade fare.
GENERALINDEN	Der er dog dem, for hvem Lykken bestaar i at sætte sig Maal og naa dem.
WALLIN	Jeg er jo mere Videnskabsmand end Militær. Der ligger mit Maal.
GENERALINDEN	Det er lidt brødløst.
WALLIN	Naa, vi er jo formuende.
GENERALINDEN	Ikke saa meget, som Du maaske tror. Paa det Omraade er jeg en klog Forvalter.
WALLIN	(sætter sig hos hende). Paa alle Omraader er Du klog. Af Ingen har jeg i Livserfaring og fin Stolthed lært som af Dig.
GENERALINDEN	(tager hans Haand). Kære Karl —
WALLIN	Men hvert Menneske har jo noget i sig, der aldrig har været før og aldrig kommer igen, og derfor kan maaske ogsaa Du lære noget af mig — noget om den stille Lykke, der kommer indefra. Den har Du vist ikke kendt.
GENERALINDEN	Kender Du den maaske?
WALLIN	Ja. Jeg kender ialfald Vejen til den. Ser Du, Moder, naar Du ønsker, at jeg skal gifte mig, saa sker det maaske før, end Du tænker selv. Og dog, — Du maa vel have mærket, at jeg har Eline saare kær.
GENERALINDEN	(eftertænksom). Ja naturligvis, men — ja — er det dit Alvor?
WALLIN	Ja.
GENERALINDEN	Hm! Der var en Tid, hvor jeg mente, at Husvarmen kunde vare farlig. Men jeg troede dog ikke –
WALLIN	Du siger det saa underligt. Har Du noget imod hende?
GENERALINDEN	Nej. Du ved godt, jeg holder meget af Eline. Hun har den Beherskelse i sit Væsen, som jeg med min Natur maa vare omgivet af.
WALLIN	Kunde Du da ikke gøre hende helt til din Datter?
GENERALINDEN	Du forstaar vel — jeg er hævet over den Tanke, at hun er forældreløs og som min Halvniece i en Slags Afhængighedsstilling her i mit Hus; men alligevel — dette er saa langt fra det, jeg havde drømt om for min eneste Søn. Jeg ønsker Dig en Stilling, der giver Magt.
WALLIN	Magt er ikke en Vare, man kan købe.
GENERALINDEN	Nej, den er en Bold, der kastes fra Haand til Haand og gribes af den Behændigste. Et saadant Giftermaal vilde ikke være behændigt.
WALLIN	(lidt misfornøjet). Behændigt!
GENERALINDEN	Men nok derom. Nu er det min Tur at sige: Den Tanke maa Du lade fare.
WALLIN	(studser). Hvad mener Du med det?
GENERALINDEN	Hvis Du tilbyder Eline din Haand, saa modtager hun den ikke.
WALLIN	(rejser sig). Du siger det saa afgjort. Hvorfor?
GENERALINDEN	(tier og trækker paa Skulderen).
WALLIN	Du maa dog have en Grund?
GENERALINDEN	Det har man i Regelen til det, man siger.
WALLIN	Men naar jeg nu føler, at Eline har mig kær.
GENERALINDEN	Har Du spurgt hende derom?
WALLIN	Nej, men saa vil jeg gøre det endnu i Dag. Saa sikker er jeg paa hendes Hjerte, at jeg end ikke synes, noget Ord mellem os To gøres Behov.
GENERALINDEN	(rejser sig). Godt, nu kender Du min Mening – jeg gav Dig blot et Vink.(Vil gaa, men standser og lytter.)Saa, hvad sagde jeg — (man hærer en Stemme fra Haven) Der er han alligevel — ja, Salvesen!
	Kaptajn Salvesen kommer ind. Han er i Uniform med Ridestøvler.
KAPTAJN SALVESEN	(beleven, elskværdig). Goddag, Deres Naade — min Kompliment! Tak for sidst — herlig Dag! De befinder Dem vel?
GENERALINDEN	Ja Tak, kære Kaptajn! Der har ikke ret været Tid til at blive syg, siden vi saas.
SALVESEN	Naa — nej —
GENERALINDEN	Jeg haaber, De morer Dem godt hos vor Nabo, Baronen!
SALVESEN	Ja Tak, det er et charmant Ophold – elskværdige Damer – alt, hvad man kan beære! Jeg har virkelig ikke kedet mig et Øjeblik, siden jeg besøgte Generalinden sidst.
GENERALINDEN	Særdeles smigrende — for mig!
WALLIN	Sid ned, gamle Ven!
SALVESEN	Nej Tak, Du — jeg skal straks ride igen! Jeg gjorde blot denne lille Afstikker for at here, hvordan Du har det.
WALLIN	Jeg?
SALVESEN	Du havde jo Hovedpine i Forgaars.
WALLIN	Naa —!
SALVESEN	Hovedpine kan blive til alt, endogsaa til Bændelorm. Det har jeg idetmindste hørt.
WALLIN	Ja, trofast, det er Du!
SALVESEN	Ikke sandt! Mit Valgsprog er: Kammerat fremfor alt.
GENERALINDEN	Naar vi kun har den Glæde at beholde Dem saa kort, vil jeg straks gaa og bede Frøken Malling sørge for en Forfriskning til Dem efter den varme Ridetur.
SALVESEN	Tusind Tak, Deres Naade, nej, De maa virkelig ikke — endelig ikke — jeg rider straks jeg beder Dem bønligt—
	Gaar hen og aabner Døren for hende og kommer saa tilbage.

1. AKT 5. SCENE	Wallin. Salvesen.
SALVESEN	Du, Wallin, jeg synes, din Moder var lidt ømfindtlig i Dag. Det var maaske, fordi jeg ikke vil blive her?
WALLIN	Nej, vist ej —
SALVESEN	Ja, for jeg vil naturligvis nødig støde hende — charmant, fin gammel Dame — men enfin, jeg har lovet Baronen –
WALLIN	Bryd Dig ikke om det! Tag Du blot afsted, som Du havde beregnet.
SALVESEN	(tager ham om Skulderen). Du ved, jeg er ingen Steder heller end hos Dig. Jo, Wallin, Du er en brillant Fyr, kun en Smule for lærd – jo, ubetinget. Du kender min Mening — det er ikke ved den Art Dannelse, at en Officer skal hævde sin Stilling.
WALLIN	Hvorved da?
SALVESEN	Ved Personlighedens medfødte Overlegenhed — —
WALLIN	Og –
SALVESEN	(irriteret). Ja, s’gu ikke ved Mathematik, det forbandede Juks, som er det ene saliggørende for jer, I Herrer i Generalstaben. Jeg spørger Dig — Matematik, er det Soldateraand, er det Tapperhed, er det Ridekunst og Konduite og Bravour og Ridderlighed og Galanteri og Disciplin? (I en anden Tone.) Du, Wallin, tror Du, at jeg avancerer?
WALLIN	(lidt forbeholden). Ja — ja forhaabentlig. Men apropos om Galanteri — glæd Dig, her er Damebesøg.
SALVESEN	(stærkt interesseret). Mener Du Frøken von Svitzer — er hun kommen?
WALLIN	(smiler). Hun er her. Men desværre skal Du jo straks afsted.
SALVESEN	Ja — jo det vil sige, jeg kunde maaske nok Hive en Times Tid eller saa —
WALLIN	Jeg indrømmer, det vilde være et udmærket Parti for Dig. Men tror Du, hun tager Dig?
SALVESEN	Hvad der giver mig Haab, det er, at hun kun dømmer efter de indre Egenskaber.
WALLIN	(smiler lidt). Saa er jeg rolig.
SALVESEN	Hun har faktisk sagt Nej til Baron Hjelm — tænk Dig det Parti —
WALLIN	Hun syntes maaske ikke om ham?
SALVESEN	Akkurat! Hun syntes ikke om ham — det var hele Grunden. Det tyder da paa, at hun har Karakter.
WALLIN	Ædelt Udslag af de religiøse Principer! Du ved, hun er ikke alene kunstforstandig, men ogsaa pietistisk.
SALVESEN	Selvfølgelig! Det er det eneste, der for Tiden er fashionabelt, højeste Mode, min Ven, Fritænkeri er yderst ordinært. Og Frøken von Svitzer er Verdensdame til Fingerspidserne. Hun er jo ligefrem —
WALLIN	Toneangivende!
SALVESEN	Det er Ordet! Og hendes Toilette — hvad! Og den Konversation, hun har! Den er —
WALLIN	Overvældende.
SALVESEN	(tankefuld). Ja. Lidt.
WALLIN	Sagen er — hun imponerer Dig, min Ven.
SALVESEN	(lidt usikker). Aldeles ikke! Det er blot hendes mange Kundskaber, der gør, at jeg i hendes Selskab savner lidt af min sædvanlige spøgefulde Lethed overfor Damer. Ser Du, man kan begynde med at rose en Kotelet, og saa ender man ufejlbarlig hos Goethe eller ham — hvad er det, han hedder — det minder om Spinat
WALLIN	Spinoza!
SALVESEN	(tankefuld). Og saa er der jo det, at der ikke er noget rigtig aristokratisk ved mit Navn! Nej, ikke rigtig! Gud-bevares, meget godt Navn — det stammer fra, Norge, men husk paa — hendes Moder var Komtesse! Jeg har tænkt alvorligt paa at ansøge om at faa det forandret til Salvadin. Synes Du om Salvadin?
WALLIN	Nydeligt.
SALVESEN	Man kunde ogsaa eventuelt kombinere Navnene! — Hds. Naade Fru Hofjægermesterinde Karoline Amalie von Svitzer Salvesen — ja, for med et Gods som Ulriksholm, som hun jo faar, der kan man ligefrem ikke undgaa at blive Hofjægermester.
WALLIN	Ikke!
SALVESEN	Det lyder dog ganske chic — hvad! Det kommer jo i denne Verden kun an paa, hvad der gør sig!
WALLIN	Ja, det andet taler vi ikke om — til Frøken von Svitzer.
SALVESEN	Hvad for noget andet?
WALLIN	Tror Du egentlig, at det fra hendes Standpunkt „gør sig”, at Du, fraregnet et Par uheldige Frierier, har været eengang gift, eengang forlovet —
SALVESEN	Hvordan?
WALLIN	Har Du, eller har Du ikke været forlovet med min Kusine Jonna Malling?
SALVESEN	Snak dog ikke nu om den gamle Historie! Jeg begriber ikke selv, hvad der gik af mig det var jo et rædsomt Parti. Lille fattig Professordatter ikke engang nogen blændende Skønhed! Nu er hun nok Malerinde!
WALLIN	(tager ham om Skulderen). Man maa indrømme Dig, min gamle Yen, at Du er en Snob af det reneste Vand.
SALVESEN	(kærlig). Naa, lad nu were, Lille Wallin!
WALLIN	Og en sand Plage for din ulykkelige Omgang.
SALVESEN	Det mener Du jo ikke.
WALLIN	Jo, Gu’ mener jeg det. Men paa Bunden er Du nu alligevel en brav Fyr.
SALVESEN	Ubetinget! Du forstaar mig alligevel, Wallin.
	Jonna Malling kommer ind fra Haven.

1. AKT 6. SCENE	Jonna. Wallin. Salvesen.
JONNA MALLING	Goddag, Karl!
WALLIN	(vender sig overrasket). Hvad — Jonna Malling — Du her!
JONNA	Ja, som Du ser — spillevende!
SALVESEN	(for sig selv, misfornøjet). Naa Tak!
WALLIN	Hvor kommer Du fra?
JONNA	Direkte fra Norge. I Grunden skulde jeg sporenstregs Syd paa, men jeg maa dog give mig Tid til at se lidt til min Søster Eline — og jer Andre, skønt det, sandt at sige, er mig lidt mindre magtpaaliggende med jer.
WALLIN	Det forstaar sig.
JONNA	Det er forresten rart at trykke din Haand, Karl. Jeg kan godt lide Dig.
WALLIN	I lige Maade, Jonna!
	Jonna vender sig til Salvesen, der siden hendes Komme har set lidt betuttet ud og mumlet: „Fordømt uheldigt — just i Dag —”
JONNA	Goddag, Kaptajn!
WALLIN	(smiler). Ja, I kender jo hinanden!
JONNA	Jo Tak, altfor godt. Det var derfor, vi slog op.
SALVESEN	(ler tvungent).
JONNA	Ja, le kun! Det var saamæend det glædeligste, vi kunde gøre.
SALVESEN	Fornøjer mig særdeles, at De stadig er af den Mening.
JONNA	De har været gift i Mellemtiden, ikke ?
SALVESEN	Jo – en ganske kort Tid!
JONNA	De siger det saa undskyldende. Er det af Hensyn til mig?
SALVESEN	Jeg tænkte paa min Kone.
WALLIN	(smiler). Ak ja — den Arme!
JONNA	Saa er vi altsaa ledige igen begge to.
SALVESEN	(forbeholden), Er De virkelig — ganske ledig?
JONNA	Ja, ganske: Men bliv ikke bange, jeg logger ikke an paa Dem.
WALLIN	Tanker Du aldrig paa at gifte Dig, Jonna?
JONNA	Saa skulde jeg da blive styrtende forelsket. Jeg har levet saa længe af og for min personlige Frihed, at jeg nu vilde have svært ved at underordne mig. Og det forlanger jo Moralen og Mændene.
SALVESEN	Ubetinget!
JONNA	Men jeg vil dog sige Dem, lille Salvesen, at hvis De var bleven gift med mig, saa havde De faaet en Kone med “Hæderlig Omtale”.
WALLIN	Og Medaljer maaske?
JONNA	Dem har jeg til Gode.
WALLIN	Ja, Du gør jo Lykke.
JONNA	Jeg har mine Kammeraters Agtelse, tror jeg. Det er mig det vigtigste.
WALLIN	Dine Portræter er gode.
JONNA	(tager sig til Kinden). Aa — jeg har for lidt Karmin her i mine Kinder. Derfor herser jeg med Hudfarven.
WALLIN	Hvordan det?
JONNA	Jo, vi Malere tror, at vort eget Ydre gaar igen paa vort lærred — naa, det forstaar I nu ikke. Hvor er mon Eline?
WALLIN	Nu skal jeg lade hende kalde. (Ringer. En Tjener kommer.) Bed Frøken Eline komme herind.
	Tjeneren bukker og gaar
JONNA	(til Salvesen.) Det fornøjer mig at se, at Kaptajnen har haft gode Dage, siden vi saas. De har lagt Dem ud.
SALVESEN	(stikker Maven ind). Det synes jeg dog ikke.
JONNA	(ser ned ad ham). Det klæder Dem — der er gode Forhold.
WALLIN	(drejer ham). Det er underligt nok, at Du ikke er bleven mere langstrakt, Salvesen. Jeg erindrer din Fader som en sand Kæmpe.
SALVESEN	(buser ud). Ja, men begge mine Mødre var smaa.
JONNA	Hvadbehager?
SALVESEN	(lidt forlegen). Ja, De ved maaske; at min Fader havde to Koner.
WALLIN	Vel at mærke — efter hinanden.
JONNA	Og Salvesen har altsaa i en sjælden Grad draget Fordel of dem begge.
SALVESEN	Ikke desto mindre var min anden Moder min sande Moder —
JONNA	(tørt). Hvad var da den første?
SALVESEN	Ganske vist — fra Naturens Side, der — ja, men det Kødelige er jo dog ikke alt, og Livsbetingelserne — jeg mener Følelserne — de — de — hør, Wallin, min Hest — jeg tror, den længes efter mig — Du ved — Bella — Hoppen — den staar i Solen, Skindet! Heste er dog ogsaa Væsener jeg mener — Skal vi ikke gaa ned og faa den i Stalden.
WALLIN	(ser paa Jonna). Ja, men —
JONNA	Gaa I blot! Jeg skal nok finde min Søster selv.
	Herrerne gaa ud i Baggrunden, Salvesen talende om sin Hest. I det samme kommer Eline ind fra venstre og løber med aabne Arme hen mod Jonna, straks hun ser hende.

1. AKT 7.SCENE	Jonna. Eline. Tilsidst Wallin.
ELINE	Aa, Jonna, saa kom Du endelig — endelig.
JONNA	(trykker hende til sig). Min egen Pige, det gør godt at se Dig igen.
ELINE	Men hør, jeg maa straks sige Dig, at Kaptajn Salvesen er her. Det er Dig da ikke imod at træffe ham?
JONNA	Ih nej! Det er da blot behageligt at blive mindet om en Dumhed, man har undgaaet at gøre.
ELINE	Naa saadan!
JONNA	Desuden er Salvesen et af Naturens Mesterværker! Kun to Tommer fra at være Idiot — saa stoppede Forsynet lige i Tide og gjorde ham til søgt Selskabsmand — og maaske ogsaa tapper Soldat.
ELINE	(ser kærligt paa hende). Du Spøgefugl
JONNA	Naa, sæt Dig nu ned og lad mig faa lidt at vide om Dig og dit Liv. Hvordan har Du det saa?
ELINE	Som jeg plejer, ikke godt.
JONNA	Nej, jeg var ikke Den, der som Du kunde tilbringe Livet med at staa paa Pinde for den gamle tyranniske Generalinde fra Morgen til Aften.
ELINE	Du ved, jeg havde forlængst brudt overtvært og var fulgt med Dig, hvis det havde været muligt. Men jeg kan jo ikke — for Idas Skyld.
JONNA	Nej, det er jo Sagen. Ved Du hvad, hun er sød, din Lille Pige — jeg saa hende lige nu i Haven til min Forundring! Hvor kommer det, at hun er her?
ELINE	(lyser op). Synes Du om hende?
JONNA	Hun har den yndigste Strube — aa, en Finhed!
ELINE	Ja —
JONNA	Jeg vil tegne hende og se at faa det underlig rørende i hendes Øjne, der ligesom beder om Skaansel.
ELINE	Min stakkels Lille Pige!
JONNA	Men hvordan kommer hun egentlig herud! Er det forsigtigt?
ELINE	Nej. Hendes Plejemoder vilde tale med mig og har taget hende med — helt imod min Vilje.
JONNA	Har Generalinden set hende?
ELINE	Ja. Jeg tror, hun aner Sammenhængen, men hun nævner det ikke — heller ikke til Andre. Saa længe den ydre Form overholdes, er hun jo liberal nok.
JONNA	Bor Idas Fader endnu i Havanna — hører Du aldrig fra ham?
ELINE	Jo, han har undertiden skrevet og spurgt til Ida. Jeg har sendt ham hendes Fotografi.
JONNA	Skriver han endnu?
ELINE	I den seneste Tid ikke. Jeg har vel været for afvisende og uretfærdig til, at han i Længden kunde blive ved at skrive.
JONNA	Uretfærdig ja, det tror jeg ogsaa. Dengang hadede jeg ham for din Skyld! Nu har jeg lært at se roligere paa Livet.
ELINE	Men husk paa, at han var gift — var saa ikke hans Fejl dobbelt! Og jeg bødede for os begge.
JONNA	Gift eller ugift – hedt Blod kan altid koge over. Du min Gud, hvor han elskede Dig — det var som en Orkan.
ELINE	Tal ikke om den Tid. Det piner mig.
JONNA	Heller ikke jeg har rigtig forvundet den. Din Graad og Angst gav et saadant Ryk i mine sølle seksten Aar, at jeg siden da har været paa min Post overfor Kærligheden. Jeg ser den paa mørk Baggrund! Derfor staar jeg maaske nu alene.
ELINE	Du forsøgte dog —
JONNA	Episoden Salvesen, mener Du — ja netop! Siden jeg havde mine Grunde til at ængstes for den store Eros, saa mente jeg at kunne nøjes med hans mindre betydelige, men mere populære yngre Broder, der hedder Flirt — ham fra Balsalene og Skøjtebanen, men som bekendt ]ykkedes det ikke. Naa, nok om de gamle Ting! Sig mig, den Person — eller Dame, som Ida fulgtes med, er det hendes Plejemoder?
ELINE	Ja.
JONNA	Kære Eline, kan det gaa an?
ELINE	(undvigende). Fru Madsen er i Grunden en god Kone.
JONNA	Men udannet — eller endnu værre – halvdannet.
ELINE	Husk, jeg har jo ikke meget at raade over.
JONNA	Du kan foreløbig faa Penge hos mig. Jeg har lige solgt.
ELINE	Tak, Kære — det er kønt af Dig, men —
JONNA	Husk paa, Ida er i den Alder, hvor Karakteren former sig. Hun trænger just nu til at leve i fredet og velgørende Luft. Gør hun det?
ELINE	(pinlig berørt). Ikke helt maaske. Men jeg kan jo anbringe hende andetsteds, hvis Du synes.
JONNA	Bliver det saa bedre — i det store Hele — nej! Man ser ved første Øjekast, at hun tegner til at faa en fin og indtagende Kvindelighed over sig. Forstaar en tilfældig Fru Madsen at fremelske den? Er det den Opdragelse, din Datter skal have, og den Udvikling, der skal stræbes imod! Skal hun undgælde for sine Forældres Ubesindighed!
ELINE	Det gaar jo altid saadan.
JONNA	(rejser sig rask). Ja, det er en Tanke, der kan bringe mig i Harnisk. Hvad er det for urimelige og forskruede Forhold, vi lever i, at det nogensinde kan betragtes som en Forbrydelse for en Kvinde at bringe et Barn til Verden – en Udaad, der skal skjules som et Mord. Ja, her mellem os to kan jeg da nok sige, at det til syvende og sidst dog er det, vi er skabte til, vi Kvinder, Alle som En, i Tidernes Morgen, da man hverken kendte Raadstue eller Præst.
ELINE	Sandt nok! Men saadan er det nedarvede Begreb om Synd gaaet os i Blodet, saa jeg syntes, før mit Barn blev født, at den usleste Tyvekvind var tusindfold mindre bøjet under Skam end jeg. Husker Du det, Jonna, er det muligt at være mere vildt fortvivlet, end jeg var — saa forpint, at jeg behøvede al din Trøst og Hjælp for ikke at gøre Ende paa mit Liv.
JONNA	Om jeg husker! Aldrig har jeg set Nogen lide som Du med Legeme og Sjæl, og det alene for at have givet efter for den stærkeste af alle Naturens Love. Ja, Planter og Fiske og Krybdyr og Fugle, Alle har de medfødt Ret til at frembringe nyt Liv – kun Mennesker ikke. Ialfald regnes ugifte Kvinder da saa ikke for Mennesker.
ELINE	Jeg forlanger selvfølgelig ikke, at Samfundet skal sætte Præmie paa uægte Børn, men der skulde dog værnes lidt mere om dem, ikke sandt! Hvorfor skal det være saadan, at de er Skumpelskud, der puttes til Side og fornægtes?
JONNA	Ja, hvad tror Du, at de Mennesker, der lever om hundrede Aar, vilde sige, hvis de hørte, hvordan vi her taler. Ville de le eller græde over vort Standpunkt?
ELINE	De vil sandsynligvis sige det samme som nu. Fordomme er sejglivede!
JONNA	Nej, jeg tror paa Fremgangen — jo, jeg tror, at de Faa med det store Syn ikke forgæves kaster deres Sædekorn. Vi er dog komne bort fra Stejle og Hjul.
ELINE	Ja, legemligt set.
JONNA	Den Tid kan komme, hvor Kvinderne ikke mere vil være de første til at kaste Sten paa den Søster, der snublede og faldt, men hvor de vil slutte sig sammen for at beskytte baade hende og hendes Barn.
ELINE	Hvad hjælper det mig nu! Hvad skal jeg gøre – jeg er jo magtesløs.
JONNA	Hvad Du skal gøre! Bryd over vært, bekend, at Du har en Datter. Tag hende til Dig og ernær Dig selv og hende. Det maa Du kunne.
ELINE	Hvor vil Du hen — nej nej. Tænk Tanken ud — Sæt dig ind i, hvor del er umuligt.
JONNA	Umuligt — ja, fordi Du ikke har Mod.
ELINE	Det er tilmed saa upraktisk — ogsaa for Barnets Skyld.
JONNA	Er det da det, vi Mennesker skal stile mod — det Praktiske! Nej, jeg siger rent ud, lad det være galt at bringe et Barn til Verden udenfor de gængse Regler — lad gaa — det kan da aldrig være andet end rigtigt at vedkende sig det ærligt og gøre sin Pligt som Moder.
ELINE	Husk dog paa, hvor forfærdende stærk Opinionen paa det Punkt er, og overalt er den ens. Hvor mange Kvinder Verden over er ikke lønligt stedte som jeg, og Ingen — nej, Ingen vover at gøre det, Du her forlanger af mig. Hvor skulde jeg da kunne det, jeg, der er ængstelig af Sind, og staar uden Beskyttelse og Hjælp.
JONNA	Men et stakkels uægte Barn — det er ellers et henrivende Ord, hvad — et levende sundt Menneskebarn kalder de uægte — naa, lige meget — et saadant Barn staar jo uden Forsvar og Ret overfor den Verden det skal leve i — saadan er det jo! Naar saa ikke engang Moderen har Mod til at staa ved sit Barns Side, ja, Moderen, der har Ansvaret og Kærligheden, naar hun af lutter Frygtagtighed er ligesaa ubarmhjertig som Lovene og Menneskene og det allsammen, hvad saa — hvordan skal de Børn arte sig — og hvordan skal det hele nogensinde blive anderledes, end det er.
ELINE	(usikker). Du synes altsaa ikke, at jeg gør min Pligt.
JONNA	Nej, ikke rigtigt, Eline! Tag Dig i Agt, at ikke Ida forplumres for dig.
ELINE	Tror Du da, Jonna, at Du selv vilde have det Mod, Du forlanger af mig?
JONNA	Ja, jeg tror det. Det Skjulte ligger ikke for mig, jeg er af dem, der maa gaa igennem Livet med aabent Visir. Naa, hvad ofrer man desuden — man bliver Paria i Selskabet! Pyt, hvad saa — det der angaar En selv er dog mere værd. (Ler lidt.) Ja Du, jeg gaar endogsaa saa vidt, at jeg synes, det i Grunden maatte veere herligt at have et Barn at holde of uden at være belemret med en Mand.
ELINE	Du tager alting saa let og kækt, men jeg har resigneret.
JONNA	Resignation er en Dyd, jeg hader. Saa heller Kamp.
ELINE	Du er Idealist!
JONNA	Maaske, men det beklager jeg ikke. Det er sagtens derfor, jeg har mange Venner.
ELINE	Ogsaa jeg kan imellem blusse op, men Livet har kuet mig, Du, og saa kan der jo være andre Ting, som — (Standser.)
JONNA	Som hvad?
ELINE	Jeg mente ikke noget særligt.
JONNA	Jo vist saa, der er noget, Du tier med.
ELINE	(usikker). Nej
JONNA	Se paa mig jo, vist er der saa, min egen Ven! Du vil da ikke skjule noget for mig — fy! (Hurtigt.) Eline, Du er da vel aldrig bleven forelsket?
ELINE	(undvigende). Hvorfor tror Du det?
JONNA	Hvorfor skulde jeg ikke tro det. Naar undtages den lille Hulhed i Kinden, ser Du jo ud endnu, som da Du var tyve Aar. Naa, frem med det, hvem er det?
ELINE	Plag mig ikke.
JONNA	For det er da vel ikke Karl Wallin?
ELINE	(vender hurtigt Hovedet).
JONNA	Det er altsaa ham. Men I har jo levet her Side om Side i flere Aar — hvorfor først nu?
ELINE	Hvor ved jeg det! Langsomt og umærkeligt er Følelsen kommen over os! Det er jo altid det Ubevidste i Ens Tanker, der ender med at beherske En helt.
JONNA	Du siger „os”? Er da ogsaa han –
ELINE	Ja, jeg betyder det samme for ham. Deri tager jeg ikke fejl, saa sandt jeg er Kvinde.
JONNA	Det gor mig ondt. Hvad skal det blive til?
ELINE	Til Afkald og Sorg, som alting for mig.
JONNA	Tro nu ikke det paa Forhaand. Har Du ikke talt med ham derom?
ELINE	Nej, men det maa jo komme. Komme som noget pinefuldt for mig og uforstaaeligt for ham.
JONNA	Men saa sig ham Sandheden, kære Eline! Du stoler jo dog paa, at han tænker fint.
ELINE	Aldrig nej nej! Maaske jeg kunde taale, at mit Livs triste Hemmelighed blev raabt ud til al Verden, naar blot han alene kunde undtages.
JONNA	Hvorfor han?
ELINE	Fordi jeg for ham staar som den, han ikke sammenligner med Andre. Alene Taaken om, at han skulde vide det, martrer mig som Ild! Jonna, Du, der er min Søster, og Kvinde som jeg, Du maa kunne føle, at jeg maaske kan bære alt andet – kun ikke det — nej, ikke det.
JONNA	Vel, Eline, vi er saa forskellige, vi To! Lev da dit Liv videre i Fortielse og Frygt.
ELINE	(indtrængende). Tal ikke koldt. Svigt mig ikke, Jonna, hvem har jeg saa!
JONNA	Du ved godt, jeg svigter Dig aldrig! Jeg er jo lidt af en Trækfugl, men Du er mit faste Punkt i Livet, Ja, jeg holder mest af Dig, Eline.
ELINE	Aa Tak, Jonna, Du kan tro, jeg trænger til Dig.
	Wallin kommer ind fra Haven.
JONNA	Naa, der er Karl. Tør jeg spørge, hvordan befandt saa Salvesens Hest sig?
WALLIN	Jo Tak
JONNA	Her, kunde vi ikke faa Hesten herop til Middag istedetfor Rytteren — den tier idetmindste stille. (Vender sig til Wallin, der ser paa Eline.) Det gør nok de Tilstedeværende ogsaa. (ser til dem begge.) Naa, jeg har ikke hilst paa Tante Josefa endnu. Jeg tror, jeg vil opsøge hende og som sædvanligt sætte hendes Sind lidt i Bevæegelse ved mine forbavsende uvedtægtsmæssige Principer og Ord.
WALLIN	Ja, Du lader Dig vist ikke imponere af nogetsomhelst.
JONNA	Jo, af stor Godhed og af stor Begavelse. Men iøvrigt ser jeg Livet kækt i Øjnene. (Tager Eline om Skulderen.) Gid Du ogsaa kunde det! Tro Du mig, Lille Søster, det kommer man bedst fra. (Hun kysser hende kærligt og gaar ud til venstre.)

1. AKT 8. SCENE	Wallin. Eline.
ELINE	(sætter sig). Jeg er saa glad, at Jonna er kommen. Naar jeg ser hende, faar jeg samme Følelse, som naar man uventet naar til Stranden. Man aander saa let og ser saa langt.
WALLIN	Ja, hun er jo frisk og livfuld og dog med al sin Uoverlagthed helt ud Dame.
ELINE	Det er dejligt, at hendes Billeder gør Lykke — ogsaa i Udlandet! Hun har udstillet i flere Byer, og Bladene — (hun standser, da hun mærker, at Wallin ser paa hende uden at høre efter.)
WALLIN	Eline, hvornaar vil Du saa være min Hustru?
ELINE	(farer sammen og svarer ikke).
WALLIN	Jeg sagde før til Moder, at mellem os To behøvedes ingen Ord. Havde jeg ikke Ret? Er ikke vore Tanker og Ønsker langsomt smeltede sammen til en eneste Længsel — den at tilhøre hinanden helt — med Legeme og Sjæl?
ELINE	(afværgende). Jeg beder Dig, lad os ikke tale om det — ikke nu.
WALLIN	Hvorfor ikke nu. Jeg ved jo, at Du elsker mig. Hvorfor saa bortgive en Dag mere end nødvendigt af vor Fremtid og vor Lykke. Vi maa leve dobbelt, naar vi begynder saa sent.
ELINE	(ser frem for sig). Jeg anede, at det kom nu.
WALLIN	Jeg vil være helt ærlig imod Dig. Jeg har tøvet, fordi jeg har kæmpet lidt mod min Kærlighed. Noget er der i mig af min Slægts og min Stands Tragten mod det Ydre. Men det er helt forbi. Jeg ved nu, at Du er nødvendig for mit Livs Lykke.
ELINE	Jeg takker Dig for dine kærlige Ord, men netop i dette Øjeblik kan jeg ikke saa godt — jeg maa gaa — Tante Josefa ønsker vist —
WALLIN	(studser og standser hende). Nej bliv hvor kan Du ville gaa — efter det, jeg her har sagt. Husk, hvad dette drejer sig om.
ELINE	Saa lad det da blive sagt. (tager lidt efter Vejret.) For hver Dag, vi har færdedes sammen, Karl, er Du ligesom vokset i mine Øjne.
WALLIN	Naa — vel — ?
ELINE	Jeg ved, at jeg kunde se helt ind i dit Hjerte, og jeg vilde kun faa at se, hvad jeg helst vilde
WALLIN	Jeg beder Dig — ikke de Omveje! Svar mig.
ELINE	(med Anstrtengelse). Som Slægtning og Ven er Du mig kær, men din Hustru kan jeg ikke blive.
WALLIN	(gaar et Skridt tilbage). Hvad er dog det, Du her siger?
ELINE	(med lidt rystende Stemme). Du har taget fejl af mine Tanker. Jeg elsker Dig ikke.
WALLIN	Saa har jeg aldrig forstaaet Dig – kender Dig slet ikke.
ELINE	Men sig mig da – svar ærligt — har jeg nogensinde sagt det? Har jeg med et Ord eller en Mine givet Dig Ret til at tro paa min Kærlighed?
WALLIN	Med et Ord — nej, med en Mine — ja! Hvert et Blik, hver en Bevægelse har været som et varmt Pust af Kærlighed, der kom imod mig.
ELINE	Det er din egen Følelse, der har skuffet Dig. Jeg kan kun sige, at det gør mig ondt.
WALLIN	(griber om hendes Arm). Eline — saa elsker Du en Anden!
ELINE	En Anden — hvad mener Du?
WALLIN	Hvor kommer den ellers fra, den Glans i Smil og Blik, som kun Kærlighed kan give en Kvinde. I det kan Ingen bedrage heller ikke Du. Ogsaa nu — Blikket er varmt og Ordene kolde.
ELINE	(smerteligt bevæget). En Anden — ja, Du har Ret. Der er en Anden, som ejer mig helt og raader over mig og min Skæbne. Men Ingen faar at vide, hvem det er. For lykkelig, det er min Kærlighed ikke.
WALLIN	Saa har Du altsaa løjet for mig hver Dag — hvert Minut bestandig! Se lige paa mig — er det sandt — elsker Du mig ikke er det hel og fuld Sandhed, det Du her siger mig?
ELINE	(tonløst). Ja!
WALLIN	Er det da umuligt at komme helt tilbunds i Mennesker! Jeg fatter ikke — hvad var dit Maal?
ELINE	(tier og ser bort).
WALLIN	Er Du en almindelig Kokette, eller har Du ikke forstaaet, at dette var min bedste og dybeste Følelse! Eline, har Du ikke vidst, hvor jeg holdt af Dig?
ELINE	(sagte). Jo, det vidste jeg.
WALLIN	Hvor kunde Du da handle saadan mod mig? Var min Kærlighed ikke mere værd! Ved Du ikke, at noget kan briste i et Menneske, som aldrig kan heles, og Du har her — (Standser for at fatte sig.) Gid Livet aldrig maa gøre Dig Gengæld, Eline, saa Du kommer til at forstaa, hvad jeg i dette Øjeblik føler. Saa dybt og bittert har aldrig noget Menneske skuffet mig — jeg glemmer aldrig, hvad der er sket i Dag — levvel!
	Han gaar hurtigt ud til højre, mens Eline staar ubevægelig og ser efter ham. Kaptajn Salvesen kommer ind fra Haven.

1. AKT 9. SCENE	Eline. Salvesen. Senere Generalinden. Frøken von Svitzer. Jonna.
SALVESEN	(nærmer sig og hilser.) Ah, Frøken Eline. — tror ikke, jeg har haft den Ære i Dag — særdeles kært — herligt Sommervejr lidt varmt — (Ser lidt forundret paa hende.) Maaske jeg tør spurge, om Generalinden er til Stede — eller Frøken von Svitzer
ELINE	(adspredt). Jeg ved ikke – jeg skal se –
	Generalinden, Frøken von Svitzer og Jonna komme ind fra venstre. Salvesen gaar dem i Møde og hilser galant kurtiserende paa Frøken von Svitzer. Jonna ser sig om efter Wallin og gaar saa hen til Eline.
JONNA	Eline, er saa Kalken tømt?
ELINE	Ja, mellem ham og mig er det forbi. Og al Livets bitreste Sandhed har været mindre svær at bære end denne eneste Løgn.
JONNA	(kærligt). Min egen Søster — tab ikke Modet. Naar man søger paa rette Maade, kan man altid finde lidt af Livets Lykke. Jeg skal hjælpe Dig dermed. (Hun kysser hende paa Kinden.)
TÆPPE

---

---