Peter Urban Gad 1949

Men Angrebet paa »Klunketiden« — dermed menes jo stort regnet hele den sidste Halvdel af det nittende Aarhundrede og helt op til første Verdenskrig — er maaske dog lidt overfladisk og lidt letkøbt, naar det hovedsagelig rettes mod helt ydre Ting som Bohave og Omgangsformer.

For skal vi være ærlige, maa vi vist erkende, at den Tid i aandelig og teknisk Henseende har skabt hele det Grundlag, vi har bygget paa, paa alle Omraader. — Lad os tage vor Tids Idol, Tekniken, først: Eksplosionsmotoren, det elektriske Lys, Grammofonen, Filmen, Telefonen — alle disse Opfindelser, der har omdannet det daglige Liv — dem har vi, der nu er over tres Aar gamle, oplevet at møde for første Gang engang i vor Barndom, opfundne af geniale Hjærner i »Klunketiden«.

Væsentligere er dog det aandelige Grundlag for vor Tid, som »Klunketiden« har skænket os, baade i kunstnerisk, litterær, musikalsk og videnskabelig Retning, hele den aandelige Platform, som Eftertiden har virket paa, — og maaske ikke har overgaaet med jævnbyrdige Værker. De store Navne i vor Tids Kultur har levet i den skinbarlige »Klunketid«, de har haft Frynser hængende ned fra Armlænene, de har haft Viftepalmer i Stuernes Hjørner; det er ganske sikkert, at Richard Wagner har siddet med sin Mathilde Wesendonk i en lille Sofa med Kvaster og Polstringer, da Ledemotivet til Tristan og Isolde skabtes i hans Hjærne, Ibsen har tænkt paa et Dukkehjem med Blikket hæftet paa en Gardinstang, hvorfra der hang kunstfærdig ophæftede Draperier, Zola og Maupassant, Dickens og Tolstoj og alle de andre, herhjemme Herman Bang og I. P. Jacobsen — de store Malere, Bonnat, Manet, Claude Monet, Whistler — Komponister som Brahms og Tschaikowsky — alle har de levet og virket imellem snoede Piedestaler og fløjlsbetrukne Dagligstueborde med Kvaster og Frynser, lige saa vel som alle Videnskabens Høvdinge Darwin, Pasteur, Robert Koch — helt over til yderste venstre Fløj med Liebknecht og Marx — alle har de hørt til i Klunketiden, har været præget af dens Smag, lydige mod dens Livsformer.

Hvis man bedømmer en saadan Epoke i Kulturens Historie med en spottende Hovedrysten, som man ser paa komiske Bløddyr i et Akvarium, hvis man bedømmer den efter Formen af dens Sofapuder — saa er der Grund til at stille sig selv det Spørgsmaal, om det da netop er os, der er de mest kulturprægede?

Først naar man har gjort sig dette Spørgsmaal helt klart, har man Grundlag til at bedømme en svunden Tids Leve: og Boligsæt; og saa maa man samtidig gøre sig klart, at vore Sædvaner og vore Møbler om halvhundred Aar er lige saa komiske og forældede. Eller er der nogen, der tror, at Funkis’en er det sidste Ord i Verdenshistorien, disse forkromede Stilladser af buede Staalrør, hvor der er udspændt tynde Sæder af Læder eller Fløjl, alt sammen saa iskoldt, at man faar Kuldegysninger bare man rører ved det.

Pendulet er svunget ud til det modsatte Yderpunkt — hinsides Udslaget ligger altsaa »Klunketiden«, den uldne Periode. Hvorfor var Hjemmene uldne i sidste Halvdel af det nittende Aarhundrede?

Det er vel saadan, at enhver Mode, enhver Leve, form, har sine ganske bestemte Aarsager, der bunder i sociale, økonomiske og rent tekniske Forhold.

Ved det nittende Aarhundredes Midte indtraf der dybtgaaende Ændringer paa disse Omraader. Velstanden steg betydeligt, Borgerskabet tiltog ved Vindskibelighed og Flid i Omfang og Vægt og Selv bevidsthed; en stærk Opgangsperiode, baaret oppe af den stigende Industrialisering, afløste den Smalhans, som havde været den Arv, den store Kejser havde efterladt Europa — som Slagskyggen af sit store Eftermæle.

Orientens Træfattigdom havde jo udviklet et særlig Boligsæt, hvor Møblementet hovedsagelig bestod af Puder, Divaner og polstrede Ottomaner, betrukne med vævede Stoffer. Denne fremmedartede Møblering indgik nu en højst uheldig Mesalliance med Europas brave Træmøbler — og der opstod en Bastardrace, hvor alt Træværket blev overtrukket med Polstringer. Som Modebevægelse havde disse Møbler dog en iøjnefaldende Fordel: de var billige. — Et elegant Dagligstuebord skulde i den foregaaende Tid være med Marmorplade og Guldbronce ned ad Benene, eller af blankpoleret Mahogni med udskaarne Gesvejsninger — men min Moder kunde, som alle hendes jævnaldrende, klare det ved at lade Snedker Madsen i Bryggervænget lave et firkløverformet Fyrretræs Bord, beklædte det selv med nogle Alen Fløjl, slaaet fast med blanke Messingsøm; de berømte Klunker og Frynser kunde hun selv lave med sine smidige Hænder, som jeg aldrig nogensinde har set ubeskæftigede i Lediggang.

Nuvel, nytter det at tale Logik til en Mode. Moden havde altsaa medført, at alle Møbler blev overtrukket med en laadden Skimmel — Stolene skulde være lune og hyggelige, Hjemmet i sin Helhed skulde være en Rede, hvori man kunde føle sig tryg, efter at man med Klunkegardinerne havde isoleret sig fra Mørket og Kulden udenfor – og vel ogsaa fra de voksende sociale Spændinger, som bankede paa Ruderne med Knokkelfingre.

Den uldne Periode var da vistnok et konsekvent Forsøg paa at skabe Hygge. I hvilken Grad kan man saa sige, at Bestræbelsen lykkedes?
Hvem skal dømme herom? Vi er ude paa Formodningernes og Skønnenes vildsomme Bølger. – Men, – man kan jo altod tillade sig et Tankeeksperiment: Sæt vi kunde flytte en Husmoder fra Begyndelsen af Firserne ind i hendes Oldedatters Hjem af idag, for at bedømme det – mon hun ikke vilde finde, at Værelsernes Indretning, de bare og kolde Møbler, Væggenes Udsmykning med »moderne« Malerier, Funkisstolene at Staalrør og Bordene med Plader af Glasruder i Stil med hendes Tandlæges Instrumentbord, – mon ikke alt dette vilde virke paa hende som en Tilbagegang i Hygge og Lunhed – i Intimitet. Hun vilde uforstaaende korse sig; og dertil maatte man svare, at hun ogsaa havde Uret – for Nutidens Boligindretning er dikteret af nye tekniske Indretninger, fremfor alt Varmegiveren Centralvarmen, der har gjort Portierer og Drapperier og Kvaster overflødige …. det vil sige: saalænge der er noget varmt Vand i Rørerne. Men Gud ved om man ikke, hvis man endu husker Stuer fra Firserne og Halvfemserne, maa indrømme, at disse Hjem i Virkeligheden opfyldte den dem stillede Opgave: At være et Hjem.

Og saa kan » Klunketiden«s Angribere nok saa meget hovere over, at Datiden endnu ikke havde opfundet Støvsugere og W.C.’er og elektrisk Lys; alligevel var det, set med Datidens Øjne, som endnu ikke havde skuet det nævnte Velsignelser, et Hjem, bedre end noget tidligere Generation havde kendt til Boligforhold.

Og de nævnte Mangler overvurderes nemlig i høj Grad. Jeg har selv engang i min Ungdom boet sammen med min Ven og Lærer og Onkel Fritz Thaulow i en lille sydfransk By ved Dordogne, der var overordentlig malerisk og komplet blottet for alt, hvad der hedder Hygiejne. Jeg skal ikke incommodere Dem med nærmere Beskrivelser af Lokaliteter og Dufte – jeg skal kortelig sammenfatte alt dette i den Omstændighed, at jeg resolut aflagde enhver Anvendelse til al indvortes Brud af Vandet fra Byens Brønde, og at jeg derfor anvendte Hvidvin – der vistnok kostede 9 centimer Literen og var udmærket, — til at børste Tænder i. Og tiltrods for at jeg fandt de Forhold, jeg levede under, i Overensstemmelse med dem, som Troels Lund skildrer fra det sekstende Aarhundrede, og som vi pligtskyldig korser os over — saa varede det blot et Par Dage, førend vi havde glemt det hele, og man overhovedet ikke tænkte paa disse ret ligegyldige Ting, helt optaget som man var af Skitserne, der skulde males.

Det er derfor klart, at hverken vi som Børn eller de Voksne i Firserne overhovedet kunde savne det W.C., som vi slet ikke kendte, og at vi var vel fornøjede med det lille, meget omskrevne Das for Enden af Korridoren med dets Kakkelovnsrør, Aftræk ud til det frie, og med en lille Spand Tørvesmuld ved Siden. I hvert Fald har vi, om vi havde faaet Problemet rejst, kunnet glæde os over, at vi i hvert Fald havde uendelig bedre Forhold at virke under end nogen tidligere Generation; hverken Dantes lilliehvide Beatrice eller den pragtlystne Lucretia Borghia eller selve Geheimeraad von Goethe havde haft saa hygiejniske Omgivelser i deres stille Stunder.

Her vil jeg gærne indskyde en Bemærkning: Det er ikke sandt, at de københavnske Huse i Firserne og Halvfemserne var ildelugtende, støvede og snavsede, saaledes som Epokens Anklagere paastaar det. — Ogsaa her kommer et økonomisk og socialt Forhold frem: Arbejdskraft til Rengøring var til at faa i rigelig Mængde og til overkommelig Pris. De evindelige Hovedrengøringer var derfor ogsaa Datidens Svøbe. Der var endnu ikke gjort de afgørende sociale Fremskridt, som i vore Dage har gjort en Skurekone til en Juvel, der maa behandles som et raaddent lig — hvad hun ogsaa ofte er — hvis man ikke vil risikere, at hun lader Spanden staa og gaar sin Vej førend Kl. 4, hvor den kapitalistiske Udnyttelse af hende normalt ophører. Hvis denne Ulykke er indtruffet, kan man i vore Dage avertere efter en ny i dyre Domme, men ofte forgæves, — men det behøvedes ikke i Firserne. Ethvert Herskabshus var nemlig omgivet af en Kreds af Madammer (dengang fandtes Madammer!), Syjomfruer, Strygemamseller og hvad de alle hed, der kun drømte om at glide ind paa enhver fast Plads, der maatte blive ledig. — De holdt trofast til i Køkkenet, hvor de holdt sig muntre med Kaffe og Wienerbrød, en Slags halvlurvet Klientel, som man kendte og snakkede med, og som trofast tog Del i Familiens Ve og Vel. Efterhaanden gik de i Arv fra Hus til Hus, Generationer igennem, de ældste temmelig mumificerede, de yngre saftige Smaaborgerkoner med et straalende københavnsk Humør, og med det dertil svarende Sprog. Min Moder nød dem i høj Grad, og de har afgivet mangen en Replik, som hun havde Nytte af. Jeg mindes en, som sammenfattede sin Diæt i de lakoniske Ord: »Hvad jeg ka’ li’, ka’ jeg sgu taale«.

Det var ikke blot Konebestanden, der i Generationer holdt til omkring Husene — ogsaa Tjenestepigerne, der endnu ikke drømte om at avancere til »Husassistenter«, levede med Herskaberne og deres Børn i Tidsrum, der maa forekomme Nutidens Fruer helt astronomiske. I mine Forældres Hus mindes jeg i det næsten halve Aarhundrede, jeg kan huske det, kun to efter hinanden følgende Kokkepiger og tre Stuepiger, hvoraf den første fortaber sig i Urtidens Mørke som et næsten udvisket Minde — og den sidste af de to Kokkepiger lever forøvrigt endnu som Pensionist. Det var dengang selvfølgeligt, at Lønnen for lang og tro Tjeneste var en anstændig Pensionering eller en rundelig Betænkning i Herskabets Testamente.

Disse lange Samlivsforhold var de almindelige i min Familie og vor Kreds; men selvfølgelig kunde det ikke undgaaes, at de i nogen Grad paavirkede Subordinationsforholdene i Huset – det skal ikke være nogen Hemmelighed, at min Moder, der efterhaanden var blevet hendes Naade Admiralinden og dekoreret med Fortjenstmedaillen i Guld, havde en overordentlig Respekt for sin elskede men strænge Lisbeth i Køkkenet. Jeg husker saaledes, at min Moder, der sit Liv igennem led af nervøs Appetitløshed, naar hun boede paa Landet altid havde en lille Planteske ved Haanden for at kunne liste ud i Haven og grave sin Portion ned — hun turde ikke udsætte sig for, at Lisbeth skulde opdage, at Fruen levnede hendes gode Mad.

Pigerne har neppe følt det sociale Tryk saa haardt, som det er bleven skildret, — i hvert Fald var Forholdet præget af det jævne og godmodige Sind, der var typisk for København i de Tider.

København var jo en lille By; det første Indtryk af Byen, jeg fik, var set fra Nyboder, Haregade Nr. 1, hvor min Fader havde Embedsbolig som Næstkommanderende for Søofficersskolen — begge Huse ligger der endnu. Den By, jeg overhovedet havde Fornemmelse af, naaede neppe mere end 5 Minutters Gang med mit nuværende Fodskifte bort fra Nyboder — undtagen ud ad Østerbro til. Der var min Horizont noget videre, for min Moders Moder, den gamle Fru Halkier, besad nemlig en stor og dejlig Ejendom, Søvang, med en mægtig Have, med Alléer og Frugthave, grænsende til en Sø, Aggersborg Sø, hvori der laa en lille Ø med en Trævilla paa. — Søvang maa have ligget mellem Strandboulevarden og Kystbanens Terrain, vistnok der, hvor Øremeyers Mindesmærke staar nu. Der er ikke blevet kønnere idag. — Jeg har saaledes virkelig oplevet ved mine Forældre at flytte paa Landet paa Strandboulevarden; og det var virkelig Landliggeri — hele Egnen var Villaer og Handelsgartnerier, og ude bag Hækken var der en dyb Grøft med Broer over, der førte over til Strandpromenaden langs Øresund — den har vist nærmest mindet om Smedelinjen idag. — Saa landligt var der derude paa Søvang, at min Bedstemoder Fru Halkier holdt Ko; det var en yndet Sport for Fælledens Bisser at bortføre Koen, der var opkaldt efter min Bedstemoder og hed Madam Halkier, trække den en Tur paa Fælleden i Nærheden og vende tilbage med den i Triumf og kræve to Kroner i Bjærgeløn, idet det blev foregivet, at den skikkelige Madam Halkier under Livsfare var bleven indfanget ude ved Utterslev.

Jeg fristes her til at indskyde nogle Ord om Livet derude i det vistnok mest idylliske Kvarter, København overhovedet har rummet. Selvom dette selvfølgelig ligger lidt udenfor Emnet, da jeg selv kun bevarer de slørede Minder, som kan fæstne sig i en fireaars Drengs Erindring. Men Generationerne glider jo over i hinanden ved Tradition, Ens Forældres Minder, fortalte for at fastholde Erindringen om et Milieu, bliver næsten uadskillelige fra Ens egne Minder.

Der var en stærk Selskabelighed mellem Beboerne af de omliggende Villaer, og mange af disse Naboer var ogsaa markante Personligheder, egnede til at skabe Minder og Anekdoter — saaledes Ægteparret Jerichau, Billedhuggeren og hans Hustru Malerinden, hende der har malet det velkendte Billede af Danmark med et Dannebrogsflag over Skulderen. Der har nu været mere Krudt i hende, end dette Billede lader ane — hun elskede at arrangere store Fester og indbød alle de velmeriterede Borgerfruer, der da ogsaa indfandt sig i deres største Pragt, struttende Kjoler af Brokade og Taft og Kniplinger — og sligt fandtes dengang —, men saa viste det sig, at Fru Jerichau havde glemt at skaffe Lampions til Havefesten, hvorfor hun hurtig maatte klare Situationen ved at gaa ned i Haven og plukke alle Græskarrene, som derpaa blev betroet til de silkeklædte Damer til Udhuling, for bagefter at forsynes med Stearinlys. Hun var ogsaa meget interesseret i Datidens Forlystelse: at arrangere Tableauer. Min Moder fortalte mig, at hendes Entre i det offentlige Liv fandt Sted i Fru Jerichaus Hus — hun optraadte som den nyfødte Esbern Snare, medens Tvillingbroderen, den senere Biskop Absalon repræsenteredes af et Skabilkenhoved. Desværre indtraf der et Uheld: — Skærmbrædtet i Baggrunden væltede og afslørede Jerichau i Sengen — han var bleven ked af det hele og var gaaet i Seng.

En anden prominent Nabo og nær Omgangsven var Fru Johanne Louise Heiberg; min Moder fortalte om den Ærefrygt, der omgav hende — naar der var Selskab paa Søvang og Fru Heiberg kom op gennem Haven, virkede det langt stærkere paa Gæsterne, end om det havde været Dronningen selv.

Ikke saa underligt, for dette Borgerskab er jo næsten helt igennem et andet, end det var i hine Tider. Dengang var det en Stand, stærk ifølge sit Sammenhold og ikke uden Stolthed i sin Tradition. Men nu er alle de førende Borgerslægter snart uddøde eller forarmede, og deres Efterfølgere er mest nye Folk, som ikke er født i gamle grundmurede Slægtsgaarde paa Gammeltorv, i Dronningens Tværgade eller paa Christianshavn.

Jeg nævnede Sammenhold og vil i den Forbindelse mindes de hvasse Angreb, der er bleven rettet mod Datidens Borgerskab for skamløs Nepotisme; det er sikkert rigtigt, at det dengang var en Lettelse i Kampen for Tilværelsen at høre til de kendte Familier. Man vedkendte sig det ærligt. Jeg husker, engang min Fader sagde: Staar jeg og skal bestemme, hvem der skal have en Stilling, og jeg blandt Ansøgerne kender en, hvis Fader jeg har kendt som en brav Mand, og hvis Bedstefader jeg ved var en brav Mand — saa vil jeg, hvis han ellers er i Stand til at røgte Stillingen, selvfølgelig foretrække ham, fremfor en Flok andre Ansøgere, — fordi jeg mener, at han fra Vuggen vil medbringe Egenskaber, der er værdifulde.

Synspunktet er idag haabløst umoderne. Hvis et Embede idag søges af to, absolut lige kvalificerede — den ene hedder Danneskjold Samsøe, den anden hedder Mortensen og er Søn af en Vicevært paa Nørrebro — saa kan man være evig forvisset om, at det bliver Mortensen, der faar Stillingen.

Det var maaske en skamløs Nepotisme, der styrede Verden i gamle Dage — hvad det skal kaldes idag, ved jeg ikke. Men vi skal maaske ikke slaa med Sten, hvis vi bor i et moderne Glashus i Funkisstil.

Det var altsaa et stærkt, man vilde i vore Dage sige klassebevidst, Borgerskab, der prægede Byen. Byens store Borgere gik værdigt paa Fliserne langs med Rendestenene under de gamle firkantede Gaslygter — de gik lidt tungt, nej de skred, for de havde noget at bære paa. Ikke blot det Embonpoint, som de mange store Middage havde afsat, men ogsaa den Værdighed, de skyldte deres Person, deres Familie, deres Firma, deres Stand, deres By, deres Land. Bornerte var de selvfølgelig, maalt med Nutidens Metermaal; i politisk Henseende havde de Mistro til alle folkelige og liberale Rørelser — Socialismen fyldte dem med Skræk og Afsky; det skal dog maaske ikke glemmes, at til deres Ungdomsindtryk hørte Pariserkommunen med dens Plyndringer, dens Nedskyden af Gidsler og dens Afbrænden af Paris’ skønneste Bygninger og Slotte, — et Ungdomsminde, der gjorde dem meget mistroiske overfor alt udpræget Folkestyre.

Det var sikkert talt ud af deres Hjerter, naar Estrup sagde til Kong Christian den 9de, der en, gang mente, at nu maatte han vel snart tage folkelige Ministre: »Det kan Deres Majestæt godt — men saa render de s’gu ogsaa med Kasserne«.

Ikke altfor mange Aar senere satte den folkekaarne Alberti en tyk rød Streg under denne Profeti. — Datidens Borgerskab vilde overhovedet ikke have kunnet tænke sig Landets Justitsminister, en Efterfølger af Excellencen Nellemann, siddende og pille med smaa Gummibogstaver for at forfalske Bankstempler.

For een Egenskab havde de, disse hedengangne Storborgere, en Egenskab, som selv deres harskeste Angribere maa lade dem: de var hæderlige, bundredelige. De foragtede Spekulation, men de betragtede den ved hæderlig Handel erhvervede Velstand som Livets egentlige Fundament, — de samlede Formuer, og deres Eksempel bredte sig i alle. Befolkningens Lag: man sparede Penge sammen, man lagde op — lige til Pigen i Køkkenet. Det var jo ogsaa muligt i hine Dage, hvor Skatten var en ubetydelig lille Udgift, mindre end man gav ud til Cigarer.

Stolte var de ogsaa, urokkelige i deres personlige Frihed og Uafhængighed. Hvor stor en Udvikling, der ligger mellem hine Dage og vor Tid, gør man sig maaske bedst klart ved blot at forestille sig dette Billede: at afdøde Etatsraad Jacob Holmblad skulde have været nødt til at staa med sin høje Hat i Haanden og tigge en lille Kontormand om Valutatildeling af hans egne Penge, for at kunne foretage en Rejse sammen med sin Kone.

Ja, Fruerne — der er jo ikke saa meget at sige om dem, da Kvindernes Frigørelse endnu ikke var kommet ud over Diskussionernes Stadium. Men man maa sige, at de bar deres Lænker med Taalmod. Og de tog med resigneret Værdighed imod de Hofter og de Barme, som Forsynet og de gode Middage velsignede dem med, de klædte sig med Pragt, men i Overensstemmelse med deres Alder, de tog deres graa Haar, naar Tiden var inde, de brugte hverken Sminke eller Pudder, de drev ingen Friluftsliv eller Sport, de kendte ikke Skønhedsklinikker eller Raakost — spillede de end ikke en Rolle i det offentlige Liv, saa var de selskabeligt et Areopagos, der aabnede eller lukkede for det gode Selskab.

Det kan godt være, at Firsernes og Halvfemsernes københavnske Selskab var forædt og bornert, forbenet og reaktionært. Det var i hvert Fald væsenforskelligt fra de ledende Kredse, der idag har indtaget Pladsen som det førende Samfundslag — disse vimse og adrætte Direktører med et lille Børsteskæg under Næserne og med vagtsomme, aarvaagne Øjne bag Brilleglassene. Disse Kredse er det, som idag klasker sig paa Laarene af Latter, naar de hører om deres Bedstefædres gamle By — serveret i skarp Sauce af talentfulde Forfattere.

Men selvfølgelig — disse Forfatteres Skildringer indeholder jo ogsaa mangt og meget, der virkelig var pudsigt. Ikke mindst Beskrivelser af de Relikter fra Fortiden, der stod for Fald — og som mange af os ældre stadig kan huske som noget selvoplevet, hvis vi da er Københavnere fra Barnsben — Lade gaardslemmerne, der i Hold fejede Byens Gader, Bybudene, der stod frysende i hvide Jakker med et Nummer paa Brystet og kunde engageres til at besørge et Brev, der hastede, Brandsprøjterne, der blev trukket af Heste ligesom Sporvognene — der var Hestene endda udstyret med smaa Klokker under Hagen for at advare mod den vilde Fart, Flyttedagen, hvor alt gammelt Sengehalm og Skrammel kunde smides paa Gaderne, Politibetjentene udstyr ret med høje filtbetrukne Hjælme og en Fløjte til at tilkalde Hjælp med, naar der var Vrøvl med den evindelige Gadefigur »en fuld Mand«.

Alt dette var Levn fra den Periode, da København var en pudsig lille Residensby bag grønne Volde med Træer paa. Hver Tid har sine Levn fra Fortiden — de yngste af de her tilstedeværende vil engang kunne fortælle deres Børnebørn, at de har oplevet at se Fiskerkonerne med grønne Skørter ved Gammelstrand, — og formodentlig ogsaa, at de endnu har oplevet de morsomme gamle elektriske Sporvogne, der kørte oven paa Jorden, midt i Færdselen, og maatte vente for rødt Lys, og skiftede Spor med en Jærnstang. Det komiske provinsielle Præg flytter blot med ned gennem Tiden, ligesom Nissen. — Lidt provinsiel og meget selvoptagen, lidt borneret og meget munter — saadan var Hovedvirkningen af By og Borger, Baggrunden for mit første Barndomshjem; og fra denne Befolkning var der altsaa en lille Kreds af Slægt og gamle Venner, der var det første Hold Gæster, jeg mindes i Huset; de var ikke Bærere af særlig remarkable Titler og Navne og er alle glemte idag — undtagen maaske den gamle General Holten med det hvide Napoleon III Skæg — ham med Memoirerne. Han kom regelmæssig og aflagde Besøg om Eftermiddagen — det var noget, man gjorde dengang, da Telefonen end, nu ikke havde dræbt Samtalens og Brevskrivningens skønne Kunster. Han fik saa et Glas Portvin og en Cigar — og sad saa der og fortalte om sit Liv og om Mennesker, han havde truffet. Mest om Frederik den Syvende, som han betegnede som »salig Herren«.

Jeg har ofte bebrejdet min Moder, at hun ikke nedskrev de Anekdoter, hun ad denne Vej, og af Folkets fælles Mindeskat, besad om Frederik den Ide, denne Eventyrkonge — især de smaa Træk, der bevarede Mindet om hans kongelige Bonsens, Evnen til at ramme lynsnart og godmodig lige i Prikken: Paa et af sine Krydstogter med »Falken« kom han til en lille Limfjordsby, hvor der laa et lille glemt Batteri med et Dannebrogsflag og et Par rustne Jærnkanoner. Dette Befæstningsværk forholdt sig ganske tavst ved Majestætens Ankomst, og han sendte derfor Bud efter Kommandanten og spurgte meget faretruende: »Hvorfor Fanden saluterer Du ikke for Din Konge?« — »Af fire Grunde, Deres Majestæt: for det første havde jeg ingen Krudt« — Kongen løftede sin Haand: »Saa kan det min Salig, hed være det samme med de tre andre Grunde«.

En anden af Husets ældste Venner var Inspektør Leemeyer, en elskelig gammel Herre, der saa ud som skaaret ud af Fritz Jürgensen. Leemeyer var den egentlige Skaber af den Del af Frederiksborg Musæet, der overhovedet er til at holde ud for tænkende Mennesker; det er ogsaa ham, der først af alle herhjemme udbredte Kærligheden til og Forstaaelsen af svundne Tiders Møbler og Husgeraad; han var Landets første Antikvitetssamler. Men al hans Vennesælhed forsvandt som ved et Trylleslag, naar han kom til at tale om Musæets højeste Chef, Kammerherre Meldahl — den bekendte Arkitekt — hvem han skildrede som herskesyg, intrigant, snedig — og forfængelig som en Kongoneger. Jeg husker, at han fortalte, at ved Restaureringen af det nedbrændte Slot havde Meldahl ladet udhugge en Maske af sig selv i Sandsten og ladet den anbringe over Hovedindgangen; den var imidlertid ikke smuk nok, hvorfor han lod en ny fremstille — med samme Resultat. Endelig var han tilfreds med den, der sidder der den Dag i Dag. Saa kom Indvielsesdagen. Christian den 9de med Familie bliver af Meldahl ført hen imod Tærskelen — da opdager Dronning Louise Kammerherrens Kontrafej og henleder Opmærksomheden paa det; da traadte Meldahl frem og bukkede: »Ja, Deres Majestæt — tre Gange har jeg ladet mine Arbejdere nedtage Stenen — men tre Gange har de sat den op igen!«

Disse Vennebesøg maa ikke forveksles med Datidens formfuldendte Visitter — men disse spillede neppe den Rolle, som man har tilskrevet dem; Visitterne var nærmest lidt gammeldags i de Tider, jeg husker. Og Visitkortskaalen, der er bleven fremstillet saa noget nær som en Snobberiets Offerskaal i Husets Midte, har jeg kun et meget udvisket Minde om — den stod henne paa en Bogreol, hvor den nærmest havde dekorative Opgaver at løse; og hvad angaar dens Tvillingbroder, den saa meget omtalte Spyttebakke, den indgaaende beskrevne Spyttebakke, den næsten mytiske Spyttebakke, der skal have været uundværlig i Datidens Hjem, saa er den mig ganske ubekendt. Jeg har aldrig set en Spyttebakke.

Jeg har heller ikke set de Ædegilder, der ifølge Skildringerne skal have været betegnende for Firsernes og Halvfemsernes Selskabelighed; tvært imod betragtedes Overdaadighed ikke som fint — det var noget, som man vidste eksisterede i det, man kaldte Parvenu Kredse, og i de Kogebøger og Menusamlinger, der var til Raadighed for disse Udenforstaaende. Men i det gode københavnske Selskab bestod Middagsmaden, ved Selskaber af omtrent de samme Retter, som idag — dog saaledes at forstaa, at der var en mere rundhaandet Omgang med Ingredienserne, end nu om Stunder — skulde der være Østerssauce til den kogte Kalkun, saa var der Østers, saa at Skeen kunde staa opret i Sauceskaalen.

Samtalen og Samværet var ogsaa nogenlunde som idag — kun at man ikke lagde den Vægt paa Kortspil, som nu om Stunder, men foretrak at øve Samtalens ringere Kunst — kun de ældre, der daarligt kunde følge med i de rappe Replikskifter, anbragtes ved et Whistbord, — og spørger man om, hvad der da taltes om, saa er det naturligvis ikke saa let at svare paa for En, der dengang var en Dreng — men jeg har dog et tydeligt Minde om, at det, i hvert Fald i vort Hus, var det samme som idag: Fælles Bekendte, Teater og Musik og nyudkomne Bøger, fremfor alt dem, der tog brændende Spørgsmaal op, — det var jo Problemdramaernes Tid — mest Ægteskab og fri Kærlighed og Kvindernes Stilling og Frigørelse — saadanne Værker som Kreutzersonaten, En Handske, Strindberg og Et Dukkehjem. Disse Værker husker jeg at have hørt debatteret, men Debatten blev aldrig til Disput — Politik har jeg neppe hørt omtalt.

Alt dette gjaldt det første Barndomshjem, men for Fuldstændighedens Skyld maa jeg til Slut frem, hæve, at dette Hus i høj Grad ændrede sit Ansigt — men ikke Væsen og Egenart. Min Faders stigende Rang og min Moders stigende litterære Position satte Præg paa deres Hus, hvis Karaktermærker altid havde været en mageløs Gæstfrihed og en komplet Usnobbethed.

Mine Forældres sociale Stillinger gav deres Hus en enestaaende Stilling i, om jeg saa maa sige, social, geografisk Henseende, idet hver af Ægtefællerne havde Berøring med vidt forskellige Kredse, saa at alle mulige sociale Linjer kunde skære hinanden i deres Stuer i Dronningens Tværgade.

Og derved blev det til et typisk københavnsk Hjem. For det er jo Kendemærket og Adelsmærket for denne By, at her omgaaes man ikke gruppevis, som i de fleste andre Byer — Jurister med Jurister, Militære med Militære osv. — her mødes alle Kredse gærne med hinanden, omgaaes med hinanden, blander sig med hinanden — og gifter sig med hinanden. — Denne Mangel paa vertikale selskabelige Grænser gør København temmelig uforstaaelig for Udlændinge. Jeg mindes min Faders Fortælling om, at en russisk Admiral, der var til officiel Festforet stilling i Det kongelige Teater, midt under den uundgaaelige 3. Akt af »Napoli« havde sagt til den ham attacherede danske Søofficer: »Hør, skal vi ikke se at faa en Aften ud af det alligevel — kan De ikke bestille nogle af de der Danserinder til Souper efter Forestillingen; for Eksempel hende, der danser der i Midten«. Russeren havde nær faaet et Slagtilfælde, da Danskeren svarede: »Du forbarmende Gud — det er Oberstinde Tychsen«.

Det eneste, Københavnerne forlanger af hinanden — det er, at de forstaar og behersker Byens Sprog, denne underfundige og let selvironiske Svingen mellem Alvor og Skæmt, en Tone der bevæger sig paa den kromatiske Skala. Det er denne Tone, der er det blivende og det typiske for København.

Det er Forstaaelsen heraf, jeg har savnet hos »Klunketiden«s Kulturhistorikere. Jeg synes, det er magert og smaaligt at bedømme den Epoke med et forvrængende Glasskaar af Mindreværdskompleks i Øjet, — det er sygeligt at sidde og pille i Saarene — selv om en Modebølge, der i en vis Periode gik hen over Verden og derpaa svandt igen, — var mere eller mindre æstetisk vellykket, set med vore Øjne.

Men det, de burde have set, det er den bestaaende og blivende Rytme i denne gamle Bys Sind, det som binder os til dens Fortid og forhaabentlig til dens Fremtid: dens Lune, dens Humor, dens Godmodighed, dens Uimponerthed.
Hvert Slægtled føjer sit Bidrag til den brogede og afvekslende Perlekæde, som Historien er, nogle smukkere end andre, men Snoren, som bærer den, den fører tilbage til Tiden før Holberg — og ud i en forhaabentlig fjern Fremtid.